Hjernekassen på P1 2019

Hjernekassen på P1 den 16. september 2019. Tobaksforebyggelse.

De fleste kender sikkert situationen, de er til børnefødselsdag, pludselig er nogle af de voksne forsvundet fra bordet. "Hvor er oldefar og moster henne?" spørger det 10-årige fødselsdagsbarn, hvortil mor (værtinden) sukkende svarer: "De er ude at ryge."

Værtinden synes, det er træls, at hendes morfar og søster ikke kan vente til efter kaffen med at ryge, for hun har brugt mange timer på at få ordnet alting, og så forlader de bordet, lige på det tidspunkt hun har tænkt sig at servere lagkagen.

"Hvorfor er du egentlig ikke ude at ryge sammen med de andre?" spørger en af gæsterne værtindens kæreste. Den 50-årige mand svarer: "Jeg vil godt holde op med at ryge. Det er godt nok hårdt at skulle undvære cigaretterne, men jeg håber, det lykkes denne gang, for det er jo ikke sundt."

Jeg vil forsøge at forklare, ikke undskylde, hvilke mekanismer, der er på spil, når den ældre herre og den yngre kvinde går udenfor for at ryge, selv om alle andre pænt bliver siddende omkring bordet, og hvad som gør det vanskeligt for den midaldrende mand at droppe tobakken.

Beskrivelsen er fra min bog Frihedens pris (Lindhardt og Ringhof 2018, side 174-176 og 177).

"En helt central del af hjernens belønningssystem hedder nucleus accumbens. Nucleus accumbens ligger under hjernebarken, og der er en i hver hjernehalvdel, så der er altså to i alt. Nucleus accumbens har forbindelser til både hjernestammen og til hjernens frontallapper og er helt central for aktiviteten i hjernens belønningssystem. Men nucleus accumbens er som et janushoved, for ud over at være en del af belønningssystemet så tilhører den også den del af hjernen, jeg nævnte i begyndelsen af dette kapitel, basalganglierne. De er, som nævnt, med til at sætte adfærd i gang, de styrer kroppens bevægelser og spiller også en vigtig rolle, når det gælder vaner og ubevidst adfærd. Meget af det, vi gør uden at tænke over det, den adfærd, som er en naturlig del af vores hverdag, alt det, som ville få tingene til at virke forkerte, hvis det pludselig ikke var der mere, det igangsættes og styres helt eller delvist fra basalganglierne. Og her er det, at nucleus accumbens kan have en uhyggelig dobbeltrolle. Ud over at frisætte velbehag kan den også medvirke til, at vi tillægger os skadelige vaner, at vi vænner os til det forkerte, at vi får en trang til noget, som ikke er godt for os, at vi bliver afhængige. Når vi er blevet afhængige af tobak, så er det, fordi nucleus accumbens og basalganglierne har gjort rygning til en ubevidst vane. Kroppen har vænnet sig til, at nikotin i blodet er det normale, at det er sådan, det skal være. Tobak og nikotin er blevet noget, vi trænger til, noget, hvis fravær vi opfatter som unormalt. Vi er blevet trælbundet af tobakken.

Når rygeren ikke holder op med at ryge, er det, fordi det kan være umuligt at holde op med at ryge. Den ryger, der stopper sin rygning, skal roses, for hun eller han har vundet en af de svære kampe, der findes, kampen mod nucleus accumbens og de skjulte vaner."

Hjernekassen har besøg af overlæge, psykiater Henrik Rindom, Stofrådgivningen, og af Danmarks første professor i tobaksforebyggelse Charlotta Holm Pisinger, tilknyttet Københavns Universitet og Hjerteforeningen, samt tidligere ryger Anna Skarum, der mener, at der er utroligt meget grimt at sige om at være ryger, men meget mere pænt at sige om at holde op med at være det.

Min tekst til Hjernekassen på P1 den 13. august 2018 handler også om rygning.

Hjernekassen på P1 sendes hver mandag klokken 9.05-9.59.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tidligere udsendelser kan downloades som podcasts ved at gå ind på:

www.dr.dk/p1/hjernekassen-pa-p1/hjernekassen-pa-p1

 

Hjernekassen på P1 den 9. september 2019. Diabetes - EliteForsk-priser 2019 (4).

EliteForsk-prismodtager Niels Jessen (f. 1975), forskningschef ved Steno Diabetes Center Aarhus, overlæge ved Klinisk Farmakologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, og klinisk professor ved Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, ser det som en stor fordel, at han har mulighed for at kombinere sit kliniske arbejde med patienter med laboratorieforskning.

Bugspytkirtlen (pancreas) er en aflang kirtel (ca. 15 cm og 100 g), som producerer dels fordøjelsesenzymer, som føres ud i tarmen, så de kan hjælpe til med at nedbryde maden, dels hormonproducerende celletyper bl.a. insulin og glukagon, som regulerer glukoseniveauet (blodsukkerniveauet), så det hverken er for højt eller lavt, så kroppen er forsynet med den rette mængde energi for at kunne fungere. Det vil sige, insulin og glukagon hormonerne arbejder sammen om, at holde glukoseniveauet inden for normal området. Disse to hormonproducerende celler betegnes henholdsvis beta- og alfaceller. Betacellerne udskiller insulin, og alfacellerne udskiller glukagon. Insulinet omdanner glukosen til glykogen og får glukoseniveauet til at falde, desuden lagres glykogen i kroppens lever. Når glukoseniveauet er faldende, sørger glukagonet for, at leverens glykogen omdannes til glukose, som frigives og får glukoseniveauet til at stige.

Eller sagt med lidt andre ord: Når vi indtager føde, stiger blodsukkerniveauet, og insulinet stimulerer cellerne til at optage glukose, så blodsukkerniveauet falder. Når vi ikke har spist i længere tid, falder blodsukkerniveauet, og så stimulerer glukagonet leveren til at frigive lagrede glukose, så blodsukkerniveauet stiger. Denne reguleringsmekanisme sikrer, at kroppens celler forsynes med den rette mængde glukose mellem måltiderne.

Diabetes (sukkersyge) er en kronisk stofskiftesygdom. Ved type 1-diabetes er produktionen af bugspytkirtelhormonet insulin ophævet eller stærkt nedsat, og patienten skal have tilført insulin for at kunne leve. Ved type 2-diabetes er kroppens evne til at producere eller udnytte insulin nedsat, det resulterer i en ukontrollabel stigning af glukoseniveauet i blodet.

Omdrejningspunktet for Niels Jessens forskning er en bedre forståelse af sygdommen type 2-diabetes og konsekvenserne for de mennesker, som lever med den. Nogle af de væsentligste årsager til, at over 400 millioner mennesker verden over har udviklet type 2-diabetes, er overvægt og for lidt fysisk aktivitet. Selv om Niels Jessen har forsket specielt i betydningen af fysisk aktivitet, interesserer han sig slet ikke for sport. Det behøver man heller ikke, men man bør sørge for at bevæge sig mindst en halv time dagligt; cykelture kan varmt anbefales.

Hjernekassen på P1 den 15. august 2016 handlede også om diabetes.

 

Hjernekassen på P1 den 2. september 2019. Folkemusik.

Forestillingen om folkemusik som en del af et lands særegne kultur har eksisteret i Europa og Nordamerika i et par hundrede år.

Folkemusik blev oprindeligt overleveret gehørmæssigt, men fra 1800-tallet fik skriftlige overleveringer større betydning. For de nationalromantiske forskere og indsamlere var almuens folkemusik synonym med fællesnationale værdier bevaret fra en fjern fortid.

I slipstrømmen på Napoleonskrigen 1807-1814 ønskede de lærde hertillands at finde en nationalkultur, det vil sige noget, som var særligt dansk i forhold til andre nationer. Danmarks første organiserede folkemelodisamling iværksattes i 1809 af litteraturhistoriker Rasmus Nyerup, som sammen med Werner Abrahamson og Knud Lyne Rahbek udgav fembindsværket Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen (1812-14).

Interessen for almuens gamle melodier og viser smittede også af på af den nationale danske kunstmusik, som fandt inspiration i folkemusikken. Et eksempel på dette er Johan Ludvig Heiberg og Friederich Kuhlaus populære teaterforestilling Elverhøj, der forener skuespil, ballet, folkeviseinspirerede musik og sang, og som siden uropførelsen i 1828 er blevet opført utallige gange på Det Kongelige Teater.

Indsamling af danske folkemelodier og -viser tog for alvor fart i 1840'erne med henholdsvis filolog og folkemindeforsker Svend Grundtvig og organist og komponist Andreas Peter Berggren i spidsen. I årene frem til ca. 1880 modtog de melodier og tekster fra over 300 indsamlere. Det var især grundtvigiansk prægede præster og skolelærer samt højskoler, der stod bag indsamlingsarbejdet. Berggren satte dog ikke dansk kultur over andre kulturer, og hans store folkeviseværk bærer da også titlenFolke-Sange og Melodier. Fædrelandske og fremmede. Værket udkom i årene 1842-1871 og indeholdt ca. 2000 melodier, som også inkluderede 52 dansemelodier, fra omkring 30 forskellige nationer.

Den helt store indsamler var lærer, degn og kirkesanger Evald Tang Kristensen (1843-1929), der brugt al sin fritid på at vandre rundt for at få befolkningen i Midt- og Vestjylland til at fortælle sagn og eventyr samt synge viser. Evald Tang Kristensen begyndte sit kulturhistoriske arbejde i 1866, og han indsamlede omkring 1000 melodier og 3000 visetekster. Han sørgede også for at forsyne sine optegnelser med levnedsskildringer om informanterne, hvilket betød, at han blev opmærksom på, at fortællingerne og viserne fungerede som en integreret del af dagliglivet. Den traditionstro landbobefolkning brugte folkemusikken i forbindelse med arbejde og andre samværsformer såsom markering af årets og livets højtider. Fra 1888 fik Evald Tang Kristensen en fast årlig indtægt fra staten, som muliggjorde, at han kunne bruge al sin tid på folkemindeindsamlingsarbejdet.

Med oprettelsen af Dansk Folkemindesamling i starten af 1900-tallet blev indsamlingsarbejdet med at belyse den ikke materielle kultur institutionaliseret. I 2008 fusionerede Dansk Folkemindesamling med Det Kongelige Bibliotek, hvor hovedparten af kildematerialet nu opbevares.

Medvirkende i udsendelsen: arkivar, projektforsker Lene Halskov Hansen, Dansk Folkemindesamling - Det Kongelige Bibliotek, violinist Kristian Bugge og musiker, komponist, lektor Kristine Heebøll, Syddansk Musikkonservatorium.

 

Hjernekassen på P1 den 26. august 2019. Fertilitet.

Dengang jeg var barn, forklarede en anden dreng mig, hvordan man får børn. Jeg syntes, det lød en kende for fantasifuldt - hvorfor i alverden skulle man have lyst til at gøre noget så underligt? Da jeg blev ældre, forstod jeg, at den var god nok, men jeg ønskede ikke at sætte børn i verden. Alligevel stod jeg en dag med en lille dreng i mine arme, og da jeg kiggede på ham, følte jeg virkelig, at alt var, som det burde være. Og jeg hoppede endda med på barnevognen igen fem år senere.

En af menneskets primære funktioner er at frembringe en ny generation, som kan føre menneskeslægten videre. Selv om kønsakten ikke kun fungerer i forplantningsmæssig henseende, er trangen til at få afkom ofte et stærkt instinkt, men evnen til at sætte børn i verden er ikke altid lige let for alle.

Op mod 20 procent af den danske befolkning oplever periodisk eller vedvarende infertilitet. I Danmark er lægerne gode til at udrede og behandle den fysiske side af barnløshed, og ca. otte procent af alle danske børn kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Der kan være mange årsager til ufrivillig barnløshed. For mændenes vedkommende er det oftest nedsat sædkvalitet, hos kvinderne er de væsentligste årsager, at kvinder bliver ældre, før de forsøger at få børn, og underlivsproblemer forårsaget af forskellige sygdomme.

Livsstilsfaktorer menes også at have betydning for, om man har nemt eller svært ved at få børn. Dagens gæst, Øjvind Lidegaard, har sammen med sine kollegaer, Hans Jakob Ingerslev og Hanne Udengaard, undersøgt, hvilken betydning forskellige livsstilsfaktorer kan have på fertiliteten. De har bl.a. fundet ud af, at især rygning påvirker kvinders og mænds fertilitet i negativ retning, det samme gør sig gældende for indtagelse af alkohol. Svær overvægt nedsætter også fertiliteten, og for kvindernes vedkommende øges desuden risikoen for problemer under graviditeten og fødselskomplikationer.

I udsendelsen fortæller overlæge, professor Øjvind Lidegaard, Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet, om kulturelle faktorer, som også spiller ind, når vi forsøger at få børn.

 

Hjernekassen på P1 den 19. august 2019. Diplomati - EliteForsk-priser 2019 (3).

Professor Rebecca Adler-Nissen (f. 1979) kombinerer flere forskellige discipliner, herunder sociologi, antropologi, sprogteori og politologisk teori, for at skabe en bedre forståelse af spillereglerne inden for diplomati og internationale forhandlinger.

Rebecca Adler-Nissen sammenligner international politik med et teater. Inspirationskilden er den canadiske sociolog Erving Goffman (1922-1982), der beskæftigede sig med interaktion mellem mennesker (dig og mig) - det, som styrer vores handlinger, fordi vi har brug for en social orden, og for at skabe denne orden er vi nødt til at gøre noget aktiv. Vi kender alle scenen, hvor to statsledere træder frem for offentligheden og udveksler håndtryk for at signalere, at de taler sammen og forhandler med hinanden.

Et centralt begreb i Goffmans forskning, som Adler-Nissen har arbejdet videre med, er stigma. Som eksempel på et land, som har oplevet stigmatisering, nævner hun Tyskland efter anden verdenskrig. Her fungerede de vestlige landes strategi med at udelukke landet fra det gode selskab. Tyskland accepterede stigmatiseringen, påtog sig skylden og gjorde op med sin fortid, og landet udviklede sig til et demokratisk samfund med respekt for menneskerettigheder. Denne opdragelsesmetode fungerer dog langtfra altid, for et land kan vælge at afvise at være afvigende, det vil sige, at landet står fast på, at det accepterer de gældende normer for god politisk adfærd. Dette gør sig ofte gældende i EU-regi, når medlemslande forsøger at få indført sanktioner mod et medlemsland, som menes ikke at overholde spillereglerne, men uden at det lykkes. En tredje strategi er modstigmatisering, man accepterer sin afvigelse, er stolt af den, og vender derfor kritikken til at styrke moralen indadtil, dette gjorde sig i høj grad gældende under den kolde krig mellem øst og vest.

I de seneste år har det diplomatiske system med fortrolige forhandlinger været under stærkt pres, efter at politikerne er gået online på de sociale medier. "Der tweetes om kap direkte fra forhandlingsbordet, så der både foregår en dialog over og under bordet. Tålmodigheden og tilliden kan forsvinde, og de korte beskeder mister nuancer. Landene taber hurtigt ansigt overfor hinanden, og forhandlingerne risikerer at ende med misforståelser, fornærmelser og optrapning af konflikter," forklarer Rebecca Adler-Nissen på Uddannelses og Forskningsministeriets hjemmeside.

Dagens gæst: EliteForsk-prismodtager Rebecca Adler-Nissen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 12. august 2019. UngdomskulturRoskilde Festival 2019 (1).

Igen i år har Hjernekassen besøgt Roskilde Festivalen. Vi spurgte Johannes Andersen, ekstern lektor, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, og Jens Christian Nielsen, lektor, DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse), Aarhus Universitet (Campus Emdrup), om de ville med for at lave en udsendelse om ungdomskultur før og nu. De var straks med på idéen, ikke mindst Johannes Andersen, som har været til over halvdelen af festivalerne.

Sex, drugs and rock'n'roll er nogle af de ting, unge foretager sig på Roskilde Festival både før og nu. Sidste år beskæftigede vi os med rusmidler, der florerer på festivalen, og vigtigheden af at passe på hinanden, fordi det nemt kan ende galt. Heldigvis oplevede vi, at de unge var opmærksomme på dette, og at de generelt var gode til at passe på hinanden. Vi beskæftigede os også med musikoplevelsen.

Jens Christian Nielsen mener, det er sværere at være ung i dag end tidligere, fordi man helst skal klare sig godt både fagligt og socialt - og fremvise det på de sociale medier. Han mener, at mange unge føler sig underlagt en præstations- og perfekthedskultur. Presset kommer dels fra samfundet, dels fra de unge selv.

Jeg synes, det er vigtigt, at man minder sig selv og andre om, at det er svært at være menneske, og at vi alle vil komme ud for problemer/kriser i vores liv. Desuden bør man ikke bilde sig selv ind, at de andres liv er så perfekte, som det fremstilles på de sociale medier. Endvidere er det vigtigt at kunne tale med sine venner om det, der er svært, for ellers er der en stor risiko for, at der skabes en masse unødige bekymringer i ens sind, som i værste fald kan føre til stress, angst eller depression.

Og en af de ting, livet har lært mig, er, at hvis man går op i noget, der er større end én selv, gør det tilværelsen noget nemmere.

 

Hjernekassen på P1 den 5. august 2019. Landinspektør (cand.geom.).

Med lidt kendskab til erhvervets oprindelse er det ikke vanskeligt at forstå den noget arkaiske stillingsbetegnelse landinspektør. Som et led i de danske landboreformer i slutningen af 1700-tallet fik de to første landinspektører, Johan Jürgen Bærner og Christian Friderich Westerholdt, bestalling af Christian VII i 1768. Landinspektørerne skulle medvirke til ophævelse af landsbyens dyrkningsfællesskab. Et fællesskab, der var nødvendigt, eftersom bøndernes jordlodder lå spredte mellem hinanden og ikke samlet et sted. Det blev der lavet om på med udskiftningen. Formålet med ophævelsen dyrkningsfællesskabet var en bedre udnyttelse af landbrugsjorden. Ved forordning af 13.5.1776 blev det bestemt, at der skulle ansættes en stiftslandinspektør i landets syv stifter for at sikre, at arbejdet ikke gik i stå. Og i 1786 blev det bestemt, at opmåling og ejendomsregistrering skulle foretages af en landinspektør, som var eneberettiget til at udføre ændringer af ejendomsgrænser og de matrikulære arbejder, som skulle sikre de enkelte jordejeres rettigheder.

Efterspørgslen på landinspektører var stor, samtidig var man bevidst om, at man måtte have dygtige folk til arbejdet, derfor bestemtes det i 1782, at ingen landmåler kunne få bestalling som landinspektør, medmindre vedkommende havde bestået landinspektøreksamen. I 1858 blev landmåler- og landinspektøreksaminerne forenet, samtidig blev der oprettet en uddannelse på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskolen i København.

Selve uddannelsen til landinspektør har altså eksisteret længe, og siden 1974 er landinspektøruddannelsen blevet varetaget af Aalborg Universitet. Faget er fulgt med tiden, og i dag er det en femårig uddannelse, der bl.a. giver de studerende viden om fysisk planlægning, landmåling, kortlægning og jura samt færdigheder i brug af højteknologiske opmålingsinstrumenter og computerprogrammer.

En landinspektørs arbejde er ofte en kombination af indendørs- og udendørsarbejde, og han eller hun beskæftiger sig med f.eks. byplanlægning, vedligeholdelse af landsdækkende kort, udstykning, ændring af ejendomsgrænser, anlæggelse af jernbaner og motorveje, miljøbeskyttelse og klimatilpasning.

Der er fortsat efterspørgsel på landinspektører 251 år efter, at Kongen beskikkede de første landinspektører at opmåle landbrugsjorden. I dag beskæftiger landets 1032 landinspektører sig med meget forskellige arbejdsopgaver, og de er ansat på over 200 arbejdspladser, og de er med til at forme såvel landskaber som bebyggelser og infrastruktur i Danmark. Men også andre steder i verden er deres knowhow efterspurgt, specielt i udviklingslandene, hvor der er et stort behov for ejendomsrettigheder, velfungerende registreringssystemer m.m.

Landinspektørerne Torben Juulsager, Esben Munk Sørensen og Stig Enemark fortæller i udsendelsen om deres erhverv.

 

Hjernekassen på P1 den 24. juni 2019. Kvantemekanik og materialedesign - EliteForsk-priser 2019 (2).

"Jeg ser mig som en arkitekt, men i stedet for at bruge mursten, bygger jeg materialer op med atomer." - Kristian Sommer Thygesen.

Dr.techn. og professor Kristian Sommer Thygesen (f. 1976) arbejder ved Institut for Fysik, Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Han betegner selv sin forskning som grundforskning med et klart anvendelsesmæssigt perspektiv. Kristian S. Thygesen og hans forskergruppe beskæftiger sig med, hvordan atomer i materialer vekselvirker med hinanden, og hvorledes atomernes vekselvirkning bestemmer materialernes egenskaber, med henblik på at kunne designe nye todimensionale materialer (dvs. på tykkelse med et atom) til anvendelse i fremtidens teknologier.

Danmarks Frie Forskningsfond begrunder deres indstilling af Kristian Sommer Thygesen til EliteForsk-prisen 2019 med, at: "Kristians betydelige internationale gennemslagskraft skyldes især hans dybe indsigt i de kvantemekaniske principper, som kontrollerer elektroner og atomers opførsel i materialer. Kristian bidrager til udviklingen af nye beregningsmetoder, der i kombination med supercomputere gør det muligt at designe materialer 'in-silico'. Det er en metode, der kan fremme opdagelsen af nye materialer med skræddersyede egenskaber, der kan anvendes inden for samfundsmæssigt relevante områder."

Det kunne være bedre materialer til vedvarende energi, der kan være med til at løse nogle af de miljøproblematikker, som jordkloden i dag står overfor. Vejen frem til udvikling af 2D-materialer har Kristian S. Thygesen nået ved at gøre dét, mange forældre siger til deres børn, de ikke må gøre, nemlig tilbringe mange timer foran computerskærmen, siden han var ganske ung.

Det skelsættende i Kristian S. Thygesens forskergruppes arbejde er, at de har formået at omsætte deres viden om kvantefysik til computerkoder, der gør supercomputere i stand til at foretage kvantemekaniske beregninger og designe nye materialer. Indtil videre er det blevet til omkring 500 materialer med forskellige egenskaber; hvorvidt materialerne er anvendelige til noget, er forskerne nødt til at undersøge nærmere. En af de ting, de håber, de vil kunne udvikle, er materialer, der vil kunne opfange sollys langt mere effektivt end grundstoffet silicium, som benyttes i de nuværende solceller.

Mon Kristian Sommer Thygesens tre børn (henholdsvis 6, 10 og 13 år) en dag vil lave en række vidensshow, hvor de hylder deres far, ligesom min bror, Anders, og jeg gjorde i 2015? Vores far, Thomas Lund Madsen (1926-2007), var forsker på Danmarks Tekniske Højskole (i dag DTU). Han opfandt den termiske mannequin - en robotdukke til måling af f.eks. beklædningers varmeisoleringsevne. Denne opfindelse gør, at jeg bærer et håb i mig om: At alting bliver bedre i morgen på grund af ingeniørers opfindelser.

 

Hjernekassen på P1 den 17. juni 2019. Helbredsangst (hypokondri).

For et par år siden havde jeg fået taget en blodprøve, og min læge mente, at der skulle tages endnu en for helt at kunne udelukke, at der ikke var noget galt. Det bekymrede mig, og jeg fortalte det til en af mine venner, som svarede, at vi jo var kommet i den alder, hvor det ikke var helt utænkeligt, at der ville komme et eller andet dårligdom til os. Ja, beroligede mig gjorde det ikke ligefrem, så jeg udtrykte min bekymring til en anden ven, det blev det ikke meget bedre af, for hun tolkede det, jeg sagde, som om der højst sandsynligt var noget galt, og hun fik efterfølgende nogle søvnløse nætter, indtil jeg kunne fortælle, at alt var, som det burde være.

Mon ikke det er en situation, mange kan nikke genkende til? Og, når man har fundet ud af, at det var falsk alarm, måske oven i købet har lavet lidt sjov med det og kaldt sig selv for hypokonder?

Hvis der havde været tale om hypokondri, ville sygdomsbekymringerne ikke være stoppet her, men det gjorde de heldigvis, så jeg kunne komme videre med mit vanlige liv - ikke at det er uden bekymringer, men de er af en anden karakter.

Hypokondri er en lidelse, som bør tages alvorligt. Desværre er der en del fordomme omkring lidelsen, derfor er helbredsangst en bedre betegnelse. Karakteristisk ved helbredsangst er overdreven bekymring om at fejle noget somatisk (fysisk sygdom), og at frygten for sygdom ikke forsvinder på trods af adækvat medicinsk udredning. Helbredsangst kan også handle om at være bange for at pådrage sig sygdom.

Fysiske/psykiske symptomer, som lægerne ikke kan finde en årsag til, kaldes i dag samlet for funktionelle lidelser, og lægerne er gået væk fra betegnelser som hypokondri, hysteri eller indbildt syge. Patienter, der lider af helbredsangst, kan i dag tilbydes behandling på afdelingen for Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitet, hvor professor og ledende overlæge Per Fink arbejder.

Per Fink er i studiet sammen med og psykolog og ph.d. Trine Eilenberg, Arbejdsmedicinsk Klinik, Aarhus Universitetshospital, der i sin ph.d.-afhandling har undersøgt/testet effekten af behandling af helbredsangst.

Omkring 1-2 procent af befolkningen lider af helbredsangst, og kvinder og mænd rammes lige hyppigt. Tages patienternes helbredsangst alvorligt, har det vist sig, at med kognitiv terapi (helst i en gruppe) kan mange hjælpes til at få en velfungerende dagligdag.

I øvrigt er det hensigtsmæssigt med en smule helbredsangst, for ellers ville vi jo ikke reagere, når der er noget galt.

 

Hjernekassen på P1 den 3. juni 2019. Angst.

Jeg er taknemlig for det liv, jeg har, men fortiden slæber ofte efter mine ben og gør mine skridt unødigt tunge.

Puk Elgård (f. 1968) er et kendt ansigt i Danmark, fordi hun siden 1995 har medvirket i en lang række af fjernsynsprogrammer på DR og TV 2. Ved siden af sit fjernsynsarbejde er hun redaktør på læserbrevkassen Kære Puk i Familie Journalen, og i begyndelsen af året udgav hun selvbiografien Se mor, jeg danser (Lindhardt og Ringhof 2019).

Puks barndom var ikke nogen dans på roser, og hun var altid bange, fordi hun aldrig vidste, hvad dagene bød på. "Da jeg var lille, afhang det ofte af mig og mine handlinger, om vi kom godt igennem dagen. Indimellem var det et spørgsmål om liv eller død. Bogstaveligt talt. Der var ret mange piller og en stor portion alkohol i mit barndomshjem, og jeg kunne forhindre en masse ubehagelige situationer, hvis bare jeg kom dem i forkøbet." (side 22-23). Desuden spillede faren alle familiens penge væk, så der ikke var råd til diverse fornødenheder i hjemmet.

Den angst, Puk beskriver i sin bog, er et godt eksempel på, at hjernemekanismer og psykologi er gensidige spejlbilleder. Ganske kort forklaret har vores hjerne til opgave at forudse, hvad der er i vente, og ud fra dette træffe de bedst mulige valg. Hjernen arbejder ikke efter en nøje afstemt plan, mange modsatrettede kræfter er i spil, og blandt disse kræfter er angst en af de mest basale og kraftfulde. Angst er en naturlig følelse, som er nødvendig for vores overlevelse, men nogle mennesker er født med en hjerne, som har en langt større tendens til at føle angst end andre, og det kan skabe alvorlige problemer i ens tilværelse. Forekomsten af angst er ikke konstant. Angst varierer over tid. I perioder med uro og stress er forekomsten af angst og bekymringer ofte højere, end når alt kører, som det skal. Der er ingen tvivl om, at en tryg opvækst lægger op til et generelt lavere angstniveau, end en opvækst hos en familie med misbrug gør.

Puk var kun 15 år, da hun flyttede hjemmefra med en fast beslutning om ikke at gentage sine forældres fejl eller udvikle et misbrugsproblem ved at dulme sin angst med piller og alkohol.

Opvæksten har påvirket Puk meget, og hun har været helt nede og ligge på gulvet - i bogstavelig forstand. Desuden er hun konstant nervøs for, at der sker noget forfærdeligt, men samtidig er hun en yderst nysgerrig person, så trods angsten for det ukendte, er hun alligevel draget ud på eventyr rundt omkring i verden.

En vigtig pointe i fortællingen er: Man kan søge hjælp og få den. Puk Elgård har selv søgt forskellige former for hjælp, bl.a. har hun under et ophold i New Mexico med hjælp fra en gruppe kvinder i fire døgn gennemgået nogle ældgamle indianske ritualer, som er omdrejningspunktet for beretningen om Puks livs i Se mor, jeg danser.

Lyt til min samtale i Hjernekassen med "Woman Who Dances on Earth" (Puks indianske navn), som hudløst ærlig fortæller om et liv med al for megen angst.

Hvordan opvæksten påvirkede Puks storebror, Claus Elgaard, se Hjernekassen-teksten om ludomani den 15. oktober 2018.

 

Hjernekassen på P1 den 27. maj 2019. Medfølelse.

"Vi mennesker kan samarbejde på et langt højere socialt niveau end noget andet dyr. Vi er bevidste om vores egen eksistens. Vi ved, vi er til, og vi ved, at der er andre, der er som os. Dette giver os to særdeles effektive sociale redskaber: På det intellektuelle niveau kan vi mentalisere. Vi kan regne ud, hvad andre mennesker føler eller tænker. På det følelsesmæssige niveau kan vi udvise medfølelse, vi kan spejle andre menneskers følelser i os selv. Vi føler selv, hvad andre føler. Vores avancerede sociale færdigheder er det stærkeste våben, vi mennesker har for artens overlevelse. Vi kan på et meget højt niveau sætte os ind i, hvad der foregår i bevidstheden hos et andet individ. Vi kan meget nøjagtigt og præcist regne ud, hvordan vores adfærd påvirker vores omgivelser. De avancerede sociale færdigheder er mere end noget andet det, som adskiller os fra alle de andre dyr. Disse færdigheder og deres forudsætning udspringer i deres avancerede form fra den smukkeste del af menneskekroppen, pandelapperne." Fra Frihedens pris - En kort historie om menneskehjernen af Peter Lund Madsen (Lindhardt og Ringhof 2018, side 98-99).

I radioprogrammet uddyber jeg mine tanker omkring medfølelse.

 

Hjernekassen på P1 den 20. maj 2019. Multipel Sklerose.

Basisviden om nerveceller (neuroner):

"Nervecellen består i sin grundform af et centralt cellelegeme med en række udløbere. Nervecellen kan formidle information hurtigt og præcist. I den ene ende sidder dendritterne. Her modtager nervecellen information fra andre nerveceller. I den anden ende finder vi en lang udløber, axonet, som leder information videre til andre nerveceller. Nervecellerne er forbundet i store netværk. Hver nervecelle modtager typisk information fra hundredvis af andre nerveceller, og hver nervecelle sender typisk information videre til hundredvis af andre. Nervecellenetværket. Dendritterne og cellelegemet er nervecellens beslutningsenhed, og når aktiveringen fra andre nerveceller bliver tilstrækkeligt kraftig, udløses et såkaldt aktionspotentiale, en elektrisk strøm, der løber langs axonet og videre ud for at påvirke andre nerveceller. I princippet er det simpelt, men i praksis er det næsten uoverskueligt indviklet." Fra Dr. Zukaroffs testamente af Peter Lund Madsen (Gyldendal 2012, side 58-59).

Multipel sklerose (også kaldet MS eller dissemineret sklerose) er en kronisk, neurologisk sygdom i centralnervesystemet, som består af hjernen og rygmarven. For at centralnervesystemets utallige celler kan fungere effektivt, dvs. modtage, bearbejde og afsende signaler fra og til resten af kroppen (se ovenstående tekst), er mange af axonerne beklædt med isolerende myelinskeder (et hvidt fedtlagt), der ligger som perler på en snor, og som sikrer, at overførslen af information foregår hurtigt og sikkert.

Multipel sklerose forårsages af fejl i kroppens immunsystem, der af en eller anden grund angriber fedtskederne omkring axonet med en betændelsesagtig proces; myelinet nedbrydes, nervefibre og -celler beskadiges, og nervesystemet kan dermed ikke kommunikere optimalt. Hvilke skader, den ramte får, afhænger af, hvor i centralnervesystemet skaderne opstår. Der kan opstå både fysiske symptomer (f.eks. føleforstyrrelser, nedsat muskelkraft i arme og ben, gangbesvær og træthed) og kognitive symptomer (f.eks. koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder og svigtende hukommelse).

Forekomsten af sygdommen multipel sklerose er høj i Danmark. I alt lever 16.000 personer (heraf 2/3 kvinder og 1/3 mænd) med diagnosen multipel sklerose. Målt per 100.000 indbyggere har Danmark den tredje højeste forekomst i verden af multipel sklerose. Årsagen hertil kendes ikke.

Hvert år får ca. 650 personer i Danmark stillet diagnosen multipel sklerose. Der skelnes mellem tre typer:

1. Primær progressiv multipel sklerose (rammer ca. 15 procent) er karakteriseret ved et gradvist tab af funktioner gennem flere år.

2. Attakvis multipel sklerose (rammer ca. 85 procent) er tilbagevendende attakker i kortere eller længere perioder efterfulgt af bedring, som for de fleste vedkommende på et tidspunkt går over til sekundær progressiv multipel sklerose.

3. Sekundær progressiv multipel sklerose medfører gradvist tab af funktioner uden attakker.

Omkring 75 procent med attakvis multipel sklerose får stillet diagnosen i 20-40-årsalderen, mens personer med primær progressiv multipel sklerose er noget ældre. Hvor hårdt en person rammes af sygdommen varierer meget (fra en mild form med få symptomer til invaliditet). Multipel sklerose kan i dag behandles, så sygdomsudviklingens dæmpes, og mennesker med multipel sklerose kan forvente at leve lige så længe som andre.

At det kan være svært at være pårørende til en person med multipel sklerose, vidner nedenstående tragiske historie, som en af mine venner har fortalt mig, tydeligt om.

"Jeg var inviteret til et arrangement for familie og venner, og en mand i midten af 20'erne præsenterer sig for mig. Jeg fortæller ham, at jeg ved tidligere sammenkomster har hørt meget positivt om ham fra hans forældre. Han fortæller, at han i mange år har undladt at deltage i sammenkomster sammen med sine forældre, men nu har han tænkt sig, det skal være anderledes. Samtalen fortsætter et par timer, og vi får talt om hans store passion for musik, bl.a. er han med i et band, som spiller diverse steder, desuden dyrker han forskellige former for sport og er meget interesseret i sit studie og ved at skrive sin bacheloropgave. Da jeg hører, hvad han skriver om, spørger jeg, om det er på grund af hans mors sygdom (underforstået multipel sklerose). Han smiler generet, rejser sig op, siger han skal have lidt mere mad fra buffeten, men inden han går, svarer han: 'Det er godt set. Jeg har altid følt, at jeg skulle rede min mor.' Da han kommer tilbage, fortæller han, at han altid har savnet, at de bare var en almindelig familie, hvor han kunne få lov til at være barn og ikke sin mors hjælper. Et par måneder senere møder jeg ham igen, han fortæller stolt, at han har fået 12 for sin opgave. Det bliver desværre sidste gang, jeg ser ham, for ca. et halvt år senere tager han sit eget liv."

Dagens gæster: overlæge Morten Bjørn Blinkenberg, som er ansat ved Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet, og digitial marketing manager Johanna Corvenius Kreiss, der fik konstateret skelrose som 14-årig.

 

Hjernekassen på P1 den 13. maj 2019. Forskning i fysiologi.

I udsendelsen taler jeg med forfatteren til den videnskabshistoriske bog Fire fysiologer - Eksponenter for den tidlige forskningsbaserede Kliniske Fysiologi (Munksgaard 2018) professor, dr.med. Jens Henrik Henriksen. I bogen portrætteres Poul Weber Kruhøffer (1914-2006), Ulrik Christian Crone (1926-1990), Kjeld Christian Kingo Winkler (1925-1998) og Niels Alexander Lassen (1926-1997), som Jens Henrik Henriksen har haft nære professionelle relationer til gennem sit virke som klinisk fysiolog.

Jeg har selv haft den store ære at have Niels A. Lassen som læremester, og denne tekst er nogle af mine egne erindringer om ham.

Som nyuddannet læge i slutningen af 1980'erne var jeg overbevist om, at Rigshospitalet måtte være Danmarks fineste hospital, og det var dér, jeg gerne ville forske, så jeg opfattede det som lidt af en forstødelse, da jeg blev sendt ud til professor Niels A. Lassen på Bispebjerg Hospitals Klinisk Fysiologisk Afdeling. Selv om Niels A. Lassen skrev banebrydende videnskabelige artikler om hjernen, troede jeg noget naivt, at det udelukkende var på Rigshospitalet, tingene virkelig skete, og ikke hos Lassen og hans medarbejdere. Men da jeg mødte manden, kunne jeg fornemme, at han var en dygtig forsker, og var jeg ikke i tvivl om, at jeg godt ville være en del af hans team.

De tre et halvt år, hvor jeg fik min videnskabelige grunduddannelse hos Lassen, blev lærerige år. Lassen havde sit kontor i et mindre kælderlokale på Bispebjerg Hospital, og her afrapporterede jeg egne opdagelser, lærte at skrive videnskabelige artikler og hørte de sidste nyheder fra andre landes videnskabelige laboratorier.

Jeg opdagede også hurtigt, at Lassen var en internationalt anerkendt videnskabsmand, for hvis man rejste ud i verden som medarbejder fra hans laboratorium, blev man modtaget, som var man budbringer for selveste Kongen. Som en storbukkende japaner engang sagde til mig: "But Niels A. Lassen, ooohhhh, but he is Superman!"

Niels A. Lassen var en passioneret videnskabsmand, og når næsten alle andre var gået hjem fra arbejdet, gik han ofte rundt på gangene fordybet i sine egne tanker. Mødte man ham, når han var i denne tilstand, og han ellers bemærkede én, kunne han stoppe op og sige: "Vi er jo nødt til finde ud af det."

Sidste gang, jeg så Niels A. Lassen, var to dage inden hans død. Jeg var hjemme hos ham i Hellerup for at få de sidste rettelser og bidrag til en videnskabelig artikel om hjernens sukkerstofskifte. Selv om han var så syg og afkræftet, at han knap kunne sidde på en stol, og med sved løbende fra hans ansigt og drypende ned på de manuskriptark, vi sad og arbejdede med, blev han ved i timevis. Noget af det allersidste, han sagde til mig - lige inden vi blev færdige med den videnskabelige artikel; Activation-induced resetting of cerebral oxygen and glucose uptake in the rat - var: "Det er jo vigtigt, at vi bliver færdige med det her."

Det, Niels A. Lassen især lærte mig, er, at forskning er vigtig.

 

Hjernekassen på P1 den 6. maj 2019. Hjernetumorer.

Hjernekassen på P1 har tidligere beskæftiget sig med hjernetumorer, og denne tekst er et supplement til teksten fra den 22. januar 2018.

I efteråret 2014 fik iværksætter, foredragsholder og forfatter Michelle Hviid (f. 1972) konstateret en tumor i hovedet, et akustikusneurinom, på størrelse med en golfkugle, og hun var overbevist om, at hun snart skulle dø fra sine to børn på henholdsvis 9 år 16 år. "Jeg havde aldrig hørt om nogen, der overlevede en tumor i hovedet, det føltes som den sikre dødsdom at skulle have den tingest ud af mit hoved," beretter hun i Råstyrke - Da livet slog en #tumorkolbøtte (People's Press 2015, side 40).

Michelle Hviid havde inden operationen fået at vide, at tumoren højst sandsynligt var godartet, men hun ville miste hørelsen på højre øre, når de fjernede tumoren, da den sad på hørenerven (kranienerve 8), at balancen sikkert også ville være påvirket, og at det ville tage mellem 2-26 uger at komme sig efter operationen. Efter operationen mistede Michelle Hviid ikke blot hørelsen på det ene øre, hun var også delvist lam i kroppen, kunne kun se med det ene øje, var ude af stand til at tale, og hun kastede konstant op, selv om hun intet spiste.

Efter en uge på Rigshospitalet valgte hun at tage til privathospitalet Vejlefjord Rehabilitering, og hendes mor tog med for at være ved hendes side. På hospitalet gav en neuropsykolog Michelle Hviid en test, han spurgte: "Hvad år er vi i?" Og hun svarede: "1993." Hun kunne heller ikke finde ud af at trække 7 fra 100. Men appetitten vendte så småt tilbage, og hun kunne påbegynde et langt genoptræningsforløb.

Efter et kortere ophold på Vejlefjord Rehabilitering kom hun hjem, og langsomt blev hun bedre til alle de ting, hun tidligere havde taget for givet. Hukommelsen vendt hurtigt tilbage, men at få kroppen til at fungere igen krævede mange timers træning dagligt. Heldigvis havde Michelle Hviid et fantastisk netværk bestående af familie og venner, som hjalp hende og børnene med småt og stort såvel før som efter operationen. Otte måneder efter operationen havde Michelle Hviid det meget bedre og udgav bogen Råstyrke for at fortælle andre, at man godt kan overleve en operation i kraniet.

I udsendelsen vil man kunne høre pædagog Heidi Kjærsgaard Petersen og studerende Kristine Gaumitz Storm fortælle om deres sygdomsforløb. Desuden medvirker neurokirurg Bo Halle fra Neurokirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital, og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 29. april 2019. Hvaler - EliteForsk-priser 2019 (1).

Professor i biologi og sansefysiologi Peter Teglberg Madsen (f. 1975) har flere gange været på dybt vand, når han har forsøgt at blive klogere på hvalerne. For det er ikke nemt at få sat måleudstyr på en 40 tons kaskelothval, og det var lige før, Peter T. Madsen måtte opgive sin ph.d.-afhandling. Men med et sidste ihærdigt forsøg lykkedes det i Bismarckhavet ud for Papua Ny Guinea at få sat optageudstyr, en datalogger (minicomputer) med fire sugekopper, der minder om en smartphone, fast på en hval, så han kunne undersøge kaskelottens levevis.

Engang troede man, at hvaler var fisk og ikke pattedyr, eftersom de levede i verdenshavene. Hvalernes behårede, firbenede forfædre levede på landjorden for ca. 50 mio. år siden. Disse pattedyr begyndte at jage i vand, og over ca. 15 millioner år udviklede de landlevende pattedyr sig til havpattedyr uden pels og baglemmer og flyttede næseborene oven på hovedet. Hvaler inddeles ofte i de uddøde urhvaler, bardehvaler med ca. 10 nulevende arter (f.eks. blåhval - det største dyr, der nogensinde har eksisteret) og tandhvaler med ca. 70 nulevende arter (f.eks. spækhugger, delfin og kaskelothval). Hvalernes nærmeste nulevende slægtninge er flodhesten og andre hovdyr.

Omkring 80 procent af Jordens overflade er dækket af hav, og havet er i gennemsnit mere end 4 kilometer dybt. Jo længere ned i vandet, man bevæger sig, desto mørkere bliver det. For at kunne orientere sig i bælgravende mørke benytter kaskelothvalen sig af ekkolokalisering, dvs. ekkoer af selvfrembragt lyd, som hvalen navigerer efter. Når kaskelothvalen skal finde føde i havets dyb, udsender den en kliklyd og venter på, at lyden kastes tilbage igen fra byttedyr. Herefter udsender den et nyt klik, venter på ekkoet - denne kasten lyd frem og tilbage gentages, indtil hvalen er fremme ved sit bytte. Kaskelothvalen er en dygtig jæger, den kan dykke i længere tid og meget dybere end noget andet dyr for at finde føde i havets kolde, mørke dyb, idet den kan opholde sig under vand i op til to timer og dykke 2-3 km ned. Kaskelothvalen spiser fisk og blæksprutter i alle størrelser; kæmpeblæksprutter med en længde på 12 meter har man fundet i maven på døde kaskelotter.

Kaskelothvalen er det størst tandbærende rovdyr nogensinde. Hannen kan blive 20 meter lang og veje over 50 ton, dens enorme kantede hoved udgør ca. en tredjedel af dyrets længde, og det rummer en hjerne på omkring otte kg. Underkæben udgør ca. en fjerdedel af kropslængden, alle mundens bananformede tænder sidder her, mens overkæben er tandløs. Dens fem meter lange næse er verdens største, kan nå en vægt på 15 ton og er fyldt med op til 5.000 liter spermacetolie. Den gigantiske næse, også kaldet verdens største og kraftigste biologiske lydgenerator, anvendes til at lave kliklyde med, både når der skal findes føde og kommunikeres med de andre kaskelothvaler.

I tæt samarbejde med andre forskere har Peter T. Madsen fundet ud af, at menneskeskabte lyde i havet, f.eks. støjforurening fra godsskibe, militærfartøjer, olieboringer og havvindmøller, påvirker kaskelothvalernes, men også andre hvalarters, naturlige levevis.

Dagens gæst: EliteForsk-prismodtager Peter Teglberg Madsen, Institut for Bioscience - Zoofysiologi, Aarhus Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 15. april 2019. Dyrs følelser.

En af de stærkeste overførsler af følelser på tværs af arter finder vi i menneskets forhold til hunden. Hunden er i forvejen et ekstremt følelseskommunikerende dyr, og pagten mellem tamhund og menneske går titusindvis af år tilbage i historien, så det er ikke tilfældigt, at mange opfatter deres hund som et nært familiemedlem.

Mary og David er et barnløst ægtepar, og de har ingen intentioner om at blive forældre, de vil hellere tage sig af Smokey, som de har hentet på et dyreinternat i Manchester, hvor de bor. Ja, man fristes næsten til at sige, at de har adopteret den lille Shih Tzu hund i stedet for et barn, for inden Smokey kom til at bo hos parret, skulle de igennem en godkendelsesprocedure. Eftersom David har haft hund, siden han var dreng, er det ham, som har hovedansvaret for Smokey. Hunden følger med ham alle vegne, undtagen på arbejdet eller i sengen. Efter et års tid skal Mary og David på ferie, og de kan ikke tage Smokey med, så de får Marys bror og hans kæreste, som heller ikke har børn, til at komme forbi for at fodre og lufte hunden, mens de er væk. Det første, der sker, da Smokey ser kæresteparret, er, at han kaster op, hvilket med det samme vækker deres omsorgsgen, så de tager Smokey med hjem til sig selv, og han får naturligvis lov til at sove i deres seng. Så da Smokey atter vender hjem, vil han selvfølgelig også ligge og hygge sig i ægtesengen, det får han dog ikke lov til, selv om den lille hund er parrets et og alt.

Hvad fik den lille hund, som var alene hjemme, til at reagere så voldsomt, at den kastede op? Den kan selvfølgelig have spist noget, den ikke kunne tåle. Men hundepasserne var overbeviste om, at Smokey følte sig forladte, og han var bange og ked af det, og derfor var det eneste rigtige at tage ham med hjem, og endda lade ham sove, hvor han helst ville, så han kunne føle sig tryg.

Har dyr følelser? Det tror jeg, men vi skal være forsigtige med at tillægge dyrene menneskelige følelser eller tro, at vi ved, hvad de føler.

Dagens gæst i Hjernekassen er Kirstin Dahl-Pedersen, dyrlæge og adjunkt ved Universitetshospitalet for Store Husdyr, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 8. april 2019. Huntingtons sygdom (HS).

Huntingtons sygdom er en sjælden arvelig sygdom med et gradvist tab af hjernenerveceller. Forekomsten af sygdommen er fem per 100.000 personer med ligelig kønsfordeling. I Danmark lever ca. 400 personer med diagnosen Huntingtons sygdom, som på nuværende tidspunkt er en uhelbredelig hjernesygdom, der oftest viser sig i 35-45-årsalderen. Sygdommen viser sig ved motoriske, psykiske og kognitive symptomer, men sværhedsgraden af de forskellige symptomer og selve sygdomsforløbet varierer meget fra person til person selv inden for samme familie. Hukommelsesproblemer, som ofte ses tidligt ved demenssygdomme, viser sig først sent i forløbet, der typisk strækker sig over 15-20 år.

Sygdommen er opkaldt efter den amerikanske læge George Huntington (1851-1916), som i 1872 beskrev sygdommen, efter at hans farfar og far havde fulgt sygdommen chorea hos familier på Long Island i New York. Chorea kommer af det græske ord choreia, som betyder dans, og hentyder til de danselignende ufrivillige bevægelser, der ofte forekommer hos personer med Huntingtons sygdom.

Det er en sygdom, som trækker tråde både bagud og frem i tid. Er enten ens mor eller far ramt af Huntingtons sygdom, er der 50 procent risiko for, at man selv eller at ens søskende har arveanlægget for sygdommen. Hvis man er bærer af det HS-muterede gen, som sidder på kromosom nummer 4, er der 50 procent risiko for, at ens børn også har genmutationen. Derfor står alle, der er nært beslægtede med et familiemedlem med Huntingtons sygdom over for at skulle tage stilling til, hvorvidt de ønsker at få foretaget en prædiktiv gentest og få svar på, om de er bærer af det HS-muterede gen eller ej.

For at få lavet en genetisk test skal man være myndig (dvs. fyldt 18 år) og selv ytre ønske herom. Efter en rådgivende samtale har man fire ugers betænkningstid, hvis man ikke ændrer mening, tages en blodprøve, der bliver undersøgt for HS-genmutationen. Hvis det viser sig, at man er HS-genbærer, vil sygdommen bryde ud på et tidspunkt, men hvornår og hvordan ens sygdomsforløb vil blive, kan gentesten ikke sige noget om. Desuden er man fortsat en rask person, indtil sygdommen bryder ud. Hvis man ikke er HS-genbærer, kan ens børn ikke arve sygdommen, da HS-mutationen ikke kan springe en generation over.

Det er meget forskelligt, om slægtninge til HS-ramte ønsker at få foretaget en gentest. Nogle ønsker at få lavet en gentest, fordi at de ikke kan holde ud at leve med uvisheden om, de selv og dermed eventuelt også børnene en dag bliver ramt af sygdommen. Andre ønsker ikke en gentest, da de helst vil leve i håbet om, at hverken de selv eller deres børn en dag bliver alvorligt syge.

Hvis man er gravid, og der er risiko for, at ens barn kan have HS-genmutationen, kan man få foretaget en fosterdiagnostik undersøgelse (moderkageprøve) i uge 11, men kun hvis man er fuldstændig sikker på, at man ønsker abort, hvis det skulle vise sig at være tilfældet.

Medvirkende i udsendelsen: overlæge Lena Hjermind, Hukommelsesklinikken, Neurologisk Klinik, Rigshospitalet, og Scientific Project Manager Mette Gilling Nielsen, The European Huntington's Disease Network.

 

Hjernekassen på P1 den 1. april 2019. Virus og vaccine.

"Virus kan kun formere sig i levende celler, uden værtscelle er den reduceret til at være en livløs organisme, derfor er den konstant på jagt efter nye værter." Fra Hanne-Vibeke Holsts roman Som pesten (Gyldendal 2018, side 182).

Det værst tænkelige scenarie, hvis man tager de lægefaglige briller på, er en smitsom sygdom, der endnu ikke findes, f.eks. en ny influenzatype, som ingen er immune overfor, i stil med den, hele verden oplevede, da den spanske syge ramte Jordens befolkning i 1918-1920.

Smitsomme sygdomme er dem, der overføres fra person til person. De elementer, som forårsager sygdom, kaldes patogener (eller smitstoffer). Der skelnes mellem levende, f.eks. bakterier, og ikke levende sygdomsfremkaldende organismer, virusser.

I Danmark holder Statens Serum Institut (SSI, som blev oprettet i 1902) nøje øje med sygdomsudbrud (både kendte og ukendte) og sørger for at informere landets borgere og iværksætte forebyggende foranstaltninger som led i sygdomsbekæmpelse. På verdensplan er det WHO (World Health Organization), som instituttet har et tæt samarbejde med, der har det overordnede ansvar for bekæmpelse af sygdomme.

En af de mest effektive måder at forebygge alvorlige smitsomme sygdomme på er vaccinationer. En vaccine laves ofte af en svækket eller inaktiv udgave af sygdommen eller sygdommene (som ved MFR-vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde), som sprøjtes ind i kroppen og sætter immunforsvaret i gang, så det producerer antistoffer for at slå truslen ned. Samtidig danner immunforsvaret hukommelsesceller, så det kan genkende og effektivt bekæmpe den uønskede sygdom, hvis vi møder den senere hen i livet, så vi ikke bliver syge.

En anden er viden om, hvordan bakterier og virusser spreder sig, så man kan tage visse forholdsregler f.eks. isolation af patienten, hvis der er tale om en smitsom sygdom, man ikke kan behandle, så færrest mulige bliver smittet med sygdommen.

Dagens eksperter er: Tyra Grove Krause, overlæge og afdelingschef ved Statens Serum Institut og ansvarlig for den epidemiologiske overvågning af infektioner (bl.a. influenza) og overvågning af vaccinationer, og Thea Kølsen Fischer, forskningschef på Nordsjællands Hospital og professor ved Syddansk Universitet med speciale i virus.

For yderligere information om dagens emne henvises til Hjernekassen på P1-udsendelserne og -teksterne fra den 10. februar 2014 om virus, den 29. september 2014 om kopper, den 4. september 2018 om virusinfektioner før og nu og den 21. januar 2019 om den spanske syge.

 

Hjernekassen på P1 den 25. marts 2019. Digital sikkerhed.

On January 24th, Apple Computer will introduce Macintosh. And you'll see why 1984 won't be like "1984". (Den 24. januar introducerer Apple Computer Macintosh. Og du vil se, hvorfor 1984 ikke bliver som "1984".)

Ordene er fra en reklamefilm, som blev vist første gang på amerikansk fjernsyn den 22. januar 1984 under en timeout i anden halvleg af den professionelle amerikanske fodboldligas, NFL (National Football League), finalekamp, The Super Bowl, hvor computerfirmaet Apple varslede en ny tid, som bl.a. skulle sikre, at fremtidens samfund ikke blev et "Big Brother is watching you" som i George Orwells dystopiske roman 1984 (udkom første gang i 1949).

En af mine bekendte, som har arbejdet med computere i 40 år, fortæller, at han i 1970'erne ikke havde forestillet sig, at vi alle en dag ville have en computer stående i hjemmet, og da slet ikke, at vi via computeren ville blive i stand til at kommunikere med stort set hele verden døgnet rundt.

Den personlige computer (pc'en) og den øvrige computerteknologi har uden tvivl været med til at ændre vores dagligdag, men den har ikke, som reklamefilmen lovede, medført et overvågningsfrit samfund. Selv føler jeg mig nogenlunde tryg ved, hvordan tingene fungerer i Danmark, men det, der godt kan bekymre mig, er, hvis kriminelle skulle få adgang til personlige oplysninger om mig.

Jeg har selv oplevet, at min forhenværende hjemmeside blev overtaget af et firma, som solgte "legetøj" til voksne. Det havde jeg det mildest talt rigtig dårligt med, for det så fuldstædig ud, som om kunderne købte deres "legetøj" af mig og ikke af det opfindsomme firma. Min computermand rådede mig til at nedlægge hjemmesiden og få en ny, så det gjorde jeg.

Jeg er ret sikker på, at der er andre, der ligesom jeg godt vil vide mere om digital sikkerhed. Derfor har Hjernekassen på P1inviteret rådgiver Pernille Tranberg fra DataEthics Consulting, lektor Ken Friis Larsen ved Datalogisk Institut, Københavns Universitet, og Henning Mortensen, formand i Rådet for Digital Sikkerhed, i studiet.

Pernille Tranberg fortæller om dataetik, Ken Friis Larsen om security og privacy og Henning Mortensen om databeskyttelse; GDPR (General Data Protection Regulation).

 

Hjernekassen på P1 den 18. marts 2019. Lego MOC.

"Selv om de har forskellige størrelser og form, kan alle legoklodser sættes sammen med andre. De er desuden helt uopslidelige. Sofie kunne ikke huske at hun nogensinde havde set en ødelagt legoklods. Alle hendes legoklodser så faktisk lige så nye og friske ud som de havde været da hun fik dem for mange år siden. Og frem for alt: Med legoklodser kunne hun bygge alt muligt. Så kunne hun tage klodserne fra hinanden igen og bygge noget helt andet. Hvad mere kunne man forlange? Sofie kom frem til at legoklodser faktisk godt kunne kaldes verdens mest geniale legetøj." Fra Sofies verden af Jostein Gaarder (Høst & Søn 1992, side 52).

Navnet Lego er en sammenføjning af de to første bogstaver i ordene "leg godt", og på latinsk  betyder lego "jeg sammensætter" eller "jeg samler", hvilket jo må siges at være en ganske rammende oversættelse af, hvad man foretager sig, når man leger med Lego.

Jeg er vild med Lego, og det har jeg været alle dage. De seneste år har jeg dog ikke brugt ret meget tid på at bygge med legoklodser, men jeg kunne ikke drømme om at skille mig af med mine mange forskellige Lego-modeller, for de er et vidnesbyrd om menneskets evne til at udtrykke sig kreativt.

Lego er også forbundet med mange gode stunder sammen med mine to drenge. Et af mine bedste minder sammen med min ældste søn stammer fra vores første tur til Legoland. Han strålede simpelthen af glæde over at befinde sig midt i dette helt utrolige univers skabt af utallige plasticklodser.

Rigtig mange mennesker er fascinerede af Lego, og det er en ting, som ofte er på ønskesedler til fødselsdage og juleaftner.

I november måned 2018 fortalte niårig Mikkel sin faster, at det, han ønskede sig allermest til jul, var Legos NASA Apollo Saturn V-raket. Mikkels faster blev noget forundret, da hun stod i legetøjsbutikken og så, at der stod 14+ på æsken. Alligevel købte hun æsken med plasticklodser, for det var jo barnets højeste ønske. Da Mikkel pakkede sin julegave ud, blev han jublende lykkelig og spurgte straks sin far: "Hvornår kan du samle den?" Nå, det er sådan, det hænger sammen, tænkte faster en smule skuffet over, at det ikke var nevøen, som skulle bruge sin hjerne, sine øjne og hænder til at samle den flotte model af rumraketten (Lego-modellen er lavet i størrelsesforholdet 1:110 og er over 1 meter høj, originalen er 110,6 meter).

Er man Lego-nørd, skaber man naturligvis sine egne modeller. Her er det kun fantasien, som sætter grænser for, hvad der er tænkeligt. Lego-entusiasternes betegnelse for en model af denne type er MOC, hvilket betyder My Own Creation (min egen kreation). Det vil man kunne høre Søren Johansen, som er medlem af Byggepladen, og Caspar Jensen Bennedsen, direktør i Brick Works ApS, berette om i dagens udsendelse. Desuden medvirker Bo Stjerne Thomsen fra The LEGO Foundation Centre for Creativity, Play and Learning.

 

Hjernekassen på P1 den 11. marts 2019. Cerebral parese (CP).

"Jeg vil have nogle nye ben, for dem, jeg har, gør ikke, som jeg siger, de skal." Disse ord og dette uopnåelige ønske udtalt af en frustreret gangbesværet ung mand, er der sikkert mange med cerebral parese, som kan nikke genkendende og forstående til.

Indtil for nyligt anvendtes betegnelsen spastikere om personer med cerebral parese, men intet menneske er sin diagnose, hun/han er en person akkurat ligesom alle andre mennesker med drømme for sin tilværelse.

Hvert år får ca. 150 børn i Danmark stillet diagnosen cerebral parese, og 10.000 personer lever med cerebral parese.

Cerebral parese er et livsvarigt handicap forårsaget af hjerneskade i fostertilværelsen eller den tidlige barndom. Omkring 90 procent af tilfældene opstår under graviditeten og de resterende 10 procent under fødslen (på grund af fødselskomplikationer) eller tidligt i livet (på grund af sygdomme eller ulykker). De fleste børn med cerebral parese får stillet diagnosen inden for de første et til to leveår. Cerebral parese forværres ikke, men symptomerne udvikler sig, efterhånden som barnet vokser op.

Cerebral parese er en samlet betegnelse for en række udviklingsforstyrrelser af muskelkontrol (dvs. evne til at styre og koordinere muskler og bevægelser), hvilke dele af kroppen, som er berørt, afhænger af hvilke områder i hjernen, der er skadede.

"Som barn var det vigtigt for mig at tænke, at sygdommen sad i kroppen og ikke i hovedet. Men det er en hjerneskade. Den sidder også i hovedet. Det er ikke til at komme udenom." - Sebastian Berg Schmidt, som beretter om sit liv i Livsmod & Livsglæde - på trods af uhelbredelig sygdom af Annie Dunch (Dunchs Forlag 2018, side 31).

For de fleste med cerebral parese viser forstyrrelsen sig som spasticitet (75 procent). Det vil sige, at det er den motoriske hjernebark, som er påvirket af hjerneskaden. Spastisk cerebral parese inddeles efter lokalisation af den nedsatte motoriske funktion i: monoplegi når et ben eller en arm er påvirket, hemiplegi når både arm og ben i enten højre eller venstre side er berørte, diplegi når begge ben er berørte, evt. med nedsat funktion i arme og hænder, og tetraplegi når begge ben og arme er ligeligt påvirkede.

Desuden ses ofte andre problemer med syns-, høre- og følesans, kognition (problemer med indlæring, koncentration, tænkning eller sprog) og epilepsi.

Forskellige former for behandling såsom fysioterapi, medicin og kirurgiske indgreb for at rette fejlstillinger af led eller knogler kan afhjælp en del symptomer.

I udsendelsen medvirker professor Jens Bo Nielsen, Institut for Neurovidenskab, Københavns Universitet, og direktør Mogens Wiederholt fra CP Danmark - Landsforeningen for cerebral parese.

 

Hjernekassen på P1 den 4. marts 2019. Kunsthistorie.

Kreativitet er et særkende for det moderne menneske, Homo sapiens, og en af de ting, vi forbinder med kreativitet, er kunst.

Kunstfremstilling vidner om menneskets evne til mental syntese, som er: "… den proces, hvorved der skabes (syntetiseres) et nyt, aldrig-før-set billede ud fra to eller flere mentale billeder." Fra Da mennesket blev menneske af Peter K.A. Jensen (Gyldendal 2012, side 414).

Kunst har i tusindvis af år været en måde at gengive livet på såvel Jorden som imaginære steder. Det vides ikke, hvornår eller hvordan kunst opstod, men vi har kendskab til kunst i mangfoldige former fra stenalderen for ca. 40.000 år siden og fremefter.

De næstældste bevarede malerier antages at være de op til 32.000 år gamle figurative malerier i Chauvet-grotten i Sydfrankrig, som blev opdaget af to amatørpalæologer i 1994. I hulen findes afbildninger af uddøde dyr f.eks. mammutter og uldhårede næsehorn og urokser, men også af dyr, som levede i området i fordums tider, og stadigvæk findes andre steder, f.eks. bisoner, leoparder og hyæner.

Hulekunstens epoke strækker sig over 20.000 år, og der er fundet huler med palæolitisk kunst forskellige steder i verden; Uralbjergene, Mongoliet, Argentina, Afrika og Australien samt i det sydvestlige Frankrig og nordvestlige Spanien, hvor de fleste huler findes.

I det sydvestlige Frankrig finder man også Lascaux-grotten - poetisk kaldet for stenalderens Sixtinske Kapel. Hulen, der blev opdaget ved et rent tilfælde af fire teenagedrenge i 1940, rummer malerier i røde, gule, sorte og hvide farver skabt for ca. 17.000 år siden. Da kunstmaleren Pablo Picasso i 1940 så de imponerende hulemalerierne i Lascaux, skulle han eftersigende have sagt: "Vi har ikke opfundet noget."

Fælles for teorierne om hulemaleriernes betydning er, at det ikke er kunst for kunstens skyld, og flere anser hulerne for en slags helligedomme med rituelle formål.

Ud over hulemaleri har stenaldermennesket også fremstillet figurer, f.eks. ret så frodige kvinder (måske om frugtbarhedssymboler) i materialer som sten, ben eller mammutelfenben. Figurinen Venus fra Hohle Fels er forsynet med en øsken, som kunne indikere, at den har været brugt som halssmykke. Denne buttede kvindefigur anslås at være mindst 35.000 år gammel.

Fremstillinger af væsner som halvt dyr, halvt menneske går igen i såvel billeder og figurer i stenalderkunsten eksempelvis den ca. 35.000 år gamle figur udskåret af mammuttand kaldet Løvemennesket fra Hohlestein-Stadel hulen i Sydtyskland. Netop Løvemennesket fremhæves i ovennævnte bog som et godt eksempel på menneskets evne til mental syntese.

I udsendelsen fortæller lektor Maria Fabricius Hansen, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, dels om kunsthistorie, dels om sin bog The Art of Transformation: Grotesques in Sixteenth-Century Italy (Edizioni Quasar 2018); en genre inden for vægmalerier. Lektor emeritus Jens Fleischer, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, giver et indblik i kunsthistorie og arkitektur.

 

Hjernekassen på P1 den 25. februar 2019. Hydrocephalus (vandet i hovedet).

Jeg plejer gerne at sige, at man skal gøre, som lægen/sygeplejersken siger. Det valgte Lea Aarup Lykkegaard dog ikke at gøre, da hendes seks uger gamle datter, Vera, i 2010 fik stillet diagnosen hydrocephalus (udtales hydrocefalus), hvor hun og hendes mand blev frarådet at kontakte andre familier i samme situation. Et år senere var Lea med til at stifte Hydrocephalusforeningen, som for et år siden blev lagt sammen med Hjerneskadeforeningen, og det har hun ikke fortrudt. Lea er ellers meget tilfreds med al den hjælp, hendes datter har fået.

Sygdommen hydrocephalus skyldes, at cerebrospinalvæske (rygmarvsvæske), som dannes i hjernens hulrum (de fire ventrikler), af en eller anden årsag ikke kan transporteres væk fra hjernen ad forskellige væskekanaler og absorberes i kroppen, sådan som væsken ellers normalt gør.

Voksne producerer ca. en halv liter cerebrospinalvæske i døgnet, hvis væsken ikke kan forlade hjernen, skabes der et stort tryk inde i hovedet, som kan være livstruende, og forårsage yderligere skader på hjernen.

Hydrocephalus kan være medfødt eller erhvervet senere i livet som følge af f.eks. hjernehindebetændelse, svulst eller blødning, eller sagt med lidt andre ord, hydrocephalus er sygdomme med forskellige tilgrundliggende årsager med det tilfælles, at der ophobes for meget væske i hjernens hulrum. Som regel er hydrocephalus en livsvarig tilstand, der behandles med forskellige former for drænage af væskeoverskuddet eller med kikkertkirurgi. Den ideelle behandling findes endnu ikke, og gentagende operative indgreb er ofte en nødvendighed. Som eksempel kan nævnes, at Vera måtte gennemgå operation nummer 31 på sin seksårs fødselsdag, heraf ti operationer i det første leveår. Alligevel er det i dag muligt for hende at have en velfungerende hverdag med skolegang og andre aktiviteter næsten ligesom andre børn. Hun går i folkeskole - dog med en støtteperson ved sin side.

Livet med et sygt barn er langtfra let, og Lea har flere gange været bange for, at de ville miste Vera. Det er ikke kun hårdt for forældrene, men også for Veras to storesøstre da deres behov ofte kommer i anden række.

Derfor kan det være godt med et netværk med andre i samme situation, som man kan dele sine tanker og erfaringer med. I øvrigt fraråder hospitalspersonalet heller ikke længere hydrocephaluspatienter og pårørende at have kontakt med andre med sygdommen inde på livet.

Dagens gæster: Marianne Juhler, professor ved Neurokirurgisk Klinik, Rigshospitalet, og prismodtager af The Olivecrona Award (2013) for sin forskning i hydrocephalus. Lina Just, tidligere lærer, der midt i voksenlivet blev diagnosticeret med normaltrykshydrocephalus som følge af en cyste helt inde ved hjernestammen, som blokerer for spinalvæskens naturlige drænage, og som ikke kan bortopereres. Lea Aarup Lykkegaard, familierådgiver, psykoterapeut og mor til Vera.

 

Hjernekassen på P1 den 18. februar 2019. Angst og ondskab.

"Sandt er det også, at vi mennesker som udgangspunkt vil det gode. Det er et nødvendigt socialt redskab, at vi mennesker som udgangspunkt er født 'gode', at vi vil det 'rigtige'. Var det ikke sådan, kunne vores indviklede sociale fællesskaber ikke fungere. Det er sandt, at verden er fuld af falskhed, forfængelighed og løgn. At vi ofte praler med alt det gode, vi gør, mens vi i virkeligheden er smålige og egoistiske. Det, der er centralt, og som taler til menneskehedens fordel, er, at det er det gode, vi praler med at gøre. Det er det, som vi holder op for hinanden som det naturlige og efterstræbelsesværdige at gøre. Der er ingen, der går i krig for det onde. Alle slås for det gode og det retfærdige mod fjenden, som er det onde. Man kan få særligt modtagelige mennesker til at skyde andre, men det skal være i det godes tjeneste. Man kan få folk til at foretage sig de mest uhyrlige ting, men overordnet set er det altid i retfærdighedens tjeneste. Når nazisterne slog millioner af jøder og romaer ihjel, var det for at beskytte det tyske folk. Koncentrationslejrvagterne så typisk ikke sig selv som onde, de så sig selv som mennesker, der udførte et hårdt og nødvendigt stykke arbejde i en større sags tjeneste. Mennesker kan udføre de mest horrible handlinger i det, de bilder sig ind, er en god sags tjeneste - eller hvis de frygter for deres liv. Og det er lige netop her, at det onde findes. Som den franske digter Charles Baudelaire skriver: 'Djævelens største triumf var at bilde os ind, at han ikke eksisterer.' Vi mennesker vil det gode, men gør det onde. Der er en mørk kraft i menneskeheden, der hele tiden prøver at slippe fri. Og det gør den. Hele tiden. Nogle gange i det små - når vi på nettet rotter os sammen mod én, vi er helt enige om, er et 'kæmpesvin', og nu skal han bare ha'. Nogle gange i det store, f.eks. i borgerkrige, hvor tidligere naboer pludselig begynder at slå hinanden ihjel. Den lurer der hele tiden. Ondskaben. Den mørke kraft i menneskeheden. Djævelen selv. Ondskaben er en frister, og den næres af slappe tanker og mental dovenskab. Når man lader følelserne råde og giver sig hen til bekvemme betragtninger. Når man lader hadet råde, slipper man ondskaben ud, og så er det, at det kører af sporet. En af de største pligter, vi mennesker har, er at huske på, at de personer, vi er allermest uenige med, alligevel kan have ret." Fra Frihedens pris - En kort historie om menneskehjernen af Peter Lund Madsen (Lindhardt og Ringhof 2018, side 113-114).

I udsendelsen er jeg selv dagens gæst, her vil man kunne høre mine tanker om angst, ondskab og enighed.

 

Hjernekassen på P1 den 11. februar 2019. Misbrug.

Menneskehjernen elsker vaner, hvilket er både godt og skidt for os. Vaner er alt det, vi gør, uden at vi tænker nærmere over, at vi gør det, og størstedelen af vores handlinger hører til i denne kategori. Fra vi står op om morgenen, til vi går i sengen om aftenen, foregår rigtig mange ting på det ubevidste plan. Når jeg har lyst til en kop kaffe, laver jeg den bare. Jeg skænker ikke delprocedurerne en tanke, for jeg har lavet kaffe så mange gange, at det er blevet en vane, der kan udføres uden megen bevidst tankeaktivitet.

Hjernens forkærlighed for vaner skyldes, at hjernen er konstrueret til at tjene os mennesker bedst muligt. Ved at automatisere så mange arbejdsprocesser som overhovedet muligt sørger hjernen for, at den bevidste del af vores tankeliv kan være optaget af andre ting samtidig med andre gøremål. Tænk, hvis jeg flere gange om dagen skulle bruge tankeaktivitet på at finde kaffedåsen frem, så ville energien til bevidst tankekraft til mere spændende opgaver hurtigt gå fløjten.

Men hjernens strategi med at tillægge sig vaner, som frisætter bevidst tankekraft til mere spændende opgaver, kommer også med en omkostning. For når først hjernen har lært noget, er det ekstra arbejde, hvis adfærden skal ændres. Hvis en vane skal ændres, skal hjernen ikke bare lære noget nyt, den skal også aktivt aflære det gamle stof. Nu er problemet ikke særligt stort, hvis det blot drejer sig om, at kaffedåsen pludselig har fået en anden fast plads i køkkenet, men skulle jeg til gengæld holde op med at drikke kaffe, så ville det være noget helt andet, så ville det straks være meget sværere.

For at styre vores adfærd har hjernen fået både pisken og guleroden. Drifterne er pisken. Får vi ikke noget at drikke, bliver vi tørstige ­- først ganske lidt og senere ubehageligt meget. Drifterne driver os via stigende ubehag til at gøre de ting, som er nødvendige. Belønningssystemet er guleroden. Når vi har gjort noget, der gavner vores overlevelse f.eks. indtaget væske i form af kaffe, belønner hjernen os med en subjektiv oplevelse af velvære i sindet over den skønne smag af kaffe.

Drifter er nedarvet biologiske vaner, andre vaner er tillærte og kulturelt bestemt. De fleste dyr er drevet af arveligt betingede adfærd og har svært ved at lave om på deres adfærd, hvis omstændighederne ændrer sig, sådan er det ikke med os mennesker, vi kan tilpasse os omgivelserne, fordi menneskehjernen er omstillingsparat. Vi kan finde andre løsninger, end dem vi er vant til, derfor kan vi også ændre vaner, men det kræver som regel en ny form for belønning. Så hvis jeg skulle holde op med at drikke kaffe, ville jeg højst sandsynligt begynde at drikke te i stedet for.

Det samme gør sig gældende, når vi skal kæmpe os ud af en eller anden form for afhængighed. I Hjernekassen på P1-udsendelsen om ludomani påpegede tømrer Niklas Gille netop, at man er nødt til at finde noget andet, som kan erstatte det, man tidligere har gjort. I stedet for at bruge energi på spil havde Niklas besluttet sig for at blive rigtig god til sit arbejde som håndværker.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at når det gælder forskellige former for afhængighed, rygning, alkoholisme, stofmisbrug og ludomani, gør man det ikke af lyst, man gør det af trang. Der er et utal af stoffer og handlinger, der har afhængighedspotentiale. Tobak og kokain har et meget højt potentiale, men også alkohol og gevinstgivende spil indebærer en meget stor risiko for misbrug. Og det er bestemt ikke for børn, for det er stærke kræfter, man er oppe imod.

Dagens gæster i Hjernekassen er misbrugsekspert Henrik Rindom, overlæge og psykiater i Stofrådgivningen, og en af hans tidligere patienter (alias Frederik) samt dennes kontakt- og støtteperson, Imran Durrani, fra U:Point.

 

Hjernekassen på P1 den 4. februar 2019. Afsjælede legemer.

Hvad skal der ske den dag, du ikke er her mere? Har du overvejet at donere dit afsjælede legeme til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet? Der er nemlig brug for kroppe i undervisningen af medicinstuderende, kirurger og retsmedicinere.

Grundig kendskab til menneskets anatomi er en forudsætning for lægegerningen, og den viden kan man ikke opnå ved udelukkende at terpe lærebøgernes indhold. For at opnå fortrolighed med legemets tredimensionelle strukturer og de anatomiske variationer mennesker imellem er man nødt til at se det i virkeligheden.

Den anatomiske videnskab blev igangsat allerede i 1543 med udgivelsen af den flamske læge og anatom Andreas Vesalius' (1514-1564) De humani corporis fabrica - et illustreret værk af den menneskelige anatomi baseret på dissektioner af døde menneskelegemer. Siden da har lægevidenskaben benyttet sig af dissektioner for større forståelse af menneskekroppen, og i dag benyttes desuden diverse billedscanningsteknikker for at få detaljerede informationer om det inderste af kroppen.

Det er professor Jørgen Tranum-Jensen, der har ansvaret for at tage imod og forvalte de afsjælede legemer i den østlige del af Danmark. De afdøde kroppe bliver bl.a. brugt i dissektionskurser, hvor medicinstuderende systematisk arbejder sig gennem et menneskelegeme, eller i efteruddannelse for kirurger, der øver operative indgreb på lig, da man lærer tingene bedst ved at have rigtige menneskekroppe mellem hænderne.

Dengang jeg var medicinstuderende, havde jeg det bestemt ikke let, når jeg kom i nærheden af døde menneskekroppe, så det var i høj grad noget med at bide tænderne sammen og få gjort det, der nu skulle gøres. Jeg tror, at der er andre studerende, som har haft det på samme måde, for dissektionskurset kan opleves grænseoverskridende.

Københavns Universitet modtager ca. 300 afsjælede legemer årligt. Det dækker lige Det Sundhedsvidenskabelig Fakultets behov for afdøde kroppe til brug i undervisningen af læger og tandlæger samt til forskning i sygdomme og udvikling af nye behandlingsmetoder.

Ønsker man at være både organ- og legemedonor, går organdonation forud for donation af legeme. Det er vigtigt, at man husker at give de pårørende besked om beslutningen, idet instituttet skal have kroppen senest fire døgn efter dødsfaldet, så de naturlige nedbrydningsprocesser ikke når at ødelægge og ubrugeliggøre det afsjælede legeme. Når instituttet modtager en krop fryses den ned eller konserveres.

Som donator er man sikret fuld anonymitet fra universitetets side, og der vil ikke blive udleveret nogen som helst oplysninger om én på noget tidspunkt. De afsjælede legemer er i instituttets varetægt i op til to år. Hvis der ikke er lavet en aftale med de efterladte eller en bedemand om, hvad der skal ske efterfølgende, vil den afdøde blive kremeret og urnen sat i de ukendtes grav.

Fortryder man donationen, kan den ophæves igen ved skriftlig henvendelse til instituttet.

Bor man ikke øst for Storebælt, er der mulighed for at testamentere sin afdøde krop til Aarhus Universitet og Syddansk Universitet i Odense, som også har behov for afsjælede legemer til undervisnings- og forskningsbrug ved de sundhedsvidenskabelige uddannelser.

Dagens gæst er professor Jørgen Tranum-Jensen fra Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Københavns Universitet, der altid minder de studerende om, at de afsjælede legemer er en værdifuld gave, som giver dem mulighed for at dygtiggøre sig.

 

Hjernekassen på P1 den 28. januar 2019. Mesopotamien.

Ingen kender morgendagen, uanset hvor meget vi forsøger at være på forkant med begivenhedernes gang, forløber tingene sjældent helt, som vi har forestillet os. Denne uvished er et grundvilkår, som har fået mennesket til at ty til astrologi og varselstagning i årtusinder.

Selv om vi ved meget mere i dag end i oldtiden, er det meget tankegods fra dengang, som hænger ved i dag. Jeg tror ikke på astrologi, alligevel kan jeg godt tage mig selv i at læse mit horoskop i en gratisavis. Jeg er født i løvens tegn, og ofte viser det sig faktisk, at det skrevne passer, fordi jeg selv fortolker det, der står, så det giver mening i min nuværende situation eller nærmeste fremtid.

De ældste horoskoper, vi har kendskab til, er skrevet med kileskrift og er stillet for personer, der levede i byen Babylon i Mesopotamien for over 2000 år siden. Ulla Koch, ph.d. i assyriologi fra Københavns Universitet, har i Hvad er værre end uvished - astrologi og varselstagning i oldtidens Mesopotamien (Museum Tusculanums Forlag 2018) beskrevet, hvorledes babylonierne var ovebevist om, at stjernerne var gudernes kodede tale til menneskene. Ikke fordi de var mindre begavede end os, det vidner alle de opfindelser, de gjorde, klart om.

I Mesopotamien, landet mellem de to store floder Tigris og Eufrat (et landområde svarende omtrent til det nuværende Irak), udvikledes landbruget med diverse afgrøder og dyrehold, og her opstod de første bysamfund anlagt ved store templer, der ejede jorden. Fra omkring 2500 f.v.t. bestod Mesopotamien af bystater med hver deres konge, som nu ejede jorden, og siden hen af større eller mindre kongedømmer (imperier).

Grundlaget for bystater med en centralisering af den politisk-økonomisk magt var en overskudsproduktion af fødevarer. På den frugtbare landbrugsjord dyrkedes emmer og byg, hør, grønsager og frugttræer (f.eks. daddelpalmer) i mængder, der skabte et overskud af fødevarer, hvilket gjorde det muligt at handle med andre steder. Det var især sten, tømmer og metaller, man måtte importere. Med vareudvekslingen opstod der et behov for at kunne holde styr på sine fødevarelagre. Hvor meget skulle lagres til eget forbrug? Hvor meget skulle anvendes til næste års såning? Hvor meget kunne afsættes til handel med andre?

Det ældst kendte sprog i området er sumerisk, og indtil videre også det ældst kendte skriftsprog - kileskrift. I begyndelsen var det simple billedtegn, der hurtigt blev mere abstrakte. Billedskriften (piktogrammer) har i første omgang været brugt til regnskabsføring, man gengav korn, kreaturer og andre ting, man havde brug for at tælle. Fra ca. 2600 f.v.t havde man udviklet et skriftsystem til at repræsentere lyde, som muliggjorde, at man kunne nedfælde fortællinger m.m. Antallet af karakterer var stort, mere end 1.550 karakterer anvendte man.

Med udviklingen af kileskriften sluttede den forhistoriske periode, og det, der betegnes historisk tid, dvs. menneskets nedfældede historier, begyndte. Selv om talesproget gik af brug ca. 2000 f.v.t., vedblev man med at skrive sumerisk (lidt som vi kender det fra Europa med latin), senere blev kileskriften tilpasset til at kunne gengive akkadisk.

De ældste tekster blev prentet i vådt ler med en bambusgriffel, herefter blev lertavlen tørret i Solen. Størrelsesmæssigt varierer de fundne lertavlerne fra størrelsen på en småkage til et A4-ark. Fra 1000 f.v.t begyndte man at skrive på trætavler beklædt med voks eller pergament, en skam for os da disse materialer er forgængelige. Til gengæld er brændte lertavler næsten uforgængelige.

Mange mennesker lærte at læse og skrive, så de kunne kommunikere med hinanden om hverdagsting. Men de tekster Ulla Koch har nærlæst, er skrevet af specialister i astrologi og andre former for varselstagning, som havde til opgave at forudsige fremtiden, afværge onde ting og sikre, at gode ting gik i opfyldelse. Astrologi og andre former for varselstagning var et hverv, der gik i arv fra far til søn i generationer. Det var beskyttet viden, og man havde kun viden inden for et emneområde, og den blev ikke videregivet til andre end ens slægtninge.

Det var især kongerne, som var interesseret i at vide, hvad guderne havde at sige dem. Og de lærde var fuldstændig afhængige af magthaverne for selv at få mad på bordet.

Oldtidens astrologi adskiller fra nutidens horoskoper ved, at de handlede om kongen, høsten, samfundet, storpolitik og lignende. Astrologernes forudsigelser baserede sig på fortolkninger af observationer på himlen gjort med det blotte øje.

Omkring 500 f.v.t. ændrede astrologien sig til at vedrøre det enkelte individ og ikke som tidligere kun kongen og samfundet. Desuden gik astrologerne over til matematiske modeller baseret på observationerne gennem århundreder til brug for deres forudsigelser.

Foruden Ulla Kochs bog bygger ovenstående tekst på information fra Peter K.A. Jensens bog Da mennesket blev menneske (Gyldendal 2012, side 323-360).

 

Hjernekassen på P1 den 21. januar 2019. Den spanske syge.

Journalist og forfatter Tommy Heisz er gæst i Hjernekassen, hvor vi med udgangspunkt i hans bog Den spanske syge. Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark (Politikens Forlag 2018) taler om den store influenzaepidemi. Tommy Heisz citerer i bogen flittigt fra avis- og tidsskriftsartikler samt erindringer om den spanske syge for at komme helt tæt på de mennesker, som oplevede, hvordan det var.

Det er en bog dels om den spanske syge, som den tog sig ud i Danmark og andre lande, dels om danskernes hverdagsliv omkring 1918, hvilket giver én et utroligt godt billede af, hvor forfærdeligt det må have været at se især raske unge mennesker bukke under en efter en på grund af influenza. Dengang vidste lægerne ikke, at influenzaen skyldtes en virusinfektion, de troede, at en endnu ikke identificerede bakterie forårsagede sygdommen. Så de stod på temmelig bar bund med hensyn til, hvordan de skulle behandle patienterne, og hvordan de selv, plejepersonalet og andre personer med gang på hospitalerne skulle undgå at blive smittet med den frygtede sygdom.

"På Rigshospitalet døde hospitalspræsten Carlo Gredsted en onsdag nat i oktober af den spanske syge. Hele hans familie havde været ramt af sygdommen, og nu kostede det ham selv livet at have været tæt på så mange smittede." (side 105).

Andre, som gjorde en stor indsats for at hjælpe til under den spanske syge, risikerede også at blive smittet. F.eks. de mange frivillige kvindelige hjælpere, som tog hjem til folk, der lå syge, for at passe og pleje dem, så godt de nu kunne, gøre rent og vaske tøj for dem. Eller spejderne, der cyklede ud med mad til de syge tilberedt af de københavnske skolefrøkener i nødkøkkener oprettet i skolekøkkenerne. For at maden kunne strække til fleste mulige, var portionerne nøje afmålt. I alt blev der uddelt 19.416 gratis måltider mad i København under den forfærdelige influenzaepidemi.

Ud af en befolkning på 3 mio. blev 100.000 danskere syge af influenzaen. Mellem 12.000-15.000 danskere døde under den verdensomspændende pandemi, som anslås at have kostet mellem 50-100 mio. mennesker livet, hvilket er langt flere, end der blev dræbt under første verdenskrig (1914-1918), som kostede 16,5 mio. soldater og civile livet. Ud af en verdensbefolkning på 1,8 mia. døde altså mellem 2,7-5,5 procent på grund af den spanske syge.

Her til lands viste sygdommen sig første gang i sommeren 1918. Mange af dem, der blev syge om sommeren og overlevede, viste det sig senere hen, opbyggede immunitet over for sygdommen, da den for alvor slog til i løbet af efteråret. Antallet af døde i Danmark, 0,5 procent af den danske befolkning, var lavt i forhold til mange andre lande, der ikke havde haft sygdommen i første omgang, f.eks. Indien og Sydafrika, hvor 5-10 procent af befolkningen døde på grund af den spanske syge.

Således beskrev en missionær situationen i Sydafrika: "Der går en dødens ånde gennem landet. Hvad der er sundt i dag, ligger i morgen i sin grav. Og det er især den friske, stærke ungdom, der angribes og nedmejes af denne spanske død." (side 139).

90 procent af de døde danskere var voksne i alderen 20-40 år, altså lige omvendt af det billede, man ellers ser under influenzaepidemier, hvor det især er de ældre, som rammes hårdest. Der har gennem de sidste 100 år været flere forklaringer på, at det var de unge, der blev hårdest ramt. Tommy Heinz hælder mest til teorierne om, at det ikke var selve influenzaen, men dens følge sygdomme, typisk lungebetændelse, der kostede de sygdomsramte livet, og at dødsofrene under den spanske syge blev ramt af en såkaldt cytokinstorm - en overreaktion, hvor immunforsvaret går amok og begynder at nedbryde kroppen.

I udsendelsen medvirker desuden cand.mag. Søren Poder, der fortæller om et stort igangværende forskningsprojekt om den spanske syge i Danmark, som Aarhus Stadsarkiv står for.

 

Hjernekassen på P1 den 14. januar 2019. Japansk kunsthåndværk.

Det kan være svært at forstå, hvordan kan man føle sig hjemme et sted, hvor man i begrænset omfang begriber, hvad det egentlig er, der foregår omkring én. Selv har jeg længe haft det sådan med Japan, men mine samtaler med forskellige japanere i tv-serien HjerneMadsen i Japan (DRK 2018) har givet mig en meget bedre forståelse af japanernes levevis og tankegang.

Dagens gæst i Hjernekassen, arkitekt og designer Lars Vejen-Jensen, har haft en tilsvarende oplevelse med Japan. Uden at kunne et ord japanske tog Lars Vejen i 1995 på et tre måneders praktikophold i Japan, og lige siden har landet haft en stor plads i hans hjerte, hvilket hans lille hus i Kyoto må siges at være et bevis på. Her opholder han sig (ca. tre måneder om året), når han ikke befinder sig hjemme i Aarhus. Lars Vejen har været selvstændig med eget designstudie i begge byer siden 2014

Lars Vejen er en alsidig designer, der forstår at kombinere danske og japanske designtraditioner. Enkelhed, materialebevidsthed og æstetik er det, der kendetegner hans design, hvad enten det er hoveddøre, møbler, lamper, keramikting, cykellåse eller serveringsbakker, som han har en forkærlighed for. "De er indbegrebet af perfekt formgivning og funktionalitet, der bliver ét enkelt produkt direkte fra natur til bord. De er alle lavet af én skive træ og drejet ud, hvilket stiller store krav til, at træet har den rette kvalitet, styrke og er tørret rigtigt," udtalte Lars Vejen i en artikel bragt i Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis den 28. januar 2018.

I Danmark og Japan (og også i andre lande) er Lars Vejens produkter anset for at være af høj kvalitet, hvor der er kræset for detaljerne, når det gælder materialevalg og udseende. Der er ingen tvivl om, at for Lars Vejen er fusionen af det danske og japanske mere end blot en måde at skabe unikke ting på, det er også en måde, hvormed der kan skabes dialog mellem de to kulturer.

Da Danmark og Japan i 2017 kunne fejre 150 års samhandelsjubilæum, blev det bl.a. gjort med en designudstilling Design Collaborations med 30 forskellige produkter skabt af Lars Vejen i samarbejde med danske og japanske håndværksbaserede virksomheder. 12 forskellige hånddrejede trækrus i Saibi-serien designet til Gato Mikio er et smukt eksempel på, hvad den danske designer har fået skabt i tæt samarbejde med japanske kunsthåndværkere.

Med til historien om Lars Vejens japanske eventyr hører også, at han dér mødte sin livsledsager, Dejan Alankhan, som er halvt indonesisk, halvt japansk og arbejder som fotograf.

 

Hjernekassen på P1 den 7. januar 2019. Stress.

Der er sikkert mange, som har følt sig stresset i december måned med alt det, der skulle nås på jobbet eller studiet inden juleferien. Og alle de julearrangementer, man skulle deltage i, oven i alt det, der ellers skulle gøres, for at det kunne blive en hyggelig højtid med ekstra god mad og gaveudveksling.

Nogle gange har man på fornemmelsen, at stress bliver brugt som en anden betegnelse for at have travlt. Måske er det grunden til, at jeg engang var skeptisk i forhold til de mange, der gik ned med stress. Det er jeg ikke længere. Jeg har mødt mennesker, både patienter og venner, hvor hjernen er blevet så overbelastet, at den stressramte har været nødt til at tage en pause.

Begrebet stress er umuligt at afgrænse. Symptomerne på stress kan vise sig på utallige måder. Igennem det sidste halvandet år har jeg indimellem følt mig ret stresset, da der konstant har været problemer i familiens bolig i form af vandskader, råd og svamp i loft og vægge, som har skullet laves, og som har gjort det vanskeligt for mig at koncentrere om mine mange forskellige arbejdsopgaver; foredrag, radio- og tv-programmer samt bogprojekter. Jeg har forsøgt ikke at dvæle ved bjerget af arbejdsopgaver og få dem løst en efter en, men alligevel har jeg oplevet stresssymptomer såsom mavepine og heftig hjertebanken.

Ved mere alvorlige tilfælde af stress vil en ellers arbejdsom og effektiv person i en periode være ændret til en skygge af sig selv, hvor selv den mindste opgave kan synes uoverkommelig, og der opstår alskens slags bekymringer for ens mentale tilstand. Er man stressramt, bør man vide, at den nedsatte hjernefunktion, man oplever, skyldes udmattelse, ikke hjerneskade. Når hjernen har fået lov til at hvile sig og komme til hægterne igen, finder den tilbage til sit gamle funktionsniveau.

Som en basal forebyggelse af stress er det vigtigt at fastlægge afslapningsstunder i sin hverdag. Den tid, det tager fra det "rigtige" hjernearbejde, kommer ofte mangefold igen. Men trods de bedste intentioner vil der opstå situationer på jobbet eller hjemmefronten, hvor hjernen bliver sat på et belastende overarbejde, som kan frembringe en stresstilstand, der får negativ indflydelse på ens velbefindende. Når hjernen bliver overbelastet, stiger risikoen for, at angst, uro og unødige bekymringer tager (yderligere) sæde i sindet. Måske endda i relation til de akutte udfordringer, der i første omgang førte til stress, og man tænker: "Bliver jeg nu afskediget, fordi jeg ikke kan følge med, når der er travlt på arbejdet?"

Som udgangspunkt gælder det om at komme tilbage på arbejdet, men man skal starte forsigtigt op og finde ud af, hvad årsagerne var og så vidt muligt indrette ens arbejdsliv med henblik på, at det ikke sker igen.

Det er ikke kun arbejdet, der er årsag til stress. I vor tid er der en konstant kamp om vores opmærksomhed, som i relation til hjerneudtrætning udfordrer vores hjerne på en helt speciel måde. Tænk blot på smartphonen, så snart vi har en ledig stund, hiver vi mobiltelefonen frem for at blive oplyst eller underholdt i stedet for at give vores hjerne et frikvarter.

I Hjernekassen taler jeg med psykiater Marianne Breds Geoffroy, som påpeger, at der ofte ses en sammenhæng mellem tendens til angst (medfødt ængstelighed) og stress.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS