humor, sprog og virkelighed
De ovenfor nævnte sproglige eksempler snyder naturligvis på vægtskålen, i den
forstand at de udløser humoren ved at referere til en situation, som ligger uden
for sproget. Men samme effekt kan faktisk skabes inden for sproget. Det er her
inkongruens kommer ind, som en erstatning for det ubehag, som i de nævnte
eksempler fremkaldes ved hjælp af ydre referencer. Inkongruens kan siges at
være forbundet med et ikke ubeslægtet ubehag i kraft af sin status som skuffelse,
i og med at inkongruens optræder som et brud med den læsning, den forståelse
af det sproglige budskab, som vi er ved at konstruere. Dette burde naturligvis i
princippet kunne foregå fuldstændig tekst-internt, udelukkende ved at de
sproglige elementer ikke længere passer sammen som forventet, men da dette
ville ændre tekstens status som forståelig tekst, foregår det i stedet typisk som en
skuffelse af forventningen om overensstemmelse mellem sprog og virkelighed.
Humor udløses altså ikke som en mekanisme internt i sproget, men i forholdet
mellem sprog og virkelighed.
Heller ikke denne idé er ny, men findes allerede hos Arthur Schopenhauer, som i
sit hovedværk Verden som vilje og forestilling (1818) giver den måske til dato mest
koncise beskrivelse af den sproglige humors mekanismer, som derfor fortjener at
blive citeret i sin helhed (2006: 142):
"Latter opstår hver gang ikke af andet, end den pludselige
registrerede inkongruens mellem et begreb og de reale
objekter, der blev tænkt med dette begreb i en eller anden
forbindelse, og latteren er selv netop blot udtryk for denne
inkongruens. Den fremkommer ofte, fordi to eller flere reale
objekter tænkes gennem et begreb, og dette ene begrebs
identitet overføres på alle objekterne. Hvorefter en total
forskel mellem objekterne i øvrigt gør det påfaldende, at
begrebet kun passede på dem i en ensidig henseende. Lige så
ofte skyldes latteren imidlertid, at man pludselig mærker et
enkeltstående realt objekt ikke kongruerer med et bestemt
begreb, som objektet på den anden side er blevet subsumeret
under. Jo rigtigere subsumtionen af sådanne virkeligheder
under et bestemt begreb er på den ene side, og jo større og
mere grel uoverensstemmelsen er mellem dem og begrebet
på den anden side, desto stærkere bliver det lattervækkendes
virkning, der netop udspringer af denne modsætning.
Enhver latter opstår altså som følge af en paradoksal og
derfor uventet subsumtion, og det er lige meget, om den
udtrykkes gennem ord eller gennem handlinger. Dette er i
korte træk den rigtige forklaring på det lattervækkende."
Schopenhauers beskrivelse forklarer både ordspillet (flere reale objekter tænkt
gennem ét begreb), og vittigheden (en pludselig inkongruens mellem et objekt og
det begreb, som det er blevet subsumeret under), som altså ikke skal ses som en
omfortolkning fremprovokeret af en pludselig registrering af inkongruens, men
derimod som en spænding mellem en lovmæssig (typisk sproglig [29]) korrelation
mellem objekt og begreb (tilvejebragt via subsumtionen), og den opståede
uoverensstemmelse mellem det reale objekt - eller vores erindring om det - og
dette begreb. Humors vigtigste element er dermed en relativering af forholdet
mellem sprog og virkelighed.
Tilbage står blot at forklare, hvorfor dette resulterer i en emotionel reaktion, en
affekt. Inden for en fortolkningsramme, som udelukkende søger at forklare
forholdet mellem sprog og virkelighed gennem kognitivt modelbyggeri, og hvor
vores følelsesmæssige reaktioner spiller en underordnet - hvis overhovedet
nogen - rolle, er dette naturligvis i bund og grund uforståeligt. Hvis følelser og
emotioner imidlertid anskues som andet end blot uforklarlige epifænomener, må
ræsonen bag deres funktion naturligvis være koblet til den indsamling af viden,
som for et intelligent, primært kortikalt styret pattedyr som mennesket, er den
vigtigste biologiske overlevelsesfaktor. I dette lys er det klart, at erkendelsen af
sprækker i forholdet mellem virkeligheden og vores begrebsliggørelse af den, må
skabe en (negativ) emotionel effekt - som et udtryk for motivation til at udbedre
dette misforhold.
Hvordan stiller dette Suls' kognitive totrinsmodel (som han selv kalder
information-processing)? Jo, i stedet for at beskrive humorforståelse som et forløb
af inkongruens og efterfølgende opløsning, må vi anskue de to led som
forudsætninger for humors udløsning. Det er således registreringen af et
misforhold i forsøget på at skabe mening med læsningen (inkongruens),
sammenholdt med en konstatering af, at de lovmæssige (sproglige) regler for
sætningens forståelse er overholdt (stadie 2), som tilsammen udgør den sproglige
humors mekanisme. En sådan konstatering af, at vores sproglige forståelse af
verden ikke længere er brugbar, må naturligvis fylde os med uro, om ikke
decideret rædsel - hvis ikke det var fordi, den udfolder sig i en ramme
(læsningen, den sociale situation, etc.), hvor vi kan konstatere, at den ikke udgør
nogen umiddelbar fysisk trussel - og den derfor i stedet udløser den emotionelle
respons, som i selskab med andre udtrykker sig som latter.
Det andet stadie - som i Suls' model beskrives som "problemløsning" (problemsolving)
- udgør dermed ikke nødvendigvis opløsningen af den forudgående
inkongruens, hvorfor de to trin sagtens kan (omend ikke nødvendigvis må)
forløbe samtidig og sideløbende - hvilket forklarer Coulson og Kutas' ERPresultater
(2001). Humor udløses dermed ikke af det tidslige forløb af
inkongruens og efterfølgende opløsning, men af konstateringen af en
forståelsesmæssig inkongruens inden for en ramme, som sprogligt set er intakt.
De to led i Suls' model udgør således ikke tidslige stadier, men forudsætninger
for humor. Hvis andet stadie eksempelvis ikke er overholdt, og pointen falder
uden for mulighederne for at skabe sproglig kongruens, ændrer det således den
ramme, hvori vittigheden forstås. De sproglige regler må være overholdt, med
mindre det hele skal blive forvandlet til ufarlig nonsens-komik - noget
usammenhængende vås som ikke umiddelbart giver nogen mening, og som -
selvom visse personer har en vis forkærlighed for denne form for humor - ikke
aktiverer den samme spænding mellem sprog og virkelighed - og derfor generelt
set heller ikke opfattes som lige så sjovt, som humor der "overholder reglerne".
Første led, inkongruensen (mellem sprog og virkelighed), kan til gengæld
erstattes af introduktionen af et element, som fremkalder samme grad af ubehag
(f.eks. ved henvisning til en social pinlighed), som erkendelsen af sprækker i
forholdet mellem sproget og den verden, det skal beskrive. Men da der i begge
tilfælde er tale om en form for forskrækkelse, er det under alle omstændigheder
en forudsætning, at præsentationen af dette element sker pludseligt, da vi ikke
bliver forskrækkede af ting, som vi kan se komme på lang afstand - bogstaveligt,
såvel som metaforisk. Sproglig humor er således en sprængfarlig cocktail af
regelbrud (i forholdet mellem sprog og virkelighed) inden for en regelret
(sproglig, kognitiv) ramme.
Med denne udvidede model for sproglig humor i bagagen, kan vi pludselig
analysere og forstå et langt større materiale, end kun håndplukkede vittigheder,
som opfylder Suls' totrinsmodel. Det første af de nedenstående eksempler er fra
Povl Erik Carstensen, under overskriften "SPØRGSMÅL", de øvrige fra glasset
med de 360 Humørpiller:
(16) Hvad siger Ole Lukøje, når fru Lukøje spørger, hvordan det er gået på arbejdet?
- Ad helvede til. Jeg har ikke lukket et øje hele natten.
(17) - Vil du tænke dig, kære Klara. Først i dag får jeg at vide, at min mand har
været stum i tre uger. Han har ikke nævnt det med et ord!
(18) Fru Mortensen besøger sin mand i statsfængslet.
- Hvordan klarer du dig økonomisk, spørger han bekymret.
- Jotak, det går helt godt. Jeg har jo dusøren.
(19) - Hvad var MacSenneps sidste ønske?
- At to liter whisky blev hældt over hans grav.
- Opfyldte I virkelig det?
- Ja, naturligvis. Men vi gik ud fra, at han ikke kunne have noget imod, at vi
filtrerede det igennem nyrerne først.
(20) Elefanterne og musene spillede en spændende fodboldkamp i urskovens
semifinale, da en af elefanterne kom til at træde musenes målmand ihjel.
- Det skal du såmænd ikke være ked af, sagde musenes anfører. Det kunne jo
også være sket for en af os.
Man kan diskutere, hvorvidt der i disse tilfælde overhovedet introduceres nogen
inkongruens, og om der dermed overhovedet er behov for nogen omfortolkning
af vittigheden efter læsning af pointen. Vigtigst er dog, at det egentligt sjove i
alle tilfælde ikke synes at være, at vi først skuffes i vores læsning, og derefter
bekræftes i en ny fortolkning. Ingen af eksemplerne bryder således radikalt med
den igangværende læsning. I (19) er det således introduktionen af et socialt tabu
(at pisse på en anden mands grav), i (20) det fysisk umulige i den handling, som
ellers inden for vittighedens sproglige logik virker så naturligt, i (17) det åbenlyse
misforhold mellem konens kritik af manden for noget, han ikke kan have skyld
for, i (18) den pludselige erkendelse af, at konen har brudt en (socialt) forventet
loyalitet over for sin mand, og i (16) det bizarre i, at det svar, som vi er så vant
til, betyder noget helt særligt ("jeg har ikke kunnet sove"), pludselig antager en
helt, helt anden betydning inden for vittighedens univers, der får os til at grine.
Det er også kun sådan, vi kan forklare et eksempel som det følgende, som jeg
personligt synes er så langt det morsomste fra Poul Erik Carstensens samling:
(21) Jeg købte engang en maskine der lavede pusterør. Så kom jeg til at vende stikket
forkert og lavede 20.000 sugerør. [side 10]
De sproglige regler er overholdt, og vittigheden synes endda - ligesom (16) - at
følge sin helt egen sære logik (modsætningen mellem pusterør og sugerør). Men
det er på ingen mulig måde sådan, at pointen ("opløsningen") skaber nogen på
nogen måde brugbar eller logisk forståelig virkelighed eller læsning. Som
humorforskerne udmærket er klar over, er der utallige eksempler af denne type,
hvor opløsningen netop ikke tildeler sætningen nogen ny og brugbar mening,
endsige formfuldendt kongruens - i anden forstand, end at pointen sprogligt set
er mulig. Ofte efterlades vi i et tomrum, hvor sætningen ikke synes at udsige
noget virkeligt om vores verden, men i stedet etablerer sin egen besynderligt
logiske verden. Det gælder f.eks. også når Thomas Hartmann i sit stand-up-show
Hartmann 3 (2006) stiller følgende spørgsmål:
(22) Hvis man stjæler mad fra en grønlænder, kan man så kaldes en spækhugger?
Såvel inkongruensen - der altså skal opfattes som en inkongruens mellem
virkeligheden og vores sproglige repræsentation heraf - som "genskabelsen" af
kongruens (konstateringen af, at det hele foregår inden for regelret sprogbrug) er
altså ikke primært trin i et forløb, men forudsætninger for humors udfoldelse -
nøjagtig ligesom den muntre ramme. Derfor kan deres effekt ikke beskrives
fyldestgørende i en kognitiv model, hvis paradigme er algoritmen - et
sekventielt forløb af diskrete tilstande, reguleret af lokale regler - men beskrives
bedst i form af etableringen af globale tilstande: munterhed, ambivalens,
regeloverholdelse (egentlig: manglende regelbrud). Anvendelsen af globale
tilstande - frem for lokale, sekventielle forløb - som beskrivelse er netop
karakteristisk for vores traditionelle opfattelse af det emotionelle som
modsætning til det kognitive [30]. Vi gør derfor bedst i at kalde humors elementer
emotionelle - og det er da også sådan, vi oplever dem.
= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =
[29] At den beskrevne inkongruens - paradokset - både (som Schopenhauer
understreger) kan opstå ved ord og handling, er blevet bekræftet af en række
forsøg udført af Göran Nerhardt (1970, 1976). Forsøgspersonerne blev bedt
om at vurdere vægten af en række genstande, som de bagefter blev bedt om
at løfte. De genstande (vægte), som afveg meget fra forventningerne, udløste
en humoristisk respons (som dog var størst når de var tungere end forventet).
Nerhardt mente hermed at have understøttet sin opfattelse af, at
inkongruensen mellem forventning og virkelighed er nok til at udløse
humor. Han fandt samtidig ud af, at det var en forudsætning for, at dette
forsøg - som var camoufleret som et psykologisk forsøg - udløste humor, at
det blev udført i en afslappet, løssluppen ramme (se også Martin 2007).
[30] Denne opfattelse stemmer udmærket overens med den neuroanatomiske
beskrivelse af hjernens emotionelle netværk. Den traditionelle opfattelse af
vores følelsesmæssige oplevelser som styret af et limbisk system, der er
beskrevet som en funktionel og arkitektonisk enhed, har i de senere år været
under beskydning fra funktionelt fokuserede forskere, som f.eks. Joseph
LeDoux (1999). I den neuroanatomiske forskning har man imidlertid i de
seneste årtier identificeret et forstørret limbisk system (greater limbic system),
som strækker sig fra centre bagest i hjernestammen og frem mod de
traditionelle limbiske centre, som forbinder krop og hjerne og dermed
muliggør, at repræsentationen af kroppens indre tilstand bliver koblet med
de subkortikalt-styrede overlevelsesinstinkter og med den kortikalt-styrede
kognitive tænkning. Dette systems karakteristika er (udover den
cytoarkitektoniske enhed) tilstedeværelsen af en rig cocktail af
neuromediatorer og neurotransmitterstoffer, som typisk spredes i det
ekstracellulære rum ved diffus spredning (volume transmission), snarere end
diskret celle-til-celle kommunikation som ved traditionel synapse-aktivitet
(som det typisk sker i hjernebarken), og dets grundlæggende funktion er
dermed skabelse af globale tilstande, snarere end videregivelse af diskret
information (Nieuwenhuys 1985, Nieuwenhuys 1996, Nieuwenhuys et al.
1998, Nieuwenhuys et al. 2007). Dets kortikale repræsentation foregår
primært i områder som insula eller gyrus cingularis anterior - hvilket, som vi
skal se om lidt, ikke er uden betydning for oplevelsen af humor.
