er mænd skyld i kvinders utroskab? (juli 2011)
Der er næsten ikke tal på hvor mange forskere, der gennem de senere år er fremkommet med alskens - trovædige, såvel som mindre troværdige - teorier om, hvorfor mænd og kvinder (og i videre forstand: hanner og hunner) er deres partnere utro - selv hos arter der (som mennesket) traditionelt opfattes som monogame.
For mændenes (læs: hannernes) vedkommende er sagen klokkeklar:
Jo flere børn man er far til, jo flere kopier af ens særlige genetiske sammensætning vil der være i de kommende generationer. Ergo: der vil helt af sig selv med tiden være flere og flere, som er efterkommere af mænd, som har været særligt gode til at få mange børn.
For mændene er der endvidere den fordel, at det ofte vil være sådan, at de børn som de bliver fædre til gennem utroskab - set med kyniske evolutionsteoretiske briller - vil være "billigere", forstået på den måde, at det typisk vil være hunnerne, som alene bærer omkostningerne ved at opfostre dem. Ihvertfald hos arter, hvor der ikke endnu er indført tvunget børnebidrag!
For kvinderne (læs: hunnerne) er sagen mere speget. Det har derfor været heftigt diskuteret - og givet anledning til en række mere eller mindre flyvske teorier - hvilke fordele hunnerne kunne have af at lade andre hanner (=mænd) end deres faste partnere blive fædre til deres børn.
Og oftest ender diskussionen i den gamle sang om de "bedste gener".
Men nu ser det ud til, at et nyt studie måske vender alting på hovedet.
En håndfuld tyske forskere har nemlig udført et studie med zebrafinker som viser, at de gener som er ansvarlige for utroskab hos monogame hanzebrafinker, udløser samme adfærd hos hunnerne.
Denne forholdsvis simple konstatering har imidlertid store konsekvenser: for hvis det er de selvsamme variationer i generne som fremkalder utroskab hos både hanner og hunner, åbner det en hidtil overset mulighed. Nemlig at hunnerne ikke er utro, fordi de selv opnår nogen fordel af det, men derimod udelukkende fordi disse variationer har givet de utro hanner mere afkom.
Med andre ord: hunnerne er ikke utro, fordi de selv opnår noget ved det - men udelukkende fordi de har arvet et "utroskabsgen", som har været en fordel for deres mandlige forfædre!
Overført til mennesker betyder dette, at de mange teorier om, hvad kvinder får ud af utroskab (i kraft af muligheden for at vælge "bedre gener" - hvad det så end er? - til deres børn, end deres faste partnere besidder) muligvis skal skrinlægges. Istedet er sagen måske ganske simpelt den, at utroskab kun kommer mændene til gode - men også arves til kvinder.
Naturligvis skal man altid være forsigtig med ukritisk at overføre denne form for resultater fra andre dyrearter til mennesker. Vi kan dermed ikke afgøre, hvordan det forholder sig hos mennesker, før vi også har her identificeret genetiske variationer, der kan spille en rolle for sådan adfærd (hvis dette overhovedet kan lade sig gøre).
Men dette studie peger alligevel med al tydelighed på, at det måske er en god ide at være lidt mere forsigtig med at tilskrive forskellige former for - både menneskelig og dyrisk - adfærd en bestemt evolutionær værdi, når forklaringen i virkeligheden kan være, at det blot er en sideeffekt af noget andet.
I dette tilfælde er sammenhængen ganske klar - at hanners utroskab arves til hunner - men i andre tilfælde sammenhængen måske endda så meget sværere at få øje på.
- TTR, juli 2011.
ORIGINAL-ARTIKEL:
Forstmeier W, Martin K, Bolund E, Schielzeth H, Kempenaers B (2011) Female extrapair mating behavior can evolve via indirect selection on males. Proceedings of the National Academy of Sciences USA, 108: 10608-10613.
