overraskelse og opløsning

Inden for den kognitionsvidenskabelige humorforskning er Jerry M. Suls' totrinsmodel blevet den grundlæggende teori for humorforståelse [3]. Suls' model beskriver humor som en tidsmæssig følge af en inkongruens og en efterfølgende opløsning (som han dog selv kaldte problem-solving). Denne opløsning er det vi traditionelt forstår ved det at 'fatte' en vittighed - at pointen får os til at forstå og fortolke hele vittigheden på helt en anden måde, end vi indledningsvis lagde ud med.

Studier af hjerneskadepatienter har bekræftet Suls' totrinsmodel, og har tillige påpeget en essentiel rolle for højre hjernehalvdel i forståelsen af humor [4]. Patienter med skader i højre frontallap kan bevare evnen til at forstå at en vittighed kræver en overraskelse, en inkongruens. Præsenteret for halvfærdige vittigheder er de i stand til at udvælge en slutning, som indeholder et brud med den læsning, der umiddelbart lægges op til. Men de er ofte ikke i stand til at lave en ny fortolkning af vittigheden når de læser pointen, og heller ikke til at skelne pointer fra nonsens-slutninger [5,6].

Teori og virkelighed følges imidlertid ikke nødvendigvis altid ad. ERP-målinger har således afsløret at de to led i Suls' model forekommer indenfor samme tidsramme [7], hvilket sår tvivl om hvorvidt der er et egentligt tidsligt forløb i forståelsen, eller om inkongruens og opløsning optræder samtidigt. Dette stemmer godt overens med opfattelsen af at pointen i den gode vittighed helst skal komme som en overraskelse, gerne isoleret i et enkelt ord - som i den om de to kannibaler, som er i færd med at spise en hospitalsklovn. Pludselig siger den ene: "Synes du også det smager lidt sjovt?"

==> videre til "mønstereleven"