fra spejlneuron til sprog?

Det må være et spørgsmål om prioritering, hvor alvorlig man finder denne kritik. På den ene side kan man argumentere for, at spejlneuronerne dermed fortæller os noget om alt andet end måske netop det, vi har brug for at vide om sprogets udvikling, nemlig: 1) hvordan vi - så hurtigt og instinktivt - er i stand til at koble ord med betydning, og 2) hvordan syntaksen er opstået.

På den anden side kan spejlneuronerne måske, hvis altså ovenstående teorier holder vand, netop bidrage med at levere en teoretisk ramme som tillader os at fremkomme med de krævede nye tilgange til disse spørgsmål, som er nødvendige for at komme længere i forståelsen af sprogets udvikling.

Med andre ord ligger udfordringen i at levere en solid basis for koblingen mellem spejlneuroner og sprog i at fremkomme med nogle plausible forklaringer på, hvordan disse særlige sproglige egenskaber kunne tænkes at udvikle sig ud af et mere simpelt kommunikationssystem, baseret på spejlneuroner. Dette arbejdes der så sandelig også på - men dermed bevæger vi os over i den egentlige "neurolingvistik" [6] (forsøget på at koble vores sprogforståelse med hjernens aktivitet), som ligger langt uden for denne artikels tema.

==> videre til "næste"