Konrad Zacharias Lorenz (1903-1989)

Næppe nogen anden person i den nyere videnskabshistorie er omgærdet af så modsatrettede opfattelser som Konrad Lorenz.

På den ene side hyldet som den sammenlignende adfærdsforsknings grundlægger, belønnet med videnskabens højeste udmærkelse, Nobelprisen, og af dyrevenner verden over feteret som hovedansvarlig for at have afvist den traditionelle opfattelse af dyr som primitive indlæringsrobotter og for at have bragt studiet af dyreadfærd ud af laboratoriet, ud i dyrenes naturlige miljø og lade beskrivelserne tage udgangspunkt i dyrenes spontane adfærd.

På den anden side tilsidesat af mange nuværende forskere som irrelevant eller eksponent for en forældet videnskabelig praksis - og fordømt for sin tilknytning til nazismen og dens ideologi under anden verdenskrig.

På en gang visionær og banebrydende i sine kompromisløse beskrivelser af selv menneskers adfærd og natur som produkter af vores udviklingshistorie - og latterliggjort for sine (efter visse kollegers mening) naive forestillinger om evolutionens mekanismer.

Af sine elever og åndsfæller fremhævet som et forbillede på grund af sin kompromisløse brug af en induktiv metode, som krævede ofte årelange iagttagelser af dyrene og deres adfærd, før det kunne komme på tale at formulere en brugbar generalisering eller teori, og for sin insistens på at hypoteser og teorier er til for konstant at blive udfordret og revideret - styrket af hans livslange venskab med videnskabsteoretikeren Karl Popper og opsummeret i hans berømte råd om "at forkaste en yndlingshypotese hver dag inden morgenmaden".

Af kritikere fremstillet som en veritabel stivstikker, som var så stålsat omkring korrektheden af sine teorier, at han - selv i lyset af modstridende eksperimentelle resultater - ikke havde i sinde at revidere dem, som anvendte "før-videnskabelige" metoder og ikke bekymrede sig om at teste sine teser eksperimentelt, og som beroede sin overbevisning udelukkende på lejlighedsvise observationer (se: anekdotisk videnskab).

I sin samtid vidt berømmet og berygtet - både indenfor videnskabelige kredse og i den brede offentlighed, hvor mange af hans bøger vandt stor popularitet (også her til lands) - men i nutidens videnskabelige litteratur stort set fraværende, når ikke hans bidrag til videnskaben er reduceret til et par linjer hist og pist om to af hans mest centrale opdagelser: "prægning" og "barneskemaet".

Af venner fremhævet som en kærlig og jovial mand, som altid satte kærligheden til naturen og dyrene forrest - og af historikere bedømt som en nazististisk medløber, som burde have været sat fra sin bestalling efter krigen.

Lorenz fremstår i dag kort sagt mest af alt som en person, som det tilsyneladende er let at have en forudindtaget holdning til - mens det er langt sværere at skaffe sig et bare nogenlunde redeligt overblik over hvad der er op og ned i spændet mellem disse mange yderpunkter.

Uomgængeligt er, at Lorenz' betydning for så godt som alle aspekter udforskningen af dyrs adfærd - og dermed også i videre forstand: menneskets - er kolossal. Selvom den i vidt omfang af ham grundlagte forskningsgren "etologi" er ved at glide i baggrunden (hvis ikke ligefrem i glemmebogen) sammen med Lorenz selv, er der ingen tvivl om (som flere af Lorenz' elever har påpeget gentagne gange) at også flere moderne tiltag i forsøget på at beskrive den evolutionære baggrund for vores adfærd - såsom sociolobiologi og evolutionær psykologi -  står i uløselig, men ofte overset, gæld til Lorenz og hans ideer.

Mens Lorenz' diskussioner af biologien og dens betydning for samfundet i sine senere bøger (herunder særligt "Det såkaldt onde") - måske med rette? - er omgivet af kontroverser, har hans efter eget udsagn vigtigste bidrag til videnskaben - nemlig grundlæggelsen af den såkaldte "evolutionære erkendelsesteori", som forsøger at beskrive menneskets evne til at opfatte og erkende verden ud fra at evolutionært perspektiv - efterladt sig tydelige spor i de senere bestræbelser i samme retning.

Omtrent lige så uomgængeligt er det imidlertid, at mange af de ideer og teorier som Lorenz fremsatte, ikke længere holder vand - i hvert fald ikke i deres oprindelige form: Hans forestilling om motivation som en hydraulisk system, baseret på en form for energi-bevarelse, fremhæves ofte (selvom den oprindeligt var et opgør med en endnu mere naiv forestilling om adfærd som udelukkende styret af udefrakommende stimuli) som et ærkeeksempel på nytteløsesheden af tidligere, forældede teorier. På samme måder er der blevet stillet ikke uvæsentlige spørgsmålstegn ved flere centrale del af hans instinktteori - og de deraf afledte teorier om f.eks. aggressionens væsen.

I lyset af disse mange væsentlige kritikpunkter bliver spørgsmålet dermed, hvordan man vælger at reagere på sådanne uoverensstemmelser? Skal vi forkaste alle Lorenz' betragtninger og teorier som nytteløse, arkivere dem lodret og fraskrive ham enhver betydning for den nutidige videnskabelige udvikling? - eller skal man følge den følge den filosofi han selv åbenlyst gav udtryk for (selv om han måske havde sværere ved at efterleve den i praksis) og i stedet ulejlige os med at påpege hvor han tog fejl - og dermed undersøge om der alligevel i alt badevandet gemmer sig nogle små babyer, som kan give grobund for nye - og mere holdbare - teorier om lighederne mellem dyrs og menneskers adfærd - sådan som flere af hans elever gennem tiden har gjort?

Uanset hvordan man vælger at bedømme - eller om man ligefrem vælger at fordømme - denne usædvanlige person som Konrad Lorenz utvivlsomt var, er der dog en ting man ikke kan komme uden om:

Studiet af dyrs (og dermed også menneskers) adfærd havde aldrig været det samme uden hans entusiastiske og visionære livsværk. Dette gælder i en sådan grad at man med en vis ret kan opdele studiet af dyrs adfærd i tre forskellige historiske perioder: før, under og efter Lorenz.

At benægte (eller undlade at anerkende) den kolossale betydning som Lorenz har haft - også for alle de senere forsøg på at beskrive vores menneskelige adfærd evolutionært - tenderer til videnskabelig uredelighed.

Alene af den grund er Konrad Lorenz selvskrevet til en plads på vores hædersvæg for den sammenlignende adfærdsforskning - på trods af de historiske grunde som gør at man må være forsigtig med generelt at udråbe ham til hædersmand.

[første version17-3-2012]