at gøre nar

Forsøget på at forstå koblingen mellem humor og affekt er gammel som civilisationen selv. Platon og Aristoteles (i Philebus-dialogen og i Poetikken), såvel som en række senere filosoffer, beskrev humoren som vellysten ved at fornedre andre og hævde os selv. Sådanne aggressions-teorier beror sandsynligvis på en forveksling - eller en misforståelse. Der findes to forskellige former for latter, Duchenne og ikke-Duchenne, som styres af forskellige centre i hjernen og udløses i forskellige situationer. Kun den ene form, ikke-Duchenne, synes at være forbundet med social aggression, og ser ud til rent fylogenetisk at være afledt af den "ægte" Duchenne-latter [1].

Sagt diplomatisk betyder det at aggressionsteorierne i hvert fald ikke forklarer humorens oprindelse. Og mon ikke den virkeligt morsomme humor altid er rettet indad, snarere end udad, og mere tjener til at øge det sociale fællesskab i en gruppe, end at påvirke personer udenfor? Eller er det virkelig for at vise foragt for kvinder, snarere end for at styrke os selv i vores mandighed og støtte hinanden i vores evige forundring over det modsatte køn, at vi som mænd af og til må spørge hinanden om ikke der må findes kvindelige hormoner i øl? Hvordan kan man ellers forklare at vi efter indtagelse af flere af slagsen hverken kan køre bil eller holde kæft?

==> videre til "at lette på låget"