Hartwig Kuhlenbeck (1897-1983)

Hartwig Kuhlenbeck er en af de mest kontroversielle - men samtidig centrale - skikkelser indenfor den sammenlignende neuroanatomi. Hans kendskab til hvirveldyrhjernen og dens opbygning var af et imponerende omfang og han formåede måske mere end nogen anden - hverken før eller siden - at sammendrage alle de forskellige undersøgelser til en samlet forståelse af hjernen og dens funktioner.

Med Hartwig Kuhlenbeck døde med andre ord "en af de sidste, som kunne overskue hele hvirveldyrhjernen" [1].

Kuhlenbecks enorme viden om hvirveldyrhjernen blev sammenfattet i det kolossale værk "The Central Nervous System of Vertebrates" (1967-1978) i syv tykke bind på til sammen lige under 5000 sider, som udkom i Kuhlenbecks 70. til 81. år - og som stadig er et veritabelt overflødighedshorn af viden om hvirveldyrhjernen og dens opbygning.

Det mest imponerende ved dette værk er ikke kun, at Kuhlenbeck som enkelt forfatter formåede at skrive et værk, som man typisk vil være 20-30 forfattere om i dag - det er også, at langt størstedelen af bogen beror på Kuhlenbecks egne, empiriske studier af hvirveldyrhjernens anatomi. En række af de grundlæggende opdagelser, som Kuhlenbeck gjorde i denne forbindelse, er endog i vidt omfang allerede medtaget i den noget mindre tyske introduktion til hvirveldyrhjernen, som Kuhlenbeck udgav allerede i 1929.

Kuhlenbeck og hans elever i Tyskland, Japan og USA udgår en af de meget få "skoler" indenfor den sammenlignende neuroanatomi, som med god ret kan siges at have foretaget empiriske undersøgelser af hvirveldyrhjerner fra alle klasser af hvirveldyr i alle stadier af deres udvikling. Den eneste anden tradition som kan gøre hævd på dette er den svenske tradition, centreret om bl.a. Bengt Källén - som Kuhlenbeck med vanlig mangel på omsvøb og hensyn til det udbredte videnskabelige rænkespil i sine værker åbenlyst anklager for at have overtaget Kuhlenbecks egne opdelinger og beskrivelser af hjernen - uden at angive kilden [2].

Opfostret som han var i den tyske videnskabelige tradition, centreret omkring universitetet i Jena, endte han på mange måder mellem to stole. I 1933 - året for Hitlers magtovertagelse - følte han sig nødsaget til at forlade sit fædreland, Tyskland, som det beskrives "af verdensanskuelsesgrunde". Selvom han endte med at finde sig et fristed i USA, hvor han slog sig ned i Philadelphia, er det på alle måder den europæiske (og særligt tyske) tradition - bl.a. fra Ludwig Edinger - han viderefører.

Kuhlenbeck var således ikke bleg for at gå ret imod det videnskabelige etablissement i USA - særligt når det gjaldt at påpege de utallige gange amerikanske forskere har taget æren for opdagelser, som allerede var gjort i Tyskland eller Europa, før anden verdenskrig, eller fejlagtige beskyldninger mod europæiske og tyske forskere.

Blandt de opdagelser som Kuhlenbeck selv mente at stå bag eller have været medvirkende til, men som han aldrig fik sin del af æren for, kan tælles så væsentlige opdagelser, som: at cellekernens dna indeholder det genetiske arvemateriale [3], de indlæringsmekanismer som udspringer af ændringer i styrken af forbindelser mellem nervecellerne [4], samt beskrivelsen af feedback-mekanismer i nervesystemet [5].

Kuhlenbecks enorme viden om hjernen og om den videnskabelige tradition begrænser sig ikke blot til hjerneforskningen. Han havde desuden en doktorgrad i filosofi - på baggrund af en afhandling om Arthur Schopenhauer, som han selv betragtede sig som elev af - og var lige så hjemmevant i filosofihistorien som i neuroanatomien. Herom vidner flere store værker, hvor han let og ubesværet - om end med en faglig og saglig tyngde, som kun få kan gøre ham efter - beskæftiger sig med det komplekse forhold mellem vores bevidsthed og den verden, som fysikken beskriver.

Uagtet hans - til tider kontroversielle, men aldrig ubegrundede - kritik af den etablerede videnskabelige elite, var Kuhlenbeck en af hjerneforskningen ubetinget største begavelser, hvis indsats og virke strækker sig helt fra den sammenlignende neuroanatomis indledende faser til den molekylærbiologiske revolution, som blev indledt i sidste halvdel af 1900-tallet. Hans utallige bidrag til videnskaben - anerkendt eller ej - mere end berettiger Hartwig Kuhlenbeck til en plads på vores hædersvæg.

Referencer:

[1] fra Joachim Gerlachs nekrolog.

[2] [K3II:544-546] - ifølge Kuhlenbeck havde Källén delvist held med at fjerne interessen for Kuhlenbecks værk med en påstand om, at Kuhlenbecks opdelinger af hjernen primært var baseret på ventriklernes furer - og kun  tog udgangspunkt i voksne dyr [Källen1951-K3II:546]. Ingen af delene er korrekt.

[3] Dna-opdagelsen [K3I:103-107]

[4] indlæringsmekanismer [K5II:331].

[5] Feedbackmekanismer [K5I:539].

(tallene i kantene parenteser henviset til bind og sidetal i "The Central Nervous System of Vertebrates".)

[første version 18-1-2012]

[ permant link (til denne underside): www.hjernedannelse.dk/1438.aspx ]