paradigmeskift
Videnskabsteoretisk begreb indført af Thomas Kuhn, der i 1962 revolutionerede opfattelsen af hvordan naturvidenskaben udvikler sig, ved at hævde at videnskaben ikke skrider frem ved en gradvis indsamling af viden, men derimod gennem rykvise og revolutionære omvæltninger i hele den videnskabelige forståelse af verden (se: revolution).
Perioder hvor der arbejdes ud fra en række fælles grundprincipper ("paradigmer") veksler således - ifølge Kuhn - med revolutioner, hvor der stilles spørgsmålstegn ved disse grundlæggende paradigmer, der i sidste ende bliver erstattet af nye - ved et såkaldt "paradigmeskift".
Kuhns teori har på mange måder revolutioneret opfattelsen af videnskabens udvikling, men er gradvist og næsten umærkeligt blevet korrigeret og udvidet med en bred erkendelse af, at man indenfor videnskaben sagtens kan arbejde ud fra flere forskellige synsvinkler på en og samme tid, og at revisioner af videnskabens grundprincipper foregår langt oftere - og langt mindre dramatisk - end Kuhn forestillede sig det.
Referencer:
Thomas S. Kuhn (1962) The Structure of Scientific Revolutions. University of Chicago Press, Chicago. Anden udgave, 1970. Tredje udgave, 1996.
Stephen Toulmin (1972) Human Understanding: The Collective Use and Evolution of Concepts. Clarendon Press, Oxford.
[første version: 3-12-2011]