Hjernekassen på P1 2019-2020

Tidligere udsendelser kan downloades som podcasts ved at gå ind på:

https://www.dr.dk/lyd/p1/hjernekassen-pa-p1

 

Hjernekassen på P1 den 28. december 2020. Sorte huller.

Sorte huller er ekstremt kompakte objekter i universet med en enormt stor tiltrækningskraft. Sorte huller har så meget tyngdekraft, at de trækker alt, som kommer i nærheden ind imod sig.

Et sort hul dannes, når en kæmpestor stjerne, 8-250 gange tungere end solen, dør i en gigantisk eksplosion - kaldet en supernova. Når en stor og tung stjerne dør, kastes de ydre dele af stjernen ud i rummet, mens de inderste dele falder sammen og bliver til et sort hul. Når vores egen sol engang dør, er den slet ikke stor nok til at blive til et sort hul, så skulle den have været mindst otte gange større, end den er.

På grund af tyngdekraften er sorte huller presset så meget sammen, at de nærmest ingenting fylder. Hvis Jorden havde samme tæthed som et sort hul, ville Jorden være på størrelse med en sukkerknald.

Hvis der er sorte huller i din viden om universets mystiske sorte huller og tyngdekraften, så lyt til udsendelsen med Niels Bjerrum og Niels Bohrs oldebarn, lektor Niels Emil Jannik Bjerrum-Bohr, Teoretisk Partikelfysik og Kosmologi, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 21. december 2020. Jul.

Sidste år ved juletid fortalte en 10-årig dreng sin faster, at han var den eneste af drengene i sin klasse, som så julekalender i fjernsynet. Han kunne ikke forstå det, for den eneste begrundelse, drengene havde, var, at det var man for gammel til, når man gik i 4. klasse. "De har ikke set et eneste afsnit. De aner ikke, om de vil kunne lide Tinka og Kongespillet. Men jeg er ligeglad, for jeg synes, den er enormt spændende."

Mod til at være den, man er, kan være svært, især i de yngre år. Men det er helt i orden at skille sig ud fra mængden, så længe det ikke skader andre.

I juleprogrammet medvirker Poul Nesgaard, som godt tør være anderledes, og julemanden, der i hvert fald ikke er bange for at være Ander(s)-ledes.

 

Hjernekassen på P1 den 14. december 2020. COVID-19 i hele verden.

Selv om der er flere forskellige vacciner mod ny coronavirus (SARS-CoV-2) på vej, er det fortsat vigtigt at huske at beskytte sig selv og andre ved at følge rådene om: at vaske hænder eller bruge håndsprit, at hoste eller nyse i ærmet, at bruge mundbind, at være omhyggelig med rengøringen, at begrænse den fysiske kontakt­ - holde afstand, undlade håndtryk, kys og kram. Og at gå i selvisolation, hvis man har sygdomssymptomer, er testet positiv eller været i nær kontakt med en smittet person.

I dagens udsendelse kommer Jette Holt, hygiejnesygeplejerske, Statens Serum Institut, med råd om god håndhygiejne og information om anvendelse af mundbind. Og hvordan vi kan efterleve de generelle råd i julen.

Corona-situationen er meget forskellig rundt omkring i verden, hvilket Flemming Konradsen professor ved Afdeling for Global Sundhed, Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet, og bestyrelsesmedlem i Poul Due Jensens Fond, belyser i programmet med konkrete eksempler fra lande i nord, syd, øst og vest.

I udsendelsen pointerer Flemming Konradsen, at vi hertillands alle yde et bidrag til at begrænse COVID-19 ved at opretholde en god hygiejne. For det er den bedste måde, hvorpå vi kan beskytte os selv og alle andre - også mod andre smitsomme sygdomme.

Flemming Konradsen har i over 25 år arbejdet med global sundhed. Hans forskning har haft fokus på miljømæssige faktorer, som påvirker udbredelsen og kontrollen af malaria, denguefeber og andre sygdomme, som spredes via myg. Han har også stor viden om effekten af manglende vand, håndtering af spildevand og sanitet, og hvilken betydning dårlig hygiejne har for folkesundheden. Flemming Konradsen er desuden ansvarlig for en række projekter inden for forsknings- og undervisningskapaciteten i lav- og mellemindkomstlande.

 

Hjernekassen på P1 den 7. december 2020. Danmarks Tekniske Museum.

Danmarks Tekniske Museum har eksisteret siden 1911. Museet blev grundlagt af Håndværkerforeningen i København og Industriforeningen (i dag Dansk Industri). Dengang holdt museet til huse på Polyteknisk Læreanstalt (i dag Danmarks Tekniske Universitet) i København, men i 1965 flyttede museet til Helsingør. Danmarks Tekniske Museum blev stiftet på basis af ældre teknologiske samlinger bl.a. fra den store industriudstilling i 1888 i København. Siden da har Danmarks Tekniske Museum fået mange væsentlige samlinger tilføjet eksempelvis fra Polyteknisk Læreanstalt, Danmarks Flyvemuseum i Billund, Museum for Zone-Redningskorpset og Patentdirektoratets samling af modeller.

Udstillingerne på Danmarks Tekniske Museum skriver sig ind i en større international fortælling og vidner om, hvad mennesket har været i stand til at frembringe. Hensigten med museets store samling (ca. 30.000 genstande) er dels at bevare, dels at formidle den tekniske kulturhistorie, som har sat sit præg på danskernes liv i mere end 100 år.

Museumsinspektør Torkil Adsersen fortæller i Hjernekassen om teknologiske opfindelser.

 

Hjernekassen på P1 den 30. november 2020. Valdemar Poulsen.

Vi mennesker har kontinuerligt indsamlet viden om verden og givet den videre til de næste generationer. Vi samler viden sammen og ændrer vores egne livsbetingelser. For hver generation er det en ny verden, vi afleverer til vores efterkommere. Og det er en proces, der accelererer konstant. Vi opfinder maskiner, der kan oplagre viden, processen går hurtigere og hurtigere, og i disse år er det hele ved at komme op i en grænseoverskridende hastighed.

I fortællingen om udviklingen af radioteknologien i perioden fra 1820 til 1920 er der et par håndfulde personer, der træder særligt frem.

Forfatter, cand.scient. Lise Bock har i bogen Buen og gnisten. Pionererne fra radioens barndom (Gyldendal 2017) valgt at beskrive følgende personer.

"Fysikerne: Danskeren H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen i 1820. Englænderen Michael Faraday opdagede induktionen i 1831. Tyskeren Heinrich Hertz påviste eksistensen af radiobølgerne i 1888.

Opfinderne: Italieneren Guglielmo Marconi udviklede gnistsenderen i 1896. Danskeren Valdemar Poulsenopfandt det magnetiske lageringsprincip i 1898 og buesenderen i 1903. Canadieren Reginald Fessenden og svenskeren Ernst Alexanderson udviklede alternatoren i 1906. Amerikaneren Lee de Forest opfandt radiorøret i 1906 og forstærkeren i 1912. Danskeren Peter L. Jensen opfandt sammen med amerikaneren Edwin Pridham højttaleren i 1915.

De øvrige: Australieren Cyril Elwell introducerede buesenderen i USA i 1909. Amerikaneren Woodrow Wilson var USA's præsident fra 1913 til 1921. Danskeren Lauritz Melchior var operasanger." (side 13).

Sidstnævnte Lauritz Melchior blev i 1920 den første mand, hvis sang med radioteknologiens hjælp kunne høres over hele Jorden.

I udsendelsen fortæller Lise Bock om opfinderen Valdemar Poulsen (1869-1942), som i sin samtid blev kaldt for "Danmarks Edison". I dag anvendes Valdemar Poulsens lagringsprincip bl.a. i harddiske og i magnetstriben på kreditkort. Og buesenderen blev i år 2000 af Ingeniørforeningens medlemmer kåret som 1900-tallets største danske ingeniørbedrift.

 

Hjernekassen på P1 den 21. november 2020. Sejerø i stenalderen.

Arkæologiske udgravninger vidner om, at Sejerø har været beboet siden stenalderen. Fundene viser, at øboerne gennem mange hundreder år har valgt de samme bopladssteder.

For ca. 6000 år siden, på overgangen mellem jægerstenalder og bondestenalder, var Sejerø opdelt i småøer gennemskåret af et slags lavvandet sund. Naturforholdene her har været optimale for datidens jæger-fiskerbefolkning, som bosatte sig langs kysten.

I den nordlige udkant af Sejerby blev der i 1980 fundet en boplads, som viste bosættelsesspor fra forskellige stenalderperioder.

Bopladsaflejringernes ældste lag indeholdt store mængder af patineret flint fra den sene Ertebøllekultur (ca. 4500-4200 f.v.t.) - tiden lige inden bondestenalderen. I den tidlige bondestenalder videreførte øens beboere jæger- og fiskertraditioner fra Ertebølletiden, og overgangen til agerbrug skete gradvist i de følgende århundreder. Fra den tidlige bondestenalder har man fundet en sleben tyndnakket flinteøkse udviklet til træfældning, så jorden kunne dyrkes (ca. 3800-3600 f.v.t.). Fra senere bosættelser på stedet er der bl.a. blevet fundet grubekeramik og flækkepilespidser (ca. 2900-2800 f.v.t.), fra den mellemste bondestenalderperiode tyknakkede flinteøkser og fra stenalderens slutperiode (dolktid ca. 2400-1700 f.v.t) en kornsegl. (Kilde: Mere om Sejerøs forhistorie af Lars Kempfner-Jørgensen og David Liversage).

For at blive klogere på stenaldertilværelsen har jeg inviteret lektor Rune Iversen, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, med til Sejerø, som ligger i Kattegat mellem Sjællands Odde og Røsnæs.

 

Hjernekassen på P1 den 16. november 2020. Den digitale tidsalder.

Som ledende næstformand for den nye Europa-Kommission har Margrethe Vestager fået til opgave bl.a. at fastlægge den strategiske retning for et Europa klar til den digitale tidsalder.

Strategien har tre hovedelementer: 1. Et klimaneutralt kontinent i 2050. 2. Sørge for den bedste brug af digital teknologi. 3. Sikre en økonomi, som arbejder for borgerne.

Hvervet ligger i naturlig forlængelse af Margrethe Vestagers arbejde som EU's konkurrencekommissær, hvor hun har fokuseret sin indsats på de digitale virksomheder, da de i høj grad former vores verden i disse år.

Vestager har arbejdet for at skabe, hvad hun betegner som fair konkurrenceforhold i et Europa med, hvad betegnes social markedsøkonomi - en type kapitalisme, hvor markedet tjener borgerne. Det indebærer, at store digitale virksomheder har et særligt ansvar, f.eks. er det ikke i orden, at de digitale virksomheder i gennemsnit kun betaler ni procent i skat i EU, mens andre virksomheder betaler 23 procent.

Forenklet sagt handler digitaliseringen af Europa om, at den digitale teknologi skal være med til at hjælpe os med at finde løsninger til at håndtere klimaudfordringerne, skabe nye muligheder for produktion, handel og kommunikation samt et bedre sundhedsvæsen og en god økonomi til gavn for hele befolkningen.

Lyt til udsendelsen og hør, hvad Margrethe Vestager har at sige om den digitale tidsalder.

 

Hjernekassen på P1 den 9. november 2020. Børge Outze.

Dagens gæst, journalist Alex Frank Larsen, er aktuel med bogen Nyheder på liv og død - I sporene efter Danmarks største journalist gennem det besatte København (Forlaget Gonzo 2020).

Tidligere har Alex Frank Larsen sammen med historiker Ole Lange skrevet biografien Outze - Reporter - Redaktør - Revser (Informations Forlag 2010), og nedenstående tekst er baseret på oplysninger fra denne bog, der er forsynet med mange fotografier, som er med til at levendegøre den detaljerede beretning om grundlæggeren af dagbladet Information Børge Outzes liv og levned.

Børge Outze blev født i Odense i 1912. Hans mor tog sig af hjemmet, hans far var skolelærer og underviste i fagene dansk, naturhistorie og geografi. Forældrene var radikale, og faren var aktiv i lokalpolitik.

Allerede som 11-årig vidste Børge Outze, at han ville være journalist. Han viste også tidligt, at han kunne noget med ord. I skolen blev hans fristile gerne læst højt som inspiration for de andre elever. Og som 14-årig startede han et skoleblad. Børge Outze brød sig ellers ikke om at gå i skole, og han brugte kun tid på de fag, han ville få brug for som journalist, og udfordrede lærernes undervisningsmetoder.

Efter realeksamen 1928 begyndte den 16-årige Børge Outze som journalistelev på den radikale avis Fyns Venstreblad. Her var han i lære i to år, efterfulgt af seks år som lokalreporter. Han lærte faget til bunds ved at skrive om småt og stort. Arbejdsdagene var lange; fra klokken 11.00 om formiddagen og ofte til langt ud på natten.

Arbejdet på avisen blev afbrudt i en periode fra september 1934 og frem, hvor Børge Outze aftjente sin værnepligt som militærnægter i Kompedal-lejren i Jylland. At skulle grave huller, fælde træer, slå sten til skærver, huede ham ikke, det var spild af tid. Men på grund af sygdom blev han hjemsendt før tid og kunne fortsætte sit virke som journalist.

I 1935 blev han gift med Ruth Lillevang, og året efter flyttede parret fra Odense til København, da Børge Outze blev tilbudt ansættelse ved det konservative dagblad Nationaltidende som politireporter og redaktionssekretær. Eftersom han havde været militærnægter, måtte han ikke beskæftige sig med politisk stof.

Børge Outze havde helt fra barndommen af holdt et vågent øje med udviklingen i Tyskland. Det, han så ved selvsyn under sine ferier i Tyskland, og det, han læste, foruroligede ham. Outze var ikke ene, mange fulgte situationen med bekymring, heriblandt nogle af hans nye kollegaer.

Under den tyske besættelse (1940-1945) blev den danske presse underlagt censur, og mange illegale blade så dagens lys. Børge Outze rapporterede flittigt "forbudte" nyheder til en række illegale blade bl.a. Frit Danmark. Han var med til at etablere en illegal pressetjeneste, og fra den 1. august 1943 var Outze "bureauchef" for Information, modstandspressens nyhedsbureau, som videreformidlede oplysninger, som ikke måtte trykkes i aviserne. Nyhedstjeneste blev hurtigt kendt, og selv kongehuset holdt sig orienteret gennem Information, som blev leveret til hoffet pr. kurér.

Information forbigik heller ikke Gestapos opmærksomhed. Og i februar 1944 stillede de på Nationaltidende for at hente Børge Outze og to af hans kollegaer, men da var de allerede gået under jorden. Information fusionerede med Nordisk Nyhedsbureau, og Børge Outze kunne koncentrere sig om at skrive artikler. Hans artikler fra det besatte Danmark nåede langt ud over landets grænser og blev omtalt i andre landes aviser. I 1944 blev Outze arresteret af tyskerne, men på mærkværdig vis lykkedes det ham at narre tyskerne til at slippe ham fri, så han kunne flygte til Sverige.

Selv om arbejdet var yderst farligt, og adskillige af de involverede i modstandspressens arbejde mistede livet, fortsatte det illegale blad med at udkomme frem til befrielsen, hvor bladet havde et dagligt oplag på 1.000 trykte eksemplarer, som løb rundt pr. abonnement.

Efter besættelsen gik Børge Outze i gang med at skabe en ny og anderledes legal dansk avis, Information, som han var redaktør for frem til sin død i 1980.

 

Hjernekassen på P1 den 2. november 2020. Nordisk mytologi.

Før kristendommen for alvor slog igennem i Norden, havde nordboerne i perioden ca. 900-1100 (vikingetiden) dyrket de nordiske guder (aser).

De vigtigste skriftlige kilder til den nordiske mytologi stammer fra 1200-tallet og er nedfældet af krønikeskriveren Saxo i danmarkshistorien Gesta Danorum (Danernes bedrifter) og i islændingen Snorri Sturlusons Edda.

Ifølge skabelsesmyten bestod verden i begyndelsen af et stort tomt gab, Ginnungagap. Mellem det store tomrum lå en nordlig isverden, Niflheim, og en sydlig ildverden, Muspelheim. Da kulden (isen) og varmen (ilden) mødtes, opstod liv i form af et væsen, urjætten Ymer, og en stor ko kaldet Audhumbla. Audhumbla fik næring ved at slikke salte isblokke, og Ymer fik næring ved at drikke koens mælk.

Mens Ymer, hvis navn betyder tvekønnet, lå og sov, voksede en mand og en kvinde ud af hans venstre armhule, og frem mellem hans fødder kom en søn.

Og mens koen Audhumbla slikkede på en isblok, kom en mand frem. Manden, som hed Bure, blev far til Borr, der sammen med jættekvinde Bestla fik tre gudesønner, Odin, Vile og Ve.

Da gudesønnerne blev voksne, dræbte de Ymer, hvis blod flød og blev til vandene. Ud af Ymers krop skabte Odin og hans brødre jorden, af knoglerne bjerge, af hjerneskallen himmelhvælvingen og af hjernen skyer.

En dag fandt Odin, Vile og Ve to træstammer af ask og elm på stranden, som de vakte til live og skabte de første mennesker af. Manden kaldte de for Ask og kvinden for Embla, og fra de to nedstammer hele menneskeslægten.

Denne forenklede fremstilling bør udelukkende opfattes som et forsøg på at sætte scenen til dagens udsendelse om nordisk mytologi med lektor Morten Warmind, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 26. oktober 2020. Konfliktsky.

Under en forlagsmiddag sad jeg ved et bord, hvor der opstod en heftig diskussion mellem to forfattere, og jeg følte mig alt andet end godt tilpas. Jeg har aldrig brudt mig om konflikter og ofte følte det som min opgave at forsøge at glatte tingene ud.

Nogle gange kan det godt irritere mig, at jeg ikke tør give mit besyv med, og at jeg nærmest føler mig forpligtet til at sørge for den gode stemning. Men måske er det meget godt, at vi ikke alle er ens, at der er nogle, der maner til besindighed, så gemytterne falder til ro, og vi kan tale sammen om tingene, selv om vi ikke er enige.

At opføre sig ordentligt var et grundprincip i mine forældres opdragelse. Det er et langt stykke henad vejen rigtigt, at vi skal tage hensyn til hinanden. Der ligger desværre også en risiko for at blive så konfliktsky, at man ikke tør tage tyren ved hornene, når det er nødvendigt.

Den ene af de to forfattere, der diskuterede, var Hassan Preisler, der har skrevet Brun mands byrde (Lindhardt og Ringhof 2013). Hassan Preisler er bestemt ikke bange for at sige sin mening, hvilket er noget, han har med hjemmefra.

Dagens gæst i Hjernekassen er Hassan Preisler.

 

Hjernekassen på P1 den 19. oktober 2020. Iværksættere.

Allerede inden man træder ind i barbersalonen på det mondæne Frederiksberg, fornemmer man en amerikansk stemning, for den 23-årige iværksætter Dilbil Saeed har kaldt sin salon for Dill's Barbershop.

Interiøret er nærmest som taget ud af en vaskeægte Hollywoodfilm, ligeså fortællingen om den unge mands vej til livet som selvstændig erhvervsdrivende.

Dilbil voksede op på Amager i et kvarter, hvor man nemt kunne få sig nogle forkerte venner. Så for at have noget fornuftigt at tage sig til efter skoletid spurgte Dilbil som 14-årig sin far, om han kunne hjælpe ham med at finde et fritidsjob. Det kunne faren godt, en af hans venner havde en barbersalon, hvor Dilbil var velkommen til at arbejde.

Dilbil kom dog ikke til at tjene nogle penge. For at lære håndværket at kende måtte han klippe venner og bekendte gratis. Men indsatsen gav pote, og et år senere fik han ansættelse i en anden salon, hvor han var i tre år og fortsatte med at dygtiggøre sig.

I 2014 fik Dilbils far desværre konstateret lungefibrose. Farens sygdom forværredes med årene, hvilket påvirkede Dilbil meget, da han følte, at han snart ville stå med ansvaret for sin mor.

I efteråret 2019 fortalte Dilbil sin far, at han godt kunne tænke sig at åbne sin egen salon. Faren var helt med på idéen - selvfølgelig skulle hans søn have sin egen barbershop. Desværre nåede faren ikke at se drømmen gå i opfyldelse, men da han døde i december 2019, vidste han, at Dilbil havde fundet et rigtig godt sted at åbne forretning.

Dagens gæster er frisør og barber Dilbil Saeed og den mere erfarne erhvervsmand Thor Andersen, der har været med til at grundlægge restaurantkæden Sticks'n'Sushi i Danmark, samt Line Rix, Founder & CEO, 1508, Kit Couture og Torvehal Bornholm.

 

Hjernekassen på P1 den 12. oktober 2020. Tvillinger.

Teksten er fra min bog Frihedens pris - En kort historie om menneskehjernen (Lindhardt og Ringhof 2018, side 150-151).

Arv og miljø

At hjernen er et blandingsprodukt frembragt af genetik og livsvilkår, afspejler sig også i praksis. Man har studeret enæggede tvillinger, som af forskellige årsager er blevet adskilt ved fødslen for herefter at vokse op hver for sig. Enæggede tvillinger er jo genetisk identiske, så undersøgelser som disse kan give et ret præcist fingerpeg om, hvorvidt forskellige hjerneegenskaber er medfødte, eller om de skyldes opvæksten. Resultaterne er ret entydige. Lidt over halvdelen af en given hjerneegenskab er medfødt, resten er et resultat af miljømæssige faktorer. Det gælder hjernetalenter inden for f.eks. sprog, matematik, fodbold, musik og social ansvarlighed. Det gælder også grundlæggende personlighedstræk som f.eks. åbenhed, samvittighedsfuldhed og eventyrlyst. Jeg blev født med et vist mål af talent for fodbold. Det er det fundament, jeg kan bygge oven på. Selv hvis jeg havde trænet vildt og voldsomt, var jeg kun gået fra at være en elendig fodboldspiller til at være en dårlig fodboldspiller. Hvor meget jeg end mediterer og arbejder med mit sind, så vil jeg stadig have en vis tendens til bekymring. Det er blevet bedre, men det er der stadig. Det, vi kan, den person, vi er, er en blanding af arv og miljø.

Men det er mere komplekst, end det umiddelbart tager sig ud. Et grundlæggende karaktertræk ikke bare påvirkes af miljøet, det fungerer også i samspil med miljøet. Fødes man med en udtalt tendens til eventyrlyst, så vil dette karaktertræk sandsynligvis være drivmiddel i to helt forskellige livsbaner, alt efter om man bliver født ind i en velhaverfamilie med interesse for skisport, eller om man fødes ind i en splittet familie og bor i et miljø præget af gadekriminalitet. Det er heller ikke sådan, at nedarvningen foregår 1:1, at hvis man har en klog mor og en ikke så begavet far, så ender man selv som noget halvklogt midt imellem. Der er utallige faktorer i spil. Man kan sagtens fødes med en personlighed og et udvalg af talenter, der er helt anderledes end det, både ens mor og far besidder. Pointen er bare, at man ikke kommer til verden som et ubeskrevet blad. Man træder ind i verden med et udgangspunkt, man har nogle kort på hånden, og så handler det om at spille disse kort så godt som muligt. Og man skal lære at elske sine kort. Et vigtigt aspekt ved at blive voksen er at acceptere alle de ting, man ikke kan lide ved sig selv.

I studiet er Kaare Christensen, leder af Det Danske Tvillingregister, Syddansk Universitet, Mette Trøst Rosenlund (f. 1969) og Mille Trøst Simonsen (f. 1969), som er enæggede tvillinger.

 

Hjernekassen på P1 den 5. oktober 2020. Introvert versus ekstrovert.

Introvert og ekstrovert er begreber, der bruges til at beskrive træk ved vores personlighed. Det er vigtigt at understrege, at vores personlighed er en kompleks størrelse, og at betegnelserne introvert og ekstrovert blot afspejler nogle træk ved vores personlighed.

Der er ingen, som er enten introvert eller ekstrovert, der er tale om et kontinuum. Vi befinder os hver især et sted på dette kontinuum, og de fleste befinder sig et sted midtimellem de to yderpunkter.

Det ene personlighedstræk er ikke bedre end det andet, der er tale individuelle forskelle, som kan hjælpe os til at forstå, hvordan det kan være, at nogle mennesker trives bedst, når de er alene eller i mindre grupper, mens andre har det bedst, når de er sammen med mange mennesker.

Det være sagt, forventes det ofte i vores kultur, at vi er ekstroverte.

Dagens gæster: psykolog, postdoc Anna Vedel, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, der betegner vores personlighedstræk som værende delvist arvelige og stabile gennem livet, selv om de ikke er statiske. Forfatter Anna Skyggebjerg, som bl.a. har skrevet Introvert - stå ved dig selv (Rosinante 2013). Og retoriker Camilla Lærke Lærkesen, Bevidst Introvert.

 

Hjernekassen på P1 den 28. september 2020. Niels Barfoed - Besættelsen og befrielsen.

Det er længe siden, tyskerne besatte Danmark, men ikke længere tid, end der fortsat er nogle, som kan huske årene 1940-1945. En af dem er forfatter Niels Barfoed, der er aktuel med bogen Ingen vej udenom - Om liv og død og kærlighed og krig (Gyldendal 2020), hvor nutiden blandes med mangt og meget fra hele hans liv.

Da besættelsestiden begyndte, var Niels Barfoed ni år, og de utallige luftalarmer står fortsat klart i erindringen.

"Bulder var, hvad vi frygtede, når vi traskede i beskyttelsesrummene midt om natten, efter luftalarmen havde lyt, især i de første år. Og dér sad vi nede. De forretningsdrivende i kvarteret var husvagter og opførte sig helt uvant; de havde instrukser fra kommunen og en håndøkse i bæltet, hvis det skulle blive nødvendigt. Dem lystrede vi."

Bulder oplevede han ikke, for som Barfoed udtrykker det, "luftalarmer uden bombninger er det klareste billede på vores (Danmarks, min anm.) særlige status under krigen." De dødbringende britiske krigsflys bombemål var ikke Danmark, men Tyskland.

En oplevelse fra besættelsestiden har sat sig særligt fast i Barfoeds sind. Dengang han som 13-årig var kurer for sin storebror, som var med i Studenternes Efterretningstjeneste, og skulle aflevere 30 illegale blade med de seneste beretninger på Vestre Borgerdyds Skoles lærerværelse. På vejen derhen lagde en tysk officer mærke til Barfoed og fulgte ham med øjnene. Barfoed følte, han var blevet opdaget, og han måtte gøre alt, hvad han kunne for ikke at begynde at løbe. Heldigvis skete der ikke noget, og Barfoed slap med skrækken.

Hjernekassen har været på besøg hjemme hos Niels Barfoed for at høre mere om besættelsesårene og befrielsen.

 

Hjernekassen på P1 den 21. september 2020. Reparation versus brug-og-smid-væk.

Bevæggrundene i dagens Danmark til at reparere ting og sager er forskellige. Det kan være af hensyn til miljøet, det kan også være en økonomisk nødvendighed, eller at genstanden har en særlig affektionsværdi for én eller noget helt fjerde.

I gamle dage, det vil sige, dengang far var dreng, var det ret almindeligt, at man kun kasserede ting, når de ikke kunne længere. Det skyldtes, dels at forældregenerationen var opdraget dertil, dels at de ville have råd til at erhverve sig flere nye ting, hvis de passede godt på det, de allerede havde købt.

Da jeg selv blev voksen, ændrede dette sig delvist. Jeg vil ikke sige, at jeg har levet efter devisen brug-og-smid-væk, det har snarere været efter brug-sælg-eller-forære-væk-princippet. For at smide brugbare genstande ud, synes jeg ganske enkelt, er for tåbeligt. Og faktisk er det rart at vide, at ting, som man selv har købt og foræret væk efter et stykke tid, er til gavn og måske ligefrem glæde i ens venners liv.

I udsendelsen medvirker: Michael Søgaard Jørgensen, lektor, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet. Stig Bomholt, formand, Repair Café Danmark. Mikkel Fruergaard, CEO, Blue City.

 

Hjernekassen på P1 den 14. september 2020. Konspirationsteorier.

"Overordnet set kan konspirationsteorier defineres som antagelsen om, at der bag en bestemt hændelse kan findes en skjult plan eller årsag, som ikke er umiddelbart tilgængelig for alle. Årsagen holdes bevidst skjult af en eller flere personer eller instanser, og det antages, at hændelsen indgår i en større plan med en ondsindet hensigt, der vil få alvorlige konsekvenser for mange mennesker. Konspirationsteorier undersøger disse sammenhænge og tilbyder et alternativ til umiddelbare eller officielle forklaringer på hændelser - de præsenterer de rette skyldige og det sande hændelsesforløb." Den skjulte sandhed af M. Brockhoff, R.A. Peters og M. Thorup (Klim, 2018).

Konspirationsteorier er ikke et nyt fænomen, meget tyder på, at forestillinger om skjulte ondsindede kræfter altid har været en del af vores verdensopfattelse, men betingelserne for udbredelse af konspirationsteorier er blevet gunstigere med brugen af sociale medier.

Evolutionært set sørger vi mennesker at få den verden, vi lever i, til at give mening, og vi sørger efter forklaringer på uforståelige fænomener og hændelser i forsøg på at finde en orden i tilværelsen.

Karakteristisk for konspirationsteoretikere er, at de er tilbøjelige til at se sammenhænge og mønstre, selv når der ikke er nogen. Konspirationsteorier opstår ofte i kølvandet på kaotiske krisesituationer såsom pandemier (f.eks. AIDS og COVID-19), terrorangreb (specielt efter 9/11 (den 11. september 2001)), eller krige (f.eks. ved at sætte spørgsmålstegn ved om holocaust har fundet sted under anden verdenskrig).

Nogle mener, at månelandingen var et stort fupnummer. Landede amerikanerne overhovedet rumfartøjet The Eagle på månen i 1969, eller foregik det hele i virkeligheden i et filmstudie, så USA ikke ville tabe månekapløbet til Sovjetunionen? Påstande og teorier om, at månelandingen (eller månelandinger) ikke har fundet sted, afviser dagens gæst i Hjernekassen, astrofysiker Michael Linden-Vørnle, Institut for Rumforskning og Rumteknologi, DTU Space.

 

Hjernekassen på P1 den 7. september 2020. Klimaforskning - EliteForsk-priser 2020 (3).

EliteForsk-prismodtager Rikka Rinnan er født i Finland i 1975, men bor i dag i Danmark og er ansat som professor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet, hvor hun beskæftiger sig med klimaændringer forårsaget af VOC-gasser (Volatile Organic Compounds).

Hvad er det for en grim lugt? tænkte Rikka Rinnan under en forskningsekspedition i de arktiske egne. For at få svar på det spørgsmål tog Riikka Rinnan og hendes forskergruppe nogle permafrost jordboringer med tilbage til instituttet til nærmere undersøgelser. Ved hjælp af måleinstrumenter fandt de ud af, at den væmmelig lugt skyldtes VOC-gasser.

VOC-gasser er flygtige organiske forbindelser, der findes fortrinsvis i dampform og har både naturlige kilder (f.eks. afdampning fra vegetation) og menneskeskabte. I Danmark er benzin og dieselolie forurening fra transportmidler nogle af de væsentligste kilder til VOC-gasser, og for at reducere udslippet er der krav om katalysatorer på biler.

Forurening fra bilers udstødning kan forstærke den globale opvarmning og få permafrosten til at smelte i de arktiske egne og øge udledningen af VOC-gasser fra arktiske planter.

Ved at måle udslip af VOC-gasser fra planter og jord fra den arktiske natur håber Rikka Rinnan og hendes gruppe af forskere at få en bedre forståelse af klimaforandringer.

 

Hjernekassen på P1 den 31. august 2020. At gå til grunde.

Når alt er, som det skal være, så udgår vores virkelighedsoplevelse fra et veldefineret punkt - os selv. Det er mig, Peter, der sidder og skriver disse ord. Tankerne er mine tanker, de opstår i mig, og de udgår fra mig. Jeg er en velafgrænset del af min virkelighed. Min krop er min krop, og uden at jeg skænker det en tanke, er min krop helt og aldeles afgrænset fra omverdenen. Det er sjældent, man tænker over det, fordi det er så indlysende. Men at vi oplever os selv som et ankerpunkt for vores verden, er noget, hjernen fortæller os. Vi oplever det, fordi vores hjerne skaber den oplevelse.

Hjernens arbejde med at skabe en virkelighedsoplevelse er et meget vigtigt stykke arbejde. Hvis »mig-oplevelsen« ikke etableres med legende lethed, så er der rigtig mange ting, der bliver både meget besværlige og meget skræmmende: Når man kommer i tvivl om, hvorvidt de tanker, der flyder rundt inde i ens bevidsthed, er ens egne, eller om det er tanker, som kommer fra andre. Når man hører sine tanker med lyd på, eller hvis man oplever tanker som stemmer, der taler. Når man helt bogstaveligt oplever det, som om ens krop flyder ud og blander sig op med omgivelserne. Når den mig-oplevelse, som vi vanligvis tager som en fuldstændig fundamental del af virkeligheden, ophæves og bliver til en grænseløs oplevelse af opløsning og invasion. Det kan optræde i mange variationer og sværhedsgrader. Det er så lidt, der skal til, før det hele falder fra hinanden. Mister du dit ankerpunkt, så mister du dig selv.

Medvirkende i udsendelsen: overlæge Lykke Pedersen, Psykiatrisk Center København, lægefaglig direktør Ida Hageman, Region Hovedstadens Psykiatri, og Knud Kristensen, landsformand i SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed.

Hjernekassen på P1 den 24. august 2020. Immunterapi - EliteForsk-priser 2020 (2).

Min forskning går ud på at forstå, hvordan immunforsvaret fungerer.

EliteForsk-prismodtager, professor Sine Reker Hadrup (f. 1975), Institut for Sundhedsteknologi, DTU, og hendes forskerteam beskæftiger sig immunforsvarets elitesoldater. Kroppens egen hær af små elitesoldater, også kaldet T-celler, er nemlig i stand til effektivt at slå kræftceller ihjel, hvis de hjælpes på vej af forskerne.

Immunterapi er en behandlingsform, der får kroppens eget immunforsvar til at angribe kræftceller, f.eks. ved at T-celler tages ud af patienten og i et reagensglas lærer at finde de bedste angrebspunkter på kræftcellerne.

Det, forskerne håber, er, at de i fremtiden vil kunne udvikle en personlig vaccine med informationer til patientens T-celler om, hvorledes de skal angribe kræftcellerne for at slå dem ihjel.

Forskerteamet har også indledt undersøgelser af, hvilken rolle T-cellerne spiller i udviklingen af autoimmune sygdomme. De håber, at det vil føre til en bedre forståelse af eksempelvis multipel sklerose og type 1-diabetes, hvilket er vigtigt for at kunne udvikle bedre behandlingsmetoder.

Selv om forskningsarbejdet, samt at sikre at forskningsresultaterne faktisk bliver til gavn for patienterne, er en stor udfordring, som kræver en arbejdsuge på 50-60 timer, finder Sine Reker Hadrup sit daglige virke spændende.

 

Hjernekassen på P1 den 17. august 2020. Social arv og læring - EliteForsk-priser 2020 (1).

En af de ting, jeg lærte af mine forældre, er, hvor langt man kan komme med en god uddannelse. Begge mine forældre voksede op på landet, men ønskede en anden tilværelse end den, deres forældre havde haft. Min mor læste derfor til sygeplejerske og min far til ingeniør. Man kan sige, at rent socialt blev det store spring foretaget af mine forældre, og at jeg (og naturligvis også min lillebror) har høstet frugterne af det spring og ligeledes fået en videregående uddannelse. Siden hen har jeg givet en lignende opvækst, som den jeg selv fik, videre til mine egne børn.

Dagens gæst, EliteForsk-prismodtager, professor Mads Meier Jæger (f. 1976), Sociologisk Institut, Københavns Universitet, beskæftiger sig med social mobilitet og social ulighed. Interessefeltet er, hvilken betydning den familiemæssige baggrund har for, om et barn klarer sig godt i det danske samfund.

De fleste forældre ønsker, at det skal gå deres børn godt. Mads Meier Jæger har fundet ud af, at selv om de fleste typisk ender med at tjene nogenlunde det samme som forældrene, er penge ikke dét, som er den vigtigste kapital, men hvor interesserede forældrene er i, hvordan deres børn klarer sig. Og at det bedste, man kan gøre som forælder, er at læse højt for sine børn i de tidlige barndomsår og senere hen at læse lektier sammen med dem.

Selv om Mads Meier Jægers fagområde hører til i den "blødere" afdeling, synes han, det er samfundsrelevant, da alle bør have mulighed for at bidrage til samfundet, uanset ens sociale baggrund.

 

Hjernekassen på P1 den 10. august 2020. Rensningsanlæg.

Spildevand, dvs. brugt vand, indeholder mange affaldsstoffer, som er skadelige, hvis vandet ledes direkte ud i havet, fjorde og søer. Forurenet vand kan medføre iltsvind, så hverken plante- eller dyreliv længere kan leve i det naturlige vandmiljø. Derfor føres al spildevand via kloakker til et rensningsanlæg, inden vandet ledes ud i den danske natur for herefter at indgå i vandkredsløbet (fordampning, skyer, nedbør, nedsivning til grundvandet).

Når spildevand når et af de større og mest avancerede danske rensningsanlæg, gennemgår det beskidte vand mange renseprocesser centrerede omkring henholdsvis en mekanisk, en biologisk og en kemisk renseproces for at fjerne forskellige skadelige stoffer fra vandet.

Under den mekaniske rensning frasorteres ved hjælp af et system af riste, skrabere og tanke alle større ting fra spildevandet, både det, som godt må være der f.eks. toiletpapir, og det, som ikke bør være der f.eks. vatpinde eller sågar mobiltelefoner. Herefter ledes spildevandet over i forklaringstanke, inden vandet sendes videre til den biologiske rensning i luftningstanke, hvor forskellige bakteriekulturer æder de organiske materialer i vandet f.eks. urin. Afslutningsvis renses vandet kemisk for fosfater fra f.eks. rengøringsmidler, inden det rensede, men ikke drikbare, vand sendes ud i naturen.

For at sikre at renseprocesserne fungerer effektivt, foretages der jævnligt prøver af vandet ved anlæggenes ind- og udløb. Men selv om rensningsanlæggene gør en stor indsats for ikke at sende forurenede vand ud i naturen, er der fortsat behov for at finde bedre metoder.

Adjunkt Mads Koustrup Jørgensen, Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet, arbejder på at udvikle en selvrensende membran, et slags filter, som fjerner skadelige stoffer fra spildevand bl.a. medicinrester, som er et stigende problem i det danske vandmiljø.

Foruden Mads Koustrup Jørgensen medvirker produktionschef Jacob Andersen, Hjørring Vandselskab A/S, og udviklingschef Dines Thornberg, BIOFOS A/S, i programmet.

 

Hjernekassen på P1 den 3. august 2020. Saltvandsakvarier.

I 2010 købte jeg et 250 liters fiskeakvarium. Jeg forestillede mig, at det var en interesse, jeg kunne have sammen med min yngste søn, som dengang var næsten 11 år. Der opstod dog en del bekymringer, som jeg ikke lige havde forestillet mig, da jeg erhvervede mig akvariet. Den første bekymring var selve akvariets størrelse. Hvor i boligen skulle den store glastank stå? Heldigvis havde min tidligere bolig en pæn stor hall, hvor akvariet med fiskene kunne stå og på smukkeste vis hilse hjemmets beboere og gæster velkommen. Dernæst fulgte spørgsmålet om, hvilken slags småsten der skulle i akvariet? Jeg tænkte, det ville være pænt med hvide sten, som så viste sig at være helt forkert, stenene burde være brunlige. Heldigvis gad sønnike godt hjælpe til med udskiftningen af stenene. Samtidig skulle jeg finde ud af, hvordan man sikrer sig, at fiskene ikke bliver stressede.  Jeg fandt ud af, det gør man åbenbart ved at give dem et mikstur indeholdende K-vitamin. Om midlet faktisk virkede, får stå hen i det uvisse. Sikkert er det, at jeg ret hurtigt begyndte at få stresslignende symptomer over at have anskaffet mig et stort akvarium - end ikke synet af de smukke fisk, som øjensynligt svømmede fornøjet rundt i vandet, kunne berolige mig. Det, mine tanker især kræsede omkring, var: Hvad nu hvis akvariet pludselig går i stykker, og lejligheden bliver oversvømmet af vand, og at vandet siver ned til underboen? For min egen sjælefreds skyld blev jeg simpelthen nødt til at finde et nyt hjem til fiskene.

Trods mine egne erfaringer synes jeg, der er noget fascinerende over akvariefisk. I dagens program taler jeg med saltvandsakvarieentusiast Søren Christensen og Lars Skou Olsen, kurator, teknisk chef ved Nordeuropas største akvarium, Den Blå Planet.

 

Hjernekassen på P1 den 22. juni 2020. Hår.

Hår spiller en væsentlig rolle i alle kulturer og har gjort det i årtusinder. Det afspejler sig i dag fortsat i forskellige religioner, hvor der er faste regler for, hvorledes piger og drenge, kvinder og mænds hår bør se ud. For de fleste danskere er hårets udseende ikke dikteret af religiøse forskrifter, men mere af ens forfængelighed og skiftende modefænomener.

Med håret udsender vi altså mere eller mindre bevidst signalerer om, hvem vi er eller godt kunne tænke os at være. Eksempelvis havde en ung dansk dreng i 1960'erne langt hår i stil med popidolerne fra det britiske musikband The Beatles. Senere hen var frisuren knap så tjekket, og man lod simpelthen bare håret gro så langt som muligt, så det mindede om hippiernes, hvis ellers man selv fik lov til at bestemme.

I skønlitteratur bruges håret ofte til at fortælle noget vigtigt om hovedpersonen. Der vil næppe være mange i Skandinavien, som er i tvivl om, hvem som har denne hårfarve og frisure. "Hun så ikke helt almindelig ud. Hendes hår havde samme farve som en gulerod og var flettet i to stramme fletninger, der strittede til hver sin side."

Selv om Pippi Langstrømpe er en fiktiv person, ja, så fandtes der faktisk en pige i Sverige med en hårfarve fuldstændig magen til Pippis, da Astrid Lindgrens fantastiske fortælling om den ualmindelig stærke og utrolig hittepåsomme pige skulle filmatiseres i 1960'erne. Hvordan filmsættes frisør fik den unge skuespiller Inger Nilssons orangerøde hårfletninger til at stritte i begge retninger, er jeg ikke helt sikker på, men jeg har ladet mig fortælle, at det er noget med at flette piberensere med i håret.

At kunne klippe, farve og style folks hår i det helt rette look kræver en grundig uddannelse. Dagens første gæst, frisør Gun-Britt Zeller, har været i branchen i mange år, og hun er bl.a. blevet kendt på grund af sit lange, glatte, grå hår. Der er mange, som ikke bryder sig om at blive gråhåret, og de forsøger at skjule farven ved jævnligt at farve håret. Sådan havde Gun-Britt Zeller det også i sine yngre dage, men da hun for 20 år siden fyldte 50 år, besluttede hun sig for ikke længere at skjule sit grå hår. Nogle mener ligefrem, at hun har været med til, at andre har turdet stå ved deres grå manke.

I udsendelsen medvirker desuden religionssociolog, lektor Morten Warmind, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 15. juni 2020. Nybagte forældre.

Intet har skræmt mig mere i hele mit liv end tanken om at skulle være far til mit første barn. Jeg anede intet om, hvad det var at få et barn. Det, som skræmte mig mest, var, at skulle jeg få lyst til at stikke af, var det umuligt. I stedet for lå der adskillige år foran mig med ansvaret for et barns ve og vel. Jeg ville ikke længere have den samme frihed til at slappe af med diverse lystbetonede ting og sager, som jeg ellers kunne, når jeg havde fri fra arbejde.

En dag, da jeg lige havde fået at vide, at jeg skulle være far, passerede jeg på vej hjem fra arbejde en mand med en barnestol på cyklen, og jeg tænkte: Det der er bare ikke mig! For jeg så kun et barn som en belastning og indskrænkning i mit liv.

Men tro mig, jeg tog fejl. Det at være far til først Jacob og siden hen også til Daniel har givet mig mere end noget andet i mit liv. Og ja, det har indimellem været en anstrengende opgave.

Her er jeg nødt til at komme med en lille indrømmelse, for dengang børnene var små, og jeg arbejdede på en psykiatrisk afdeling i Hvidovre, kunne jeg godt finde på hjemvejen lige at smutte en tur i Rødovre Centrum og slappe af med at kigge på elektronisk udstyr. Ganske enkelt fordi jeg vidste, at lige så snart jeg trådte ind ad døren derhjemme, ville der være fuld knald på, indtil drengene lå trygt i deres senge og sov.

I februar måned blev Hjernekassens producer Emma Elise Albæk Højog hendes mand, Jakob Sloma Damsholt, forældre for første gang til en lille dreng, Herbert. Emma & co. gæster Hjernekassen.

 

Hjernekassen på P1 den 8. juni 2020. Lars Løkke Rasmussen.

Når man stikker snuden frem, vil der blive lagt mærke til én på godt og ondt. At skulle skrive en tekst om Lars Løkke Rasmussen (f. 1964) er ikke nogen nem opgave, for der er blevet skrevet en masse om Danmarks tidligere statsminister. Noget vil være rigtigt, andet vil være forkert. Jeg har selv i ny og næ tilfældigt mødt Lars, og når vi har talt sammen, har jeg fået indtryk af en mand, som er tro mod dét, han tror på. Derfor håber jeg, at nedenstående beskrivelse om Lars undgår de værste faldgruber.

Venstre politikeren Lars Løkke Rasmussen har været statsminister ad to omgange; fra 5.4.2009-3.10.2011 og 28.6.2015-27.6.2019. Om sin første embedsperiode har Lars med et skævt smil udtalt, at Barack Obama var med til at gøre ham til statsminister. "Havde han (Obama) ikke skubbet på i forhold til at gøre Anders (Fogh Rasmussen) til generalsekretær i NATO, var jeg ikke blevet statsminister i 2009." I bogen Obama - håbets mand af Anders Agner Pedersen (Gyldendal 2019).

Men den daværende amerikanske præsident er ikke ene om æren. Lars Løkke Rasmussen takker først og fremmest sine forældre. Hans far var regnskabschef, og hans mor var hjemmegående. Moren, der var gået ud af skolen efter 7. klasse, gjorde alt for at hendes børn, skulle nå længere i livet, end hun selv havde gjort, og Lars kom som den første i familien i gymnasiet og læste siden hen jura på Københavns Universitet. Dernæst takker han det danske velfærdssamfund, som gjorde det muligt for forældrene at give ham skubbet videre.

"Jeg er så privilegeret, at jeg har kunnet bruge de muligheder, som vores samfund har skabt. Vi har fortsat fantastiske muligheder i Danmark, men det er ikke en given sag - DET ER IKKE EN GIVEN SAG - at de muligheder jeg og mine børn har fået, også er der, når mine oldebørn vokser op." Befrielsens øjeblik - samtaler med Lars Løkke Rasmussen af Kirsten Jacobsen (Politikens Forlag 2019, side 128).

Måske har Lars Løkke Rasmussen været bevidst om dette fra en ganske ung alder. I hvert fald var han som barn med i elevrådet, og senere hen var han aktiv i Venstres Ungdom. Det politiske engagement fortsatte som voksen, hvor han gik ind i kommunal- og amtspolitik samt i landspolitik (Lars har været medlem af Folketinget siden 1994).

Som noget relativt nyt er venstremanden blevet jordejer på Færøerne. Ude på fjeldet går en masse får rundt, som fordeles mellem jordejerne efter arealandel. Ejerskabet betyder, at cand.jur. Lars Løkke Rasmussen har været nødt til at lære sig at slagte får, hvilket han gjorde første gang i efteråret 2018.

Hvad er der ellers at sige om Lars? Han er gift med Sólrun Jákupsdóttir Løkke Rasmussen, der er uddannet folkeskolelærer. Sammen har parret to sønner, og en datter. Lars er glad for at lave mad, han motionerer ved at cykle eller løbe - ofte sammen med andre. Når Lars læser bøger, er det som regel krimier eller socialrealistiske romaner.

Hvad laver Lars Løkke Rasmussen nu, hvor han ikke længere er statsminister eller formand for partiet Venstre? Det og meget andet spørger jeg Lars om i dagens udsendelse.

 

Hjernekassen på P1 den 1. juni 2020. Færøsk gastronomi.

Når jeg går ud for at spise, er det sjældent blot for at få stillet min sult. Ofte er det også for at mødes med andre mennesker. Eftersom jeg har en travl hverdag, ender vi ofte med at indtage et måltid et sted tæt på mit hjem, hvor der serveres gedigen dansk mad.

Men min interesse for mad, der løfter sig op over det sædvanlig, er ganske stor, og jeg læser jævnligt restaurantanmeldelser. Hvis der er et sted, som får ekstraordinær god omtale, får jeg lyst til selv at gæste restauranten.

Det er nemt for mig at få bestilt et bord, når det drejer sig om en københavnsk restaurant, noget mere vanskeligt er det, når det drejer sig om en restaurant på Færøerne. Så da jeg skulle holde nogle foredrag på øerne i september 2019, skulle det kombineres med et besøg på restaurant Koks.

Når man besøger Koks, skal man turde kaste sig ud i nye smagsoplevelser, for i køkkenet leges der med de lokale råvarer for at skabe noget, som ligger langt ud over at mætte gæsterne. Man fornemmer tydeligt, at der er kræset for hver enkelt ret.

Og vinene på restaurant Koks er et kapitel for sig. I husets vinkælder opbevares et virkelig stort udvalg af vine fra mange lande. Oprindelsesstedet har, blandt mange andre parametre, betydning for vinsmagen. Til at hjælpe gæsterne med at finde den rette vin til maden har restauranten en sommelier, Karin Visth, der også er uddannet kok og restaurant manager på Koks, som fik sin anden michelinstjerne i februar 2019, og som fortsat har to michelinstjerner efter uddelingen i år.

For at blive klogere på filosofien bag Koks' gastronomi og restaurantens udsøgte vine har jeg inviteret Karin Visth på besøg i Hjernekassen.

For information om hjernen og mad læs Hjernekassen-teksten Mesterkokke fra den 22. juni 2015.

 

Hjernekassen på P1 den 25. maj 2020. Dyrs intelligens.

I mange år har der været ført en filosofisk disput om, hvorvidt vi mennesker kan erkende noget om måden, andre dyr oplever verden på. I 1974 udgav filosof Thomas Nagel artiklen: What is it like to be a bat? Som siden, måske lidt uforklarligt, er blevet et faste referencepunkt på området.

Thomas Nagel tager sit udgangspunkt hos flagermusen, der jo bruger lyd til at navigere efter - man kan nærmest sige, at flagermusens ekkolokalisation fungerer som en form for syn - og han spørger, om det overhovedet er muligt at forestille sig, hvorledes flagermusen oplever verden.

Svaret på dette spørgsmål er naturligvis nej. Vi kan ikke, med objektive mål, skaffe os viden om den subjektive oplevelse af at være flagermus. Ligegyldigt om vi kommer til at forstå hver eneste detalje i flagermusens sanseapparat, selv om vi ned i den mindste detalje kan forklare, hvad der sker i hjernen på en flagermus, når den sanser verden, så vil vi aldrig kunne erhverve os bare skyggen af en fornemmelse for, hvordan det rent faktisk er at være en flagermus.

For at komme videre foreslår Thomas Nagel, at vi først løser spørgsmålet om, hvordan man med objektive begreber kan beskrive den subjektive oplevelse af verden. Men det er jo lige netop det, der er problemet.

Dyrlæge, adjunkt Kirstin Dahl-Pedersen, Universitetshospitalet for Store Husdyr, Københavns Universitet, som gæstede Hjernekassen på P1 den 15. april 2019, mener, at man ved at studere dyreadfærd kan komme med nogle kvalificerede gæt om dyrs følelser.

Et af Kirstin Dahl-Pedersens særlige interesseområde er dyrs velfærd. Hvordan behandler vi de dyr (f.eks. kæledyr og produktionsdyr), vi har i vores varetægt bedst muligt? For at kunne behandle dyr ordentligt, er det nødvendigt at vide noget om, hvordan dyr oplever deres verden. Ved at undersøge om dyr kan føle smerte og dermed lide, kan vi få en idé om, hvorvidt dyrene har det godt eller ej, selv om vi ikke kan tale med dem.

Dengang nåede vi langtfra at blive færdige med at tale om dyr, og derfor er Kirstin Dahl-Pedersen atter på besøg i Hjernekassen, denne gang taler vi om dyrs intelligens.

 

Hjernekassen på P1 den 18. maj 2020. Atomkraft.

Amerikanernes sprængning af atombomberne over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, som afsluttede anden verdenskrig i august 1945, viste med al tydelighed, hvilken potentiel trussel mod livet på Jorden brugen af atomvåben er.

I slipstrømmen af atombombesprængningerne fulgte dels et atomart rustningskapløb, dels et ønske om at anvende atomenergi til fredelige formål, idet man var klar over, at kul og olie en dag ville slippe op.

Fortalerne for atomenergi anså atomkraft som redningen fra en global energikrise, og en række lande med USA, Sovjetunionen og Storbritannien i spidsen gik i gang med at forske i anvendelsen af kernekraft.

I modsætning til en atombombesprængnings ukontrollerede fission (kernespaltning), skulle atomfysikerne skabe en kontrolleret proces inde i en reaktor, og energien skulle bruges til at producere elektricitet. Og den 17. oktober 1956 kunne den britiske dronning Elisabeth indvi verdens første atomdrevne elektricitetsværk, Calder Hall Power Station, der producerede strøm til civilbefolkningen i omegnen.

Optimismen var stor, og briterne regnede med, at i løbet af få år ville eksport af atomkraftanlæg blive landets vigtigste indtægtskilde. Sådan kom det dog ikke til at gå. Briterne fik kun solgt to reaktorer beregnet til elproduktion til udlandet, en til Italien og en til Japan. Briterne tabte slaget til amerikanerne, der i 1960'erne blev storleverandør af atomkraftværker på verdensmarkedet. Et marked, der brød sammen allerede i 1970'erne og 1980'erne.

I de vestlige lande - også i Danmark - blev der løbende i 1970'erne og 1980'erne arrangeret store demonstrationer mod atomkraft, bl.a. på grund af mange mennesker frygtede uheld på atomkraftværkerne, som ville medføre udslip af radioaktive stoffer og få katastrofale følger.

I Danmark blev protesterne hørt, og der blev i stedet for bygget vindmølleparker til elproduktion.

Men hvor står vi i dag, og hvordan ser fremtiden ud for atomenergi? Dagens gæster, Thomas Grønlund Nielsen, lektor i fysik og matematik ved Herluftsholm Skole, Troels Schönfeldt, CEO i Seaborg Technologies og Bent Laurtizen, seniorforsker, sektionsleder ved Center for Nukleare Teknologier, DTU, og er alle fortalere for atomenergi.

Ikke alle eksperter deler deres positive syn på fortsat anvendelse af atomkraft. Efter den store reaktorulykke på det japanske Fukushima-kraftværk i 2011 var den tyske forbundskansler Angela Merkel (uddannet fysiker med en doktorgrad i kvantekemi), som tidligere havde været en varm fortaler for atomenergi, ikke i tvivl om, at tyskerne skulle afvikle deres atomkraftværker i løbet af de næste 20 år.

Hovedkilde til ovenstående tekst: kapitel 1 i Forandringens vinde - nye teknologihistorier af Henry Nielsen, Kristian Hvidtfeldt Nielsen, Keld Nielsen og Hans Siggaard Jensen (Forlaget Praxis/Nyt Teknisk Forlag 2015). For supplerende information om bogen se Hjernekassen-teksten fra den 2. marts 2015, hvor Hjernekassen på P1 havde besøg af de fire forfattere.

 

Hjernekassen på P1 den 11. maj 2020. Artrose (slidgigt).

Mere end 700.000 personer i Danmark over 18 år er berørt af gigtsygdomme, viser en opgørelse fra 2013. Det svarer til, at ca. hver ottende person døjer med smerter i knogler, muskler, sener og led, der også kaldes for "muskel- og skeletsygdomme", "sygdomme i bevægeapparatet" eller "reumatiske sygdomme". Gigt er med andre ord den mest udbredte kroniske lidelse i Danmark. En væsentlig årsag til udvikling af skader og sygdom i muskler og led er fysisk tungt arbejde samt ensidigt gentagende bevægelser, en anden er sportsskader og en tredje er svær overvægt.

Der findes mange forskellige former for gigt, artrose er blot en af over 200 gigtdiagnoser. Flere end 300.000 danskere har fået stillet diagnosen artrose, der ofte omtales som slidgigt. Artrose er en kronisk lidelse, hvor brusken i leddet gradvist ødelægges. Symptomerne er smerter, stivhed og funktionsnedsættelse i leddet. Nogle føler sig kun lidt generet af artrose, mens andre (ca. 150.000) oplever voldsomme smerter og nedsat funktionsevne. Forekomsten af artrose er, som så mange andre sygdomme, stigende med alderen.

Artrose kan ikke helbredes, men man kan selv mindske smerterne og forbedre funktionsevnen ved træning. Gigtforeningen anbefaler forskellige former for specialtræning f.eks. AquaPunkt øvelser - en serie øvelser, der udføres i vand med særlige træningsredskaber, som frit kan benyttes i mange svømmehaller, eller GLA:D-konceptet (Godt Liv med Artrose i Danmark) - et ikke kommercielt undervisnings- og træningsprogram for mennesker med artrose i knæ og/eller hofter udviklet af fysioterapeuter. Med hensyn til kosten anbefales det, at man følger de officielle kostråd.

Lyt til udsendelsen og hør, hvad professor, overlæge Michael Kjær, Institut for Idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital, direktør Mette Bryde Lind, Gigtforeningen, og Jack Leonard Thielsen, som har haft artrose i 35 år, har at sige om artrose.

 

Hjernekassen på P1 Special den 8. maj 2020. Afslutningsprogram.

De sidste syv uger har der på grund af coronakrisen været Hjernekassen på P1 Special på alle hverdag. Denne sidste udsendelse af specialudgaven af Hjernekassen er et sammenklip med fem personer, som belyser nogle af de emner, udsendelserne har handlet om.

Vi har foruden den nuværende epidemi talt om andre sygdomsepidemier, bl.a. med Dan Foldager, der i 1952, da han var 3-år, blev ramt af polio.

Overlæge Anders Koch forklarede os, hvad epidemiologi er, og fortalte om John Snow (epidemiologiens far) og det store koleraudbrud i London i 1854.

Professor Niels Høiby talte om en af 1800-tallets mest fremtrædende videnskabsmænd, Louis Pasteur, som fik afgørende betydning for, hvorledes vi bekæmper sygdomsfremkaldende bakterier.

Sygdomsstatistik fylder meget i medierne, og det kan være svært at gennemskue, hvordan tallene egentlig skal forstås, men med hjælp fra professor Susanne Ditlevsen blev det lidt nemmere at forstå.

Formidling og kommunikation til offentligheden i krisesituationer er en stor og vigtig opgave. Hvordan man bedst løser opgaven, talte jeg med rigspolitichef Thorkild Fogde om.

 

Hjernekassen på P1 Special den 7. maj 2020. COVID-19.

Den første telefongæst er overlæge Tyra Grove Krause, Statens Serum Institut, som har været med i Hjernekassen flere gange både før og under coronakrisen. Hun gør status over COVID-19. Det samme gør udsendelsens anden gæst, professor i infektionssygdomme Jens Lundgren på Rigshospitalet. Budskabet er, at coronavirus er her fortsat, derfor er det rigtig vigtigt at huske at holde fysisk afstand og begrænse fysisk kontakt, at have en god håndhygiejne og at hoste i ærmet. Og så er det supervigtigt at blive hjemme, hvis man har sygdomssymptomer.

Den sidste gæst er forfatter Hanne-Vibeke Holst, der medvirkede i Hjernekassen på P1 Special den 1. april, hvor vi talte om hendes næsten profetiske roman Som pesten (Gyldendal 2017).

I forbindelse med udgivelsen af bogen medvirkede Hanne-Vibeke Holst i Jyllands-Postens podcastprogram Frøkjær & forfatterne (den 21. september 2017). Interviewet forløber vel, der er en god kemi mellem værten og gæsten, men pludselig rystes Cecilie Frøkjær i sin grundvold, da det går op for hende, at det ikke bare er en fiktiv historie, men at en verdensomspændende epidemi ifølge virologer vil ske på et tidspunkt, spørgsmålet er bare hvornår? For at understrege at fortællingen ikke er det pure opspind, henviser Hanne-Vibeke Holst til et Hjernekassen-program, hun har hørt for nylig.

Det omtalte program blev sendt den 4. september 2017, indledningsvis læste jeg højt af min egen beskrivelse af den spanske syge, som jeg skrev i slutningen af 2006. Beretningen om pandemien i 1918 afsluttes med ordene: "Det er ganske banalt, og hvis vi ikke gør noget, så vil det ske igen. Det kan blive i morgen, det kan blive om 100 år. Vi ved det ikke, men når det sker, så vil det gå frygteligt galt."

Jeg skriver det ikke for at lyde bedrevidende, men i den medicinske verden har man længe frygtet en pandemi. Hvilket overlæge Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut, som var dagens gæst i Hjernekassen den 4. september 2017, også gav klart udtryk for: "At de (pandemier) kommer igen, det kan vi jo bare se på historien. Om det bliver den farligste eller en lidt mindre én, det ved vi ikke."

 

Hjernekassen på P1 Special den 6. maj 2020. Buddhisme.

Buddhisme menes traditionelt at være blevet grundlagt for ca. 2500 år siden i det nordlige Indien af fyrstesønnen Sidharta Gautama, der fik navnet Buddha, som betyder "den oplyste".

Buddhister tror på reinkarnation, det vil sige genfødsel. Det, som bestemmer, hvem eller hvad man bliver i sit næste liv, er ens tanker og handlinger. Opfører man sig ikke anstændigt, risikerer man at blive et dyr, hvilket ikke er ønskværdigt, da kun mennesker kan arbejde på at blive oplyst ligesom Buddha.

Det evige kredsløb af fødsel, liv og død opfattes ikke positivt. Buddhas oplysning (deraf hans navn) gav ham indsigt i, hvorledes mennesket kan opnå befrielse fra dette lidelsesfulde kredsløb. Kun ved at bryde de tanker og handlinger, der forårsager genfødslerne, kan den endelige befrielse opnås. Frigørelsen kaldes nirvana, som betyder udslukkelse. Det, man slukker, er sin livstørst (begær) og uvidenhed om, hvordan lidelse opstår.

I dag findes der forskellige retninger inden for buddhisme. Buddhisme er verdens fjerde største religion med over 300 mio. tilhængere (ca. 20.000 i Danmark), og praktiseres i en munkeorienteret tradition og i en folkelig orienteret tradition.

Jeg er selv stødt på buddhisme i Japan. Religionen kom til øriget omkring 500 e.v.t. via Kina og Korea. I Japan praktiseres shintoisme (landets oprindelige religion) sammen med forskellige former for buddhisme, og alle japanere tilhører officielt et tempel. Japanske familier benytter sig mest af shinto-ceremonier ved livets glædelige begivenheder og buddhisme ved livets afslutning.

I Hjernekassen taler jeg med: lektor, afdelingsleder Jørn Borup, Afdeling for Religionsvidenskab, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, som har skrevet flere bøger om buddhisme. Ph.d. i religionsvidenskab Jesper Østergaard, som underviser i religion på VUC Aarhus, og journalist Erik Meier Carlsen, der har været buddhist de sidste 46 år.

 

Hjernekassen på P1 Special den 5. maj 2020. Økonomi.

Hvordan coronakrisen kommer til at påvirke privat-, samfunds- og verdensøkonomien, er det alt for tidligt at sige noget om endnu. Sikkert er det, at mange danskere frygter, at omkostningerne vil kunne mærkes på såvel deres egen som landets økonomi både på den korte og den lange bane.

For at afbøde de værste økonomiske konsekvenser har det danske folketing givet erhvervslivet en stor håndsrækning i form af diverse hjælpepakker, eksempelvis lønkompensation til arbejdsgivere, der ikke afskediger medarbejdere, selv om de er nødt til at sende ansatte hjem fra arbejde. Det er dog ingen garanti for, at en økonomisk krise ikke vil kunne ramme hårdt.

Nogle brancher er hårdere ramt end andre, og nogle vil være nødt til at afskedige medarbejdere og andre ligefrem til at dreje nøglen om. Det gælder lige fra enkeltmandsforetagende til større virksomheder.

Mange har allerede meldt sig ledige på arbejdsmarkedet. Her har regeringen og de øvrige politiske partier valgt at forlænge dagpengeperioden med tre måneder, idet de godt er klar over, at det kan blive vanskeligt at finde et nyt arbejde lige nu.

Under coronakrisen har aktierne taget et styrtdyk. Det har fået mange til at blive bekymrede for, om deres opsparing og private pensionsopsparing vil blive forringet.

Andre har spekuleret over, om krisen vil få indflydelse på boligmarkedet. Vil boligpriserne falde eller stige?

Det, man kan håbe, er, at den nuværende sundhedskrise bliver kortvarig, og at økonomien efterfølgende hurtigt kommer på fode igen.

Dagens ekspert: overvismand, professor Carl-Johan Lars Dalgaard, De Økonomiske Råd, og Økonomisk Institut, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 Special den 4. maj 2020. Operation Weserübung Süd og besættelsen.

I 1940 boede der 3.844 millioner mennesker i Danmark; 890.000 boede i hovedstaden, ca. halvdelen af befolkningen på landet og resten i provinsbyerne.

Landet blev ledet af socialdemokraterne og de radikale, med Thorvald Stauning (1873-1942) som statsminister og P. Munch (1870-1948) som udenrigsminister. I 1930'erne forsøgte regeringen at holde lav profil over for de store lande. Det havde Danmark haft held med under den store krig (første verdenskrig 1914-1918), og derfor havde landet også kun en lille hær og en beskeden flåde. Det danske forsvar havde omtrent 20.000 våbenføre mænd.

Det var især over for nabolandet Tyskland, Danmark skulle fremstå venligsindet, så rigskansler Adolf Hitler (1889-1945) ikke kom til at føle sig provokeret. Dels kunne han kræve Sønderjylland tilbage, dels kunne det ødelægge en stor eksport af landbrugsvarer til Tyskland.

Men en halv time før solopgang tirsdag den 9. april 1940 klokken 4.15 om morgenen overskred næsten 30.000 tyske soldater den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Samtidig landsattes tyske tropper på strategisk vigtige steder rundt omkring i Danmark. Og tyske militærfly fløj larmende gennem luftrummet, så man næppe kunne være i tvivl om, at det var alvor.

Omkring 5.30 samledes ministre, officerer og kong Christian 10. til møde på Amalienborg. De vidste godt, at de intet kunne stille op mod det tyske militær, og allerede en halv time senere indstillede de kamphandlingerne. På grund af svigtende radiokontakt nåede beskeden ikke frem alle steder, og først ved ottetiden ophørte de sidste kampe. I alt 16 danske soldater mistede livet, hvor mange tyske soldater, der blev dræbt, er ukendt.

Set fra tyskernes side var overraskelsesangrebet, der gik under kodenavnet Operation Weserübung Süd,  lykkedes uden større besvær, og Værnemagten kunne ibrugtage Danmark som en trædesten for besættelsen af Norge; Operation Weserübung Nord.

Besættelsen gjorde det vigtigt for befolkningen at markere, hvis side de var på. De fleste danskere gjorde det i stilfærdighed eksempelvis ved at bære et hjemmelavet smykke af en 5 øre, en 2 øre og to 1 ører (ni øre fordelt på fire mønter fra 1940) for at signalere, at de var modstandere af den tyske besættelse, som begyndte den 9.4.1940.

I udsendelsen fortæller lektor Niels Wium Olesen, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, lektor Sofie Lene Bak, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, og arkivar, seniorforsker Steen Andersen, Rigsarkivet, om den tyske besættelse af det danske rige i 1940, som først sluttede efter fem lange år med befrielsen den 4.-5. maj 1945, dog ikke på Bornholm.

 

Hjernekassen på P1 Special den 1. maj 2020. Klassisk filologi.

Filologi kommer af det græske ord philologia og betyder "kærlighed til ord". Klassisk filologi er den videnskab, som beskæftiger sig med oldtidens græske og latinske sprog, litteratur på originalsproget, den græske og romerske oldtids historie og kultur samt filosofiske problemstillinger.

Dagens emne ligger lidt i forlængelse af udsendelsen om oldtidskundskab (sendt den 6. januar 2020). Oldtidskundskab er et etårigt obligatorisk fag i gymnasiet omhandlende antikken. Derfor har mange danskere stiftet bekendtskab med tekster fra det gamle Grækenland og det gamle Rom (ca. 500 f.v.t. til 500 e.v.t.), som oprindeligt er skrevet på græsk eller latin.

I udsendelsen medvirker lektor emeritus Christian Gorm Tortzen, Helsingør Gymnasium, der i mange år har arbejdet sammen med Jørgen Mejer om udgivelsen af Platon: Samlede værker i ny oversættelse I-VI (udkommet i årene 2009-15). Når det gælder Platon (ca. 427-347 f.v.t.), skriver Tortzen i Platon: Værk og virkning (Gyldendal 2016, side 656), har der i det danske gymnasium været en konsensuspræget opfattelse af, at Platon er en vigtig forfatter, som man bør kende, og det behøver man ikke argumentere for. Måske er det en af grundene til, at netop hulelignelsen fra Platons Staten VII gjorde størst indtryk på mig, dengang jeg havde oldtidskundskab i gymnasiet, og siden hen har bevirket, at jeg ofte (naturligvis velovervejet) har brugt hulelignelsen, når jeg har holdt foredrag om hjernen.

Desuden medvirker lektor, ph.d. og oversætter Marcel Lysgaard Lech, Klassiske Studier, Syddansk Universitet, og bl.a. bidragsyder til Platon: Samlede værker i ny oversættelse, og ekstern lektor Lene Andersen, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, som har været med til at oversætte den autoriserede udgave af Det Nye Testamente fra 1992.

 

Hjernekassen på P1 Special den 30. april 2020. Spejdere.

Mange voksne har minder om deres tid som spejder. Selv var jeg ulveunge hos de grønne spejdere i Sorgenfri. Jeg har nogle rigtig gode minder fra dengang, men også nogle mindre gode. Til de mindre gode hører begyndelsen på min første sommerlejr.

Jeg var lige fyldt ni år og havde glædet mig meget til at skulle af sted på lejrtur og bo i en spejderhytte. Desværre fik jeg hurtigt hjemve, og hjemlængslen blev blot værre, da jeg efter et døgn blev syg og kastede op. Og da havde jeg vitterlig kun et ønske - at komme hjem hurtigst muligt. Det kom jeg ikke, selv om jeg var rigtig ked af det. Heldigvis for efter et par dage fik jeg det bedre, hjemveen fortog sig, og jeg havde det rart sammen med de andre ulveunger. Vi lavede mange spændende ting. En af de ting, jeg husker, er, at vi hver især snittede os en vandrestav til en meget lang vandretur, og jeg oplevede at være en del af et fællesskab.

En af de værdier, jeg tog til mig i spejdertiden, er, at det er vigtigt at gøre sit bedste. En værdi, der i høj grad blev forstærket af dét, mine forældre lagde vægt på i opdragelsen. At gøre sit bedste er ikke ensbetydende med, at man skal være god til alting, men at man gør sig umage.

Men hvordan er det at være spejder i dag? De friske spejderdrenge, Stinus Andersen, spejderchef i De Gule Spejdere, Mathias Lysholm Faaborg, spejderchef i Det Danske Spejderkorps, og Peter Stubkjær Andersen, formand for KFUM-Spejdernes hovedbestyrelsen, forklarer ligheder og forskelle mellem de gule, blå og grønne spejdere.

 

Hjernekassen på P1 Special den 29. april 2020. Genforeningen.

Sønderjyllands genforening med Danmark blev markeret i dagene lørdag-søndag den 10. og 11. juli 1920. Festlighederne begyndte lørdag morgen klokken 9.20, hvor kong Christian 10. på en hvid hest red ind i Sønderjylland (tidligere Nordslesvig) gennem æresporten ved den gamle dansk-tyske grænse fra 1864 (ved Frederikshøj nord for Christiansfeld), som ikke længere eksisterede. Øjeblikket blev foreviget på et fotografi, og dette billede viser sig for mange danskeres indre blik, når de tænker på Genforeningen.

Allerede inden første verdenskrigs afslutning (1914-1918) havde de nordiske landes socialdemokrater ved en international fredskonference i Stockholm i 1917 foreslået, at man skulle regulere den dansk-tyske grænse ved at spørge befolkningen. Og folkenes selvbestemmelsesret blev netop den løsningsmodel, man valgte, efter Tyskland og Østrig-Ungarn havde tabt krigen, i Versaillestraktaten for at få løst grænsespørgsmålet i Slesvig.

Op til folkeafstemningen om grænsedragningen i 1920 agiterede både dansk- og tysksindede for sagen på farverige plakater tegnet af billedkunstnere. På en dansk valgplakat stod der: NU KALDER DANMARK PAA SINE BØRN FARVEL FOR EVIGT DU TYSKE ØRN.

Hvorvidt henholdsvis Nord- og Sydslesvig skulle høre under Danmark eller Tyskland blev afgjort ved to folkeafstemninger. Ved den første folkeafstemning den 10. februar 1920 i Nordslesvig (1. zone) var valgdeltagelsen høj, ca. 100.000 vælgere (svarende til 91,5 procent), heraf stemte 75.431 personer (74,9 procent) for, at området skulle være dansk. Ved den anden folkeafstemning den 14. marts 1920 i Sydslesvig (2. zone) var valgdeltagelsen også høj, 91,1 procent, heraf stemte 51.724 vælgere (80,2 procent) for, at området skulle forblive en del af Tyskland.

Resultatet betød, at der på begge sider af den nye grænse var skuffede borgere - de tysksindede i Danmark over de ikke forblev tyskere, de dansksindede i Tyskland over de ikke "kom hjem til Danmark".

Den 5. juli 1920 underskrev de allierede og Danmark en traktat, hvor de allierede overdrog alle suverænitetsrettigheder i Sønderjylland til Danmark med tilbagevirkende kraft fra den 15. juni 1920, som regnes for den officielle genforeningsdato.

For tyskerne var der ikke tale om en genforening, men om afståelse af et landområde. Så i Tyskland tales der i år ikke om Genforeningen 2020, men om: 100 Jahre Volksabstimmungen - Gemeinsam über Grenzen (100-året for folkeafstemningen - fællesskab over grænsen).

Dagens gæster i Hjernekassen er: museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland, Sønderborg Slot, lektor Karen Gram-Skjoldager, Aarhus Universitet, og centerleder Peter Yding Brunbech, HistorieLab.

 

Hjernekassen på P1 Special den 28. april 2020. Psykisk sårbare.

En af hjerneforskningens allerstørste udfordringer er at prøve at forstå de hjernemekanismer, som afgør hvilke tanker, der hentes ind i bevidstheden. De mekanismer i hjernen, der afgør hvilke tanker og oplevelser, der skal sendes ind i ens bevidste tankestrøm, har betydning for, hvem man er som menneske. Udvælgelsesprocessen er af afgørende betydning for ens mentale sundhed. Der er ikke en eneste alvorlig sindslidelse, som ikke i sidste instans kan føres tilbage til en ubalance i de hjernemekanismer, der arbejder med at tilvejebringe en relevant og letflydende tankestrøm.

Jeg er overbevist om, at en bedre forståelse af hjernens opmærksomhedsfunktioner er af den største vigtighed for forståelsen af et stort antal mentale og psykiske vanskeligheder. Opmærksomhed og bevidsthed er uløseligt knyttet til hinanden. Vi oplever jo kun det, vi retter vores opmærksomhed imod. Det gælder både den ydre verden og vores egen indre verden. Vore hjerner bombarderes konstant af sanseindtryk, men kun et fåtal af disse finder vej til vores bevidsthed. På samme måde er det med vores indre liv. Hjernen er fyldt med tanker, men det er kun et fåtal af dem, der bliver hentet ind i vores bevidsthed. Som altså bliver tænkt på en måde, hvor vi er klar over, at vi tænker dem.

Når det hele fungerer, lægger vi ikke mærke til det. Tankerne flyder frit og ubesværet gennem vores bevidsthed. Hele tiden står nye relevante tanker parat i det ubevidste, klar til at træde ind i bevidsthedens lys, når det bliver deres tur. Man ved ikke, hvorledes det virker, men der er processer i den ubevidste del af vores hjerne, som hele tiden sørger for, at vores bevidsthed fyldes med relevante, sammenhængende tankebaner og -spor. Men i det øjeblik, hvor det ikke fungerer 100 procent, så mærker vi det.

Under coronakrisen har der været færre henvendelser og indlæggelser i psykiatrien, end der plejer at være. Det virker umiddelbart underligt, men psykiater, vicedirektør Ida Hageman, Region Hovedstadens Psykiatri, forklarer, hvad det kan skyldes. Hun kommer også ind på, om coronakrisen eventuelt kan øge forekomsten af psykiske problemer.

Assyriolog Ulla Koch fortæller om livet i Mesopotamien, og hvordan man dengang anskuede sygdomsepidemier og andre plager.

Vil man vide lidt mere om Mesopotamien se Hjernekassen-teksten fra den 28. januar 2019.

 

Hjernekassen på P1 Special den 27. april 2020. Stemmen.

Vores stemmer er unikke. Du kan genkende andre mennesker på deres stemme, og de kan genkende dig på din stemme. Ofte vil du også kunne høre, hvordan vedkommende har det. Er den anden person glad, trist, vred eller noget helt fjerde, du fornemmer det som regel ret hurtigt, selv hvis du ikke kan se vedkommende.

Jeg kan huske engang, jeg talte i telefon med én om noget, jeg havde skrevet. Vedkommende lød temmelig misfornøjet, så jeg spurgte ligeud: "Er der noget galt?" Og svaret var: "Ja, hele ugen har jeg bedt min mand om at ordne et eneste job - grave kartofler op i haven, og han har ikke gjort det endnu."

Vi kommunikerer med talestemmen i alle mulige sammenhænge. Ofte uden at vi tænker særlig meget over, hvordan vi bruger stemmen, selv om det farver indholdet og påvirker modtagerens opfattelse af det, vi siger. Havde jeg ikke fundet ud af, at det var husbonden, der var årsagen til irritationen, havde jeg utvivlsomt troet, at det var mine skriverier, hun var utilfreds med, selv om hun sagde noget helt andet.

Nogle mennesker, eksempelvis undervisere, præster, skuespillere, foredragsholdere, tv- og radioværter, bruger deres stemme rigtig meget arbejdsmæssigt. Derfor tilbydes der flere steder undervisning i stemmebrug og formidling eksempelvis i DR, så ens budskab bedre når igennem.

Heller ikke personer, som kommunikerer deres budskab gennem forskellige former for sang, lyder nøjagtig ens - hver fugl synger som bekendt med sit næb. Også her er der hjælp at hente, så det, man har på hjertet, kommer til udtryk. Det taler jeg med sangpædagog Anne Rosing og sanger Louise Fribo om i dagens udsendelse.

Dernæst taler jeg med to - som også bruger deres stemme en hel del, når de er på arbejdet - kabinechef Jette Stilbo og steward Victoria Rosendahl, begge ansat i SAS, om deres funktion om bord på flyet.

 

Hjernekassen på P1 Special den 24. april 2020. Japan.

Jeg savner at kunne rejse til Japan. Jeg føler mig hjemme dér, selv om jeg kun i begrænset omfang forstår, hvad det er, der foregår.

Nogle af de ting, som gør, at jeg godt kan lide at befinde mig i Japan, er, at noget af det, som har været nødvendige tiltag i Danmark for at begrænse smittespredning af coronavirus, er en selvfølge for japanere, f.eks. god håndhygiejne. At det er vigtigt at vaske sine hænder ofte, er noget man opdrages til fra barnsben af. Ligesom man lærer at bukke høfligt, når man møder andre mennesker - at lade være med at give hinanden hånden eller kramme er helt naturligt, selv når der ikke er en voldsom sygdomsepidemi.

I forhold til andre lande varede det længe, før Japan officielt meldte ud, at landet havde et problem med COVID-19. Der har været mange gisninger om årsagen hertil. Hvorom alting er, så er Japan i skrivende stund i nødretstilstand på grund af coronapandemien. Den danske ambassade i Japan opfordrer danske borgere til ikke at opholde sig i landet, medmindre de taler flydende japansk, for hvis man bliver indlagt på et hospital i kritisk tilstand, er det langtfra sikkert, at hospitalspersonalet vil kunne kommunikere med én på engelsk. Så medmindre man har en forsikring, som garanterer én behandling på et hospital med engelsktalende personale, risikerer man at stille sig selv og sine pårørende i en vanskelig situation.

En af mine gode venner, den danske journalist Thomas Høy Davidsen, er bosat i Japan, og han taler flydende japansk. Så ham ringer vi op i programmet for at høre, hvordan japanerne tackler coronakrisen.

Men først ringer vi til Arisa Konishi, som kommer fra Japan, men bor i Danmark og arbejder hos Dana-Seals A/S. Arisa Konishi har givet Hjernekassens redaktion et tip om, hvordan hun og mange andre japanere dagligt bruger ti minutter på morgengymnastik til en bestemt melodi, som hun godt vil dele med danskerne.

 

Hjernekassen på P1 Special den 23. april 2020. Kierkegaard - angst, frygt og bæven.

Noget som kan fylde ens sind med frygt og bæven, er de daglige indberetninger fra ind- og udland om mennesker smittede og døde med coronavirus. Men tallene er ikke til for at skræmme os, professor i statistik ved Københavns Universitet Susanne Ditlevsen forklarer i radioudsendelsen, hvad vi kan bruge statistik om COVID-19-pandemien til.

Sognepræst Pia Søltofts, Christians Kirke i København, tilgang til livet har været præget af Søren Aabye Kierkegaards (1813-1855) filosofi, lige siden hun stødte på hans tanker som teologistuderende. Hun har brugt hans syn på tilværelsen både i sit professionelle virke og som privatperson. Søltoft bruger Kierkegaard til at reflektere over almenmenneskelige eksistentielle spørgsmål. To centrale begreber i Kierkegaards filosofi er angst og frygt. Angst er et grundvilkår for mennesket, ikke en sygdomsdiagnose. Mennesket kan forholde sig til sig selv, foretage valg og det medfører et ansvar, og det kan være angstprovokerende. Angst er ikke rettet mod et konkret fænomen, mens frygt, som vi deler med dyr, er rettet mod et konkret objekt.

Professor i psykologi Svend Brinkmann har sammenfattet Kierkegaards angstbegreb således: "Det er et vilkår, at den frihed til at vælge, som kommer med selvrefleksion, går hånd i hånd med angsten. At det er angstfuldt at være menneske, er måske ikke særlig rart, men ikke desto mindre det, der udmærker os frem for den øvrige natur." Hvad er et menneske? (Gyldendal 2019, side 125).

Pia Søltoft mener, at vi alle bør bruge coronakrisen til at reflektere over vores måde at leve på. Er der noget, vi ønsker at gøre på en anden måde, end vi har gjort førhen, når krisen er overstået?

For supplerende information om Søren Aaabye Kierkegaard se Hjernekassen-teksten fra den 15. januar 2018.

 

Hjernekassen på P1 Special den 22. april 2020. Månen.

Månen blev skabt for omkring 4,5 mia. år siden. Den fremherskende hypotese i dag er, at et sammenstød mellem den unge jordklode og planeten Theia bevirkede, at materiale blev slynget ud omkring Jorden, og noget af materialet samlede sig sammen og dannede månen.

Dengang var afstanden mellem Jorden og månen mindre end i dag, hvor afstanden er ca. 400.000 km. Men eftersom månens bane er ellipseformet, varierer afstanden mellem 356.500 km og 406.700 km. Selv om månen befinder sig langt væk fra Jorden, befinder den sig i forhold til andre objekter i solsystemet og universet tæt på os.

Jeg tror, der er mange, som synes, det er fascinerende at betragte den lysende måne på en natsort himmel, og som finder det svært at forstå, at månen faktisk ikke udsender lys, men reflekterer lyset fra solen, som rammer den trækulsgrå måne.

Noget andet, som kan være svært at forstå, er, at det altid er den samme side af månen, som vender mod Jorden, men det skyldes månens såkaldte bunden rotation omkring Jorden.

Eller det kan undre én, at man med det blotte øje næsten kan se månens kratere. Disse mægtige fordybninger i månens overflade menes at være skabt af større og mindre meteoritnedslag for op til 3,8 mia. år siden, under det der kaldes for det store sene bombardement, som lader til at have været ca. 50 mio. år.

Det er over 50 år siden, at Neil Armstrong (1930-2012) som det første menneske betrådte månen og udtalte de berømte ord: "That's one small step for (a) man, one giant leap for mankind." (Et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden).

Meget af den viden, vi har om månen, skyldes denne og andre rumekspeditioner. I programmet deler Anja Cetti Andersen, professor i astrofysik ved Niels Bohr Institutet, og John Leif Jørgensen, professor ved Institut for Rumforskning og Rumteknologi, DTU Space, ud af deres store viden om månen.

Og rigspolitichef Thorkild Fogde svarer beredvilligt på spørgsmål om politiets store formidlings- og kommunikationsopgave for at få befolkningen til at overholde forholdsreglerne (f.eks. at holde afstand) under coronakrisen.

 

Hjernekassen på P1 Special den 21. april 2020. Dyr.

Dyr er naturlige værter for forskellige virusser, og mange af de nye virusser, vi mennesker bliver udsat for, stammer fra dyr. Smitter virus en unaturlig vært, mennesker eller andre dyr, medfører det sygdom og muligvis død. Infektionssygdomme, som overføres fra dyr til mennesker, betegnes zoonoser.

Omkring 75 procent af alle nye infektionssygdomme stammer fra dyr, det gælder måske også COVID-19. Ingen ved præcist, hvordan smittespredningen med et hidtil ukendt coronavirus, SARS-CoV-2, begyndte, men virusset stammer muligvis fra det flyvende pattedyr, hesteskonæse flagermusen, Rhinolophus smithersi. Flagermusen har antageligvis smittet et andet dyr, måske en pangolin (et skældyr), der har videregivet virusset til et menneske, som så har smittet andre mennesker. Herefter er det ellers gået slag i slag, og coronavirusset har skabt en international sundhedskrise.

Transmissionen fra dyr til menneske kan være sket på et kinesisk "vådmarked", hvor der handles med alle mulige slags både døde og levende dyr, bl.a. flagermus og andre vilde dyr. Dyrene opbevares i tætpakkede bure, stablet ovenpå hinanden, hvilket giver god mulighed for smittespredning mellem dyrene og videre til mennesker. Det har fået FN til at opfordre verdens lande til at forbyde markeder med handel af vilde dyr.

Under pandemien er det gentagende gange blevet påpeget, at smitte med nye typer af virus fra dyr til menneske vil være et tilbagevendende problem, på grund af vi rejser rundt i hele verden og bringer sygdomme med hjem. Men også på grund af vores udnyttelse af jordområder, som forstyrrer dyrenes habitater og bringer os i tættere kontakt med hinanden og dermed øger risikoen for, at hidtil ukendte virusser overføres fra dyr til mennesker, og der opstår nye smitsomme sygdom.

Dyrlæge Mads Frost Bertelsen er en af de personer, som har hilst et forbud mod handel med vilde dyr velkommen, da det vil være til gavn for såvel folkesundheden som de truede dyrearter.

Dagens program er med:

Kirstin Dahl-Pedersen, dyrlæge, adjunkt, Universitetshospitalet for Store Husdyr, Københavns Universitet, der fortæller om produktionsdyrenes forhold under coronakrisen.

Birgit Nørrung, institutleder ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet, taler om dyrlægers arbejde, og om samspillet mellem dyr og mennesker, og hun kommer bl.a. ind på zoonotiske sygdomme.

Mads Frost Bertelsen, dyrlæge i Zoologisk Have København og adjungeret professor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet, som beretter, hvordan dyrene i Zoologisk Have har det i disse tider.

 

Hjernekassen på P1 Special den 20. april 2020. Dyder og duelighed.

Selv om svære tider hører med til menneskelivet, havde Henrik Gade Jensen, sognepræst i Lolland-Falster Stift, ikke forestillet sig, der ville komme en verdensomspændende epidemi, som ville skabe store forandringer i alles hverdag. Coronapandemien har fået ham til at reflektere over, hvad vi gør i en alvorlig krise. H.G. Jensen anskuer krisen som en form for test på vores duelighed.

Dengang jeg var spejder, blev man udsat for mange duelighedsprøver. Som spejder skulle man bevise sin evner til at klare bestemte opgaver, og for hver prøve, man bestod, fik man et duelighedstegn (et stofemblem) til at sætte på sin spejderuniform.

Duelighed handler for Henrik Gade Jensen om, hvad vi hver især kan bidrage med, så vi i fællesskab løser krisen.

Som præst har han selv været nødt til at gå i tænkeboksen. For hvordan viser man sine sognebørn, at man er der for dem, selv om kirken ikke er åben? H.G. Jensen er gået online og forkynder sit budskab via YouTube. Hvilket har betydet, at han nu har langt flere personer, som lytter til hans ord, end i kirken.

I udsendelsen uddyber sognepræst Henrik Gade Jensen sine tanker omkring dyder og duelighed.

Også i andre erhverv har det været nødvendigt at tænke på andre måder at passe sin daglige dont, og det fortæller Jacob Slavensky, tandlæge i Sorø, og Carsten Riisgaard, buschauffør i Aarhus, om.

 

Hjernekassen på P1 Special den 17. april 2020. Kolera og kloakker.

I juni 1853 blev København ramt af en voldsom koleraepidemi, som i løbet af fire måneder kostede 4.737 af byens ca. 130.000 indbyggere livet. Lægerne kendte ikke årsagen til sygdommen, men de havde en klar formodning om, at den kunne være forårsaget af dårlig hygiejne.

Selv om København var en lille storby med omkring 10.000 husstande, var byen tætbefolket, da hovedstaden dengang lå inden for voldene. Ud over mennesker husede byen desuden 5.000 heste, svin og køer i kælderstalde og baggårde. Byen havde ingen kloakker eller indlagt rindende vand i boligerne. Stinkende affalds- og afføringsrester flød i rendestenene, og spildevandet blev blandet med drikkevandet, som blev hentet i nærliggende søer og åer og ledt ind til byens vandbrønde via underjordiske porøse trævandrør. Så forholdene for forurening af vandet var yderst gunstige.

Det, lægerne og Sundhedskollegiet gjorde for at få kontrol over koleraepidemien, var at sætte ind med såkaldte husvisitationer, hospitals- og karantæneforanstaltninger samt sørge for, at der blev gjort grundigt rent såvel indendørs som udendørs.

Inden koleraen ramte København i 1853, havde den allerede hærget andre steder i Europa bl.a. i London, som atter blev hårdt ramt i 1854. Her fik lægen John Snow (1813-1858) en mistanke om, at det kunne være noget i vandet, som gjorde folk dødssyge, hvilket han forsøgte at overbevise myndighederne om med statistisk materiale.

Først 30 år senere i 1883 fandt den tyske læge Robert Koch (1843-1910) ud af, at kolera skyldes tarmbakterien vibrio cholerae, som spredes via afføring. (Hvilket i øvrigt sammen med Kochs opdagelse af andre typer bakterier udløste Nobelprisen i Fysik og Medicin i 1905.)

I København betød koleraepidemien, at der efterfølgende blev givet tilladelse til at bygge huse uden for voldene for at mindske befolkningstætheden, der kom også fokus på sundere boliger til de fattige, hvilket Lægeforeningens arbejderboliger på Østerbro (kaldet Brumleby) er et eksempel på, oprettelse af vandværker og igangsættelse af kloakering, dog uden tilslutning af vandskyllende toiletter, det begyndte først ved århundredskiftet.

Koleraepidemien i København i 1853 var kort sagt med til at sætte skub i store forandringer, som højnede de hygiejnisk forhold og forbedrede befolkningens sundhedstilstand. Indførelse af ren vandforsyning og kloaknet anses for at være dét medicinske fremskridt, som har reddet flest menneskeliv.

Overlæge Anders Koch, Rigshospitalet og Statens Serum Institut, og museumsinspektør Morten Arnika Skydsgaard, Steno Museet, Science Museerne, Aarhus Universitet, belyser koleraepidemierne i London og København, og hvad vi i dag kan lære af epidemierne.

 

Hjernekassen på P1 Special den 16. april 2020. Hvad er tid?

Klokken slår, tiden går

"Nej, nej, nej! Er der allerede gået så meget af dagen?" udbrød min yngste søn engang, da han var en lille purk, og vi havde haft en skøn eftermiddag sammen i svømmehallen.

Når vi er i gang med noget, som interesser os, tænker vi ikke over tiden, og vi kan blive helt forundret, når vi opdager, hvor meget tid der egentlig er gået. Befinder vi os derimod i en situation, vi helst ikke vil være i, føler vi gerne, at tiden går alt for langsomt.

Tiden efter den 11. marts i år, hvor vi fik at vide, at Danmark lukkede ned, har nogle mennesker oplevet som lang, mens andre ikke har oplevet nogen nævneværdig forskel. Men hvad er tid egentlig?

Biolog, radiovært m.m. Johan Olsen har skrevet Hvad er et æg? Bogen om videnskab i hverdagen (Politikens Forlag 2019), heri er et kapitel med overskriften: Hvad er tid? Så ham ringer vi op i udsendelsen for at høre, hvad han har at sige om tid.

Vi ringer også til professor Ulrik Uggerhøj, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, som har skrevet Tid (Tænkepauser, Aarhus Universitets Forlag 2014), og får hans forklaring på, hvad tid er.

Eftersom der er gået 80 år, siden dronning Margrethe blev født, markerer vi midt i udsendelsen den runde fødselsdag.

Supplerende information om dagens emne: se Hjernekassen-teksten om tidsopfattelse fra den 4. april 2016.

 

Hjernekassen på P1 Special den 15. april 2020. Coronavirus.

Virus findes overalt, de fleste skaber ingen problemer for os mennesker, men en del forårsager sygdomme, nogle mere alvorlige end andre.

Uden for vores celler er virus en livløs partikel uden eget stofskifte. Virus er afhængig af en levende celle, det kan trænge ind i for at kunne formere sig. Lykkes det, så er det, vi har balladen.

Der findes mange slags virus, og de inficerer forskellige celler og forårsager forskellige sygdomme. COVID-19 skyldes infektion med det nye coronavirus SARS-CoV-2 (severe acute respiratory syndrome coronavirus 2 eller på dansk svær akut respiratorisk syndrom coronavirus 2).

Corona er det latinske ord for krone. Virussets navn skyldes, at viruspartiklen har en beskyttende fedtkappe omgivet af pigge, som får virussets omrids til at minde om en kongekrone. Piggene gør viruspartikler i stand til at sætte sig fast på luftvejscellernes overflade og blive optaget i cellerne.

Når en viruspartikel er kommet ind i en celle, overtager den styringen og går i gang med at kopiere sig selv igen og igen, indtil cellen sprænges i stykker og spreder viruspartiklerne videre til andre celler, som gentager processen, og på den måde gør os syge.

Det nye coronavirus antages at stamme fra en flagermus, eventuelt med et andet dyr som mellemvært, inden virusset inficererede det første menneske i slutningen af 2019. Siden da har det smitsomme virus gjort utallige mennesker syge og kostet mange mennesker livet i hele verden, så der arbejdes ihærdigt på at finde behandlinger eller vacciner mod sygdommen.

Der er meget, lægerne endnu ikke ved om den nye luftvejssygdom. Men dét, Anders Fomsgaard og Tyra Grove Krause, Statens Serum Institut, samt Thea Kølsen Fischer, Nordsjællands Hospital, ved om coronavirus, deler de velvilligt med os alle i dagens program. Hvor de også giver et indblik i deres forskningsprojekter.

 

Hjernekassen på P1 Special den 14. april 2020. Ængstelige børn.

Jeg har stor tendens til at bekymre mig, så under coronakrisen har jeg dagligt holdt pauser fra nyhedsstrømmen for bedre at kunne håndtere al den usikkerhed, der er kommet ind i en ellers nogenlunde tryg tilværelse, men uden at jeg på nogen måde har forsøgt at negligere situationens alvor.

At vi mennesker reagerer på coronavirusset med ængstelse, er faktisk godt, for der er noget at være bange for, og hvis vi ikke tager visse forholdsregler, vil det gå galt. Det, vi skal helst undgå, er, at ængsteligheden kammer over i ubegrundet angst.

Lige inden påske tegnede Mikkel på næsten 11 år to glade skyer forbundet med en regnbue til sin gamle faster (56 år). Over den farvestrålende regnbue skrev han: Alt bliver godt igen. Og under regnbuen: Sammen hver for sig. Tegningen viser, at drengen har fattet situationens alvor, uden at gå i total panik. Med sin hilsen viser drengen desuden omsorg for et andet menneske i en urovækkende tid.

Der er ingen tvivl om, at uanset hvordan børn oplever og håndterer den nuværende situation, vil den sætte spor i deres erindringer. Det, som man kan håbe på, at de vil huske, er vigtigheden af hele tiden at passe på hinanden.

Efter at have talt med psykolog Rikke Engelbrecht om ængstelighed og angst hos børn under coronakrisen, taler jeg med håndarbejdseksperterne Line Rix og Lærke Bagger om den opblomstring, de har oplevet, håndarbejdet, specielt strikning, har haft blandt kvinder i alle aldre, siden statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned. Journalist Adrian Lloyd Hughes, vært på Klog på Sprog, runder af med at forklare udtrykket: åbne op.

 

Hjernekassen på P1 Special den 8. april 2020. Brætspil.

På grund af pressemøde om skolerne og børneinstitutionernes genåbning efter påske varer dagens udsendelse kun små 20 minutter.

Medvirkende er: hygiejnesygeplejerske Jette Holt, Statens Serum Institut, der anbefaler forældre og børn at lære mere om mikroorganismer ved at kigge på undervisningsmaterialet e-Bug, som ligger på Statens Serum Instituts hjemmeside. Og højskolelærer, brætspilsekspert Thomas Vigild, Vallekilde Højskole, der giver tips til brætspil for hele familien under coronakrisen.

 

Hjernekassen på P1 Special den 7. april 2020. Hjemløse og coronasmitte.

Ifølge VIVE's (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) seneste optælling fra 2019 var der i Danmark registrerede 6.431 hjemløse; hvoraf 1.442 opholdt sig i København, 167 på Frederiksberg, 1.237 i Københavns omegnskommuner og 750 i Aarhus.

"Vi står i en ekstraordinær situation, hvor vi skal passe på vores hjemløse samtidig med, at vi tager tiltag mod corona. Derfor skriver vi nu ud til kommuner om, at de skal sørge for tilbud til hjemløse trods forbuddet mod at samle 10 personer." - social- og indenrigsminister Astrid Krag, den 18. marts 2020.

Hjemløse er en af samfundets mest udsatte og sårbare grupper, for at hjælpe dem under coronakrisen er der iværksat en række hjælpeforanstaltninger. Der er oprettet nødherberger, så de hjemløse ikke behøver opholde sig på gaden, sundhedspersonale rykker ud for at teste hjemløse borgere for coronasmitte, og der er etableret karantænepladser til hjemløse med COVID-19 symptomer.

Er hjælpen til de socialt sårbare borgere tilstrækkelig? Dét og meget andet taler jeg med dagens tre gæster om i Hjernekassen, som er:

Læge Christian Wejse, Infektionsmedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, som kører ud til de hjemløse med coronatestbussen. Den 1. april skrev Christian Wejse følgende twitterbesked: "48 af 48 hjemløse og andre udsatte testet negative for COVID-19 i Aarhus, i morgen kører vi en ny runde på væresteder." Nu har han og resten af teamet testet over 100 personer, og alle har været negative. Forskningsprojektet fortsætter i den kommende tid.

58-årig Csaba (udtales Chopper), hjemløs, guide hos Gadens Stemmer og sælger af Hus Forbi-bladet i København. Csaba bor i øjeblikket på et Danhostel, da han er bange for at blive smittet med coronavirus, eftersom han har kronisk lungebetændelse og et svækket immunforsvar.

Forstander Ivan Christensen, Mændenes Hjem i København. Hjemmet har været nødt til at skrue ned for deres tilbud til de hjemløse og fokusere på dem, der har allermest brug for hjælp. I øjeblikket bor 45 personer på Mændenes Hjem, Ivan Christensen frygter, hvad der vil ske, hvis en af mændene skulle blive syge med coronavirus.

 

Hjernekassen på P1 Special den 6. april 2020. Indien og respiratorbehandling.

Kunsten at hilse korrekt er ikke altid lige let, for det varierer ikke blot fra land til land, men også indenlands. Men formålet er som regel det samme: at vise velvilje eller respekt over for den person, man hilser på.

I vestlige samfund er håndtrykket en af de mest almindelige måder at hilse på. Det signalerer ofte en form for venskab og lighed, medmindre den ene person samtidig ærbødigt nejer eller bukker for den anden person.

I Danmark er det også ret almindeligt, at folk giver hinanden et knus, specielt mellem familiemedlemmer og nære venner. Sjældnere er kindkysset, som ofte ses i mange andre lande.

Populære venskabelige hilsner, som tit anvendes af især yngre mennesker, er highfives eller at sætte knytnæverne mod hinanden, begge hilseformer bruges også for at udtrykke glæde eller triumf.

Hvorom alting er, så kan vi i den nuværende krisesituation ikke hilse på hinanden på sædvanligvis, da vi er nødt til at holde afstand til hinanden for at minimere risikoen for coronasmitte.

Hvordan skal vi så hilse på hinanden? Der har været mange forskellige bud, et af dem kommer fra Indien, hvor man samler sine hænder foran brystet, bøjer hovedet og siger: "Namaste", som betyder noget i retning af "jeg bøjer mig for det guddommelige i dig".

Dagens indlæg i Hjernekassen er med:

Ambassadør Freddy Svane, Danmarks Ambassade i Indien, som beretter fra New Delhi om coronakrisen dér.

Overlæge Thomas Strøm, intensivafdelingen på Odense Universitetshospital, der fortæller om brugen af respiratorer før og nu.

Sygeplejerske Christina Skov Iversen, som kommer med endnu en situationsrapport fra Regionshospitalet Horsens.

 

Hjernekassen på P1 Special den 3. april 2020. Penicillin.

I 1945 blev den skotske bakteriolog Alexander Fleming (1881-1955), den australske læge Howart Walter Florey (1898-1968) og den tyskfødte kemiker Ernst B. Chain (1906-1979) tildelt Nobelprisen i fysik og medicin: "for the discovery of penicillin and its curative effect in various infectious diseases."

Året inden var medicinalindustrien begyndt at fremstille penicillin, som i både danske og udenlandske aviser blev udråbt som et "mirakelmiddel", idet en række infektionssygdomme bl.a. lungebetændelse, difteri og bakteriel meningitis, som havde kostet utallige mennesker livet, nu kunne helbredes med et lægemiddel udvundet af en skimmelsvamp tilhørende Penicillium-slægten. Så det er ikke svært at forstå, at begejstring var stor.

Allerede i 1928 havde Alexander Fleming ved et rent tilfælde opdaget, at skimmelsvamp tilsyneladende udskilte en væske, der kunne dræbe bakterier. Efter en lang række eksperimeter fandt han ud af, at svampesaften, som han havde svært ved at udvinde, faktisk var et stærkt antibakterielt stof. I 1929 skrev A. Fleming en tidsskriftsartikel om sine eksperimenter, men ingen syntes rigtig interesseret i hans opdagelse, og efter nogle år stoppede han med at forske i penicillin.

Først ti år senere begyndte en gruppe forskere ved Oxford University at interessere sig for penicillin som et muligt brugbart middel i patientbehandlingen, og i 1940 lykkedes det Howard Walter Florey og Ernst B. Chain at udkrystallisere en brunlig penicillinholdig substans, men det var fortsat vanskeligt at udvinde stoffet i store mængder. Med hjælp fra den amerikanske stat og amerikanske medicinalvirksomheder lykkedes det imidlertid at få sat gang i en storproduktion af penicillin, som tog fart fra 1944.

Herhjemme iværksatte ejeren af Løvens Kemiske Fabrik, Knud Abildgaard (1901-1986) i samarbejde med læge K.A. Jensen (1894-1971) fra Rigshospitalet, en begyndende produktion af penicillin i 1943, så Danmark allerede lige efter besættelsestiden havde en effektiv penicillinproduktion.

Et overforbrug af antibiotika til dyr og mennesker har desværre haft den uheldige konsekvens, at flere bakterier er blevet resistente over for penicillin og andre antibiotika.

Dagens første telefongæst i Hjernekassen, museumsinspektør Morten Arnika Skydsgaard, Steno Museet, Science Museerne, Aarhus Universitet, gør os alle sammen klogere på penicillinets historie.

Den anden telefongæst, lektor Peter Viggo Jakobsen, Institut for Strategi, Forsvarsakademiet, deler ud af sin viden om håndtering af krisesituationer.

Sidst i programmet belyser journalist Adrian Lloyd Hughes, vært på Klog på Sprog, bl.a. udtrykket: holde hånden under.

 

Hjernekassen på P1 Special den 2. april 2020. Polio.

Polio er en akut virusinfektion, der kan medføre varige og invaliderende lammelser. Polio rammer oftest børn, derfor kaldes sygdommen også for børnelammelse.

Poliovirus smitter via afføring gennem mund og tarmkanal enten direkte eller indirekte gennem vand eller fødevarer. Smitte med poliovirus kan også ske ved dråbeinfektion f.eks. via host og nys. Hvis man er uheldig, vil virus, som formerer sig i tarmslimhinden, føres med blodcirkulationen til hjerne eller rygmarv og forårsage lammelser forskellige steder i kroppen. I de værste tilfælde vil åndedrætsmusklerne blive ramt og tilstanden blive livstruende og medføre døden. I 1952 under en af de værste polioepidemier i Danmark blev 5.676 personer smittet, hvoraf 2.450 fik lammelser og 262 døde.

Indtil midten af 1950'erne var polio en almindelig og frygtet sygdom i Danmark og resten af verden. Men efter man begyndte at vaccinere mod sygdommen i 1955, blev den sjældnere. I dag er sygdommen udryddet i det meste af verden, dog ikke i Pakistan og Afghanistan. Eftersom sygdommen ikke er fuldstændig udryddet, er poliovaccination med i det nuværende danske børnevaccinationsprogram (et fuldført vaccinationsprogram med fire poliovaccinationer i alderen 3, 5, 12 måneder og i 5-årsalderen giver livslang beskyttelse mod polio).

En af de medvirkende i dagens program, 71-årig Dan Foldager, var som lille dreng i 1952 poliopatient og indlagt på hospitalet i 10 måneder, efterfulgt af lang tids genoptræning derhjemme. Siden hen har han døjet med post-polio syndrom, det vil sige en forværring af de angrebne musklers funktion efter en lang stabil periode på ca. 30-40 år.

Inden Dan Foldagers historie forklarer fysioterapeut Merete Bertelsen, på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, hvad polio er.

Afslutningsvis taler jeg med læge Maja Thiele, Odense Universitetshospital, om coronasituationen.

 

Hjernekassen på P1 Special den 1. april 2020. Familiekonflikter.

Familier med problemer af den ene eller anden slags er særligt udsatte i disse tider med lukkede arbejdspladser, skoler og nødpasningsordninger. Når familierne er nødt til at være mere sammen end ellers, kan problemerne spidse yderligere til. Det ved både Lene Stephensen, privat praktiserende psykolog med speciale i skilsmisser, og Katrine Nordbjærg, forstander på krisecentret Kvindehjemmet, fra deres daglige arbejde med udsatte familier.

Sidst i programmet fortæller forfatter Hanne-Vibeke Holst om sin næsten profetiske bog Som pesten (Gyldendal 2017).

"Pandemi. Ordet kommer af græsk - pan, fælles, og demos, folk - og kan oversættes til 'hvad der er fælles for folk'." Som pesten (side 243).

For at kunne skrive spændingsromanen Som pesten så realistisk som muligt har Hanne-Vibeke Holst talt med mange forskellige eksperter, som ved noget om virussygdomme og pandemier. Da der har været vigtigt for hende at skrive en troværdig historie om en verdensomspændende epidemi.

Hovedpersonen i den næsten 700 sider lange fortælling er den danske epidemiolog 39-årig Karoline Branner, der netop er startet som koordinator i verdenssundhedsorganisationen WHO's afdeling for pandemibekæmpelse i Genève, da en voldsom influenzaepidemi bryder løs; først i Danmark, siden i resten af verden.

Hvor alvorlig epidemien egentlig er, går for alvor op for Karoline Branner, da hun rejser til Danmark for at tale med sin tidligere chef på seruminstituttet om influenzaen - den spanske syge 2.0.

"Allerede under metroturen fra lufthavnen sent i aftes var forskellen, fra sidst hun var her for blot få uger siden, mærkbar. Sorgløsheden og det skæve grin var afløst af tyst alvor. Passagererne i de halvtomme vogne skævede paranoidt til hinanden og sørgede for at skabe størst mulig afstand, alle bar handsker, og for første gang nogensinde så hun danskere med mundbind. På metrostationerne var der opstillet dispensere med desinfektionsmiddel, og mobile A-skilte med informationstavler om 'gode råd til at undgå influenzasmitte' var stillet op ved rulletrapperne." (side 273-274).

 

Hjernekassen på P1 Special den 31. marts 2020. Store taler.

Når Dronningen taler, så lytter danskerne - i hvert fald rigtig mange af os. Derfor var det heller ikke tilfældigt, at dronning Margrethe 2. helt ekstraordinært talte til hele nationen om coronasituationen den 17. marts 2020.

Hvert et ord, hver en sætning, ja, hele talen fra start til slut, var nøje gennemtænkt, intet var overladt til tilfældighederne. Dronningens historiske tale skulle understrege situationens alvor og få os alle, unge såvel som gamle, til at forstå vigtigheden af at følge myndighedernes enkle råd. "Vask hænder. Hold afstand. Undgå fysisk kontakt. Bliv hjemme."

Talen var kort, så der ikke kunne herske nogen tvivl om hovedbudskabet: at vise sammenhold ved at holde afstand. (Præcis som statsminister Mette Frederiksen har bedt os om at gøre).

Et af de effektfulde virkemidler dronningen brugte i talen var at genanvende noget, som er blevet husket fra en af dronningens mange nytårstaler. Om at holde fester og runde fødselsdag udtalte Dronningen: "Det synes jeg ikke, man kan være bekendt." Og hun tilføjede: "Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst."

Dronning Margrethe forsøger da også selv at være et godt forbillede, og alle arrangementerne for at fejre hendes 80-års fødselsdag i april måned er naturligvis aflyst.

Efter Dronningen havde holdt sin tale, blev den analyseret i medierne af diverse royale eksperter og menigmand - også det, der ikke blev sagt: Gud bevare Danmark.

I programmet taler jeg med Christian Kock, professor emeritus i retorik, Københavns Universitet, og Frederik Wiedemann, underdirektør for kultur i Tivoli, tidligere rådgiver på Christiansborg, om politikere og andre myndighedspersoners taler og retorik.

Afslutningsvis giver overlæge Anders Koch en statusrapport fra Rigshospitalet og Statens Serum Institut.

 

Hjernekassen på P1 Special den 30. marts 2020. Louis Pasteur.

Den franske kemiker og mikrobiolog Louis Pasteur (1822-1895) var en af 1800-tallets mest fremtrædende videnskabsmænd. Pasteurisering er sikkert den af mandens banebrydende opdagelser, de fleste i dag bedst kender til, eftersom den fik stor indflydelse på måden, vi forhindrer sygdomsfremkaldende bakterier i en række levneds- og nydelsesmidler. Andre skelsættende opdagelser var Pasteurs udvikling af en vaccine mod bakteriesygdommen anthrax (miltbrand) og en vaccine mod virussygdommen rabies (hundegalskab).

Jeg taler i udsendelsen med Niels Høiby om den geniale videnskabsmand Louis Pasteur. Niels Høiby er professor, overlæge, dr.med., ansat ved Københavns Universitet og Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Rigshospitalet. Desuden har han været formand for Det Danske Pasteur-Selskab i 25 år.

Jeg taler også med professor Susanne Ditlevsen, Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet, om, hvad vi kan bruge statistik til.

Til sidst i udsendelsen besvarer hygiejnesygeplejerske Jette Holt, Statens Serum Institut, et par lytterspørgsmål vedrørende COVID-19.

 

Hjernekassen på P1 Special den 26. marts 2020. Flokimmunitet.

Smitteraten for coronavirus er eksponentiel stigende. I Storbritannien valgte man i første omgang ikke at gøre noget for at forhindre en hastigt accelererende spredning af coronavirus ud fra den antagelse, at man ved at lade mange samfundsborgere blive syge med coronavirus samtidig ville kunne opnå flokimmunitet. Denne strategi har den britiske regering imidlertid forladt, og Storbritannien forsøger nu i lighed med mange andre lande at bremse smittehastigheden.

Regeringen i Danmark har som bekendt sat ind med flere tiltag for at bremse hastigheden af smittede personer med coronavirus, for hvis mange mennesker bliver syge samtidig, vil sundhedsvæsnet ikke kunne følge med og tage sig af de patienter, som har behov for behandling, hvilket i sidste ende vil betyde, at syge, som man ellers kunne have hjulpet, vil miste livet. Målet er derfor hele tiden at holde coronasmitten nede på et niveau, så der vil være tilstrækkelig med hospitalssengepladser og sundhedspersonale nok til at tage sig af de sygeste patienter - og også til de patienter, der er indlagt med andre sygdomme end COVID-19.

Lyt til dagens udsendelse og hør, hvad professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen, Københavns Universitet, og overlæge Tyra Grove Krause, Statens Serum Institut, har at sige om immunitet over for virussygdomme.

Og få sidst i programmet en situationsrapport fra Regionshospitalet Horsens fra sygeplejerske Christina Skov Iversen.

 

Hjernekassen på P1 Special den 25. marts 2020. Virus og vaccine.

Verden over arbejder forskere i øjeblikket med at finde en vaccine mod den frygtede coronavirus; også i Danmark.

I det ellers mennesketomme Mærsk Tårn arbejder en gruppe forskere fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet, (i alt 14 mænd og kvinder af forskellige nationaliteter) fra tidlig morgen til sen aften alle ugens dage på at udvikle en vaccine mod coronavirus. Carlsbergfondet har bevilliget forskningsprojektet 13 millioner kroner og EU 20 millioner kroner til arbejdet med udviklingen af en vaccine, som, forskerne håber, vil kunne bruges til at gøre os modstandsdygtige over for coronavirus og dermed undgå sygdommen COVID-19. I programmet fortæller forsker, lektor Adam Frederik Sander Bertelsen mere om dette danske vaccineforskningsprojekt.

Efterfølgende taler jeg videre med leder af vaccineadjuvansforskning Dennis Christensen, Statens Serum Institut, om vacciner.

Men først forklarer cand.med., ph.d. Christian Wejse, COVID-afdelingen på Aarhus Universitetshospital, hvad vi på nuværende tidspunkt ved om coronavirus og COVID-19.

 

Hjernekassen på P1 Special den 24. marts 2020. Angst.

En af illustrator Line Jensens tegninger i Dagbog fra isolation, trykt i Politiken den 22. marts, viser en kvinde med to tankebobler. I den ene tankeboble med et rødt kryds henover står: gamle bekymringer. I den anden tankeboble står: nye bekymringer. I kommentaren under tegningen står: Jeg kunne bedre lide de gamle bekymringer, opdager jeg nu.

Der er sikkert mange mennesker, som kan nikke genkendende til Line Jensens tanker. Meget af dét, som bekymrede én for blot nogle få uger siden, undrer man sig over kunne vække uro i ens sind.

At være mere ængstelig nu end før coronakrisen er ikke en dårlig ting, der er først et problem, hvis det udvikler sig til angst i klinisk forstand.

Angst er en almenmenneskelig følelse, som er nødvendig for vores overlevelse. Angst er en naturlig reaktion på en trussel, angsten hjælper os til at reagere på truslen. Coronavirusset er en reel trussel, som vi er nødt til at reagere på både som enkeltindivid og som samfund.

Dagens telefongæster: professor i psykologi Svend Brinkmann, Aalborg Universitet, professor i psykologi Mikael Thastum, Aarhus Universitet, og overlæge Anders Koch, Rigshospitalet og Statens Serum Institut.

 

Hjernekassen på P1 Special den 23. marts 2020. Hvordan smitter ny coronavirus?

For at ny coronavirus­ - SARS-CoV-2 (severe acute respiratory syndrome coronavirus 2) - kan smitte og gøre os syge, skal det ind i kroppen til slimhinderne, typisk gennem mund, næse eller øjne, og derfra videre til luftvejene for at trænge ind i vores celler dér.

Ny coronavirus smitter via dråber, som udsendes gennem nys og hoste, enten ved direkte kontakt mellem mennesker eller indirekte ved berøring af en overflade f.eks. et håndtag, som er blevet inficeret af en smittet person.

Når vi rådes til at vaske eller spritte hænder tit, er det for at fjerne virus fra hænderne, inden de føres op til munden, eller en finger gnides i øjet eller mod næsen, for at undgå at blive smittet. Men også for at undgå at smitte andre, hvis man skulle være smittet med ny coronavirus uden at vide det.

Medvirkende i dagens udsendelse er: overlæge Tyra Grove Krause, Statens Serum Institut, hygiejnesygeplejerske Jette Holt, Statens Serum Institut, og læge Maja Thiele, Odense Universitetshospital.

 

Hjernekassen på P1 Special den 20. marts 2020. Hvad er et virus?

Hjernekassens trofaste lyttere vil have hørt det før, et virus er en kuvert med en meget dårlig nyhed. Dét mærker hele verden i øjeblikket, hvor den nye coronavirus har gjort adskillige mennesker syge med COVID-19, og sygdommen har allerede kostet mange menneskeliv.

De danske myndigheder har været nødt til at træffe en række beslutninger, som det er vigtigt, at vi tager alvorligt, og at vi følger myndighedernes anvisninger for at begrænse smittespredningen mest muligt i vort samfund.

I udsendelsen taler jeg først i telefon med overlæge Anders Fomsgaard, Statens Serums Institut, om virusset, som forårsager COVID-19 ved at inficere de øvre luftveje og de nedre luftveje - det vil sige trænge ind i lungerne og fremkalde lungebetændelse, hvis man er rigtig uheldig.

Dernæst taler jeg med sygeplejerske Christina Skov Iversen, Regionshospitalet Horsens, der arbejder på hjerteafdelingen, men som er ved at blive genoptrænet til at kunne passe respiratorpatienter, hvis det skulle blive nødvendigt.

 

Hjernekassen på P1 den 9. marts 2020. Tvangsindlæggelser.

"En af mine tidligere patienter var manisk. En godt 40-årig mand med et i øvrigt velfungerende liv. Han havde udviklet en mani, som havde stået på over et par måneder, og den var ret voldsom. Han var tvangsindlagt, og en dag lykkedes det ham at stikke af fra afdelingen. Han nåede helt til Korsør og måtte hentes tilbage til afdelingen med politiets hjælp. Da han ankom, var jeg til stede, og jeg gik bag ham og de to ledsagende politibetjente fra modtagelsen og ned til det lukkede afsnit. Jeg kunne på den korte gåtur godt høre, at situationen var lettere anspændt. Det virkede, som om patienten og i hvert fald den ene af de to betjente havde haft flere rigtig gode diskussioner på køreturen fra Korsør til København. Da vi kom ned til afsnittet, var patienten godt oppe at køre. Han var utilfreds med at være bragt tilbage til afdelingen og meget irriteret over alle de tåbelige idioter, han var omgivet af. For mig kulminerede det, da han vendte sig mod mig og sagde: 'Og du, du har bare at udskrive mig nu!' Jeg svarede i overensstemmelse med sandheden, at det ikke kunne lade sig gøre, hvorefter patienten meget hurtigt og rimeligt aggressivt bevægede sig hen imod mig. Som det ofte sker i den slags situationer, er det følelserne snarere end fornuften, der taler, og det første, der undslap min mund, var sætningen: 'Nej, det der må du ikke gøre, jeg bliver bange for dig.' Den sætning og måden, jeg så ud på, fik stemningen til at skifte fuldstændig. Al irritation og anspændthed forsvandt, patienten tog mig i hånden og kiggede mig oprigtigt i øjnene og sagde: 'Nej nej, mig skal du da ikke bange for.'" Frihedens Pris - En kort historie om menneskehjernen af Peter Lund Madsen (Lindhardt og Ringhof 2018, side 239-240).

I udsendelsen taler jeg med politiassistent Anders Petersen, som har bedt Hjernekassen på P1 lave et program om tvangsindlæggelser. Anders Petersen er ikke en af de to betjente i ovenstående beretning fra min tid som reservelæge på en psykiatrisk afdeling. Desuden taler jeg med overlæge Lykke Pedersen, Psykiatrisk Center København, Rigshospitalet, og overlæge Annick Parnas, der arbejder på Psykiatrisk Center Amager i det opsøgende psykiatriske team.

 

Hjernekassen på P1 den 2. marts 2020. Højtbegavede børn.

Et af de absolut mest begavede og talentfulde mennesker, jeg har mødt i hele mit liv, er min ungdomsven Jens. Han var dygtig i skolen, han var dygtig til sport, og så var han fuld af selvtillid. Engang sagde han til mig: "Peter, prøv lige at forestille dig at være mig. 100 procent overbegavet og god til al slags sport!"

Jens' liv blev desværre alt for kort, for han forsvandt (omkom højst sandsynligt) på Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, før voksenlivet overhovedet var begyndt, muligvis fordi han trods sit kloge hoved simpelthen ikke kunne forestille sig, at noget kunne gå grueligt galt under en sådan ekspedition.

Der menes at være en person i alle skoleklasser, som er særlig klog. Umiddelbart virker det jo ikke, som om det skulle være problematisk at være godt begavet, men psykolog, forfatter Ole Kyed, som har beskæftiget sig med børn med særlige forudsætninger (højtbegavede børn) i mange år, har fundet ud af, at børnene ofte mistrives. Dette skyldes, at den generelle antagelse er, at børnene er så intelligente, at de nok skal klare den på den ene eller anden måde.

Børn med særlige forudsætninger er ingenlunde ens, men talsmand for foreningen Gifted Children, advokat Peter Grubert fremhæver syv karakteristiske træk. De er ofte lærenemme, har en god hukommelse, et voksent sprog i en tidlig alder, et stort abstraktionsniveau, er meget selvkritiske, har en udtalt retfærdighedssans, og så er deres udvikling ofte asynkron.

Det er altså vigtigt at forstå, at et klogt barn sjældent er moden på alle områder.

Hvordan sørger man bedst for, at der tages hensyn til højtbegavede børns udvikling? Det taler jeg med Peter Grubert og Ole Kyed samt professor i filosofi og ambassadør i Gifted Children Vincent F. Hendricks om i Hjernekassen.

 

Hjernekassen på P1 den 24. februar 2020. Lægemiddelstyrelsen.

Dagens gæst er Thomas Senderovitz, der er uddannet læge og ansat som administrerende direktør i Lægemiddelstyrelsen, som holder til i en tidligere sojakagefabrik på Islands Brygge i København.

Lægemiddelstyrelsen har omkring 500 medarbejdere; hovedsageligt farmaceuter, læger, jurister og kontorassistenter. Lægemiddelstyrelsen har bl.a. til opgave at godkende og kontrollere lægemiddelvirksomheder og lægemidler på det danske marked, godkende kliniske forsøg, overvåge bivirkninger ved lægemidler, beslutte hvilke lægemidler, som skal have tilskud, samt føre tilsyn med medicinsk udstyr og med apoteker.

Fra arbejdet med at udvikle en ny medicin begynder, og indtil det kommer på markedet, går der som regel mellem 10-15 år, fordi medicin skal igennem adskillige test, før medicinalfirmaet kan sende en ansøgning om godkendelse af lægemidlet til Lægemiddelstyrelsen.

At udvikle ny medicin begynder som regel med en teori om, hvilke medikamenter som vil kunne enten kurere eller mindske symptomerne på en sygdom. Dernæst udvikles medicinen i laboratoriet og testes i reagensglas, inden den afprøves på dyr f.eks. rotter. Forsøg med dyr kræver en speciel tilladelse fra Dyreforsøgstilsynet. Hvis dyreforsøgene falder positivt ud, testes medicinen på frivillige raske mennesker, og hvis de kan tåle den, går man i gang med at undersøge, om medicinen kan hjælpe syge mennesker med at blive raske eller få det bedre. Testen af patienter skal testes op mod en gruppe patienter, som får den eksisterende behandling, og en gruppe patienter, der får placebomedicin, som ikke indeholder det aktive stof f.eks. en kalktablet. Test af medicin på mennesker kræver tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen og National Videnskabsetisk Komité.

For at Lægemiddelstyrelsen kan godkende en ny medicin, skal de sikre, at fordelene ved medicinen opvejer ulemperne. Ansøgningen om godkendelse af medicinen skal derfor indeholde dokumentation for lægemidlets virkning, sikkerhed og kvalitet. Selv om et produkt bliver godkendt og kommer på markedet, er det ikke ensbetydende med, at der ingen bivirkninger er ved medicinen. Al medicin kan have bivirkninger, derfor samarbejder Lægemiddelstyrelsen også med kollegaer i andre EU-lande, når de skal afveje, hvorvidt de positive virkninger opvejer de negative.

Når man tager medicin, bør man læse indlægssedlen, som følger med medicinen, så man ved, hvilke bivirkninger der kan være, og hvornår man bør søge læge, hvis man oplever bivirkninger ved medicinen. Det er vigtigt at tale med sin læge om bivirkninger, for nogle kan man gøre noget ved, det kan være, dosen skal justeres. Desuden har lægen pligt til at indberette bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen for at sikre det bedst mulige grundlag for at vurdere medicinens sikkerhed. Medicinbrugere/pårørende kan også selv indberette bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen.

 

Hjernekassen på P1 den 17. februar 2020. Elektricitet.

I år er det 200 år siden, den danske videnskabsmand Hans Christian Ørsted (1777-1851) opdagede elektromagnetismen. Hvilken betydning hans opdagelse ville få for hele den moderne samfundsindretning, havde han dog ingen idé om. Det havde heller ikke hans store interesse, da hans tankegang var præget af den tyske filosofiske naturromantiske videnskabsopfattelse. Hovedopgaven for fysikerne var at finde sammenhænge mellem de kræfter, der optræder i naturen, som f.eks. de elektriske og magnetiske kræfter.

Hvordan man i praksis kunne bruge H.C. Ørsteds opdagelse til at frembringe elektrisk strøm og anvende den, blev i de efterfølgende år påvist af franske, engelske og amerikanske fysikere og opfindere med de første dynamoer, elektromotorer, glødepærer og elektromagnetiske telegrafsystemer.

H.C. Ørsted var en ildsjæl (i øvrigt et af mange ord han selv var ophavsmand til), og hans interesse for naturvidenskab kom også til udtryk ved, at han var medstifter af flere selskaber, bl.a. Naturlærens Udbredelse (1824), og oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt (i dag Danmarks Tekniske Universitet (DTU)), hvor Ørsted selv var rektor fra oprettelsen 1829 til sin død i 1851.

"Efter alt at dømme forelæste Ørsted om naturvidenskabelige teorier. Han tog ikke særligt hensyn til Læreanstaltens formål om at være til nytte for samfund og industri i sin undervisning. Det var typisk for undervisningen i Læreanstaltens første tid." Skriver Laila Zwisler, leder af DTU's teknologihistorie, på Danmarks Tekniske Universitets hjemmeside.

Der er sket meget siden Ørsteds tid og den spæde start på vores elektrificeret samfund, og det gør der fortsat. Det vil man kunne høre professor Joachim Holbøll og lektor Chresten Træholt, begge fra Danmarks Tekniske Universitet, samt lektor Brian Møller Andersen, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, fortælle om i Hjernekassen.

 

Hjernekassen på P1 den 10. februar 2020. Sne og is.

Den 23. december 2010 var der snestorm over hele Danmark, og Bornholm var bogstavelig talt lukket ned. I København blev unødig bilkørsel frarådet, men jeg var nødt til at køre en tur fra mit hjem på Frederiksberg til Amager for at kunne blive færdig med mit bogprojekt Dr. Zukaroffs testamente. Det tog mig langt over en time at komme derud. Der var fygesne, og vejbanen var dækket af et hvidt frossent ælte. Og ude i den haveforening, jeg skulle besøge, var det en kamp at komme frem. Gangstierne var dækket af tykt snelag, og jeg sank ned i sneen til knæene.

Havde jeg siddet hjemme i min lune stue og hygget mig med et varmt glas gløgg, havde jeg næppe husket, hvor meget sne der var i Danmark i julen 2010. Men havde jeg boet på Bornholm, ville jeg uden tvivl have erindret det voldsomme snevejr, som fortsatte i de efterfølgende dage på klippeøen.

"I dagene op til nytår var Bornholm på grund af den konstante og meget lokale snestorm med kraftig snefygning blevet til det mest snedækkede sted i hele Nordeuropa, norske skisortsteder inklusive. DMI anslog den gennemsnitlige snedybe på øen til hele 1,45 meter, og blæsten havde skabt driver på mindst seks meters højde mange steder." Fra Vildt vejr over Danmark af Lars Henrik Aagaard (Berlingske Media Forlag/People'sPress 2011, side 130).

Lyt til Hjernekassen og blive klogere på sne og is samt klima, som belyses af lektor emeritus Aksel Walløe Hansen, lektor Anders Svensson, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, og senior isrådgiver Keld Qvistgaard, Grønlands Istjeneste, DMI.

 

Hjernekassen på P1 den 3. februar 2020. Operaen.

Operahuset på Dokøen overfor Frederiksstaden, som bl.a. indbefatter Marmorkirken, Amalienborg Slot og Amaliehaven, i København er en gave fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal foræret af ægteparrets søn skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller (1913-2012) til den danske stat/det danske folk. Fra kontrakten blev underskrevet med Henning Larsens tegnestue til bygningen stod færdig, gik der kun fire år og tre måneder (fra den 6. juli 2001 til den 1. oktober 2004).

Når man læser arkitektens bog De skal sige tak! - Kulturhistorisk testamente om Operaen (People'sPress 2009), minder opførelsen af Operaen om et ægte dramastykke. Om sin rolle har Henning Larsen (1925-2013) udtalt: "Men hvis jeg havde vidst, hvor enevældig og diktatorisk han (hr. Møller) ville være i forbindelse med Operaen, dvs. i hvor høj grad han ville bestemme alt og desavouere mig som arkitekt, ville jeg have sagt nej tak til opgaven." (side 13).

At alt ikke havde været fryd og gammen mellem den velhavende mæcen, der var blandt verdens 100 rigeste mænd, og Henning Larsen, kom også frem i offentlighedens lys i dokumentarprogrammet Skibsrederen, Arkitekten og Operaen (DR2 2005), hvor journalist Adrian Lloyd Hughes fulgte med i opførelsen af Operaen.

Hele historien omkring Operahuset, som det kostede ca. 2,4 mia. kroner (måske mere) at bygge, har optaget Adrian Lloyd Hughes, siden de første optagelser til fjernsynsprogrammet gik i gang, og gør det fortsat den dag i dag. Ikke kun historien om de to ældre herres magtkamp, for Operaen rummer en masse andre historier, for også politikere og Det Kongelige Teater mærkede, at hr. Møller forventede, at han i høj grad havde noget at skulle have sagt om Operaen.

Og så er der naturligvis også alle de historier, der har udspillet sig på nationaloperaen til glæde for publikum, siden Operaens indvielse den 15. januar 2005.

Adrian Lloyd Hughes gæster Hjernekassen sammen med rundviser, konferencier Lars Halby og mezzosopran Hanne Fischer.

 

Hjernekassen på P1 den 27. januar 2020. Medicinsk kastration ved prostatakræft.

Medicinsk kastration ved prostatakræft lyder temmelig skræmmende, og manges umiddelbare reaktion vil være: nej, ellers tak. Desuden er der sikkert rigtig mange, som ikke ved, hvad medicinsk kastration er, for det er et emne, der sjældent tages op i medierne. Det vil vi i Hjernekassen gerne være med til at lave om på, og vi har derfor kontaktet læge, ph.d. Lars Boesen, Roskilde og Herlev Hospital, tidligere gæst i Hjernekassen på P1 den 16. januar 2017, og bedt ham om at belyse emnet.

Prostata findes kun hos mænd. Blærehalskirtlen, som den også kaldes på dansk, befinder sig lige under blæren og omslutter urinrøret. Prostata består af mange små kirtler, som producerer den mælkeagtige hvide væske, som ved udløsning transporterer sædcellerne fra urinrøret til ægget i kvindens livmoder.

Prostata er på størrelse med en kastanje. Hos yngre mænd er den ca. to centimeter i diameter og vejer omkring 25 gram. Med alderen bliver prostata større, væksten stimuleres af det mandlige kønshormon testosteron og er godartet.

Men testosteron stimulerer også prostatakræftceller til at vokse, og det er her, medicinsk kastration kan komme på tale.

I en mail forklarer Lars Boesen: "Formålet med medicinsk kastration for uhelbredelig prostatakræft er at dæmme op for sygdomsudviklingen og/eller mindske symptomer ved sygdommen, men det har nogle behandlingsmæssige konsekvenser/bivirkninger, der kan ramme på mange niveauer hos en mand."

Behandling med medicinsk kastration har været brugt mod udbredt prostatakræft i omkring 50 år. Hensigten er at forhindre produktion af testosteron, der som nævnt stimulerer prostatakræftceller til at vokse. Produktionen af testosteron undertrykkes ved at få indsprøjtninger med enten hypofysehormonstimulator (GnRH-agonister) eller hypofysehormon-blokker (GnRH-antagonister).

Den bivirkning, der nok umiddelbart bekymrer de fleste mænd mest, er, at behandlingen medfører, at man mister lysten til sex og evnen til at få rejsning. Andre bivirkninger er øget risiko for blodpropper og for knogleskørhed.

Fordelen ved medicinsk kastration frem for kirurgisk kastration er, at man kan stoppe med behandlingen, hvis bivirkningerne er for svære at leve med. Dette anbefales dog ikke, da testosteronet så atter vil kunne påvirke kræftcellerne til at vokse.

Desuden kan det virke mindre traumatisk at få depotinjektioner med tre-seks måneders (GnRH-agonister) eller en måneds (GnRH-antagonister) mellemrum end at få foretaget et kirurgisk indgreb.

Læge, ph.d. Lars Boesen er i studiet sammen med læge, ph.d. Peter Østergren, Herlev og Gentofte Hospital, og patient Claus, som fortæller sin sygdomshistorie.

 

Hjernekassen på P1 den 20. januar 2020. Hukommelse.

For at hjernen kan tilegne sig ny viden, og at informationen kan lagre sig i vores bevidste hukommelse, skal vi have haft vores opmærksom rettet imod informationen - og kun den. Der er ingen vej udenom. Sidder man med sin computer eller mobiltelefon og surfer på nettet, mens læreren underviser, vil man ganske enkelt huske mindre af det, læreren forklarer, end hvis man koncentrerer sig og retter sin fulde opmærksomhed mod det, der foregår oppe ved tavlen.

Noget lignende gør sig gældende for enhver, som har viden, de gerne vil dele ud af. Når vi taler om formidling - og det gælder ikke mindst vidensformidling - er det ikke nok at gøre stoffet letforståeligt, det skal også afleveres på en måde, så man opnår den højeste grad af opmærksomhed. Grundreglen er: At gøre stoffet interessant, at udfordre hjernens trang til hele tiden at ville forudse, hvad der kommer til at ske lige om lidt, ved at gøre sin formidling til en spændende historie, der lokker med overraskelser. Det er selvfølgelig ikke altid muligt, i disse tilfælde er strategien at motivere ved på en klar og letforståelig måde at redegøre for vigtigheden af denne viden. At sætte stoffet ind i en større sammenhæng, så andre kan forstå, at det er værd at bruge sin tankevirksomhed på.

En anden vigtig proces, når det drejer sig om den bevidste hukommelse, er at kunne finde den relevante information i hukommelsen, når der er brug for den. Man kan sammenligne hukommelsen med et system af lagersektioner, hvor al ens information ligger opbevaret, velordnet og katalogiseret. Der er system i tingene, og det skal der også være, for vi har alle sammen store mængder information tilgængelig for genkaldelse. Selv det mest glemsomme menneske husker uendelig mange ting. Prøv, at finde ro i dit sind og lade tankerne vandre tilbage til din skoletid. Det er enorme mængder af ting, du husker. Det kan være, det tager lidt tid at grave det frem, men det ligger der, gemt gennem alle disse år.

Til at holde orden i lagersystemet kan man forestille sig, at der er ansat en lagerforvalter. Det er ham (eller hende), der finder relevant information på den rette hylde, så snart der er brug for det. Og det er her, at dagligdagens små problemer kan begynde at opstå. For i en ideel verden er hukommelseslageret fuldstændig velordnet, og lagerforvalteren er i topform og har et forkromet overblik over sit lager. Men sådan er det ikke i virkeligheden. Vi kender alle til situationen, hvor man er til eksamen, og der er panik på lageret. Lagerforvalteren ved godt, at informationen findes, han ved bare ikke lige, hvor den ligger. Og mens han farer forvirret rundt og leder på lageret, tikker uret, og først når ens opgave er afleveret, kommer man i tanke om svaret.

Hukommelsesfunktionen er en kompleks og vanskelig arbejdsopgave for vores hjerne, som dagens gæster i Hjernekassen, skuespiller Stine Gadegade, hukommelsestræner Lars Christiansen og forfatter Thomas Thaulov Raab, vil gøre os klogere på.

Hvis du erindrer, at vi tidligere har beskæftiget os med hukommelse i Hjernekassen på P1, så husker du rigtigt, da vi har været inde på emnet i mange forskellige sammenhænge.

 

Hjernekassen på P1 den 13. januar 2020. Hverdagens helt - hypotermi.

Overlæge Benedict Kjærgaard, Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, vil næppe kalde sig selv for en helt.

En helt er en person, som andre beundrer for en ekstraordinær indsats. At Benedict Kjærgaard af andre opfattes som en af hverdagens helte skyldes delvist, at han gennem sit arbejdsliv i 31 år har været tilknyttet Flyvevåbnets redningstjeneste og har været med til at redde mange menneskeliv.

Benedict Kjærgaard blev landskendt den 11. februar 2011, hvor 13 efterskoleelever og to lærere kæntrede i en dragebåd i det iskolde vand i Præstø Fjord.

På eget initiativ satte Benedict Kjærgaard sig i en helikopter og fløj fra Jylland mod Sjælland for at hjælpe sine kollegaer med redningsarbejdet. Straks han ankom til Næstved Sygehus, blev han dog i stedet for bedt om at hjælpe den hypoterme patient, 17-årig Andreas, som nogle læger ellers havde erklæret død på grund af hjertestop, men som andre mente, Benedict Kjærgaard måske ville kunne vække til live.

Selv om der var gået flere timer siden ulykken, og Andreas' kroptemperatur var nede på ca. 20 grader, lykkedes det ved hjælp af en mobil hjerte-lunge-maskine, som han havde haft med i redningshelikopteren, at påbegynde genoplivningen af den skindøde dreng.

Benedicte Kjærgaard har udtalt, at det var mere held end forstand, at det lykkedes at redde Andreas' liv. Jeg er nu overbevist om, at det har været en kombination af begge.

Sidst Benedict Kjærgaard så Andreas, havde han det godt og havde taget studentereksamen.

En af Hjernekassens lyttere har ønsket at høre mere om Benedict Kjærgaards arbejde, og heldigvis har han sagt ja til at fortælle om sit virke.

 

Hjernekassen på P1 den 6. januar 2020. Oldtidskundskab.

Oprindeligt var størstedelen af de antikke tekster, vi kender, skrevet på papyrus - et papirlignende skrivemateriale fremstillet af tynde strimler af presset og tørret marv fra papyrusplantens stængler. Arkene var typisk lange og blev rullet til bogruller. Papyrus var et forholdsvis billigt, men også skrøbeligt materiale. Mange af de tekstfragmenter, der er bevaret af de gamle græsk-romerske tekster, er fundet i Ægypten, som bl.a. anvendte skrifterne til at indpakke mumier i.

I antikken fandtes også biblioteker, det største og mest berømte var biblioteket i Alexandria i Ægypten grundlagt i det 3. århundrede f.v.t., hvor man samlede store mængder af papyrusruller. Biblioteket nedbrændte flere gange i løbet af antikken, og mange skrifter er derfor gået tabt.

Men i senantikken begyndte man at kopiere mange af de ældre skrifter over på pergament - et kostbart og langt mere holdbart materiale lavet af dyreskind. Pergamentet blev skåret til og foldet til en kodeks; et håndskrift i bogform, som ligner en nutidig papirbog. Samtidig forsøgte forskere ved biblioteket i Alexandria at rekonstruere og rense teksterne for fejl, som nemt opstår ved afskrivning af tekster, og at få skabt en samlet version af de græsk-romerske tekster. Forskerne etablerede dermed den metode, som kaldes tekstkritik, det vil sige at fastlægge en pålidelig version af en tekst.

I gymnasiefaget oldtidskundskab læses danske oversættelser fra græsk og latin af de antikke tekster.

Hjernekassen har besøg af tre eksperter fra Frederiksberg Gymnasium, lektor Mads Bertelsen, uddannelsesleder, lektor Helle Levinsen og lektor Else Valsgaard Kofod, som belyser forskellige aspekter af faget oldtidskundskab og fortæller om fagets relevans i dag.

For supplerende information om de gamle græske filosoffers tankegods læs Hjernekassen på P1-teksten fra den 26. maj 2014.

 

Hjernekassen på P1 den 30. december 2019. Psykedelisk terapi.

Dagens gæst, psykiater David Erritzøe, er forsker ved Imperial College London, hvor han er med til at teste, om det psykedeliske stof psilocybin (magiske svampe) er et effektiv middel mod bl.a. depression. Inden der overhovedet blev givet tilladelse til at teste psilocybin på depressive patienter, havde forskerne gennem syv år undersøgt og dokumenteret, hvorledes stoffet påvirker raske personer. Behandlingen tilbydes nu på forsøgsbasis til patienter med moderate til svær depression, som ikke har haft gavn af medicinsk behandling med mindst to præparater og kognitiv terapi. Patienter, der har haft psykotiske oplevelser, tilbydes ikke behandlingen.

Under de to terapisessioner, der hver varer seks timer, får patienterne med en uges mellemrum henholdsvis 10 mg og 25 mg psilocybin. Terapien foregår i et rum med dæmpet belysning og stille meditativ musik, og der er altid to psykiatere (guider) til stede og en psykolog (lederen af forskningsprojektet). Hensigten med terapien er at få løsnet op for nogle tankemønstre, som er gået i hårdknude, eller man hænger fast i. Og det ser ud til, at disse tankemønstre kan brydes ved hjælp af det psykedeliske stof psilocybin. Det, forskerne har erfaret, er, at patienterne får det bedre i løbet af ganske kort tid. Hjernescanninger før og efter behandlingen viser, der sker en stimulering af serotoninsystemet akkurat som ved medicinsk behandling.

Den langt hyppigst anvendte form for medicin ved depression er SSRI-præparater (selective serotonin reuptake inhibitors), som engang blev kaldt for lykkepiller. Medicinen påvirker serotoninsystemet - et netværk af nerveceller, der ligger spredt ud over hele hjernen. Uden at man på nuværende tidspunkt kan påvise en præcis mekanisme, må man gå ud fra, at SSRI-præparaterne ved at styrke serotoninsystemet virker stabiliserende på hjernens "humørtermostat". Det gode, man kan sige om SSRI-præparaterne, er, at de har relativt få bivirkninger. Det dårlige er, at der kan gå mellem to-otte uger, før pillerne begynder at virke, og for en given type medicin har det kun en positiv effekt på 60-70 procent af tilfældene. Processen med at finde den helt rigtige type medicin kan derfor være langvarig, og i nogle tilfælde når man aldrig frem til et tilfredsstillende resultat.

Forsøgspersonerne fra den psykedeliske terapi har i opfølgningsinterview seks måneder senere fortalt, at de inden behandlingen med psilocybin følte sig afkoblet fra alting, mens de efterfølgende følte, at de havde fået kontakt til sig selv og andre mennesker samt verden i almindelighed.

Lyt til dagens udsendelse og bliv klogere på, hvad psykedelisk terapi går ud på.

 

Hjernekassen på P1 den 23. december 2019. Jul.

Hvad er en rigtig jul? Ja, det siger jo næsten sig selv, at det afhænger af, hvem du spørger, og hvor vedkommende befinder sig i livet, hvilket sted på Jorden vedkommende bor, og hvilket miljø han eller hun kommer fra.

Havde du spurgt mig, dengang jeg var dreng, ville svaret have været et ganske andet end i dag. Alligevel er der elementer, som, jeg synes, hører sig til en dansk jul. Alle vegne, i gader og stræder, forretninger og private hjem, er der pyntet op efter alle julekunstens regler.

Derhjemme tælles ned til højtiden med kalenderlys og julekalender, i hvert fald mens man er barn. Dengang jeg var dreng, var det nok med en julekalender med et lillebitte billede inde under hver låge. En del af spændingen var, om man mon kunne gætte, hvad der gemte sig bag lågen. En tegning af et fad med risengrød? Et rødt og hvidt julehjerte? Et pyntet grantræ? Eller et af selveste julemanden? Nu forventer de fleste børn vist også lidt sødt til ganen eller en lille pakke hver dag fra den 1.-24. december.

Senere hen i livet er det snarere en ugentlig nedtælling med en adventskrans, og hvis man er heldig desuden med en chokolade- eller gaveadventskalender, som man har fået forærende af en god ven.

Og juletræsfesten, hvor man fik en godtepose indeholdende et æble, en appelsin, en æske med rosiner og slik, er skiftet ud med julefrokoster, hvoraf den ene i år blev sat i planlægningskalenderen, før sommeren endnu var omme, for at være sikker på, at jeg ville kunne deltage i gildet.

Der bliver selvfølgelig, når man er mig, lyttet til musik. Det er nok her, jeg kommer mest i det nostalgiske hjørne, når det gælder julens forskellige traditioner. For med den smukke sang Når du ser et stjerneskud er der en lige linje fra min barndomsjul til min voksenjul.

Fra alle os i Hjernekassen på P1 ønskes vores lyttere en glædelig jul med et program, hvor vi har besøg af Poul Nesgaard og en noget speciel julemand.

 

Hjernekassen på P1 den 16. december 2019. Mennesker med medfødt alkoholskade.

Teksten er baseret på information fra foreningen FASD's hjemmeside.

FASD (Fetal Alcohol Spectrum Disorders) er en samlebetegnelse for alkoholskader påført fosteret under graviditeten. Skaderne kan være både synlige og usynlige og dækker over et bredt spektrum lige fra mindre skader til svære multihandicap og død. Den alvorligste grad af medfødt alkoholskade betegnes FAS (føtalt alkohol syndrom). Desværre er der ifølge eksperter på området en berøringsangst i samfundet over for problemet, hvilket er uheldigt, da det betyder, at børnene får stillet en forkert diagnose, som eksempel nævnes, at halvdelen af børnene med FAS er født med hjertefejl, og de ofte "kun" får stillet diagnosen medfødt hjertefejl og ikke FAS.

I artiklen Der er mange flere børn med alkoholskader, end du tror udtaler May Olofsson: "Det kan være svært at konfrontere den enkelte kvinde med, at hendes barns vanskeligheder sandsynligvis skyldes, at hun drak alkohol i graviditeten."

Alkoholpåvirkning kan give misdannelser, inklusive i barnets ansigtstræk, væksthæmning og skader på hjernen. Men barnet kan også se helt normal ud, hvilket kan gøre det ekstra vanskeligt for andre at forstå, hvor alvorlige problemer vedkommende kæmper med, hvis der f.eks. er tale om kognitive vanskeligheder.

Manglende viden på området i såvel sundhedsvæsnet som i det sociale system og i uddannelsessystemet kan betyde, at personer med medfødt alkoholskade ikke får den rette behandling eller hjælp.

Psykolog Inger Thormann, der i 40 år har arbejdet med børn af mødre med alkohol- og stofproblemer, har fulgt flere af børnene ind i voksenlivet, og mange af dem fortsat er afhængige af andres hjælp. Der er ikke tvivl om, at forebyggelse, så skaderne ikke opstår, er uhyre vigtigt. Der findes ingen minimumsgrænse for alkoholindtag under en graviditet, og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder slet ikke rører alkohol lige før og under graviditeten, idet alkoholskader kan ske i alle graviditetsfaserne og medføre livslange skader.

Dagens ekspertpanel består af: formand for foreningen FASD, speciallæge May Olufsson, bestyrelsesmedlem i FASD, psykolog Christina Stenstrup og sygeplejerske, plejemor Ketty Seratski.

 

Hjernekassen på P1 den 9. december 2019. Bogbinderi.

"En bog er et vindue ind til den tid, den er skabt i," udtalte bogentusiast Christian Kaaber, der har samlet på bøger, siden han var ganske ung, i 2017 til Kristeligt Dagblad.

Bogindbinding har fundet sted på forskellig vis gennem århundreder. Tidligere tiders kostbare håndskrifter og bøger fordrede solide bind, i middelalderen oftest fremstillet af pergament; skind forarbejdet huder fra forskellige dyr f.eks. kalve-, fåre- og gedeskind. Fra omkring år 1700 anvendtes både i Danmark og udlandet hyppigere papirbind, ofte dekoreret ved hjælp af en særlig indfarvningsteknik, marmorering (dvs. efterligning af marmors overfladestruktur).

I Danmark stiftedes Foreningen for Boghaandværk i København i 1888 med det formål at højne kvaliteten af dansk bogtryk og bogbinderi. Foreningen oprettedes på initiativ af xylograf (dvs. træskærer) Frederik Hendriksen (1847-1938), der havde stået i lære i England, som var blandt de dygtigste til bogdesign i Europa. Hendriksen var en driftig herre, og i 1893 fik han oprettet Fagskolen for Boghaandværk som supplement til mesterlæren for danske sættere, trykkere og bogbindere. Desuden sørgede han for bogudstillinger og uddeling af præmier samt udgivelsen af tidsskriftet Bogvennen - Foreningen for Boghaandværks årlige tidsskrift (påbegyndt i 1893).

Lars Hedegaard er en af Danmarks sidste håndbogbindere. Han slår sine daglige folder i Bogbinderiet Aarhus og har opfordret Hjernekassen på P1 til at lave en udsendelse om boghåndværk. Vi har inviteret Lars Hedegaard på besøg i radiostudiet sammen med antikvar, boghistoriker og souschef Christian Kaaber, Vanggaards Antikvariat, København. Christian Kaaber er desuden formand for Komitéen for prisen Årets Bedste Bogarbejde indstiftet i 1934 af Forening for Boghaandværk. Lars Hedegaard modtog Årets Bedste Bogarbejde i 2015 for sin håndindbunden udgave af Norwegian Wood (en roman fra 1987 skrevet af den japanske forfatter Haruki Murakami).

"Æstetikken tjener et formål, nemlig at facilitere tilegnelsen af det, der er i bogen. Det, at en bog er lavet ordentligt, med ordentlige materialer og god typografi, gør, at man får lyst til at lade sig suge ind i den," forklarede Christian Kaaber til Kristeligt Dagblad i 2018.

 

Hjernekassen på P1 den 2. december 2019. Mørkt stof.

Engang havde de allerfleste mennesker svært ved at forestille sig, at Jorden var rund. Sådan er det ikke længere. At jordkloden er rund, fik vi et synligt bevis på juleaften 1968, da den amerikanske astronaut William Alison Anders (kaldet Bill Anders), besætningsmedlem på Apollo 8-missionen, tog det berømte billede af en "jordopgang", så vi med vores øjne kunne se, at Jorden er en lille blåhvid kugle i et mørkt verdensrum. Til gengæld er der andre ting, som det næsten er umuligt at forestille, hvad er, f.eks. mørkt stof.

Anja Cetti Andersen skriver i En lille bog om universet (Lindhardt og Ringhof 2016). "Da jeg var fysik-astronomi-studerende, var mørkt stof et forholdsvis nyopdaget mysterium. Jeg må indrømme, at jeg var mega-skeptisk. Jeg tænkte: 'Når først vi får bedre observationer, vil det vise sig, at mørkt stof enten ikke findes og blot skyldes fejlfortolkninger af observationerne, eller at det udgøres af sorte huller, planeter og andre objekter, der er kendetegnet ved at være svære at observere, fordi de ikke lyser så meget.' Men jeg må i dag erkende, at der var jeg helt og aldeles galt på den."

Ifølge astronomerne består universet kun af 4,9 procent synligt stof, resten består af de hypotetiske stoffer mørk energi og mørkt stof.

Det 13,8 milliarder år gamle univers formodes at bestå af 68,3 procent af mørk energi. Mørk energi bruges til at forklare, hvad der får det enorme verdensrum til konstant at udvide sig, så at vores galakse, Mælkevejen, og alle de andre galakser med stigende fart fjerner sig længere og længere væk fra hinanden. 26,8 procent af universet som helhed formodes at bestå af mørkt stof, mens galakserne og galaksehobene antages at indeholde op mod 90 procent mørkt stof. Mørkt stof bruges til at forklare den kraft, som sørger for at holde sammen på de roterende galakser, således at f.eks. Jorden ikke slynges væk fra Mælkevejen.

Egentlig er mørkt stof slet ikke mørkt, snarere usynligt, men siden den schweiziske astronom Fritz Zwicky i 1933 omtalte det ukendte stof i galakser og galaksehobe "mørkt stof", har betegnelsen hængt ved.

Dagens eksperter i Hjernekassen er lektor Mads Toudal Frandsen, Forskningscenteret CP3-Origins, Syddansk Universitet, og lektor Steen Harle Hansen, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

Teksten til Hjernekassen på P1 den 7. april 2014 omhandler også dagens emne.

 

Hjernekassen på P1 den 25. november 2019. Nyrerne.

For en kort gennemgang af urinvejssystemet, som nyrerne er en vigtig del af, se Hjernekassen på P1-teksten fra den 16. januar 2017.

Nyrerne har flere funktioner bl.a. at rense blodet og fjerne overskydende væske fra kroppen, regulere blodtrykket, stimulere produktionen af røde blodlegemer samt oprette kalk- og syre-base-balancen. I denne tekst beskrives, hvorledes nyrerne renser blodet.

Nyrerne fungerer som et slags filter, der renser blodet for affaldsstoffer, som kroppen får gennem kost, medicin og andet, og skyller dem ud gennem urinen. Forenklet beskrevet sker det ved, at en nyrearterie (et stort blodkar) leder affaldsholdigt blod til nyren, som føres videre til nyrens ydre regioner (nyrebarken), hvor filtreringen sker i en masse bittesmå enheder kaldet nefroner ­- nyrens funktionelle enheder. Herfra føres det rensede blod via en vene (et andet blodkar) tilbage til blodomløbet, mens dråber af filtreret affald samles op i nyrebægerne og føres ud i nyrebækkenet, som ender ud i urinlederen.

Der dannes en til halvanden liter urin i døgnet hos en voksen person. Selv om væsken, der er farveløs, lys gul eller mørkere gul, indeholder affaldsstoffer, er den steril, det vil sige uden bakterier.

Normalt har man to nyrer, men det er muligt at leve med kun en nyre.

Ved nyresvigt, hvilket er en livstruende situation, fungerer nyrerne ikke længere, og man skal i dialyse. Der er to primære former for dialysebehandling: hæmodialyse (dialyse via blodet) og peritonealdialyse (dialyse via bughulen). Akut nyresvigt behandles med dialyse i dage til uger. Behandling af kronisk nyresvigt er livsvarigt eller varer, indtil patienten bliver nyretransplanteret.

Dagens gæster: molekylær biolog, ph.d., lektor Henrik Dimke, Afdelingen for Kardiovaskulær og Renal Forskning, Institut for Molekylær Medicin, Syddansk Universitet, forsker i en bedre forståelse af nyrernes funktioner. Især mineralbalancen, herunder transport af calcium og magnesium, har hans interesse. Viden om calcium er afgørende for at kunne forebygge og behandle nyresten. Og professor, dr.med., ph.d., forskningsleder Boye L. Jensen, Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital, som behandler nyresygdomme.

 

Hjernekassen på P1 den 18. november 2019. ADHD.

Hvornår er der tale om en frisk dreng med masser af energi, og hvornår er det en dreng med en diagnose? Ca. fire procent af en børneårgang er påvirket af ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder), og dobbelt så mange drenge som piger får stillet diagnosen ADHD, idet "den stille type" ADD (Attention Deficit Disorder) er mere almindelig hos pigerne.

ADHD er en af de hyppigst diagnosticerede udviklingsforstyrrelse hos børn. 80 procent af årsagerne findes i den kombination af gener, man er født med, de resterende 20 procent i miljøfaktorer i bredeste forstand. Hos ca. halvdelen af børnene fortsætter vanskelighederne op i voksenalderen.

Grundsymptomerne ved ADHD er opmærksomhedsforstyrrelser, hyperaktivitet og impulsivitet.

Når ADHD er så hyppigt forekommende, skyldes det, at den relaterer sig til to både komplicerede og altafgørende hjernefunktioner: hjernens opmærksomhedsfunktioner og hjernens regulering af adfærdsmæssige impulser.

Vi bombarderes konstant med informationer, derfor er det vigtigt at kunne fokusere på det, der er vigtigt her og nu, og samtidig udelukke andet. At kalibrere koncentrationen korrekt er en arbejdsopgave, hjernen ofte har problemer med at få til at fungere optimalt, men arbejdsopgaven er vigtig for en velfungerende hverdag.

Graden af koncentration skal hele tiden kalibreres, så den passer til situationen. Løses dette stykke hjernearbejde ikke tilfredsstillende, så går det galt. Det er et ufatteligt kompliceret stykke hjernearbejde at tilvejebringe den korrekte grad af koncentration, og det kan ikke undre, at det ofte går galt. Der går ikke en dag, uden at jeg udviser fejlkalibrerede grader af koncentration. Jeg er fraværende, når jeg skal være nærværende, jeg lader mig distrahere, når jeg burde følge en plan, men eftersom det ikke er hele tiden, fungerer tingene alligevel.

Ved ADHD har hjernen generelt svært ved at undertrykke unødig sanseinformation, den overstimuleres let og mister fokus. Koncentrationsevnen, at kunne holde fokus på bestemte opgaver og samtidig udelukke forstyrrelser udefra, er nedsat ved ADHD. Udfordringer ved ADHD kan afhjælpes ved tilvejebringelse af rolige, velstrukturerede omgivelser, som aflaster hjernen i arbejdet med filtrering af sanseindtryk, og som støtter hjernen i dens planlægningsarbejde.

Ved ADHD er der også nedsat aktivitet i det område i hjernen, der hedder nucleus accumbens. Nucleus accumbens er en hjernestruktur, som ligger dybt nede under hjernebarken. Traditionelt kaldes nucleus accumbens for "hjernens belønningscenter", men i virkeligheden er det hele lidt mere indviklet. Nucleus accumbens vigtigste opgave er at rette vores opmærksomhed mod ting, som har særlig stor betydning. Det kan være ting, der opfylder grundlæggende behov, eller ting, der har været forbundet med en succesoplevelse. Nucleus accumbens er dermed en vigtig brik i hjernens arbejde med at holde fokus på det relevante.

Når mennesker med ADHD har en hyperaktiv, impulsiv, spændingssøgende adfærd, skyldes det dopaminaktiviteten i deres nucleus accumbens er lavere, og de derfor er nødt til at få meget stærke indtryk for at føle tilfredsstillelse. Den medicinske behandling med det amfetaminlignende stof, methylphenidat, kan påvirke dopaminaktiviteten i hjernen, så der opnås samme kontrolstyring som hos mennesker uden ADHD.

Dagens eksperter i Hjernekassen er overlæge, professor Per Hove Thomsen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og overlæge, professor Niels Bilenberg, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling Odense, Psykiatrien i Region Syddanmark.

 

Hjernekassen på P1 den 11. november 2019. Amagermanden.

Den 25. september 2010 klokken 4.39 modtog et forældrepar et gruopvækkende opkald fra deres teenagedatter, der skreg: "Jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø." Herefter blev forbindelsen afbrudt. Pigen overlevede, kom klokken 5.03 hjem til forældrenes kolonihavehus og fortalte, at hun var blevet voldtaget. Familien kontaktede med det samme politiet, og kort tid efter fandt politihunden Cooper i nærheden af gerningsstedet et kondom fyldt med sæd, som straks blev sendt af sted til dna-analyse.

Herefter gik et ihærdigt efterforskningsarbejde i gang, for det viste sig ret hurtigt, at sæden måtte stamme fra gerningsmanden, at der var tale om en mand, som havde været på spil mere end den ene gang, og som til og med havde drab på samvittigheden. Arbejdet gav pote, og den 12. november 2010 kunne politiet arrestere Amagermanden og sigte ham for tre alvorlige forbrydelser. Han nægtede sig skyldig i sigtelserne, men politiet følte sig sikre på, at det måtte være gerningsmanden, og at han måske stod bag andre uopklarede forbrydelser. Så efterforskningsarbejdet fortsatte, og man fandt frem til, at det havde han.

I Drabschefen - nye sager (Ekstra Bladets Forlag 2012) fortæller Ove Dahl, at i alle drabssager foretages en mentalundersøgelse af den sigtede af psykiatere og psykologer, inden en retssag går i gang. Om Amagermanden konkluderede eksperterne, at han ikke var sindssyg, og heller ikke havde været det på gerningstidspunkterne. Desuden betegnede de ham som værende narcissistisk (selvoptaget) og påfaldende upåvirket af tiltalen, og at de vurderede, at der var stor risiko for, at han ville begå ny kriminalitet, hvis han blev løsladt.

I foråret 2011 rejste statsadvokat Lise-Lotte Nilas tiltale mod Amagermanden i en af danmarkshistoriens mest uhyggelige kriminalsager. Sagen gav hun til senioranklager Anne Birgitte Stürup og medanklager Maria Thulin. Den dengang 45-årig Marcel Lychau Hansen blev anklaget for to drab, som Stürup skulle tage sig af, og seks voldtægter, som Thulin skulle tage sig af, samt endnu en voldtægt, som Stürup også skulle tage sig af. En serie af forbrydelser af yderst grov karakter begået over en periode på 23 år.

Sidstnævnte voldtægt, mod en 47-årig kvinde i Nymosen i Vangede i 2007, blev Marcel Lychau Hansen ikke kendt skyldig i på grund af utilstrækkeligt dna-bevis, og at stedet ikke passede med de andre gerningssteder på Amager, men i alle de andre sager blev han kendt skyldig. Hvilket betød, at retten den 22. december 2011 idømte Marcel Lychau Hansen livsvarigt fængsel for: at have kvalt en 73-årig kvinde, enkefrue Edith Louise Andrup, under et hjemmerøveri i hendes lejlighed på Brøndkærvej 2 i Valby den 16. februar 1987, forsøg på seksuelt overgreb og drab af en 40-årig skolelærer, Lene Buchardt Rasmussen, i Fasanskoven på Amager Fælled den 29. august 1990, voldtægt af fire unge kvinder (14-årige tvillingepiger, en 15-årig pige og en 23-årig kvinde) i en villa på Ingolfs Allé 21 på Amager den 19. oktober 1995, voldtægt af en 24-årig studerende kvinde på Amagerkollegiet den 3. maj 2005 og voldtægt af en 17-årig pige i en kolonihave i Haveforeningen Stjernelund på Kongelundsvej 242 på Amager den 25. september 2010.

I udsendelsen fortæller pensioneret senioranklager Anne Birgitte Stürup om sin karrieres største udfordring, sagen mod serieforbryderen Marcel Lychau Hansen. Desuden medvirker tidligere politibetjent og efterforsker gennem ti år, nu uddannet journalist Sebastian Richelsen, der flere gange har stillet sig selv spørgsmålet, om Amagermanden har begået flere drab end dem, han er dømt for, og psykolog Christian A. Stewart-Ferrer.

Anne Birgitte Stürup har tidligere været gæst i Hjernekassen på P1 den 29. august 2016 i udsendelsen Hvad laver en anklager?

 

Hjernekassen på P1 den 4. november 2019. Psoriasis.

Psoriasis er en arvelig, kronisk hudsygdom med røde fortykkede og hvide skællende hudområder, som klør og sprækker. Hudlidelsens navn er afledt af det græske ord psṓra, som betyder "kløe".

Psoriasis kaldes for en autoimmun sygdom, hvilket vil sige, at kroppen opfatter sig selv som en "fjende" og danner antistoffer mod sig selv. Ca. 200.000 personer, ligeligt fordelt kønsmæssigt, er ramt af hudlidelsen.

Hudsygdommen er hyppigst præget af udbrud med kortere eller længere mellemrum afløst af udbrudsfrie perioder, men kroniske forløb forekommer. Udslættet kan ramme større eller mindre områder og kan optræde overalt på huden. Udslættet forsvinder i løbet af måneder, hvorefter huden fremtræder normal.

Den centrale udløsende årsag er ukendt, men har man psoriasis, kan man forebygge udbrud ved at være opmærksom på, i hvilke situationer sygdommen blusser op.

Rygning, overforbrug af alkohol, fedme er faktorer, som man ved, kan forværre tilstanden. Sollys har ofte en positiv effekt, men hos nogle forværres lidelsen af sol. Skader på huden (f.eks. solskoldning), psykisk stress, visse typer af medicin og infektioner kan også fremprovokere udbrud.

Behandlingen består i at lindre de fysiske symptomer ved milde grader af psoriasis med lokalt virkende cremer og salver, ved moderate grader med lys- og strålebehandling eller ophold i varmt og solrigt klima samt badning i saltvand og ved svære grader med medicin.

Tidligere troede man, at psoriasis udelukkende var en sygdom i hudcellerne, nu ved man, at det er immunsystemets celler, der sammen med hudcellerne, fører til sygdommen, som ofte er forbundet med en række følgesygdomme f.eks. psoriasisgigt, hjertekarsygdomme, sukkersyge og nogle kræftformer.

Den ødelagte hud kan indvirke på personens livskvalitet ikke blot fysisk, men også psykisk.

Dagens gæster er specialist i inflammatoriske hudsygdomme, især psoriasis, Lars Iversen, overlæge og professor ansat ved Dermatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, Søren Valdorff Rasmussen, psoriasispatient og ambassadør for Psoriasisforeningen, og Lars F. Werner, direktør for Psoriasisforeningen.

 

Hjernekassen på P1 den 28. oktober 2019. Tourettes syndrom.

Tourettes syndrom findes i alle kulturer og er i dag anerkendt som værende en arvelig, neurobiologisk lidelse. Diagnosen Tourettes syndrom er baseret på de symptomer, som er til stede, og som kan observeres og konstateres gennem samtale.

Det anslås, at ca. 1 procent af børn og unge har Tourettes syndrom. Lidelsen er forskellig fra person til person, ligesom forløbet og prognosen varierer. Tourettes syndrom er karakteriseret ved tilstedeværelsen af såvel motoriske (f.eks. blinken med øjnene, hovedkast, spjæt med benene) som vokale (f.eks. snøften, hvin, koprolali) tics.

De ufrivillige bevægelser (motoriske tics) begynder typisk i fire-seksårsalderen og flere år før de vokale tics. Mellem 10-15-årsalderen når ticene som regel deres maksimum. 90 procent oplever en bedring frem mod 18-årsalderen, og 40 procent bliver helt symptomfrie. Forekomsten af Tourettes syndrom hos voksne kendes desværre ikke.

Det symptom, som måske oftest opfattes som typisk for Tourettes syndrom, er koprolali, det vil sige, brug af obskøne, frække ord eller sætninger, der er socialt upassende, f.eks. "Jeg har en neger i min taske" og samtidig give fuckfingeren til studieværten under et interview i fjernsynet, ses relativt sjældent.

Ret ofte vil Tourettes syndrom være ledsaget af andre vanskeligheder f.eks. ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder), OCD (Obsessive Compulsive Disorder) eller problemer inden for autismespektret. I disse tilfælde vil det typisk være de andre diagnoser, som er mest behandlingskrævende.

Selv om tics betegnes ufrivillige, kan nogle med Tourettes syndrom undertrykke deres tics i en begrænset periode, enten bevidst eller når de er optaget af spændende gøremål.

For at undgå misforståelser, som symptomerne kan give anledning til, er åbenhed omkring Tourettes syndrom eller andre lidelser vigtig.

I programmet medvirker afdelingslæge Nanette Mol Debes, Børn og Unge, klinik 2, Herlev og Gentofte Hospital, 37-årig Rune Molin, som har været gennem et kortere kognitivt træningsforløb på Touretteklinikken på Bispebjerg Hospital, og overlæge Heidi Bryde Biernat, Touretteklinikken, Bispebjerg Hospital, som arbejder med voksne med Tourettes syndrom.

 

Hjernekassen på P1 den 21. oktober 2019. Læger uden Grænser.

Om ordsproget "den der tier, samtykker" findes på fransk, ved jeg ikke, men det var i frustration over, at Internationalt Røde Kors under borgerkrigen i Biafra ikke ville udtale sig offentlig om de uhyrligheder, de var vidner til, som fik en gruppe franske læger og journalister til at stifte Médecins Sans Frontières i 1971. For fremover ønskede de ikke at føle sig medskyldige ved at tie om uhyrlighederne. Den humanitære nødhjælpsorganisation skulle yde livreddende lægehjælp og fortælle omverdenen om de lidelser, medarbejderne var vidner til rundt omkring i verden.

"Med vores dybe rodfæste i verdens brændpunkter vil jeg blive ved med at dele min egen og vores udsendtes viden og erfaring med danskerne fra hvad, der konkret sker ude i verden. Vi har alle et globalt ansvar, som vi må påtage os, hvis vi ønsker at skabe en mere retfærdig verden, hvor alle har adgang til kvalificeret lægehjælp." - Jesper H. Brix

Læger uden Grænsers kontor i Danmark blev oprettet i 1993. Det danske kontor er tilknyttet det operationelle center i Bruxelles, som sender læger, sygeplejersker og andet personale ud i felten.

"En kvinde, som rejste med sine to børn på fire og fem år, havde været med til at redde den seksårige fra at drukne. Men mens hun gjorde det, faldt hendes egne to børn over bord og druknede. Den sorg var næsten ikke til at bære for nogen af os. Hun kunne dårligt nok stå på benene, og de eneste ord, vi hørte, var 'mine børn, mine børn'. Jeg kunne næsten ikke klare at følge hende i land. En rejse mod sikkerhed med en alt for høj pris." - Kamma Skaarup

Organisationen har projekter i over 60 lande og hjælper årligt millioner af mennesker samt redder liv, som ellers ville være gået tabt.

"Du kan hjælpe mange, men der er også mange, du ikke kan gøre noget ved. Når du står med en tidligt født, der vejer 800 gram. Der kan du nogle gange ikke gøre så meget, og det er hårdt. Det var verdens ende, og samtidig det mest meningsfyldte jeg har lavet. Men jeg var færdig til sidst. Der sad jeg bare og stenede, når jeg havde fri. Den hiver jeg frem, når jeg er presset. Hvis jeg kan klare det, så kan jeg klare alting." - Mads Geisler

Læger uden Grænser er en neutral og upartisk organisation og arbejder uafhængigt af nationale midler, hvilket kun er muligt på grund af private bidrag.

I Hjernekassen på p1 vil man kunne høre vidnesbyrd fra:

Jesper H. Brix, der har været udsendt som sygeplejerske, og som siden 2016 har været direktør i Læger uden Grænsers danske kontor. Som direktør står han i spidsen for ca. 30 ansatte, 100 frivillige og over 70 årlige udsendelser af nødhjælpsarbejdere til verdens brændpunkter.

Anæstesisygeplejerske Kamma Skaarup, som bl.a. har været med om bord på et af Læger uden Grænsers redningsskibe i Middelhavet for at hjælpe til med at redde mennesker på flugt i havsnød.

Læge Mads Geisler, som har været udsendt 11 gange med Læger uden Grænser, selv om han kun er 36 år.

Teksten er baseret på information fra Læger uden Grænsers hjemmeside.

 

Hjernekassen på P1 den 14. oktober 2019. Hygiejne - Roskilde Festival 2019 (2).

Roskilde Festival bruger hvert år 8 millioner kroner på efteroprydning. De penge ville vi meget hellere bruge på mere musik, velgørenhed og festival.

Noget, jeg virkelig godt kan lide ved japanerne, er, at de er utrolig hygiejniske. Den personlig hygiejne er god, og man sørger for at holde omgivelserne rene både indenfor og udenfor. Jeg gad godt vide, hvad japanerne ville tænke om danskerne på Roskilde Festival.

Jeg tror ikke, det ville være positivt. Slet ikke når det faktisk er nemt at skille sig af med sit affald.

Der er 900 affaldsspande fordelt på campingområdet - en på hjørnet af hvert eneste campingfelt. Der er også 7 store recycling-stationer, hvor du kan aflevere og sortere dit affald.

Svineriet var hovedårsagen til, at jeg i en ung alder besluttede mig for ikke at tage til Roskilde Festival for at lytte til musik sammen med mine venner. Da jeg næsten 40 år senere tog til Roskilde Festival, blev jeg vitterlig chokeret over, hvordan der så ud på campingområdet. Alle vegne flød det med affald, som også afslørede det høje indtag af alkohol og lattergas samt cigaretrygning, og så stank der af tis, fordi folk bare ladede vandet, hvor de havde lyst.

Sidste år blev der efterladt 2400 tons affald på campingområdet. At sortere dette manuelt er en umulig opgave. Dette betyder, at det meste af affaldet ikke kan genanvendes, men bliver sendt til forbrænding eller lagt i deponi.

Thea Kølsen Fischer, forskningschef, Nordsjællands Hospital, Jette Holt, hygiejnesygeplejerske, Statens Serum Institut, og Anders Koch, speciallæge i infektionssygdomme, Statens Serum Institut - alle tre eksperter, som ved en masse om hygiejne - har sagt ja til at give gode råd til fremtidige festivaldeltagere. Vores samtale fandt sted søndag den 7. juli 2019 med journalistpraktikant og trofast festivaldeltager Jacob Lund Madsen som guide.

Teksterne i kursiv er fra gratisavisen Orange Press.

 

Hjernekassen på P1 den 7. oktober 2019. Stalking.

Når man er en kendt person, bliver man ofte kontaktet af mennesker, man ikke kender. Det modsatte kan faktisk også gøre sig gældende, at det, at man er kendt, simpelthen får folk til at holde sig væk fra én, fordi de er nervøse for, at det vil blive opfattet forkert. En af mine venner har fortalt, at hendes mand engang, inden vi kendte hinanden, spurgte hende: "Hvis Peter Lund Madsen pludselig kom gående hen ad gaden, hvad ville du så spørge ham om?" Hvortil hun svarede: "Jeg ville da ikke spørge ham om noget. Manden skal da have lov til at kunne gå i fred på gaden."

De henvendelser, jeg får, drejer sig ofte om at få gode råd eller hjælp til at løse et problem, eller vedkommende har en idé til et projekt, vi kunne lave sammen. Ofte er et svar rigeligt, andre gange modtager man flere henvendelser, end man egentlig ønsker, især hvis vedkommende godt vil lave noget sammen med én. Direkte stalking har der ikke været tale om. Jeg ved heller ikke helt, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg skulle komme i en situation, hvor jeg blev udsat for det. Men jeg synes, det er rart at vide, at det er muligt at henvende sig til Dansk Stalking Center, hvor man kan få råd og vejledning, hvis man skulle havne i den ubehagelige situation.

Dansk Stalking Center definerer stalking som en systematisk række af kontaktforsøg og adfærd, som er uønsket og vedvarende, og som opleves grænseoverskridende og intimiderende for den udsatte.

I 2013 udgav Statens Institut for Folkesundhed en rapport baseret på kvalitative interview om stalking i Danmark. Rapporten belyser, bl.a. hvorledes stalking påvirker den udsatte, og hvilke konsekvenser det kan have.

I undersøgelsen skelnes mellem tre typer af relationer 1. En intim relation, såkaldt partnerstalking. 2. En bekendt relation, f.eks. en kollega. 3. En ukendt relation, det vil sige, stalkerens identitet er ukendt, men kan godt være én, man kender. Stalkere anvender forskellige taktikker - forskellige former for overvågning og chikane - til at stalke. Konsekvenserne af stalking er for den udsatte af såvel psykisk (f.eks. angst, selvmordstanker, selvmordsforsøg), fysisk (på grund af fysisk vold eller indirekte som følge af den psykiske belastning), social (man isolerer sig, bliver mistro over for nye mennesker) som økonomisk (udgifter til flytning, advokat, psykolog m.m.) karakter. Desuden påvirkes ens børn og andre nærtstående personer.

I dagens udsendelse taler jeg med direktør Lise Linn Larsen og souschef, psykolog Helle Hundahl, begge ansat ved Dansk Stalking Center, hvor vi også kommer ind på, hvilken hjælp personer, der stalker, bør tilbydes.

 

Hjernekassen på P1 den 30. september 2019. Flyskræk.

Flyskræk kan hænge sammen med en ubehagelig oplevelse, man har haft under en flyvetur, men man kan også være angst for at flyve uden nogensinde at have prøvet det. Hvis f.eks. én i ens familie er bange for at flyve, kan man også selv blive bange for at flyve, og ens blik vil være rettet mod de gange, det er gået galt, og ikke mod alle de gange, hvor det faktisk er gået godt. Derfor hjælper det IKKE at bruge statistikker som argument for, hvor sikkert det er at rejse med fly.

At kunne blive bange, når der er fare på færde, har alle dage været en forudsætning for vores overlevelse. Når vi bliver bange, forsøger vi som regel at handle os ud af den farlige situation, og det kan vi ikke, hvis vi befinder os om bord på et fly. Her er al kontrol overladt til andre, og vi vil ikke kunne komme ud af flyet, når først det er på vingerne, hvis vi bliver bange.

Forskellige angsttilstande kan være til stede, når man ikke tør flyve. Der kan være tale om en enkelfobi, at man kun er angst for at flyve og stort set ikke for noget andet. Det kan skyldes klaustrofobi, angst for lukkede rum, som gør, at man ikke tør sætte sig ind i en flyvemaskine. Socialangst, det vil sige, at man helst undgår situationer og steder med mange mennesker. Panikangst, hvor det mere er angsten for at få et angstanfald i flyet, som forhindrer én i at turde flyve. Eller generaliseret angst, som er kendetegnede ved, at man er bange for rigtig mange ting, hvor en af disse ting meget vel kan være flyvning.

Nogle mennesker lever fint med aldrig at komme ud at flyve, andre oplever det som et problem, fordi det forhindrer dem i at gøre ting, de egentlig gerne vil.

En af mine gode bekendte tilhører førstnævnte gruppe. Det ved jeg, fordi jeg engang spurgte hende, om hun opfattede det som et problem, at hun ikke turde flyve, hvortil hun klart svarede nej. Som psykiater er jeg af den klare holdning, at så er det ikke et stort problem. Selv om jeg selv ville opfatte det som et problem, hvis jeg led af flyskræk, så er det ikke ensbetydende med, at det er for alle andre.

Hvis man tilhører sidstnævnte gruppe, ved den ene af dagens gæster i Hjernekassen, psykolog Mette Kroier, hvordan det er. Hun beskriver sin egen og andres angst for at flyve i e-bogen Flyskræk - Og historien om psykologen, der ikke turde flyve(FADL's Forlag 2010) skrevet sammen med pilot, psykolog Sanne Røhe. Bogen er ment som en håndsrækning til dem, der er motiveret for at arbejde med deres flyskræk - både dem, der aldrig flyver, og dem, der flyver, selv om det er forbundet med angst. Dagens andre gæster er Torben Steno, der lider af flyskræk, og pilot Ulrik Lidegaard Pedersen, indehaver af Flytryg, som afholder kurser mod flyskræk.

 

Hjernekassen på P1 den 23. september 2019. Broer.

De fem bromotiver på den danske pengeseddelserie fra 2009-2011 designet af Karin Birgitte Lund afspejler, at Danmark i høj grad er et land, hvor lands- og bydele er forbundet af broer.

På 50-kronesedlen ses Sallingsundbroen - en højbro, der forbinder halvøen Salling og Limfjordsøen Mors med hinanden. Den 1717 meter lange og 16,7 meter brede bjælkebro med en gennemsejlingshøjde på 26 meter konstrueret i beton blev ikke støbt på stedet, men samlet af præfabrikerede elementer, der blev limet og spændt sammen. Broen blev indviet i 1978, indtil da havde man benyttet færger til at komme over Sallingsund. Vejbroen er beregnet til bilister, cyklister og gående.

100-kronesedlens motiv er den gamle Lillebæltsbroen fra 1935. Stålgitterbroen er 1178 meter lang, 20,5 meter bred med en gennemsejlingshøjde på 33 meter. Denne første faste forbindelse mellem Fyn (ved Middelfart) og Jylland (ved Erritsø) er en vej- og jernbanebro kombinerede med en gang- og cykelsti.

200-kronesedlen prydes af den 115 meter lange og 27,4 meter brede københavnske klapbro, Knippelsbro, som blev taget i brug i 1937, forbinder Slotsholmen og Christianshavn, og broen benyttes dagligt af mange bilister, cyklister og fodgængere. Den nuværende bro konstrueret i beton og stål blev opført i perioden 1934-1937, men faktisk har der været en række broer på dette sted lige siden 1620, hvor Christian IV opførte en træbro (en vippebro) over havneløbet. Knippelsbro er en lavbro, hvilket vil sige, at skibstrafik ikke vil kunne passere uhindret under broen. Broen er derfor ligesom andre broer over Københavns havn oplukkelige. I dag er det dog sjældent broklapperne (klapfagene) klapper op og ned, da der ikke længere sejler store skibe gennem inderhavnen. De to irgrønne kobberbeklædte brotårne er heller ikke længere fast bemandet, men en brovagt tilkaldes, når broklapperne skal klappes op og ned, og kun det ene brotårn er fortsat i brug. Brotårnet på Christianshavnssiden har i de senere år været anvendt til kulturelle arrangementer.

På 500-kronesedlen er en illustration af Dronning Alexandrines Bro (også kaldet Mønbroen eller Ulvsundbroen), der strækker sig fra Sjælland (ved Kalvehave) til Møn (ved Koster). Den 745 meter lange, 9,75 meter brede buebro med en gennemsejlingshøjde på 26 meter er konstrueret i beton og stål. Bil- cykel- og fodgængerbroen blev bygget i årene 1939-1943.

På 1000-kronesedlen ses en del af storebæltsforbindelsen. Den 18 km lange strækning, der forbinder Sjælland (ved Halsskov) og Fyn (ved Knudshoved), består af to broer og en tunnel. Motorvejsforbindelsen mellem de to øer blev anlagt i årene 1988-1998. På pengesedlen vises Østbroen, som forbinder Sjælland med Sprogø midt i Storebælt. Hængebroen er 6.790 meter lang, 24 meter bred og med en gennemsejlingshøjde på 65 meter.

Dagens eksperter i Hjernekassen, Peter Falk, projektchef infrastruktur, MT Højgaard A/S, og Andreas Lundsteen, projektringschef, MT Højgaard A/S, fortæller om både danske og udenlandske broer.

 

Hjernekassen på P1 den 16. september 2019. Tobaksforebyggelse.

De fleste kender sikkert situationen, de er til børnefødselsdag, pludselig er nogle af de voksne forsvundet fra bordet. "Hvor er oldefar og moster henne?" spørger det 10-årige fødselsdagsbarn, hvortil mor (værtinden) sukkende svarer: "De er ude at ryge."

Værtinden synes, det er træls, at hendes morfar og søster ikke kan vente til efter kaffen med at ryge, for hun har brugt mange timer på at få ordnet alting, og så forlader de bordet, lige på det tidspunkt hun har tænkt sig at servere lagkagen.

"Hvorfor er du egentlig ikke ude at ryge sammen med de andre?" spørger en af gæsterne værtindens kæreste. Den 50-årige mand svarer: "Jeg vil godt holde op med at ryge. Det er godt nok hårdt at skulle undvære cigaretterne, men jeg håber, det lykkes denne gang, for det er jo ikke sundt."

Jeg vil forsøge at forklare, ikke undskylde, hvilke mekanismer, der er på spil, når den ældre herre og den yngre kvinde går udenfor for at ryge, selv om alle andre pænt bliver siddende omkring bordet, og hvad som gør det vanskeligt for den midaldrende mand at droppe tobakken.

Beskrivelsen er fra min bog Frihedens pris (Lindhardt og Ringhof 2018, side 174-176 og 177).

"En helt central del af hjernens belønningssystem hedder nucleus accumbens. Nucleus accumbens ligger under hjernebarken, og der er en i hver hjernehalvdel, så der er altså to i alt. Nucleus accumbens har forbindelser til både hjernestammen og til hjernens frontallapper og er helt central for aktiviteten i hjernens belønningssystem. Men nucleus accumbens er som et janushoved, for ud over at være en del af belønningssystemet så tilhører den også den del af hjernen, jeg nævnte i begyndelsen af dette kapitel, basalganglierne. De er, som nævnt, med til at sætte adfærd i gang, de styrer kroppens bevægelser og spiller også en vigtig rolle, når det gælder vaner og ubevidst adfærd. Meget af det, vi gør uden at tænke over det, den adfærd, som er en naturlig del af vores hverdag, alt det, som ville få tingene til at virke forkerte, hvis det pludselig ikke var der mere, det igangsættes og styres helt eller delvist fra basalganglierne. Og her er det, at nucleus accumbens kan have en uhyggelig dobbeltrolle. Ud over at frisætte velbehag kan den også medvirke til, at vi tillægger os skadelige vaner, at vi vænner os til det forkerte, at vi får en trang til noget, som ikke er godt for os, at vi bliver afhængige. Når vi er blevet afhængige af tobak, så er det, fordi nucleus accumbens og basalganglierne har gjort rygning til en ubevidst vane. Kroppen har vænnet sig til, at nikotin i blodet er det normale, at det er sådan, det skal være. Tobak og nikotin er blevet noget, vi trænger til, noget, hvis fravær vi opfatter som unormalt. Vi er blevet trælbundet af tobakken.

Når rygeren ikke holder op med at ryge, er det, fordi det kan være umuligt at holde op med at ryge. Den ryger, der stopper sin rygning, skal roses, for hun eller han har vundet en af de svære kampe, der findes, kampen mod nucleus accumbens og de skjulte vaner."

Hjernekassen har besøg af overlæge, psykiater Henrik Rindom, Stofrådgivningen, og af Danmarks første professor i tobaksforebyggelse Charlotta Holm Pisinger, tilknyttet Københavns Universitet og Hjerteforeningen, samt tidligere ryger Anna Skarum, der mener, at der er utroligt meget grimt at sige om at være ryger, men meget mere pænt at sige om at holde op med at være det.

Min tekst til Hjernekassen på P1 den 13. august 2018 handler også om rygning.

 

Hjernekassen på P1 den 9. september 2019. Diabetes - EliteForsk-priser 2019 (4).

EliteForsk-prismodtager Niels Jessen (f. 1975), forskningschef ved Steno Diabetes Center Aarhus, overlæge ved Klinisk Farmakologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, og klinisk professor ved Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, ser det som en stor fordel, at han har mulighed for at kombinere sit kliniske arbejde med patienter med laboratorieforskning.

Bugspytkirtlen (pancreas) er en aflang kirtel (ca. 15 cm og 100 g), som producerer dels fordøjelsesenzymer, som føres ud i tarmen, så de kan hjælpe til med at nedbryde maden, dels hormonproducerende celletyper bl.a. insulin og glukagon, som regulerer glukoseniveauet (blodsukkerniveauet), så det hverken er for højt eller lavt, så kroppen er forsynet med den rette mængde energi for at kunne fungere. Det vil sige, insulin og glukagon hormonerne arbejder sammen om, at holde glukoseniveauet inden for normalområdet. Disse to hormonproducerende celler betegnes henholdsvis beta- og alfaceller. Betacellerne udskiller insulin, og alfacellerne udskiller glukagon. Insulinet omdanner glukosen til glykogen og får glukoseniveauet til at falde, desuden lagres glykogen i kroppens lever. Når glukoseniveauet er faldende, sørger glukagonet for, at leverens glykogen omdannes til glukose, som frigives og får glukoseniveauet til at stige.

Eller sagt med lidt andre ord: Når vi indtager føde, stiger blodsukkerniveauet, og insulinet stimulerer cellerne til at optage glukose, så blodsukkerniveauet falder. Når vi ikke har spist i længere tid, falder blodsukkerniveauet, og så stimulerer glukagonet leveren til at frigive lagrede glukose, så blodsukkerniveauet stiger. Denne reguleringsmekanisme sikrer, at kroppens celler forsynes med den rette mængde glukose mellem måltiderne.

Diabetes (sukkersyge) er en kronisk stofskiftesygdom. Ved type 1-diabetes er produktionen af bugspytkirtelhormonet insulin ophævet eller stærkt nedsat, og patienten skal have tilført insulin for at kunne leve. Ved type 2-diabetes er kroppens evne til at producere eller udnytte insulin nedsat, det resulterer i en ukontrollabel stigning af glukoseniveauet i blodet.

Omdrejningspunktet for Niels Jessens forskning er en bedre forståelse af sygdommen type 2-diabetes og konsekvenserne for de mennesker, som lever med den. Nogle af de væsentligste årsager til, at over 400 millioner mennesker verden over har udviklet type 2-diabetes, er overvægt og for lidt fysisk aktivitet. Selv om Niels Jessen har forsket specielt i betydningen af fysisk aktivitet, interesserer han sig slet ikke for sport. Det behøver man heller ikke, men man bør sørge for at bevæge sig mindst en halv time dagligt; cykelture kan varmt anbefales.

Hjernekassen på P1 den 15. august 2016 handlede også om diabetes.

 

Hjernekassen på P1 den 2. september 2019. Folkemusik.

Forestillingen om folkemusik som en del af et lands særegne kultur har eksisteret i Europa og Nordamerika i et par hundrede år.

Folkemusik blev oprindeligt overleveret gehørmæssigt, men fra 1800-tallet fik skriftlige overleveringer større betydning. For de nationalromantiske forskere og indsamlere var almuens folkemusik synonym med fællesnationale værdier bevaret fra en fjern fortid.

I slipstrømmen på Napoleonskrigene 1807-1814 ønskede de lærde hertillands at finde en nationalkultur, det vil sige noget, som var særligt dansk i forhold til andre nationer. Danmarks første organiserede folkemelodisamling iværksattes i 1809 af litteraturhistoriker Rasmus Nyerup, som sammen med Werner Abrahamson og Knud Lyne Rahbek udgav fembindsværket Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen (1812-14).

Interessen for almuens gamle melodier og viser smittede også af på af den nationale danske kunstmusik, som fandt inspiration i folkemusikken. Et eksempel på dette er Johan Ludvig Heiberg og Friederich Kuhlaus populære teaterforestilling Elverhøj, der forener skuespil, ballet, folkeviseinspirerede musik og sang, og som siden uropførelsen i 1828 er blevet opført utallige gange på Det Kongelige Teater.

Indsamling af danske folkemelodier og -viser tog for alvor fart i 1840'erne med henholdsvis filolog og folkemindeforsker Svend Grundtvig og organist og komponist Andreas Peter Berggren i spidsen. I årene frem til ca. 1880 modtog de melodier og tekster fra over 300 indsamlere. Det var især grundtvigiansk prægede præster og skolelærer samt højskoler, der stod bag indsamlingsarbejdet. Berggren satte dog ikke dansk kultur over andre kulturer, og hans store folkeviseværk bærer da også titlenFolke-Sange og Melodier. Fædrelandske og fremmede. Værket udkom i årene 1842-1871 og indeholdt ca. 2000 melodier, som også inkluderede 52 dansemelodier, fra omkring 30 forskellige nationer.

Den helt store indsamler var lærer, degn og kirkesanger Evald Tang Kristensen (1843-1929), der brugt al sin fritid på at vandre rundt for at få befolkningen i Midt- og Vestjylland til at fortælle sagn og eventyr samt synge viser. Evald Tang Kristensen begyndte sit kulturhistoriske arbejde i 1866, og han indsamlede omkring 1000 melodier og 3000 visetekster. Han sørgede også for at forsyne sine optegnelser med levnedsskildringer om informanterne, hvilket betød, at han blev opmærksom på, at fortællingerne og viserne fungerede som en integreret del af dagliglivet. Den traditionstro landbobefolkning brugte folkemusikken i forbindelse med arbejde og andre samværsformer såsom markering af årets og livets højtider. Fra 1888 fik Evald Tang Kristensen en fast årlig indtægt fra staten, som muliggjorde, at han kunne bruge al sin tid på folkemindeindsamlingsarbejdet.

Med oprettelsen af Dansk Folkemindesamling i starten af 1900-tallet blev indsamlingsarbejdet med at belyse den ikke materielle kultur institutionaliseret. I 2008 fusionerede Dansk Folkemindesamling med Det Kongelige Bibliotek, hvor hovedparten af kildematerialet nu opbevares.

Medvirkende i udsendelsen: arkivar, projektforsker Lene Halskov Hansen, Dansk Folkemindesamling - Det Kongelige Bibliotek, violinist Kristian Bugge og musiker, komponist, lektor Kristine Heebøll, Syddansk Musikkonservatorium.

 

Hjernekassen på P1 den 26. august 2019. Fertilitet.

Dengang jeg var barn, forklarede en anden dreng mig, hvordan man får børn. Jeg syntes, det lød en kende for fantasifuldt - hvorfor i alverden skulle man have lyst til at gøre noget så underligt? Da jeg blev ældre, forstod jeg, at den var god nok, men jeg ønskede ikke at sætte børn i verden. Alligevel stod jeg en dag med en lille dreng i mine arme, og da jeg kiggede på ham, følte jeg virkelig, at alt var, som det burde være. Og jeg hoppede endda med på barnevognen igen fem år senere.

En af menneskets primære funktioner er at frembringe en ny generation, som kan føre menneskeslægten videre. Selv om kønsakten ikke kun fungerer i forplantningsmæssig henseende, er trangen til at få afkom ofte et stærkt instinkt, men evnen til at sætte børn i verden er ikke altid lige let for alle.

Op mod 20 procent af den danske befolkning oplever periodisk eller vedvarende infertilitet. I Danmark er lægerne gode til at udrede og behandle den fysiske side af barnløshed, og ca. otte procent af alle danske børn kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Der kan være mange årsager til ufrivillig barnløshed. For mændenes vedkommende er det oftest nedsat sædkvalitet, hos kvinderne er de væsentligste årsager, at kvinder bliver ældre, før de forsøger at få børn, og underlivsproblemer forårsaget af forskellige sygdomme.

Livsstilsfaktorer menes også at have betydning for, om man har nemt eller svært ved at få børn. Dagens gæst, Øjvind Lidegaard, har sammen med sine kollegaer, Hans Jakob Ingerslev og Hanne Udengaard, undersøgt, hvilken betydning forskellige livsstilsfaktorer kan have på fertiliteten. De har bl.a. fundet ud af, at især rygning påvirker kvinders og mænds fertilitet i negativ retning, det samme gør sig gældende for indtagelse af alkohol. Svær overvægt nedsætter også fertiliteten, og for kvindernes vedkommende øges desuden risikoen for problemer under graviditeten og fødselskomplikationer.

I udsendelsen fortæller overlæge, professor Øjvind Lidegaard, Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet, om kulturelle faktorer, som også spiller ind, når vi forsøger at få børn.

 

Hjernekassen på P1 den 19. august 2019. Diplomati - EliteForsk-priser 2019 (3).

Professor Rebecca Adler-Nissen (f. 1979) kombinerer flere forskellige discipliner, herunder sociologi, antropologi, sprogteori og politologisk teori, for at skabe en bedre forståelse af spillereglerne inden for diplomati og internationale forhandlinger.

Rebecca Adler-Nissen sammenligner international politik med et teater. Inspirationskilden er den canadiske sociolog Erving Goffman (1922-1982), der beskæftigede sig med interaktion mellem mennesker (dig og mig) - det, som styrer vores handlinger, fordi vi har brug for en social orden, og for at skabe denne orden er vi nødt til at gøre noget aktiv. Vi kender alle scenen, hvor to statsledere træder frem for offentligheden og udveksler håndtryk for at signalere, at de taler sammen og forhandler med hinanden.

Et centralt begreb i Goffmans forskning, som Adler-Nissen har arbejdet videre med, er stigma. Som eksempel på et land, som har oplevet stigmatisering, nævner hun Tyskland efter anden verdenskrig. Her fungerede de vestlige landes strategi med at udelukke landet fra det gode selskab. Tyskland accepterede stigmatiseringen, påtog sig skylden og gjorde op med sin fortid, og landet udviklede sig til et demokratisk samfund med respekt for menneskerettigheder. Denne opdragelsesmetode fungerer dog langtfra altid, for et land kan vælge at afvise at være afvigende, det vil sige, at landet står fast på, at det accepterer de gældende normer for god politisk adfærd. Dette gør sig ofte gældende i EU-regi, når medlemslande forsøger at få indført sanktioner mod et medlemsland, som menes ikke at overholde spillereglerne, men uden at det lykkes. En tredje strategi er modstigmatisering, man accepterer sin afvigelse, er stolt af den, og vender derfor kritikken til at styrke moralen indadtil, dette gjorde sig i høj grad gældende under den kolde krig mellem øst og vest.

I de seneste år har det diplomatiske system med fortrolige forhandlinger været under stærkt pres, efter at politikerne er gået online på de sociale medier. "Der tweetes om kap direkte fra forhandlingsbordet, så der både foregår en dialog over og under bordet. Tålmodigheden og tilliden kan forsvinde, og de korte beskeder mister nuancer. Landene taber hurtigt ansigt overfor hinanden, og forhandlingerne risikerer at ende med misforståelser, fornærmelser og optrapning af konflikter," forklarer Rebecca Adler-Nissen på Uddannelses og Forskningsministeriets hjemmeside.

Dagens gæst: EliteForsk-prismodtager Rebecca Adler-Nissen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 12. august 2019. Ungdomskultur - Roskilde Festival 2019 (1).

Igen i år har Hjernekassen besøgt Roskilde Festivalen. Vi spurgte Johannes Andersen, ekstern lektor, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, og Jens Christian Nielsen, lektor, DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse), Aarhus Universitet (Campus Emdrup), om de ville med for at lave en udsendelse om ungdomskultur før og nu. De var straks med på idéen, ikke mindst Johannes Andersen, som har været til over halvdelen af festivalerne.

Sex, drugs and rock'n'roll er nogle af de ting, unge foretager sig på Roskilde Festival både før og nu. Sidste år beskæftigede vi os med rusmidler, der florerer på festivalen, og vigtigheden af at passe på hinanden, fordi det nemt kan ende galt. Heldigvis oplevede vi, at de unge var opmærksomme på dette, og at de generelt var gode til at passe på hinanden. Vi beskæftigede os også med musikoplevelsen.

Jens Christian Nielsen mener, det er sværere at være ung i dag end tidligere, fordi man helst skal klare sig godt både fagligt og socialt - og fremvise det på de sociale medier. Han mener, at mange unge føler sig underlagt en præstations- og perfekthedskultur. Presset kommer dels fra samfundet, dels fra de unge selv.

Jeg synes, det er vigtigt, at man minder sig selv og andre om, at det er svært at være menneske, og at vi alle vil komme ud for problemer/kriser i vores liv. Desuden bør man ikke bilde sig selv ind, at de andres liv er så perfekte, som det fremstilles på de sociale medier. Endvidere er det vigtigt at kunne tale med sine venner om det, der er svært, for ellers er der en stor risiko for, at der skabes en masse unødige bekymringer i ens sind, som i værste fald kan føre til stress, angst eller depression.

Og en af de ting, livet har lært mig, er, at hvis man går op i noget, der er større end én selv, gør det tilværelsen noget nemmere.

 

Hjernekassen på P1 den 5. august 2019. Landinspektør (cand.geom.).

Med lidt kendskab til erhvervets oprindelse er det ikke vanskeligt at forstå den noget arkaiske stillingsbetegnelse landinspektør. Som et led i de danske landboreformer i slutningen af 1700-tallet fik de to første landinspektører, Johan Jürgen Bærner og Christian Friderich Westerholdt, bestalling af Christian VII i 1768. Landinspektørerne skulle medvirke til ophævelse af landsbyens dyrkningsfællesskab. Et fællesskab, der var nødvendigt, eftersom bøndernes jordlodder lå spredte mellem hinanden og ikke samlet et sted. Det blev der lavet om på med udskiftningen. Formålet med ophævelsen dyrkningsfællesskabet var en bedre udnyttelse af landbrugsjorden. Ved forordning af 13.5.1776 blev det bestemt, at der skulle ansættes en stiftslandinspektør i landets syv stifter for at sikre, at arbejdet ikke gik i stå. Og i 1786 blev det bestemt, at opmåling og ejendomsregistrering skulle foretages af en landinspektør, som var eneberettiget til at udføre ændringer af ejendomsgrænser og de matrikulære arbejder, som skulle sikre de enkelte jordejeres rettigheder.

Efterspørgslen på landinspektører var stor, samtidig var man bevidst om, at man måtte have dygtige folk til arbejdet, derfor bestemtes det i 1782, at ingen landmåler kunne få bestalling som landinspektør, medmindre vedkommende havde bestået landinspektøreksamen. I 1858 blev landmåler- og landinspektøreksaminerne forenet, samtidig blev der oprettet en uddannelse på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskolen i København.

Selve uddannelsen til landinspektør har altså eksisteret længe, og siden 1974 er landinspektøruddannelsen blevet varetaget af Aalborg Universitet. Faget er fulgt med tiden, og i dag er det en femårig uddannelse, der bl.a. giver de studerende viden om fysisk planlægning, landmåling, kortlægning og jura samt færdigheder i brug af højteknologiske opmålingsinstrumenter og computerprogrammer.

En landinspektørs arbejde er ofte en kombination af indendørs- og udendørsarbejde, og han eller hun beskæftiger sig med f.eks. byplanlægning, vedligeholdelse af landsdækkende kort, udstykning, ændring af ejendomsgrænser, anlæggelse af jernbaner og motorveje, miljøbeskyttelse og klimatilpasning.

Der er fortsat efterspørgsel på landinspektører 251 år efter, at Kongen beskikkede de første landinspektører at opmåle landbrugsjorden. I dag beskæftiger landets 1032 landinspektører sig med meget forskellige arbejdsopgaver, og de er ansat på over 200 arbejdspladser, og de er med til at forme såvel landskaber som bebyggelser og infrastruktur i Danmark. Men også andre steder i verden er deres knowhow efterspurgt, specielt i udviklingslandene, hvor der er et stort behov for ejendomsrettigheder, velfungerende registreringssystemer m.m.

Landinspektørerne Torben Juulsager, Esben Munk Sørensen og Stig Enemark fortæller i udsendelsen om deres erhverv.

 

Hjernekassen på P1 den 24. juni 2019. Kvantemekanik og materialedesign - EliteForsk-priser 2019 (2).

"Jeg ser mig som en arkitekt, men i stedet for at bruge mursten, bygger jeg materialer op med atomer." - Kristian Sommer Thygesen.

Dr.techn. og professor Kristian Sommer Thygesen (f. 1976) arbejder ved Institut for Fysik, Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Han betegner selv sin forskning som grundforskning med et klart anvendelsesmæssigt perspektiv. Kristian S. Thygesen og hans forskergruppe beskæftiger sig med, hvordan atomer i materialer vekselvirker med hinanden, og hvorledes atomernes vekselvirkning bestemmer materialernes egenskaber, med henblik på at kunne designe nye todimensionale materialer (dvs. på tykkelse med et atom) til anvendelse i fremtidens teknologier.

Danmarks Frie Forskningsfond begrunder deres indstilling af Kristian Sommer Thygesen til EliteForsk-prisen 2019 med, at: "Kristians betydelige internationale gennemslagskraft skyldes især hans dybe indsigt i de kvantemekaniske principper, som kontrollerer elektroner og atomers opførsel i materialer. Kristian bidrager til udviklingen af nye beregningsmetoder, der i kombination med supercomputere gør det muligt at designe materialer 'in-silico'. Det er en metode, der kan fremme opdagelsen af nye materialer med skræddersyede egenskaber, der kan anvendes inden for samfundsmæssigt relevante områder."

Det kunne være bedre materialer til vedvarende energi, der kan være med til at løse nogle af de miljøproblematikker, som jordkloden i dag står overfor. Vejen frem til udvikling af 2D-materialer har Kristian S. Thygesen nået ved at gøre dét, mange forældre siger til deres børn, de ikke må gøre, nemlig tilbringe mange timer foran computerskærmen, siden han var ganske ung.

Det skelsættende i Kristian S. Thygesens forskergruppes arbejde er, at de har formået at omsætte deres viden om kvantefysik til computerkoder, der gør supercomputere i stand til at foretage kvantemekaniske beregninger og designe nye materialer. Indtil videre er det blevet til omkring 500 materialer med forskellige egenskaber; hvorvidt materialerne er anvendelige til noget, er forskerne nødt til at undersøge nærmere. En af de ting, de håber, de vil kunne udvikle, er materialer, der vil kunne opfange sollys langt mere effektivt end grundstoffet silicium, som benyttes i de nuværende solceller.

Mon Kristian Sommer Thygesens tre børn (henholdsvis 6, 10 og 13 år) en dag vil lave en række vidensshow, hvor de hylder deres far, ligesom min bror, Anders, og jeg gjorde i 2015? Vores far, Thomas Lund Madsen (1926-2007), var forsker på Danmarks Tekniske Højskole (i dag DTU). Han opfandt den termiske mannequin - en robotdukke til måling af f.eks. beklædningers varmeisoleringsevne. Denne opfindelse gør, at jeg bærer et håb i mig om: At alting bliver bedre i morgen på grund af ingeniørers opfindelser.

 

Hjernekassen på P1 den 17. juni 2019. Helbredsangst (hypokondri).

For et par år siden havde jeg fået taget en blodprøve, og min læge mente, at der skulle tages endnu en for helt at kunne udelukke, at der ikke var noget galt. Det bekymrede mig, og jeg fortalte det til en af mine venner, som svarede, at vi jo var kommet i den alder, hvor det ikke var helt utænkeligt, at der ville komme et eller andet dårligdom til os. Ja, beroligede mig gjorde det ikke ligefrem, så jeg udtrykte min bekymring til en anden ven, det blev det ikke meget bedre af, for hun tolkede det, jeg sagde, som om der højst sandsynligt var noget galt, og hun fik efterfølgende nogle søvnløse nætter, indtil jeg kunne fortælle, at alt var, som det burde være.

Mon ikke det er en situation, mange kan nikke genkende til? Og, når man har fundet ud af, at det var falsk alarm, måske ovenikøbet har lavet lidt sjov med det og kaldt sig selv for hypokonder?

Hvis der havde været tale om hypokondri, ville sygdomsbekymringerne ikke være stoppet her, men det gjorde de heldigvis, så jeg kunne komme videre med mit vanlige liv - ikke at det er uden bekymringer, men de er af en anden karakter.

Hypokondri er en lidelse, som bør tages alvorligt. Desværre er der en del fordomme omkring lidelsen, derfor er helbredsangst en bedre betegnelse. Karakteristisk ved helbredsangst er overdreven bekymring om at fejle noget somatisk (fysisk sygdom), og at frygten for sygdom ikke forsvinder på trods af adækvat medicinsk udredning. Helbredsangst kan også handle om at være bange for at pådrage sig sygdom.

Fysiske/psykiske symptomer, som lægerne ikke kan finde en årsag til, kaldes i dag samlet for funktionelle lidelser, og lægerne er gået væk fra betegnelser som hypokondri, hysteri eller indbildt syge. Patienter, der lider af helbredsangst, kan i dag tilbydes behandling på afdelingen for Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital, hvor professor og ledende overlæge Per Fink arbejder.

Per Fink er i studiet sammen med og psykolog og ph.d. Trine Eilenberg, Arbejdsmedicinsk Klinik, Aarhus Universitetshospital, der i sin ph.d.-afhandling har undersøgt/testet effekten af behandling af helbredsangst.

Omkring 1-2 procent af befolkningen lider af helbredsangst, og kvinder og mænd rammes lige hyppigt. Tages patienternes helbredsangst alvorligt, har det vist sig, at med kognitiv terapi (helst i en gruppe) kan mange hjælpes til at få en velfungerende dagligdag.

I øvrigt er det hensigtsmæssigt med en smule helbredsangst, for ellers ville vi jo ikke reagere, når der er noget galt.

 

Hjernekassen på P1 den 3. juni 2019. Angst.

Jeg er taknemlig for det liv, jeg har, men fortiden slæber ofte efter mine ben og gør mine skridt unødigt tunge.

Puk Elgård (f. 1968) er et kendt ansigt i Danmark, fordi hun siden 1995 har medvirket i en lang række af fjernsynsprogrammer på DR og TV 2. Ved siden af sit fjernsynsarbejde er hun redaktør på læserbrevkassen Kære Puk i Familie Journalen, og i begyndelsen af året udgav hun selvbiografien Se mor, jeg danser (Lindhardt og Ringhof 2019).

Puks barndom var ikke nogen dans på roser, og hun var altid bange, fordi hun aldrig vidste, hvad dagene bød på. "Da jeg var lille, afhang det ofte af mig og mine handlinger, om vi kom godt igennem dagen. Indimellem var det et spørgsmål om liv eller død. Bogstaveligt talt. Der var ret mange piller og en stor portion alkohol i mit barndomshjem, og jeg kunne forhindre en masse ubehagelige situationer, hvis bare jeg kom dem i forkøbet." (side 22-23). Desuden spillede faren alle familiens penge væk, så der ikke var råd til diverse fornødenheder i hjemmet.

Den angst, Puk beskriver i sin bog, er et godt eksempel på, at hjernemekanismer og psykologi er gensidige spejlbilleder. Ganske kort forklaret har vores hjerne til opgave at forudse, hvad der er i vente, og ud fra dette træffe de bedst mulige valg. Hjernen arbejder ikke efter en nøje afstemt plan, mange modsatrettede kræfter er i spil, og blandt disse kræfter er angst en af de mest basale og kraftfulde. Angst er en naturlig følelse, som er nødvendig for vores overlevelse, men nogle mennesker er født med en hjerne, som har en langt større tendens til at føle angst end andre, og det kan skabe alvorlige problemer i ens tilværelse. Forekomsten af angst er ikke konstant. Angst varierer over tid. I perioder med uro og stress er forekomsten af angst og bekymringer ofte højere, end når alt kører, som det skal. Der er ingen tvivl om, at en tryg opvækst lægger op til et generelt lavere angstniveau, end en opvækst hos en familie med misbrug gør.

Puk var kun 15 år, da hun flyttede hjemmefra med en fast beslutning om ikke at gentage sine forældres fejl eller udvikle et misbrugsproblem ved at dulme sin angst med piller og alkohol.

Opvæksten har påvirket Puk meget, og hun har været helt nede og ligge på gulvet - i bogstavelig forstand. Desuden er hun konstant nervøs for, at der sker noget forfærdeligt, men samtidig er hun en yderst nysgerrig person, så trods angsten for det ukendte, er hun alligevel draget ud på eventyr rundt omkring i verden.

En vigtig pointe i fortællingen er: Man kan søge hjælp og få den. Puk Elgård har selv søgt forskellige former for hjælp, bl.a. har hun under et ophold i New Mexico med hjælp fra en gruppe kvinder i fire døgn gennemgået nogle ældgamle indianske ritualer, som er omdrejningspunktet for beretningen om Puks livs i Se mor, jeg danser.

Lyt til min samtale i Hjernekassen med "Woman Who Dances on Earth" (Puks indianske navn), som hudløst ærlig fortæller om et liv med al for megen angst.

Hvordan opvæksten påvirkede Puks storebror, Claus Elgaard, se Hjernekassen-teksten om ludomani den 15. oktober 2018.

 

Hjernekassen på P1 den 27. maj 2019. Medfølelse.

"Vi mennesker kan samarbejde på et langt højere socialt niveau end noget andet dyr. Vi er bevidste om vores egen eksistens. Vi ved, vi er til, og vi ved, at der er andre, der er som os. Dette giver os to særdeles effektive sociale redskaber: På det intellektuelle niveau kan vi mentalisere. Vi kan regne ud, hvad andre mennesker føler eller tænker. På det følelsesmæssige niveau kan vi udvise medfølelse, vi kan spejle andre menneskers følelser i os selv. Vi føler selv, hvad andre føler. Vores avancerede sociale færdigheder er det stærkeste våben, vi mennesker har for artens overlevelse. Vi kan på et meget højt niveau sætte os ind i, hvad der foregår i bevidstheden hos et andet individ. Vi kan meget nøjagtigt og præcist regne ud, hvordan vores adfærd påvirker vores omgivelser. De avancerede sociale færdigheder er mere end noget andet det, som adskiller os fra alle de andre dyr. Disse færdigheder og deres forudsætning udspringer i deres avancerede form fra den smukkeste del af menneskekroppen, pandelapperne." Fra Frihedens pris - En kort historie om menneskehjernen af Peter Lund Madsen (Lindhardt og Ringhof 2018, side 98-99).

I radioprogrammet uddyber jeg mine tanker omkring medfølelse.

 

Hjernekassen på P1 den 20. maj 2019. Multipel Sklerose.

Basisviden om nerveceller (neuroner):

"Nervecellen består i sin grundform af et centralt cellelegeme med en række udløbere. Nervecellen kan formidle information hurtigt og præcist. I den ene ende sidder dendritterne. Her modtager nervecellen information fra andre nerveceller. I den anden ende finder vi en lang udløber, axonet, som leder information videre til andre nerveceller. Nervecellerne er forbundet i store netværk. Hver nervecelle modtager typisk information fra hundredvis af andre nerveceller, og hver nervecelle sender typisk information videre til hundredvis af andre. Nervecellenetværket. Dendritterne og cellelegemet er nervecellens beslutningsenhed, og når aktiveringen fra andre nerveceller bliver tilstrækkeligt kraftig, udløses et såkaldt aktionspotentiale, en elektrisk strøm, der løber langs axonet og videre ud for at påvirke andre nerveceller. I princippet er det simpelt, men i praksis er det næsten uoverskueligt indviklet." Fra Dr. Zukaroffs testamente af Peter Lund Madsen (Gyldendal 2012, side 58-59).

Multipel sklerose (også kaldet MS eller dissemineret sklerose) er en kronisk, neurologisk sygdom i centralnervesystemet, som består af hjernen og rygmarven. For at centralnervesystemets utallige celler kan fungere effektivt, dvs. modtage, bearbejde og afsende signaler fra og til resten af kroppen (se ovenstående tekst), er mange af axonerne beklædt med isolerende myelinskeder (et hvidt fedtlag), der ligger som perler på en snor, og som sikrer, at overførslen af information foregår hurtigt og sikkert.

Multipel sklerose forårsages af fejl i kroppens immunsystem, der af en eller anden grund angriber fedtskederne omkring axonet med en betændelsesagtig proces; myelinet nedbrydes, nervefibre og -celler beskadiges, og nervesystemet kan dermed ikke kommunikere optimalt. Hvilke skader, den ramte får, afhænger af, hvor i centralnervesystemet skaderne opstår. Der kan opstå både fysiske symptomer (f.eks. føleforstyrrelser, nedsat muskelkraft i arme og ben, gangbesvær og træthed) og kognitive symptomer (f.eks. koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder og svigtende hukommelse).

Forekomsten af sygdommen multipel sklerose er høj i Danmark. I alt lever 16.000 personer (heraf 2/3 kvinder og 1/3 mænd) med diagnosen multipel sklerose. Målt per 100.000 indbyggere har Danmark den tredje højeste forekomst i verden af multipel sklerose. Årsagen hertil kendes ikke.

Hvert år får ca. 650 personer i Danmark stillet diagnosen multipel sklerose. Der skelnes mellem tre typer:

1. Primær progressiv multipel sklerose (rammer ca. 15 procent) er karakteriseret ved et gradvist tab af funktioner gennem flere år.

2. Attakvis multipel sklerose (rammer ca. 85 procent) er tilbagevendende attakker i kortere eller længere perioder efterfulgt af bedring, som for de fleste vedkommende på et tidspunkt går over til sekundær progressiv multipel sklerose.

3. Sekundær progressiv multipel sklerose medfører gradvist tab af funktioner uden attakker.

Omkring 75 procent med attakvis multipel sklerose får stillet diagnosen i 20-40-årsalderen, mens personer med primær progressiv multipel sklerose er noget ældre. Hvor hårdt en person rammes af sygdommen varierer meget (fra en mild form med få symptomer til invaliditet). Multipel sklerose kan i dag behandles, så sygdomsudviklingens dæmpes, og mennesker med multipel sklerose kan forvente at leve lige så længe som andre.

At det kan være svært at være pårørende til en person med multipel sklerose, vidner nedenstående tragiske historie, som en af mine venner har fortalt mig, tydeligt om.

"Jeg var inviteret til et arrangement for familie og venner, og en mand i midten af 20'erne præsenterer sig for mig. Jeg fortæller ham, at jeg ved tidligere sammenkomster har hørt meget positivt om ham fra hans forældre. Han fortæller, at han i mange år har undladt at deltage i sammenkomster sammen med sine forældre, men nu har han tænkt sig, det skal være anderledes. Samtalen fortsætter et par timer, og vi får talt om hans store passion for musik, bl.a. er han med i et band, som spiller diverse steder, desuden dyrker han forskellige former for sport og er meget interesseret i sit studie og ved at skrive sin bacheloropgave. Da jeg hører, hvad han skriver om, spørger jeg, om det er på grund af hans mors sygdom (underforstået multipel sklerose). Han smiler generet, rejser sig op, siger han skal have lidt mere mad fra buffeten, men inden han går, svarer han: 'Det er godt set. Jeg har altid følt, at jeg skulle rede min mor.' Da han kommer tilbage, fortæller han, at han altid har savnet, at de bare var en almindelig familie, hvor han kunne få lov til at være barn og ikke sin mors hjælper. Et par måneder senere møder jeg ham igen, han fortæller stolt, at han har fået 12 for sin opgave. Det bliver desværre sidste gang, jeg ser ham, for ca. et halvt år senere tager han sit eget liv."

Dagens gæster: overlæge Morten Bjørn Blinkenberg, som er ansat ved Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet, og digital marketing manager Johanna Corvenius Kreiss, der fik konstateret sklerose som 14-årig.

 

Hjernekassen på P1 den 13. maj 2019. Forskning i fysiologi.

I udsendelsen taler jeg med forfatteren til den videnskabshistoriske bog Fire fysiologer - Eksponenter for den tidlige forskningsbaserede Kliniske Fysiologi (Munksgaard 2018) professor, dr.med. Jens Henrik Henriksen. I bogen portrætteres Poul Weber Kruhøffer (1914-2006), Ulrik Christian Crone (1926-1990), Kjeld Christian Kingo Winkler (1925-1998) og Niels Alexander Lassen (1926-1997), som Jens Henrik Henriksen har haft nære professionelle relationer til gennem sit virke som klinisk fysiolog.

Jeg har selv haft den store ære at have Niels A. Lassen som læremester, og denne tekst er nogle af mine egne erindringer om ham.

Som nyuddannet læge i slutningen af 1980'erne var jeg overbevist om, at Rigshospitalet måtte være Danmarks fineste hospital, og det var dér, jeg gerne ville forske, så jeg opfattede det som lidt af en forstødelse, da jeg blev sendt ud til professor Niels A. Lassen på Bispebjerg Hospitals Klinisk Fysiologisk Afdeling. Selv om Niels A. Lassen skrev banebrydende videnskabelige artikler om hjernen, troede jeg noget naivt, at det udelukkende var på Rigshospitalet, tingene virkelig skete, og ikke hos Lassen og hans medarbejdere. Men da jeg mødte manden, kunne jeg fornemme, at han var en dygtig forsker, og var jeg ikke i tvivl om, at jeg godt ville være en del af hans team.

De tre et halvt år, hvor jeg fik min videnskabelige grunduddannelse hos Lassen, blev lærerige år. Lassen havde sit kontor i et mindre kælderlokale på Bispebjerg Hospital, og her afrapporterede jeg egne opdagelser, lærte at skrive videnskabelige artikler og hørte de sidste nyheder fra andre landes videnskabelige laboratorier.

Jeg opdagede også hurtigt, at Lassen var en internationalt anerkendt videnskabsmand, for hvis man rejste ud i verden som medarbejder fra hans laboratorium, blev man modtaget, som var man budbringer for selveste Kongen. Som en storbukkende japaner engang sagde til mig: "But Niels A. Lassen, ooohhhh, but he is Superman!"

Niels A. Lassen var en passioneret videnskabsmand, og når næsten alle andre var gået hjem fra arbejdet, gik han ofte rundt på gangene fordybet i sine egne tanker. Mødte man ham, når han var i denne tilstand, og han ellers bemærkede én, kunne han stoppe op og sige: "Vi er jo nødt til at finde ud af det."

Sidste gang, jeg så Niels A. Lassen, var to dage inden hans død. Jeg var hjemme hos ham i Hellerup for at få de sidste rettelser og bidrag til en videnskabelig artikel om hjernens sukkerstofskifte. Selv om han var så syg og afkræftet, at han knap kunne sidde på en stol, og med sved løbende fra hans ansigt og dryppende ned på de manuskriptark, vi sad og arbejdede med, blev han ved i timevis. Noget af det allersidste, han sagde til mig - lige inden vi blev færdige med den videnskabelige artikel; Activation-induced resetting of cerebral oxygen and glucose uptake in the rat - var: "Det er jo vigtigt, at vi bliver færdige med det her."

Det, Niels A. Lassen især lærte mig, er, at forskning er vigtig.

 

Hjernekassen på P1 den 6. maj 2019. Hjernetumorer.

Hjernekassen på P1 har tidligere beskæftiget sig med hjernetumorer, og denne tekst er et supplement til teksten fra den 22. januar 2018.

I efteråret 2014 fik iværksætter, foredragsholder og forfatter Michelle Hviid (f. 1972) konstateret en tumor i hovedet, et akustikusneurinom, på størrelse med en golfkugle, og hun var overbevist om, at hun snart skulle dø fra sine to børn på henholdsvis 9 år 16 år. "Jeg havde aldrig hørt om nogen, der overlevede en tumor i hovedet, det føltes som den sikre dødsdom at skulle have den tingest ud af mit hoved," beretter hun i Råstyrke - Da livet slog en #tumorkolbøtte (People'sPress 2015, side 40).

Michelle Hviid havde inden operationen fået at vide, at tumoren højst sandsynligt var godartet, men hun ville miste hørelsen på højre øre, når de fjernede tumoren, da den sad på hørenerven (kranienerve 8), at balancen sikkert også ville være påvirket, og at det ville tage mellem 2-26 uger at komme sig efter operationen. Efter operationen mistede Michelle Hviid ikke blot hørelsen på det ene øre, hun var også delvist lam i kroppen, kunne kun se med det ene øje, var ude af stand til at tale, og hun kastede konstant op, selv om hun intet spiste.

Efter en uge på Rigshospitalet valgte hun at tage til privathospitalet Vejlefjord Rehabilitering, og hendes mor tog med for at være ved hendes side. På hospitalet gav en neuropsykolog Michelle Hviid en test, han spurgte: "Hvad år er vi i?" Og hun svarede: "1993." Hun kunne heller ikke finde ud af at trække 7 fra 100. Men appetitten vendte så småt tilbage, og hun kunne påbegynde et langt genoptræningsforløb.

Efter et kortere ophold på Vejlefjord Rehabilitering kom hun hjem, og langsomt blev hun bedre til alle de ting, hun tidligere havde taget for givet. Hukommelsen vendt hurtigt tilbage, men at få kroppen til at fungere igen krævede mange timers træning dagligt. Heldigvis havde Michelle Hviid et fantastisk netværk bestående af familie og venner, som hjalp hende og børnene med småt og stort såvel før som efter operationen. Otte måneder efter operationen havde Michelle Hviid det meget bedre og udgav bogen Råstyrke for at fortælle andre, at man godt kan overleve en operation i kraniet.

I udsendelsen vil man kunne høre pædagog Heidi Kjærsgaard Petersen og studerende Kristine Gaumitz Storm fortælle om deres sygdomsforløb. Desuden medvirker neurokirurg Bo Halle fra Neurokirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital, og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 29. april 2019. Hvaler - EliteForsk-priser 2019 (1).

Professor i biologi og sansefysiologi Peter Teglberg Madsen (f. 1975) har flere gange været på dybt vand, når han har forsøgt at blive klogere på hvalerne. For det er ikke nemt at få sat måleudstyr på en 40 tons kaskelothval, og det var lige før, Peter T. Madsen måtte opgive sin ph.d.-afhandling. Men med et sidste ihærdigt forsøg lykkedes det i Bismarckhavet ud for Papua Ny Guinea at få sat optageudstyr, en datalogger (minicomputer) med fire sugekopper, der minder om en smartphone, fast på en hval, så han kunne undersøge kaskelottens levevis.

Engang troede man, at hvaler var fisk og ikke pattedyr, eftersom de levede i verdenshavene. Hvalernes behårede, firbenede forfædre levede på landjorden for ca. 50 mio. år siden. Disse pattedyr begyndte at jage i vand, og over ca. 15 millioner år udviklede de landlevende pattedyr sig til havpattedyr uden pels og baglemmer og flyttede næseborene oven på hovedet. Hvaler inddeles ofte i de uddøde urhvaler, bardehvaler med ca. 10 nulevende arter (f.eks. blåhval - det største dyr, der nogensinde har eksisteret) og tandhvaler med ca. 70 nulevende arter (f.eks. spækhugger, delfin og kaskelothval). Hvalernes nærmeste nulevende slægtninge er flodhesten og andre hovdyr.

Omkring 80 procent af Jordens overflade er dækket af hav, og havet er i gennemsnit mere end 4 kilometer dybt. Jo længere ned i vandet, man bevæger sig, desto mørkere bliver det. For at kunne orientere sig i bælgravende mørke benytter kaskelothvalen sig af ekkolokalisering, dvs. ekkoer af selvfrembragt lyd, som hvalen navigerer efter. Når kaskelothvalen skal finde føde i havets dyb, udsender den en kliklyd og venter på, at lyden kastes tilbage igen fra byttedyr. Herefter udsender den et nyt klik, venter på ekkoet - denne kasten lyd frem og tilbage gentages, indtil hvalen er fremme ved sit bytte. Kaskelothvalen er en dygtig jæger, den kan dykke i længere tid og meget dybere end noget andet dyr for at finde føde i havets kolde, mørke dyb, idet den kan opholde sig under vand i op til to timer og dykke 2-3 km ned. Kaskelothvalen spiser fisk og blæksprutter i alle størrelser; kæmpeblæksprutter med en længde på 12 meter har man fundet i maven på døde kaskelotter.

Kaskelothvalen er det størst tandbærende rovdyr nogensinde. Hannen kan blive 20 meter lang og veje over 50 ton, dens enorme kantede hoved udgør ca. en tredjedel af dyrets længde, og det rummer en hjerne på omkring otte kg. Underkæben udgør ca. en fjerdedel af kropslængden, alle mundens bananformede tænder sidder her, mens overkæben er tandløs. Dens fem meter lange næse er verdens største, kan nå en vægt på 15 ton og er fyldt med op til 5.000 liter spermacetolie. Den gigantiske næse, også kaldet verdens største og kraftigste biologiske lydgenerator, anvendes til at lave kliklyde med, både når der skal findes føde og kommunikeres med de andre kaskelothvaler.

I tæt samarbejde med andre forskere har Peter T. Madsen fundet ud af, at menneskeskabte lyde i havet, f.eks. støjforurening fra godsskibe, militærfartøjer, olieboringer og havvindmøller, påvirker kaskelothvalernes, men også andre hvalarters, naturlige levevis.

Dagens gæst: EliteForsk-prismodtager Peter Teglberg Madsen, Institut for Bioscience - Zoofysiologi, Aarhus Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 15. april 2019. Dyrs følelser.

En af de stærkeste overførsler af følelser på tværs af arter finder vi i menneskets forhold til hunden. Hunden er i forvejen et ekstremt følelseskommunikerende dyr, og pagten mellem tamhund og menneske går titusindvis af år tilbage i historien, så det er ikke tilfældigt, at mange opfatter deres hund som et nært familiemedlem.

Mary og David er et barnløst ægtepar, og de har ingen intentioner om at blive forældre, de vil hellere tage sig af Smokey, som de har hentet på et dyreinternat i Manchester, hvor de bor. Ja, man fristes næsten til at sige, at de har adopteret den lille Shih Tzu hund i stedet for et barn, for inden Smokey kom til at bo hos parret, skulle de igennem en godkendelsesprocedure. Eftersom David har haft hund, siden han var dreng, er det ham, som har hovedansvaret for Smokey. Hunden følger med ham alle vegne, undtagen på arbejdet eller i sengen. Efter et års tid skal Mary og David på ferie, og de kan ikke tage Smokey med, så de får Marys bror og hans kæreste, som heller ikke har børn, til at komme forbi for at fodre og lufte hunden, mens de er væk. Det første, der sker, da Smokey ser kæresteparret, er, at han kaster op, hvilket med det samme vækker deres omsorgsgen, så de tager Smokey med hjem til sig selv, og han får naturligvis lov til at sove i deres seng. Så da Smokey atter vender hjem, vil han selvfølgelig også ligge og hygge sig i ægtesengen, det får han dog ikke lov til, selv om den lille hund er parrets et og alt.

Hvad fik den lille hund, som var alene hjemme, til at reagere så voldsomt, at den kastede op? Den kan selvfølgelig have spist noget, den ikke kunne tåle. Men hundepasserne var overbeviste om, at Smokey følte sig forladte, og han var bange og ked af det, og derfor var det eneste rigtige at tage ham med hjem, og endda lade ham sove, hvor han helst ville, så han kunne føle sig tryg.

Har dyr følelser? Det tror jeg, men vi skal være forsigtige med at tillægge dyrene menneskelige følelser eller tro, at vi ved, hvad de føler.

Dagens gæst i Hjernekassen er Kirstin Dahl-Pedersen, dyrlæge og adjunkt ved Universitetshospitalet for Store Husdyr, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 8. april 2019. Huntingtons sygdom (HS).

Huntingtons sygdom er en sjælden arvelig sygdom med et gradvist tab af hjernenerveceller. Forekomsten af sygdommen er fem per 100.000 personer med ligelig kønsfordeling. I Danmark lever ca. 400 personer med diagnosen Huntingtons sygdom, som på nuværende tidspunkt er en uhelbredelig hjernesygdom, der oftest viser sig i 35-45-årsalderen. Sygdommen viser sig ved motoriske, psykiske og kognitive symptomer, men sværhedsgraden af de forskellige symptomer og selve sygdomsforløbet varierer meget fra person til person selv inden for samme familie. Hukommelsesproblemer, som ofte ses tidligt ved demenssygdomme, viser sig først sent i forløbet, der typisk strækker sig over 15-20 år.

Sygdommen er opkaldt efter den amerikanske læge George Huntington (1851-1916), som i 1872 beskrev sygdommen, efter at hans farfar og far havde fulgt sygdommen chorea hos familier på Long Island i New York. Chorea kommer af det græske ord choreia, som betyder dans, og hentyder til de danselignende ufrivillige bevægelser, der ofte forekommer hos personer med Huntingtons sygdom.

Det er en sygdom, som trækker tråde både bagud og frem i tid. Er enten ens mor eller far ramt af Huntingtons sygdom, er der 50 procent risiko for, at man selv eller at ens søskende har arveanlægget for sygdommen. Hvis man er bærer af det HS-muterede gen, som sidder på kromosom nummer 4, er der 50 procent risiko for, at ens børn også har genmutationen. Derfor står alle, der er nært beslægtede med et familiemedlem med Huntingtons sygdom over for at skulle tage stilling til, hvorvidt de ønsker at få foretaget en prædiktiv gentest og få svar på, om de er bærer af det HS-muterede gen eller ej.

For at få lavet en genetisk test skal man være myndig (dvs. fyldt 18 år) og selv ytre ønske herom. Efter en rådgivende samtale har man fire ugers betænkningstid, hvis man ikke ændrer mening, tages en blodprøve, der bliver undersøgt for HS-genmutationen. Hvis det viser sig, at man er HS-genbærer, vil sygdommen bryde ud på et tidspunkt, men hvornår og hvordan ens sygdomsforløb vil blive, kan gentesten ikke sige noget om. Desuden er man fortsat en rask person, indtil sygdommen bryder ud. Hvis man ikke er HS-genbærer, kan ens børn ikke arve sygdommen, da HS-mutationen ikke kan springe en generation over.

Det er meget forskelligt, om slægtninge til HS-ramte ønsker at få foretaget en gentest. Nogle ønsker at få lavet en gentest, fordi at de ikke kan holde ud at leve med uvisheden om, de selv og dermed eventuelt også børnene en dag bliver ramt af sygdommen. Andre ønsker ikke en gentest, da de helst vil leve i håbet om, at hverken de selv eller deres børn en dag bliver alvorligt syge.

Hvis man er gravid, og der er risiko for, at ens barn kan have HS-genmutationen, kan man få foretaget en fosterdiagnostik undersøgelse (moderkageprøve) i uge 11, men kun hvis man er fuldstændig sikker på, at man ønsker abort, hvis det skulle vise sig at være tilfældet.

Medvirkende i udsendelsen: overlæge Lena Hjermind, Hukommelsesklinikken, Neurologisk Klinik, Rigshospitalet, og Scientific Project Manager Mette Gilling Nielsen, The European Huntington's Disease Network.

 

Hjernekassen på P1 den 1. april 2019. Virus og vaccine.

"Virus kan kun formere sig i levende celler, uden værtscelle er den reduceret til at være en livløs organisme, derfor er den på konstant på jagt efter nye værter." Fra Hanne-Vibeke Holsts roman Som pesten (Gyldendal 2018, side 182).

Det værst tænkelige scenarie, hvis man tager de lægefaglige briller på, er en smitsom sygdom, der endnu ikke findes, f.eks. en ny influenzatype, som ingen er immune overfor, i stil med den, hele verden oplevede, da den spanske syge ramte Jordens befolkning i 1918-1920.

Smitsomme sygdomme er dem, der overføres fra person til person. De elementer, som forårsager sygdom, kaldes patogener (eller smitstoffer). Der skelnes mellem levende, f.eks. bakterier, og ikke levende sygdomsfremkaldende organismer, virusser.

I Danmark holder Statens Serum Institut (SSI, som blev oprettet i 1902) nøje øje med sygdomsudbrud (både kendte og ukendte) og sørger for at informere landets borgere og iværksætte forebyggende foranstaltninger som led i sygdomsbekæmpelse. På verdensplan er det WHO (World Health Organization), som instituttet har et tæt samarbejde med, der har det overordnede ansvar for bekæmpelse af sygdomme.

En af de mest effektive måder at forebygge alvorlige smitsomme sygdomme på er vaccinationer. En vaccine laves ofte af en svækket eller inaktiv udgave af sygdommen eller sygdommene (som ved MFR-vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde), som sprøjtes ind i kroppen og sætter immunforsvaret i gang, så det producerer antistoffer for at slå truslen ned. Samtidig danner immunforsvaret hukommelsesceller, så det kan genkende og effektivt bekæmpe den uønskede sygdom, hvis vi møder den senere hen i livet, så vi ikke bliver syge.

En anden er viden om, hvordan bakterier og virusser spreder sig, så man kan tage visse forholdsregler f.eks. isolation af patienten, hvis der er tale om en smitsom sygdom, man ikke kan behandle, så færrest mulige bliver smittet med sygdommen.

Dagens eksperter er: Tyra Grove Krause, overlæge og afdelingschef ved Statens Serum Institut og ansvarlig for den epidemiologiske overvågning af infektioner (bl.a. influenza) og overvågning af vaccinationer, og Thea Kølsen Fischer, forskningschef på Nordsjællands Hospital og professor ved Syddansk Universitet med speciale i virus.

For yderligere information om dagens emne henvises til Hjernekassen på P1-udsendelserne og -teksterne fra den 10. februar 2014 om virus, den 29. september 2014 om kopper, den 4. september 2018 om virusinfektioner før og nu og den 21. januar 2019 om den spanske syge.

 

Hjernekassen på P1 den 25. marts 2019. Digital sikkerhed.

On January 24^th, Apple Computer will introduce Macintosh. And you'll see why 1984 won't be like "1984". (Den 24. januar introducerer Apple Computer Macintosh. Og du vil se, hvorfor 1984 ikke bliver som "1984".)

Ordene er fra en reklamefilm, som blev vist første gang på amerikansk fjernsyn den 22. januar 1984 under en timeout i anden halvleg af den professionelle amerikanske fodboldligas, NFL (National Football League), finalekamp, The Super Bowl, hvor computerfirmaet Apple varslede en ny tid, som bl.a. skulle sikre, at fremtidens samfund ikke blev et "Big Brother is watching you" som i George Orwells dystopiske roman 1984 (udkom første gang i 1949).

En af mine bekendte, som har arbejdet med computere i 40 år, fortæller, at han i 1970'erne ikke havde forestillet sig, at vi alle en dag ville have en computer stående i hjemmet, og da slet ikke, at vi via computeren ville blive i stand til at kommunikere med stort set hele verden døgnet rundt.

Den personlige computer (pc'en) og den øvrige computerteknologi har uden tvivl været med til at ændre vores dagligdag, men den har ikke, som reklamefilmen lovede, medført et overvågningsfrit samfund. Selv føler jeg mig nogenlunde tryg ved, hvordan tingene fungerer i Danmark, men det, der godt kan bekymre mig, er, hvis kriminelle skulle få adgang til personlige oplysninger om mig.

Jeg har selv oplevet, at min forhenværende hjemmeside blev overtaget af et firma, som solgte "legetøj" til voksne. Det havde jeg det mildest talt rigtig dårligt med, for det så fuldstædig ud, som om kunderne købte deres "legetøj" af mig og ikke af det opfindsomme firma. Min computermand rådede mig til at nedlægge hjemmesiden og få en ny, så det gjorde jeg.

Jeg er ret sikker på, at der er andre, der ligesom jeg godt vil vide mere om digital sikkerhed. Derfor har Hjernekassen på P1inviteret rådgiver Pernille Tranberg fra DataEthics Consulting, lektor Ken Friis Larsen ved Datalogisk Institut, Københavns Universitet, og Henning Mortensen, formand i Rådet for Digital Sikkerhed, i studiet.

Pernille Tranberg fortæller om dataetik, Ken Friis Larsen om security og privacy og Henning Mortensen om databeskyttelse; GDPR (General Data Protection Regulation).

 

Hjernekassen på P1 den 18. marts 2019. Lego MOC.

"Selv om de har forskellige størrelser og form, kan alle legoklodser sættes sammen med andre. De er desuden helt uopslidelige. Sofie kunne ikke huske at hun nogensinde havde set en ødelagt legoklods. Alle hendes legoklodser så faktisk lige så nye og friske ud som de havde været da hun fik dem for mange år siden. Og frem for alt: Med legoklodser kunne hun bygge alt muligt. Så kunne hun tage klodserne fra hinanden igen og bygge noget helt andet. Hvad mere kunne man forlange? Sofie kom frem til at legoklodser faktisk godt kunne kaldes verdens mest geniale legetøj." Fra Sofies verden af Jostein Gaarder (Høst & Søn 1992, side 52).

Navnet Lego er en sammenføjning af de to første bogstaver i ordene "leg godt", og på latinsk betyder lego "jeg sammensætter" eller "jeg samler", hvilket jo må siges at være en ganske rammende oversættelse af, hvad man foretager sig, når man leger med Lego.

Jeg er vild med Lego, og det har jeg været alle dage. De seneste år har jeg dog ikke brugt ret meget tid på at bygge med legoklodser, men jeg kunne ikke drømme om at skille mig af med mine mange forskellige Lego-modeller, for de er et vidnesbyrd om menneskets evne til at udtrykke sig kreativt.

Lego er også forbundet med mange gode stunder sammen med mine to drenge. Et af mine bedste minder sammen med min ældste søn stammer fra vores første tur til Legoland. Han strålede simpelthen af glæde over at befinde sig midt i dette helt utrolige univers skabt af utallige plasticklodser.

Rigtig mange mennesker er fascinerede af Lego, og det er en ting, som ofte er på ønskesedler til fødselsdage og juleaftner.

I november måned 2018 fortalte niårig Mikkel sin faster, at det, han ønskede sig allermest til jul, var Legos NASA Apollo Saturn V-raket. Mikkels faster blev noget forundret, da hun stod i legetøjsbutikken og så, at der stod 14+ på æsken. Alligevel købte hun æsken med plasticklodser, for det var jo barnets højeste ønske. Da Mikkel pakkede sin julegave ud, blev han jublende lykkelig og spurgte straks sin far: "Hvornår kan du samle den?" Nå, det er sådan, det hænger sammen, tænkte faster en smule skuffet over, at det ikke var nevøen, som skulle bruge sin hjerne, sine øjne og hænder til at samle den flotte model af rumraketten (Lego-modellen er lavet i størrelsesforholdet 1:110 og er over 1 meter høj, originalen er 110,6 meter).

Er man Lego-nørd, skaber man naturligvis sine egne modeller. Her er det kun fantasien, som sætter grænser for, hvad der er tænkeligt. Lego-entusiasternes betegnelse for en model af denne type er MOC, hvilket betyder My Own Creation (min egen kreation). Det vil man kunne høre Søren Johansen, som er medlem af Byggepladen, og Caspar Jensen Bennedsen, direktør i Brick Works ApS, berette om i dagens udsendelse. Desuden medvirker Bo Stjerne Thomsen fra The LEGO Foundation Centre for Creativity, Play and Learning.

 

Hjernekassen på P1 den 11. marts 2019. Cerebral parese (CP).

"Jeg vil have nogle nye ben, for dem, jeg har, gør ikke, som jeg siger, de skal." Disse ord og dette uopnåelige ønske udtalt af en frustreret gangbesværet ung mand, er der sikkert mange med cerebral parese, som kan nikke genkendende og forstående til.

Indtil for nyligt anvendtes betegnelsen spastikere om personer med cerebral parese, men intet menneske er sin diagnose, hun/han er en person akkurat ligesom alle andre mennesker med drømme for sin tilværelse.

Hvert år får ca. 150 børn i Danmark stillet diagnosen cerebral parese, og 10.000 personer lever med cerebral parese.

Cerebral parese er et livsvarigt handicap forårsaget af hjerneskade i fostertilværelsen eller den tidlige barndom. Omkring 90 procent af tilfældene opstår under graviditeten og de resterende 10 procent under fødslen (på grund af fødselskomplikationer) eller tidligt i livet (på grund af sygdomme eller ulykker). De fleste børn med cerebral parese får stillet diagnosen inden for de første et til to leveår. Cerebral parese forværres ikke, men symptomerne udvikler sig, efterhånden som barnet vokser op.

Cerebral parese er en samlet betegnelse for en række udviklingsforstyrrelser af muskelkontrol (dvs. evne til at styre og koordinere muskler og bevægelser), hvilke dele af kroppen, som er berørt, afhænger af hvilke områder i hjernen, der er skadede.

"Som barn var det vigtigt for mig at tænke, at sygdommen sad i kroppen og ikke i hovedet. Men det er en hjerneskade. Den sidder også i hovedet. Det er ikke til at komme udenom." - Sebastian Berg Schmidt, som beretter om sit liv i Livsmod & Livsglæde - på trods af uhelbredelig sygdom af Annie Dunch (Dunchs Forlag 2018, side 31).

For de fleste med cerebral parese viser forstyrrelsen sig som spasticitet (75 procent). Det vil sige, at det er den motoriske hjernebark, som er påvirket af hjerneskaden. Spastisk cerebral parese inddeles efter lokalisation af den nedsatte motoriske funktion i: monoplegi når et ben eller en arm er påvirket, hemiplegi når både arm og ben i enten højre eller venstre side er berørte, diplegi når begge ben er berørte, evt. med nedsat funktion i arme og hænder, og tetraplegi når begge ben og arme er ligeligt påvirkede.

Desuden ses ofte andre problemer med syns-, høre- og følesans, kognition (problemer med indlæring, koncentration, tænkning eller sprog) og epilepsi.

Forskellige former for behandling såsom fysioterapi, medicin og kirurgiske indgreb for at rette fejlstillinger af led eller knogler kan afhjælp en del symptomer.

I udsendelsen medvirker professor Jens Bo Nielsen, Institut for Neurovidenskab, Københavns Universitet, og direktør Mogens Wiederholt fra CP Danmark - Landsforeningen for cerebral parese.

 

Hjernekassen på P1 den 4. marts 2019. Kunsthistorie.

Kreativitet er et særkende for det moderne menneske, Homo sapiens, og en af de ting, vi forbinder med kreativitet, er kunst.

Kunstfremstilling vidner om menneskets evne til mental syntese, som er: "… den proces, hvorved der skabes (syntetiseres) et nyt, aldrig-før-set billede ud fra to eller flere mentale billeder." Fra Da mennesket blev menneske af Peter K.A. Jensen (Gyldendal 2012, side 414).

Kunst har i tusindvis af år været en måde at gengive livet på såvel Jorden som imaginære steder. Det vides ikke, hvornår eller hvordan kunst opstod, men vi har kendskab til kunst i mangfoldige former fra stenalderen for ca. 40.000 år siden og fremefter.

De næstældste bevarede malerier antages at være de op til 32.000 år gamle figurative malerier i Chauvet-grotten i Sydfrankrig, som blev opdaget af to amatørpalæologer i 1994. I hulen findes afbildninger af uddøde dyr f.eks. mammutter og uldhårede næsehorn og urokser, men også af dyr, som levede i området i fordums tider, og stadigvæk findes andre steder, f.eks. bisoner, leoparder og hyæner.

Hulekunstens epoke strækker sig over 20.000 år, og der er fundet huler med palæolitisk kunst forskellige steder i verden; Uralbjergene, Mongoliet, Argentina, Afrika og Australien samt i det sydvestlige Frankrig og nordvestlige Spanien, hvor de fleste huler findes.

I det sydvestlige Frankrig finder man også Lascaux-grotten - poetisk kaldet for stenalderens Sixtinske Kapel. Hulen, der blev opdaget ved et rent tilfælde af fire teenagedrenge i 1940, rummer malerier i røde, gule, sorte og hvide farver skabt for ca. 17.000 år siden. Da kunstmaleren Pablo Picasso i 1940 så de imponerende hulemalerierne i Lascaux, skulle han efter sigende have sagt: "Vi har ikke opfundet noget."

Fælles for teorierne om hulemaleriernes betydning er, at det ikke er kunst for kunstens skyld, og flere anser hulerne for en slags helligdomme med rituelle formål.

Ud over hulemaleri har stenaldermennesket også fremstillet figurer, f.eks. ret så frodige kvinder (måske om frugtbarhedssymboler) i materialer som sten, ben eller mammutelfenben. Figurinen Venus fra Hohle Fels er forsynet med en øsken, som kunne indikere, at den har været brugt som halssmykke. Denne buttede kvindefigur anslås at være mindst 35.000 år gammel.

Fremstillinger af væsner som halvt dyr, halvt menneske går igen i såvel billeder og figurer i stenalderkunsten eksempelvis den ca. 35.000 år gamle figur udskåret af mammuttand kaldet Løvemennesket fra Hohlestein-Stadel hulen i Sydtyskland. Netop Løvemennesket fremhæves i ovennævnte bog som et godt eksempel på menneskets evne til mental syntese.

I udsendelsen fortæller lektor Maria Fabricius Hansen, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, dels om kunsthistorie, dels om sin bog The Art of Transformation: Grotesques in Sixteenth-Century Italy (Edizioni Quasar 2018); en genre inden for vægmalerier. Lektor emeritus Jens Fleischer, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, giver et indblik i kunsthistorie og arkitektur.

 

Hjernekassen på P1 den 25. februar 2019. Hydrocephalus (vand i hovedet).

Jeg plejer gerne at sige, at man skal gøre, som lægen/sygeplejersken siger. Det valgte Lea Aarup Lykkegaard dog ikke at gøre, da hendes seks uger gamle datter, Vera, i 2010 fik stillet diagnosen hydrocephalus (udtales hydrocefalus), hvor hun og hendes mand blev frarådet at kontakte andre familier i samme situation. Et år senere var Lea med til at stifte Hydrocephalusforeningen, som for et år siden blev lagt sammen med Hjerneskadeforeningen, og det har hun ikke fortrudt. Lea er ellers meget tilfreds med al den hjælp, hendes datter har fået.

Sygdommen hydrocephalus skyldes, at cerebrospinalvæske (rygmarvsvæske), som dannes i hjernens hulrum (de fire ventrikler), af en eller anden årsag ikke kan transporteres væk fra hjernen ad forskellige væskekanaler og absorberes i kroppen, sådan som væsken ellers normalt gør.

Voksne producerer ca. en halv liter cerebrospinalvæske i døgnet, hvis væsken ikke kan forlade hjernen, skabes der et stort tryk inde i hovedet, som kan være livstruende, og forårsage yderligere skader på hjernen.

Hydrocephalus kan være medfødt eller erhvervet senere i livet som følge af f.eks. hjernehindebetændelse, svulst eller blødning, eller sagt med lidt andre ord, hydrocephalus er sygdomme med forskellige tilgrundliggende årsager med det tilfælles, at der ophobes for meget væske i hjernens hulrum. Som regel er hydrocephalus en livsvarig tilstand, der behandles med forskellige former for drænage af væskeoverskuddet eller med kikkertkirurgi. Den ideelle behandling findes endnu ikke, og gentagende operative indgreb er ofte en nødvendighed. Som eksempel kan nævnes, at Vera måtte gennemgå operation nummer 31 på sin seksårs fødselsdag, heraf ti operationer i det første leveår. Alligevel er det i dag muligt for hende at have en velfungerende hverdag med skolegang og andre aktiviteter næsten ligesom andre børn. Hun går i folkeskole - dog med en støtteperson ved sin side.

Livet med et sygt barn er langtfra let, og Lea har flere gange været bange for, at de ville miste Vera. Det er ikke kun hårdt for forældrene, men også for Veras to storesøstre da deres behov ofte kommer i anden række.

Derfor kan det være godt med et netværk med andre i samme situation, som man kan dele sine tanker og erfaringer med. I øvrigt fraråder hospitalspersonalet heller ikke længere hydrocephaluspatienter og pårørende at have kontakt med andre med sygdommen inde på livet.

Dagens gæster: Marianne Juhler, professor ved Neurokirurgisk Klinik, Rigshospitalet, og prismodtager af The Olivecrona Award (2013) for sin forskning i hydrocephalus. Lina Just, tidligere lærer, der midt i voksenlivet blev diagnosticeret med normaltrykshydrocephalus som følge af en cyste helt inde ved hjernestammen, som blokerer for spinalvæskens naturlige drænage, og som ikke kan bortopereres. Lea Aarup Lykkegaard, familierådgiver, psykoterapeut og mor til Vera.

 

Hjernekassen på P1 den 18. februar 2019. Angst og ondskab.

"Sandt er det også, at vi mennesker som udgangspunkt vil det gode. Det er et nødvendigt socialt redskab, at vi mennesker som udgangspunkt er født 'gode', at vi vil det 'rigtige'. Var det ikke sådan, kunne vores indviklede sociale fællesskaber ikke fungere. Det er sandt, at verden er fuld af falskhed, forfængelighed og løgn. At vi ofte praler med alt det gode, vi gør, mens vi i virkeligheden er smålige og egoistiske. Det, der er centralt, og som taler til menneskehedens fordel, er, at det er det gode, vi praler med at gøre. Det er det, som vi holder op for hinanden som det naturlige og efterstræbelsesværdige at gøre. Der er ingen, der går i krig for det onde. Alle slås for det gode og det retfærdige mod fjenden, som er det onde. Man kan få særligt modtagelige mennesker til at skyde andre, men det skal være i det godes tjeneste. Man kan få folk til at foretage sig de mest uhyrlige ting, men overordnet set er det altid i retfærdighedens tjeneste. Når nazisterne slog millioner af jøder og romaer ihjel, var det for at beskytte det tyske folk. Koncentrationslejrvagterne så typisk ikke sig selv som onde, de så sig selv som mennesker, der udførte et hårdt og nødvendigt stykke arbejde i en større sags tjeneste. Mennesker kan udføre de mest horrible handlinger i det, de bilder sig ind, er en god sags tjeneste - eller hvis de frygter for deres liv. Og det er lige netop her, at det onde findes. Som den franske digter Charles Baudelaire skriver: 'Djævelens største triumf var at bilde os ind, at han ikke eksisterer.' Vi mennesker vil det gode, men gør det onde. Der er en mørk kraft i menneskeheden, der hele tiden prøver at slippe fri. Og det gør den. Hele tiden. Nogle gange i det små - når vi på nettet rotter os sammen mod én, vi er helt enige om, er et 'kæmpesvin', og nu skal han bare ha'. Nogle gange i det store, f.eks. i borgerkrige, hvor tidligere naboer pludselig begynder at slå hinanden ihjel. Den lurer der hele tiden. Ondskaben. Den mørke kraft i menneskeheden. Djævelen selv. Ondskaben er en frister, og den næres af slappe tanker og mental dovenskab. Når man lader følelserne råde og giver sig hen til bekvemme betragtninger. Når man lader hadet råde, slipper man ondskaben ud, og så er det, at det kører af sporet. En af de største pligter, vi mennesker har, er at huske på, at de personer, vi er allermest uenige med, alligevel kan have ret." Fra Frihedens pris - En kort historie om menneskehjernen af Peter Lund Madsen (Lindhardt og Ringhof 2018, side 113-114).

I udsendelsen er jeg selv dagens gæst, her vil man kunne høre mine tanker om angst, ondskab og enighed.

 

Hjernekassen på P1 den 11. februar 2019. Misbrug.

Menneskehjernen elsker vaner, hvilket er både godt og skidt for os. Vaner er alt det, vi gør, uden at vi tænker nærmere over, at vi gør det, og størstedelen af vores handlinger hører til i denne kategori. Fra vi står op om morgenen, til vi går i sengen om aftenen, foregår rigtig mange ting på det ubevidste plan. Når jeg har lyst til en kop kaffe, laver jeg den bare. Jeg skænker ikke delprocedurerne en tanke, for jeg har lavet kaffe så mange gange, at det er blevet en vane, der kan udføres uden megen bevidst tankeaktivitet.

Hjernens forkærlighed for vaner skyldes, at hjernen er konstrueret til at tjene os mennesker bedst muligt. Ved at automatisere så mange arbejdsprocesser som overhovedet muligt sørger hjernen for, at den bevidste del af vores tankeliv kan være optaget af andre ting samtidig med andre gøremål. Tænk, hvis jeg flere gange om dagen skulle bruge tankeaktivitet på at finde kaffedåsen frem, så ville energien til bevidst tankekraft til mere spændende opgaver hurtigt gå fløjten.

Men hjernens strategi med at tillægge sig vaner, som frisætter bevidst tankekraft til mere spændende opgaver, kommer også med en omkostning. For når først hjernen har lært noget, er det ekstra arbejde, hvis adfærden skal ændres. Hvis en vane skal ændres, skal hjernen ikke bare lære noget nyt, den skal også aktivt aflære det gamle stof. Nu er problemet ikke særligt stort, hvis det blot drejer sig om, at kaffedåsen pludselig har fået en anden fast plads i køkkenet, men skulle jeg til gengæld holde op med at drikke kaffe, så ville det være noget helt andet, så ville det straks være meget sværere.

For at styre vores adfærd har hjernen fået både pisken og guleroden. Drifterne er pisken. Får vi ikke noget at drikke, bliver vi tørstige ­- først ganske lidt og senere ubehageligt meget. Drifterne driver os via stigende ubehag til at gøre de ting, som er nødvendige. Belønningssystemet er guleroden. Når vi har gjort noget, der gavner vores overlevelse f.eks. indtaget væske i form af kaffe, belønner hjernen os med en subjektiv oplevelse af velvære i sindet over den skønne smag af kaffe.

Drifter er nedarvet biologiske vaner, andre vaner er tillærte og kulturelt bestemt. De fleste dyr er drevet af arveligt betingede adfærd og har svært ved at lave om på deres adfærd, hvis omstændighederne ændrer sig, sådan er det ikke med os mennesker, vi kan tilpasse os omgivelserne, fordi menneskehjernen er omstillingsparat. Vi kan finde andre løsninger, end dem vi er vant til, derfor kan vi også ændre vaner, men det kræver som regel en ny form for belønning. Så hvis jeg skulle holde op med at drikke kaffe, ville jeg højst sandsynligt begynde at drikke te i stedet for.

Det samme gør sig gældende, når vi skal kæmpe os ud af en eller anden form for afhængighed. I Hjernekassen på P1-udsendelsen om ludomani påpegede tømrer Niklas Gille netop, at man er nødt til at finde noget andet, som kan erstatte det, man tidligere har gjort. I stedet for at bruge energi på spil havde Niklas besluttet sig for at blive rigtig god til sit arbejde som håndværker.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at når det gælder forskellige former for afhængighed, rygning, alkoholisme, stofmisbrug og ludomani, gør man det ikke af lyst, man gør det af trang. Der er et utal af stoffer og handlinger, der har afhængighedspotentiale. Tobak og kokain har et meget højt potentiale, men også alkohol og gevinstgivende spil indebærer en meget stor risiko for misbrug. Og det er bestemt ikke for børn, for det er stærke kræfter, man er oppe imod.

Dagens gæster i Hjernekassen er misbrugsekspert Henrik Rindom, overlæge og psykiater i Stofrådgivningen, og en af hans tidligere patienter (alias Frederik) samt dennes kontakt- og støtteperson, Imran Durrani, fra U:Point.

 

Hjernekassen på P1 den 4. februar 2019. Afsjælede legemer.

Hvad skal der ske den dag, du ikke er her mere? Har du overvejet at donere dit afsjælede legeme til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet? Der er nemlig brug for kroppe i undervisningen af medicinstuderende, kirurger og retsmedicinere.

Grundigt kendskab til menneskets anatomi er en forudsætning for lægegerningen, og den viden kan man ikke opnå ved udelukkende at terpe lærebøgernes indhold. For at opnå fortrolighed med legemets tredimensionelle strukturer og de anatomiske variationer mennesker imellem er man nødt til at se det i virkeligheden.

Den anatomiske videnskab blev igangsat allerede i 1543 med udgivelsen af den flamske læge og anatom Andreas Vesalius' (1514-1564) De humani corporis fabrica - et illustreret værk af den menneskelige anatomi baseret på dissektioner af døde menneskelegemer. Siden da har lægevidenskaben benyttet sig af dissektioner for større forståelse af menneskekroppen, og i dag benyttes desuden diverse billedscanningsteknikker for at få detaljerede informationer om det inderste af kroppen.

Det er professor Jørgen Tranum-Jensen, der har ansvaret for at tage imod og forvalte de afsjælede legemer i den østlige del af Danmark. De afdøde kroppe bliver bl.a. brugt i dissektionskurser, hvor medicinstuderende systematisk arbejder sig gennem et menneskelegeme, eller i efteruddannelse for kirurger, der øver operative indgreb på lig, da man lærer tingene bedst ved at have rigtige menneskekroppe mellem hænderne.

Dengang jeg var medicinstuderende, havde jeg det bestemt ikke let, når jeg kom i nærheden af døde menneskekroppe, så det var i høj grad noget med at bide tænderne sammen og få gjort det, der nu skulle gøres. Jeg tror, at der er andre studerende, som har haft det på samme måde, for dissektionskurset kan opleves grænseoverskridende.

Københavns Universitet modtager ca. 300 afsjælede legemer årligt. Det dækker lige Det Sundhedsvidenskabelig Fakultets behov for afdøde kroppe til brug i undervisningen af læger og tandlæger samt til forskning i sygdomme og udvikling af nye behandlingsmetoder.

Ønsker man at være både organ- og legemedonor, går organdonation forud for donation af legeme. Det er vigtigt, at man husker at give de pårørende besked om beslutningen, idet instituttet skal have kroppen senest fire døgn efter dødsfaldet, så de naturlige nedbrydningsprocesser ikke når at ødelægge og ubrugeliggøre det afsjælede legeme. Når instituttet modtager en krop, fryses den ned eller konserveres.

Som donator er man sikret fuld anonymitet fra universitetets side, og der vil ikke blive udleveret nogen som helst oplysninger om én på noget tidspunkt. De afsjælede legemer er i instituttets varetægt i op til to år. Hvis der ikke er lavet en aftale med de efterladte eller en bedemand om, hvad der skal ske efterfølgende, vil den afdøde blive kremeret og urnen sat i de ukendtes grav.

Fortryder man donationen, kan den ophæves igen ved skriftlig henvendelse til instituttet.

Bor man ikke øst for Storebælt, er der mulighed for at testamentere sin afdøde krop til Aarhus Universitet og Syddansk Universitet i Odense, som også har behov for afsjælede legemer til undervisnings- og forskningsbrug ved de sundhedsvidenskabelige uddannelser.

Dagens gæst er professor Jørgen Tranum-Jensen fra Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Københavns Universitet, der altid minder de studerende om, at de afsjælede legemer er en værdifuld gave, som giver dem mulighed for at dygtiggøre sig.

 

Hjernekassen på P1 den 28. januar 2019. Mesopotamien.

Ingen kender morgendagen, uanset hvor meget vi forsøger at være på forkant med begivenhedernes gang, forløber tingene sjældent helt, som vi har forestillet os. Denne uvished er et grundvilkår, som har fået mennesket til at ty til astrologi og varselstagning i årtusinder.

Selv om vi ved meget mere i dag end i oldtiden, er det meget tankegods fra dengang, som hænger ved i dag. Jeg tror ikke på astrologi, alligevel kan jeg godt tage mig selv i at læse mit horoskop i en gratisavis. Jeg er født i løvens tegn, og ofte viser det sig faktisk, at det skrevne passer, fordi jeg selv fortolker det, der står, så det giver mening i min nuværende situation eller nærmeste fremtid.

De ældste horoskoper, vi har kendskab til, er skrevet med kileskrift og er stillet for personer, der levede i byen Babylon i Mesopotamien for over 2000 år siden. Ulla Koch, ph.d. i assyriologi fra Københavns Universitet, har i Hvad er værre end uvished - astrologi og varselstagning i oldtidens Mesopotamien (Museum Tusculanums Forlag 2018) beskrevet, hvorledes babylonierne var overbevist om, at stjernerne var gudernes kodede tale til menneskene. Ikke fordi de var mindre begavede end os, det vidner alle de opfindelser, de gjorde, klart om.

I Mesopotamien, landet mellem de to store floder Tigris og Eufrat (et landområde svarende omtrent til det nuværende Irak), udvikledes landbruget med diverse afgrøder og dyrehold, og her opstod de første bysamfund anlagt ved store templer, der ejede jorden. Fra omkring 2500 f.v.t. bestod Mesopotamien af bystater med hver deres konge, som nu ejede jorden, og siden hen af større eller mindre kongedømmer (imperier).

Grundlaget for bystater med en centralisering af den politisk-økonomisk magt var en overskudsproduktion af fødevarer. På den frugtbare landbrugsjord dyrkedes emmer og byg, hør, grønsager og frugttræer (f.eks. daddelpalmer) i mængder, der skabte et overskud af fødevarer, hvilket gjorde det muligt at handle med andre steder. Det var især sten, tømmer og metaller, man måtte importere. Med vareudvekslingen opstod der et behov for at kunne holde styr på sine fødevarelagre. Hvor meget skulle lagres til eget forbrug? Hvor meget skulle anvendes til næste års såning? Hvor meget kunne afsættes til handel med andre?

Det ældst kendte sprog i området er sumerisk, og indtil videre også det ældst kendte skriftsprog - kileskrift. I begyndelsen var det simple billedtegn, der hurtigt blev mere abstrakte. Billedskriften (piktogrammer) har i første omgang været brugt til regnskabsføring, man gengav korn, kreaturer og andre ting, man havde brug for at tælle. Fra ca. 2600 f.v.t havde man udviklet et skriftsystem til at repræsentere lyde, som muliggjorde, at man kunne nedfælde fortællinger m.m. Antallet af karakterer var stort, mere end 1.550 karakterer anvendte man.

Med udviklingen af kileskriften sluttede den forhistoriske periode, og det, der betegnes historisk tid, dvs. menneskets nedfældede historier, begyndte. Selv om talesproget gik af brug ca. 2000 f.v.t., vedblev man med at skrive sumerisk (lidt som vi kender det fra Europa med latin), senere blev kileskriften tilpasset til at kunne gengive akkadisk.

De ældste tekster blev prentet i vådt ler med en bambusgriffel, herefter blev lertavlen tørret i solen. Størrelsesmæssigt varierer de fundne lertavlerne fra størrelsen på en småkage til et A4-ark. Fra 1000 f.v.t begyndte man at skrive på trætavler beklædt med voks eller pergament, en skam for os da disse materialer er forgængelige. Til gengæld er brændte lertavler næsten uforgængelige.

Mange mennesker lærte at læse og skrive, så de kunne kommunikere med hinanden om hverdagsting. Men de tekster Ulla Koch har nærlæst, er skrevet af specialister i astrologi og andre former for varselstagning, som havde til opgave at forudsige fremtiden, afværge onde ting og sikre, at gode ting gik i opfyldelse. Astrologi og andre former for varselstagning var et hverv, der gik i arv fra far til søn i generationer. Det var beskyttet viden, og man havde kun viden inden for et emneområde, og den blev ikke videregivet til andre end ens slægtninge.

Det var især kongerne, som var interesseret i at vide, hvad guderne havde at sige dem. Og de lærde var fuldstændig afhængige af magthaverne for selv at få mad på bordet.

Oldtidens astrologi adskiller fra nutidens horoskoper ved, at de handlede om kongen, høsten, samfundet, storpolitik og lignende. Astrologernes forudsigelser baserede sig på fortolkninger af observationer på himlen gjort med det blotte øje.

Omkring 500 f.v.t. ændrede astrologien sig til at vedrøre det enkelte individ og ikke som tidligere kun kongen og samfundet. Desuden gik astrologerne over til matematiske modeller baseret på observationerne gennem århundreder til brug for deres forudsigelser.

Foruden Ulla Kochs bog bygger ovenstående tekst på information fra Peter K.A. Jensens bog Da mennesket blev menneske (Gyldendal 2012, side 323-360).

 

Hjernekassen på P1 den 21. januar 2019. Den spanske syge.

Journalist og forfatter Tommy Heisz er gæst i Hjernekassen, hvor vi med udgangspunkt i hans bog Den spanske syge. Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark (Politikens Forlag 2018) taler om den store influenzaepidemi. Tommy Heisz citerer i bogen flittigt fra avis- og tidsskriftsartikler samt erindringer om den spanske syge for at komme helt tæt på de mennesker, som oplevede, hvordan det var.

Det er en bog dels om den spanske syge, som den tog sig ud i Danmark og andre lande, dels om danskernes hverdagsliv omkring 1918, hvilket giver én et utroligt godt billede af, hvor forfærdeligt det må have været at se især raske unge mennesker bukke under en efter en på grund af influenza. Dengang vidste lægerne ikke, at influenzaen skyldtes en virusinfektion, de troede, at en endnu ikke identificerede bakterie forårsagede sygdommen. Så de stod på temmelig bar bund med hensyn til, hvordan de skulle behandle patienterne, og hvordan de selv, plejepersonalet og andre personer med gang på hospitalerne skulle undgå at blive smittet med den frygtede sygdom.

"På Rigshospitalet døde hospitalspræsten Carlo Gredsted en onsdag nat i oktober af den spanske syge. Hele hans familie havde været ramt af sygdommen, og nu kostede det ham selv livet at have været tæt på så mange smittede." (side 105).

Andre, som gjorde en stor indsats for at hjælpe til under den spanske syge, risikerede også at blive smittet. F.eks. de mange frivillige kvindelige hjælpere, som tog hjem til folk, der lå syge, for at passe og pleje dem, så godt de nu kunne, gøre rent og vaske tøj for dem. Eller spejderne, der cyklede ud med mad til de syge tilberedt af de københavnske skolefrøkener i nødkøkkener oprettet i skolekøkkenerne. For at maden kunne strække til fleste mulige, var portionerne nøje afmålt. I alt blev der uddelt 19.416 gratis måltider mad i København under den forfærdelige influenzaepidemi.

Ud af en befolkning på 3 mio. blev 100.000 danskere syge af influenzaen. Mellem 12.000-15.000 danskere døde under den verdensomspændende pandemi, som anslås at have kostet mellem 50-100 mio. mennesker livet, hvilket er langt flere, end der blev dræbt under første verdenskrig (1914-1918), som kostede 16,5 mio. soldater og civile livet. Ud af en verdensbefolkning på 1,8 mia. døde altså mellem 2,7-5,5 procent på grund af den spanske syge.

Her til lands viste sygdommen sig første gang i sommeren 1918. Mange af dem, der blev syge om sommeren og overlevede, viste det sig senere hen, opbyggede immunitet over for sygdommen, da den for alvor slog til i løbet af efteråret. Antallet af døde i Danmark, 0,5 procent af den danske befolkning, var lavt i forhold til mange andre lande, der ikke havde haft sygdommen i første omgang, f.eks. Indien og Sydafrika, hvor 5-10 procent af befolkningen døde på grund af den spanske syge.

Således beskrev en missionær situationen i Sydafrika: "Der går en dødens ånde gennem landet. Hvad der er sundt i dag, ligger i morgen i sin grav. Og det er især den friske, stærke ungdom, der angribes og nedmejes af denne spanske død." (side 139).

90 procent af de døde danskere var voksne i alderen 20-40 år, altså lige omvendt af det billede, man ellers ser under influenzaepidemier, hvor det især er de ældre, som rammes hårdest. Der har gennem de sidste 100 år været flere forklaringer på, at det var de unge, der blev hårdest ramt. Tommy Heinz hælder mest til teorierne om, at det ikke var selve influenzaen, men dens følgesygdomme, typisk lungebetændelse, der kostede de sygdomsramte livet, og at dødsofrene under den spanske syge blev ramt af en såkaldt cytokinstorm - en overreaktion, hvor immunforsvaret går amok og begynder at nedbryde kroppen.

I udsendelsen medvirker desuden cand.mag. Søren Poder, der fortæller om et stort igangværende forskningsprojekt om den spanske syge i Danmark, som Aarhus Stadsarkiv står for.

 

Hjernekassen på P1 den 14. januar 2019. Japansk kunsthåndværk.

Det kan være svært at forstå, hvordan kan man føle sig hjemme et sted, hvor man i begrænset omfang begriber, hvad det egentlig er, der foregår omkring én. Selv har jeg længe haft det sådan med Japan, men mine samtaler med forskellige japanere i tv-serien HjerneMadsen i Japan (DRK 2018) har givet mig en meget bedre forståelse af japanernes levevis og tankegang.

Dagens gæst i Hjernekassen, arkitekt og designer Lars Vejen-Jensen, har haft en tilsvarende oplevelse med Japan. Uden at kunne et ord japanske tog Lars Vejen i 1995 på et tre måneders praktikophold i Japan, og lige siden har landet haft en stor plads i hans hjerte, hvilket hans lille hus i Kyoto må siges at være et bevis på. Her opholder han sig (ca. tre måneder om året), når han ikke befinder sig hjemme i Aarhus. Lars Vejen har været selvstændig med eget designstudie i begge byer siden 2014

Lars Vejen er en alsidig designer, der forstår at kombinere danske og japanske designtraditioner. Enkelhed, materialebevidsthed og æstetik er det, der kendetegner hans design, hvad enten det er hoveddøre, møbler, lamper, keramikting, cykellåse eller serveringsbakker, som han har en forkærlighed for. "De er indbegrebet af perfekt formgivning og funktionalitet, der bliver ét enkelt produkt direkte fra natur til bord. De er alle lavet af én skive træ og drejet ud, hvilket stiller store krav til, at træet har den rette kvalitet, styrke og er tørret rigtigt," udtalte Lars Vejen i en artikel bragt i Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis den 28. januar 2018.

I Danmark og Japan (og også i andre lande) er Lars Vejens produkter anset for at være af høj kvalitet, hvor der er kræset for detaljerne, når det gælder materialevalg og udseende. Der er ingen tvivl om, at for Lars Vejen er fusionen af det danske og japanske mere end blot en måde at skabe unikke ting på, det er også en måde, hvormed der kan skabes dialog mellem de to kulturer.

Da Danmark og Japan i 2017 kunne fejre 150-års samhandelsjubilæum, blev det bl.a. gjort med en designudstilling Design Collaborations med 30 forskellige produkter skabt af Lars Vejen i samarbejde med danske og japanske håndværksbaserede virksomheder. 12 forskellige hånddrejede trækrus i Saibi-serien designet til Gato Mikio er et smukt eksempel på, hvad den danske designer har fået skabt i tæt samarbejde med japanske kunsthåndværkere.

Med til historien om Lars Vejens japanske eventyr hører også, at han dér mødte sin livsledsager, Dejan Alankhan, som er halvt indonesisk, halvt japansk og arbejder som fotograf.

 

Hjernekassen på P1 den 7. januar 2019. Stress.

Der er sikkert mange, som har følt sig stresset i december måned med alt det, der skulle nås på jobbet eller studiet inden juleferien. Og alle de julearrangementer, man skulle deltage i, oven i alt det, der ellers skulle gøres, for at det kunne blive en hyggelig højtid med ekstra god mad og gaveudveksling.

Nogle gange har man på fornemmelsen, at stress bliver brugt som en anden betegnelse for at have travlt. Måske er det grunden til, at jeg engang var skeptisk i forhold til de mange, der gik ned med stress. Det er jeg ikke længere. Jeg har mødt mennesker, både patienter og venner, hvor hjernen er blevet så overbelastet, at den stressramte har været nødt til at tage en pause.

Begrebet stress er umuligt at afgrænse. Symptomerne på stress kan vise sig på utallige måder. Igennem det sidste halvandet år har jeg indimellem følt mig ret stresset, da der konstant har været problemer i familiens bolig i form af vandskader, råd og svamp i loft og vægge, som har skullet laves, og som har gjort det vanskeligt for mig at koncentrere om mine mange forskellige arbejdsopgaver; foredrag, radio- og tv-programmer samt bogprojekter. Jeg har forsøgt ikke at dvæle ved bjerget af arbejdsopgaver og få dem løst en efter en, men alligevel har jeg oplevet stresssymptomer såsom mavepine og heftig hjertebanken.

Ved mere alvorlige tilfælde af stress vil en ellers arbejdsom og effektiv person i en periode være ændret til en skygge af sig selv, hvor selv den mindste opgave kan synes uoverkommelig, og der opstår alskens slags bekymringer for ens mentale tilstand. Er man stressramt, bør man vide, at den nedsatte hjernefunktion, man oplever, skyldes udmattelse, ikke hjerneskade. Når hjernen har fået lov til at hvile sig og komme til hægterne igen, finder den tilbage til sit gamle funktionsniveau.

Som en basal forebyggelse af stress er det vigtigt at fastlægge afslapningsstunder i sin hverdag. Den tid, det tager fra det "rigtige" hjernearbejde, kommer ofte mangefold igen. Men trods de bedste intentioner vil der opstå situationer på jobbet eller hjemmefronten, hvor hjernen bliver sat på et belastende overarbejde, som kan frembringe en stresstilstand, der får negativ indflydelse på ens velbefindende. Når hjernen bliver overbelastet, stiger risikoen for, at angst, uro og unødige bekymringer tager (yderligere) sæde i sindet. Måske endda i relation til de akutte udfordringer, der i første omgang førte til stress, og man tænker: "Bliver jeg nu afskediget, fordi jeg ikke kan følge med, når der er travlt på arbejdet?"

Som udgangspunkt gælder det om at komme tilbage på arbejdet, men man skal starte forsigtigt op og finde ud af, hvad årsagerne var og så vidt muligt indrette ens arbejdsliv med henblik på, at det ikke sker igen.

Det er ikke kun arbejdet, der er årsag til stress. I vor tid er der en konstant kamp om vores opmærksomhed, som i relation til hjerneudtrætning udfordrer vores hjerne på en helt speciel måde. Tænk blot på smartphonen, så snart vi har en ledig stund, hiver vi mobiltelefonen frem for at blive oplyst eller underholdt i stedet for at give vores hjerne et frikvarter.

I Hjernekassen taler jeg med psykiater Marianne Breds Geoffroy, som påpeger, at der ofte ses en sammenhæng mellem tendens til angst (medfødt ængstelighed) og stress.