retningslinjer for videnskabelig diskussion

- formuleret af Thomas Thaulov Raab

1. Det må som udgangspunkt altid antages, at videnskabsfolks primære hensigt er at bidrage til den videnskabelige erkendelse - og deres arbejde må kritiseres i samme ånd.

2. Man må som udgangspunkt altid forudsætte forfatteres reelle hensigter, og betragte dem som hædersfolk - med mindre de (ved deres handlinger eller ytringer) har gjort denne antagelse til skamme.

3. Man må som udgangspunkt altid antage, at evt. fejl og udeladelser er sket uden hensigt.

4. Kritik bør udelukkende fremsættes med det formål at korrigere fejltagelser. Kritik bør aldrig være af personlig karakter, og bør aldrig fremsættes udelukkende med det formål at påpege fejl. Det bør derfor altid fremhæves, præcis hvori personen tager fejl - ikke at vedkommende generelt er forkert afmarcheret. Selv en så tilsyneladende "uskyldig" kommentar som: "forfatterens argumenter er utilstrækkelige" bør enten udelades eller ledsages af en nærmere forklaring af, hvad der er udeladt eller mangelfuldt ved forfatterens argumentation.

5. Ligesom det antages at forfatteren har gjort sit bedste for at fremstille sin sag redeligt og ordentligt, er det kritikerens ansvar at gøre sit ypperste for at sætte sig ind i og forstå forfatterens argumenter og tænkemåde. En manglende evne hertil er både forfatterens og kritikerens ansvar. Hvis dette ikke er muligt, anbefales en personlig kontakt til forfatteren, inden kritikken fremsættes. Dette kan forebygge mange unødige diskussioner, formidlet gennem medierne eller tredjemand.

Enhver kritik bør endvidere, for at være ærefuld, være underskrevet med kritikerens navn.

6. Enhver vurdering af et videnskabeligt værk bør så vidt muligt (udover en eventuel kritik) indeholde en fremhævelse af dette værks positive sider (såfremt sådanne eksisterer).

7. Det er fuldt ud acceptabelt udelukkende at omtale et enkelt aspekt af et værk eller en artikel. Når dette sker, der det imidlertid nødvendigt utvetydigt at gøre opmærksom på, at kritikken udelukkende gælder dette enkelte aspekt af det omtalte værk. Alt andet er at vildlede læseren, og at afspore den videnskabelige debat.

8. Personkritik ("at gå efter manden, i stedet for efter bolden") er absolut uhørt og bandlyst, når det gælder debat om videnskabelige emner.

Fremsættes sådan en kritik ikke desto mindre, ophører debatten med at være saglig - og kan lige så vel undlades. En person, som fremsætter en sådan kritik, overtræder dermed ikke blot flere af ovenstående punkter, men kan samtidig (jf. punkt 2) ikke længere betragtes som en værdig samtalepartner.

Disse retningslinjer betyder på ingen måde, at man bør holde sig tilbage med at påtale eller anfægte videnskabelige påstande, som man mener, er forkerte. Snarere tværtimod. Det udsiger blot, at for at denne kritik skal have nogen effekt, er det afgørende at kritikken fremsættes på en sober og etisk forsvarlig måde.

Ovenstående retningslinjer - hvor selvindlysende de end måtte synes - er naturligvis en hensigtserklæring. Vi gør os ingen illusioner om, at de alene garanterer, at undertegnede (eller andre) i et og alt har formået at leve op til disse punkter - selvom dette har været hensigten. I de tilfælde, hvor det måtte vise sig ikke at være tilfældet, må dette derfor hellere end gerne påtales - ud fra de selvsamme retningslinjer, som er gengivet ovenfor.

- TTR.

Ovenstående retningslinjer er løst baseret på et forlæg af Clarence Luther Herrick.