menneskets spejlneuroner

Spejlneuronerne blev som sagt opdaget - ved et tilfælde - i forbindelse med forsøg med aber, som også har været centrum for langt det meste af forskningen. Med avancerede metoder som bl.a. forskellige former for hjerneskanninger, har man imidlertid kunnet påvise, at mennesker er i besiddelse af et spejlneuronsystem som ligner abernes til forveksling og deler langt de fleste af dettes egenskaber.

Vores spejlneuroner kan dog aktiveres af endnu flere forskellige påvirkninger end abernes. F.eks. kan vores spejlneuroner - i modsætning til abernes - godt aktiveres når vi iagttager en robotarm udføre en bevægelse. Blot kræver det at robottens bevægelser ikke er for stive i det, og ikke foregår i ryk, men derimod er glidende og naturlige - sådan som de ville være hvis de blev udført af et menneske.Spejlneuronerne kan dermed være med til at forklare hvorfor vi som mennesker synes at f.eks. dukker eller tegnede figurer virker levende, hvis de bevæger sig på den rigtige måde.

Vores spejlneuronsystem reagerer også på både medfødte og tillærte bevægelser. Et forsøg har således vist at vores spejlneuronsystem gennem træning lærer at skelne de tre forskellige håndstillinger i spillet "sten-saks-papir". Og i modsætning til aberne reagerer vi i højere grad på bevægelsernes enkelte dele. Eller sagt med andre ord: selvom vi deler spejlneuronsystemet med aberne, er vores "ordforråd", når det gælder at fortolke andre individers kropssprog, meget større end deres.

Andre forsøg har påvist en direkte sammenhæng mellem det at imitere en bevægelse (f.eks. et ansigtsudtryk) og det at føle den følelse som bevægelsen er udtryk for. At imitere andres bevægelser og ansigtsudtryk er således samtidig det naturlige første skridt mod at kunne sætte sig ind i andre menneskers følelser.

==> videre til "næste"