adfærdsøkologi
Adfærdsøkologi (eng. behavioral ecology) er en biologisk disciplin, som gennem de seneste årtier har opnået stor udbredelse og popularitet. Så stor at den i dag er en af de mest udbredte tilgange til studiet af dyreadfærd.
Hovedtanken bag adfærdsøkologien kan opsummeres ved at analysere dens navn:
"adfærd" (eng. behavior) - henviser til at man primært (hvis ikke ligefrem udelukkende) tager udgangspunkt i den del af dyrenes adfærd, som kan iagttages udefra - og ikke i de fysiologiske mekanismer i hvert enkelt dyr, som udløser denne adfærd. I denne forstand er arven fra den såkaldte behaviorisme tydelig.
"økologi" - er et begreb som oprindeligt blev indført af den tyske biolog Ernst Haeckel som betegnelse for samspillet mellem et dyrene og deres omgivelser - herunder også andre levende organismer - som udgør det miljø som er afgørende for dyrenes overlevelse.
Adfærdsøkologien er således en beskrivelsesform, der primært beskriver dyr og deres tilpasninger i forhold til deres omgivende miljø - helt i overensstemmelse med en af grundtankernerne i Darwins evolutionsteori.
Adfærdsøkologiens fordele:
I adfærdsøkologien tages i praksis altid udgangspunkt i dyregruppers adfærd, frem for enkeltindividers. Typisk foretager man studier af større grupper af dyr, hvorefter resultaterne behandles statistisk.
Dette giver mulighed at lave en overordnet beskrivelse af en bestemt dyrearts reaktioner i og tilpasninger til det omgivende miljø. Et nyttigt redskab hvis man f.eks. vil regulere en større dyrebestand eller vil beskrive en dyrearts reaktioner på forandringer i levevilkår eller levesteder.
Adfærdsøkologiens ulemper:
Adfærdsøkologiens fokus på gruppen frem for individer og ydre adfærd frem for fysiologiske mekanismer er samtidig dens akilleshæl. Beskrivelsen af dyrs adfærd ud fra en større dyregruppes gennemsnitlige reaktioner på forandringer i levevilkårene har således en pris.
Denne pris er at adfærdsøkologien strengt taget intet fortæller os om, hvordan de forskellige former for adfærd udløses og reguleres i hvert enkelt individ.
Er man udelukkende interesseret i det overordnede forhold mellem en dyreart og det miljø den lever i (og af), er adfærdsøkologien således velegnet til formålet.
Ønsker man derimod at forstå og beskrive de egentlige mekanismer bag dyrenes individuelle adfærd er adfærdsøkologien ikke meget bevendt. Tværtimod risikerer man - hvis man anvender adfærdsøkologiens metoder til dette formål - hurtigt at komme galt afsted.
[første version 19-2-2012]
