ydre og indre

Humor som oplevelsen af noget truende i en tryg ramme stemmer fint overens med at det fælles aktiveringsmønster for sproglig og visuelt baseret humor i et studie fra 2007 omfattede amygdala, gyrus cingularis anterior og insula [7]. Klassiske limbiske strukturer, som på hver sin vis er involveret i registrering af potentielle trusler eller fare, reaktion på emotionel og kognitiv konflikt, vores sociale signalrepertoire via ansigtsudtryk, samt indeholder repræsentationer af vores krops og organers indre tilstand (og for insulas vedkommende også aktiveres ved nydelse af chokolade!). Humorens grundkerne skal dermed søges i den balance mellem oplevelsen af ydre fare og indre (eller fælles, social) tryghed og sikkerhed som ledsager latteren, snarere end i de - ofte meget forskelligartede - kognitive mekanismer, som udløser den [8].

At samle viden om potentielle farer (f.eks. rovdyr) er et biologisk grundvilkår som kan genfindes ikke blot hos andre pattedyr, men hvirveldyr i det hele taget. Visse fiskearter udfører f.eks. predator inspection, hvor medlemmer af stimen svømmer frem for at indsamle information om potentielle trusler [9]. Fra familiehunden vil man tillige kunne nikke genkendende til det spontane udbrud af glæde som udløses når noget farligt viser sig at være uskadeligt - f.eks. den mørke skygge på fortovet, som ved nærmere snusen viser sig at være en harmløs sort plastiksæk som blafrer i vinden.

Biologisk set er det fare vi har brug for at vide noget om (for at undgå den), og humoren er en mulig udløber af den grundlæggende motivation til at samle information om det farlige. Måske er det derfor ulykker tiltrækker os som fluepapir - mens humoren udebliver, når vi ser at nogen er kommet alvorligt til skade.

==> videre til "humorens sociale fællesskab"