paradokset

Filosofferne Kant og Schopenhauer - i Kritik af dømmekraften (1790) og Verden som vilje og forestilling (1818) - beskrev karakteren af denne overraskelse nærmere, som noget selvmodsigende eller inkongruent: Et paradoks som modsætter sig en umiddelbar fortolkning, og som resulterer i en modsætning mellem vores hidtidige forestillinger og vores oplevelse af verden her og nu.

De simpleste sproglige eksempler er ordspil, som i forklaringen på hvorfor billardborde er grønne - for at køerne skal føle sig hjemme! Sidste år lykkes det ligefrem for amerikanske forskere at træne en computer i at genkende simple "banke på"-vittigheder [1] (á la "Banke, banke på! Hvem der? Tor! Tor hvem? T(r)or du stadig på julemanden?"), som udelukkende bygger på fonologisk lighed, og som (som ovenstående eksempel tydeligt viser) ofte er nemmere at fremstille på engelsk end på dansk. Pudsigt nok sætter englændere og amerikanere også mere pris på sådanne ordspil, end personer med andre nationaliteter gør. Trods disse fremskridt må vi dog nok indtil videre nøjes med at vores computere er ufrivilligt morsomme.

At inkongruens er nok til at udløse latter er blevet demonstreret ved nogle bemærkelsesværdige forsøg af Göran Nerhardt. En række forsøgspersoner blev bedt om at vurdere vægten af nogle genstande, som de bagefter skulle løfte. De genstande som afveg mest fra forventningerne udløste alle en humoristisk respons, som tilmed var størst når de var tungere end forventet [2]. Uoverensstemmelse mellem forventning og virkelighed synes at være tilstrækkeligt til at udløse humor, med den enkelte tilføjelse at det var en forudsætning at forsøget blev udført i en afslappet, løssluppen atmosfære. Dette sidste er - som vi skal se senere - ikke uden betydning for en samlet forståelse af humorens væsen.

==> videre til "overraskelse og opløsning"