det behagelige ubehag
Mens munterhed - som talrige studier af sammenhængen mellem karaktertræk
og humoristisk sans har påvist - synes at være humorens forudsætning, er der
imidlertid en risiko for, at et for snævert fokus på munterhed som det
emotionelle grundtræk i humor, kan få os til at overse en vigtig detalje. For nok
er munterhed humorens forudsætning, men er den nok til at forklare humorens
udløsning? Eller skal munterhed snarere opfattes som en emotionel ramme,
inden for hvilken humor - som måske udløses af helt andre faktorer - optræder?
Som William Fry (2002), i sin gennemgang af studier, som ikke primært har haft
humor som deres sigte, men som alligevel kan relateres til humorforskning,
understreger, er oplevelsen af humor ikke entydigt koblet til oplevelsen af
behag [25], men indeholder tværtimod en spænding mellem det behagelige og det
ubehagelige, en ambivalens, som ikke kun er et væsentligt element i humor,
men måske selve dens drivkraft. [26]
Denne ambivalens udkrystalliserer sig tydeligst i den såkaldte "falde på halen"-
komik (slapstick), hvor balancen mellem humors positive og negative pol står
tydeligt frem. Den form for komik - som blandt andet er det væsentligste
element i de mange fraklips- og hjemmevideo-shows, som har været vist på tv i
de seneste årtier - har to grundlæggende forudsætninger: 1) den handler om
ulykke, om personer der snubler, falder eller på anden måde tilsyneladende
kommer til skade eller i problemer, og 2) den forudsætter, at denne ulykke
forekommer inden for en ramme, hvor den ikke er truende for tilskueren -
hvilket i udvidet forstand indebærer, at også aktøren selv er uskadt
(Ramachandran 1998). At det er en grundlæggende forudsætning for fysisk
komik, at den skade vi ser, ikke er alvorlig, kommer også til udtryk i, at aktøren
ofte optræder i et ritualiseret kostume, som f.eks. klovnen med den røde næse,
de store sko og det hvide tøj - hvor evt. blodstænk øjeblikkeligt ville kunne ses -
eller klassikere som Gøg og Gokke eller Fyrtårnet og Bivognen, som i vidt omfang er
karikerede figurer - for at understrege, at vi er vidne til en forestilling og ikke
virkelighed [27].
Men selvom balancen mellem ubehag (fare) og behag (tryghed) er åbenlys i den
fysiske komedie, hvordan kommer denne så til udtryk i den sproglige form? Kan
man overhovedet drage en parallel fra den fysiske komedies blanding af ubehag
og behag, af indlevelse i faren og den efterfølgende erkendelse af, at situationen
er ikke-truende, til sproglig humor? Svaret på dette spørgsmål vil vi søge i en
dansk nyklassiker i humorgenren, nemlig Anders Lund Madsens Madsens ÆØÅ
(1997).
Madsens ÆØÅ er (som det skrives på bagsidecoveret) en "ordbog over ting, som
der sjovt nok endnu ikke findes ord for", og er en alfabetisk liste over
nyopfundne betegnelser for situationer eller genstande, som endnu ikke har
noget navn. Idéen er - som det er angivet på copyright-siden, og som Anders
Lund Madsen selv gør opmærksom på i sit forord - stjålet fra Douglas Adams' og
John Lloyds The Meaning of Liff (1984), hvor de nye betegnelser var genbrug af
allerede eksisterende bynavne, mens Anders Lund Madsen i stedet har anvendt
kunstsproget Volapük som udgangspunkt for sine nye begreber. Typiske
eksempler er:
(8) Bifoin (adj): Den lettere ubehagelige fornemmelse, som man får af at sætte sig
på et toiletsæde, som stadig er lunt efter den tidligere gæst. [28]
(9) Jemodik (s): Landbrugsredskab der påspændes en traktor og gør det muligt for
landmanden at sprede gødningen i et jævnt lag i hele vejens bredde.
(10) Kastof (s): En vidunderlig kvinde med langt bølgende mørkt hår og en nydelig
formspændt bagdel som viser sig at være en mand, når du omsider er nået op på
siden af hans cykel.
(11) Faséd (s): Den kombinerede spænding og skam man føler, når man bliver
afsløret på et offentligt sted, mens man plukker næsehår og gemmer dem i
brystlommen.
Udvalget er naturligvis stærkt tendentiøst - som det må være, når man uddrager
en håndfuld eksempler fra en bog med over 1.000 ordforklaringer - men det
understreger et gennemgående træk ved Anders Lund Madsens værk. Ved hjælp
af sproget beskriver - og dermed fremkalder - han en situation, som indeholder
et vist ubehag (eller en blanding af behag og ubehag) i kraft af en social
pinlighed (11), et kropsligt ubehag (8, 9), eller en spænding mellem den
emotionelle motivation og virkeligheden (10). Denne genkaldelse af
genkendelige situationer er grundkernen i megen humor, f.eks. også stand-up -
som Povl Erik Carstensen skriver:
(12) Kender I det? kunne egentlig være overskriften på al stand-up. [side 37]
De to vigtigste ingredienser er her genkendelsen af en situation og oplevelsen af
denne situation som forbundet med et ubehag - hvad enten dette skyldes, at den
indeholder et fysisk ubehag, en socialt pinlig eller uacceptabel adfærd, eller
relaterer til emner, som er tabubelagt eller ikke hører til i "det gode selskab". Det
er således langtfra tilfældigt, at humor traditionelt har beskæftiget sig med det
tabubelagte, det farlige, det som man ikke tør tale om, osv. - eller at stort set al
stand-up handler om sex, som, trods vores seksuelle frigørelse, i vidt omfang
stadig er omgærdet af socialt tabu. Blot antydningen af, at et udsagn kan tolkes
seksuelt, er ofte nok til at udløse humor - som i den klassiske værkstedshumors
evigt gentagne kommentar: "Det sagde hun også i går!".
Det er værd at bemærke, at mange af de eksempler, som er blevet brugt i den
videnskabelige undersøgelse af humor, og som derfor er at finde i den
videnskabelige litteratur omkring humor, på trods af at de fremstilles som rent
sproglige vittigheder, indeholder sådanne referencer til pinlig eller uacceptabel
social adfærd, som f.eks. det at vise sig nøgen for fremmede (5), at tilbyde sin
kone til fremmede mænd (6), eller - måske værst af alt - at nævne kvinders
emotionelle ustabilitet i forbindelse med graviditet og fødsel ("By the time Mary
had her fourteenth child, she'd run out of names to call her husband." (Coulson
& Lovett 2004: 286)).
Hvis man fører disse overvejelser til ende, betyder det at den grundlæggende
model for humor ikke er Suls' totrinsmodel, men derimod pruttehumor (som -
modsat hvad mange tror - netop ikke er universel, men netop kræver, at en prut
opfattes som socialt uacceptabelt for at udløses). Humoren består således i den
pludselige ("PRUUUUT!") introduktion af noget potentielt truende - eller i det
mindste socialt uacceptabelt - i en social situation, hvor det dog alligevel ikke
udgør nogen direkte fysisk trussel; selvom prutter lugter, er gasudslippet jo
sjældent livstruende! Og det er trods alt sjældent, man hører om, at personer er
blevet straffet for at prutte. Pruttehumor er naturligvis også repræsenteret i
Madsens ÆØÅ:
(13) Metafüsud (s): En særlig voldsom form for luft i tarmene som særlig rammer
folk, når de efter et større måltid sidder og slapper af i en tætpakket biograf.
(14) Laud (s): En slags prut som du håber folk vil overdøve med snak.
(15) Eventuo (s): Den ufrivillige mave-rumlen, der fylder tavsheden efter at en anden
i selskabet netop har afsløret noget meget intimt og personligt om sig selv.
Det ufarlige i situationen, som er en forudsætning for latterens udløsning, består
her primært i, at man, i kraft af at Anders Lund Madsen er kendt som humorist
og komiker - "en lystig fætter", i læsningen allerede er sat ind i en ramme, hvor
man forventer, at det hele foregår i en ikke-truende, munter atmosfære. Selve
læsesituationen bidrager naturligvis også hertil, idet det er sjældent, at vi formår
at føle os fysisk truet af en tekst vi læser. Det samme gælder, når vi er taget ind
for at se en stand-up-komiker som f.eks. Povl Erik Carstensen, og bliver
forstærket af, at arketypen på en stand-up-komiker (som Anders Lund Madsen
også passer ind i) er den lidt kiksede, klodsede og selvironiske type, som beretter
om sine fejlslagne score-tricks og genvordigheder i verden (4) - en på alle måder
ikke-truende adfærd, både fysisk og socialt - og ikke en selvhævdende, aggressiv
type, som kunne opfattes som en fysisk og social trussel.
= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =
[25] "Humor scientists are well aware that humor does not fit into a
pleasant/unpleasant scheme. Humorous/serious is a different axis from the
pleasant/unpleasant axis." (Fry 2002: 326)
[26] Ambivalens var tidligere et vigtig element i forsøget på at forstå humor, f.eks.
hos Ambrose (1963), som så den som den måske vigtigste udløsende faktor
for humor, men er i vidt omfang gledet ud i senere tiders teorier (Fry 2002).
[27] Det er naturligvis muligt - og endda forholdsvis let - at argumentere for at
den fysiske komik skal ses som et udslag af den nedladende, udstødende,
selvhævdende humor, hvor vi primært griner af andres ulykke. Men det
passer bare dårligt med, at vi typisk fatter sympati for aktørerne i denne
humor, f.eks. klovnen. Spørgsmålet er, om ikke identifikationen med aktøren
reelt er nødvendig, for at vi overhovedet reagerer på den fysiske humor? En
identifikation, som, på baggrund af de senere års påvisning af de såkaldte
"spejlneuroner" (mirror neurons), som er aktive både under udførelse af en
bevægelse, og under iagttagelse af andre, der udfører samme bevægelse (og
som dermed kan forklare, hvordan vi kan "føle med" folk, som udfører en
fysisk handling eller falder, etc.), endda kan beskrives i detaljer (Carr et al.
2003).
[28] Dette eksempel er interessant, da beskrivelsen er direkte kopieret fra Adams &
Lloyds bog, hvor den optræder som shoeburyness. Man kan derfor tillade sig
at antage, at netop denne type situationsbeskrivelse har været en del af
Anders Lund Madsens egen fascination af Adams & Lloyds bog (og dermed
motivationen for at skrive sin egen), idet han har gengivet den i sin egen
udgave.
