dansen om sproget

Som et yderligere argument for et sådant scenarie kan man også anføre antropologisk vidnesbyrd. Imitation synes således at være en grundlæggende egenskab i menneskelig kultur, og dermed kan dans og bevægelser i bred forstand have været en forgænger for - eller parallel til - sproget. Nogle forskere har ligefrem opstillet en primitiv "grammatik", som ville kunne kommunikeres med bevægelser af hænder, mund eller svælg - og dermed også lyde - som kunne være et startpunkt for udviklingen af et egentligt sprog [1].

Scenariet er altså en vekselvirkning mellem mund og hænder, hvor munden først var det primære (med forskellige bevægelser og udtryk), ledsaget af gestikulationer med hænderne. Siden blev hænderne primære, og munden ledsagende, indtil det endelig blev sproget og sproglydene, som blev afgørende, og gestikulationerne endeligt henvist til en sekundær rolle. Fra dette udviklingstrin blev det så senere muligt at løsrive sproget helt fra afsenderen, som det f.eks. sker med skriftsproget.

Er dette en korrekt forestilling, så udspringer sproget altså primært af kroppens bevægelser og udvikles først senere til at kunne kommunikere (eller ligefrem skabe?) vores mere komplekse tankeindhold. Udsagnsordet, som kendetegner vores handlinger, er dermed det primære.

En sådan forestilling om sproget har naturligvis konsekvenser for vores opfattelse af udviklingen af hele menneskets evne til at tænke og udtrykke sig. Den står på mange måder i kontrast til forestillinger om, at evnen til at tænke og danne sig et billede af verden udviklede sig separat i hjernebarken, og herfra overtog kontrollen med vores taleapparat for at kunne udtrykke sig.

==> videre til "næste"