langhårede teorier og langlemmede skønheder

Misforholdet mellem teori og praksis kan illustreres ved et af den evolutionære psykologis yndlingsemner: partnervalg. Der har gang på gang vist sig et misforhold mellem de partnere, vi vælger i det virkelige liv, og de typer som i laboratorietests bliver udpeget som de mest attraktive - typisk slanke og høje kvinder med et forhold mellem mave og hofter som signalerer fødedygtighed, samt høje, muskuløse mænd, etc.

I et netop publiceret studie er man da også forbløffende tæt på at konkludere, at vores valg af partner stort set ikke afhænger af ovenstående præferencer [3]. Men da denne konklusion jo ville sætte et spørgsmålstegn ved hele forestillingen om at biologiske kriterier er afgørende for vores partnervalg, lancerer man i stedet studiet med den konklusion, at "vores partnere generelt ikke lever op til vores kropsidealer", med en støttehypotese om, at det nok er fordi "de fleste må nøjes med det de kan få" [4].

Som udenforstående kunne man let få den mistanke, at udseendet måske kun betyder mest, så længe man kun kan se en potentiel partner - mens beslutningen om at indlede et længerevarende forhold er bestemt af ganske andre kriterier, såsom hvorvidt man overhovedet kan holde rejekællingen ud. Men myten om at vi alle går og drømmer om langlemmede blondiner og muskuløse førsteelskere, og at alt andet blot er noget vi må slå os til tåls med, er muligvis nemmere at sælge til dagspressen.

=> videre til "den levende hjerne".

[3] Courtiol A, Picq S, Godelle B, Raymond M, Ferdy J-B (2010) From Preferred to Actual Mate Characteristics: The Case of Human Body Shape. PLoS One, 5(9): e13010.

[4] "Study shows real partners are no match for ideal mate". Pressemeddelelse fra University of Sheffield, 1. oktober 2010.