D-vitamin mangel

d_vitaminEngang i begyndelsen af 2000'erne offentliggjorde et fransk forskerhold fundet af en fossilleret kranieskal. Kranieskallen var fra Tchad, og hvis fortolkningen af det nye fund var korrekt, skulle menneskets udviklingshistorie skrives om. Allerede to dage efter offentliggørelsen var der et konkurrerende forskerhold, der udtalte deres skepsis. Skulle de, det konkurrerende forskerhold, være helt ærlige, så mindede den hovedskal, som kollegerne havde fundet, mest af alt om kraniet fra en ung hungorilla. Desværre. Det mindede dem overhovedet ikke om kraniet fra en forfader, og da slet ikke om en forfader, der kunne være ældre end den forfader, de selv havde fundet et år tidligere.

Meget tyder på, at den fremførte skepsis ikke var helt saglig. Inden for de fleste videnskabelige discipliner har forfængeligheden og det personlige fjendskab sin helt særlige betydning, og noget sådan har sikkert spillet ind her. Hvorom alting er, illustrerer uenigheden ganske godt, at det er en vanskelig sag at kortlægge menneskets udviklingshistorie. Det er så lidt, vi egentlig ved, men få ting står fast, og en af dem er, at mennesket stammer fra Afrika. Hele menneskets udviklingshistorie har udspillet sig i Afrika. Det moderne menneske er født i Afrika, og herfra har det spredt sig over hele kloden. Menneskets ædle stamfader var en sort afrikaner. Den eneste grund til, at vi europæere er hvide, er manglen på sol i det kolde nord. Solens stråler omdanner provitaminer i huden til D-vitamin. Er der for meget pigment i huden, kan dette ikke ske. For at undgå D-vitamin mangel måtte evolutionen derfor blege huden på de første sorte indvandrere.

At mennesket stammer fra Afrika er vigtig viden. Ved man ikke det, kan man tage så grueligt fejl. Helt galt gik det for nazisterne. De baserede en hel ideologi på en fejltagelse. Nazisterne lagde megen vægt på det der med race, men de kunne ikke finde ud af det. De rodede rundt i begreberne, og de tog fejl. Nazisterne havde opfundet et begreb, de kaldte "den ariske race", og et af grundelementerne i nazisternes ideologi var, at denne "race", den ariske, var alle andre "racer" overlegen. På baggrund af fejlbehæftet tysk videnskab fra begyndelsen af forrige århundrede, troede nazisterne således, at det tyske folk var direkte efterkommere fra neandertalerne. Og det var de stolte af. Nazisterne mente, at neandertalerne var noget af det mest benhårde. Neandertalerne var, troede nazisterne, blevet hærdet af de barske liv i istidens Europa. Naturen havde sørget for, at de svage individer var blevet sorteret fra. Neandertalerne var et folk, hvor kun de ypperligste individer havde overlevet. Neandertalerne var fortidens herrefolk. Og fra dette stolte folk udsprang "den ariske race". Nazisternes "videnskabelig" forklaring på det tyske folks overlegenhed var det direkte slægtskab til neandertalerne. En besnærende forklaring som ikke desto mindre var forkert fra start til slut.

Nazisterne tog fejl. Vi stammer alle fra Afrika. Vores fælles forfader var sort og kom fra Afrika. Sådan er det. Simpelthen. Ikke engang baggrunden for deres latterlige raceteorier kunne nazisterne finde ud af. Skulle der i Greve eller andre steder stadig være mennesker med hang til raceteorier, så er det altså tid for revision. For det er ikke den hvide "race", der repræsenterer den tætte kontakt til fortidens supermennesker, det er afrikanerne, det sorte folk, der er tættest på fortidens supermennesker. Bruges nutidens viden som udgangspunkt for nazisternes tankegods, så er det det afrikanske folk, der er herrefolket. Tænk lige på det!

Denne tekst baserer sig delvist på informationer fra Peter K.A. Jensens fremragende bog: Menneskets oprindelse og udvikling (Gyldendal 2005). Bogen anbefales atter.

Copyright: Peter Lund Madsen

(Sidst ændret 15. marts 2012)

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS