kulturdyret
Forholdet mellem natur og kultur er en af kulturhistoriens helt gamle travere, som har sat sig tydelige spor i både filosofi, religion og videnskab. Selvom mennesket i bund og grund er et produkt af begge, fremstilles natur og kultur stadig i dag typisk som modsætninger. Dette er delvist videnskabens skyld, som ikke har vist sig i stand til at levere et samlet billede af mennesket, som forener natur og kultur. Skal fremtiden råde bod på dette, er det først nødvendigt at gøre sig klart, hvorfor det ikke allerede er sket.