HVORFOR DANNELSE?

Når man taler om dannelse i dag, handler det typisk om en af to forskellige ting:

1) om at opføre sig ordentligt, belevent og høfligt, og behandle og omgås andre på en venlig og imødekommende måde, og

2) om at besidde en stor og omfangsrig viden og et godt indblik i kulturhistorien. Det man tidligere betragtede som den "klassiske dannelse".

Vi vil i denne sammenhæng lade det første punkt stå, selvom det naturligvis er af kolossal betydning, og bekymre os om det sidstnævnte.

For spørgsmålet melder jo sig selv: Hvorfor behøver vi overhovedet læse gammel og støvet litteratur, eller kende historiske begivenheder, eller hvordan videnskaben (og dermed vores verdensbillede) har udviklet sig gennem tiderne?

* * *

For at tage første punkt først, så er det svar, som typisk fremføres, at gammel litteratur jo slet ikke er så forældet, som vi ofte (i vores naivitet) tror. Ofte skyldes indtrykket af, at der er tale om gamle, støvede tekster om irrelevante emner, formuleret på et klodset og forældet sprog, i virkeligheden at den måde, man har været vant til at få mange af de store klassikere præsenteret på, har været i oversættelser og udgaver, som nærmest med vilje er skrevet og formuleret på en måde, som lyder bedaget.

I mange tilfælde vil også faktisk opdage, at mange af de emner, som omhandles, slet ikke omtales i et bedaget og kedeligt sprog, men tværtimod udmales med en heftighed og styrke, som stadig virker på os den dag i dag. Som eksempel kan man nævne de latinske digtere Ovids eller Catullus' erotiske værker, som stadig har saft og kraft, Rabelais' altomfattende pruttehumor, eller de islandske sagaers uformidlede vold og humor, for nu blot at nævne nogle få.

Men selvom det betyder, at den blokering, som mange har overfor at give sig i kast med klassisk litteratur, i vidt omfang er misforstået, betyder det så at vi skal læse den klassiske litteratur, fordi også den (i hvert fald lejlighedsvis) er fyldt med både sex, vold, drab eller fysisk humor, som stadig i dag anvendes for at tiltrække vores nysgerrighed og opmærksomhed?

I mine øjne er svaret: nej!

Årsagen til at den klassiske litteratur, vel at mærke den mest vellykkede af slagsens, stadig har relevans for os i dag, er en ganske anden. Den er at stor litteratur ofte omhandler de store spørgsmål. Spørgsmål som "hvem er vi?", hvad er menneskets lod her i verden, og hvordan forholder vi os til den verden, som omgiver os, "hvor kommer vi fra?", hvordan er vi havnet der, hvor vi er i dag, som samfund og som personer, og "hvor skal vi hen?", hvilke drømme er værd at kæmpe for, og hvilke rædsler må man mande sig op til at kæmpe imod?

* * *

Når den klassiske dannelse er så vigtig, er det ikke fordi det beriger os, at kunne gengive kulturhistorien som udenadslære for at imponere andre. Det er fordi, vi som mennesker bygger hele vores verden og vores virkelighed på de grundsten, som vores forgængere har nedlagt for os.

Alle de ting vi tager for givet i dag, er resultatet af tidligere ånders tanker og arbejde, deres evige stræben efter at forstå, hvordan verden hænger sammen.

At skabe et indblik i, hvordan alle disse tanker og ideer er opstået, er første skridt i forståelsen af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Et afgørende skridt for også at kunne besvare det helt store spørgsmål: hvor vi skal hen.

Dette gælder både på det individuelle, såvel som det samfundsmæssige plan.