sproget i spejlet
En af de tilbagevendende udfordringer inden for videnskaben er at forklare, hvordan det menneskelige sprog er opstået. Sproget og dets mange nuancer har til alle tider været opfattet som en af de væsentligste faktorer, som adskiller mennesker fra dyrene. Forståelsen af sproget og dets oprindelse er dermed samtidig et vigtigt skridt i forståelsen af, hvad der gør os til mennesker. Et af de seneste forsøg på at forstå sprogets udvikling tager udgangspunkt i en særlig form for hjerneceller - de såkaldte "spejlneuroner".
Sprogets udvikling har ikke kun betydning for forståelsen af, hvad der adskiller mennesket fra dyrene. Hvis det lykkes at skabe en klar forestilling om, hvordan sproget er udviklet, er det samtidig en stor mulighed for at man vil kunne bruge denne viden til at besvare endnu et af de spørgsmål, som videnskaben længe har kæmpet med, nemlig: hvordan sproget er bygget op og fungerer. Kort sagt: hvordan vi ved hjælp af sproget er i stand til at gøre vores hensigter og tanker forståelige for andre.
At afdække sprogets udvikling er imidlertid ikke nogen let sag. Der er utallige forhindringer og desværre er mange af de forsøg der rent faktisk er blevet gjort på at forstå eller beskrive sprogets udvikling, ofte baseret mere på gætterier og fornemmelser, end på fakta. Vil man have succes med at få et mere håndfast greb om sprogets udvikling, må man derfor gøre sig klart at alle kneb gælder!
Der er da retfærdigvis også mange forskellige tilgange til dette spørgsmål, som gennem årene har båret frugt. Denne artikel omhandler imidlertid ikke alle disse forskellige forsøg på at beskrive sprogets udvikling, men koncentrerer sig om en enkelt vinkel, nemlig: den mulige rolle som spejlneuronerne spiller for sproget.
