der er noget som ikke stemmer...
Opfattelsen af inkongruens som det grundlæggende element i humor går mindst
tilbage til tyske filosoffer som Immanuel Kant (1790) - som etwas Widersinniges -
og Arthur Schopenhauer (1818) - som Inkongruenz [7]. Den simpleste inkongruens
(eller modsætning) er ordspillet, som i sin grundkerne blot består af
præsentationen af en tvetydighed, som skuffer vores forventning om, at en givet
tekst kun kan læses på én bestemt måde. Denne type humor er typisk for
situationskomik og forekommer hyppigt i de velkendte brandere (eller "onkelvittigheder")
a la:
(1) Vi har jo ikke andet skæg, end det vi selv sidder på!
I skriftsproglig humor er det rene ordspil mere sjældent, og kun få teorier
antager, at den blotte præsentation af en tvetydighed er nok til at forklare
humor. Den mest åbenlyse repræsentant for en sådan holdning er Arthur
Koestler (1964), som opfattede humor som en samtidig oplevelse af to
inkompatible situationer, som han døbte en bisociation. Dette passede som fod i
hose med hans projekt, som var at koble humors mekanismer med kreativitet -
som jo netop ofte forløber som en kobling mellem to tidligere ubeslægtede
begrebsområder.
Langt de fleste humorteorier tager dog afsæt i, at tvetydigheden - den samtidige
præsentation af to ubeslægtede begrebsområder - ikke er nok til at forklare
humor. Den grundlæggende model for humor ses i stedet som et tidsligt forløb
bestående af registreringen af en inkongruens, efterfulgt af en opløsning af
denne inkongruens - som er den egentlige udløser af humor. Æren for denne
model tillægges i dag typisk - måske noget arbitrært - Suls (1972), som vi derfor
må henvise til her, selvom forestillingen om, at inkongruensen kræver en
opløsning, før der bliver tale om humor, allerede var blevet foreslået af f.eks.
Eysenck (1942) [8].
Suls' fortjeneste var primært at sætte fokus på, hvordan inkongruensen tænkes
opløst i læsningen. Hans udgangspunkt for at forudsætte en sådan opløsning
var, at tidligere inkongruensteorier efter hans mening ikke forklarer, hvorfor
inkongruensen i sig selv skulle være forbundet med behag [9]. Ifølge Suls' model er
det således genskabelsen af (en ny) kongruens, som opstår efter opdagelsen af
den første inkongruens, som skaber selve humoren. Eller sagt med andre ord:
humor er en toleddet proces, som forløber ved, at vores første læsning af
vittigheden forstyrres af et fremmedelement (inkongruensen), som imidlertid ved
en omfortolkning af den ramme, vi forstår teksten i, atter kan sættes i
sammenhæng med teksten - og det er konstateringen af den på ny opståede
overensstemmelse mellem pointe og tekst, som skaber det behag, som er
karakteristisk for humor [10].
Det er forholdsvis ligetil at finde eksempler i det empiriske materiale, som lader
sig analysere ved hjælp af Suls' model. Følgende eksempler er taget fra den
danske humorklassiker 560 humørpiller:
(2) To damer med hver sin vovse i snor traf hinanden på en bænk i parken og kom
naturligvis i snak om de kære små dyr.
- Har deres hund noget stamtræ, spørger den ene i samtalens løb.
- Næh, det kan man egentlig ikke sige. Den bruger forskellige træer.
(3) - Min Viola har to af de skønneste ben i verden.
- Hvor ved du det fra?
- Jeg har talt dem.
Her er der tydeligt tale om, at en bestemt læsning fastholdes gennem det meste
af vittigheden, indtil vi i den afsluttende sætning, pointen, tvinges til at forstå
teksten på en anden måde. I (2) erstattes den etablerede ramme (afstamning) af
en ny (urinering), centreret omkring en dobbeltbetydning af ordet "stamtræ".
Der er altså i virkeligheden tale om en udvidelse af det simple ordspil, hvor der
ikke bare præsenteres to samtidige betydninger, men i kraft af vittighedens
tidslige forløb skiftes fra den ene læsning til den anden. I (3) er der en
forventning om, at spørgsmålet drejer sig om, hvordan fortælleren kan vide, at
Violas ben vitterlig er de skønneste ben i hele verden (han kan jo dårligt have set
efter …), som imidlertid erstattes af en besvarelse af, hvordan man er nået frem
til antallet.
Et andet eksempel er det følgende fra Poul Erik Carstensens Etværelses med
spisetoilet. En stand-up encyklopædi (1996), der præsenteres som "Danmarks første
stand-up bog", og som indeholder en lang række korte, humoristiske sentenser
under forskellige overskrifter. Under "SEX" finder vi følgende noget lakoniske
konstatering:
(4) Kvinder kan ikke lide sex. Det er i hvert fald min erfaring.
Et udsagn, som ved første øjekast udelukkende er af generel karakter, får en
noget uheldsvanger personlig karakter, når det går op for læseren, at årsagen til
at den stakkels mand har fået dette negative indtryk af kvinder, hænger sammen
med hans egen manglende seksuelle formåen.
= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =
[7] De har dog begge bidraget med væsentligt mere til forståelsen af humor end
som så - se senere.
[8] Suls (1972) nævner selv både Maier (1932), som talte om en
"omstrukturering" (restructuring), som fandt sted efter inkongruensen, og
Bateson (1969) som sine foregangsmænd.
[9] Forklaringen herpå er nok den simple, at inkongruensens bidrag til
oplevelsen af humor netop ikke er forbundet med behag - men med ubehag.
For en nærmere forklaring, se senere i nærværende artikel.
[10] Andet led i Suls' model bliver ofte kaldt "opløsning" (resolution) (Shammi &
Stuss 1999) eller "sammenhæng" (coherence) (Coulson & Kutas 2001), mens
Suls selv udelukkende benytter betegnelsen "problemløsning" (problemsolving)
- og evt. genskabelse af kongruens - i sin originale artikel (1972). Den
omfortolkning af forståelsesrammen, som er nødvendig for at læsningen
giver mening i et nyt lys, bliver af forskellige teoretikere også beskrevet på
forskellig vis, ved hjælp af forskellige teoretiske begreber, som f.eks. schemas,
scripts (Raskin 1985, Attardo 1994, Giora 2003) eller frames (Coulson & Kutas
2001). Det er imidlertid ikke min hensigt at beskæftige mig med de finere
detaljer i forskellene mellem disse begreber i denne artikel.
