det komplekse sprog

Ovenstående forestilling står naturligvis ikke uimodsagt, og har da også været genstand for en vis kritik [2]. Det afgørende problem for forestilling om, at vores sproglige evner er udsprunget af spejlneuronerne, er at sproget jo udviser nogle egenskaber, som på mange måder står i kontrast til spejlneuronerne. Blandt disse er to af de vigtigste egenskaber ved sproget overhovedet:

1) at sammenhængen sproglyde og deres betydning er arbitrær - dvs. fastsat pr. konvention, frem for at bestå i f.eks. en efterligning af naturligt forekommende lyde.

2) sprogets syntaks, som er afgørende for det menneskelige sprogs kompleksitet og evne til at videregive komplekse sagsforhold.

Dette er en alvorlig kritik. Skulle man umiddelbart tro, at spejlneuronerne var svaret på, hvordan sproget fungerede, ville vores sprog jo være fyldt med lydmalende ord, som beskriver den lyd det giver, når man udfører en bestemt handling. Det er kun i meget begrænset omfang tilfældet.

Særligt problematisk er det her, at børn er i stand til at lære sammenhængen mellem et ord og en bestemt betydning meget hurtigt, og ikke umiddelbart synes at forbinde disse med naturlige lyde, som ledsager de handlinger de udfører. Hvis dette engang var sådan sproget fungerede, er der i hvert fald sket meget siden - og spørgsmålet er så, om vi kan forstå sprogets virkemåde, uden at forstå denne afgørende forskel mellem et simpelt imitationssystem ("KNÆK" betyder en knækket nød) og det menneskelige sprog.

Selvom man kan genkende en vis struktur i visse former for bevægelser, synes der også nærmest unaturligt langt herfra og til den syntaks, som giver det menneskelige sprog en afgørende fordel frem for alle andre former for kommunikation, vi kender fra naturen. Igen kan man udmærket forestille sig, hvordan man kan oprette en meget primitiv form for kommunikation via spejlneuroner, men er det afgørende ikke netop at forstå, hvordan man kommer herfra og til vores - tilsyneladende medfødte - sans for grammatik?

==> videre til "næste"