mønstereleven

Fælles for de kognitive humorteorier er en ambition om at finde et grundlæggende mønster bag forskelligartede eksempler på humor. Det seneste skud på stammen er den britiske skribent Alastair Clarkes Pattern Recognition Theory of Humour [8], der beskriver humor som koblet netop til denne grundlæggende evne til at opdage (eller genkende) mønstre i nye og overraskende oplevelser.

Glæden ved at opdage det tilbagevendende mønster udgør her det forbindende led mellem spædbarnets leg "tittebøh!" og stand-up-komikerens "Kender I det?". Begge dele er, ifølge Clarke, udtryk for vores medfødte evne til at bruge tillærte tankemønstre til at forstå verdens opbygning og vejlede vores adfærd. Humoren er dermed - i biologisk forstand - blot sidste led i den overvindelse af den medfødte instinktnatur gennem indlæring af nye og nyttefulde adfærdsmønstre, som er typisk (og en væsentlig overlevelsesfaktor) ikke bare for mennesket, men for de fleste pattedyr.

Humorens biologiske værdi som et vigtigt led i udviklingen af vores erkendelse og forståelse af verden er tydeligvis koblet til barnets og dyreungens leg, hvor indlæringen af biologisk værdifulde handlemønstre kan foregå i en socialt tryg ramme - som er garanteret af forældrenes beskyttelse. Selv hos voksne kan humoren dog være med til at skabe en ramme, som gør det muligt at gøre op med vante forestillinger, og danne nye og mere formålstjenlige handlemønstre.

==> videre til "humorens mekanik"