om at sige mere end vi ved

At vi ikke har en privilegeret indsigt i motiverne bag vores egne handlinger er ikke nogen ny erkendelse. Det har været kendt længe inden for psykologien. Dette problem blev der for alvor sat fokus på i en (nu klassisk) artikel af Richard Nisbett og Timothy DeCamp Wilson i 1977 [1]. Artiklen er siden blevet en af de mest citerede artikler om psykologi fra 1970'erne.

Titlen "Telling more than we can know" ("at fortælle mere end vi kan vide") hentyder til det paradoks, at vi - selvom vores indsigt i hvorfor vi handler som vi gør, er begrænset - ikke desto mindre typisk er mere end villige til at forklare motiverne for vores handlinger. Problemet er bare, at disse forklaringer ikke altid er i overensstemmelse med den virkelige årsag bag vores handlinger.

Blandt Nisbett og Wilsons eksempler er særligt et forsøg blevet legendarisk: forsøget med nylonsokkerne. Dette forsøg blev foretaget i et supermarked, hvor en række handlende (i alt 52 personer) ud af en række på 4 par nylonsokker blev bedt om at vælge det par, de syntes bedst om [243]. Hvad forsøgspersonerne imidlertid ikke fik at vide, var at de fire par var fuldstændigt identiske.

Selvom de fire par nylonsokker var fuldstændig ens, valgte forsøgspersonerne ikke desto mindre det par, som lå længst til højre, op til fire gange så mange gange, som dem som lå til venstre.

Da de efterfølgende blev bedt om at forklare deres valg, var der mange forskellige forklaringer på hvorfor de havde valgt, som de gjorde. Men ikke en eneste af forsøgspersonerne nævnte imidlertid placeringen som afgørende - endsige betydningsfuld - for deres valg.

Direkte adspurgt om placeringen kunne tænkes at have haft en indflydelse, benægtede der derimod stort set alle sammen, typisk med (som det beskrives) "et bekymret blik på intervieweren, som antydede at de følte at de enten havde misforstået spørgsmålet, eller havde at gøre med en galning." [244].

Trods forsøgspersonernes insisterende benægtelser kunne man imidlertid slutte ud fra forsøgsresultaterne, at placeringen må have haft en betydning for deres valg. Dette - og de øvrige af Nisbett og Wilsons forsøg - er dermed blevet et skoleeksempel på, at vi ikke altid er klar over, hvorfor vi handler som vi gør.

Når det handler om at forstå vores handlinger og motiverne bag, kan vi med andre ord ikke være sikre på, at vi altid kan stole på vores egne forestillinger om, hvorfor vi gjorde som vi gjorde - og ej heller på andres forklaringer på motiverne bag deres handlinger.

Det ville være urigtigt at påstå, at Nisbett og Wilsons forsøg ikke har været mål for både diskussion og kritik. Hvad angår forsøget med nylonsokkerne er en del af denne kritik fuldt ud berettiget - forsøget i sig selv var ikke synderligt videnskabeligt stringent udført og beskrivelsen temmelig overfladisk [note1].

Særligt magtpåliggende har det for visse forskere været at fastslå, at man stadig med fordel kan anvende introspektion som led i forståelsen af menneskers adfærd. Dette er da også fuldstændigt korrekt - så længe man tager højde for de mange mulige faldgruber og metodens naturlige begrænsninger [2].

Ja, der er ligefrem situationer hvor introspektion ikke blot er den eneste, men også den bedste måde at skaffe pålidelige informationer på. Introspektion er f.eks. den eneste måde, hvorpå vi kan få informationer om hvad andre mennesker oplever. Her hjælper ikke engang hjerneskanninger - vi vil jo aldrig kunne sige, at en person "i virkeligheden" oplever noget andet, end det som personen selv er bevidst om!

Så introspektion ER uundværligt - særligt når det gælder indsigt i, hvad personer oplever. Men ikke desto mindre kan den også være problematisk. Og dette gælder tilsyneladende særligt, når det ikke handler om hvad vi oplever, men derimod hvordan vi handler - hvorfor vi gør, som vi gør.

Ovenstående må dog ikke misforstås derhen, at vi ALDRIG ved, hvorfor vi gør som vi gør. Noget sådant har Nisbett og Wilson i hvert fald IKKE påvist. Deres forsøg med nylonsokkerne skal derimod tages for præcis det, det er: et konkret eksempel på - og dermed også en kærkommen påmindelse om - at vi ikke ALTID ved, hvorfor vi handler, som vi gør.

Selvom dette naturligvis sætter nogle af de konklusioner, som eftertiden har draget af Nisbett og Wilsons uskyldige forsøg med nylonsokkerne, i relief, så ændrer det imidlertid ikke på, at forsøgene stadig har en stor betydning for, hvordan vi må forholde os til vores indsigt i vore egne motiver.

For selvom det ikke betyder, at vi aldrig har ret, når vi beskriver hvorfor vi gjorde som vi gjorde - og vi måske endda oftest rammer plet, hvad angår indsigten i vores motiver - betyder det at vi ikke kan være sikre på, at vores egne forestillinger om, hvorfor vi handler som vi gør, holder vand.

Mens forsøgene er langt fra at kunne påvise, at vores selvindsigt altid tager fejl, påpeger de således stadig et grundlæggende problem: at der også må andre observationer til, før vi kan være sikre på, at vore egne forestillinger om vores motiver er korrekte.

Det oplagte sted at finde disse observationer er i hjerneforskningen - hvad enten der er tale om observationer af aktiviteten i den aktive hjerne (vha. hjerneskanninger) eller om viden om hjernens generelle funktion og virkemåde.

Kort sagt: hjernen er en uundværlig brik i forståelsen for baggrunde for vores handlinger.

-TTR.

Referencer:

(1) Nisbett RE, Wilson TDC (1977) Telling More Than We Can Know: Verbal Reports on Mental Processes. Psychological Review, 84: 231-59.

(2) Jack AI, Roepstorff A (2003/4) Trusting the Subject? The Use of Introspective Evidence in Cognitive Science. 2 bind. Imprint Academic, Charlottesville VA/Exeter. - også udgivet i Journal of Consciousness Studies, 2003, vol. 10, nr. 9/10 + 2004, vol. 11, nr. 7/8.

Noter:

[note1]: Passagen fra Nisbetts og Wilsons artikel lyder i sin helhed [243-244]:

"Erroneous Reports about' Position Efects on Appraisal and Choice

"We conducted two studies that serendipitously showed a position effect on evaluation of an array of consumer goods. (W. had attempted, unsuccessfully, to manipulate the smell of garments in the array.) In both studies, conducted in commercial establishments under the guise of a consumer survey, passersby were invited to evaluate articles of clothing-four different nightgowns in one study (378 subjects) and four identical pairs of nylon stockings in the other (52 subjects). Subjects were asked to say which article of clothing was the best quality and, when they announced a choice, were asked why they had chosen the article they had. There was a pronounced left-to-right position effect, such that the rightmost object in the array was heavily overchosen. For the stockings, the effect was quite large, with the rightmost stockings being preferred over the left-most by a factor of almost four to one. When asked about the reasons for their choices, no subject ever mentioned spontaneously the position of the article in the//array. And, when asked directly about a possible effect of the position of the article, virtually all subjects denied it, usually with a worried glance at the interviewer suggesting that they felt either that they had misunderstood the question or were dealing with a madman.

Precisely why the position effect occurs is not obvious. It is possible that subjects carried into the judgment task the consumer's habit of "shopping around," holding off on choice of early-seen garments on the left in favor of laterseen garments on the right."