empiri og teori

- skrevet og redigeret af Thomas Thaulov Raab

At religion og videnskab deler et fælles grundlag, nemlig troen på at der findes en sandhed, som man (i det mindste delvist) kan erkende, har også betydning for deres udvikling.

Ofte sættes der den forskel mellem religion og videnskab, at mens førstnævnte tager udgangspunkt i overleverede sandheder, beror sidstnævnte på empiriske vidnesbyrd. Dette er for så vidt også ganske korrekt.

Overdriver man fokus på denne simple forskel, kan det imidlertid også lede til misforståelser.

* * *

Selvom moderne videnskab beror på empiri i den forstand, at al den viden man besidder i sidste ende skal bekræftes af empiriske undersøgelser for at være en del af det videnskabelige verdensbillede, og sådanne efterprøvninger var med til at etablere den moderne videnskab som et modsvar til det religiøse verdensbillede, er det vildledende at tro, at videnskab udelukkende beror på observation og måling.

For langt de fleste videnskaber gælder det, at disse målinger skal sættes i relation til en samlet opfattelse af verden, og langt de fleste videnskabelige resultater er opstået som efterprøvninger af hypoteser og teorier, som videnskabsfolk har udtænkt på baggrund af teoretiske overvejelser, ikke blot og bart som tilfældige måleresultater, som har åbenbaret en ny sandhed.

Uden en bagvedliggende teori er empiriske undersøgelser ikke andet end uendelige rækker af tilfældige og usammenhængende observationer, som ikke har nogen synderlig relevans til hinanden - eller til noget som helst andet for den sags skyld.

Empirisk videnskab forudsætter dermed et teoretisk fundament, for overhovedet at fungere.

* * *

Baggrunden for den religiøse opfattelse er verden er også, at der ligger en eller anden form for orden bag verdens indretning, og at de enkelte dele af sandheden dermed bliver nødt til at være i overensstemmelse med både sig selv og med de andre dele af denne samlede opfattelse af verden.

En religiøs opfattelse af verden tager derfor typisk udgangspunkt i, at der findes en sammenhængende orden i den måde, hvorpå verden er konstrueret - og at denne orden er internt konsistent, dvs. uden grove selvmodsigelser.

Historisk set har man typisk forsøgt at fremstille sin egen version af denne verdensorden ud fra de inden for hver religion hellige skrifter og forsøgte at udlede logiske og konsistente forestillinger om verden herfra. Kort sagt: at konstruere et sammenhængende verdensbillede.

Dette gælder også for kristendommen og dens rolle i den europæiske historie, og dermed også dens betydning for udviklingen af den moderne videnskab. Den oprindelige udforskning af verden beroede således på lysten til at erkende og forstå Guds skaberværk.

Uden den udvikling af logik og argumentation, både sproglig og matematisk, som foregik inden for middelalderkirkens skolastik (som ellers typisk fremstilles som højborgen for dogmatisk og forstokket tankegang), ville den moderne videnskab sandsynligvis slet ikke have kunnet udvikles.

Den ville ganske simpelt have manglet et tilstrækkeligt solidt teoretisk argumentationsgrundlag, som tillod at man kunne bruge de empiriske undersøgelser som vidnesbyrd om verdens indretning.

* * *

Teoriens betydning for den empiriske videnskab er særligt tydeligt, netop når det gælder nogle af de videnskaber, som i særdeleshed har været med til at drive den videnskabelige revolution. Herunder ikke mindst den moderne fysik, hvor de empiriske forsøg i dag stort set udelukkende fortolkes på baggrund af komplicerede teorier og ligninger, hvis indre konsistens er afgørende for fortolkning af målinger og forsøgsresultater.

En regnefejl kan således være lige så ødelæggende for resultatet, som en fejlmåling.

Bag denne brug af teorier, matematiske ligninger og beviser, ligger der imidlertid en antagelse, som blot sjældent udsiges direkte: nemlig at verden ikke blot findes uafhængigt af os, men at den også opfører sig på en forudsigelig og konsistens måde.

Det vil sige, at hvis man udfører den samme handling (under kontrollerede forhold) gang efter gang, vil man få det samme resultat. Uden denne grundlæggende antagelse (som ganske rigtigt svarer til de empiriske iagttagelser, men som strengt ikke kan efterprøves empirisk), ville moderne fysik ganske simpelt ikke kunne lade sig gøre.

Denne forudsigelighed har man døbt "naturlovene": love, der adskiller sig fra enhver anden form for love, vi ellers kender, ved at man ikke selv (og naturen heller ikke) kan vælge om, hvor vidt man overholder dem eller ej.

Brydes en af naturlovene får man ikke en straf. Men får tværtimod en belønning, og "loven" må skrives om. Hele omdrejningspunktet for den moderne videnskab er således, at den beror på en overbevisning om, at verden opfører sig på en forudsigelig og fastlagt måde, hver gang man foretager sig noget bestemt.

* * *

Selvom de har et helt andet udspring, og der drages en helt anden konklusion af de to, har denne overbevisning om verdens grundlæggende tilregnelighed en tydelig parallel i den religiøse overbevisning om, at alt ikke sker tilfældigt, men derimod efter en vis orden.

Videnskab og religion deler dermed ikke blot den grundlæggende overbevisning om, at der findes en sandhed som er uafhængig af os, og som vi kan lære at kende. De deler også overbevisningen om, at man kan opstille en sammenhængende beskrivelse af denne virkelighed, som er konsistent med sig selv.

Dette er ikke blot tilfældet for religionen, hvor det er udtryk for en guddommelig orden (eller harmoni), men også for videnskaben, hvor det er en forudsætning for at man overhovedet kan opstille love, regler og udføre eksperimenter.

* * *

At to af de grundlæggende antagelser deles af religion og videnskab, betyder imidlertid langt fra, at man kan betragte dem som identiske eller ligeberettigede.

Hvor vidt man kan bruge deres svar eller deres forestillinger til noget, handler imidlertid ikke blot om, i hvor høj grad man har tiltro til, at de (på hver deres måde) formår at afdække en flig af den grundlæggende sandhed eller virkelighed, som begge har som forudsætning.

Det afhænger også af, hvad man egentlig ønsker at vide noget om. Hvad man spørger om, så at sige.