søgen efter sandheden
- skrevet og redigeret af Thomas Thaulov Raab
Når talen falder på forholdet mellem religion og videnskab i disse år, er det så godt som altid for at fremhæve forskellene mellem de to. I iveren efter at skelne tydeligt mellem disse to forskellige måder at gribe forståelsen af vores verden an på, overser man imidlertid typisk den grundlæggende lighed, som faktisk også eksisterer mellem religion og videnskab.
Fælles for både religion og videnskab, står nemlig et enkelt, grundlæggende udsagn, som ganske simpelt er hele forudsætningen for, at begge kan bedrives. Nemlig: … at der findes en sandhed eller en virkelighed, som vi (i hvert fald delvist) kan afdække og/eller erkende …
Religion og videnskab deler dermed i sidste ende deres grundlag. Og deres egentlige modsætning er ikke hinanden, men derimod forestillingen om, at der slet ikke findes nogen virkelighed eller sandhed, vi kan erkende, men at alt er kaotisk og tilfældigt, uden mål og med (eller afhænger ensidigt af betragteren).
* * *
Uden ovenstående antagelse ville hverken religion eller videnskab kunne eksistere.
Hvis ikke videnskabsmanden troede på eksistensen af en ydre virkelighed (eller i det mindste en fast regelmæssighed i de begivenheder, man kan måle på), som han kan afprøve sine teorier på, ville videnskaben være ramt i sin grundkerne og reduceret til tilfældigt gætteri. Det er kun fordi videnskaben tror på eksistensen af en ydre verden eller en fast lovmæssighed, som kan give svar på de spørgsmål, vi stiller (ved at udføre eksperimenter)*, at den overhovedet giver mening og kan lade sig gøre.
Uden noget at afprøve sine teorier på, ville videnskaben ikke længere være videnskab.
På samme måde ville religionen miste hele sit ståsted, hvis troen på, at der findes en guddom, som - uanset hvor uransagelige dens veje end er - virker efter principper, som i sidste ende er udtryk for en grundlæggende kærlighed og barmhjertighed (eller hvad man nu engang lægger mest vægt på) til verden, blev erstattet af en erkendelse af, at alt foregår tilfældigt og komplet planløst.
Der ville kort sagt ikke længere være tale om religion.
Videnskaben og religionen deler således den måske væsentligste grundantagelse: … at der findes en sandhed eller en virkelighed, som eksisterer uafhængigt af os, og som vi kan afdække og (i hvert fald delvist) erkende.
Forskellen er i virkeligheden blot, hvordan man forestiller sig, at denne erkendelse bør foregå.**
* At videnskaben (og naturligvis i særdeleshed naturvidenskaben) samtidig har været medvirkende til at sandsynliggøre eksistensen af en sådan ydre virkelighed, en "sandhed", som vi kan holde vores teorier op i mod, er for så vidt en anden (men ikke urelateret) sag.
** og som følge heraf naturligvis også hvilket billede af denne virkelighed, man finder frem til.
* * *
Når det gælder spørgsmålet om, hvordan vi kan (og bør) gribe sagen an, når vi ønsker at forstå den verden vi lever i, er der imidlertid ganske alvorlige forskelle mellem religion og videnskab.
Ikke desto mindre er det faktisk sådan, at begge dele - i kraft af deres accept af en virkelighed som rækker ud over det enkelte menneske og dets forestillinger - som udgangspunkt erkender, at vi kun kender en del af sandheden og at den opfattelse, vi har af verden og dens indretning, i princippet kan blive ændret i takt med at vi erkender mere og mere af sandheden.
Inden for videnskaben sker dette, når vi gennem eksperimenter, målinger og gentagne efterprøvninger erfarer noget nyt om verden. Inden for religionen sker det (historisk set) primært gennem åbenbaringer, som typisk er rettet mod en enkelt person, men som senere deles med hele det religiøse fællesskab.
* * *
Der er unægtelig (igen) stor forskel mellem videnskabelig efterprøvning af teorier og guddommelige åbenbaringer. Det er der ingen grund til at benægte, men tværtimod alt mulig grund til altid at huske og altid have med i baghovedet, når man diskuterer forholdet mellem religion og videnskab.
Formår man imidlertid (blot et kort øjeblik) at sætte sine fordomme i parentes og undertrykke de ofte nærmest refleksagtige reaktioner imod det religiøse verdensbillede, som mange nulevende mennesker har udviklet, vil man imidlertid kunne konstatere, at grundlaget for religion og videnskab i vidt omfang er det samme.
Nemlig dette: … at der findes en grundlæggende virkelighed, som man kan erkende, og som man må holde sine egne (indbildte?) forestillinger om verden op imod, hvis man vil kende sandheden. Og at man altid er nødt til at være åben over for at ændre sine egne holdninger og sit eget syn på verden, når man mødes med vidnesbyrd om, at tingene faktisk forholder sig anderledes, end man troede.
* * *
Mens vi er blevet vant til at opfatte videnskaben som sandheden og religionen som indbildning, er sagen faktisk langt mere speget: Både religion og videnskab er et forsøg på at erkende, hvordan verden virkelig er.
Man kan mene om deres fremgangsmåder, hvad man vil. Man kan (i dén grad!) være uenig i de konkrete resultater, som man i hvert enkelt tilfælde kommer frem til. Men i bund og grund er målet det samme: at fatte og forstå verdens indretning (om man så ser dette som Guds skaberværk eller ej).
Dette er blandt årsagerne til, at - i modsætning til i dag, hvor de to typisk betragtes som hinandens modsætninger - religionen faktisk i den europæiske kulturhistorie var medvirkende til at danne grobunden for udviklingen af den moderne naturvidenskab (som med tiden skulle vise sig at blive brugt som et af de stærkeste argumenter imod religionen).
* * *
At religion og videnskab deler deres grundlæggende vilkår med hinanden, nemlig at der findes en sandhed, som vi kan søge at erkende, betyder naturligvis langt fra at de er identiske eller kan erstatte hinanden.
Som vi skal se i de følgende artikler, er der således stor forskel på, ikke blot hvordan de bærer sig ad med at forsøge at erkende verden, men også hvad det egentlig er, de forsøger at erkende.
