at lette på låget

De fleste vil kunne nikke genkende til at latter virker forløsende. Beskrivelsen af humor som en udløsning af ophobet psykisk energi kan spores tilbage til Kant, der beskrev latteren som "en affekt opstået af den pludselige forvandling af en spændt forventning til intet". Lignende forestillinger kan findes hos Freud, som her står i gæld til Herbert Spencer, der inspireret af 1800-tallets forkærlighed for at sammenligne mennesket med en dampmaskine (som lever videre i vores fraser om at "koge over af raseri" eller "få lettet trykket"), beskrev humor som en udløsning af et opbygget damptryk [2].

Omend intuitivt indlysende taler meget imod en sådan opfattelse af humor. Udløsningen af ægte latter, Duchenne-latter, synes ikke at hænge sammen med ængstelse, anspændthed eller neurotiske tilstande [1], men derimod med munterhed - både som karaktertræk og øjeblikkelig sindstilstand [3]. Selvom dampmaskinen er en dårlig metafor for menneskets psykologi, havde Spencer og Freud dog ret så langt, at et ukritisk syn på humor som en positiv følelse risikerer at overse at oplevelsen af det ukendte og potentielt truende er et grundvilkår i humoren [4].

Det skal som bekendt være skidt, før det bliver godt. Før det bliver sjovt, skal det true med at gå galt - som for patienten der modtag følgende brev: "Vi beklager at måtte meddele Dem, at deres hjerneoperation er blevet aflyst, da den ansvarlige neurokirurg har skåret sig i fingeren."

==> videre til "trussel og tryghed"