en, to, venstre, højre ...
Den vigtigste eksperimentelle støtte for Suls' totrinsmodel stammer fra studier af
forskelle i de to hjernehalvdeles bidrag til forståelsen af humor. I to nu klassiske
studier af Howard Gardner, Hiram Brownell og kolleger blev Suls' model belyst
hos hjerneskadepatienter, som blev sat til at vælge den rigtige slutning på
forskellige vittigheder eller vittighedstegninger. Det indledende studie (Brownell
et al. 1983) viste, at personer med hjerneskade i højre hjernehalvdel i forhold til
testgruppen af normale patienter både havde svært ved at vælge den korrekte
pointe og havde en tendens til at udvælge slutninger, som ikke etablerede nogen
ny læsning af teksten, idet de ikke logisk kunne kobles til tekstens betydning
(non-sequitur endings) - selvom de stadig var i stand til at vælge en slutning, som
opfyldte vittighedens krav om, at den skulle indeholde en overraskelse. Det blev
i forlængelse af Suls' model tolket sådan, at de godt kunne genkende behovet for
overraskelse (inkongruensen) i vittigheden, men ikke var i stand til at skabe en
ny sammenhæng ud af pointe og tekst.
Det efterfølgende studie (Bihrle et al. 1986) testede både personer med
hjerneskader i højre og venstre hjernehalvdel, som blev bedt om at afslutte
vittigheder som nedenstående - eller tilsvarende eksempler fra den danske
tegneserie Ferd'nand, som udmærker sig ved ikke at indeholde tekst, og som i
isolerede forsøg havde udvirket samme respons som de sproglige vittigheder:
(5) A woman is taking a shower. All of a sudden, her doorbell rings. She yells,
"Who's there?", and a man answers, "Blind man." Well, she's a charitable
lady, so she runs out of the shower naked and opens the door. The man says,
"Where should I put these blinds, lady? [11]
Dette forsøg bekræftede resultaterne fra det forudgående, idet personer med
hjerneskade i højre side tilmed viste en tendens til at vælge slutninger som
indeholdt et element af fysisk komik. Derudover viste det, at personer med
hjerneskade i venstre hjernehalvdel, til gengæld for at de var i stand til at skelne
de slutninger som lå i logisk forlængelse (sequitur) af vittigheden, fra dem som
ikke gjorde (non-sequitur), havde en tendens til - når de tog fejl af pointen - at
vælge en slutning som var lige-ud-af-landevejen (sequitur), men ikke egentlig
morsom, i stedet for en som indeholdt en overraskelse i pointen. De var med
andre ord i stand til at integrere de forskellige elementer i en sammenhæng, men
ikke altid i stand til at vælge den overraskende slutning.
Resultaterne omkring de to hjernehalvdeles bidrag til humorforståelsesprocessen
er blevet bekræftet af en række senere studier (f.eks. Shammi & Stuss 1999),
særligt af Seana Coulson (Coulson & Kutas 2001, Coulson & Lovett 2004,
Coulson & Williams 2005), som kobler forskellen mellem de to hjernehalvdeles
bidrag til Mark Beemans Coarse Coding Hypothesis (Beeman 1994, Beeman &
Chiarolle 1998), som beskriver de to hjernehalvdeles tilgang til forståelse af
sprog og verden som væsensforskellige: Mens venstre hjernehalvdel holder sig til
lokale semantiske sammenhænge og regler, primært i en sekventiel orden, sætter
højre hjernehalvdel i højere grad elementerne ind i en overordnet (global)
forståelsesramme [12].
Venstre hjernehalvdels væsentligste opgaver er at forudse næste trin i en
handlesekvens, f.eks. også i en sætning, og er derfor naturligt involveret i at
forudsige de følgende trin i den læsning, vi er i færd med. Det er primært denne
forventning som skuffes i pointen, som til gengæld kræver bidrag fra højre
hjernehalvdel, for at en omfortolkning af teksten skal kunne resultere i en ny
dannelse af kongruens mellem pointe og tekst (Coulson & Williams 2005).
= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =
[11] Vittigheden er her gengivet med den (korrekte) morsomme pointe. De
alternative slutninger lød i dette tilfælde:
[SF] Straightforward: The man says, "Can you
spare a little change for a blind man?"
[ANS] Associative non-sequitur: The man says,
"My seeing eye dog is 10 years old."
[NNS] Neutral non-sequitur: The man says, "I
really enjoy going to the symphony."
[HNS] Humorous nonsequitur: Then the blind
man throws a pie in the woman's face.
[12] Disse karakteristika ser Beeman som et direkte resultat af de to
hjernehalvdeles forskelligartede anatomi, hvor højre er præget af flere og
mere forgrenede forbindelser, som tænkes at udgøre et mere komplekst
netværk end i venstre hjernehalvdel (Beeman & Chiarello 1998, Coulson &
Williams 2005). Der er samtidig flere forbindelser mellem hjernebarken i
venstre hjernehalvdel og basalganglierne (putamen og nucleus caudatus), der
beskrives som involveret i handlesekvenser, i forhold til højre, som er tættere
forbundet til hjernens emotionelle netværk.
