humorens sociale fællesskab

Den største trussel for mennesket kommer ikke udefra, men fra mennesket selv. Den største fare vi er udsat for er at den sociale ro, borgfreden, skal kollapse. Det sidste skridt i udviklingen af humor skal givetvis søges i primaternes sociale liv [1,10]. Den største trussel mod den sociale ro er (og har altid været) sex, som kan være livsfarligt - hvilket bekræftes af statistikken over jalousidrab - men som samtidig er humorens vigtigste tændstof. Som i lægens referat om at "patienten rapporterer en brændende smerte i penis, som går helt ned til fødderne", eller kvindens udbrud efter samlejet: "Du må være narkoselæge! Hvordan kunne du gætte det? Jeg kunne ikke mærke det mindste!"

Humor er således et nødvendigt biologisk redskab til at navigere i et socialt landskab, hvor vores basale driftsnatur konstant truer med at erodere den sociale stabilitet [1,10]. Humor er samtidig et vigtigt led i udviklingen af evnen til at begå sig socialt, som i eksemplet med manden som klager sig til lægen over sine problemer med at omgås andre mennesker, og som på lægens forespørgsel om, hvor længe dette har stået på, svarer: "Hvad rager det dig, dit indbildske æggehovede!"

Hvem kender ikke de ubekvemme sekunder af tavshed som følger enhver social pinlighed, og som føles som år - før et nådigt medlem af forsamlingen bryder forbandelsen og forvandler situationen til morskab med sin forløsende latter? At være morsom handler kun delvist om opfindsomhed. En god komiker formår at få folk til at føle sig godt tilpas. Når dette først er opnået kan man i bedste fald spille på publikums reaktioner som på et velstemt klaver - som så tydeligt demonstreret af folkekære entertainere som Victor Borge eller Dirch Passer. Derfor er humor selvforstærkende, og det gode humør en effektiv smittekilde.

==> videre til "den humorøse alvor"