hjerneblomst på rygmarvsstængel

skrevet og redigeret af Thomas Thaulov Raab

En af de vigtigste forudsætninger for at forstå hvordan menneskehjernen fungerer, er at gøre sig klart at hjernen først og fremmest er en del af en levende organisme. Dens funktioner er derfor primært udviklet for at tilfredsstille grundlæggende biologiske behov.

Hjernen er dermed først og fremmest organisk.

Et af de klassiske forsøg på at beskrive denne hjernens organiske natur, kan findes hos den danske digter Johannes Jørgensen. Jørgensens debut, digtsamlingen Vers, som udkom i 1887, da han var 21 år gammel, blev således berømt og berygtet for følgende linjer, fra et digt om døden, som beskriver hjernen som en blomst, som over rygmarvens stængel udfolder sine blade:

paa Rygmarvens hvidgraa Stængel skælver

min Hjerneblomsts tankefostrende Blade.

Linjer, som ifølge samtidige kilder vakte "Omtale og Munterhed" og blev opfattet som "forskruede" [1:3/788]. Tidens mest toneangivende kritiker, Georg Brandes, havde også bidt mærke i særligt disse linjer, og han udlod ikke at give Jørgensen sin "ufordelagtige Mening" om dem til kende, første gang de mødtes [2:2/224].

I dette hele taget var netop denne formulering, som opsummerede opfattelsen af, at Jørgensen ikke var lykkedes med sit projekt om at skabe en naturalistisk digtning.

Jørgensen selvdannede ord om "hjerneblomsten" er ikke en enlig svale. I et andet digt, Vaarvers, også fra ungdomstiden, vender billedet med hjernens som en blomst, der blomstrer, tilbage:

I Hjærnens lukte Kedel

en gærende Sejd der koger -

et Bryg med sølvgraa Sollød

som Tøbrudsdages Taager.

Det hvisker for mit Øre,

som Vind i Vaarløv lister -

det bryder i min Hjærne

som i en Knop, der brister.

* * *

Koblingen mellem natur og hjerne havde Johannes Jørgensen, om man så må sige, ikke fra fremmede. Han var på ingen måde ukendt med natur og biologi. Inspireret af de mange naturalistiske tanker, som spredte sig i kølvandet på Darwins offentliggørelse af evolutionsteorien, havde han studeret både zoologi og botanik.

Et studie, som også stemte godt overens med hans daværende overbevisning som ateist.

Som bekendt ændrede dette sig imidlertid senere i hans liv.

Fra den tidlige inspiration af darwinismen og naturen, og fra at være overbevist naturfilosofisk ateist, konverterer han til katolicismen efter besøg byen Assisi. I stedet for sine naturalistiske digte, begynder han i stedet at skrive helgenbiografier, hvor med han opnår verdensberømmelse. Den første om helgenen Frans af Assisi, hvis første bind udkom i 1907, og senere om den hellige Katarina af Siena og den hellige Birgitta af Vadstena.

Han flytter til Assisi i 1915, hvor han bliver æresborger i 1922. Hans liv afsluttes dog hjemme i Danmark, i fødebyen Svendborg (hvor han også opnåede æresborgerskab), hvortil han flyttede i 1952, fire år før sin død.

* * *

Inden for hjerneforskningen er sammenligninger af hjernen med en blomst, som folder sig ud, overraskende sjældne. Overraskende, fordi man ellers skulle mene, at billedet var oplagt. Ikke mindst fordi den nederste del af hjernen siden renæssancen har været betegnet som "hjernestammen" (lat. truncus cerebri), som i en træstamme. Hvad var da mere oplagt, end at der forenden af denne stamme (eller stilk) skulle befinde sig en trækrone eller en blomst? [3:546]

Ser man på nervesystemets udvikling, og i særdeleshed menneskehjernens udviklingshistorie, tegner der sig desuden et tydeligt billede, hvor hjernen, der hos mange af de mere primitive hvirveldyr er væsentlig mindre end rygmarven, langsomt, men sikkert, bliver mere og mere dominerende. Heller ikke helt ulig en blomst, der folder sine blade ud.

Udtrykket hjerneblomst kan dog genfindes i sin franske form, som "fleur de cerveau", hos en af de store ånder i hjerneforskningens historie: den franske zoolog og hjerneforsker Louis Pierre Gratiolet.

Gratiolet udførte omfattende studier inden for den sammenlignende anatomi og udgav blandt andet et nu klassisk værk om flodhestens anatomi. Særlig interesseret var han dog i primaterne og deres hjerner.

Gratiolet var i øvrigt ikke selv ukendt med spirituelle forestillinger. Han indrømmede således åbent, at han troede på sjælens eksistens, som han mente lå hinsides den fysiske videnskabens grænser. Om dette forsøg på at kombinere troen med undersøgelsen og forståelsen er hjernen, kan naturligvis diskuteres.

* * *

I dag er Gratiolet mest kendt for to ting:

1) Han var en af de første til at inddele hjernebarken i de lapper, vi kender i dag. Udover de fire, som vi stadig kender og bruger i dag (pandelappen, isselappen, nakkelappen og tindingelappen), tilføjede han den femte, insula, som desværre ofte glemmes eller overses i de nyere inddelinger af hjernen i "lapper" [4].

2) Hans langvarige diskussioner med Paul Broca, dels om hvor vidt hjernestørrelse har en betydning for vores mentale egenskaber, og dels om forskellige egenskaber er lokaliseret forskellige steder i hjernebarken. Mens Broca i dag er kendt som en af de første fortalere for, at hjernebarken består af særskilte centre med forskellige funktioner, slog Gratiolet til lyd for, at hele hjernebarken var involveret i og kunne udføre langt de fleste af hjernens opgaver, og at det dermed var omsonst at lede efter særlige centre for vores forskellige mentale egenskaber.

En opfattelse, som senere fik betegnelsen ækvipotentialitet.

Denne diskussion kan på mange måder siges at fortsætte helt op til i dag, hvor den stadige søgen efter særlige "centre" i hjernen for forskellige mentale egenskaber, af mange opfattes som en tilbagevenden til den naive opdeling af hjernebarken i forskellige områder, med hver deres adskilte funktion.

* * *

Selvom alle dele af hjernebarken i princippet skulle være lige, var nogle alligevel efter Gratiolets mening tilsyneladende mere lige end andre.

I hvert fald udnævnte Gratiolet (af sine fem hjernelapper) særligt pandelapperne til det sted, hvorfra vores adfærd styres og kontrolleres, som det sted, som står for den overordnede kontrol af hjerne og krop.

Det er i denne sammenhæng, at udtrykket "hjerneblomst" (eller fleur de cerveau) dukker op.

Gratiolet omtaler således pandelapperne som "hjernens majestæt", som en konge, der regerer over sit kongerige, kroppen.

Majestæt - eller netop: hjernens blomst. Det skal naturligvis forstås som det ypperste, det bedste produkt af hjernen, fuldstændig ligesom når vi f.eks. siger "blomsten af Danmarks ungdom".

Også i dette: at netop pandelapperne udpeges til det område af hjernen, som har mest at sige over vores tænkning og adfærd, kan Gratiolet siges at have været forudseende. Det passer jo i hvert fald ganske godt med vores nuværende opfattelse.

Gratiolets gengivelser af flodhestehjernen.

referencer:

[1] P. Hansen (1902) Illustreret dansk Litteraturhistorie. Anden meget forøgede Udgave. 3 bind. Det Nordiske Forlag (Bogforlaget Ernst Bojesen), København.

[2] Georg Brandes (1908) Levned. 3 bind. Nordisk Forlag (Gyldendalske Boghandel), København.

[3] saml. opslaget "Brain Stem" i: VS Ramachandren (2002) Encyclopedia of the Human Brain. Academic Press, New York, side 545ff.

[4] Pearce JMS (2006) Louis Pierre Gratiolet (1815-1865): The Cerebral Lobes and Fissures. European Neurology, 56: 262-264.