bevægelsens idé

Om spejlneuronsystemet aktiveres afhænger ikke kun af hvem der udfører den, men også hvordan. Der findes spejlneuroner, der udelukkende reagerer på gribebevægelser rettet mod større objekter - hvor man må bruge hele hånden for at få fat, og spejlneuroner der udelukkende reagerer på gribebevægelser rettet mod mindre objekter - hvor der mere skal bruges finmotorik. Begge af disse typer reagerer kun hvis der er den rette af disse to typer genstande til stede.

Til gengæld kan spejlneuronerne udmærket aktiveres i det tilfælde, hvor aben observerer en anden forsøge at gribe en genstand, men af forskellige grunde rammer ved siden af, eller ikke formår at gribe genstanden. Dette pudsige fænomen kan forklares ved at spejlneuronernes aktivitet ikke afspejler selve bevægelsens udførelse eller dens resultat, men derimod den hensigt der ligger bag forsøget på at udføre bevægelsen.

Eller for at formulere det mere filosofisk: det aben reagerer på og registrerer, er ikke den aktuelle bevægelse, men bevægelses idé eller formål. Aben er med andre ord i stand til, alene ud fra at observere en anden abe eller et menneske udføre en bestemt bevægelse med mere eller mindre held, at forstå og gentage ikke blot selve bevægelsen, men hensigten bag bevægelsen.

Men det stopper ikke her. Lyden af en bestemt handling, f.eks. en nød, der knækkes, eller et stykke papir, som foldes sammen, kan faktisk aktiverespejlneuronerne på samme måde som hvis aben så handlingen blive udført.Spejlneuronerne reagerer altså ikke kun ved iagttagelsen af de bevægelser der indgår i en given handling, men generelt ved forestillingen om en bestemt handling, uanset om denne observeres, høres eller udføres af aben selv. Visse forskere mener at man dermed også skal kigge mod spejlneuronsystemet for at forstå hvordan visse dele af vores menneskelige sprog kan være opstået. Visse ord kan på denne måde være en efterligning af den lyd, som opstår når vi udfører en handling, som f.eks. at KNÆKKE en gren.

==> videre til "næste"