Omtanken
Skulle man pege på en enkelt ting, som gør os mennesker til noget særligt, hvad skulle det så være?
Jeg håber ikke, at man her vil tage sig til takke med den oprejste gang. At gå på to ben har sine fordele, javist, men er dog også en noget begrænset lovprisning af menneskets egenskaber - og det kan vel tilmed diskuteres, hvorvidt denne egenskab overhovedet er så særegen for mennesket endda.
Men hvad så med bevidstheden? evnen til selvindsigt? medfølelse? eller kærligheden?
Fælles for alle disse bud er, at vi egentlig ikke rigtig formår at forklare, hvad det egentlig er. Og ikke nok med det: Det synes også som om, at jo tættere vi kommer på en egentlig forklaring af hvad disse egenskaber er og hvordan de fungerer, jo mere ser de ud til at bero på mekanismer, som vi deler med andre dyr.
Skal man fremhæve den ene ting, som mennesket synes at besidde i større udstrækning en noget andet dyr, må det derfor blive evnen til at tænke sig om. Evnen til at overveje de mulige konsekvenser af det, man er i færd med at gøre, allerede inden man har foretaget den indledende handling. En evne, som er forudsætningen for at kunne handle fornuftigt og samvittighedsfuldt.
Eller sagt med et enkelt ord: omtanken.
