Hjernekassen på P1 2017

Hjernekassen på P1 den 24. april 2017. En gang generalløjtnant altid generalløjtnant.

Dagens gæst, pensioneret generalløjtnant, kommentator og foredragsholder Kjeld Georg Hilligsøe Hillingsø, er født i København i 1935, men flyttede til Aarhus i 1939 sammen med sine forældre og tre år yngre bror, Lars. Familien boede i en fireværelseslejlighed i en boligkarré fra 1930'erne på hjørnet af Skanderborgvej og Marselis Boulevard. Årene 1940-1945 var præget af den tyske besættelse. Eftersom hans mor, Hildegaard, var opvokset i Tyskland, og hendes familie fortsat boede der, hadede man ikke tyskerne, kun nazisterne som skulle bekæmpes. Hillingsøs far, Knud Erhard Hilligsøe Hillingsø (1900-1978), var med i modstandsbevægelsen og måtte leve i skjul den sidste del af besættelsestiden. Desuden mærkede familien krigen ved, at hans Omi (mormor) boede hos dem i årene 1942-46.

Når Hillingsø tænker tilbage på sin skoletid, mindes han mest klassekammeraternes mobning og tæsk. Da hans far opdagede, hvad der foregik, sørgede han for, at Hillingsø fik bokseundervisning, så han kunne lære at forsvare sig. Hvilket han fik lært, og så lod de andre drenge ham være i fred. I fritiden brugt han meget tid på at læse bøger og at fiske med stang. Sommerferierne gik ofte til Tyskland. Allerede som 12-årig rejste han og lillebroren til Berlin uden forældrene. En længere rejse, hvor de først skulle med tog til Hamborg, hvorfra de skulle videre med fly til Berlin. Hjemrejsen foretog de to drenge også uden voksenledsagelse. Da Hillingsø blev ældre, tog han på arbejdslejre i Tyskland for at hjælpe til med genopbygningen af landet efter anden verdenskrig.

Efter folkeskolen kom Hillingsø på Marselisborg Gymnasium, hvorfra han blev student i 1954. Efter endt skolegang meldte han sig frivilligt til Søværnet, men blev bortvist i 1956 på grund af manglende flid. Senere samme år blev han under Ungarn-krisen opfordret til at genindtræde i Forsvaret, denne gang i Hæren, hvilket blev starten på hans lange militære karriere, der førte til det ansvarsfulde hverv som generalløjtnant. I dag bærer Hillingsø fortsat stolt sin flotte gallauniform ved særlige lejligheder - for en gang generalløjtnant altid generalløjtnant.

"Han er jo krigsbarn med en tysk mor, ikke? Og det tror jeg virkelig har sat nogle spor. Jeg tror, han er blevet soldat og forsvarer sit land for ligesom at sige: Jamen, vi er gode nok," udtaler datteren Ellen Gunilla Hillingsø i Generalen (People's Press 2003, side 64) af Poul Pilgaard Johnsen.

Hjernekassen på P1 sendes hver mandag klokken 9.05-9.59 og genudsendes søndag klokken 11.05-11.59

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tidligere udsendelser kan downloades som podcasts ved at gå ind på:

www.dr.dk/p1/hjernekassen-pa-p1/hjernekassen-pa-p1

Hjernekassen på P1 den 10. april 2017. Japan 1.

I begyndelsen af februar måned rejste min gode ven, programtilrettelægger og producer Morten Krøgholt, og jeg til Japans hovedstad, Tokyo. Arealmæssigt er Tokyo, inklusive forstæderne, på størrelse med Sjælland, og der bor ca. 38 millioner mennesker. Det kan virke paradoksalt, at der bor så mange mennesker i et område med stor risiko for jordskælv, men det har japanerne taget højde for ved at jordskælvssikre mange af byens bygninger. Det er ret nemt at finde rundt i megabyen, selv om der er skiltet på japansk. Jeg har været der ni gange, og det var anden gang, Morten besøgte stedet. Vi havde begge set frem til turen, selv om det var en arbejdsferie, hvor der skulle laves både radioprogrammer og filmoptagelser. Eftersom jeg efterhånden har været på ferie i Japan en del gange, var det spændende at lære landet endnu bedre at kende ved at tale med forskellige personer med godt kendskab til den japanske kultur.

Der er så mange ting, som er anderledes i Japan end i Danmark, at jeg uden tvivl har begået en masse fejl i mit møde med japanerne. Heldigvis har jeg ikke følt, at jeg er kommet til at fornærme nogen, måske fordi japanere er et meget høfligt folkefærd. Jeg glemmer aldrig, dengang min bror og jeg spiste på The New York Grill, og Anders tabte sin tallerken med andefedtstegte pomfritter på gulvet. Straks kom en tjener stormende hen til bordet, og imens han bukkede, sagde han: "I am so sorry, I am so sorry", selv om det var Anders, der havde jokket i spinaten og burde være den, som undskyldte. Hvorom alting er, har jeg lovet mig selv, at indtil jeg ikke har lyst længere, vil jeg holde ferie i Japan, så ofte det er muligt, for det er et skønt land at være turist i.

Har man aldrig været i Japan, men har tænkt sig at rejse dertil, vil jeg anbefale, at man læser lidt information om Japan, inden man drager til landet med det smukke tilnavn "den opgående sols rige" på rejsebureauet Japanspecialistens hjemmeside. Her vil man finde blandt andet artikler om japansk etikette, sprog og mad af forfatter Kristian Ditlev Jensen. Han skriver for eksempel, at det japanske ord for mad er "gohan", hvilket også betyder ris. Ris har længe været et af de vigtigste næringsmidler i Japan, og i sushi, som de fleste danskere vist kender, er ris den centrale ingrediens. Risbollerne med rå laks eller tun, rejer, blæksprutte eller æg oven på, kan lige så godt være ris iblandet tang og grønsager. Hvis man vil spise sin mad på ægte japansk manér, bør man indtage maden med pinde. Får man serveret ris i en skål, er det godt at vide, at man aldrig bør stille pindene lodret i risene, da det bruges i det japanske begravelsesritual, hvor man "serverer" ris til den afdøde med opretstående spisepinde. Desuden bruges de opretstående spisepinde af den japanske mafia, yakuza, som et advarselstegn inden en likvidering.

I udsendelsen er vi på besøg hjemme hos Mikkel Lotz Felter, ansat ved Danmarks Ambassade i Tokyo, og hans tre børn, 9-årig Valdemar, 11-årig Gabriel og 13-årig Cecilie, som går på den franske skole i Tokyo, Lycée Français International de Tokyo. Vi taler om, hvordan det er som dansker at bo i Japan, om japansk sprog, mad, affaldssortering, fjernsyn, frygten for jordskælv m.m. Det omtalte jordskælv, som familien oplevede en morgen klokken 5.59, fandt sted den 22. november 2016 og havde sit epicentrum omkring ti kilometer under havets overflade. Skælvet blev målt til 6,9 på richterskalalen og betegnes som stort. Richterskalaen går fra 0 til 9 eller derover (eller fra et mikro til et katastrofalt jordskælv). Det store jordskælv i Tokyo i 1923, som også nævnes, har man sidenhen anslået til en styrke mellem 7,9 og 8,3, hvilket vil sige meget kraftigt.

 

Hjernekassen på P1 den 3. april 2017. Psykiatri i Danmark.

Verdenssundhedsorganisationen WHO (World Health Organization) anslår, at hver fjerde person vil blive ramt af en psykisk lidelse i løbet af deres liv, og de fleste familier vil derfor have haft psykisk sygdom tæt inde på livet.

En af de helt store udfordring i psykiatrien har længe været og er fortsat en konkret forståelse af, hvad der går galt i hjernen, når personer udvikler psykiske sygdomme. Derfor var jeg ikke særlig optimistisk, da jeg i slutningen af 1990'erne som led i min uddannelse til neurolog (hjerneforsker) skulle et halvt år i praktik i psykiatrien. Jeg havde faktisk ikke de helt store forventninger til, at jeg ville kunne hjælpe patienterne ret meget. Jeg måtte dog sande, at man som ansat i psykiatrien kan gøre en forskel, hvis man ser hele mennesket og ikke kun diagnosen.

Psykiatri er læren om sindslidelser og behandlingen af dem. En af de vigtigste opgaver i psykiatrien er, at man som behandler ser hvert enkelt menneske som et individ, som kæmper med nogle problemer, som påvirker personens liv og vanskeliggør tilværelsen. Hensigten med behandlingen er at hjælpe den enkelte til at leve et hverdagsliv, hvor tingene fungerer. Så mennesker med psykiske funktionsnedsættelser kan få et liv, som opleves meningsfuldt.

Den erfaring, jeg personligt har taget med mig efter sammenlagt at have arbejdet 6 år i psykiatrien, er, at man ved at lytte til og tale med patienten kan hjælpe vedkommende til at få et bedre liv set i forhold til, hvordan livet ellers ville have været. Og at selv om psykisk sårbare mennesker har en anderledes tilgang til verden end den, man er vant til, er de ofte godt selskab.

Sygeplejerske Anette Vårlid reflekterer over sine oplevelser i psykiatrien, hvor hun har arbejdet i over 25 år. Vårlid er i dag ansat på Distriktspsykiatrisk Center indre by og Østerbro, og en af hendes patienter, HF-studerende Kirstine Mikkelsen, fortæller, hvordan det er at leve med diagnosen skizofreni og om sine oplevelser med psykiatrien.

 

Hjernekassen på P1 den 27. marts 2017. Gys på hjernen.

Den moderne gyserhistorie, der opstod i England i slutningen af 1700-tallet som modpol til oplysningstidens rationelle tankegang, lever stadig i bedste velgående i dag. Genren, der blander hverdagsrealisme med skræmmende overnaturlige fænomener, betegnes også horror, da det engelske ord vækker endnu mere uhygge end det danske ord gyser.

Hvad er det, som gør, at nogle mennesker helt frivilligt sidder og kigger på film, der er så uhyggelige, at det giver én gåsehud og får det til at løbe én koldt ned ad ryggen? Den danske gyserekspert ph.d. Mathias Clasen har anvendt betegnelse Homo timidus, dvs. det frygtsomme menneske, og hentyder dermed til vores grundangst for at møde et monster.

Selv om vi godt ved, at monstre ikke eksisterer i virkeligheden, men kun i vores forestillingsverden, mener Clasen, at det er et fænomen, som har en funktion i menneskelivet, der handler om andet end et godt gys, nemlig at træne vores evner til at klare sig i vanskelige og farlige situationer. Han forklarer i sin lille bog Monstre (Tænkepauser, Aarhus Universitets Forlag, 2012), at genetisk set er vi fortsat indrettet til at skulle klare en jæger-samler-tilværelse med mange farer, ligesom dengang "hvor der var mennesker på menuen". Det, der sker i hjernen, mens vi sidder i biografen, er, at "man er i livsfare med de her hovedpersoner, man identificerer sig med oppe på lærredet," som Martin Schmidt udtrykker det i udsendelsen.

Ud over den biologiske forklaring kommer Mathias Clasen i sin bog også med en kulturel, hvor han påpeger, at monstre er en slags troldspejling af en kulturers ængstelser og fobier, og derfor fostrer forskellige steder og tider forskellige monstre.

Vor egen tids mest klamme monster, zombien, er eksempelvis en legemliggørelse af farlige epidemier, virusser eller terrorisme, som hensætter os i skæbnens vold. Men zombie-fortællinger kan også være en kritik af forbrugersamfundet eller nationalisme. Andre lignende væsener kan være lige så skræmmende, Elias Eliot omtaler filmen It Follows, hvor et uhyggeligt væsen overføres ved seksuelt samkvem, "som du kun kan komme af med ved at have sex med en anden".

I modsætning til den frastødende zombie er den romantiske vampyr. Om en af vor tids mest populære ungdomsserier, Stephenie Meyers Twilight (på dansk Tusmørke), udtaler Rikke Schubart: "Så er der dem, der siger, det ikke er gyserfilm, men for dig er det måske gyserfilm." Serien henvender sig især til unge piger og belyser problematikken det svære partnervalg/seksualitet.

Dagens ekspertpanel: lektor Rikke Schubart, Elias Eliot fra film-podcasten Han Duo og filminstruktør Martin Schmidt.

 

Hjernekassen på P1 den 20. marts 2017. Smag med hjernen - neurogastronomi.

I juli måned sidste år forærede jeg en af mine venner et lille grønt porcelænsfad, hvorpå jeg havde malet en hvid hjerne og med sorte bogstaver skrevet "Hjernemad er dejlig mad". Hjernemad kan opfattes som mad, der er godt for hjernen (og resten af kroppen), eller henvise til måden, vi med hjernen oplever det, vi spiser. Hjernemad kan også symbolisere det, vi brænder for i Hjernekassen, nemlig viden.

Desværre udkom kok, madkonsulent Rasmus Bredahl og journalist Nikolaj Buchardts bog Neurogastronomi - hemmeligheden bag det perfekte måltid (FADL's Forlag 2016) først senere på året, det ville ellers have været ret tjekket at have givet hende denne kogebog, som indeholder alle elementerne, samtidig med fadet.

I bogen tages læseren med ud på en længere rejse fra menneskeslægtens begyndelse, dengang mennesket levede som jæger-samler, til nutidens moderne mennesker, for at forklare at vores hjernes valg af fødevarer er baseret på tusindvis af generationers erfaringer.

I del 1 beskrives de fem grundsmage: salt, sødt, surt, bittert og umami (det tredje krydderi), og hvilke fødevarer som især indeholder den ene af grundsmagene, samt hvordan de fem grundsmage kombineres for at skabe en god smagsoplevelse. Ligeledes beskrives mundens følesans, hvor følelsen af stærk mad har fået et selvstændigt afsnit, da madens konsistens har stor indflydelse på, om vi oplever måltidet som vellykket eller ej. Et eksempel på det sidste kan være en gennemstegt bøf med bløde pomfritter og en grynet bearnaise sauce. Når det gælder høresansen er det specielt lyden af knas, knæk og sprødhed, som har indflydelse på, hvordan vi opfatter maden, hvilket, forfatterne mener, hænger sammen med, at vores hjerne forbinder sprødhed med frisk mad fra planteriget. Lugtesansen er en meget vigtig medspiller, for den hjælper os dels til at finde ud af, om maden er, som den bør være, dels forstærker den hele smagsoplevelsen. Med synet scanner vi i første omgang maden for at sikre os, at det er i orden at spise den. Desuden skaber madens udseende en forestilling i vores hjerne, som ikke nødvendigvis er rigtig, om, retten smager godt eller dårligt.

Del 2 omhandler erfaringer, erindringer, omgivelser og indretningers betydning for den samlede madoplevelse. Mens del 3 fokuserer på en sundere kost, idet multisensoriske måltider ifølge forfatterne vil kunne hjælpe undervægtige med at tage på og overvægtige med at tabe sig samt få os alle til at spise mere grønt og mindre kød. Bogen afsluttes med madopskrifter, så læseren selv kan gå i gang med at eksperimentere hjemme i køkkenet med retter, hvori de fem grundsmage; salt, sødt, surt, bittert og umami samt noget stærkt og sprødt indgår.

Min ven har valgt at have porcelænsfadet stående på sit sengebord, fordi hun synes, "Hjernemad er dejlig mad" er nogle gode ord at starte og afslutte dagen med. Det er en måde at minde sig selv om, at det er vigtigt at spise dejlig sund mad, men at tilegnelse af viden (i bredeste forstand) er det, der bør være det væsentligste i ens liv.

Rasmus Bredahl er i studiet, hvor han eksemplificerer filosofien bag neurogastronomi for mig med en masse smagsprøver. I programmet medvirker desuden kok og restauratør Jakob Mielcke.

Tidligere Hjernekassen-tekster om dagens emne: Den søde tand fra den 30. december 2013. Desuden Hjernekassen-programmer og -tekster: Sanseverdenen fra den 31. marts 2014, Dansk mad fra den 8. december 2014 og Mesterkokke fra den 22. juni 2015.

 

Hjernekassen på P1 den 13. marts 2017. Stammere.

Omkring 0,5-1 procent af den danske befolkning stammer eller omkring 40.000 personer. 4-5 procent af alle danskere har oplevet at stamme i en periode af deres liv, men er vokset sig fra det igen. Stammen begynder i 95 procent af tilfældene i to-fem årsalderen. Kønsmæssigt er der lidt flere drenge end piger, som stammer, men kønsforskellen bliver større med alderen, og stammen er fire gange hyppigere hos mænd end hos kvinder.

Hvad som forårsager stammen vides ikke, men den gængse opfattelse er, at forskellige faktorer har betydning for stammens opståen og udvikling hos den enkelte person. Dog er der enighed om, at stammen har en stærk arvelig faktor. Forskellige mennesker stammer altså af forskellige årsager.

Det er svært at vurdere, om et barn stammer, eller der er tale om et normalt fænomen som en del af den almindelige sprogudvikling, det kræver en undersøgelse hos en logopæd (talepædagog), der stiller diagnosen. Når det gælder børn, der stammer, bør man undgå kommunikationspres (forventning eller krav om tale uden stammen), interaktionsstress (f.eks. for høje krav til barnet i forhold til dets udvikling), og udvikling af en identitet som "stammer", som, barnet føler, bør skjules.

Stammen er i mange tilfælde mere end blot en talelidelse, stammen medfører ofte også psykologiske og sociale problemer.

Da Ole Kring Tannert som 43 årig påbegyndte et behandlingsforløb for sin stammen, indledte talepædagogen undervisningen med dette billede.

Hvis man forestiller sig et isbjerg, så er den synlige del af bjerget det, at man stammer, mens det, der gemmer sig under overfladen, er ubehagelige tanker og følelser forbundet med at stamme, herunder oplevelsen af skam og manglende selvværd.

Isbjerget illustrerer, at den indre skjulte stammen ofte udgør den største del af stammeproblemet, og ikke den ydre hørbar stammen med brud i den almindelige flydende tale, som kan komme til udtryk ved gentagelser af lyd, stavelse eller ord, eller ved blokering af lyd før eller inde i ord, eller ved forlængelse af lyd i ord.

Den mest udbredte behandlingsform for voksne er "ikke-undgåelse-behandling", det vil sige "gå lige på" og ikke undgå stammen. Med behandlingen ønsker man at opnå "flydende" stammen og selvaccept af stammen.

Dagens eksperter: coach og formand for Stammeforeningen i Danmark Ole Kring Tannert, lektor Helle Blunk Brandt og forskningsbibliotekar emeritus Steen Fibiger.

 

Hjernekassen på P1 den 6. marts 2017. Storytelling.

"Man siger, at vi lever i et informationssamfund. Det har vi sådan set altid gjort. Stenaldermanden blev også overstrømmet af informationer, de kom bare ikke fra fjernsyn og internet, de kom fra de nære omgivelser. Bevægelser i terrænet, fuglenes flugt, lejrbålets beskaffenhed. Stenaldermandens hjerne skulle tage stilling til lige så mange informationer som nutidens hjerner. Det, der informationsmæssigt adskiller vores tid fra stenalderen, er, at det er blevet muligt målrettet at flytte informationer over store afstande. Der er hele tiden nogen, der sender informationer efter vores hjerner. Reklamefilm, i køen i supermarkedet, bippende telefoner, flimrende storskærme på gade og vej. Det er overalt, og det bliver værre endnu. Konstant er der kamp om vores opmærksomhed, og den, der fanger og fastholder vores opmærksomhed, kan løbe med det hele. Pointen er her, at de gamle tricks med blinkende lygter, bløde pelsdyr, glitrende diamanter og lækre damer i smarte biler selvfølgelig stadig vil fungere. Men hjernen bliver i tiltagende grad følelsesløs. Vi har allerede nu set det meste. Der skal mere og mere til. Vi begynder at kede os. Vil man i fremtiden vinde kampen om opmærksomheden, skal man afkode, hvad det er, hjernen vil have. Man skal lokke, ikke larme. Hjernen vil ikke forstyrres hele tiden, hjernen vil have sjov, den vil have noget at grine af, og frem for alt så vil den have historier. Universer, hvor den kan gå ind og slippe fantasien løs. Jeg kan tryllebinde en skoleklasse ved at fortælle spøgelseshistorier. Mine drenge sidder hver dag frivilligt og klikker sig rundt i en computerskabt fantasiverden, hvor alting kan ske. Det er der, de lægger deres opmærksomhed, hvis de selv får lov at bestemme. Der ligger i vores hjerne en drift mod historier, som sætter fantasien i sving. Den, der erkender dette til fulde, og som lærer sig at beherske denne drift, vil stå stærkt i kampen om opmærksomheden." Peter Lund Madsen Dr. Zukaroffs testamente (Gyldendal 2012, side 375).

Medvirkende i programmet er: pensioneret friskolelærer Birte Fahnøe Lund, formand for FIDA (Fortællere i Danmark), storyteller Kari Brinch og fortæller Randi Hedelund Jeppesen.


Hjernekassen på P1 den 27. februar 2017. Bæredygtigt byggeri.

Dengang min ven, Søren Nielsen, og jeg var børn, kunne vi snildt sidde på gulvet en hel eftermiddag og bygge et hus af legoklodser. Huset fik lov til at stå nogle dage, inden vi byggede et andet Lego-hus. For det gode ved legoklodser er jo, at de kan skilles ad igen og anvendes til at bygge noget lignende. Det vil ikke undre mig, hvis det er plastic legetøjsklodserne, som siden hen har givet min barndomsven og hans kollegaer idéen til bygninger fremstillet af genanvendelig komponenter.

I dag er Søren Nielsen arkitekt og partner i tegnestuen Vandkunsten samt underviser på Kunstakademiets Arkitektskole og Danmarks Tekniske Universitet, og han brænder for bæredygtigt byggeri, ikke kun i relation til det arkitektoniske og funktionelle, men i lige så høj grad i forhold til det miljømæssige, det sociale og økonomiske aspekt. Hvilket han ofte har talt om, når vi har set hinanden enten på en gåtur eller et barbesøg på Frederiksberg.

Søren Nielsen har været med i både små og store projekter. Det mindste projekt er Det Moderne Tanghus på Læsø (2012-2013), hvor man ikke blot har anvendt tang (ålegræs) på taget, som der er tradition for på øen, men også som isolering og facadebeklædning af det moderne fritidshus. Ellers er huset bygget af træbrædder af lærk, fyr og gran. "Det Moderne Tanghus på Læsø er ikke blot en fortælling om den fornyede anvendelse af et bemærkelsesværdigt materiale på et særegent sted med en højst usædvanlig bygningshistorie. Det er også en krystalkugle, der indfanger og belyser mange af de væsentligste problemstillinger, som byggeriet står overfor i dag," udtaler Søren Nielsen på Vandkunstens hjemmeside. Det største projekt er renoveringen af 1001 gårdhuse i Albertslund Syd (2014-2018). Gårdhaveboligerne er tæt-lav-bebyggelse fra 1960'erne. Ud over en bæredygtig renovering med genanvendelse af udskiftede materialer har tegnestuen tilførte autonomi til gårdhusene ved at lade lejerne være med til at bestemme deres egen boligs indretning. Der har været tale om såvel gratis tilvalgsmuligheder som tilkøbsmuligheder, der betales over huslejen.

I 2014 skrev Søren Nielsen sammen med Amdi Schjødt Worm og Kasper Lynge Nielsen, begge fra Teknologiske Institut,Dilemmaer og overvejelser i det bæredygtige byggeri, vel vidende at økonomi spiller en væsentlig rolle, når der skal træffes beslutninger om byggeri. Hidtil har der været en stærk tendens til at tænke kortsigtet og vægte anlægsøkonomien, i stedet for at tænke langsigtet og indarbejde totaløkonomien som beslutningsgrundlag for byggeriet.

Få mere viden om bæredygtig byggeri, når Søren Nielsen besøger Hjernekassen på P1.


Hjernekassen på P1 den 20. februar 2017. Nyfeminisme.

Jeg er en stor beundrer af kvindekønnet, og jeg forstår godt, at omkring 4 millioner kvinder og mænd rundt om i verden den 21. januar 2017 deltog i Women's March for at demonstrere mod USA's præsident Donald Trumps menneskesyn. Hvorvidt dagens gæst, Emma Holten, deltog i marchen i København, ved jeg ikke. Men jeg kan sagtens forestille mig, at hun kunne have været en af de mange kvindelige demonstranter med en sjov lille pink hue (pussy hat) på hovedet, for marchen var et udtryk for netop det, som er vigtigt for nutidens feminister, nemlig at kæmpe for lige vilkår for alle uanset køn, etnicitet, sociale forhold, seksuel orientering eller religion. Uden de sociale medier på internettet var Women's March aldrig blevet så omfattende, som den blev.

Uden internettet var Emma Holten måske heller ikke blevet en aktiv feministisk debattør herhjemme og i udlandet, selv om den opmærksomhed, hun fik i begyndelsen, ikke var selvvalgt. I antologien Sex, hævn og video - om børn og unges deling af intimt billedmateriale (Medierådet for Børn og Unge 2016) red. Per Straarup, skriver Emma Holten: "Jeg vågnede en morgen i efteråret 2011 og kunne ikke komme ind på min e-mail og Facebook. … Natten til den morgen havde nogen fået adgang til min mailboks. Jeg har aldrig fundet ud af hvem. I mailboksen lå der billeder, som jeg mange år inden havde sendt til en kæreste. Det havde jeg fuldstændig glemt, men blev hurtigt mindet om det, da jeg fik adgang til mailen." I 2014 besluttede Holten sig for at fortælle sin historie om at få delt intime billeder uden samtykke på nettet for at få digitale sexkrænkelser italesat.

I de seneste år har der været en hel del historier og debatter i diverse medier om mobning eller shaming, hævnporno og grooming på nettet, som viser, det er nødvendigt med nogle spiller regler, når man gebærder sig på nettet. Specielt i de fora, hvor der bliver delt billeder, som bliver liket og kommenteret, da krænkelser på nettet kan have alvorlige psykiske og sociale konsekvenser for offeret. Men deling af f.eks. intime billeder eller videooptagelser af andre uden samtykke, kan også få alvorlige konsekvenser for gerningsmanden eller -kvinden, da det er ulovligt, også hvis man har fået billederne tilsendt af person selv, og det kan medføre bøde eller fængselsstraf samt krav om økonomisk godtgørelse til den krænkede.

Emma Holten er i studiet sammen med tidligere senioranklager Anne Birgitte Stürup, hvor vi taler om seksualitet, ligestilling, kønsroller og opdragelse.

 

Hjernekassen på P1 den 6. februar og den 13. februar 2017. På fængselsbesøg 1 og 2.

Alle samfund har love, der definerer forbrydelser, og som udstikker straframmen for overtrædelserne. Reglerne for, hvad der anses for acceptabel adfærd, er forskelligt fra samfund til samfund og ændres også over tid. I Danmark er det retssystemet, der fortolker og anvender loven.

I Danmark er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Når politiet mistænker en person for en forbrydelse, anholder de vedkommende med en sigtelse. Herefter skal en dommer afgøre, om der er grundlag for en varetægtsfængsling, eller om mistænkte skal sættes på fri fod. Ved varetægtsfængsling sættes den formodede gerningsmand eller -kvinde i et arresthus, mens politiet efterforsker sagen. Hvis der er tilstrækkelig med beviser, rejser anklagemyndigheden en tiltale mod vedkommende. Selve dommen afgøres i retten, hvis man dømmes skyldig, er der forskellige former for afsoning af straffen. Ved en ubetinget dom kan frihedsberøvelsen afsones med fodlænke i eget hjem (med domme op til seks måneder), i et åbent eller lukket fængsel, eller man kan få en behandlingsdom.

Hensigten med fængselsstraffe er, at de skal virke præventivt, så man ikke fristes til at begå kriminalitet, og at rehabilitere lovovertrædere, så de ikke vender tilbage til kriminalitet. Hvilket vi var inde på i Hjernekassen på P1 den 28. december 2015, hvor jeg havde besøg af den tidligere direktør for Kriminalforsorgen William Rentzmann. Jeg synes, man skal læse teksten og høre udsendelsen fra dengang, da der er meget information, som er relevant i forhold til de to udsendelser.

I det første program taler jeg med fængselspræst Jesper Birkler, musikmedarbejder Kirsten Saurus Mehlsen og fængselsbetjent Michael Østergaard om, hvordan det er at arbejde i et fængsel. I det andet program taler jeg med Jim og Flemming om, hvordan det faktisk er at være i fængsel, og hvor svært det er at blive en del af samfundet igen, når man bliver løsladt. Begge programmer er fra Danmarks mest sikrede fængsel, Enner Mark Fængsel (Statsfængslet Østjylland), som ligger i nærheden af Horsens. Det er et moderne lukket fængsel, der blev taget i brug i 2006.

 

Hjernekassen på P1 den 30. januar 2017. Planter for fremtiden.

På en mark i Taastrup forsøger danske forskere at udvikle planter som alternativ til kød for at nedbringe forbruget af animalske produkter ved at erstatte dem med vegetabilske produkter med et højt proteinindhold af god kvalitet. At finde nye såkaldte superafgrøder, som egner sig til danske forhold, er nødvendigt, da kødproduktionen er en af de helt store syndere klimamæssigt, og fordi der bliver flere og flere mennesker på Jorden at skulle mætte. For at forstå, at det er nødvendigt med særlig proteinrige planter, vil jeg gennemgå, hvad proteiner er, og hvilken betydning de har for vores krop.

For at kroppen kan fungere effektivt, har den brug for protein, kulhydrat og fedt samt vitaminer og mineraler, som hentes fra det, vi spiser og drikker.

Ordet protein er afledt af det græske ord protos, som betyder "den første" eller "den vigtigste", fordi man anså stoffet for at være den vigtigste bestanddel af alle organismer. Proteiner betegnes ofte som kroppens byggesten, eftersom de spiller en afgørende rolle i alle kroppens biologiske processer. Der findes et utal af forskellige proteiner i kroppen, som er nødvendig for opbygning og vedligeholdelse af celler, væv og muskler, desuden indgår de i produktionen af enzymer og hormoner samt opbygning af immunforsvaret.

Protein er en samlebetegnelse for en række stoffer, som er sammensat af forskellige aminosyrer. Der er nogen diskussion omkring, hvor mange aminosyrer der findes i menneskekroppen, men man regner normalt med 20 forskellige aminosyrer. Der skelnes mellem de essentielle og ikke essentielle aminosyrer. Otte ud af de 20 aminosyrer kan kroppen ikke selv danne ud fra andre stoffer, og kroppen skal derfor have disse otte tilført gennem kosten. I animalske fødevarer findes alle otte essentielle aminosyrer. For spædbørns vedkommende er der dog tale om ni, da aminosyren histidin, som bidrager til normal vækst, og som tilføres via modermælk eller modermælkserstatning, også er nødvendig.

I den vestlige verden er proteinmangel sjældent et problem, vi får rigeligt med protein, hvis vi spiser nok mad. De fleste raske voksne har brug for 0,75 g protein pr. kg legemsvægt dagligt. Da den gennemsnitlige daglige proteinindtagelse i Danmark er 75 g for kvinders vedkommende og 100 g for mænd, ses proteinmangel overvejende i forbindelse med fysiske eller psykiske sygdomme samt alkoholmisbrug og stofmisbrug.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne får 10-20 procent af den samlede daglige energi fra protein, 50-60 procent fra kulhydrat (heraf højst 10 procent fra sukker) og maks. 32 procent fra fedt. De vigtigste kilder til protein i danskernes kost er i dag kød, fisk, fjerkræ, æg og mejeriprodukter. Kornprodukter, bønner, linser og nødder er også gode proteinkilder, selv om de ikke indeholder alle de essentielle aminosyrer.

Som regel bruger kroppen kulhydrater og fedt til energi, men får man for lidt kulhydrater og fedt, vil kroppen bruge protein til forbrænding i stedet for opbygning og vedligeholdelse, hvilket medfører, at muskelfunktionen svækkes, man bliver træt, og immunsystemet forringes. Hvis der er for meget protein i kosten, vil det også blive brugt på forbrænding, men det er en rigtig dårlig idé, da det betyder, at fedtet vil oplagre sig i kroppen (det vil sige, at man tager på i vægt), desuden kan det medfører problemer med nyrerne, som skal filtrere affaldsstofferne fra den øgede mængde protein ud af kroppen.

Dagens ekspert er professor Andreas de Neergaard, Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet, belyser de mange udfordringer vi står over for at skulle løse.

 

Hjernekassen på P1 den 23. januar 2017. Syntesebiologi.

Formålet med syntesebiologi er dels at opnå ny indsigt i biologiske systemer, dels at skabe nye organismer til praktiske formål ved at konstruere kunstige biologiske systemer, som ikke findes i naturen. Syntesebiologi opfatter alle biologiske processer som en række individuelle og funktionelle enheder, der kan ændres og sættes sammen på nye måder a la legoklodser - biologiske byggesten kaldet BioBricks. Med teknikken regner forskerne med at blive i stand til at designe organismer med særlige nyttige egenskaber til at løse mange af de problemer, vi står med inden for sundhed, miljø, energi og landbrug, som vi er nødt til at finde nye eller forbedrede løsninger på. Det kan f.eks. være bedre og billigere medicin, miljøvenlige energiformer, oprensning af kemisk forurening eller nye afgrøder.

Syntesebiologi er en forholdsvis ny forskningsgren, og forskergrupperne er sammensat af eksperter med forskellige baggrunde f.eks. biologer, molekylærbiologer, kemikere, fysikere, læger og ingeniører. Herhjemme samarbejder naturvidenskabsfolk også med humanister.

Dagens gæster, professor og centerleder Birger Lindberg Møller, Plantebiokemisk Laboratorium og Center for Syntesebiologi, Københavns Universitet, og professor og institutleder Maja Horst, Institut for Medier, Formidling og Erkendelse, Københavns Universitet, har netop indset vigtigheden af et tæt samarbejde mellem naturvidenskab og humaniora. Møller udtrykte det således i Universitetsvisen (14.11.2014): "Centrets medarbejdere inden for de naturvidenskabelige discipliner er blevet bevidste om, hvordan deres forskning kan tilrettelægges så den på samme tid har både grundvidenskabelig topkvalitet og rettes mod at etablere vidensbaserede løsninger til imødegåelse af de komplekse globale udfordringer vi står overfor. Hvis de skal adresseres ordentligt, kræver det tæt medvirken af eksperter inden for humaniora."

Samarbejdet udspringer blandt andet af et ønske om at undgå den polarisering mellem forskere og borgere, som debatten om genmodificerede planter resulterede i.

 

Hjernekassen på P1 den 16. januar 2017. Urologi.

Urinvejssystemet består af: to nyrer, to urinledere, en urinblære og et urinrør. De bønneformede nyrer er placeret i bughulen på hver side af rygsøjlen. Begge nyrer er ca. 11 cm i længden, ca. 4 cm i bredden og ca. 7 cm i tykkelsen og vejer tilsammen ca. 300 gram. Nyrernes primære opgave er at rense blodet for affaldsstoffer og producere urin. Hver nyre er forbundet til urinblæren med en urinleder. Urinlederne er hos både kvinder og mænd ca. 25-30 cm lange. Blæren kan rumme ca. 500 ml urin, men vandladningstrangen melder sig normalt, når blæren har samlet ca. 250 ml urin. Fra urinblæren danner urinrøret, som hos kvinder er ca. 4 cm og hos mænd ca. 20 cm, forbindelse ud af kroppen.

Urologi er den del af lægevidenskaben, som beskæftiger sig med sygdomme i urinvejssystemet og i de mandlige kønsorganer; inklusive prostata. Det kan for eksempel være vandladningsproblemer, nyre- eller blæresten, infektioner, cancer og potensproblemer.

Vinder af Ph.d. Cup 2016 Lars Boesen har forsket i, hvordan man ved hjælp af moderne MR-scanning vil kunne forbedre såvel udredning som planlægning af behandling for prostatakræft, som er den hyppigste kræftform blandt mænd med omkring 4.400 nye tilfælde om året, hvoraf ca. 1.200 dør af sygdommen. Den nuværende undersøgelsesmetode med ultralydsscanning og udtagning af mange vævsprøver fra prostaten er både smertefulde og forbundet med stor usikkerhed, hvilket betyder både over- og underbehandling af en sygdom, der spænder fra fredelige og ikke behandlingskrævende tilfælde til en aggressiv sygdom, der forårsager tab af leveår og død.

Læge, ph.d. Lars Boesen, Herlev Hospital, er i studiet sammen med ledende overlæge Hans Stimpel, Herlev og Gentofte Hospital, og læge, ph.d. Mikkel Fode, Sjællands Universitetshospital, Roskilde.

 

Hjernekassen på P1 den 9. januar 2017. Vikingtid eller stålalder?

I 2009 (årstallet) bestilte min bror og jeg på National Geographics hjemmeside et "ancestry kit" for at få kortlagt vores slægtsaner. Testen foregår ved, at man tager en celleprøve med en vatpind fra mundhulen og sender den til National Geographic, som så analyserer ens dna for forskellige genetiske markører, som har tilhørt forskellige slægter i menneskets udviklingshistorie.

Selv om gentesten skal tages med et gran salt, blev vi alligevel ret stolte, da vi fandt ud af, at vi er blandt de få direkte efterkommere af de norske vikinger. Ja, faktisk blev vi så stolte over, at der ruller vikingeblod i vores årer, at vi efterfølgende lavede et show med titlen Vikingerne fra Virum (2010), som vi rejste rundt med i hele det danske rige.

Da jeg fandt ud af, at vi er efterkommere af vikingerne, var der for mig personligt nogle ting, som faldt på plads. Jeg forstod pludselig meget bedre min udlængsel mod fjerner verdens egne, for vore forfædre kom jo vidt omkring. Det var vores slægtninge, der opdagede Grønland og Amerika - eller Vinland, som vikingerne kaldte stedet.

I udsendelsen taler jeg dels med arkæolog Henriette Syrach Lyngstrøm om den historiske periode, hvor de ægte vikinger levede, og som, Lyngstrøm mener, burde kaldes for stålalderen, og dels med Lyngstrøms tidligere studerende, arkæolog Tania Lousdal Jensen, der ikke er enig i, at vikingetiden bør ændres til stålalderen.

 

Hjernekassen på P1 den 2. januar 2017. Den gode lyd.

"Jeg kan høre med mit øre/Bilerne som kør' på gaden/Og musik til middagsmaden/Jeg kan høre, hvad du siger til mig." Povl Kjøllers populære børnesang illustrerer fint, at der findes mange forskellige lydindtryk, og at vi som regel forstår, hvad eller hvem det er, som laver lyden, hvorfra lyden kommer, og hvilket budskab lyden har.

Lyd er usynlige bølger, som bevæger sig gennem luften. Lyden opstår ved, at der dannes trykbølger af fortætninger og fortyndinger af molekyler i luften, som rammer vores øre. Lydbølgen kanaliseres ned gennem øregangen til trommehinden, som sættes i bevægelse, hvilket får hammeren, armbolten og stigbøjlen (kroppens mindste knogle) i mellemøret til at vibrere. Vibrationen sendes til det indre øres væskefyldte snegl indeholdende ca. 15.000 hårceller med strittende sansehår. Når hårcellerne bevæger sig, dannes der nerveimpulser (elektriske signaler), som hørenerven videresender til hjernen, som finder ud af, hvilken lyd vi har hørt, og hvad den fortæller os.

Om lyden er dyb eller høj afhænger af mængden af bølger, der kommer inden for et bestemt tidsrum. Lydens tonehøjde afhænger af, hvor mange gange lydbølgen svinger pr. sekund. Svinger lydbølgen langsomt, er tonen lav, og sviger den hurtigt, er tonen høj. Svingningshastigheden betegnes lydens frekvens og måles i hertz (Hz). De dybeste toner, mennesket kan høre, er på omkring 20 Hz, og de højeste toner er på omkring 20.000 Hz. Jo færre bølger, desto dybere og mørkere er lyden. Jo flere bølger, desto højere og lysere er lyden.

Lave lydbølger skaber svag lyd, og høje lydbølger en kraftig lyd. Lydens styrke måles i decibel (dB). Høretærsklen, dvs. den svageste lyd, for et normalt menneskeøre er 0 dB. Dæmpet tale svarer til 50 dB, almindelig samtale til 60 dB, høje og voldsomme råb til 90 dB. Det højeste, man må spille ved en udendørs rockkoncert, er 135 dB. Ved 180 dB brister trommehinden.

Vi opfatter dog langt fra alle lyde, da menneskets øre ikke kan opfatte meget dybe eller meget høje lyde. Uanset om man er seende eller blind. Så når man siger, at blinde hører bedre end seende, passer det ikke. Hørelsen hos en blind person er ikke bedre end hos en gennemsnitlig seende person. Men blindes hjerne er bedre til at holde styr på lydindtrykkene.

Hjernekassen modtager ofte mails, hvor der står: "Jeg lytter altid til Hjernekassen på P1, når jeg vasker op." Der kunne også have stået cykler eller kører bil. Pointen er, at lytterne gør noget andet, samtidig med de lytter til programmet. Dette er ikke optimalt, hvis man vil opfatte mest mulig ord- og musiklyd. Prøv engang, at sæt dig godt tilrette i sofaen og lyt til udsendelsen med lukkede øjne. Læg mærke til, hvor meget mere information du faktisk opfatter, når du hovedsagelig anvender din høresans.

Hjernekassen har været i Jylland for at tale med Ola Johansson, der er født blind, og med hans ven, Kaspar Vorbeck, om den gode musikgengivelse, og hvordan man optager lyd.

For yderligere beskrivelse af høresansen, se Hjernekasse-teksten fra den 2. juni 2014.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS