indledning

Den, som kun ta'r spøg for spøg

og alvor kun alvorligt,

han og hun har faktisk fattet

begge dele dårligt.

- Piet Hein

Ovenstående er vel nok det mest berømte danske citat om humor. Forklaringen

herpå er uden tvivl, at det gengiver en intuitiv erkendelse af, at spøg, sjov og

humor faktisk kan lære os noget - også om emner, som vi er vant til at betragte

med en helt anden alvor. Denne erkendelse står på flere fronter i opposition til

den videnskabelige tradition, som i stedet ofte har gjort en dyd ud af at "holde

skæg for sig og snot for sig" - ikke kun i den forstand, at videnskabelige

bestræbelser på at forstå humoren og dens væsen langt fra altid har været lige

velsete (Svebak 2000), men også i kraft af opdelingen af videnskaben i særskilte

discipliner med hver sit begrebsapparat, metode og tradition.

Den stigende interesse, vi i disse år oplever i at koble beskrivelsen af f.eks. vores

sprogforståelse med undersøgelser af hjernens funktioner - som også dette bind,

hvis emne er forskellige aspekter af forsøget på at skabe en egentlig

neurolingvistik, er et udtryk for - stiller imidlertid stadig større krav om en

tværfaglig forståelse af de fænomener, som undersøges. Da hjernen primært er et

biologisk organ, hvis vigtigste opgave er at kombinere alle tilgængelige, brugbare

informationer i en samlet bestræbelse på at vælge den biologisk set mest

fordelagtige adfærd, er en samlet forståelse af de forskellige elementers rolle i

denne proces påkrævet for at kunne forstå og fortolke de resultater, som de

stadigt mere detaljerede undersøgelser af hjernens aktivitet fremkommer med.

Dette gælder ikke mindst samspillet mellem de to væsentligste elementer i

hjernens skabelse af den menneskelige virkelighedsopfattelse (Damasio 1994,

1999, 2003) - kognition og emotion.

Som forskningsobjekt giver sproglig humor i denne sammenhæng en enestående

mulighed for at belyse samspillet mellem kognition og emotion, idet den

sproglige - og særligt den skriftsproglige - humor i sin grundform består af

(primært) kognitive mekanismer, som udløser en emotionel respons [1].

==> videre til "humor før og nu"

= = = = = = = = = = = = = = = ( noter ) = = = = = = = = = = = = = = =

[1] At inddrage den emotionelle reaktion i en sproglig/litterær analyse er langtfra

uproblematisk. Der er dels en udbredt mangel på metode, hvorved dette kan

gøres, og dels har der inden for de fleste fag været en traditionel modvilje

mod at inddrage emotionelle reaktioner i analysen af sproglige udsagn, til

fordel for en mere logisk eller stringent systematisk analyse. De to ting

hænger naturligvis sammen, idet manglen på metode i høj grad udspringer af

modviljen mod at beskæftige sig med det emotionelle aspekt af sprog og

litteratur. Inden for mit eget fag, litteraturvidenskaben, opstod denne

modvilje som en reaktion på romantikkens fokus på værkers æstetiske værdi

og blev opsummeret i Wimsatt & Beardsleys (1954) indflydelsesrige essay om

The Affective Fallacy. Denne "affektive fejltagelse" består i at forveksle digtet

med dets resultat ("what it is and what it does" - Wimsatt 1954: 21), og det

vigtigste argument herfor, var en opfattelse af, at værkets kognitive struktur

er almen og generel, mens den emotionelle reaktion, som den udvirker, er

individuel. Når vi taler om humor, er der imidlertid tale om en (forholdsvis)

forudsigelig emotionel reaktion - som endda kommer til udtryk på en

universel og observérbar måde: latter - hvorimod de kognitive mekanismer,

som udløser den, kan variere (endda meget) fra situation til situation.