humorens tidsparadoks
De mange studier af de to hjernehalvdeles bidrag til forståelsen af humor
bekræfter opfattelsen af humor som en todelt proces, hvis elementer i særlige
tilfælde kan observeres adskilt fra hinanden. I et af sine ERP-studier har Seana
Coulson i samarbejde med Marta Kutas (2001) forsøgt yderligere at belyse Suls'
totrinsmodel (1972) for humorforståelse. Coulson og Kutas benyttede sig her af
det såkaldte N400-potentiale (Kutas & Hillyard 1980), som er et mål for
sværhedsgraden af at integrere et ord i en forståelsesramme (Kutas et. al 2000),
som de tolker som et korrelat for andet stadie i Suls' model (som de her kalder
coherence) [13]. Forsøgene blev udført med vittigheder i stil med:
(6) Jeg spurgte bartenderen efter noget koldt med masser af rom i, og han foreslog
mig sin kone (med normal kontrol: sin daiquiri)
(7) Hun havde læst så meget om de negative effekter af rygning, at hun besluttede
at holde op med at læse (med normal kontrol: at ryge) - her i min egen
fordanskning.
Resultaterne førte imidlertid ikke umiddelbart til en bekræftelse af Suls' populære
totrinsmodel, idet de potentialer, som Coulson og Kutas tolker som udtryk for de
forskellige led i forståelsen af det humoristiske udsagn, ikke fulgte hinanden i et
tidsligt forløb, men forekom inden for den samme tidsramme [14]. Coulson og
Kutas var derfor tvunget til at konkludere: "The temporal overlap of these jokerelated
ERP effects thus makes it unlikely that joke processing can be accounted
for in terms of a simple two-stage model with surprise and coherence engaged in
sequence." (Coulson & Kutas 2001: 74). Man skal naturligvis være varsom med
at overfortolke sådanne resultater, men ikke desto mindre peger de på, at mens
det er muligt at påvise den todelte struktur i humorforståelsen i de to
hjernehalvdeles bidrag til processen, så er det langtfra uproblematisk at opfatte
dette som et tidsligt forløb, bestående af en indledende inkongruens og en
efterfølgende opløsning [15].
I sin beskrivelse af humorens væsen kommer Rachel Giora (2003) med en delvis
løsning på dette problem. I stedet for at opfatte det sådan, at den ene
forståelsesramme erstatter den anden i et tidsligt forløb, sådan at den nye ramme
først bliver konstrueret/aktiveret efter at vittighedens inkongruens er konstateret,
foreslår hun, at man skal forstå det sådan, at de to læsninger eksisterer
sideløbende, blot med forskellig "vægt" (salience). Det som sker, når pointen
træder i effekt, er derfor, at den tidligere mindre vægtede læsning træder i
forgrunden, og den tidligere mest åbenlyse (salient) læsning fortrænges til
baggrunden [16].
Det vigtige skift mellem de to læsninger foregår dermed ikke som en
konstruktion af en ny ramme, men primært ved en undertrykkelse (suppression)
af den tidligere mest åbenlyse læsning. Giora forklarer således det fundne N400-
respons som udtryk for denne undertrykkelse, snarere end som et udtryk for en
egentlig forandring af forståelsesrammen. Hermed mener hun at løse et andet
problem for Coulson og Kutas, nemlig at forklare hvorfor et sådant skift i
forståelsesrammen (frame-shifting) tilsyneladende er forbundet med mindre
besvær (mindre N400), når der ikke er tale om humor, end når der er tale om
humor, idet denne undertrykkelse af den mest åbenlyse læsning netop er det,
som adskiller humoren fra f.eks. ironi eller metafor, hvor begge læsninger
bibeholdes [17].
Gioras Graded Salience Hypothesis (1997) kan således bedre forklare det tidslige
sammenfald af de potentialer, som i Coulsons og Kutas' ERP-målinger menes at
korrelere med de forskellige led i Suls' model for humorforståelse - selvom den
mangler at forklare, hvordan den læsning, som jo må præsenteres som en
overraskelse, for at der overhovedet er tale om humor, allerede skulle kunne
være aktiveret inden pointen (- kan en vittighed være fuldendt, hvis vi allerede
på forhånd aner pointen?). Til gengæld giver den ikke noget entydigt svar på,
hvorfor undertrykkelsen af den mest åbenlyse læsning fremkalder en
humoristisk respons. Forklaringen herpå kan være, at det for at forstå humor til
bunds er nødvendigt at forlade den ensidigt kognitive forståelsesramme.
= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =
[13] I Coulsons optik fortolkes dette N400-potentiale endvidere som et korrelat
for et skift af fortolkningsramme i læsningen, som svarer til hendes teoretiske
grundbegreb frame-shifting (Coulson 2000).
[14] "While the positivities have been argued to reflect a surprise component of
joke processing, and the sustained negativity to index frame-shifting needed
to re-establish coherence, all three effects occur within the same time
window." (Coulson & Kutas 2001: 71).
[15] Hvilket muligvis er årsagen til at Seana Coulson i sine efterfølgende forsøg,
f.eks. Coulson & Lovett (2004) og Coulson & Williams (2005), i stedet har
koncentreret sig om de to hjernehalvdeles bidrag til opfattelsen af humor.
[16] Det er i denne sammenhæng muligt at se Bateson (1969) - som Suls nævner
som sin foregangsmand - som en forløber for Gioras opfattelse af humor, idet
han - med Suls' ord (1972: 95) - "suggested that humor occurs when the
punch line brings what was background material for a joke suddenly and
unexpectedly to the center of attention, as in the reversal of figure and
ground."
[17] "In sum, while jokes and other tropes (irony, metaphor) share similar early
processes activating salient meanings initially, they diverge with regard to
integration processes. Whereas understanding irony and metaphor involves
retention of salient, though contextually incompatible meanings […], joke
interpretation does not." (Giora 2003: 175).
