om den manglende selvindsigt
"før var jeg indbildsk - nu er jeg fuldkommen" - anonym.
Denne hjemmeside er kun ét eksempel på en generel tendens: Hjerneforskningen er begyndt at fylde mere og mere, såvel i medierne som i vores egne diskussioner, når det handler om at forstå hvem vi egentlig er, og hvorfor vi gør som vi gør.
Det spørgsmål, som man imidlertid ikke bare kan, men også bør stille sig selv, er imidlertid: er det virkelig nødvendigt evigt og altid at blande hjernen ind i det hele?
Kunne vi ikke have en lige så god selvforståelse, uden at beskæftige os med hjernen?
Ville det ikke være fuldt ud tilstrækkeligt blot at sætte os ned og tænke efter, hvorfor vi handler og tænker som vi gør? Eller evt. at spørge andre?
Svaret på disse spørgsmål er imidlertid enkelt.
Selvom vi er i stand - og ofte mere end villige - til at fremkomme med forklaringer på, hvorfor vi handler som vi gør, er der nemlig et lille problem. Dette problem er, at de forklaringer vi fremkommer med, ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med de virkelige motiver bag vores handlinger.
Dette skyldes ikke kun, at vi ofte indretter vores forklaringer efter, hvad vi ønsker andre skal tro om os, frem for hvad vi egentlig mener. Når vi i de såkaldte reality-programmer ser personer udtale sig om deres tanker og følelser er der således ofte mere tale om selviscenesættelse, end selvindsigt. Det skyldes også, at vi ganske simpelt ikke altid har en privilegeret indsigt i, hvorfor vi handler som vi gør.
Dette forhold kaldes - med et fint ord - for "introspektions-illusionen" (eng. introspection illusion): at vi lider af den vrangforestilling, at vi har gennem selviagttagelse eller selvbeskuelse kan opnå en indsigt i bevæggrundene bag vores handlinger, selvom man kan påvise at dette - i hvert fald ikke altid - er tilfældet.
Eller med andre ord: Vi tror vi ved, hvorfor vi handler som vi gør.
Sandheden er imidlertid den simple, at vi ofte tager fejl!
- TTR.
