det automatiske bevægelsesvokabular
Hvad angår reaktionen på selve bevægelsen er der også forskelle mellem aber og mennesker. Mens abernes spejlneuroner primært synes at reagere på overordnede bevægelser (gribe, knække, række ud, etc.), ser det ud til at vores spejlneuronsystem er i stand til at skelne de enkelte dele af bevægelsen fra hinanden. Dette betyder ikke blot, at vi har bedre forudsætninger for at imitere andres bevægelser ned i detaljen. Det betyder samtidig at vores "vokabular" - når det gælder nonverbal kommunikation og gestik - tilsyneladende er større end abernes.
En af de mest interessante ting ved spejlneuronsystemet er at det umiddelbart ser ud til at det fungerer fuldstændig automatisk, uden for vores bevidste kontrol. Evnen til at "oversætte" andre personers bevægelser til vores egne er dermed en medfødt egenskab, som er aktiv uanset om vi vil det eller ej. Dette eneste vi så at sige kan kontrollere, er hvorvidt vi lader denne evne komme til udtryk og få konsekvenser for vores handlinger eller ej.
Når denne evne til at efterligne andres bevægelse har vakt så stor interesse, skyldes det at en række forsøg har påvist en direkte sammenhæng mellem det at imitere en bevægelse (f.eks. et ansigtsudtryk) og det at føle den følelse som bevægelsen er udtryk for. At imitere andres bevægelser og ansigtsudtryk er således samtidig det naturlige første skridt mod at kunne sætte sig ind i andre menneskers følelser [7].
Dette er i hvert fald teorien. Det skal dog nævnes, at der også er kritiske røster som påpeger, at der endnu er et arbejde som skal gøres, før man kan slutte fra evnen til at imitere andres bevægelser til den mere komplekse evne at sætte sig ind i, hvad andre mennesker tænker og føler. Det er f.eks. ikke nok, at vi forstår at en person rækker ud efter en kop - det afgørende er den proces, som f.eks. tillader os at slutte om vedkommende er tørstig [9].
Denne indvending behøver heldigvis ikke bekymre os her og nu. Når det angår udviklingen af sproget er spørgsmålet nemlig i stedet, om man kan forestille sig at dette system, som er mere eller mindre spontant aktivt hver gang vi iagttager andres bevægelse, også kan medvirke til at forklare vores sprogegenskaber?
Her skilles vandene.
==> videre til "næste"
