Hjernekassen på P1 2013-2014

Hjernekassen på P1 den 22. december 2014. Jul.

"Langt nord for menneskebolig, i den evige vinter, bor julemanden. Hvidbjørnen og den sorte hvalros er hans eneste naboer. Så fjernt bor han, at selv Fridtjof Nansen forgæves har spejdet efter røgen fra hans arne. Julemandens bestilling er at male legetøj og først når den lange vinternat begynder, tør den gamle unde sig hvile." Julemandens bog af Louis Moe (1898).

Hvem er julemanden? Ja, mange vil sikkert mene, at han er en trivelig ældre herre med stort hvidt skæg iklædt en rød kåbe med hvide pelskanter, en rød hue med lang top og hvid kvast og et mørkt bælte, som kommer med gaver til alle børn i julen. Det var den svenskfødte amerikanske reklamemand Haddon Sundholm (1899-1976), der tegnede dette billede af Santa Claus, som julemanden hedder i USA, efter at læskedrikgiganten Coca-Cola i 1931 havde bedt ham om, at udforme en børnevenlig, coladrikkende julemand i firmaets logofarver.

Sådan har det ikke altid været. Julemanden er oprindelig en katolsk helgen ved navn Sankt Nikolaus (270-347), som var biskop i Myra i Lilleasien (i det nuværende Tyrkiet) i 300-tallet, og han var kendt for sine velgørende gerninger, især over for børn. Afbildninger af Sankt Nikolaus viser en mand med kappe, bispehat og stav. Hans helgendag er den 6. december, og i Holland får børnene stadig gaver denne dag af Sinterklaas, som han hedder på hollandsk, hvis ellers de har opført sig ordentligt. For ved sin side har han følgesvenden Zwarte Piet (Sorte Peter), som tager sig af de uartige børn ved at give dem smæk og et kulstykke.

Da hollænderne i 1600-tallet begyndte at udvandre til Amerika, tog de naturligvis Sinterklaas med sig. I det forjættede land smeltede han sammen med den engelske julemand, Father Christmas, og hans navn ændredes til Santa Claus, og gaveudbringningen blev flyttet til juledag. Den amerikanske julemand, som mest ligner ham, vi i dag kender, blev skabt af den tyskfødte illustrator Thomas Nast (1840-1902), der også er kendt som den amerikanske tegneseries far, og det var Nasts julemand, som siden hen dannede forlæg til Sundholms Coca-Cola-julemand.

I løbet af 1870-80'erne begyndte motiver af den amerikanske julemand at komme til Europa på de moderne julekort, som emigranterne sendt til familie og venner i det gamle hjemland. Disse julekort var inspirationskilden til den norsk-danske forfatter og tegner Louis Moes (1857-1945) billedbog om julemanden. Betegnelsen julemanden hentede han fra tysk "der Weihnachtsmann". Moes julemand er ganske vist en trivelig ældre herre med et stort hvidt skæg, men han er iklædt en grøn kåbe besat med brune pelskanter og en matchende pelshue. Og det var Moe, som skabte idéen om, at julemanden stammer fra Grønland.

Den første varehusjulemand i Danmark var Carl Dauw, der var ansat som kontorbud i Magasin du Nord på Kongens Nytorv i København. På grund af sin statur blev han i 1932, for et ekstrasalær på 100 kroner, bedt om at gå rundt i forretningen forklædt som julemanden og sælge chokolade fra en kurv til kunderne. Året efter protesterede Dauw og foreslog, at han i stedet for at sælge noget, delte ønskesedler ud til børnene. Hans idé fangede an, og Carl Dauw fortsatte som Magasin-julemand i næsten 30 år.

Julemanden er altså en international figur, han er et kompromis mellem religiøse, historiske og kommercielle interesser.

Dagens juleeksperter er: meteorolog Jesper Theilgaard, vicenationalsamlingschef Else Marie Kofod og selvfølgelig en vaskeægte julemand.

Hjernekassen på P1 den 15. december 2014. Guldhornene.

Desværre er guldhornene på Nationalmuseet i København kun kopier af de originale guldhorn, som er forsvundet for evigt, da den forgældede urmager og guldsmed Niels Heidenreich (1761-1844) natten mellem den 4. og 5. maj 1802 stjal guldhornene fra Det Kongelige Kunstkammerat i København (i dag Rigsarkivet). Hjemme i køkkenet til sin bolig på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnsstræde omsmeltede han guldhornene og fremstillede smykker (bl.a. øreringe) og falske ostindiske mønter (pagoder), som han solgte, i håb om at kunne holde kreditorerne fra døren.

Det 71 cm lange horn med en vægt på ca. 3,1 kg blev fundet den 20. juli 1639, af kniplepigen Kirsten Svendsdatter, og det ufuldstændige korte horn med en vægt på ca. 3,7 kg blev fundet den 21. april 1734 af husmand Erik Lassen. Begge horn, der blev fundet ved Gallehus nær Møgeltønder, Sønderjylland, stammer fra den yngre jernalder (ca. 400 e.v.t.), er udsmykket med gådefulde motiver af mennesker, dyr og guder. Det korte horn er desuden forsynet med en runeindskrift: ekhlewagastiR : holtijaR : horna : tawido, der er blevet tydet som: "Jeg Lægæst, holtijaz, gjorde hornet". Lægæst betyder "den beskyttede gæst" eller "den ærede gæst". Holtijaz har været udlagt forskelligt, ordet kan betyde "skovbo", "fra Holt" eller "Holtes søn". Hvert horn bestod af et glat indre horn af sølvblandet guld dækket med ydre ringe af rent guld og har antagelig været brugt som drikke- eller blæsehorn.

De originale guldhorns udseende kendes udelukkende fra kobberstik og tegninger fra 1600- og 1700-tallet. Det lange horn blev beskrevet af læge, rune- og oldstidsforsker Ole Worm (1588-1654) i De aureo cornu i 1641 og det korte af justitssekretær og arkivar Joachim Richard Paulli (1691-1759) i et skrift i 1734.

Det er disse kobberstik og tegninger samt øjenvidne beretninger, der ligger til grund for rekonstruktionerne af guldhornene, men der er mange usikre detaljer. Det krumme sæt horn, der blev fremstillet i 1859-60, er antagelig for store, men viser den rigtige form, mens det snoede sæt fra 1979 har den rigtige størrelse.

Adam Oehlenschlägers (1779-1850) digt Guldhornene skrevet i maj 1802 (trykt i Digte, 1803) var inspireret af tyveriet af de originale guldhorn fra Kunstkammeret. Hvad der var blevet af guldhornene, vidste han ikke, da han sad i Vestergade 28, blot et stenkast fra Larsbjørnsstræde 18, og nedfældede sit berømte digt, der indledes med ordene: "De higer og søger i gamle bøger, i oplukte høje med spejdende øje." Litteraturhistorisk set indtager det pladsen som et programdigt for romantikken i Danmark. I digtet lader Oehlenschläger en møe (en ung kvinde) og naturens søn (en bonde) finde guldhornene, som guderne efterlod, inden de forlod Jorden, men nu har taget tilbage som straf over de materialistiske mennesker. "Himlen sortner, Storme brage! Visse Time du er kommen. Hvad de gav de tog tilbage. Evig bortsvandt Helligdommen."

Fra midten af 1800-tallet blev guldhornene det perfekte symbol på danskhed. Hornene var fundet i den sønderjyske muld - i den omstridte landsdel, som danskerne mistede til tyskerne efter slaget i 1864. Foreninger og kommercielle foretagender tog guldhornene til sig, og brugte dem som symbol på noget ægte dansk.

Hjernekassen på P1 den 8. december 2014. Dansk mad.

Der er sket meget, siden de første danskere for ca. 14.100 år siden tilberedte rensdyrkødet over bålet til vor tids højteknologiske samtalekøkkener, hvor kun traditioner og normer sætter grænser for, hvad der står på menuen.

Jeg har spurgt en englænder, som kom til Danmark i 1978, hvilken ret, han forbinder med dansk mad. Han svarede uden tøven: "Rødgrød med fløde." Eftersom vi danskere elsker at få udlændinge til at prøve at udtale "rødgrød med fløde", er det ikke underligt, at han nævnte denne ret.

Hvordan en rigtig rødgrød bør laves, er der nok ikke helt enighed om. I God mad let at lave (Lindhardt og Ringhof 2012) består frugtgrøden af 750 gram bær i forholdet 2 dele hindbær, 2 dele ribs, 1 del solbær. Jeg vil bestemt mene, at der også burde være jordbær i rødgrød. I Historien om danskernes mad i 15.000 år (Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup, 2010) skriver Bettina Buhl, at i 1700-tallet var rødgrød uden bær og fik sin røde farve fra rødvin, ellers bestod grøden af rismel, sukker, kardemomme, kanel, sukat, vand, mandler og citron. Men i en opskrift fra 1874 er der ribs, hindbær og kirsebær i rødgrøden, som kun blev serveret ved festlige lejligheder, f.eks. bryllupsgilder.

Hvis jeg selv skulle vælge en dansk ret, og som jeg også godt kan lide, ville det være flæskesteg med sprød svær. Skal jeg være helt ærlig, synes jeg, det smager så godt, at jeg en gang imellem kan sidde og i mit stille sind håbe på, at der bliver lidt steg tilovers, så jeg den efterfølgende dag kan få et stykke smørrebrød med flæskesteg godt belagt med rødkål og agurkesalat. Men det er mest, når det er koldt udenfor, jeg har lyst til flæskesteg. Det var i hvert fald ret specielt at sidde juleaften 2006 om bord på orlogsskibet Vædderen i Salomonhavet i 35 graders varme og spise flæskesteg.

Selv om vi i modsætning til førhen stort set kan få fat i alle slags fødevare hele året rundt, er der alligevel noget mad, som egner sig bedre til kolde vinterdage end varme sommerdage. Så på den måde er vores madvaner stadig præget af årstidernes skiften. Madtraditionerne omkring højtiderne er dog sejlivet, og derfor sidder man som dansker glad og fro, storsvedende juleaften på den sydlige halvkugle og spiser flæskesteg med sprød svær - og også andesteg, hvis sandheden nu skal frem.

I dagens udsendelse besvarer madhistoriker Caroline Nyvang, der har læst samtlige danske kogebøger fra 1616-1970 (ca. 800 udgivelser), spørgsmålene: Hvad spiste danskerne i gamle dage? Hvilke retter er danske opfindelser? Er der en speciel grund til, at vi danskere er så glade for svinekød? Og kok Adam Aamann Christensen fortæller om en af de mest danske retter overhovedet: smørrebrød. De fortæller naturligvis også, hvilken dansk mad de selv bedste kan lide.

Hjernekassen på P1 Live på Universitets-tour (3) - Aarhus Universitet den 1. december 2014.

Jeg er et par gange blevet interviewet af Daniel Henriksen fra TV-Glad. Daniel er en videbegærlig ung mand, og han stiller spørgsmål på den samme filosofiske måde som børn, der undrer sig over, hvorledes alting mon hænger sammen. Kloge spørgsmål, som tvinger én til at komme med enkle forklaringer. Engang vi talte sammen om menneskets evne til at samarbejde, tænke kreativt og få gode idéer - alt sammen egenskaber som adskiller os mennesker fra de andre dyr - brugte jeg dette billede.

Tager man 1000 aber, og sætter man dem i land på en øde ø for så at vende tilbage 1000 år senere, vil man erfare, at der ikke er sket det store. Aberne på øen foretager sig stadig stort set det samme, som deres forfædre gjorde, da man rejste væk. Sådan er det ikke med os mennesker. Vi finder på nyt, og vi samler viden sammen. Vi er altid på vej fremad. 1000 mennesker og deres efterkommere vil på 1000 år sætte en ø på den anden ende.

Historien om mennesket er historien om en dyreart, der, i al den tid den har været her på Jorden, konsekvent har fundet på nye ting og samlet viden sammen. Menneskets evne til at akkumulere viden over tid, er en ganske enestående og dynamisk kraft, som gør, at vi ved fælles hjælp og tankekraft kan få svar på lidt af hvert. Hvilket forskere som Troels Skrydstrup, Rubina Raja og Leif Østergaard er klare beviser på.

I live-udsendelsen fra Aarhus Universitet kan man høre:

Professor og kemiker Troels Skrydstrup, der beskæftiger sig med, hvordan man kan udnytte affaldsproduktet CO₂ som en værdifuld ressource ved at anvende det i kemikalier, plastic, lægemidler og andre produkter.

Professor og arkæolog Rubina Raja, som er i gang med at undersøge, hvorledes mellemøstlige bysamfund over en lang tidsperiode og en bred geografisk spredning organiserede sig og dannede urbane netværk med hinanden, og hvilken indflydelse det havde på dagliglivet.

Professor og overlæge Leif Østergaard, der forsker i, hvordan hjernen får den ilt, den skal bruge for at kunne fungere optimalt, og hvad der går galt, når den ikke kan få ilt nok, og cellerne begynder at fungere dårligt.

Hjernekassen på P1 den 23. juni 2014. En samtale med Søren Ulrik Thomsen om ondskab.

"For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." (Fra apostlen Paulus' brev til romerne kapitel 7, vers 19.) Når jeg lægger ud med et bibelcitat, skyldes det, at dagens gæst, Søren Ulrik Thomsen, på stilfærdigvis bekender sig til den kristne tro.

I foråret udkom Samlede Thomsen (Gyldendal 2014) - en bog på lidt over 1000 sider, som indeholder næsten alt, digteren og essayisten har udgivet siden 1981, hvor han debuterede med digtsamlingen City Slang. Søren Ulrik Thomsen anser selv sin nyeste bog for at være en slags biografi, idet han altid skriver om noget selvoplevet.

Hvordan skal man gribe et over 30 år langt forfatterskab an? Man kan begynde ved begyndelsen og arbejde sig frem til nutiden, eller man kan læse hist og pist og få en fornemmelse af, hvem Søren Ulrik Thomsen er. Jeg har selv valgt det sidste. Hvilket man sagtens kan gøre, da der er tale om korte selvstændige tekster - og man kan ovenikøbet gøre det uden at fornærme digteren. "… et digt skal kunne står for sig selv og må ikke være afhængigt af at blive holdt oppe af andre digte i samlingen …" (Side 459)

Søren Ulrik Thomsen blev født i 1956 og tilbragte barndommen og de tidlige ungdomsår på Stevns, hvor kærligheden til det lyriske sprog blev grundlagt i barndomshjemmet og skolen. Hver aften ved sengetid sang faren salmer, og i skolen lærte Thomsen salmevers udenad. Livet i provinsen blev i 1972 skiftet ud med storbylivet, da familien flyttede til København. Her færdiggjorde Thomsen folkeskolen, fortsatte i gymnasiet og læste videre ved Københavns Universitet. Efter at have taget bifagseksamen i litteraturvidenskab besluttede han sig for at hellige sig digtningen. Thomsen droppede dog på ingen måde litteraturlæsningen, faktisk virker det, som om det er lige så vigtigt for ham som selv at være produktiv. Hvorledes hans skriverier begyndte, mens han gik i gymnasiet, har han beskrevet i et digt i Rystet spejl (2011). "En aften jeg går gennem Østre Anlæg/vil jeg falde i staver ved synet/af byens lys bag de filtrede grene/ som engang fik mig til at skrive de første digte/der hurtigt greb om sig til sorte fletværk/hen over A4-arkenes lys." (Side 353).

Selv om Søren Ulrik Thomsen har kunnet kalde sig forfatter lige siden 1981, har han i mange år været nødt til at have småjobs ved siden af og leve et yderst beskedent liv - 15 år af sit voksenliv har han boet på klubværelser i Købmagergade. I dag bor Thomsen sammen med sin hustru, Nanette, i en lejlighed med udsigt til søerne i København, hvor han føler sig hjemme. Hvilket han bl.a. har skildret i billeder og ord i København Con Amore (Vindrose 2006) - en amatørfoto- og essaybog lavet i samarbejde med Jokum Rohde med kærlighed til det København, der ikke ses i coffee table-bøger eller på postkort.

Skønt digtene viser glimt af Søren Ulrik Thomsens eget liv, formår han med ord- og sætningssammensætninger at tegne stemningsbilleder, som bevirker, at man som læser indimellem selv begynder at digte med og skrive sin egen historie ind i digtet.

I digtene fornemmes den stille kristne tro klart, for det er ikke digte med et religiøst budskab, selv om der i billedsproget kan være hentet inspiration fra danske salmer. Det første digt i Rystet Spejl slutter af med ordene: "og nu blomstrer de sorte roser i sneen", inspirationen til dette kommer bl.a. fra salmen "En rose så jeg skyde/op af den frosne jord". (Side 980).

Synspunkterne i essayene giver én noget at forholde sig til, hvad enten man er enig eller uenig med Thomsen i det, han skriver.

I essayet Derfor tror jeg på Djævelen, hvor ondskab belyses, skriver Thomsen: "Men ifølge Baudelaire er Djævlens største sejr som bekendt, at det er lykkedes ham at bilde folk ind, at han ikke findes, og jeg ser ingen modsætning imellem at lade tankens lys falde så langt det overhovedet er muligt og samtidig erkende, at det før eller siden vil støde på mørke." (Side 952). Jeg er enig med Thomsen i, at der altid vil være en rest af ondskab tilbage i verden, som vi ikke vil kunne forklare rationelt. Den ondskab, som overgår vores fatteevne, kan man vælge at tro, skyldes Djævelen. Men det er og bliver, som det også fremgår af essayets titel, et spørgsmål om tro.

at der hele tiden har været lidt mere

af "det bedste" end af "det værste" er bedst:

Det er det bedst for mig.

- Søren Ulrik Thomsen

Det værste og det bedste (Vindrose 2002)

Hjernekassen på P1 den 16. juni 2014. Ph.d. Cup 2014.

Det er morgen, udenfor skinner forårssolen, fuglene kvidrer, og jeg sidder på en stol ved altandøren i køkkenalrummet og slapper lidt af, mens jeg i mine tanker gennemgår dagens program. Mellem hænderne har jeg et krus med friskbrygget varm kaffe. Kaffen dufter skønt, jeg nipper forsigtigt til den, forestiller mig mødet med to af finalisterne i Ph.d. Cuppen. Jeg skæver til mit armbåndsur, er nødt til lige at kigge en ekstra gang, jo, sandelig så, der er kun fem minutter til, jeg skal ud ad døren. Så jeg puster til kaffen og skynder mig at drikke resten og føler næsten, at kaffen vækker mig op til dåd.

Jeg begiver mig først hen ad Frederiksbergs stille villaveje, siden ad de noget mere trafikerede veje. Første lokalitet er Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, tidligere Den Kongelige Veterinære- og Landbohøjskole, hvor filmholdet og jeg skal lave en optagelse med Louise Kruse Jensen, en af de i alt 34 Ph.d. Cup-deltagere (18 kvinder og 16 mænd).

Dengang Louise Kruse Jensen var barn, drømte hun ikke om at få en hund, men en gris hun kunne dressere ligesom skarnsungen i Emil fra Lønneberg. Grise har fortsat Louises interesse, derfor skal vi en tur i grisestien med hende.

Den ramme lugt i grisestalden står i skarp kontrast til kaffeduften derhjemme. Det er ikke en ukendt lugt, min morfar var nemlig svineavler. Svinene, som Louise viser os, vil dog aldrig ende på middagsbordet som flæskesteg med sprød svær, de er nemlig forsøgsdyr. Grise- og menneskeknogler er meget lig hinanden, derfor er grise velegnede til Louises forskning i behandling af kronisk knoglebetændelse hos mennesker.

Ved middagstid bliver det overskyet, men det gør nu ikke så meget, efter frokost skal vi videre for at mødes med Annette Olesen på Café Exit i Saxogade på Vesterbro. Navnet på Caféen passer lige til min humor - Caféen brygger og serverer ikke kun kaffe, men tilbyder også at hjælpe tidligere fængselsindsatte med at vende tilbage til et liv uden kriminalitet. Annette Olesens forskningsprojekt "Løsladt og gældsat", baseret på 77 dybdegående interview med straffedømte mænd, viser, at det slet ikke er så lige til.

Siden denne onsdag den 23. april har jeg mødtes med de seks andre Ph.d. Cup-finalister og talt med dem om deres forskningsprojekter. Vores møder blev brugt som en kort præsentation af hver enkelt deltager, inden de formidlede deres forskningsresultater foran publikum og et dommerpanel bestående af: samfundsforsker Maja Horst, journalist Martin Breum og filminstruktør Philip Einstein Lipski. Kåringen af dette års vinder af Ph.d. Cup fandt sted i DR Koncerthuset den 25. maj. Jeg havde selv det ærefulde hverv at være vært.

I Hjernekassen fortæller tre af finaledeltagerne om deres forskningsprojekter. Cand.psych. Agnes Ringer: "At være psykisk syg på den 'rigtige' måde - et indblik i livet som patient i psykiatrien". Postdoc Carsten Kirkeby: "Studier i insektbårne sygdomme" - hvorledes mittebårne sygdomme spredes. Mitter er bittesmå blodsugende myg, som forårsager sygdomme og død blandt køer og får i hele verden. Postdoc Eva Greibe: "Moders mælk er dejligt, men hvad med vitaminerne?" - fokus har været på vitamin B12, som er vigtig for at sikre en normal udvikling.

Hjernekassen på P1 den 2. juni 2014. Lyd.

Den verden, vi oplever, skabes af vore hjerner, og alt, hvad vi oplever, udspringer herfra, også lyde. Når et træ i skoven vælter, udsendes der lydbølger, men det er hjernen, der omsætter lydbølgerne til oplevelsen af lyden af et træ, der falder i skoven. Det er kun, når der er en lyttende hjerne i nærheden, at lydbølgerne bliver hørt.

Høresansen

Øret kan inddeles i tre dele: det ydre øre, mellemøret og det indre øre. Det ydre øre, den hudklædte tragt, opfanger og sender lydbølger ned gennem øregangen til trommehinden (ydergrænsen for mellemøret), som sættes i vibrationer. Trommehindens vibrationer forstærkes af de tre bittesmå knogler; hammeren ambolten og stigbøjlen, i mellemørets luftfyldte hulrum og sendes frem til det indre øre. I det indre øre, i den væskefyldte spiralformede snegl befinder hårcellerne, høresansens sansereceptorer, sig. Vibrationer i væsken får hårcellerne til at bevæge sig. Hårcellernes bevægelser omsættes til aktivitet i hørenerven, og et lydindtryk opstår. Fra hårcellerne i sneglen sendes sanseinformation via hørenerven over hjernestammen og frem til den primære hørecortex (hørebark) øverst i temporallappen (tindingelappen), som foretager den første analyse af sanseinformationen, der bearbejdes yderligere i høresansens sekundære og associative cortex.

Det er i hjernebarken, lydindtryk, sammen med alle de andre sanseinformationer (fra lugte-, syns-, balance-, smags- og følesansen), skaber vores virkelighedsopfattelse og oplevelse af at være til stede, f.eks. at sidde i sin stue og lytte til Hjernekassen på P1, der spiller Ain't Got You. Selv om jeg ved, hvordan tingene fungerer, skænker jeg det ikke en tanke, når jeg lytter til musik. Men når jeg tænker over, at svingninger i et lille stykke bindevæv, trommehinden, kan blive til oplevelsen af et skønt stykke musik med Solomon Burke, føler jeg nærmest, det er et mirakel.

Lydeksperterne; civilingeniør Anders Gade, lydtekniker og producer Morten Büchert, lektor Kristoffer Jensen, gør os i udsendelsen klogere på de tekniske finesser omkring indretning af koncertsale og lydoptagelser samt afspilning af musik - hvad er bedst MP3-filer, CD'er eller vinylplader?

Hjernekassen på P1 mandag den 26. maj 2014. De gamle grækere.

Dengang jeg gik i gymnasiet, havde vi et fag, der skulle styrke vores almene dannelse. Faget hed oldtidskundskab. Jeg fulgte ikke rigtig med, men det, jeg husker bedst, er Platons historie om skyggerne på væggen i klippehulen. Platon (ca. 427-347 f.v.t.) beskrev mennesket som siddende lænket i en mørk klippehule uden anden viden om den virkelige verden uden for hulen end de skyggebilleder, som, p.g.a. bållysets skær, blev kastet op på klippevæggen. Platon brugte billedet til at illustrere, at den verden, fænomenernes verden, vi erkender med vores sanser, blot er kopier af den virkelige verden ­- idéernes verden.

Platons filosofi er en videreførelse af Pythagoras' syntese mellem Parmenide og Heraklits forandringsproblematik. Parmenides (ca. 525-450 f.v.t.) mente, at virkeligheden er evig og uforanderlig - at der er tale om sansebedrag, når vi tror, tingene forandres. Mens Heraklit (ca. 540 - 480 f.v.t.) var af den opfattelse, at "alting flyder" - dvs. at tingene hele tiden forandres. Den lov, som styrer dette, er en stadig vekslen mellem ødelæggelse og tilblivelse, dvs. sanserne er pålidelige. Det, Pythagoras fra Samos (ca. 580-500 f.v.t.) gjorde, var, at han brugte matematikken, dvs. nogle begreber (noget evigt og uforanderligt) til at beskrive det foranderlige f.eks. en trekant. Kun idéen om den perfekte trekant er evig, i den fysiske verden er trekanter altid forskellige.

De spørgsmål, filosofferne før Platon og hans læremester Sokrates (ca. 469-399 f.v.t.) beskæftigede sig med, var naturverdenens, mens Platon og Sokrates også beskæftigede sig med menneskesjælen, som ene og alene kan begribes ved tanken. Platon og Sokrates tilsluttede sig absolutisterne - den filosofiske retning, der har en forestilling om en grundlæggende orden, som det er muligt at komme bag om ved fornuftens hjælp. I modsætning til relativisterne, som mente, at sanserne var det vigtigste. Sofisterne, som Platon og Sokrates ikke havde meget tilovers for, tilhørte den relativistiske retning. Sofisterne var omrejsende lærde, der mod betaling underviste i retorik, som var en vigtig kunstart at beherske i folkeforsamlingerne for at overtale andre til ens egne holdninger.

Der findes ingen skriftlige kilder fra Sokrates' egen hånd, da han søgte at føre mennesker til en klarere indsigt i filosofiske spørgsmål gennem diskussion. Den vigtigste kilde til viden om Sokrates er hans elev Platons skrifter, der er skrevet i dialogform. I Platons skrift om sjælen, Faidon, hvor Platon lader Sokrates være sit talerør, fremgår det tydeligt, at Sokrates var en sand mester i retorik. I første del af talen argumenterer Sokrates for, at sjælen er til før fødslen, og i anden del, at sjælen også er til efter døden.

"Sokrates: Se da efter, Kebes, om ikke resultatet af alle overvejelser bliver, at sjælen mest ligner det guddommelige, det udødelige, det intelligible og entydige, det uopløselige, det, der altid er identisk med sig selv, mens legemet mest ligner det menneskelige, det dødelige, det mangetydige og uintelligible, det opløselige og det, der aldrig er identisk med sig selv. Kan vi finde noget at indvende mod dette resultat, kære Kebes?

Kebes: Nej."

Platon og Sokrates delte som nævnt verden op i fænomenernes og idéernes verden. Idélæren går ud på, at tingene (fænomenerne) kun er ufuldkomne og forgængelige skyggebilleder (kopier) af de modsvarende fuldkomne og evige idéer. Sjælen har i sin eksistens før forbindelsen med kroppen skuet idéerne og bevaret et uklart minde om dem. Derfor bør vores opmærksomhed vendes bort fra sanseindtrykkenes bedrageriske spil og i stedet rettes den mod den rene erkendelse.

Aristoteles (ca. 384-322 f.v.t.) kritiserede sin læremester Platons forestilling om, at idéen er til før formen. Aristoteles var af den overbevisning, at der ikke eksisterede noget i bevidstheden, som sanserne ikke havde været i berøring med. F.eks. er idéen "hest" et begreb, vi mennesker har skabt efter at have set et vist antal heste. For Aristoteles var det en medfødt evne at ordne sanseindtryk i forskellige grupper og klasser, og denne medfødte evne - nemlig fornuften - adskiller mennesket fra dyrene.

Den kristne kirke tager Platons tankegang til sig, og idéernes verden bliver identisk med Guds. Denne dualistiske tankegang bliver der først for alvor sat spørgsmålstegn ved med 1800-tallets naturalistiske strømninger præget af ikke mindst Charles Darwins teori om arternes oprindelse. (Læs mere om dette i teksten om Charles Darwin fra den 27. januar 2014)

Som en slags bonusinformation er her en lille historie fundet i Kristian Ditlev Jensens bog Røde kager & grøn te - Japanske meditationer (Gyldendal 2002), som viser, at tankegods meget lig Platons åbenbart også findes i Østens filosofi. "Lige dér foran én står Den Gyldne Pavillon. Også selv om det jo så faktisk viser sig, at det er en genopførsel af den oprindelige. Den oprindelige brændte nemlig ned til grunden, da en sindssyg munk - efter sigende - sagde, at fordi Den Gyldne Pavillon var den smukkeste genstand i verden, måtte den partout destrueres, for kun sådan kunne den til evig tid forblive den smukkeste genstand i verden. Ved at fjerne den fra virkelighedens verden ville den nemlig blive omdannet til en ren forestilling, et fuldendt ideelt koncept. En tanke, der alene bestod af ideen om den smukkeste genstand i verden." (Nedbrændingen og genopførslen af Den Gyldne Pavillon fandt sted i 1950'erne. Min anm.).

I udsendelsen skildrer postdoc Jakob Leth Fink fra Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, Sokrates' liv og levned samt de gamle græske filosoffers opfattelse af sjælen. Jeg giver selv et naturvidenskabeligt bud på liv og sjæl.

Hjernekassen på P1 den 19. maj 2014. Følger efter hovedtraumer.

For nogle år siden fik en af mine venner en hjerneskade, han kom sig heldigvis, men det tog lang tid. Den eneste gene, han må leve med i dag, er, at han hurtigere bliver træt end tidligere og må tage en middagslur hver dag. Desuden er han nødt til at bruge en hel dag på at komme til hægterne igen efter en dag sammen med mange mennesker.

En hjerneskade forårsager ofte ændringer i vedkommendes liv. Hjerneblødning, blodprop og slag mod hovedet er de hyppigste årsager til hjerneskader. En erhvervet hjerneskade kan medføre svækkelse eller tab af funktioner på flere områder, følgevirkningerne afhænger af, hvor i hjernen skaden er sket og skadens størrelse. Nogle skader er synlige (f.eks. lammelser eller talebesvær) andre usynlige (f.eks. træthed, hukommelses- og koncentrationsbesvær).

Hjernen, "direktøren" for det hele, består af to hjernehalvdel, som hver kan deles op i fire hjernelapper: frontallappen (pandelappen), parietallappen (isselappen), temporallappen (tindingelappen) og occipitallappen (nakkelappen). Det yderste lag af storhjernen er dækket af hjernebark (også kaldet cortex), som kontrollerer de avancerede hjernefunktioner. Får man en skade i den bagerste del af hjernen (occipitallappen), vil der opstå synsproblemer. Et velkendt eksempel i hjerneforskningens historie er en lille tyske bondekone, som efter to små blodpropper i hjernen ikke længere var i stand til at omsætte synsinformation til noget forståeligt.

Holdt man en genstand op foran hendes øjne, anede hun ikke, hvad det var, selv om der ikke var noget galt med selve synet, hun kunne sagtens se. Blev der kastet en ting mod hende, dukkede hun sig helt automatisk, og fik hun lov til at røre ved tingen, var hun ikke i tvivl om, hvad det var. At hun hverken havde problemer med at dukke sig, hvis ting kom flyvende gennem rummet, eller mærke sig frem til, hvad det var, hendes øjne så, skyldes, at parietallappen, hvor følesansen samt bedømmelse af afstand, rum og retning, befinder sig, fortsat var intakt.

Det er som regel nemmere for omgivelserne at forstå fysiske følger af en erhvervet hjerneskade end kognitive. Når der opstår problemer med tænkningen, kan det bl.a. skyldes, at arbejdshukommelsens kapacitet er nedsat. Arbejdshukommelsen (der er overvejende lokaliseret i den forreste del af hjernen, i den dorsolaterale præfrontale cortex) kunne lige så godt have fået betegnelsen "arbejdsopmærksomhed", idet arbejdshukommelsens funktion er, at fastholde informationer og tankespor tilstrækkeligt længe til, at vores bevidsthedsstrøm kan afvikles flydende og uden afbrydelser. Arbejdshukommelsen hjælper os med andre ord til at holde fokus på den aktivitet, vi er i gang med, og sørger for, at vores adfærd er sammenhængende, og at vores planer bliver ført ud i livet. Har man vanskeligheder med arbejdshukommelsen, vil man ofte "tabe tråden" både i forhold til praktiske opgaver og i samtaler.

I udsendelsen fortæller journalist Jon Kaldan, hvordan hans liv har været efter et alvorligt cykelstyrt for 25 år siden, hvor han ikke havde cykelhjelm på. Læge Jesper Kelsen, Rigshospitalets Neurocenter, forklarer, hvorledes moderate og sværere hjerneskader behandles. Og neuropsykolog Hysse Forchhammer, leder af Neurologisk Afdeling på Glostrup Hospital, tager sig af at forklare hvilke senfølger, der kan være.

Se i øvrigt de fire informationsvideoer jeg har lavet for Hjerneskadet.dk/Hjerneforeningen.

1. Hjernen og hjernens funktioner.

2. Symptomer efter en hjerneskade.

3. Genoptræning efter en hjerneskade.

4. Er der grund til at frygte en hjerneskade kommer igen?

http://www.youtube.com/channel/UCvRUC_PvI1CCgGaDGz4rX_w

Hjernekassen på P1 den 12. maj 2014. Hvordan er det at flytte til Danmark?

Det kan jeg naturligvis ikke svare på, men jeg tror, det er svært. Jeg har arbejdet sammen med en del læger af anden etnisk herkomst end dansk, og selv om de har været velintegrerede og talt perfekt dansk, har de følt, det ikke var helt godt nok.

Da jeg læste medicin, var jeg på en måneds udvekslingsophold i det dejlige land Portugal, hvor jeg arbejdede på hospitalet i byen Porto. Fagligt var opholdet ikke den store succes. Det, jeg hovedsageligt fik ud af at være på hospitalet, var, hvordan tingene ikke burde gøres. I Portugal mødte jeg Altamiro, et møde, som fik stor betydning for min musiksmag. Altamiro introducerede mig nemlig til den brasilianske bossanova sanger og guitarist João Gilberto (1931-). Selv om jeg ikke forstår et ord af, hvad João Gilberto synger, vækker det følelser i mig. Nogle sange gør mig så glad, at jeg får lyst til at danse, hvilket jeg desværre ikke kan i modsætning til Altamiro, der næsten gjorde mig jaloux, engang han dansede med min hustru, som også er meget dygtig til at danse. Andre sange, Manchã de Carneval, gør mig sørgmodig, men Gilbertos blide sangstemme gør det på en så nænsom måde, at det nærmest bliver smukt.

Vil man lære Altamiro lidt bedre at kende, så læs historien om verdens heldigste mand. /hjernemad/hjernehistorier/historien-om-verdens-heldigste-mand.

Efter min disputatsafhandling i 1993 var jeg kandidatstipendiat i USA i halvandet år. Tiden som forsker ved National Institute of Mental Health, Bethesda (i nærheden af Washington), Maryland, var udbytterig, og havde jeg ikke haft min familie at skulle tage hensyn til, er det ikke utænkeligt, at jeg ville være blevet der i længere tid. Hvis man befinder sig et sted af egen fri vilje, må man også være villig til at indrette sig efter de gældende regler, men ville man være noget ved "musikken" i det amerikanske forskningsmiljø, betød det, at man skulle arbejde 12 timer om dagen, seks dage om ugen. Det var fint i en kortere periode, men eftersom den eneste form for adspredelse for min hustru og vores nyfødte søn var det lokale indkøbscenter, var det ikke holdbart i længden. Jeg holdt allerede meget af jazz, inden jeg flyttede til USA, derfor er det mere country genren, jeg tænker på, som den musik jeg tog til mig der.

Det, jeg har lært i mødet med andre kulturer, er, at det gælder om at tage det bedste til sig og gøre det til en del af ens eget liv. Først og fremmest bør man huske på, at vi mennesker er ret ens og stort set alle ønsker et godt liv for os selv og vores familie.

I udsendelsen taler jeg med tre tilflyttere om, hvordan de har oplevet det at flytte til Danmark. Sara Behbahani, født i Iran, men flyttede til USA som syvårig. I dag er hun gift med en af Danmarks mange dejlige danske mænd (hendes ord ikke mine) og ansat som Global Project Manager hos Novo Nordisk. Russel Adel Ahmed, flygtning fra Irak, kom til Danmark som tiårig, arbejder nu som læge på Nykøbing Falster Sygehus. Nordmanden Aslak J. Unger-Downing, lærer ved Rudolf Steinerskolen i Kvistgård, der er faldet for en af de skønne danske damer (hans ord).

Hjernekassen på P1 den 5. maj 2014. Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland.

Hvor er jeg? Hvad gør jeg?

At besvare disse to spørgsmål er hjernens grundlæggende arbejdsopgave, og det er en yderst kompleks opgave, der kræver samarbejde mellem sanserne samt hukommelsen og følelserne.

For at hjernen kan etablere en erkendelse af virkeligheden, skal den objektivt registrere, hvad det er for en situation, den befinder sig i, og beslutte sig for, hvad den skal gøre. Samtidig skal hjernen skabe en subjektiv oplevelse af at være til stede i verden.

For at kunne skabe en relevant virkelighedsopfattelse, skal hjernen have noget information at arbejde med, og den information får hjernen via sanserne: lugte-, syns- og høresansen (fjernsanserne), som registrerer, hvad der foregår omkring vores krop, samt ligevægts-, smags- og følesansen (nærsanserne), som registrerer påvirkninger af vores krops ydre- og indre overflader. Sanserne er den eneste direkte kontakt mellem hjernen og den virkelige verden.

Hukommelsen spiller en central rolle, fordi al sanseinformation automatisk præges af tidligere erfaringer fra lignende situationer og påvirker vores adfærd, så vi tilpasser den situationen. Hukommelsen skaber desuden forbindelser mellem fortiden og forestillinger om fremtiden, som bl.a. danner grundlag for vores identitet og giver os en følelse af at være den samme person over tid. Ligeledes er vores følelser af afgørende betydning for, hvordan vi møder verden. Ikke en eneste beslutning bliver truffet, uden at vores følelser, ofte uden at vi bevidst tænker over det, har været med på råd.

Heldigvis fungerer det nogenlunde gnidningsfrit for de fleste af os. Og i de tilfælde, hvor det ikke gør, er det som regel kun i kortere perioder af livet, det skaber svære problemer.

Usikkerhed i hjernens arbejde med at etablere en effektiv virkelighedsopfattelse kan opstå på flere niveauer, værst er det, når der opstår psykotiske tilstande med vrangforestillinger og hallucinationer, hvor man ser ting, som ikke er der, eller hører stemmer, skønt der ikke er nogen, som taler. Bemærkelsesværdigt er det, at grundtemaerne, når det går galt, er de samme. De mest almindelige vrangforestillinger er forfølgelsesvanvid eller storhedsvanvid, eller man tror, man er skyld i alskens slags ulykker.

Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, som har eksisteret siden 1918, har 30 patienter (4 kvinder og 26 mænd, over halvdelen af anden etnisk herkomst end dansk) og over 100 ansatte (læger, psykologer, aktivitetsmedarbejdere, sosu-assistenter, køkken- og rengøringspersonale samt vagter). De psykiatriske patienterne, som befinder sig på Sikringen, er idømt en behandlingsdom, fordi de skønnes for farlige til at opholde sig andre steder. Hvor lang tid en patient er indlagt varierer meget, men gennemsnitligt er de sindslidende indlagt i syv år.

Overlæge Per Balling beretter først om Sikringsafdelingens historie, siden hvordan hverdagen i dag fungerer på afdelingen for de forpinte og angstfyldte skizofrene patienter, og om behandlingsmetoden, der foruden antipsykotisk medicin består af, musikterapi, sanseintegrationsbehandling samt fysiske og sociale aktiviteter i et trygt og stoffrit miljø. Ledende overlæge Susanne Maria Møller-Madsen fortæller om alle de sikkerhedsforanstaltninger, der bør tages højde for i overgangsfasen, når Sikringsafdelingen næste år skal flytte til et helt nyt hospital i Slagelse. Møller-Madsen beretter også om dagligdagen og behandlingsformen på Sikringsafdelingen, samt om de kontrolinstanser afdelingen er underlagt.

Hjernekassen på P1 den 28. april 2014. The Brain Prize 2014.

The Brain Prize, Lundbeckfondens europæiske hjerneforskningspris, på 1 million euro (ca. 7,5 millioner kroner) uddeles hvert år til en eller flere hjerneforskere. I år, hvor prisen uddeles for fjerde gang, går den til Trevor W. Robbins fra University of Cambridge, Giacomo Rizzolatti fra University of Parma og Stanislas Dehaene fra Collège de France. Bestyrelsesformanden i Grete Lundbeck European Brain Research Foundation, professor Povl Krogsgaard-Larsen, begrundede valget således: "De tre forskere har givet os grundlaget for at forstå de mekanismer i hjernen, som styrer vores højere hjernefunktioner. Det har især betydning, når vi skal finde nye og bedre behandlingsmetoder til sindslidelser, stofmisbrug og indlæringsvanskeligheder, som er yderst alvorlige for de berørte og udgør en enorm byrde for samfundet."

Vi mennesker har de mest fantastiske hjerner, og den smukkeste del af vores hjerne er vore frontallapper (pandelapper). Menneskehjernens veludviklede frontallapper er det sidste, der kommer til i vores hjernes udviklingshistorie for omkring 100.000 år siden. I frontallapperne både planlægges og reguleres vores handlinger. Det har stor betydning for både os selv og omgivelserne, at vores frontallapper fungerer optimalt. Så det er ikke underligt, at den engelske professor Trevor W. Robbins (1949-) tildeles prisen for bl.a. at have undersøgt, hvordan frontallapperne og hjernens belønningssystem arbejder sammen om at træffe vores valg, og hvordan en forstyrrelse i dette samarbejde kan lede til afhængighed af f.eks. alkohol eller stoffer. I dagens udsendelse fortæller Ida Hagemann, klinikchef, Psykiatrisk Center København, Rigshospitalet, om Trevor Robbins arbejde.

Hjerneforskere har længe vidst, at evnen til at kunne regne ud, hvordan ens opførsel påvirker andre mennesker, er placeret i frontallapperne. Læs historien om Phineas Gage (1823-1860), manden der fik en jernstang gennem hoved, og man vil forstå, hvad jeg mener.

/hjernemad/hjernehistorier/historien-om-manden-der-fik-en-jernstang-gennem-hovedet.

Evnen til at kunne forestille sig, hvordan andre individer føler og har det - evnen til at vise medfølelse, også kaldet empati, er ligeledes placeret i frontallapperne og i det limbiske system. Hvordan det foregår i praksis, ved vi kun lidt om. Det mest konkrete, vi har, er spejlneuronerne. Den italienske prismodtager professor Giacomo Rizzolatti (1937-) opdagede mere eller mindre spejlneuronerne ved et tilfælde for over 20 år siden. Jeg ynder selv at fortælle denne version. Ifølge overleveringen var det en varm sommerdag, der var en pause i eksperimenterne, og Giacomo Rizzolattis forskningsassistent var gået ud for at købe sig en is. Assistenten tog isen med tilbage til laboratoriet og spiste den foran aben og Rizzolatti. Aben sad helt stille, men pludselig var der uventet aktivitet i abehjernen. De nerveceller, aben skulle have brugt, hvis den selv havde spist isen, var blevet aktiveret. Studentens isspiseri afspejlede sig i bogstavelig forstand i abens hjerne. Andre steder vil man kunne læse, at det var en rosin eller en nød, forskningsassistenten spiste. Det er ikke væsentligt, det vigtige er, at de opdagede det, der betegnes som spejlneuroner.

Med spejlneuronerne har forskerne fået en vigtig nøgle til bedre at forstå, hvordan vi bl.a. tilegner os nye færdigheder ved at kopiere andres handlinger, og hvordan vi mennesker knytter sociale bånd ved ubevidst at spejle os i hinanden. Det kan meget vel være spejlneuronerne, som er på spil i vores hjerne, når vi forelsker os, eller når vi føler en uendelige store kærlighed til det spæde barn, når det gengælder vores smil. Jeg skriver det ikke for at forklejne disse følelser, men fordi jeg synes, det er fantastisk, at spejlneuronerne (som er medfødt) sandsynligvis kan give os mere viden om os selv som sociale væsner samt en bedre forståelse af forskellige former for autisme, hvor evnen til at afkode sociale signaler er nedsat. Peter Vuust, professor, Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet, forklarer mere om Giacomo Rizzolattis opdagelse af hjernens spejlneuroner.

At vi mennesker hele tiden er i stand til at få bedre kendskab til både os selv og den verden, som omgiver os, skyldes, vi kan tilegne os viden og udveksle information ved hjælp af bogstaver og tal. Derfor er den franske professor Stanislas Dehaenes (1965-) arbejde også yderst vigtigt. Dehaene modtager prisen for at have kortlagt hjernens håndtering af bogstaver og ord samt læsevanskeligheder, og for at have fundet ud af, at forskellige slags talbehandling som multiplikation (gange) og subtraktion (trække fra) bruger forskellige netværk i hjernen. Desuden har han udviklet software til brug for børn med indlæringsvanskeligheder i matematik. Stanislas Dehaenes forskning i ord- og talblindhed belyses af Christian Gerlach, psykolog, professor, Syddansk Universitet.

Den 14. april 2014. Hjernekassen på P1s påskeæg er fyldt med noget uhyggeligt, noget godt og noget spændende. Det uhyggelige tager Morten Krøgholt sig af, det gode tager Cecilie Rosenlund hånd om, og det spændende sørger Per Olsen for.

Påskeæg

I det gamle bondesamfund var æg en kostbar spise og indgik ikke i den daglige kost og blev kun nydt ved særlige lejligheder. I tiden mellem fastelavn og påske var det slet ikke tilladt at spise æg, så når de 40 fastedage endelig ophørte i påsken, fejrede man det med at spise æg i rigelige mængder. Til farvning af påskeæggene anvendtes de forhåndenværende materialer: løgskaller, rødbedesaft, kaffegrums og teblade, som farvede æggeskallerne brun-, rød- og gullige. Efter farvningen dekoreredes æggene som regel med indridsede motiver. Hvor langt tilbage i tiden traditionen med at udveksle æg i påsketiden går, vides ikke, men de kunstfærdige papirklipsbreve med vers på og indlagte forårsblomster, hvor afsenderen kun angiver sit navn med prikker, kendes helt tilbage til 1600-tallet. Gækkebreve, de såkaldte bindebreve, blev tidligere, hvis modtageren ikke gættede afsenderen, bødet med et kys eller et påskeæg. I Danmark begyndte byens borgerskab i slutningen af 1800-tallet at købe sukker- og chokoladeæg hos konditoren, og fra 1917 af også fabriksfremstillede chokoladeæg. Æg spiller fortsat en vigtig rolle i påskefejringen. Selv i dag, hvor hønseæg er en almindelighed hele året rundt, kommer der dekorerede æg på påskebordet, og der sendes gækkebreve og udveksles et utal af chokoladeæg eller slikfyldte papæg. I 1933 skrev lægen og folkemindesamleren J.S. Møller i Fester og Højtider: "De 'rigtige' påskeæg er snart forsvunden herhjemme, de 'lever' kun i de af chokolade, sukkermasse eller papmache lavede påskeæg. Sidstnævnt fyldt med sukkergodt, der fylder konfekturebutikkernes vinduer før påske - til nydelse for børnene, men til skade for deres tænder og maver."

Gid jeg kunne nøjes med samme advarende ord, men det kan jeg desværre ikke. Efter at min ven og mangeårig samarbejdspartner filmproducer, journalist og musiker Morten Krøgholt har gjort mig opmærksom på salg af falsk medicin, dvs. ulovligt fremstillede medicinlignende produkter, som giver sig ud for at være originale medicinpræparater. WHO (World Health Organization) har beregnet, at i Afrika dør hvert femte minut et barn af malaria p.g.a. falsk medicin. Falsk medicin er ikke kun et problem i de fattige lande, med internethandlen er salget af falsk medicin i den vestlige verden de seneste 10-15 år steget eksplosivt.

Heldigvis findes der også gode ting, det kan man høre universitetsstuderende og brugerkonsulent i "Minvej" Cecilie Rosenlund berette om. Minvej er en applikation (app) til smartphones, der støtter sindslidende i Københavns kommune i deres individuelle recovery proces.

En ting, jeg tror, mange vil have glæde af at sætte på deres Minvej app, er litteratur, for en god bog kan være en lise for sjælen.

I mine barndoms- og ungdomsår bekymrede jeg mig rigtig meget om alle mulige ting. Min far var heldigvis en klog mand, så engang jeg var syg, opfordrede han mig til at læse en bog, så jeg ikke skulle ligge der og gøre mig alt for mange unødige bekymringer. Det var naturligvis ikke en hvilken som helst bog, faktisk tror jeg, at hovedpersonen, Thomas Alva Edison, der blev kendt som "Troldmanden fra Menlo Park", har været medvirkende til, at min far valgte at læse til civilingeniør og siden hen blev opfinder. (Særligt interesserede kan læse mere om min far, Thomas Lund Madsen, i teksten fra den 16. september 2013). Bogen Troldmanden fra Menlo Park af Hans Rude (Rasmus Navers Forlag 1945) er skrevet i et letforståeligt sprog, og man behøver ingen tekniske forudsætninger for at kunne læse den og få et indblik i den amerikanske opfinder Thomas Alva Edisons (1847-1931) liv og virke. Bogen er fuld af små sjove historier, der bringer smil frem på læben og i sindet.

Inspiration til læsning af ingeniørlitteratur giver lektor, emeritus Per Olsen, bl.a. Martin A. Hansens spændende roman Løgneren (1950).

Hjernekassen på P1 den 7. april 2014. Mørkt stof, mørk energi og neutrinoer.

At forsøge at forstå altings begyndelse har optaget os mennesker langt tilbage i tiden, og der er givet mange forklaringer herpå af både religiøs, filosofisk og naturvidenskabelig karakter. Jeg hælder udelukkende til den naturvidenskabelige, når det kommer til plausible forklaringer på, hvordan universet og livet på Jorden hænger sammen.

"Alt det med universet er sort snak". Ordene er ikke mine, men jeg ved, at der er mange, der har det sådan. Når det handler om at forstå, hvad mørkt stof og mørk energi er, er "sort snak" slet ikke så dårlig en betegnelse endda, da "mørk" netop er en betegnelse for alt det i universet, vi ikke ved, hvad er.

Vores nuværende viden om universet er af relativ ny dato. I begyndelsen af 1900-tallet mente astronomerne, at Mælkevejen var hele universet. Men i midten af 1920'erne gjorde den amerikanske astronom og kosmolog Edwin Hubble (1889-1953), der studerede stjernetåger (spiralformede tågeklatter i stjernebilledet), en skelsættende opdagelse. Ved hjælp af datidens største stjernekikkert, Hooker-teleskopet på Mount Wilson-observatoriet i Californien, fandt han ud af, at Andromedatågen er en selvstændig galakse på nogenlunde samme størrelse med Mælkevejen, og den var ikke den eneste. Ikke nok med det, galakserne bevægede sig tilsyneladende også hele tiden længere og længere væk. I 1929 fremsatte E. Hubble en teori, kendt som Hubbles lov, om, at fjerne galakser bevæger sig bort fra os med en hastighed, der vokser proportionalt med afstanden. Eller sagt med lidt andre ord: Jo større afstanden til en galakse er, jo hurtigere bevæger den sig væk fra os. Galaksernes bevægelse måles ved at kigge på deres lys. Er en galakse på vej mod os, lyser den blålig, er den på vej væk, lyser den rødlig.

To år tidligere, i 1927, havde den belgiske fysiker, astronom og katolske præst Georges Lemaître (1894-1966) uafhængigt af E. Hubbles arbejde fremsat teorien om det ekspanderende univers. Han mente, at galakserne fjerner sig fra hinanden p.g.a. rummets udvidelse. For bedre at forstå dette bruges ballonbilledet ofte som eksempel. Galakserne er som prikker på en ballon, der bevæger sig længere og længere væk fra hinanden, jo større ballonen bliver. I 1931 lancerede G. Lemaître desuden idéen om et "uratom", som indeholdt alt stof i universet, og med den første eksplosion fødes rummet og tiden. Lemaîtres "Big Bang"-teori fangede aldrig rigtig an.

Vi har tidligere beskæftiget os med Big Bang-teorien i Hjernekassen på P1, her skal blot fremhæves, at Big Bang udelukkende er en metafor, idet Big Bang fandt sted overalt og ikke kun et sted - Big Bang var allestedsnærværende. (For yderligere information se teksten fra den 8. april 2013).

Teorierne danner stadig grundlag for den moderne kosmologi, men er siden blevet raffinerede og bekræftede af observationer og eksperimenter.

Hidtil har man beskrevet universet som bestående ca. 27,2 procent stof og ca. 72,8 procent mørk energi. Af de 27,2 procent stof er ca. 22,7 procent mørkt stof, og ca. 4,5 procent atomer og molekyler. Men kun 0,5 procent af atomerne findes i form af stjerner, planter og levende ting, inklusive os selv. Resten, altså 4 procent, er gas, som er alt for varmt til at danne stjerner og planeter. De nyeste målinger fra Planck satellitten, giver en lidt anden fordeling, således at man nu mener, at universet består af ca. 31,7 procent stof (ca. 4,9 procent synligt stof og ca. 26,8 procent mørkt stof) og ca. 68,3 procent af mørk energi.

Det er vigtigt, at man forstår, at mørkt stof og mørk energi er to forskellige ting. Mørkt stof-partikler er den usynlige, den ikke lysende, del, af en galakse, det vil sige, mørkt stof er lavet af noget andet end atomer, som vi endnu ikke ved, hvad er.

Mørk energi er den kraft, der får rummet til udvide sig med stedse større hastighed. Tænker man tanken til ende, betyder det, at engang langt ude i fremtiden vil Mælkevejen være alene i det synlige univers.

Vores galakse, Mælkevejen, indeholder ca. 200 milliarder stjerner, hvilke vi kan observere afhænger af, hvor på jordkloden vi befinder os. På den sydlige halvkugle, ser man den del af Mælkevejen, som udgør dens centrum og dermed også langt flere stjerner end på den nordlige halvkugle, hvor man ser ud mod Mælkevejens udkant. Til gengæld er det her nemmere at observere galakser, bl.a. Andromeda.

Jeg kan ikke lade være med endnu en gang at tænke på den norske polarforsker Fridtjof Nansens (1861-1930) vise ord fra 1907.

"Ved betragtning af verdensrummet en stjerneklar nat kan en ung mand lære mere om beskedenhed end ved års træning i doktriner. Han skulle i sin tidligste ungdom lære at knæle ved evighedens fod og lytte til det grænseløse rums stilhed. Den stjernesåede himmel er den sandeste ven i livet, når én først har lært den at kende. Altid er den der, altid giver den fred, altid minder den dig om, at din uro, din tvivl og dine smerter kun er forbigående småting."

Dagens eksperter: lektor Steen Harle Hansen og astrofysiker Peter Laursen, fra Dark Cosmology Centre, forklarer, hvad mørkt stof og mørk energi er, og postdoc Signe Riemer-Sørensen, fra Institutt for teoretisk astrofysikk ved Universitetet i Oslo, hvad neutrinoer er.

Hjernekassen på P1 den 31. marts 2014. "Unge forskere 2014" (de 18-21-årige).

Tre af finaledeltagerne besøger Hjernekassen og fortæller om deres forskningsprojekter. Albert Fuglsang-Madsen, ansat ved Lauritz.com, "Biologisk hårfarvning". Pernille Poulsen, Vissenbjerg, studerende, Fredericia Gymnasium, "Koleraen i København i 1853". Helene Egebjerg Rischel, studerende, Ringsted Gymnasium, "Sansespecifik mæthed hos unge og forskelle i denne sammenholdt med BMI".

Jeg ville ønske, at jeg havde haft samme mulighed som dagens gæster i mine helt unge år. Tænk, allerede på det tidspunkt i ens liv at være med til at lave videnskabelige undersøgelser og forsøge at finde frem til forskningsresultater, som måske kan bruges til noget. Eftersom jeg aldrig har været i tvivl om, at jeg ville være læge, ville jeg nok have valgt Helene Egebjerg Rischels projekt, selv om det blot er en lille brik i forståelsen af, hvad det er, der gør det svært for mange at bevare en helbredsmæssig sund vægt.

Sanseverdenen

Sansefunktionerne har vi for at tilføre livet energi. Alle former for liv får energi ved at reagere på omgivelserne, og sådan har det været siden tidernes morgen. Lugtesansen er den første sans af alle, lugtesansen er den helt basale sans, ursansen, som vi finder hos de tidligste og mest primitive former for liv. Et eksempel på dette er colibakterien, der bevæger sig frem i omgivelserne efter, hvor den sanser, den højeste koncentration af føde befinder sig.

Ved man det, kan det måske hjælpe én, næste gang man går forbi en pølsevogn, og duften rammer ens næse, og man pludselig får en nærmest uimodståelige trang til en hotdog, selv om man har fået rigeligt at spise i løbet af dagen, eller man godt ved, at der kun er en time til aftensmaden. Det gør vi, fordi lugtesansen oprindeligt skulle hjælpe til med at finde føde i omgivelserne, der er altså tale om et overlevelsesinstinkt, som vi i øvrigt også bruger, så vi ikke kommer til at spise noget, som vil gøre os syge, f.eks. fordærvede fødevarer.

En sans er dog langtfra nok for avancerede former for liv. Synssansen er menneskets dominerende sans, hvilket afspejles i vores hjernebark, hvor størstedelen af den sansebearbejdende hjernebark er afsat til analyse af synsinformation. Synssansen har vi arvet fra vores nærmeste slægtninge i dyreriget, aberne. Vores syn er forenklet sagt tilpasset et liv i træernes toppe, hvor vi har skullet kunne spotte spiselige frugter og bær. Tager vi udviklingen et skridt nærmere os selv til stenaldermenneskene, ja, så har de ligeledes skullet bruge synet til at finde spiselige ting i naturen. Og jo bedre man har været til det, desto større har overlevelseschancerne været. Så det er ikke underligt, at vi billedlig talt spiser med øjnene, selv om de fleste af os blot skal begive os hen til den nærmeste "fødevarejungle" (supermarked) og putte maden ned i indkøbsvognen og betale ved kasse 1 for at få noget at spise. Hvad vi vælger at komme i indkøbsvognen, bestemmes i høj grad af hjernen. Her spiller vaner en væsentlig rolle. Det gør de, fordi vores hjerne, uden vi er bevidste om det, lynhurtigt analyserer sig frem til, hvad maden gjorde ved os sidste gang, vi spiste den. Følte vi velvære, er der stor sandsynlighed for, at vi vil vælge den samme mad igen. Vi vælger den "sikre" løsning, det som var smartest, dengang vi levede i den vilde natur.

Madens smag har selvfølgelig også stor betydning. Smagssansen har fem forskellige smagskvaliteter: sødt (f.eks. frugt, sukker, honning), surt (f.eks. citron, eddike, syrnede mælkeprodukter), salt (f.eks. salt, soyasauce, ost), bittert (f.eks. mørk chokolade, kaffe, krydderier) og umami (f.eks. kød, fisk, lagret ost) samt kombinationer heraf. Hvis alle grundsmagene har været til stede i et måltid, føler vi os nemmere mætte og tilfredse efter at have spist. Jeg har læst, at en hotdog faktisk skulle indeholde samtlige smagsnuancer. Alle smagsvarianterne behøver ikke indgå i samme ret, man kan sagtens vælge at afslutte et måltid med lidt tørrede frugt eller mørk chokolade (hvis man kan styre sit indtag) for at tilfredsstille den søde tand, som vi er udstyret med fra naturens side. (se evt. tidligere indlæg: Den søde tand, den 30. december 2013).

For at vi får lyst til at indtage et måltid mad, skal ikke blot smagsoplevelsen være i orden. De to allerede omtalte sanser, lugte- og synssans, har igen en hel del at skulle sige. Duften af mad har både den funktion, at den fremmer og hæmmer appetitten. Derfor er forsøgspersonerne i "Sansespecifik mæthed hos unge og forskelle i denne sammenholdt med BMI" også blevet bedt om at lugte til maden, inden de puttede den i munden. Desuden har lugtesansen stor betydning for madens smag. Det bemærker vi, når vi er slemt forkølet, maden smager ikke rigtig af noget. Madens udseende er vigtig, fordi vi "spiser med øjnene", maden skal se indbydende ud, forskellige farver gør maden mere attraktiv, hvor meget mere spændende ser en flad ostemad med lidt grøn salat underneden og en skive rød peber ovenpå ikke ud end en uden?

Mad skal ikke blot dufte skønt, se lækker ud og smage godt, den skal også lyde korrekt og føles rar i munden. Knækbrød skal have en knasende lyd og være sprød, det er de færreste af os, som gider sætte tænderne i et stykke blødt knækbrød.

At kombinere det perfekte måltid er noget min hustru, i hvert fald ifølge en af mine venner, mestrer til perfektion. "Kan du ikke se det?" spurgte hun. Efterfulgt af følgende uddybende kommentar: "Til for- og hovedret har vi fået fisk, kød og ost med grønsager tilberedte på flere forskellige måder samt friskbagt brød. Til dessert en udsøgt chokoladevalnøddekage med pærekompot og vaniljecreme."

Men der er en masse andre ting på spil end blot sanserne, når det handler om mad. Mad signalerer, hvilke normer og holdninger der gælder i det samfund og den kultur, vi er en del af, og fortæller en hel del om os selv som enkelt individ, som forskningsprojekter i stil med ovennævnte slet ikke tager højde for.

Dette er bl.a. en af grundene til, at jeg valgte, at min bog om menneskehjernen Dr. Zukaroffs testamente ikke skulle være en traditionel lærebog. Hvis man har læst bogen, vil man vide, at Dr. Alexander Zukaroff er en dybt traumatiseret mand, som bl.a. bruger mad, specielt kager, til at dulme sin psykiske smerte.

Hjernekassen på P1 den 24. marts 2014. Vulkaner.

Det er næppe tilfældigt, at Astrid Lindgren (1907-2002) har givet den uhyggelige drage i Brødrene Løvehjerte (1973) navnet Katla. Jeg forestiller mig, at den 11-årige skolepige Astrid har siddet i barndomshjemmet på slagbænken i køkkenet på gården Näs i udkanten af Vimmerby i Småland og læst i avisen om vulkanudbruddet i Island i 1918 (12. oktober - 5. november), hvor isvulkanen Katla seneste viste sine uhyrlige kræfter. Selv om vulkanudbrud sker med jævne mellemrum, er der nogen, som sætter sig særlig spor i erindringen, selv husker jeg tydeligt, hvorledes brødrene Lund Madsen sad i barndomshjemmet på gulvet i stuen på Rosengårdsvej i Virum og så de spektakulære fjernsynsbilleder, da en anden islandsk vulkan fra den 23. januar til den 28. juni 1973 viste sine mægtige kræfter og på det nærmeste begravede en hel ø, Heimaey, Vestmannaøerne, i askegrød. Vulkanen, der fik navnet Eldfell (ildfjeld), gik i udbrud klokken 1.55 om natten, og hele øens befolkning måtte i al hast evakueres. Allerede i den tidlige morgenstund var samtlige 5.300 indbyggere sejlet til Islands hovedstad, Reykjavik. I de efterfølgende dage sejlede øens fiskekuttere i pendulfart mellem Heimaey og Reykjavik for også at fragte befolkningens værdigenstande væk fra øen. Naturkatastrofen truede ikke blot med at ødelægge øboernes boliger, men også fiskerihavnen, deres eksistensgrundlag. Som så ofte før i menneskehedens historien, stod folk sammen og arbejdede på at skabe en løsning på problemet. Kvikke hoveder kom op med den idé, at man kunne pumpe koldt havvand på den glødende masse, så den størknede, og dermed skabe et værn, så man kunne dirigere lavaen væk fra havneområdet. En genial løsning og tilmed billig - ca. 15 millioner kroner. Hvilket betød, at blot to år efter ragnarokket var 80 procent af indbyggerne vendt tilbage til Heimaey, selv om 30 procent af alle huse var blevet begravet i aske og yderligere 20 procent ødelagte.

Geologisk set er Island et meget interessant område. Øen er opstået og skabt af lava fra de mange vulkanudbrud, der har været i området. Faktisk ville Island slet ikke have eksisteret, hvis ikke det havde været for vulkanismen. Yderligere kan man lidt uden for Reykjavik med det blotte øje observere kontinentaldriften, idet Island ligger på kløften mellem den eurasiske og nordamerikanske kontinentalplade. Det betyder, at den ene del af landet rykker mod øst, mens den anden rykker mod vest, kontinentalkløften mellem Øst- og Vestisland bliver hvert år to centimeter større. Landet nyder dog også godt af den glohede undergrund. Her er nemlig ingen problemer med at skaffe energi nok til opvarmning af boliger eller det varme vand i hanerne.

Vulkanudbrud forekommer sjældent uden forvarsel, så de steder i verden, hvor der holdes øje med vulkanernes aktivitet, er der mulighed for at tage visse forholdsregler, så katastrofens omfang mindskes. Det betyder dog ikke, at vi på nogen måde kan forhindre en naturkatastrofe som den, der berettes om i Dr. Zukaroffs testamente.

Zukaroff løftede den højre pegefinger. "Godt, men hør så her: Det er jo ved at gå galt allerede fra starten af." Han sænkede stemmen. "Det begynder måske med et vulkanudbrud. Under alle omstændigheder er det et af de voldsomste vulkanudbrud, vi overhovedet kender til. Vulkanen Toba på Sumatra for 74.000 år siden. Det er et storslået udbrud, atmosfæren fyldes med aske, og Jorden svøbes i et ugelangt mørke. Om det er sådan, det starter, ved vi som sagt ikke, men i perioden herefter falder temperaturen på Jorden, og for godt 70.000 år siden begynder en ny istid, Weichsel-istiden. Og det er her, det er ved at gå galt. Det bliver pludseligt meget, meget koldt. Neandertalerne, der ellers er vant til kulden, må flygte sydpå til Mellemøsten. Og vi, det mere kuldskære moderne menneske, skal helt til Afrika for at nå i sikkerhed. Dette er uden sammenligning den største krise i hele menneskehedens historie. Kun omkring 2.000 mennesker overlever." Zukaroff placerede pegefingeren på bordet mellem os og kiggede op på Wolfgang. "Og 2.000 mennesker, det er ingenting. Det er, hvad der kan sidde i den store sal i Falkoner Centret på Frederiksberg."

Det er dog langtfra alle, som er enige med den kære dr. Zukaroff i denne udlægning af Toba-vulkan, bl.a. videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard. I sin bog Når Jorden går amok (Jyllands-Postens Forlag 2006) skriver han, at alt peger i retning af, at de barske livsbetingelser udryddede de tidligste afrikanske udvandrere, og kun få tusinder seje østafrikanere overlevede.

Men Zukaroffs efterfølgende pointe, hersker der ikke uenighed om.

Zukaroff kiggede over på mig og nikkede. "Det er en nødvendig pointe i din bog, at vi mennesker må gøre os klart, at vi engang, for ikke så længe siden, var ved at forsvinde helt, at uddø. Og Peter, når du siger, at vi mennesker har løftet os ud over naturens begrænsninger, så er det altså ikke sandt. Vulkanen Tobas udbrud er jo bare ét eksempel på, hvad vi mennesker har i vente. Naturen viser tænder, flytter lidt rundt på spillereglerne, og det hele er ved at gå galt. Det er et mirakel, at vi tre kan sidde her i dag. Et mirakel, og det bliver ikke det sidste, vi får brug for." Zukaroff prikkede mig på armen. "Og så er det i øvrigt derfor, den genetiske variation i menneskeheden er så lille. Vi stammer alle fra de under 2.000 individer, der kæmpede for overlevelsen i Afrika for 70.000 år siden. Det er derfor, vi er så ens." Dr. Zukaroffs testamente af Peter Lund Madsen (Gyldendal 2012, side 479-481).

Toba-vulkanen betegnes som en supervulkan eller en caldera, som på spanske betyder kedel. En caldera er en kraterindsynkning i jordskorpen, som ofte er fyldt med vand og dermed er blevet til en vulkansø. Hvor mange supervulkaner der findes vides ikke, men ca. 15-20 stykker. Statistisk set går en supervulkan i udbrud hvert 50.000-100.000 år. Det vil sige, vi lige nu lever i en tid, hvor det tænkes at kunne ske. En supervulkan, som især har forskernes bevågenhed, er Yellowstone i Wyoming, USA, som sidst var i udbrud for ca. 640.000 år siden. Når, som forskerne udtrykker det, og ikke hvis, eksplosionen sker, vil det være en natur- og miljøkatastrofe, som vil kunne mærkes over hele jordkloden.

Et godt eksempel af nyere dato på, at et stort vulkanudbrud har konsekvenser andre steder end i lokalområdet, er Laki-udbruddene, der begyndte den 8. juni 1783 og varede i otte måneder. Den giftige røg og akse forgiftede luft, jord og vand. Sygdom og sult kostede adskillige liv, ca. 10.000 islændinge (ca. 20 procent af Islands daværende antal indbyggere) samt over 200.000 husdyr. I den efterfølgende tid mærkede både Amerika og Europa klimaforandringer og flere dødsfald end normalt. Geolog Paul Martin Holm skriver: "Der blev rapporteret om en tør dis og et svækket sollys mange steder i Europa og i Nordamerika. En overdødelighed i England det år på 23.000 personer, og en ligeledes øget dødelighed i Frankrig, var efter nogles mening forårsaget af svovlsyren fra Laki-udbruddet." Vulkaner (Gyldendal 2013, side 201).

Derfor undrer det også eksperter, at regeringer ikke udarbejder nød- og beredskabsplaner for større vulkanudbrud.

Foruden videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard (Berlingske) og geolog Paul Martin Holm (lektor ved Institut for Geologi og Geografi, Københavns Universitet) gæster rejseleder Henning Andersen Hjernekassen. De to førstnævnte tager sig af henholdsvis supervulkaner og pladetektonik, og sidstnævnte sætter vulkaners betydning i menneskelivet i perspektiv.

Hjernekassen på P1 den 17. marts 2014. En blandet landhandel.

Vareudvalget: "Højt begavede børn" med psyko- og parterapeut Susanne Larsen, "Origami" (japansk papirfoldekunst) med forfatter Helle Fager Ehlers og "Hjernens indre ur" med overlæge Jens Hannibal, Klinisk Biokemisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

Som introduktion til den ene af dagens tre varer har jeg valgt at forklare lidt om hjernens "indre ur". Hjernens indre ur, nucleus suprachiasmaticus, er en kerne af nerveceller (ca. 20.000), som befinder sig i hypothalamus, som ligger i mellemhjernen, og er grundlæggende for alt, der har at gøre med kroppens rytme, f.eks. kropstemperatur, blodtryk, hormonudskillelse, stofskifte, fordøjelse, hvornår vi er vågne og sover. Selv om vi taler om et biologisk ur i hjernen, har vi rent faktisk to, et i hver hjernehalvdel. De fleste hjerners indre ur har en døgnrytme, der er lidt længere end det astronomiske døgn på 24 timer, typisk 24,5 timer. Derfor skal hjerneuret stilles dagligt, så det passer med den "normale" døgnrytme - den vigtigste faktor er lys. Hjernens døgnrytme reguleres i forhold til døgnets skifte mellem nat og dag ved hjælp af lysimpulser, der rammer øjets nethinde, og via nervetråde fra nethinden sendes besked direkte videre til hjernens indre ur, nucleus suprachiasmaticus, som ligger i den forreste del af hjernen, hvorfra der sendes information videre til koglekirtlen, som ligger bagerst i hjernen, hvor bl.a. melatonin dannes. Hormonet melatonin mindskes af lys, derfor er koncentrationen højst i de mørke timer, og stoffet medvirker til, at vi bliver trætte og søvnige. Morgenfriske A-mennesker har en indre døgnrytme under eller tæt på de 24 timer, mens aftenfriske B-menneskers døgnrytme strækker sig ud over de 24 timer. Vores indre ur er et fintfølende system, der blev skabt, dengang vores liv var indrettet efter naturens gang, og forstyrrer man urets naturlige rytme alt for meget, kommer det ud af trit, hvilket kan skabe uorden i både legeme og sind. De fleste kender til fænomenet jetlag efter en flyvetur, hvor man i løbet af relativt set kort tid er blevet fragtet fra den ene side af jordkloden til den anden. Kroppen kan simpelthen ikke følge med og kommer ud af balance, og man døjer med gener som træthed, hovedpine, koncentrationsbesvær, forstoppelse, kvalme og svimmelhed. Selv 1800-tallets rejsende oplevede omstillingsproblemer, når de krydsede Atlanterhavet i skib i form af boatlag, fordi det indre ur hver dag skulle indstille sig til en ny tidszone. Det minder lidt om det, vi oplever, når vi en gang hvert halve år stiller urene enten en time frem (vinter- til sommertid) eller en time tilbage (sommer- til vintertid), hvor et forårsdøgn forkortes med en time, og et efterårsdøgn forlænges med en time. På de nordlige breddegrader døjer en hel del mennesker i de lange, mørke vintermåneder med vinterdepressioner. På engelsk kaldes det for SAD (seasonal affective disorder), hvilket er en bedre betegnelse, idet der ikke er tale om en depression i gængs forstand. Sommerdepressioner findes også, forekommer mest syd på, hvor lysintensiteten og varmen er et problem, men der er også en del danskere, som oplever at de bliver trist til mode om foråret og sommeren, fordi de f.eks. får hovedpine og vanskeligere ved at sove om natten og dermed mindre energi end ellers. Men det største problem for det fintfølende system er måske den måde, vi i dag har indrettet tilværelsen på. Vores krop er ikke indrettet til et 24/7 samfund, vores hjerne er skabt til at sove om natten, og laver man om på dette, kommer der uorden i systemerne. Her tænker jeg ikke kun på skifteholds- eller natarbejde, men også kunstigt lys og alle de elektroniske ting, vi omgiver os med, som tiltrækker vores opmærksomhed og gør, at vi nemt kommer til at udsætte os selv for lys og lyde på alle mulige tidspunkter af døgnet, hvor vi normalt ville sove. Det er ikke kun hjernen, som har et indre ur, men også kroppens andre organer og celler. Alle de indre biologiske ure synkroniseres af hjernens ur.

Hør mere om alle disse biologiske ure og ikke mindst hjernens indre ur i udsendelsen.

Hjernekassen på P1 den 10. marts 2014. Blandede bolsjer.

Barbie-dukken

I 55 år har den evigt unge Barbie været genstand for små pigers beundring, hvad enten forældrene har elsket eller hadet den unaturlig tynde, langbenede dukke med hvepsetalje, smalle hofter, struttende barm og bag samt langt glat hår, i ny og næ dog med kort hår. Barbie Millicent Roberts så dagens lys på en legetøjsudstilling i New York den 9. marts 1959, branchens mandlige opkøbere var skeptiske over for den nye dukke, som kun var iført en sort og hvidstribet badedragt, de troede simpelthen ikke på, at de amerikanske mødre ville lade deres døtre lege med den sexede dukke, men det ville de, og den tredimensionelle påklædningsdukke blev hurtigt en succes i efterkrigstidens pengestærke USA. Det var legetøjsfirmaet Mattel, grundlagt i 1945 af Harold Matson og Elliot Handler (1916-2011), som havde dukken med, idéen var sidstnævntes hustru Ruth Handlers (1916-2002), som havde været en tur i Europa. Her havde hun set den tyske voksen-dukke Bild Lilli, der oprindeligt var en populær tegneseriefigur skabt af Reinhard Beuthien til avisen Bild-Zeitung. Ruth Handler købt en Lilli-dukke, der kom til at danne forbillede for den første Barbie-dukke, der da også har et noget mere voksent udseende, end hun fik siden hen. Barbie har ændret udseende adskillige gange, og trods sine 55 år er hun ikke kommet til at se en dag ældre ud, nærmere det modsatte. For hun har nemlig forstået at forvandle sig og tilpasse sig tidens skiftende kvindeidealer. I starten lignede Barbie, som er opkaldt efter ægteparret Handlers datter Barbara, de timeglasformede filmstjerner Elizabeth Taylor og Marilyn Monroe. I begyndelsen af 1960'erne mindede Barbie om den amerikanske førstedame og modeikon Jacqueline Kennedy, mens teenagedukken senere hen i 1960'erne kom til at se ud som den ultratynde engelske fotomodel Twiggy, dog uden at miste sine former. I 1970'erne med kvindefrigørelsen og hippiebevægelsen kneb det lidt for Barbie at følge med, men i 1980'erne vendte hun stærkt tilbage takket være bl.a. tv-serien Dollars og discofeberen. Sandy (spillet af Olivia Newton John) i film-musicalen Grease havde det helt rette Barbie-look. Ellers lignede dukken en mellemting mellem den motionstrimmede skuespiller Jane Fonda, fotomodellen Renée Toft Simonsen og popstjernen Madonna. I 1990'erne var inspirationskilden tv-serien Baywatch, og så kom der en Barbie-dukke med sensationelt langt hår - helt ned til fødderne, vistnok den bedst sælgende Barbie nogensinde. Nyeste skud på stammen er havfrue Barbie, hvor de lange ben er blevet erstattet af en fiskehale. Den Barbie-figur, som nok har været mest overlevelsesdygtig, er prinsessen med et utal af balkjoler. Selv om Barbies succes i høj grad hænger sammen med det amerikanske firma Mattels kommercielle markedsføring, har det ikke passiviseret pigernes leg. Småpigernes drømme om teenageårene med masser af tøj og deslige, en stor familie (søstrene: Skipper (1964), Stacie (1992), Kelly (1995) og Krissy (1995) og broderen Todd (1992)), mange venner, oplevelser, og ikke mindst kærlighed, sætter gang i såvel fantasien som kreativiteten. Pigerne bruger nemlig også selv adskillige timer på at fremstille ting til Barbie, som ellers er udstyret med alt, ikke kun hvad tøj, sko og accessories angår. Hun har således et fuldt indrettet hjem med tilhørende swimmingpool, diverse kæledyr, en hest med eller uden bøjelige ben samt karet, små fancy biler (Fiat 500 og Mini Cooper), sportsvogn (Cabriolet), autocamper, bærbar computer og mobiltelefon. Senest er det lyserøde plasticunivers blevet noget mere fantasifuldt, idet både en bevinget hest, Pegasus, og en enhjørning er blevet tilføjet al ekstra udstyret. Skulle man blive en smule træt af al den leg, er der råd for det, idet Barbie selvfølgelig findes i en tegneserieversion, som kan ses på dvd. Og hvis man bare ikke kan få nok af Barbie, findes der uanet mængder af merchandise. Selv om Barbie har forstået at følge med tiden, er der dog en ting, som har holdt sig gennem alle årene, og der er næppe nogen anden kvinde, der er blevet gift så mange gange med den samme person som Barbie. Manden i Barbies liv kom til i 1961 og hedder Ken Carson, opkaldt efter Handler-parrets søn. Ken har ligesom Barbie forvandlet sig i takt med tiden. 1960'ernes forbilleder; Hollywood-stjernen Robert Redford og popikonet eks-beatlen Paul McCartney er i dag afløst af en mere muskuløs knøs. Parret har aldrig fået børn, måske ville det også ødelægge illusionen om det første møde og den søde forelskelse. Drømmen om den eneste ene og det store romantiske bryllup synes at være fælles for flere generationers småpiger, til gengæld har drømmejobbet ændret karakter. Efter sigende har Barbie gennem et halvt århundrede nået over 100 erhverv, begyndende med karriere som stewardesse, sygeplejerske eller astronaut til aerobicinstruktør og indehaver af en skønhedssalon. Ja, hun har sågar været præsidentkandidat hvert fjerde år siden 1992. Som enhver anden kendis har Barbie naturligvis fået tøj designet af kendte modehuse. Barbies haute couture kollektioner kommer bl.a. fra Yves Saint Laurent, Dior, Versace, Dolce & Gabbana og Gucci, men tøjproducenten Benetton har også været der. Hun er ligeledes blevet portrætteret af pop art kunstneren Andy Warhol. Og så har hun været inspirationskilde til den danske popgruppe Aquas monsterhit Barbie girl (1997), som banede vejen for deres verdensberømmelse. I skrivende stund er musikvideoen med Lene Nystrøm som Barbie og René Dif som Ken set over 115 millioner gange på YouTube. Sangen egentlig er en parodi, og Mattel anlagde derfor sag mod musikgruppen, firmaet fik dog ikke medhold ved domstolene - heldigvis, fristes man næsten til at skrive, for nummeret har vist sig at være den bedst tænkelige reklame, legetøjsgiganten kunne ønske sig. Adskillige af virkelighedens celebrere personer er ellers blevet foreviget af Mattel, bl.a. den svenske kronprinsesse Victoria. Barbie-Victoria-kopien er iklædt en rød kropsnær gallakjole, som minder om den, prinsessen havde på til Nobelfesten i 2006, og Barbie-Victoria har selvklart også diadem og diverse smykker samt ordensbånd på.

(Det har desværre ikke været muligt at finde nogen bøger på dansk om Barbie-dukken, heller ikke med hjælp fra en bibliotekar, men ovenstående beskrivelse bygger på oplysninger fra Barbie - her life and time af Billy Boy (Columbus Books, London 1987), avisartikler og samtale med en legetøjsekspedient.)

Hør meget mere om fænomenet Barbie, når Lene Darlie Pedersen fortæller om dukken og sin egen samling, som kan ses på Barbie Museet, Vanløse, efter aftale. Foruden dette lyserøde bolsje, byder Hjernekassen på "bespøgte huse" med antropolog Kirsten Marie Raahauge, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, og "Astronomi i stenalderen" med cand.scient. Claus Clausen. Vælg selv hvilke farver disse to bolsjer har.

Hjernekassen på P1 den 3. marts 2014. Intelligens hos dyr.

Vis mig din hjernebark, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Pattedyr har en veludviklet hjernebark, og det er den del af hjernen, der mere end noget andet adskiller pattedyrene, inklusive mennesket, fra de andre dyr. Hos mennesket dækker hjernebarken langt størstedelen af hjernens overflade. Arealet svarer omtrent til tre A4-sider, og for at få plads til al hjernebarken, er den stærkt foldet, så der fremkommer hævninger og forsænkninger, hvilket får menneskehjernen til at ligne en forvokset valnød af udseende. Vores veludviklede hjernebark gør os til Jordens klogeste dyr, lige efter kommer menneskeaberne (f.eks. chimpansen, orangutangen og gorillaen). Dernæst følger dyr som delfiner, hvaler og elefanter, men grisen klarer sig også ganske godt, faktisk bedre end hunden, menneskets "bedste" ven. At vi i den vestlige verden spiser grise, men aldrig kunne drømme om at spise hunde, er en kulturel tilfældighed.

Sammenlignet med chimpansen (vores nærmeste nulevende slægtning sammen med bonoboen) er menneskets hjernebark ca. fire gange større, selv om vi har 98,75 procent af vores gener tilfælles. Forskellen på abe- og menneskehjernen tilskrives mutationer i de regulatoriske gener, som styrer aktiviteten i andre gener under vores udvikling, det vil sige, hvornår og i hvilken rækkefølge og grad generne skal være aktive. Den grundlæggende forskel på abens og vores hjerne er vækstperioden. Menneskehjernen bliver ved med at vokse i lang tid, efter vi er født, det er, derfor den bliver så stor. Sat i forhold til kropsstørrelsen har mennesket den største hjerne af alle pattedyr. Det er uvist, hvad som har fået menneskehjernen til at vokse sig større, et bud er, at det skete, da vi blev kødspisere, idet store hjerner kræver meget energi. Hos det voksne menneske (i hvile) lægger hjernen beslag på omkring 20 procent af kroppens energiforbrug. Og det er betydelig lettere at skaffe større mængder af energi fra animalsk end vegetabilsk føde. Parallelt med udviklingen af den store menneskehjerne er der ligeledes sket en reduktion i størrelsen af mave-tarmkanalen, menneskeabernes store tarm ses på deres tykke maver. Under alle omstændigheder ses der et udtalt omvendt forhold mellem tarmlængde og hjernestørrelse: jo større hjerne, des mindre tarm. Desuden kræver store hjerner en lang modningsproces, hvilket betyder, at børns hjerner først er færdigudviklede ved 20-25-årsalderen, derfor er børn afhængige af, at der bliver draget omsorg for dem både fysisk og psykisk i en lange periode, efter at de er født.

Menneskehjernen er altså relativ dyr i drift, men den er selve forudsætningen for, at vi overhovedet har været i stand til at udtænke overlevelsesstrategier, dengang vi befandt os på savannen og konstant skulle tage os i vare for de langt stærkere vilde dyr. Den kvikke narrer som bekendt den mindre kvikke. Den allerforreste del af hjernen, den præfrontale cortex, er den del, der mere end noget andet adskiller os mennesker fra de andre dyr. Hos mennesket udgør den præfrontale cortex 29 procent af den samlede hjernebark, til sammenligning udgør den præfrontale cortex hos chimpansen 17 procent. Det er i den præfrontale cortex, menneskehjernens mest avancerede funktioner - at kunne forudse konsekvenserne af sine handlinger, at kunne udsætte sine umiddelbare behov, at kunne overskue sociale sammenhænge - befinder sig. Den præfrontale cortex er "direktøren for det hele".

Men hvor kvikke er de andre dyr (eksempelvis fugle, fisk og blæksprutter) egentlig? Det belyser ornitolog Kasper Thorup, Danmarks Naturhistoriske Museum, som beretter om fuglenes indre magnetkompas, der gør dem i stand til at finde hjem, uanset hvor de befinder sig i verden. Thorup påpeger også, at det, videnskabsfolk ved på nuværende tidspunkt er, hvad fuglene kan, men de har endnu ikke rigtig kunnet finde ud af, hvilke sanser det er, fuglene bruger på deres målrettede flyveture. Kurator Lars Olsen, Den Blå Planet, Danmarks Akvarium, fortæller, hvad man kan lære fiskene. Det handler stort set om, hvornår de skal have mad. Blæksprutter (hvirvelløse dyr i modsætning til ovennævnte pattedyr, fugle og fisk) kan til gengæld lære en masse ting, selv om deres hjerner er bygget op på en anden måde end vores. Til sidste uddyber lektor, ph.d. Asger Hobolth, Bioinformatics Research Center, Aarhus Universitet, hvorledes man kan udregne den genetiske forskel på dyrearter, specielt aber og mennesker.

Hjernekassen på P1 den 24. februar 2014. Opfindelser.

En af de ting, som adskiller os, det moderne menneske, fra vores fjerne slægtninge, er vores opfindsomhed. Et eksempel, som jeg ynder at bruge, er fortidsmenneskene neandertalerne, Homo neanderthalensis. Der er fundet mange efterladenskaber fra neandertalerne rundt omkring i Europa, og konklusionen er klar: Neandertalerne var ikke særlig opfindsomme. I de 150.000 år, neandertalerne boede i Europa, fremstillede de stenredskaber, der lignede hinanden til forveksling. Og denne tilsyneladende manglende evne til at gøre tingene på en anden måde, end de altid havde gjort, har måske været en medvirkende årsag til, at neandertalerne ikke overlevede mødet med det moderne menneske for ca. 45.000 år siden.

Hvad er det, der gør, at vi, Homo sapiens, næsten konstant finder på noget nyt? En meget vigtig egenskab er vores evne til at forestille os fremtiden, og hvordan vi kan forandre den til det bedre, hvis vi gør tingene på en anden måde end den, vi plejer. Vi er med vores fantastiske menneskehjerne i stand til at tænke tanker, som ikke er tænkt før, og finde nye løsninger på gamle problemer. Vores gode idéer kommer yderst sjældent af sig selv, selv om det nogle gange kan føles sådan, fordi den gode idé ofte kommer, når vi ikke laver noget særligt - sidder på en fridag og nyder morgenkaffen eller slentrer en tur langs strandkanten, hvor hjernen holder et lille frikvarter - så dukker den gode idé op. Det gør den, fordi hjernen kan gøre, næsten som den vil og kombinere vores tanker på en måde, som vi måske ellers ikke ville tillade den - lidt ligesom i drømme, hvor den gode idé også kan komme til os. Vi har selvfølgelig en bedre chance for at fange idéen, når vi er vågne og bevidste om, hvad vi tænker, end når vi sover. Men forud for den geniale (hvis man er rigtig heldig) idé ligger som regel en periode fyldt med hårdt arbejde og frustrationer, hvor man har tænkt over forskellige problemstillinger. Denne kreative proces, som udspiller sig i hjernen, består med andre ord af såvel bevidst som ubevidst tankevirksomhed. Faktisk udgør de tanker, der er i vores bevidsthed, kun en forsvindende lille del af alle de tanker, vores hjerne rummer. De bevidste tanker er kun toppen af isbjerget, der foregår så mange ting i vores hjerne, som aldrig kommer til vores bevidsthed. Men de tanker, som lukkes ind i bevidstheden, har afgørende betydning for de valg, vi træffer og fører ud i livet.

Selv om vi ofte tilskriver en enkelt person en opfindelse, er der som regel flere personer, som står bag slutproduktet. Vi var aldrig nået så langt, som vi er, hvis vi mennesker ikke havde været i stand til at samarbejde. For at opnå de bedste resultater er vi mennesker nødt til at samarbejde. Hvor vigtigt det er, belyser: Museumsinspektør, Danmarks Tekniske Museum, Jens Breinegaard med fire danske opfindelser fra 1865 og frem til vor tid, nemlig skrivekuglen, båndoptageren, Carmen Curlers og DropStop. Civilingeniør og opfinder Katrine Kot med ortosen, en hoftebandage udformet i stof, som forhindrer, at hoften går af led, når nyopererede patienter laver bestemte bevægelser. Og teamleder, Opfinderrådgivningen, Teknologisk Institut, Kasper Birkeholm Munk, der hjælper danske borgere med at få gode opfindelser gjort til virkelighed. Opfinderrådgivningen kan findes på www.opfind.nu. Desuden taler gæsterne og jeg om de gode idéers opståen.

Ønsker man at vide mere om neandertalerne, eller hvordan den gode idé kan komme til én, kan man læse disse to historier:

/hjernemad/hjernehistorier/den-sidste-neandertaler

/hjernemad/hjernehistorier/otto-loewis-droem

Hjernekassen på P1 den 17. februar 2014. Kloge koner og mænd.

Dagens ekspertpanel: Kirstine Munk, folkemindeforsker, Ole Pedersen, klog mand, og Henrik Isager, pensioneret speciallæge, fortæller om erfaringer med kloge koner og mænd, og hvordan de afhjælper dyr og menneskers fysiske lidelser. I udsendelsen taler jeg med og lytter til gæsterne med et åbent sind og lader efterfølgende Ole Pedersen forsøge at "helbrede" mig med sine magiske hænder, som man kan se på vores Facebookside: https://www.facebook.com/Hjernekassen.

Her følger nogle tanker, jeg også har gjort mig om dagens emne: "Kloge koner og mænd".

Kloge koner og mænd hører ikke kun til blandt naturfolk eller i vor egen fjerne fortid, de findes fortsat i nutidens vestlige samfund, vi kalder dem bare noget andet. Det bugner med råd fra disse kloge koner og mænd i bøger og fitnesscentre, på kurser og helsemesser samt i medierne om, hvad vi bør gøre for at få et bedre liv, så det kan være svært at skelne skidt fra kanel. Men hvad vil det sige at være klog? Ja, gid jeg kendte svaret. At definere klogskab som intelligens gør ikke spørgsmålet lettere, for hvad er det for en størrelse?

Det, jeg ved, er, at den hjerne som nutidens mennesker render rundt med, ligner de første moderne menneskers. Menneskehjernen har ikke ændret sig nævneværdigt gennem de sidste 100.000 år, der er ikke kommet nye moduler til, som har gjort os klogere end vores stenaldermødre og -fædre, hjernens genetiske forlæg er det samme. Alt, vi ved, men som de ikke vidste dengang, skyldes, at vi mennesker kan akkumulere viden. At vi ved så ufattelig meget i dag, gør vi kun, fordi vi hele tiden bygger videre på det, generationerne før os fandt ud af. Mennesket er ikke blevet et mere intelligent væsen, vore fjerne slægtninge ville kunne have tilegnet sig den samme viden som os, hvis de havde haft mulighed for det. At være klog handler ikke kun om boglig viden, det handler i lige så høj grad om social intelligens. Og at kunne sætte sig ind i, hvordan andre mennesker har det, og hvordan ens måde at agere på påvirker andre, kræver faktisk mere af os end at lære faktuelle ting.

Som jeg ser det, er det, som gør os mennesker til Jordens mest intelligente dyr, at vi i forhold til vores kropsstørrelse har en meget stor hjerne, som gør os i stand til at tilegne os viden. Viden vi kan bruge til at tænke nye tanker og få gode idéer, vi kan bruge til at ændre vores eksistensbetingelser, så tilværelsen bliver bedre for os. Med viden mener jeg her den, vi har opnået gennem naturvidenskaben (uddybes indledningsvis i udsendelsen), hvor tilgangen til tingene er en noget anden end den, kloge koner og mænd har.

Hjernekassen på P1 den 10. februar 2014. Virus.

Hver gang jeg tænker på den spanske syge, som hærgede i 1918-20, løber det mig koldt ned ad ryggen. I Dr. Zukaroffs testamente har jeg beskrevet, hvorledes den spanske syge formentlig startede i det tidlige forår i Haskell County, og hvad der fulgte efter.

"USA er gået ind i første verdenskrig, det er troppetransporternes tid. I løbet af foråret og sommeren spreder sygdommen sig over hele Jorden. Den kommer til Danmark i juli, svenskerne rammes i august. Ingen verdensdel, intet land, ingen by går fri. Sygdommen trænger frem overalt. Millioner af mennesker bliver syge. Det er ubehageligt og uhensigtsmæssigt, men det er også godartet. Kun de færreste dør, og som i Haskell County forsvinder sygdommen tilsyneladende hurtigt igen. Det er den første bølge. Sygdommen trækker sig tilbage, går i skjul. Den graver sig ned, men den forsvinder ikke. Den gemmer sig og samler styrke. Den vokser sig stor, stærk og ondsindet, og i eftersommeren 1918 kommer den så igen. Et af de første steder, sygdommen viser sit sande ansigt, er i Camp Devens, Massachusetts. Det, der sker hér, rammer som en damphammer ned i den medicinske verden, og den som rammes med den allerstørste styrke, er lægen William Welch. William Welch er en hædersmand præget af en stoisk ro, han er kendt som manden, der aldrig har prøvet at være bange. Men den 22. september 1918 bliver William Welch så bange, så RÆDSELSSLAGEN som et menneske overhovedet kan blive, og han er fuldstændig uforberedt. Det begynder stille og roligt. William Welch leder en kontrolkommission, som har været ude at inspicere sundhedstilstanden på fire kaserner. Turen har været en succes. Soldaterne er raske, og alle beredskaber ser ud til at fungere. Alle er glade og fortrøstningsfulde. Da rejseselskabet står på Union Station i Washington D.C., indløber der imidlertid en foruroligende besked: 'Der er problemer på Camp Devens', og selvom kommissionsmedlemmerne er trætte efter en lang rejse, må de på den igen, og denne gang går turen til Massachusetts. Det, der møder kontrolkommisionen i Camp Devens, skal blive en bitter forsmag på den katastrofe, der er i vente. Da William Welch og hans følge går ind gennem porten, træder de i bogstaveligste forstand ind i helvedes forgård. Dødssyge mennesker ligger overalt. Nogle er ligblege, andre er mærkværdigt blå i huden, og overalt ligger der blåsorte lig med blodigt slim sivende fra næse og svælg. Kaos hersker. Sygepasserne er syge, sygeplejerskerne er syge. Der er ingen til at tage sig af de døde, ingen til at tage sig af de levende og deres kropsfunktioner. Det er varmt, og lugten af lig, kropssekreter og menneskelig lidelse hænger som en stinkende forbandelse over hele området. Straks ved ankomsten ledes William Welch direkte til kasernens obduktionsrum. Det er et lille rum, og langs alle vægge ligger stabler af blåsorte lig klistret sammen af blodigt slim. I midten af obduktionsrummet står et obduktionsbord, på hvilket der ligger et opsprættet lig. Ved siden af står en ung, fuldstændig udmattet kasernelæge. Lyset er klinisk og koldt. Luften er lummer, og overalt trænger den kvalmende lugt af råddent menneskekød sig på. Da William Welch træder ind i lokalet, står den unge læge ret op og ned som en statue. Det sitrer om hans mund. Han får øjenkontakt med Welch, kigger bedende på ham og drejer sig så langsomt mod obduktionsbordet. Han stikker begge hænder dybt ind i det opsprættede lig, stønner svagt, og da han trækker hænderne til sig, bærer de på et par kulsorte, blodige lunger. Groteske lunger. Stivnede, opfyldte, ja, nærmest udspilede af blodigt slim. Ingen har før set lunger som disse. Den unge læge vender sig langsomt mod William Welch, og han strækker de blodigt udspilede lunger frem mod ham. Hans arme dirrer af udmattelse. Han siger ikke noget, står der bare, tryglende, med de bloddryppende lunger i sine fremstrakte hænder. Tiden går i stå. Om det er de sorte lunger, eller om det er afmagten i den unge læges øjne, ved vi ikke, men William Welch bliver ramt. I dette øjeblik, i dette klumre obduktionsrum, mærker William Welch for første og eneste gang i sit liv rædslen sprede sig, brændende, krybende gennem kroppen. Han står stivnet i tavs afmagt. Først efter flere minutter får han fremstammet de ord, som aldrig siden er blevet glemt. Han siger: 'Det hér, det er en katastrofe. Det hér, det er en ny sygdom. Det hér, det er den nye pest.' William Welch tog fejl. Det var ikke en ny pest. Det var ikke engang en ny sygdom. Men han havde også ret. Det var indvarslingen af en katastrofe, og sætningen står i dag som et epitaf i den medicinske historie." Dr. Zukaroffs testamente af Peter Lund Madsen (Gyldendal 2012, side 568-570).

Skønsmæssigt blev mellem en tredjedel og halvdelen af Jordens befolkning ramt af den spanske syge, klodens samlede befolkningstal var på daværende tidspunkt ca. 2 milliarder. Det anslået dødstal er 50-100 millioner, heraf 12.000-14.000 danske ofre - og langt de fleste døde i efteråret 1918. Det var især unge, raske mennesker, som døde, mellem fem og ti procent på verdensplan, set i det perspektiv slap Danmark forholdsvis billigt, idet den spanske syge "kun" kostede 0,5 procent af den danske befolkning livet. Hvorledes det så ud i Danmark under den spanske syge, fornemmer man klart i læge M. Scheels beskrivelse af epidemien.

"Influenzaepidemien kom i 2 bølger. En mildere og kortvarig sommerepidemi i juli-august (hvor jeg selv blev smittet og var kortvarig sengeliggende, men hvor jeg åbenbart erhvervede mig en god immunitet …). … I august og september var vi på en mærkelig måde omtrent helt fri for influenza, men så tog den rigtig fat i begyndelsen af oktober med en stejlt stigende kurve til omkring 9.-15. november. Amtslæge Th. Jantzen angiver, at der i ugerne fra den 2.-16. november anmeldtes ca. 2000 sygdomstilfælde med ca. 200 dødsfald. … Lægernes arbejde med at tilse patienter blev jo efterhånden meget stort, der var i mange uger praktisk talt døgndrift. … Af andre komplikationer end den alvorlige pneumoni optrådte også ret tidlige aborter. Da kirurgisk afdeling meget nødigt ville have influenza slæbt ind på afdelingen, måtte vi ofte digitalt fjerne disse aborter i hjemmene. … Da Epidemisygehuset var konstant overbelagt oprettedes i Vestre Skole (alle skoler var jo lukkede i mange måneder) en afd. for influenzapatienter." Her arbejdede Scheel sammen med to sygeplejesker samt mange frivillige, bl.a. ledige lærerinder og Røde Kors-folk. "Det var, som man kan tænke en meget drøj tid for os alle (det var som sagt uden overdrivelse døgndrift). … Da epidemien i foråret ebbede ud, blev min afd. på Vestre Skole lukket og sygehusbestyrelsen fejrede da overlæge Lollesgård og mig ved en "lille aftensmad" ude på sygehuset. Jeg husker tydeligt Lollesgård ord til mig, da vi fulgtes ad hjem derfra: 'Scheel, lad os aldrig opleve en sådan tid igen.'" Fra Den store influenzaepidemi i Odense 1918-1919 (artikel i Odense Epidemisygehus 1892-1967).

Den spanske syge er den mest dødbringende pandemi i verdenshistorien. Talt i menneskeliv, den absolut største katastrofe i menneskehedens historie. Aldrig før eller siden er så mange mennesker døde på så kort tid. Hvad de ikke vidste dengang, men som vi ved i dag, er, at influenza skyldes en virusinfektion. Influenzavirus blev først påvist i 1933 af de britiske forskere Wilson Smith, Christopher H. Andrewes og Patrick P. Laidlaw.

Men hvad er virus? Hvor stor en trussel er virusser mod menneskeheden? Og hvordan bekæmper vi dem bedst? Disse spørgsmål og mange flere besvarer overlæge Thea Kølsen Fischer og overlæge Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut i Hjernekassen.

Hjernekassen på P1 den 3. februar 2014. Historier fra Politimuseet.

"Ama'r halshug" er et udtryk, vi ofte brugte i min barndom, når vi ville bedyre sandheden af noget. Når man udtalte ordene "Ama'r halshug", samtidig med at man førte hånden hen og struben, følte man inderste inde en form for angst, men udadtil viste man mandsmod ved at turde sætte sit liv på spil - næsten da. For vi vidste jo udmærket, at det blot var en yderst effektiv måde at overbevise sine venner eller søskende om, at ens ord var sandfærdige. Kun lidet anede vi den grumme virkelighed bag udtrykkets oprindelse, men det henviser til, at der tidligere fandt henrettelser ved halshugning sted på Amager Fælled - den sidste i 1845, i Danmark fuldbyrdedes henrettelser ved halshugning som regel med sværd og fra 1791 altid med økse. Udtrykket findes i forskellige varianter. De mindre modige, pigerne (i hvert fald nogle af dem), ville nøjes med at løfte højre hånd og sværge ved deres amagermad (en rugbrøds- og franskbrødsskive sammenlagt med smør eventuelt også med sukker eller pålæg). Så jeg må hellere komme med en lille advarsel, dagens udsendelse er ikke for sarte sjæle.

Frank Bøgh, pensioneret politimand og forfatter, fortæller om den fattige pige Dagmar Overbys (1887-1929) tragiske skæbne. Dagmar Overby blev kendt som englemagersken, der i tidsperioden 1916-1920 dræbte flere spædbørn, som hun mod betaling havde i sin varetægt. Dagmar Overby tilstod i alt otte drab og blev i 1921 dødsdømt, men derefter benådet til livsvarigt tugthus.

Dines Bogø, pensioneret bankmand, forfatter og foredragsholder, beretter om det makabre dobbeltdrab i 1948 på Peter Bangs Vej 74 på det midaldrende ægtepar Inger Margrethe og Vilhelm Jacobsen. Trods et omfattende efterforskningsarbejde blev mordene aldrig opklaret, og der er siden fremkommet forskellige teorier om årsagen hertil.

Frank Strand, museumsleder Politimuseet, skildrer, hvorledes en tidligere Hipo-mand og fængselsindsat Palle Hardrup (1922-2012) efter et mislykket bankrøveri i 1951, hvor han skød og dræbte to ansatte, hævede, at han var blevet hypnotiseret til forbrydelsen af sin skytsånd. Siden hen ændrede han forklaringen til, at det var en tidligere medfange Bjørn Schouw Nielsen (1914-74), som havde foretaget hypnosen. Efter mentalundersøgelser idømtes Hardrup i 1954 psykopatforvaring, mens Schouw Nielsen idømtes livsvarigt fængsel for medvirken til forbrydelsen ved bl.a. hypnotisk påvirkning.

Hjernekassen på P1 den 27. januar 2014. 50 opdagelser - Højdepunkter i naturvidenskaben.

Dagens gæster er forfatterne, professor Helge Kragh, museumsinspektør Morten A. Skydsgaard og professor Tobias Wang, til 50 opdagelser - Højdepunkter i naturvidenskaben (Aarhus Universitetsforlag 2013). Et meget vigtigt emne i deres bog er evolution, derfor en lille beskrivelse af den videnskabsmand, der tilskrives den teori, som biologien har bygget videre på lige siden.

Charles Darwin

I godt og vel 2000 år havde den vestlige verdens opfattelse af naturen og mennesket været præget af Platons (427-347 f.v.t.) dualistiske syn i en kristen variation. Forenklet sagt havde Gud en gang for alle skabte verden med dyr og mennesker som to væsensforskellige eksistenser. Faktisk havde man regnet ud, at universet, der som bekendt blev skabt på seks dage, havde eksisteret i 6000 år ved at regne de bibelske slægtled tilbage til Adam og Eva ud. Dette var for Charles Robert Darwin (1809-1882) rationalistiske spekulationer, som savnede underbygning. Charles Darwins farfar, Erasmus Darwin (1731-1802), havde allerede før Darwins fødsel fremsat en teori om bl.a. dyr og mennesker som resultat af en biologisk udvikling. I 1790'erne udgav Erasmus Darwin Zoönomia, formodentlig den første bog der utvetydigt foreslog, at alt liv stammede fra en fælles stamform. Men Charles Darwin var skuffet over mængden af spekulation, den bød på i forhold til fakta. Charles Darwin læste teologi i Cambridge, men det var ikke der, hans egentlige interesse lå. Så sideløbende med teologistudiet tilegnede Darwin sig gennem studiekreds og ekskursioner med John Henslow (1796-1861), professor i botanik, og Adam Sedwick (1785-1873), professor i geologi, naturhistorisk viden. Efter endt eksaminer i 1831 kom Darwin på Henslows anbefaling med på en jordomsejling med skibet H.M.S. Beagle. Med sig om bord havde Darwin bl.a. første bind af den engelske geolog Charles Lyells værk Principles of Geology (1830). Lyell mente, at Jordens nuværende geografi var resultatet af en gradvis og langsom udvikling, altså at ganske små forandringer langsomt og gradvist kan skabe store ændringer. Darwin slap aldrig tanken om, at små gradvise forandringer kunne føre til store ændringer, hvis blot man tog tiden til hjælp. Og på baggrund af et stort empirisk materiale indsamlet under den femårige jordomsejling med Beagle vovede Darwin først i 1844 og efterfølgende i 1859 i On the Origin of Species by Means of Natural Selection (på dansk Om Arternes Oprindelse (1872)) at fremsætte to hovedteser: 1. Alle nulevende planter og dyr (mennesket er et dyr) nedstammer fra mere primitive former og er resultat af en biologisk udvikling. 2. Evolutionen/udviklingen skyldes "det naturlige udvalg" - naturlig selektion.

Det var først ti år senere i femte udgave af On the Origin of Species, at Charles Darwin anvendte filosoffen Herbert Spencers udtryk "survival of the fittest", dvs. "de bedst egnedes overlevelse" om selektionsmekanismen. Darwins forklaring harmonerede ikke med kirkens syn eller Platons idélære om, at alle arter er uforanderlige og dannet efter evige former eller idéer. Med Darwins videnskab er der tale om et paradigmeskifte, dvs. en radikal ændring af tænkemåden. Verden var ikke skabt en gang for alle, men resultatet af en biologisk udvikling, der ikke havde nogen skabende faktor uden for naturen i form af en guddom. Det vil m.a.o. sige, at kun Platons fænomenverden er virkelig, og naturvidenskaben må derfor bygge på fakta, ting som kan måles og vejes.

Menneskets afstamning lå kun implicit i On the Origin of Species, men i The Descent of Man, and Selection in Relation to Sex (1871) (på dansk Menneskets afstamning og parringsvalget (1874/75)) konkluderer Darwin, at menneskeracen har udviklet sig fra laverestående arter og er et resultat af en biologisk evolution. Mennesket nedstammer fra samme urform som menneskeaberne. I Menneskets afstamning og parringsvalget skriver Darwin: "Det er tydeligt, at mennesket er bygget efter samme almindelige type, eller model, som andre pattedyr. Til alle benene i hans skelet finder vi tilsvarende ben i abekattens, flagermusens og sælhundens. Det samme gælder hans muskler, nerver, blodkar og indvolde. Som Huxley og andre anatomer har vist, følger hjernen, det vigtigste af alle organer, samme lov." Charles Darwin Menneskets afstamning og parringsvalget (Husets Forlag, bearbejdet udgave 2009, s. 20).

Hjernekassen på P1 den 20. januar 2014. Tvang i psykiatrien.

Det er ikke rart, når man som læge er nødt til at anvende tvang over for en patient, men nogle gange kan det desværre være nødvendigt. Psykiatrien er det eneste lægelige speciale, der må anvende tvang i behandlingen. Tvang i psykiatrien omfatter: frihedsberøvelse (tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse), tvangsbehandling, tvangsfiksring samt anvendelse af fysisk magt (indgivelse af beroligende medicin, kortvarig fastholdelse eller patienten føres til et andet opholdssted). Tvang er et alvorligt indgreb i et menneskes liv og må kun anvendes, når det er uforsvarligt at undlade brugen heraf. Ifølge psykiatriloven må frihedsberøvelse med henblik på behandling kun finde sted, hvis vedkommende er sindssyg eller i en tilstand, der kan ligestilles hermed, fordi udsigten til helbredelse eller bedring af tilstanden ellers forringes, eller vedkommende er til fare for sig selv eller andre. Når disse kriterier ikke længere er til stede, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Bestemmelsen om tvangsbehandling er medtaget i loven, da frihedsberøvelse ellers vil være meningsløs. De fleste tvangsbehandlinger foregår med antipsykotisk medicin. Ca. 20 procent af alle de indlagte psykiatriske patienter udsættes for en eller anden form for tvang, men der arbejdes på at nedbringe anvendelse af tvang, specielt bæltefiksering. Region Hovedstadens Psykiatri har sat sig det mål at få nedbragt antallet af bæltefikseringer med 20 procent inden 2016 (i 2012 var antallet af bæltefikseringer 1.747). Tvangsfiksering må kun anvendes for at afværge, at patienten udsætter selv sig eller andre for fare, groft forulemper medpatienter eller øver hærværk i betydeligt omfang, og der skal altid være en vagt til stede hos en bæltefikseret patient. Efter enhver tvangsforanstaltning skal patienten tilbydes en eller flere eftersamtaler. Desuden skal patienten informeres om baggrund og formål med tvangen samt mulighed for at klage. I dagens Hjernekassen taler jeg med overlæge Lykke Pedersen, Psykiatrisk Center Hvidovre, om ovenstående, og får afdelingssygeplejerske Karen Jurlander, Psykiatrisk Center Hvidovre, til at uddybe den del af tvangen, som handler om bæltefiksering. Afslutningsvis taler jeg med Knud Kristensen, landsformand for patientforeningen SIND, om hans syn på tvang i psykiatrien.

I 2002 lavede jeg dokumentarserien Sjælen på vrangen, selv om udsendelserne ikke er af nyeste dato, giver de et indblik i, hvordan dagligdagen forløber på et psykiatrisk hospital. Så hvis man har lyst til at vide mere om psykiatrien, findes tv-serien i DRs arkiv Bonanza, som kan ses på nettet.

Hjernekassen på P1 den 13. januar 2014. Religion og hjerneforskning.

- besøg af tre eksperter fra Institut for Kultur og Samfund - Religionsvidenskab, Aarhus Universitet.

Bibelen, Første Mosebog kapitel 1, vers 20-28: Derpå sagde Gud: »Vandet vrimle med en vrimmel af levende væsener, og fugle flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og således skete det: Gud skabte de store havdyr og den hele vrimmel af levende væsener, som vandet vrimler med, efter deres arter, og alle vingede væsener efter deres arter. Og Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og mangfoldige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene blive mangfoldige på jorden!«  Og det blev aften, og det blev morgen, femte dag. Derpå sagde Gud: »Jorden frembringe levende væsener efter deres arter: Kvæg, kryb og vildtlevende dyr efter deres arter!« Og således skete det: Gud gjorde de vildtlevende dyr efter deres arter, kvæget efter dets arter og alt jordens kryb efter dets arter. Og Gud så, at det var godt. Derpå sagde Gud: »Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!«  Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: »Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!«

Eftersom Charles Darwin (1809-1882) var en flittig brevskriver, ved vi, at Charles Darwin havde svært ved at forlige den kristne lære om Gud som ophavsmand til alting med evolutionslæren. Allerede inden han i 1839 indgik ægteskab med sin kusine Emma Wedgwood (1808-1896), havde han betroet hende, at han var i gang med at omskrive livets oprindelse. Hvilket var adskillige år, før Darwins skelsættende værker om arterne og menneskets oprindelse, On the Origin of Species by Means of Natural Selection (1859) og The Descent of Man, and Selection in Relation to Sex (1871), udkom. At Charles Darwin ikke troede på Gud skaberen, bekymrede hans hustru, der var dybt religiøs, selv om Charles Darwin ikke betegnede sig selv som ateist, men agnostiker. Agnostikere er af den opfattelse, at Guds eksistens hverken kan af- eller bekræftes.

I dagens udsendelse fortæller lektor Jesper Sørensen, hvad kognitionsforskningen har at sige om, hvilken funktion religion og rituel adfærd har. Postdoc Uffe Schjødt, der har undersøgt hjerneaktivitet under bøn, hvor man jo efter sigende skulle have tæt kontakt med det guddommelige, beretter om sine opdagelser. Og professor Anders Klostergaard Petersen belyser religionsforskningen tidligere og nu.

Efter dagens udsendelse tør jeg godt gå et skridt videre end Darwin. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det ikke er Gud, som har skabt mennesket i sit billede, men mennesket, som har skabt Gud i sit billede. Gud er udelukkende et produkt af hjerneaktivitet, og Gud eksisterer kun, så længe vi mennesker tror på ham.

Hjernekassen på P1 den 6. januar 2014. "Døden fra rummet".

Når jeg er ude at holde foredrag, bruger jeg af og til det historiske møde mellem USA's præsident, Ronald Reagan, og Sovjetunionens generalsekretær, Mikhail Gorbatjov, i Reykjavik den 11. og 12. oktober 1986, som eksempel på, hvorledes vi mennesker tænker. Mødet mellem Reagan og Gorbatjov repræsenterer for mange begyndelsen til afslutningen på den kolde krig, og ifølge overleveringen skulle Reagan på et tidspunkt have sagt noget i retning af: "Er det ikke fantastisk, hr. generalsekretær, at hvis Jorden blev invaderet fra Mars, så ville vi to være forbundsfæller." Vi behøver ikke frygte en invasion af marsmænd eller andre rumvæsner, til gengæld bør vi holde nøje øje med kometer, asteroider og meteoroider, som har kurs mod jordkloden, og det gør vi også. Det er dog ingen garanti for, at vi ikke lige pludselig kan blive ramt af en ildkugle, sådan som det skete den 15. februar 2013 i den russiske by Tjeljabinsk i Ural-regionen. Som et lyn fra en klar himmel eksploderede en meteor på godt 12.000 ton ca. 20 km over jordoverfladen. Mindst 25 personer blev skolede af eksplosionens lys, som var ca. 30 gange stærkere end lyset fra Solen, og de efterfølgende trykbølger slog utallige ruder itu, og glasskårene sårede ca. 1.500 mennesker. Den kraftige meteor, som pludselig lyste himlen op, er den største, der har været siden den 30. juni 1908, hvor en meteor eksploderede over Tunguska, og et kæmpe skovområde i den sibiriske ødemark bogstavelig talt blev væltet omkuld. Det var et rent og skært tilfælde, at nedslaget ramte et ubeboet område i Rusland, himmellegemet kunne lige så godt have ramt en storby, og så havde det haft katastrofale konsekvenser. Et af de allerstørste nedslag fra rummet fandt sted for ca. 65,5 mio. år siden nær Yucatán-halvøen i det sydlige Mexico og dannede Chicxulub-krateret. Nedslaget havde fatale konsekvenser for livet på Jorden og menes at være hovedårsagen til at dinosaurerne uddøde. Det er naturligvis heldigt for os mennesker, for vi er her kun, fordi vores forfædre blandt pattedyrene fik chancen for at udvikle sig, dengang dinosaurerne uddøde. Men skulle det ske igen, så er vi næppe i stand til at overleve som art på Jorden længere. Hvis en af de helt store katastrofer var nært forestående, ville forskere fra hele verden sandsynligvis samarbejde, i stedet for at konkurrere mod hinanden, for at afværge vores endeligt og udslettelse af næsten alt liv på vor planet, sådan som det er sket flere gange før i Jordens evolutionshistorie. Det, som skal beskytte os mod potentielle trusler fra rummet, er kendskab til hvilke ting, som truer, og hvad vi kan gøre ved dem. Vi har aldrig som art været sikrere på vores overlevelse. Vi er bedre rustet, end vi var for 200 år siden, og hvis vi bliver ved med at samle viden sammen, er vi endnu bedre rustet om 500 år, end vi er i dag. Det er netop det, videnskabsfolkene, Henning Haack, Michael Linden-Vørnle og Anja Cetti Andersen, gør. Og de øser ud af deres viden i dagens udsendelse.

Hjernekassen på P1 den 30. december 2013. Nytår.

Dorte Dalgaard, Morten Remar og jeg kigger tilbage på året 2013 i Hjernekassen på P1 og forsøger at skue ind i år 2014. Mere præcist: Vi gør status over det gamle år og sætter nye mål for det kommende år - akkurat ligesom mange andre gør, når året går på hæld.

Årsskiftet er for mange også lig med et forsæt om at skifte gamle vaner ud med nye, eller sagt med lidt andre ord, nu er det tid til forandring. Det virker for nogle, men langtfra for alle.  Det skyldes ikke, at vi moderne mennesker ikke er i stand til at skabe forandringer, for det er vi. Menneskehedens historie viser det klart og tydeligt, og derfor er livet i dag på mange måder nemmere end tidligere for store dele af Jordens befolkning. Nu handler de færreste nytårsforsæt om de helt store projekter, der skal forandre verden, de er snarere personlige. Jeg er ikke én, som laver et nytårsforsæt, når jeg ønsker en forandring i mit liv, ved jeg, at motivationen er altafgørende for, at projektet vil lykkes. Jeg har som mange andre skulle droppe cigaretterne og holde lidt igen på kagerne. I starten er det hårdt, og man er nødt til hele tiden at minde sig selv om, hvor skidt det er for ens helbred, hvis man fortsætter med at ryge eller fylde sig med alt for mange søde sager. Det kan forekomme paradoksalt, at jeg som dr.med. og hjerneekspert har haft disse dårlige vaner. Men det er netop min faglige viden, som har hjulpet mig til at skabe forandringen.

Den søde tand

Trangen til søde og fede sager er medfødt. Når vi er nyfødte, er det en god ting, at hjernen så at sige er kodet til at holde af sukker og fedt, for det sikrer, at nyfødte børn kan lide den søde og fede modermælk, så de får tilstrækkelig med hurtig (kulhydrat) såvel som længerevarende (fedt) energi. Men senere hen i livet er det ofte et problem i vores del af verden, at vores hjerne er forprogrammeret til at holde af søde og fede sager. Dybt inde i hjernen ligger hypothalamus, som blandt andet styrer vores sult. Dengang vores hjerne blev skabt for cirka 100.000 år siden, var der mening i trangen til sød og fed mad gennem hele livet. For dengang var der mangel på mad, så det var simpelthen livsnødvendigt at foretrække mad med mange kalorier i. Vores hjerne fungerer, som den gør, da det var lig med overlevelse at få spist så meget mad som muligt, når den var til rådighed, så der var noget for kroppen at tære af i perioder med begrænsede madressourcer. Hjernen har ikke ændret sig nævneværdigt siden, derfor er det stærke kræfter, vi er oppe imod, når vi ser en kage eller et stykke chokolade. I vores del af verden, hvor der er rigeligt med mad, er det ofte et problem, at hjernen stadig fungerer sådan. Overlevelsesmekanismens mindre heldige sider i samfund med let adgang til mad i rigelige mængder ses i form af kraftig overvægt og en række sygdomme, eksempelvis diabetes. Det vil sige, at den strategi, der engang var yderst hensigtsmæssig for at overleve, kan være dødelig i overflodssamfund. Selve oplevelsen af madens smag og tilfredsheden med den foregår ikke i hypothalamus, men i den omkringliggende hjerne - i hjernebarken. Her har fornuften også sæde, og fornuften kan hjælpe os med at modstå hypothalamus' evindelige krav om fed og sød mad. Men vores trang til den søde og fede mad er ikke kun medfødt, den er også tillært. Derfor er det vigtigt, at man ikke vænner sine børn eller sig selv til, at alting skal smage sødt. Hvis man spiser og drikker meget sødt hver dag, skaber man et behov for endnu mere sødt, og så bliver det endnu sværere at holde hypothalamus i skak. For hypothalamus er i tæt kontakt med hjernens belønningscenter, som, i hvert fald i begyndelsen, får os til at føle os godt tilpas, når vi propper de søde og fede sager i os, og det giver os lyst til at spise endnu mere af det. Så en anden og lige så vigtig ting at holde under kontrol er mængden, og det er bestemt ikke nemt, eftersom sodavandsflaskerne og slikposerne er en hel del større end tidligere. Da jeg var dreng, rummede en sodavand 25 cl., i dag er en sodavand mindst dobbelt så stor, og når man får en sodavand, ja, så drikker man den. Akkurat ligesom man tømmer hele slikposen, medmindre man har en stærk rygrad. Så selv om det er stærke styringsmekanismer i hjernen, vi er oppe imod, når vi længes efter en kage, spiller tilvænning og vaner en meget stor rolle. Lad derfor være med at spise alt for mange søde og fede sager. Det er usundt, og du skal have mere og mere for at få den søde tand tilfredsstillet. Spis kage eller andre søde sager en gang imellem og nyd det med god samvittighed.

Hjernekassen på P1 den 23. december 2013. Hvem var Jesus?

Efter sigende var der sidste år ved juletid en lille dreng i Brøndbyøster, som sang: "Et barn blev født, da Bent kom hjem, Bent kom hjem, thi glæder sig Jerusalem, Halleluja, Halleluja."

Selv om man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet, giver drengens version af salmen Et barn er født i Betlehem god mening, for sådan er det jo ofte, at når husets herre vender hjem, kommer der småfolk i det lille hjem. Det giver i hvert fald mere mening, end at jomfru Maria skulle være blevet frugtsommelig uden Josefs hjælp, medmindre man tror på Jesu undfangelse som et mirakel skabt af Gud. Desværre ved vi ikke, hvad Jesus selv har ment om sin herkomst, for alt, hvad Jesus skulle have sagt, er noget, vi har fra andre mennesker. Og af personlig erfaring ved jeg, at det ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Uanset om man tror på, at Jesus er Guds søn eller ej, så er det uomtvisteligt, at Jesu ord og gerninger, som vi kender dem fra Bibelen, har gennemsyret store dele af verdens befolkningens tankegang gennem de sidste 2000 år.

I dagens udsendelse indleder hjælpepræst i Hvalsø og Særløse Søren E. Jensen med at fortælle, at jul er en fest fra før den kristne tid, som kirken tager til sig og gør til sin egen, og at den romantiske jul, sådan som vi kender den i dag, først kommer til i 1800-tallet. Professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen fortsætter med at forklare, at interessen for Jesus som en historisk person er af relativ ny dato, fra 1830'erne, og en moderne konstruktion, og han understreger, at Bibelens tekster om Jesus først og fremmest er mytologiske og ikke historiske. Sognepræst ved Vor Frue Kirke Stine Munch runder af med at berette om kirkeårets gang og forskellen på adventstiden og julen, samt hvilken betydning den bibelske Jesus har for hende som menneske i år 2013.

Jul i Hjernekassen på P1 live den 16. december 2013.

"Jeg glæder mig i denne tid,

nu falder julesneen hvid,

så ved jeg, julen kommer."

Det er lige før, man tror, de indledende ord i Peters Jul handler om én selv, når nu man hedder Peter. Der findes så mange traditioner omkring julen, at det er umuligt at nå igennem dem alle, selv om vi juler næsten hele december måned. Jeg når næppe at få genlæst Johan Krohns (1841-1925) børnebog på vers, som udkom første gang i 1866 og har været populær siden da, men jeg vil til gengæld nå så meget andet. Jeg skal i hvert fald høre julemusik, og et af mine absolut yndlingsnumre, Når du ser et stjerneskud (When You Wish Upon a Star), skal jeg helt sikkert høre. Og jeg skal fryde mig over synet af juletræet og -pynten, og nyde duften og smagen af andestegen og al tilbehøret. Gaverne er et kapitel helt for sig, det er stadigvæk spændende at give og modtage gaver hvert år til jul, det bliver jeg aldrig træt af. Men det vigtigste er trods alt at slappe lidt af sammen med min kære familie. I Hjernekassens julestue taler jeg med juleinspektør på Nationalmuseet Charlotte S.H. Jensen og kokkepigen fra Frilandsmuseet Inge-Mette Petersen samt julemusikekspert fra Det Kongelige Bibliotek Henrik Smith-Sivertsen. Charlotte S.H. Jensen betegner den danske jul som et kludetæppe af traditioner fra tidligere tider og fra forskellige steder. Hvilket Inge-Mette Petersen, som beretter om julemaden før og nu, og Henrik Smith-Sivertsen, der fortæller om julemusikken, begge illustrerer.

Og så vil jeg gerne "nisse" mine kære læsere med en helt ny julesang, Jeg kommer hjem nu, af Morten Remar.

http://www.youtube.com/watch?v=rVANuD05VCc

I dagens udsendelse vil I finde ud af, hvad nisseriet går ud på.

Hjernekassen på P1 den 9. december 2013. Dannelse.

Hvad gør én til en gentleman? "Jakken til min nye habit sad på en gine i vinduet hos skrædderen. Kinaflip, seks knapper fortil, klæde i uld. Mønster i glen urquhart check. Jeg kunne mærke en dirrende forventningens glæde, straks jeg trådte ind i butikken. Peter Undén var der, skræddersvenden, Stinne Mou, var der. Der duftede af friskbrygget kaffe, og der var stillet fyrfadslys frem. De så begge to så glade ud. Vi begyndte med kaffen, Stinne og Peter fortalte om tilblivelsesprocessen. De detaljer, som havde voldt besvær, eller som var blevet løst på utraditionel vis, blev vist frem og demonstreret. De var stolte af deres værk, og jeg hyggede mig, men stemningen var også utålmodig og forventningsfuld. Habitten skulle prøves. Om det var Stinne og Peters utilslørede stolthed over deres kreation, eller om det var synet af mig selv i min nye habit, ved jeg ikke, men det er et faktum, at mit dårlige humør forsvandt, netop som jeg så mig selv i spejlet. Det var ikke kun det, at habitten sad perfekt. Det var ikke bare den utilslørede kvalitet, der strålede fra tøjet. Det var også fornemmelsen af, at dette var MIT sæt tøj. Habitten var udtænkt til mig, og den klædte mig bedre end noget andet sæt tøj, jeg nogensinde før havde ejet. For første gang i mit liv oplevede jeg den utilslørede glæde ved tøj." Dr. Zukaroffs testamente af Peter Lund Madsen (Gyldendal 2012, side 354).

Et gammelt ordsprog siger: "klæder skaber folk", helt så enkelt er det nu ikke. De gode manerer er noget af det sidste, som kommer til i menneskets udviklingshistorie. Under et samlet begreb kan man kalde de gode manerer for gentlemanbegrebet. Gentlemanprincippet er at kende forskel på det gode og det onde, at man er styret af ret og rimelighed og ikke af den stærkes ret, for det er jo det gode, vi mennesker vil. Det er det, vi beundrer, det er sådan, vi beskriver vores helte. Retfærdigheden i kamp for det gode. Mennesket er skabt til retfærdighedens gerninger. En gentleman, og det gælder også damerne - men nu hedder det jo gentleman, er de svages beskytter. En gentleman ser tingene, som de er, og handler dristigt og uselvisk i overensstemmelse hermed. De ægte gentlemen er få, men vi skal alle sammen hele tiden bestræbe os på at toptrimme vores hjerner, så vi i så høj grad som muligt kan være gentlemen og opføre os ordentligt i sociale sammenhænge. De gode manerer kommer fra den allersmukkeste del af menneskekroppen, nemlig pandelapperne. Det er i pandelapperne, evnen til medfølelse sidder, det er der, alt det, der gør os til mennesker, har sit udspring. Evnen til medfølelse er evnen til at kunne sætte sig ind i bevidstheden på et andet individ. Denne egenskab er forudsætningen for vores sociale adfærd, for det er kun den, der kan forestille sig, hvordan andre opfatter ens adfærd, der kan opføre sig ordentligt socialt. Vores evne til medfølelse er baggrunden for vores avancerede sociale egenskaber. Og så er evnen til medfølelse nøglen til alle de kulturelle samarbejdsaftaler, der har bragt os så langt, som vi er kommet. Pandelapperne giver os også evnen til at forestille os, hvordan fremtiden kunne komme til at se ud. Vi har fået evnen til i meget høj grad at kunne forudsige konsekvenserne af vores handlinger. Det er kun os mennesker med vores veludviklede pandelapper, som har evnen til at forudsige, hvad vores handlinger vil kunne medføre. Denne frie vilje giver os mennesker et ansvar og en samvittighed. Mennesket er det eneste dyr, som kan føle dårlig samvittighed, og vi er også det eneste dyr, som kan have grund til det. Vi er det eneste dyr, som kan skamme os, og det kan vi, fordi vi med vores pandelapper kan regne ud, hvor skidt det vil være at opføre sig i uoverensstemmelse med den måde, man burde opføre sig på. Pandelapperne giver os altså evnen til at vælge den rigtige handling frem for den forkerte. Det er evnen til at sørge for, at vi alle kan være her, der mere end noget andet gør os mennesker til de klogeste og mest fantastiske dyr.

De Gode Manerer

Svinet tager aldrig venligt hensyn, svinet æder som et svin

Det er, fordi at svinehjernen ikke kan ænse andre svin

Pænt goddag, tag hatten af, af høflighed, til velbehag

Hensynsfuld opmærksomhed, skaber glæde, giver fred

Hvis nu den lille svinehjerne kunne forstå de andre svin

Så ville svinet sikkert gerne hjælpe til glade svinehvin

Pænt goddag, tag hatten af, af høflighed, til velbehag

Hensynsfuld opmærksomhed, skaber glæde, giver fred

Jo, vi mennesker vi er kloge, pandelappen er vor ven

Gode hensyn bygger broer, hvad du gi'r du får igen

Pænt goddag, tag hatten af, af høflighed, til velbehag

Hensynsfuld opmærksomhed, skaber glæde giver fred.

Fra cd'en Hjernesange (MusicPeople 2002), copyright: Peter Lund Madsen.

Dagens gæster i Hjernekassen på P1: Vicenationalsamlingschef, Det Kongelige Bibliotek, Else Marie Kofod belyser de sociale omgangsformer, de gode manerer, i Danmark fra 1800-tallet til i dag kulturhistorisk. Journalist Thomas Buch-Andersen, der har boet og arbejdet fem år i England, fortæller om den engelske form for høflighed. Torsten Grunwald, redaktør af Stiljournalen, forklarer normerne for klassisk herretøj stil.

Hjernekassen på P1 den 2. december 2013. Forbrydelse (2).

Heldigvis er alvorlige forbrydelser noget, de fleste af os ikke rigtig kender til, selv om det fylder godt i medierne og fiktionens verden. Når man har læst en krimi eller set en film i fjernsynet, kan man ofte læse: Enhver lighed med virkeligheden er utilsigtet og tilfældig. Ikke desto mindre gør krimigenrens forfattere og dramatikere meget ud af at få deres historier til at virke troværdige og konsulterer eksperter for råd og vejledning med hensyn til de tekniske detaljer. Tidligere efterforskningsleder af Rigspolitiets Rejsehold Kurt Kragh har således været konsulent på DR's dramaserie Rejseholdet, som vandt Danmarks første Emmy Award i kategorien Bedste Dramaserie i 2002. Kurt Kragh var ansat ved Rigspolitiets Rejsehold i 27 år, fra 1983 og indtil januar 2010, hvor drabssektionen blev nedlagt, han forklarer i dagens udsendelse, hvordan politiets rigtige rejsehold arbejdede, og de lokale politikredse fortsat arbejder i dag. Den første vigtige opgave er at få alt omkring gernings- eller findestedet på plads og få ofret identificeret, dernæst afhøringer af vidner i lokalområdet og af personer, som selv henvender sig. Her kan medierne være et særdeles nyttigt redskab, for polititiet er ofte nødt til at få hjælp fra offentligheden, når de står med en drabssag. Registreringen af alle indsamlede informationer gør journalførerens arbejde til et af de vigtigste, for alt, hvad man har fundet ud af, bør til enhver tid kunne findes frem igen. Opklaring af et mord er et gruppearbejde, det er sjældent en person, som opklarer mordet, sådan som man ofte ser på film. Efterforsker Jørgen Johansen var tekniker ved Rigspolitiets Rejsehold og havde til opgave at holde styr på alle de indsamlede informationer fra gernings- eller findestedet, han påpeger, at det er vigtig at kunne sætte sig ind i en gerningsmands tankegang, når man skal opklare et mord. Politiet opererer typisk med syv drabsmotiver: profit, jalousi, hævn, sædelighedsmotivet, udstødelse, kulturel-religiøs-fanatisme og spænding. Men alfa og omega i godt politiarbejde er god kommunikation. Tidligere afhøringsleder Tom Christensen skulle også have medvirket i programmet, men kunne desværre ikke komme p.g.a sygdom. Men ifølge Kurt Kragh var hans arbejdsmetode noget helt specielt, så hvis man vil lære Tom Christensen bedre at kende, kan man læse hans erindringsbog: Han fik morderne til at tilstå (Lindhardt og Ringhof 2011). Opklaringsprocenten for mord i Danmark er meget høj, ca. 90-95 procent. Kurt Kragh og Jørgen Johansen er ikke i tvivl om, at det er blevet betydeligt nemmere at opklare mord end tidligere p.g.a. de nye teknikker (hør mere om disse i "Forbrydelse 1" i Hjernekassen på P1 fra den 18. november).

Hjernekassen på P1 den 25. november 2013. Mennesket og naturen.

Da jeg så, hvorledes min 14-årig søns ansigt lyste op, da han hørte, at jeg havde fået en e-mail fra en Coldplay-ekspert, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte have Rasmus Gregersen med i en udsendelse. Glæden ved musik har min søn ikke fra fremmede, både min hustru og jeg er glade for musik, hvilket min hustrus tilnavn, Ringo (efter Ringo Starr fra The Beatles), er et udtryk for. Sang og musik taler til vores følelser, hvad end det er religiøse, politiske eller romantiske sange. Musik kan for en stund få os væk fra dagligdagens trummerum. Det er der mange andre ting, som kan, eksempelvis jagt og lystfiskeri. David Carsten Pedersen har heller ikke sin interesse for jagt fra fremmede. Han har hele sin barndom færdes i naturen sammen med sin far, og han har lært, at naturen er et sted, der kan bruges til at skaffe føde, men også at vi skal huske at beskytte naturen, så vi ikke ødelægger den mere, end vi allerede har gjort. Det, som fascinerer mig, ved David C. Pedersens måde at agere i naturen, er, at det afspejler den tilværelse, vi mennesker, i kraft af vores gammeldags hjerne, egentlig er skabt til at klare. Morten Langebæks tilgang til naturen er en noget anden, og viser, hvor langt nutidens mennesker har fjernet sig fra stenaldermandens tilværelse, idet Morten Langebæk ikke kunne drømme om at spise de fisk, han fanger. Langebæk er med i en lille fiskeklub, der består af flere gods- og herregårdsejere, som inviterer klubbens medlemmer på fisketur ved den hjemlige sø eller voldgrav, hvor mændene konkurrerer om at fange den største gedde (Esox lucius, i øvrigt Danmarks største ferskvandsfisk) udelukkende for sportens skyld. Ligesom Beatles' musik har været med til at knytte min hustru og mig sammen, er Coldplays musik med til at knytte Rasmus Gregersen og hans kæreste sammen. Kulturfænomenet Coldplay er en engelsk gruppe bestående af forsanger Chris Martin, guitarist Jonny Buckland, bassist Guy Berryman og trommeslager Will Champion, som blev dannet i London i 1996. Der er ingen tvivl om, at det, som har fået Rasmus Gregersen til at blive en af gruppens 30 millioner fans, er, at bandets sangtekster udtrykker tanker og følelser, som det kan være svært at sætte ord på.

Hjernekassen på P1 den 18. november 2013. Forbrydelse (1).

Man har i århundreder vidst, at vores fingeraftryk er unikke. Mønstrene på de yderste led af fingrene dannes allerede i fostertilstand og forbliver de samme livet igennem. Fingeraftryk har derfor været, og bliver fortsat i lande med mange analfabeter, anvendt som underskrift. Det var først med Sir Edward Richard Henrys (1850-1931) klassifikationssystem for fingeraftrykkenes forskellige mønstre, som beskrives i Classification and Uses og Fingerprints (1900), at det blev muligt at anvende fingeraftryk i kampen mod forbrydere. I Danmark indførtes Henrys registreringssystem i 1904. I dag registres alle fingeraftryk elektronisk og er blevet det siden 1989, hvor Rigspolitiet tog AFIS (Automated Fingerprint Identification System), som kan gennemgå 40.000 aftryk i minuttet, i brug. Desuden har nye danske pas fra 1. januar 2012, foruden digitalfoto og underskrift, også skullet være forsynet med fingeraftryk for at gøre det sværere at forfalske eller misbruge pas. Opklaring af forbrydelser kræver en stab af dygtige eksperter, som hjælper politiet med deres arbejde, det er langt fra gjort med et effektivt computersystem til at sammenligne fingeraftryk. Hjernekassen på P1 har i dagens udsendelse besøg af tre eksperter fra Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet, som bistår politiet i efterforskningsarbejdet. Retsantropolog Steen Holger Hansen er en af dem, der bl.a. foretager obduktioner for at fastslå, hvordan en person er død og af hvad, men han undersøger også levende personer. Faktisk ser han flere levende end døde i sit arbejde. Det kan være en person, som har været udsat for fysiske overgreb, eller en person, som er mistænkt for at have begået en forbrydelse, som skal undersøges for f.eks. kradsemærker. Hvis vedkommende har ridser på huden, foretages et skrab under ofrets negle, som sendes videre til dna-analyse, for at se om det matcher mistænkes dna-profil. Her kommer retsgenetikere som Bo Thisted Simonsen ind i billedet. Foruden skrab undersøger han og kollegerne også biologisk materiale, som er blevet efterladt på et offer eller gerningssted, f.eks. sæd- eller blodspor. Der kræves kun ganske lidt dna, da det kan kopieres ved hjælpe af PCR-teknikken (Polymerase Chain Reaction). Når dna-sekvensen er kopieret millioner gange, måles "stregkoden", som Bo Thisted Simonsen udtrykker det, for at finde frem til dna-profilen. Ligesom man har et fingeraftryksregister, har man også et dna-register. Dna-registeret betyder, at der hver dag bliver opklaret forbrydelser, idet man kan se, om den formodede lovovertræders dna-profil matcher dna-profiler fra andre forbrydelser. Retsantropolog Peter Kastmand Larsen er en af dem, der kontaktes, når forbrydere er blevet fanget på videoovervågning. Peter Kastmand Larsens arbejde består i at afsløre kriminelles identitet ved at kigge på deres gangart, måde at stå på, kropsholdning og -bygning, det kan en sort maske over hovedet trods alt ikke skjule. Analyser af videoovervågningsbilleder er dog ikke lige så sikkert bevismateriale som fingeraftryk eller dna-profiler. Retsantropologer leverer snarere indicier og har nemmere ved at sige, hvem det ikke kan være.

Hjernekassen på P1 den 11. november 2103. Dyr.

Besøg fra Zoologisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum, af tre dyreeksperter: collection manager Mogens Andersen, emeritus Jørgen Nielsen og palæontolog Bent Lindow. Mogens Andersen fortæller, hvordan museets enorme forsknings- og undervisningssamling, der befinder sig i kældrene under udstillingsafdelingen, er blevet til, og hvorledes de omkring 10 millioner dyr kan bruges til at få større viden om dyrelivet nu og tidligere. Indsamling af museets mange forskellige dyr har ikke været omkostningsfri, hverken økonomisk eller hvad angår menneskeliv. En af de helt store forskningsekspeditioner, Galathea 1 (1845-47), anslås at have kostet ca. 11 milliarder kroner årligt i nutidige penge. Med på jordomsejlingen var 231 mand, og 20 af dem døde undervejs enten p.g.a. ulykker eller sygdom. "To mand faldt over bord, da de skulle bjerge merssejlene. Den ene fandt sin grav i bølgerne efter at have slået hovedet voldsomt mod skibet. Den anden fik fat i en ende og blev bjerget af en gammel bådsmand. - Anonymt citat fra Galathea-ekspeditionen. Atlanterhavet 1845." Fra Bjørnedyr & Bardehvaler af Jacob og Peter Lund Madsen (Branner og Korch 2007, side 8). Da den anden Galathea-ekspedition (1950-1952) fandt sted, var Jørgen Nielsen ikke med, men han har været med til at sortere de dybhavsfisk, som blev indsamlet af Anton Frederik Bruun (1901-1961) under ekspeditionen. Men Jørgen Nielsen var med på den tredje Galathea-ekspedition (11. august 2006 - 25. april 2007), hvor han indsamlede dybhavsfisk, som aldrig var set før, og de indgår nu i museets samling. Jeg var også med på en del af turen og havde den store fornøjelse ved selvsyn at se Jørgen Nielsen indsamle disse mærkværdige fisk. "Vi ved en hel del om de fisk, der lever på lavt vand. Men kommer man ud på dybder under 300 meter, så begynder det at blive meget ukendt det hele. Hernede på de store havdybder, er der ikke noget lys. Der er kun meget lidt mad, og det er kun helt specielle dyr, der kan leve hernede. På Vædderen undersøger fiskeforsker Jørgen Nielsen fiskelivet på flere kilometers dybde. Og det er meget vigtig forskning. For det er meget lidt, vi ved om livet på havets store dybder. Man regner med, at vi kun har set en tiendedel af de fiskearter, der lever i havets dyb. Og de dybhavsfisk, vi har set, ser næsten alle underlige ud. Nede i de store dybder har fiskene to problemer: 1) De skal finde noget at spise. 2) De skal finde hinanden, når de skal parre sig. Der er jo helt mørkt. Derfor har mange dybhavsfisk udviklet lysorganer, som lyser i havets mørke. Disse lysorganer kan lokke bytte til. Og de kan bruges, når dybhavsfiskene skal finde hinanden, inden de skal parre sig." Bjørnedyr & Bardehvaler (side 31). Sidst i programmet taler jeg med Bent Lindow om menneskets fjerneste slægtninge inden for hvirveldyrene, nemlig fuglene. Bent Lindow forklarer, hvad vi ved om fuglenes udvikling, siden vi bevægede os væk fra hinanden for 320 millioner år siden. Fra de allertidligste små dinosaurer, der fik vinger og kunne flyve, til de fugle, vi kender i dag. Han beretter om, hvorledes 2/3 af verdens dyre- og planteliv for 65 millioner år siden forsvandt i løbet af 10.000 år som følge af naturkatastrofer. Men hvilke fugle overlevede? Der findes næsten ingen fossiler, som kan give svar på det, derfor forsøger forskere ved dna-analyser at genskabe fuglenes stamtræ ved at regne bagud i tiden for at finde ud af fuglenes slægtskab.

Hjernekassen på P1 den 4. november 2013. Angst.

Angst er en medfødt reaktion, som findes hos alle pattedyr, og som har stor betydning for overlevelsen, idet angstens formål er at kæmpe imod farer eller flygte fra dem. Man kan faktisk dø af mangel på angst, og det er der mange, især unge mænd, som gør, når de f.eks. kører alt for stærkt i bil. Så angst er godt, bare der ikke er for meget af den. Som ung var jeg selv frygtelige bange for at blive sindssyg, og det plagede vitterligt mit sind. Heldigvis slap jeg af med angsten, men jeg er stadigvæk ængstelig for mange ting i hverdagen. Men hvis en i min familie eller en af mine venner er nervøse for noget, kan jeg godt skubbe min egen nervøsitet til side, for så kommer beskyttertrangen op i mig. Når min yngste søn ringer til mig, fordi han er bekymret over, at han bekymrer sig så meget, kan jeg sagtens berolige ham og forklare, at det er der slet ingen grund til. Selv om vi lever i en tid, hvor tilværelsen er mere sikker end tidligere, bekymrer rigtig mange af os alligevel om alt muligt, men det er der en forklaring på. Vores hjerne er nemlig skabt til at være på vagt. Vores hjernes genetiske forlæg har stort set ikke ændret sig de sidste 100.000 år. Vi fødes med en hjerne meget lig den, det moderne menneske blev født med i Afrika for 100.000 år siden, hvor der lurede farer overalt, og mennesket var nødt til at være agtpågivende for at overleve. I dagens udsendelse forklarer jeg selv menneskehjernens udviklingshistorie som en lang rejse mod stadig højere grader af frihed. Denne frihed kræver en avanceret styring, og det er her, det kan gå galt. Når der opstår konflikt mellem det, som foregår i vores fornuftsmæssige del af hjernen, som befinder sig i vores veludviklede hjernebark og tilhører den yngre del af hjernen, og det, som foregår i den følelsesmæssige del af vores hjerne, som befinder sig i det limbiske system og tilhører til den ældre del af hjernen, så melder angsten sig. Vores gammeldags hjerne er altså programmeret til at være i alarmberedskab, og det kommer til udtryk i form af unødige bekymringer, men kan også tage form af voldsom angst, som kan ramme og forpeste helt almindelige raske menneskers tilværelse.

Dagens første gæst, Michael Hansen, fortæller, hvordan han uden grund blev ramt af panikangst, og hvorledes kognitiv terapi har hjulpet og fortsat hjælper ham til at håndtere angsten på en hensigtsmæssig måde. Den anden gæst, Hans Ole Madsen, der faktisk har været død, beretter om sin angst som et følgesymptom på hans hjertelidelse, og hvordan han forsøger at indrette sit liv, så han minimerer angsten.

DE TO SPROGCENTRE

"Der er to områder i hjernebarken med en særlig betydning for sprogevnen. Disse to såkaldte sprogcentre er indbyrdes forbundet med et ledningsbundt, og hos 90 procent af befolkningen er de lokaliseret i hjernens venstre side. Det forreste sprogcenter ligger i den motoriske cortex, lige foran sulcus centralis. Det er her, sproget dannes, det er den del af hjernen, vi taler med. Får man en skade lokalt i denne del af hjernen, så kan man ikke længere udtrykke sig i ord. Hverken i tale eller skrift. Man forstår næsten alt, der bliver sagt til en, men de ord, som skulle komme ud af munden eller ned på papiret, er væk. Det er ligesom at have en lam arm, man ved godt, hvad den skal bruges til, men man kan ikke få den til at lystre. Det bagerste sprogcenter ligger i den sensoriske cortex, i temporallappen og i parietallappen. Det ligger op til den sekundære sensoriske cortex for høresansen og er således en del af høresansens associative cortex, og det er her, sprogforståelsen sidder. Får man en skade lokalt i denne del af hjernen, kan man ikke længere forstå, hvad der bliver sagt til en. Det djævelske er, at ikke bare det, som de andre siger, er uforståeligt, men også det man selv siger. Det kan være svært umiddelbart at forestille sig, men det er sådan, det er. Konsekvensen er, at ordene flyder frit og velmoduleret, men det er det rene vrøvl, der kommer ud af munden. Man fatter simpelthen ikke, hvad man selv siger. Som ung reservelæge kan man nemt gå galt i byen, når det drejer sig om denne type patienter. Man står over for en patient, der vrøvler, og som ikke forstår et ord af, hvad der bliver sagt, og alligevel skal man være klar over, at man har at gøre med et menneske, der er ved sin fornufts fulde brug. Patienten ved godt, hvad der foregår, det er kun sprogforståelsen og den klare tale, der er væk. Hvis der går ild i huset, kan patienten ikke råbe 'det brænder', men hun kan godt redde dig ud af huset. Lokaliserede skader i det forreste sprogcenter, som medfører nedsat evne til sprogproduktion benævnes motorisk afasi. Lokaliserede skader i det bagerste talecenter, som medfører nedsat sprogforståelse, benævnes sensorisk afasi. Det er sådan noget, overlægen godt kan lide, at man skriver i journalen, og betegnelserne besidder da også en ligefrem logik. Endelig er der den globale afasi. Begge sprogcentre er ramt, og de sproglige funktioner er generelt nedsatte. Den tilstand er desværre den hyppigste tilstand." Dr. Zukaroffs testamente af Peter Lund Madsen (Gyldendal 2012, side 424-425).

Hjernekassen på P1 den 21. oktober 2013. Om radio og mumier.

I 1916 lancerede amerikaneren David Sarnoff (1891-1971) idéen om at gøre radioen til hvermandseje. Radioen skulle transmittere begivenheder af national betydning, foredrag og musik. I Danmark udsendtes de første udsendelser fra amatørradioklubber i 1922, og den 1. april 1925 oprettedes som forsøgsordning Statsradiofonien, som gav staten monopol på at sende radio, året efter blev ordningen gjort permanent. Pressens Radioavis var kortfattede nyhedstelegrammer redigeret af dagbladene indtil 1964, hvor radioen fik egen journalistisk redaktion og ændrede navn til Radioavisen. Ellers var programmerne af "alsidig, kulturel og oplysende art", hvilket dengang ville sige overvejende klassisk musik, oplysende foredrag, hørespil (radioteater) og gudstjenester. Radioudsendelserne blev finansieret via licens, og efter radioens andet år var der 130.815 licensbetalende lyttere. Udviklingen gik forholdsvis hurtig, i 1939 havde 80 procent af alle danske husstande radio (indbyggertallet lå på 3.794.000), og sendetiden var forøget fra 3 timer dagligt til 14 timer. Statsradiofonien havde fra begyndelsen eget symfoniorkester (1925) og et børnekor (1926, senere delt i et pige- og drengekor). Statsradiofonien holdt i de første år til i et lokale i posthuset på Købmagergade i København, men flyttede siden til lokaler i Axelborg og "Stærekassen" ved Det Kgl. Teater, inden indflytningen i Radiohuset på Rosenørns Allé. Arkitekt Vilhelm Lauritzens (1894-1984) funktionalistiske bygning husede Statsradiofonien, omdøbt til Danmarks Radio i 1959 og til DR i 1996, i årene 1941-2006. I disse år kom både flere radiokanaler og orkestre til, og statsmonopolet blev brudt. I 2006 flyttede radioen sammen med tv til den nyopførte DR Byen (tegnet af Vilhelm Lauritzen A/S) i Ørestaden på Amager, hvor Hjernekassen på P1 sendes fra. Et program som bestræber sig på at være af "alsidig, kulturel og oplysende art". Radioen er et godt eksempel på, at vi mennesker gør nye opdagelser og lader viden gå videre til de næste generationer. Det moderne menneskes enestående evne til at få gode idéer og akkumulere viden uddyber jeg nærmere i dagens udsendelse. Bjarne Dahlin Nielsen, formand for Ringsted Radiomuseum, fortæller hvilken betydning danskere har haft for radioens tekniske udvikling. Fysiker og kemiker Hans Christian Ørsted (1777-1851), ingeniør Valdemar Poulsen (1869-1942) og hans elev, Peter Laurids Jensen (1886-1961), og civilingeniør Holger Lauridsen (1920-1958) er nogle af de personer, der berettes om. Professor ved Retsmedicinsk Institut Niels Lynnerup beretter om, hvorledes CT-scanningsteknologien har været med til at kaste nyt lys over inkaernes børneofringer. CT-scanning er en nyttig teknik, idet den gør det muligt at kigge ind i mumierne uden at ødelægge dem. Niels Lynnerup og hans kollegers ekspertise på området er så stor, at den er efterspurgt i andre lande. Derfor har de haft til opgave at analysere CT-scanningsfiler af tre mumificerede inka-børn, og ved at lave tredimensionelle visualiseringer af børneligene, som blev fundet dybfrosne for 14 år siden på det 6.739 meter høje vulkanbjerg Llullaillaco, har forskertemaet kunnet fastslå, hvornår børnene fik deres sidste måltid. Desuden har de mellem tænderne og i mundhulen på en 13-årig pige fundet kokablade, der, sammen med alkohol, har været brugt som en slags bedøvelsesmiddel inden ofringen.

Hjernekassen på P1 den 14. oktober 2013. Rosenkjærprisen.

DR's formidlingspris, Rosenkjærprisen, blev uddelt første gang i 1963, prisen gives til en forsker eller kulturpersonlighed for at kunne formidle svært tilgængeligt stof på en forståelig måde og på dansk. Det er en anerkendelse, som betyder meget. Historikeren Søren Mørch, modtager af Rosenkjærprisen 2003, mindes det således: "Jeg var naturligvis glad og beæret over at modtage prisen, som jeg fik omtrent på dato den dag, jeg fyldte 70. Mine 69 tidligere fødselsdage har jeg aldrig oplevet som særlig bemærkelsesværdige, med denne var anderledes. I dagens anledning blev jeg nemlig pensionist. Jeg måtte holde op på Odense Universitet, hvor jeg havde været ansat siden 1966. At reglerne er sådan, havde jeg naturligvis vidst, siden jeg blev ansat, men da det kom til stykket, afficerede det mig alligevel mere, end jeg havde ventet. Nu var min tid som nyttig borger forbi. … Så derfor opfattede jeg forpligtelsen til at holde fem foredrag som den største gevinst ved Rosenkjærprisen. Så var der alligevel noget, jeg skulle se at få gjort." Verden som den er - fem historier om, hvordan det gik til, at verden blev moderne (Politikens Forlag 2005, side 149-150). Professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen, prismodtager i 2010, valgte at lade lytterne bestemme emnerne. Med afsæt i sine Rosenkjær-foredrag udgav hun efterfølgende en bog, her skriver Bente Klarlund om sig selv, "Jeg voksede op i en familie, der var aktive i Frelsens Hær, … Når man som ung teenager har prøvet at stille op med guitaren i en kantine med hundredvis af slagteriarbejdere, så har man en ballast med, der gør, at det er piece of cake at tale ved en international kongres med flere tusinde deltagere. … Jeg har måttet erkende, at én gang missionær, altid missionær. … så er det ingen hemmelighed, at missionæren stikker hovedet frem: 'Der er forskningsresultater, der er så vigtige, at de simpelthen må ud til befolkningen.' … Sundhed er et vigtigt kommercielt marked. Det er en væsentlig grund til, at det er vigtigt at notere sig afsenderen bag et sundhedsbudskab. Men selv såkaldte uvildige og objektive forskere kan være uenige om, hvilken betydning man skal tillægge et forskningsresultat. Man kan også som forsker være så overbevist om, hvor sandheden er, at man mister sin kritiske sans. Det kan også være, det sker for mig. Men nu har jeg i hvert fald meldt ud. Jeg er lidt af en sundhedsmissionær." Hva' nu, hvis jeg hader sport? - 100 spørgsmål til sundhedsprofessoren (Bianco Luno 2011, side 152).

Sidste år modtog dna-forsker og professor Eske Willerslev Rosenkjærprisen 2012, så jeg har valgt at gøre lidt ekstra ud af ham. Eske Willerslev, født den 5. juni 1971 to minutter før sin tvillingebror, Rane, voksede op i Hellerup. Faren var lektor i historie og en streng ældre herre født i 1915, der hærdede sine to yngste sønner gennem hård fysisk træning, arbejde og slåskampe. Formålet med denne opdragelse var at overvinde sig selv og sin frygt og efterfølgende mærke glæden derved. I folkeskolen klarede Eske sig ikke godt, specielt matematikken voldte problemer. Familiens ferier blev tilbragt i de svenske skove, her opstod drømmen om en dag at blive indianer eller pelsdyrjæger. Allerede som 13-årige øvede Eske og Rane sig på en dag at gøre drømmen til virkelighed ved at tage på en længere vandretur i Lapland uden nogen voksne til at passe på dem. Ud over at betale for togrejsen forsynede faren de to knægte med et par gode vandrestøvler og pibetobak - det mandfolk ryger. Eskes faglige vanskeligheder fortsatte i folkeskolen, men en oplevelse i 9. klasse blev skelsættende. Til en forældrekonsultation anbefalede tysklæreren, at Eske skiftede fra A- til B-niveau, hvilket fik ham til at tænke, at han ikke gad at være en "taber" resten af livet, så han besluttede sig for at blive på tyskholdet og knokle med lektierne. Arbejdsindsatsen resulterede i et 11-tal til eksamen. Oplevelsen blev en lære for livet - selv hvis man ikke er specielt klog, kan man komme rigtig langt, hvis man gider at knokle for det. Og i gymnasiet opdagede Eske pludselig også en glæde ved at tilegne sig viden, hvilket betød, at han efter studentereksamenen, og en tur til den nordøstsibiriske ødemark sammen med sin bror, begyndte at læse biologi ved Københavns Universitet i 1991. Men Eske var også blevet bidt af livet i Sibirien, så i 1993 besluttede han sig for at udleve drengedrømmen og blive pelsdyrjæger. Drømmen om et jægerliv ude i den frie vilde natur viste sig at blive en lang, hård overlevelseskamp, og Ekse valgte til sidst at vende tilbage til biologistudierne. Men han ville ikke nøjes med at tilegne sig viden, han ville gøre ny opdagelser, han ville være en rigtig videnskabsmand. Hjemme i Danmark kastede Eske sig, næsten som en anden Charles Darwin, over evolutionshistorien. Sammen med studiekammeraten Anders J. Hansen satte han sig for at finde ud af, om det var muligt at udvinde fossilt dna fra grønlandske iskerner. I 1999, efter halvandet års intensivt arbejde, kunne de dokumentere, at det var lykkedes dem at finde dna fra bl.a. svampe og alger. Selv om opdagelsen fik international opmærksomhed, kom der til gå et stykke tid før Eskes næste forskningsprojekt, da han ikke umiddelbart kunne få bevilliget et ph.d.-stipendium, men det lykkedes. Denne gang ville han og vennen Anders undersøge, om man kunne finde dna i gammel jord. Igen var resultatet positivt, først i sibirisk permafrostjord og siden hen også i ikke frossen newzealandsk jord. Ekse Willerslev har også udvundet dna fra uddøde kæmpepattedyr. Under en kanotur i Sibirien stødte Eske i begyndelsen af 1990'erne for første gang på mammutknogler. For nylig beskrev han oplevelsen således: "Det er de færreste, der kan gøre sig forestilling om de enorme mængder af tænder og knogler fra især mammutter, der ligger på bredderne af Sibiriens floder. Det var nærmest en spirituel oplevelse for mig at se. De ligger der i mængder, som var der tale om muslingeskaller på en sandstrand. Husk på, at næsten ingen mennesker færdes på de floder, så knoglerne har fået lov at blive liggende uberørt i tusinder af år." (Mammutten genrejst af Lars Henrik Aagaard, Berlingske, 29. september 2013). Eske Willerslev har samarbejdet med australieren Mike Bunce, som påbegyndte forskning i kerne-dna'et for at kunne kønsbestemme en uddød art, helt konkret af de newzealandske vingeløse strudse-lignende moafugle, der uddøde for blot 500 år siden. Det, de fandt ud af, var, at det, som man hidtil havde antaget, var to forskellige arter, faktisk var en enkelt art, hvor hunnerne var meget større end hannerne. Disse og andre store opdagelser om fortiden gennem de seneste ti år gør, at Eske mener, at det er vigtigt, at vi forstår, at videnskabelige resultater ikke er endegyldige sandheder, de er det bedste bud på et givent tidspunkt om, hvordan tingene hænger sammen. Et forskerliv, der er drevet af at gøre opdagelser, som er store nok til at blive publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature, kræver, at man er villig til at arbejde hele tiden uden at få ret meget for det. Eske Willerslev lægger heller ikke skjul på, at han ved, det forholder sig sådan, og det accepterer han - han ville ikke bytte et videnskabeligt bidrag til Nature ud med 100.000.000 kroner. Portrættet bygger på Rosenkjær-udsendelserne og Eske Willerslevs selvbiografi: Fra pelsjæger til professor - en personlig rejse gennem fortidens dna-mysterier (Jyllands-Postens Forlag 2008).

Hør, hvordan det gik, da jeg satte de tre Rosenkjærprismodtagere stævne i Hjernekassen på P1 i en live udgave med publikum fra Dab In studiet i DR Byen.

Hjernekassen på P1 den 7. oktober 2013. Hjernen og fordomme.

En af mine bekendte har fortalt mig, at engang hun var ude at køre i taxa, blev den pakistansk-fødte chauffør dybt forundret, da han hørte, at hun hverken røg eller rørte alkohol eller svinekød ligesom alle andre danskere. Den eneste logiske forklaring, han kunne finde, var, at hun i virkeligheden måtte være muslim, men bare ikke vidste det. Forestillingen om, at danskere er nogle, som ryger, drikker alkohol og spiser svinekød, eller i det mindste gør en af de tre nævnte ting, er blot et enkelt eksempel på, at vi mennesker går rundt og har fordomme om hinanden. Ingen kan sige sig fri for fordomme, selv om fordomme ikke er medfødte, men indlærte. Ofte er der tale om indlæring, som er blevet cementeret gennem generationer, hvilket vanskeliggør at komme fordomme til livs. En forklaring på, hvordan fordomme opstår, er, at vi fortolker verden i fastlagte mønstre. Når hjernen møder nye indtryk, fortolkes de i forhold til allerede indlærte mønstre, vi bygger videre på tidligere oplevelser, vi bruger vores erfaringer for at kunne orientere os hurtigt i verden. Fordomme er oftest baseret på et tyndt erfaringsgrundlag og er hovedsagelig af negativ karakter. Den australske forfatter Archie Wellers novelle The Window Seat (2010) illustrerer dette fint. Hovedpersonen, Jim Cassidy, har bestilt en vinduesplads i bussen, men en ældre aboriginsk kvinde har allerede sat sig på sædet. Jim Cassidy kommer straks i tanke om, dengang han havde gjort en anden aboriginer opmærksom på, at hun sad på hans sæde. Hun havde kaldt ham for racist og brokket sig højlydt over ham under hele busturen, hvilket havde været højst ubehageligt. Eftersom han ikke ønsker at opleve det igen, sætter han sig indædt af vrede på sædet ved siden af den sorte kvinde. Her sidder han så og tænker på alt det negative, hans far har fortalt ham om mørklødede mennesker. Ja, faktisk er Jim Cassidys forudfattede meninger om folk med en anden hudfarve end hvid så stærke, at han slet ikke bemærker, at den ældre kvinde er døende, og derfor får han ikke tilkaldt ambulancehjælp i tide, så den gamle dame dør. I dagens udsendelse har jeg inviteret journalist på Radio MS Nils Freitag og kommunikationsmedarbejder hos Enhedslisten Sarah Glerup, som begge har mødt fordomme p.g.a. deres fysiske handicaps, i studiet. De kommer med råd om, hvordan vi kan blive bedre til at komme fordomme eller fordomsfuld adfærd til livs. De fortæller også, hvordan det er at leve af førtidspension og at være i fleksjobordning. Sarah Glerup kommer ind på, hvordan det er også at tilhøre en seksuel minoritetsgruppe. Desuden uddyber jeg yderligere sammenhængen mellem hjernens måde at fungere på og fordomme.

Hjernekassen på P1 den 30. september 2013. Menneskets oprindelse og udviklingshistorie.

At forstå menneskets udviklingshistorie sætter ens egen eksistens ind i en sammenhæng, som gør mange ting mere forståelige, samtidig med at det virker nærmest ufatteligt, at man faktisk er et led i denne udviklingskæde og tilhører slægten Homo Sapiens, det tænkende menneske. Vejen fra abe til os moderne mennesker har været lang. De første forfædre, Australopithecus (sydaber), som bevægede sig væk fra vores nærmeste nulevende slægtninge, chimpansen og bonoboen, opstod i Afrika for ca. 4 millioner år siden. Med australopithecinerne indtraf to vigtige ændringer, oprejst gang, vore forfædre var begyndte at gå på to ben, og ændrede spisevaner, ud over frugt og blade spiste de rodfrugter. Desuden fangede de myrer med en kæp og skaffede honning med en gren. Deres hjerner var ikke afgørende større end abernes. Men for godt 2,5 millioner år indtraf en naturkatastrofe. Tørke og hungersnød tvang australopithecinerne til at anlægge nye overlevelsesstrategier. De såkaldte robuste australopithecinere udviklede et kraftigt tyggeapparat og fortærede alt inden for bark, grene, rødder og kviste, men deres hjerner udviklede sig ikke. Denne løsning holdt ikke i længden, og de robuste australopithecinere uddøde i løbet af 1 million år. De andre australopithecinere anvendte en helt anden strategi, deres tandstørrelse blev mindre, de blev "altædende" og udviklede større hjerner, hvilket for ca. 2 millioner år siden udmøntede sig i Homo-slægten, menneskeslægten.

Men her en lille hyldes til de australopithecinere, som sørgede for at bringe os et skridt nærmere vores egen slægt, Homo Sapiens.

Sydaben

Jeg er en lille abe på splinternye ben

Jeg danser glad i græsset i fryd fra sten til sten

Nye ben, nye ben

Og jeg danser glad i græsset, ja, i fryd fra sten til sten

Jeg har to stærke arme, og se blot hvad de kan

Kan rode og regere, de børster tidens tand

Arme kan, arme kan

De kan rode og regere

Og de børster tidens tand

Min hjerne er kun lille, og jeg er dum som snot

Min verden er så dejlig, min tid den går så godt

Dum som snot, dum som snot

For min verden er så dejlig, og min tid den går så godt

Min fætter er chimpanse, han bor i træets top

Vi savner ham på sletten kom ned til os og hop

Kalder op, kalder op

Ja, vi savner dig på sletten, kom nu ned til os og hop

Syng nu alle venner sydabens sang

Jeg lykkelige danser er et barn af livets gang

Tænk engang, tænk engang

At jeg lykkelige danser er et barn af livets gang

Tænk engang, tænk engang

At jeg lykkelige danser er et barn af livets gang.

Fra cd'en Hjernesange (MusicPeople 2002), copyright: Peter Lund Madsen.

I dagens udsendelse fortæller biologisk antropolog Pia Bennike om det næste trin i menneskets udviklingshistorie. Her begyndte vi også at kunne løbe på vores to ben og at kunne kaste med genstande, hvilket betød, at hele ens rækkevidde blev større. Desuden blev tarmsystemet væsentlig mindre, og kosten ændredes, så hjernen kunne bruge energi på at vokse sig større. Forfatter til Menneskets oprindelse og udvikling (Gyldendal, 3. udgave 2005) overlæge Peter K.A. Jensen diskuterer, hvorvidt neandertalerne og det moderne menneske har fået børn med hinanden, som analyser af neandertalernes dna kunne antyde. Lektor Hans Christian Petersen sætter spørgsmålstegn ved de evolutionsmæssige begrundelser for, at jægerstenalderkost, hvor korn- og mælkeprodukter udelades af kosten, er bedre for os end at følge de officielle råd om at spise varieret.

I øvrigt handler teaterforestillingen Mr. Nice Guy, som kunne opleves på Bellevue Teatret i 2004-05, om menneskets og menneskehjernens udviklingshistorie. Har man lyst til lidt lærerig underholdning en aften, så sæt dvd'en Mr. Nice Guy i afspilleren og se Anders og mig på slap line.

Hjernekassen på P1 den 23. september 2013. Døden på Sorte Hest.

Hvis man tager en avis og slår op på dødsannoncerne, vil man se, at ordet død sjældent nævnes. Omskrivninger som: "er gået bort", "er stille sovet ind", "har fået fred", er ret almindelige. Årsagen til dette er næppe entydig. I vort samfund, hvor døden i høj grad er professionaliseret, og livets afslutning lagt i fremmedes hænder, er døden fjern, og noget de fleste sjældent er nødt til at forholde sig til. Når det så sker, at en af vores kære pludselig ikke er her mere, minder det os om, at vi selv skal herfra engang, hvilket for de fleste er en ubehagelig tanke, som forsøges fortrængt, bl.a. ved ikke at nævne ordet død. Desuden er der rigtig mange danskere, som ikke længere tror på et liv efter døden; når livet ebber ud, så er det definitivt slut. Ja, nogle, inklusive mig selv, mener endda, at det er slut, når der ikke længere kan registres hjerneaktivitet. Min bror, Anders Lund Madsen, og jeg har begge beskæftiget os en del med døden qua vores erhverv som henholdsvis journalist og læge. Så det er mindre fjernt for os at tale om døden, og det gjorde vi den 29. august på Teatret ved Sorte Hest i København. Jeg indledte med: "Et kvalificeret gæt: Er der et liv efter døden?" Herefter fortalte fotograf Hans Ole Madsen om sine dødsoplevelser gennem de sidste ti år og koncerthuschef for DR Leif Lønsmann om sin nær døden-oplevelse i det bitterkolde Grønland i 1998. Og Anders afsluttede med: "Du skal dø".

Sangen Stille udtrykker præcis, hvordan jeg føler, livet og døden hænger sammen.

Stille

Der bli'r stille i verden, når vi er væk

Altid skal vi gå og lægge planer

Aldrig kan vi blive, hvor vi er

Sjælens stjerneskud

Altid rejse ud

Aldrig kan vi blive, hvor vi er

Ingen ved, hvorfor vi skal af sted

Ingen ved, hvorfor vi rejser med

Det eneste vi har

Det er en fremtidsdrøm

Og altid skal vi ha' det hele med

Der bli'r stille i verden, når vi er væk

Der bli'r stille i verden, når vi er væk

Ingen ved, hvorfra de drømme kommer

Ingen ved, hvorfor vi drømmer dem

Det eneste vi ved

Det er, at tiden går

Og hvor er vi til næste år

Ingen ved, hvorfra vi er kommet

Ingen aner, hvor vi skal hen

Det eneste vi ved

Det er, at tiden går

Og evigheden forestår

Det eneste vi ved

Det er, at tiden går

Og evigheden forestår

Der bli'r stille i verden, når vi er væk

Der bli'r stille i verden, når vi er væk.

Tekst: Anders og Peter Lund Madsen (2004).

Hjernekassen på P1 den 16. september 2013. Hvor er ingeniørerne?

INGENIØR MADSEN

Min fars liv hører til blandt 1900-tallets virkelige eventyr. Han kom til verden den 7. juni 1926 i den lille flække Skærup i nærheden af Vejle. Min far, Thomas Lund Madsen, blev født ind i trænge kår, forældrene havde et større husmandssted, så selv om min far viste sig at være en kvik dreng i skolen, var en gymnasial uddannelse ikke noget, der sådan lige lå inden for mulighedernes rækkevidde. Kun fordi gode folk i sognet samlede penge til min fars uddannelse, kom han i gymnasiet i Vejle. Min far var ikke blot taknemmelig for de tre år i gymnasiet, han var også drevet af en stærk vilje til at få mest muligt ud af sin tid der og at bruge uddannelsen til noget. I første omgang betød det, at han rejste til København og læste videre til civilingeniør. Siden hen blev han opfinder ved DTH, Danmarks Tekniske Højskole, han opfandt blandt andet den termiske mannequin. En forsøgsdukke, der for eksempel kan bruges til at teste beklædningsgenstandes varmeisoleringsevne - ret smart. Ja, jeg indrømmer gerne, jeg er stolt af min far, den fattige dreng fra landet, der brugte sit gode hoved på at uddanne sig til ingeniør, han kom ikke kun væk fra fattigdommen, han gjorde også en forskel til gavn for andre end kun sig selv. Og det er utvivlsomt dette, som er medvirkende til, at jeg gang på gang udtaler: "Det er ingeniørerne, som skal redde verden med deres opfindelser."

Men hvor er de nye unge ingeniører henne i dagens Danmark? Det taler jeg med Charlotte Rønhof, Thomas Bjørnholm og Jannik Johansen om. Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri, påpeger, at ingeniørerne er samfundets rygrad, og hun mener, at Danmark har sovet i timen i rigtig mange år, da der er mangel på danske ingeniører. Hun efterlyser lidt af den gamle ånd, hvor man ikke kun tager en uddannelse for sin egen skyld. Det, som hun mener, der bl.a. bør gøres for at tiltrække de unge mennesker til ingeniøruddannelserne, er at gøre opmærksom på, at man kan gøre en kæmpe forskel ved at være med til at sikre, at samfundet fungerer godt. Thomas Bjørnholm, prorektor for forskning og innovation på Københavns Universitet, mener, at det, landet bør gøre her og nu, er at tiltrække udenlandske studerende og håbe, at de får lyst til at blive her, når de er færdiguddannede. Jannik Johansen, rektor ved Frederiksberg Gymnasium og formand for Experimentarium, slår et slag for, at biologifaget også skal være adgangsgivende til de videregående uddannelser, der kun lukker studerende ind, som har læst matematik, fysik og kemi i gymnasiet. Desuden synes han, at det er alt for svært at komme ind på mange studier i dag i forhold til tidligere. Og så ser han gerne, at forældre, som arbejder inden for de tekniske fag, stiller deres ekspertise til rådighed, at de kommer ud på folkeskolerne og fortæller om de spændende ting, de laver.

Hjernekassen på P1 den 9. september 2013. Var Anders Behring Breivik sindssyg?

For et halvt år siden havde Hjernekassen på P1 besøg af psykiater Lykke Pedersen, hun mente, at Anders Behring Breivik lider af skizofreni, sådan som den første mentalundersøgelse, foretaget lige efter den 22. juli 2011, konkluderede, selv om den anden mentalundersøgelse kom frem til noget andet. Dagens eksperter, Kristina Milting, Psykiatrisk Center Glostrup, Igor Petrov, René Sjælland og Lars Siersbæk Nilsson, alle Psykatrisk Center Hvidovre, er af samme opfattelse.

Sammenfatning af Milting og Petrovs beskrivelse af Anders Behring Breiviks livshistorie indtil terrorhandlingen i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011. Nordmanden Anders B. Breivik (f. 1979 i Oslo) voksede op som skilsmissebarn og havde kun sporadisk kontakt til sin far. Allerede da Breivik var to år, henvendte hans mor sig til de sociale myndigheder, fordi hun havde svært ved at klare drengen selv. Som fireårig var Anders Brievik på et observationsophold under børne- og ungdomspsykiatrien, her blev han beskrevet som et barn, der havde vanskeligt ved at udtrykke sig emotionelt. På baggrund af denne rapport søgte faren forældremyndigheden, men fik afslag. Et halvt år senere beskrev en psykolog Breivik som så omsorgssvigtet, at han stod i fare for at udvikle en alvorlig mental forstyrrelse. Der var ingen problemer med Breivik i skolen, men i de tidlige teenageår blev han pågrebet et par gange af politiet i forbindelse med tagging-aktivitet. Tiden i gymnasiet forløb ikke uproblematisk, og Breivik stoppede studiet et halvt år før den afsluttende eksamen, men brugte siden megen tid på selvstudier. På denne tid var han atter i politiets søgelys, denne gang for at have kørt på knallert alkoholpåvirket. I en alder af 22 år flyttede Breivik hjemmefra, og samtidig ophørte al kontakt til faren. Hans arbejdsliv var præget af hyppige skift og med dårlig kontakt til kollegerne. Han tjente også penge ved egne firmaer, bl.a. et som fremstillede falske diplomer, hvilket er ulovligt i Norge. Desuden var han politisk aktiv i Fremskridtspartiet i ungdomsårene, inden han begyndte at udarbejde sit eget politiske univers. Breivik var desuden optaget af vægttræning for at få større muskler, som blev hjulpet på vej af stoffer såsom anabolske steroider - men tilsyneladende ikke i en størrelse orden, der kan give psykotiske symptomer - endelig brugte han rigtig mange timer på computerspillet World of Warcraft. Breivik flyttede hjem til sin mor igen i 2006 og boede der indtil 2011, hvor han lejede en gård uden for Oslo. På gården fremstillede han den bombe, som han detonerede i regeringskvarteret i Oslo, inden han forklædt som politibetjent tog ud til Utøya og dræbte og sårede adskillige unge mennesker på en socialdemokratisk ungdomslejr.

I den sidste halvdel af dagens udsendelse forklarer René Sjælland, hvad som er karakteristisk ved paranoid skizofreni, den diagnose de første to psykiatere stillede efter at have mentalundersøgt Breivik kort tid efter terrorhandlingerne. Undersøgelsens konklusion blev som bekendt draget i tvivl og medførte endnu en mentalundersøgelse af to andre psykiatere, som endte med diagnosen narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Hvilket naturligvis har skabt en efterfølgende debat om, hvor troværdig psykiatrien er, når fagfolkene kan komme frem til to forskellige diagnoser henholdsvis en psykotisk, skizofreni, og en ikke-psykotisk, personlighedsforstyrrelse. Lars Siersbæk Nilsson holder de to undersøgelser op imod hinanden og er ikke i tvivl om, at Anders B. Breiviks rette diagnose må være paranoid skizofreni, altså at Breivik må betegnes som værende sindssyg. Afslutningsvis vil jeg godt pointere, at fordi en person er skizofren, er det ikke ensbetydende med, at personen er massemorder. Hvis man ikke allerede har hørt Simon Dec i Hjernekassen på P1 den 12. august, så prøv at lytte til denne sympatiske unge mand.

Hjernekassen på P1 den 2. september 2013.

Besøg fra Medicinsk Museion, det medicinsk historiske museum i København. Dagens udsendelse handler først om et af mine yndlingsemner, det hvide snit eller lobotomi. Det hvide snit er, forenklet sagt, en hjerneoperation, hvor man skærer forbindelsen mellem hjernens pandelapper og resten af centralnervesystemet over - en kæmpe fejltagelse, for vi kan ikke undvære pandelapperne. Lektor Jesper Vaczy Kragh tegner et billede af denne stærkt kritiserede behandlingsmetode, der blev praktiseret i stor stil i Danmark sammenlignet med andre lande. Jesper Vaczy Kragh har skrevet bogen Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983 (Syddansk Universitetsforlag 2010), som jeg varmt anbefaler, at man læser. Læs desuden mere om det hvide snit under Hjernemad/Hjernehistorier og se et par videoer under Hjernemad/Hjernefilm. I programmets andet indlæg fortæller lektor Karin Tyberg om en kommende udstilling på Medicinsk Museion, som vil vise museets store præparatsamling af syge kropsdele, organer, misdannede fostre og spædbørn samt mikroskopprøver og biobankoplysninger. Den sidste gæst, adjunkt Adam Bencard, sætter opfattelsen af sygdom og sundhed ind i et kulturhistorisk perspektiv. Han kommer bl.a. ind på, at vores nutidige opfattelse af livsstilen som afgørende for vores sundhed ikke er spor ny. Allerede i år 200 skrev en romersk læge om seks faktorer: søvn, motion, kost, kropsvæskerne, miljøet og sindstilstanden, som værende vigtig for, hvordan man har det.

Her er en lille ekstra historie fra den medicinske verden.

Lægen og fysiologen Peter Ludvig Panum blev født på Bornholm i 1820, men flyttede som otteårig til Slesvig-Holsten, hvor hans far Jens Severin Nathanael Panum (1792-1836) fungerede som regimentskirurg. Efter studentereksamen i 1840 fra Flensborg Gelehrtenschule begyndte Peter L. Panum at studere ved Kiel Universitet, men immatrikulerede året efter ved Københavns Universitet. Efter fem års studier fik Panum sin lægevidenskabelig embedseksamen, cand.med. & chir., herefter var han i seks år ansat ved københavnske hospitaler. Allerede efter et års lægegerning blev Panum sammen med færingen August Henrik Manicus (1821-1850) sendt til Færøerne, da der var udbrudt mæslingeepidemi. I sin efterfølgende afhandling om epidemien skrev Panum indledningsvist: "Naar en Læge bliver kaldet til at virke et Sted, hvis klimatiske og diætetiske Forhold ere forskellige fra dem, han er vant til at see, bliver hans første Opgave at studere alle de hygiejniske Potenser, der indvirker på befolkningens Sundhedstilstand." I afhandlingen, Iagttagelser anstillede under Mæslinge-Epidemien på Færøerne i Aaret 1846 (Bibl Læger 1847;3R 1:270-344), påviste Panum, at sygdommen udbredtes ved smitte fra person til person og ikke gennem luften (miasmatisk), og han bestemte inkubationstiden samt immunitetens varighed. Så da Panum i 1850 blev sendt til Bandholm på Lolland, hvor der var udbrudt koleraepidemi, benyttede han sine erfaringer fra Færørene og bekæmpede den smitsomme sygdom med strenge afspærringsforanstaltninger og fik epidemien standset, og han blev efterfølgende belønnet med Ridderkorset for sin indsats. Ikke desto mindre mødte han stærk kritik hos lægeautoriteterne, der betragtede sygdommen som luftbåren, og Panum måtte fratræde sin hospitalsstilling. På dette tidspunkt havde det danske kongerige et indbyggertal på 1,42 millioner, hvilket var betydeligt højere end ved den første folketælling i 1769, hvor tallet lå på 797.584 indbyggere. Befolkningsvæksten skyldtes fald i dødeligheden, hvilket hang sammen med større forståelse for bedre hygiejne, kost og boligforhold snarere end med medicinske fremskridt. De efterfølgende år, 1851-1853, tilbragte Panum i udlandet. På offentlig legat foretog han studieophold til bl.a. Würzberg, Leipzig, Prag og Paris, hvor han beskæftigede sig med fysiologisk forskning. Fra 1853-1857 var Panum ansat som ekstraordinær professor ved Kiels Universitet i fysiologi, patologi og medicinsk kemi og fra 1859-1864 som ordinær professor. I 1864 vendte Panum tilbage til København, men før han tiltrådte stillingen som professor i fysiologi ved Københavns Universitet, havde han betinget sig et tidssvarende fysiologisk laboratorium. Laboratorium med tilhørende embedsbolig stod klar i 1867 i gården bag Kirurgisk Akademi, Bredgade 62, hvor Medicinsk Museion i dag har til huse. Panum tilhørte den nye retning inden for lægevidenskaben, for ham lå fremtiden i laboratoriet, hvor Panum bl.a. arbejdede med stofskiftets fysiologi. Peter Ludvig Panum var m.a.o. grundlæggeren af den eksperimentelle fysiologi i Danmark. "Han nåede ikke selv at gøre mange epokegørende opdagelser, men han var helt overbevist om, at eksperimentet måtte være den eneste vej ud af den videnskabelige romantik." Peter Ludvig Panums videnskabelige indsats af Albert Gjedde (Særtryk af Bibl. for læger 1971, side 7). I årene 1865-1872 skrev Panum en nyskabende lærebog i fysiologi i fem bind, med den beskedne titel Erindringsord til Forelæsninger … Haandbog i Menneskets Physiologi. Panum opnåede også at blive rektor ved Københavns Universitet. Desuden havde Panum en stor andel i, at den ottende internationale lægekongres i 1884 blev afholdt i København, og han var både formand for bestyrelsen og præsident for kongressen, der havde over tusind deltagere, blandt dem var bl.a. den verdensberømte franske kemiker og mikrobiolog Louis Pasteur (1822-1895). Foregangsmanden Peter Ludvig Panum døde pludselig i 1885 efter komplikationer til en blodprop i hjertet.

Hjernekassen på P1 den 26. august 2013. Lyttereksperter.

Et af de steder, jeg godt kan lide at komme, er Flyvergrillen på Amager. Ikke så meget på grund af maden, mere på grund af hele stedets stemning. Inde i grillbaren er spiselokalet udsmykket med modelfly. På taget af grillbaren er der vejrhaner, som ligner gammeldags passagerfly. Flyvergrillen ligger klos op ad Københavns Lufthavns bane 4, så udsigten til de rigtige flyvemaskiner kunne ikke være bedre. Jeg synes, stedet fortæller noget om os mennesker. Når vi har fået tilfredsstillet vores basale behov, er vi drevet af noget større, nemlig at udforske verden på forskellig vis. Den første gæsts, pensionist Lars Thorndahl Larsen, helt stor passion er modeljernbaner. En interesse der begyndte med mødet med de rigtige toge i 1950'erne. Den røde tråd, når der bygges modeljernbaner, er da også at få det til at ligne virkeligheden mest muligt. En forudsætning for dette er viden om jernbanernes historie. Den anden gæst, Troels V. Østergaard, har en noget anden interesse - at studere jordlag i de lange og dybe udgravninger foretaget i bakken mellem Lammefjord og Sidinge Fjord i forbindelse med, at Holbækmotorvejen er ved at blive forlænget til Vig. Det er jo ikke lige noget, alle og enhver vil kunne tage del i. Men det, vi kan gøre, er at sætte os ned, f.eks. på en bænk ved Flyvergrillen, og læse andres opdagelser og få viden om, hvorledes istiden har været med til at danne vores nutidige landskab. Man kan også vælge bare at stå på Flyvergrillens øverste observationsplads og betragte alle flyene, som letter og lander. Måske ovenikøbet forestille sig, at man selv sidder om bord på et fly på vej mod USA og mærke suget i maven, i det øjeblik flyet letter og stiger højt op i luften. Selv ville jeg tænke på, dengang jeg skulle til Tennessee, og jeg besøgte Dollywood og prøvede en rutsjebane så vild, at jeg har givet den tilnavnet "The Gut Shaker". Udsendelsens tredje gæst, Lars Nielsen, er mere end almindelig forlystelsessyg, når det kommer til vilde rutsjebaner, derfor bruger han sin ekspertise til at organisere ture for andre til alskens slags forlystelsesparker. I min bog om menneskehjernen Dr. Zukaroffs testamente (Gyldendal 2012) kan man fornemme stemningen omkring Flyvergrillen i kapitel 33. Kapitlet, Det kulturelle Rubicon, giver desuden en kortfattet beskrivelse af, hvorledes menneskets foretagsomhed, opfindsomhed og videbegærlighed har muliggjort, at vi i dag kan have tid til at tilegne os ny viden eller beskæftige os med ting af ren og skær interesse.

Hjernekassen på P1 den 19. august 2013. Motorsport.

Motorsport er for nogen selve livet, for andre en ret uforståelig verden. Hvad får én til at deltage i racerløb vel vidende, at det ikke er en ufarlig sport? Selv om Danmark er et land, hvor motorsporten har trænge kår, bl.a. økonomisk, kan danskerne levere topresultater inden for motorsporten. Tom Kristensen har, som den eneste nogensinde, vundet det franske 24-timers løb Le Mans ni gange, senest i juni 2013. Det blev som bekendt en sejr i skyggen af racerkøreren Allan Simonsens død, da Allan Simonsen kørte galt og mistede livet, kort tid efter dette års løb var skudt i gang. I dagens udsendelse forsøger jeg i samtale med Tommy Schröter, motorsportscoach, Peter Jæger, teamchef, og Martin Jensen, racerkører, i løbet af en lille times tid at få belyst så mange aspekter som muligt af sporten i forsøg på at finde ud af, hvad det er ved denne sport, som drager og fascinerer mange, bl.a. min producer Morten Remar. Uden at afsløre alt for meget kan jeg roligt skrive, at dette citat meget godt beskriver, hvordan motorsportsfolk tænker. "A lot of people go through life doing things badly. Racing's important to men who do it well. When you're racing, … it's life. Anything that happens before and after … is just waiting." Steve McQueen i filmen Le Mans fra 1971.

Hjernekassen på P1 den 12. august 2013. Hvordan er det at være sindssyg?

At leve med en psykisk lidelse er ingen dans på roser. I mine mange år som læge og foredragsholder har jeg efterhånden mødt en hel del mennesker med forskellige former for psykiske lidelser, og jeg har lagt mærke til, at der er en ting, de alle oplever, nemlig at blive stemplet som værende anderledes end os andre. Stigmatiseringen gør det bestemt ikke nemmere at forsøge at leve et lige så normalt liv som andre mennesker. Både som psykiater og privat person ønsker jeg at være med til at afdramatisere psykiske sygdomme. En af de ting, vi alle kan gøre, er at fokusere på de enkelte personers ressourcer i stedet for svaghederne. Det er ikke blot til gavn for de sindslidende, men for os alle, hvilket mine tre gæster tydeligt viser. Simon Dec, fitnessinstruktør, som lider af skizofreni, levede med syns- og hørehallucinationer i to år, inden han, efter et mislykket selvmordsforsøg, blev indlagt og fik stillet en diagnose og kom i behandling. I dag har han det så godt, at han skal i gang med at læse til pædagog, og han håber på engang i fremtiden at arbejde i psykiatrien og være med til at hjælpe andre sindslidende videre i livet. Christina Willadsen, trivselspædagog, har fået stillet diagnoserne borderline personlighedsforstyrrelse og generaliseret angst. Det, som karakteriserer borderline personlighedsforstyrrelse, er, at man opfatter alt som sort-hvidt, hvilket gør det svært at have relationer til andre. Christina Willadsens anden lidelse er en eksistentiel angst. Det, som har hjulpet Christina videre, er forskellige former for terapiforløb. Desuden har hun lært at se at tilværelsen rummer flere positive end negative sider. Mads Trier-Blom, fysioterapeut og informationsmedarbejder, PsykInfo Region Hovedstaden, forklarer, hvordan det er at have bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv sygdom). Det er en livslang sygdom, som viser sig i perioder med enten dyb depression eller manisk opstemthed. Mads Trier-Blom har fået det bedre (hvilket Simon Dec og Christina Willadsen også har) ved hjælp af medicinsk behandling, men han ser kun medicinen som et af mange hjælpemidler. Man regner med at ca. 0,5 procent af befolkningen lider af skizofreni, mænd har en lidt højere risiko end kvinder for sygdommen. Borderline personlighedsforstyrrelse er til stede hos ca. 1-2 procent af befolkningen og er dobbelt så hyppig hos kvinder som hos mænd. Forekomsten af bipolar affektiv sindslidelse er ca. 1 procent, og der er ingen kønsforskel i forekomsten af lidelsen. (Hvis en sygdom forekommer med en frekvens på 1 procent, er der tale om en folkesygdom.)

Information om psykiatriske lidelser:

Psykiatri for ikke-psykiatere redigeret af Ida Hageman og Jeanett Bauer (Hans Reitzels Forlag 2012).

www.psykiatrifonden.dk

www.netdoktor.dk

Hjernekassen på P1 den 5. august 2013. John Mogensen på Sejerø.

Når ens sommerhus ligger ved havet på Sejerø, er det svært ikke at sende kvinden, som har skænket én to ualmindelige dejlige drenge, en tanke, når man hører John Mogensens To mennesker på en strand (1972). John Mogensen (1928-1977) havde også sommerhus på Sejerø, så gad vide, om det er her, han er blevet inspireret til sangen, som beskriver et forelsket pars rendezvous på stranden. Jeg begynder min jagt på søgen efter sandheden ved at tale med James Rasmussen, der som 20-årig i 1957 blev kåret til "Den danske Tommy Steele" og året efter blev medlem af gruppen Four Jacks. James Rasmussen afløste Otto Brandenburg, som havde dannet gruppen i 1956 sammen med Poul Rudi, Bent Werther og John Mogensen, som var ophavsmand til de fleste af gruppens sange. Dernæst taler jeg med Svend Enevoldsen, tidligere ejer af Café Halvvejs, som var John Mogensens base på Sejerø i starten, inden han købte sommerhus på øen. I værtshusets køkken er To mennesker på en strand måske blevet skrevet i de sene nattetimer. Ph.d. Henrik Smith-Sivertsen, ekspert i populærmusik, fortæller mere detaljeret om John Mogensens musikalske karriere og hans problemer med alkohol. Og hvad som er sandheden om To mennesker på en strand.

Hjernekassen på P1 den 24. juni 2013. Den store sommer.

Sommeren er for de fleste forbundet med at være ude i naturen. Men hvordan fungerer plantelivet? Professor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab Michael Broberg Palmgren forklarede, at planterne, akkurat som andre former for liv, sanser verden. Men i modsætning til dyr og mennesker kan de ikke bevæge sig, derfor er planter yderst sårbar over for farer, f.eks. bakterier, og ugunstige forhold, f.eks. vandmangel. Planter er, som Palmgren udtrykte det, rodfaste. Professor Jan Rosiek talte om Nobelprismodtageren i litteratur (1944) Johannes V. Jensens (1873-1950) Den store sommer, anden bog i trilogien Kongens Fald (1900-01). Her forstås den store sommer som en paradisisk tilstand, som, ironisk nok, først opleves med døden. I værket er det den himmerlandske natur, og ikke Gud, der repræsenterer det tidløse og uforanderlige. Når man som jeg har tilbragt barndommens somre i familiens sommerhus ved den nordsjællandske kyst og fået servereret bøf med bløde løg og kærnemælkskoldskål til dessert, får man let et nostalgisk forhold til Kim-bøgerne. Her ånder alt jordisk sommeridyl, og når den brydes, bliver alting naturligvis hurtigt bragt i orden igen af helten, Kim, og hans trofaste venner. Taxavognmand og forfatter Finn Jul Hjortsøe har heller ikke kunnet glemme Kim & Co., han har savnet dem så meget, at han lige har udgivet sin egen nutidig "voksen" Kim-bog, Kim vender tilbage (Legimus).

Mandag den 17. juni 2013 lagde jeg selv ud i Hjernekassen på P1 med at fortælle om hjernen og vores sanser, specielt lugtesansen. En sans mange mennesker ikke umiddelbart tillægger den helt store betydning, men det er ursansen, livets allerførste sans, som kemisk analyserer omgivelserne. Amerikanerne Linda Buck og Richard Axel kortlagde omkring 1990 den genetiske baggrund for lugtesansen, og de beregnede, at der er ca. 1000 aktive kemiske receptorer i de lugtfølsomme celler i næsens slimhinde. Vigtigheden af den opdagelse understreges af, at L. Buck og R. Axel i 2004 modtog Nobelprisen i medicin/fysiologi for deres arbejde. Lugtesansen adskiller sig fra vore andre sanser (syns-, høre-, smags- og følesansen) ved, at der er dele af lugtesansen, som smyger sig uden om thalamus, hjernens relæstation, som kontrollerer strømmen af information op i storhjernen. Til at uddybe emnet havde jeg inviteret kogebogsforfatter Nanna Simonsen, som har en særdeles skarp lugtesans, i studiet. For en meget god lugtesans må være en fordel, når man beskæftiger sig med at lave mad, så man kan lugte, om maden eventuelt skulle være fordærvet, eller om man roligt kan spise den. Lugte- og smagssansen kan også få os til at erindre ting. En af de retter, jeg nyder at spise, er sushi. Det minder mig om Japan, som jeg er dybt fascineret af. Derfor var jeg også spændt på at høre Japan-eksperten Sofie Ivan Andersen fortælle om sine oplevelser både som ung udvekslingsstudent og senere hen som skolelærer i landet. Japanerne er kendt for deres umådelig store høflighed, hvilket, Sofie Ivan Andersen fortalte, er noget japanerne lærer gennem opdragelsen, ikke mindst i skolen.

Hjernekassen på P1 den 10. juni 2013. Vidner.

Det, vi mener at huske, er blot hjernens fortolkning af det skete. For når vi oplever noget, er det, som lagres bedst i hukommelsen, det vi har haft vores opmærksomhed rettet mod. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret, ændres det, vi erindrer, også med tiden, i og med der hele tiden dannes nye forbindelser mellem hjernecellerne, hver gang vi oplever noget nyt. Disse fysiske ændringer i hjernens neurale netværk udgør de hukommelsesspor, vi måtte have på et givent tidspunkt. Det vil sige, at det, vi husker, aldrig er en fuldstændig afspejling af det, som faktisk skete. Når det forholder sig sådan, kan man så overhovedet stole på vidneudsagn i danske retssager? Svaret er både ja og nej, det var dagens tre deltagere, forfatter Thomas Thaulov Raab, advokat Morten Erritzøe Christensen og landsdommer Karsten Bo Knudsen, ikke i tvivl om. Med hukommelsens noget tvivlsomme karakter er det betryggende at vide, at der i Danmark ikke kan afsiges dom, hverken i kriminelle eller civile retssager, ene og alene på vidneudsagn.

Er man i øvrigt interesseret i at vide mere om, hvordan vi husker, udkommer Thomas Raab og jeg den 23. oktober 2013 med En bog om hukommelsen (FADL's Forlag), som belyser emnet.

Hjernekassen på P1 den 3. juni 2013. Ph.d. Cup 2013.

Den amerikanske forsker dr. Louis Sokoloff sagde engang til mig: "Når du møder en videnskabsmand, er der et spørgsmål, du skal stille, og det er: 'Hvad er din vigtigste opdagelse?'" Så dette spørgsmål stillede jeg dagens tre gæster, som var fundet ved lodtrækning blandt de otte finalister i Ph.d. Cup 2013. Camilla Stampe Jensen, ph.d. i neurobiologi, var med sin grundforskning i nervecellens proteintransport ikke i tvivl om sit svar. "Det er helt klart, at der er flere forskellige transportveje inde i nervecellen. Det er helt ny viden." Eftersom de humanistiske videnskaber arbejder kvalitativt, kunne Tea Torbenfeldt Bentssons svar ikke blive lige så klart. Men Tea T. Bentsson turde godt, efter et grundigt sociologisk feltarbejde på sikrede afdelinger, komme med et forsigtigt bud på, hvordan kriminelle teenagedrenge bedre vil kunne hjælpes på rette spor. "Hurtigere domsafsigelse og at få lavet nogle socialt holdbare planer for de her unge." Morten Fengers svar var, at de evidensmålinger, psykiatrien længe har gjort brug af, bør ændres. For alle undersøgelser viser, at behandlingen virker, selv om patienterne efterfølgende søger hjælp andre steder i sundhedsvæsnet i endnu højere grad, end de har gjort tidligere.

Hjernekassen på P1 den 27. maj 2013. En verden i billeder.

Synssansen er menneskets dominerende sans. Vi mennesker oplever primært verden via vores øjne. Det er ikke normalen, rent faktisk er abefamiliens veludviklede synssans snarere en undtagelse i dyreriget. De fleste dyr oplever verden gennem andre sanser. Grisen f.eks. oplever verden gennem trynen. Vi ser verden, grisen lugter verden. Det, at vi mennesker ser og oplever verden i billeder, er på mange måder noget enestående. Dagens første gæst, arkitekt, fotograf og studielektor Jens Frederiksen, skrev til mig på hjernekassens mailboks: "Vis en fugl et billede af en sulten kat. Den reagerer ikke. Vis en sulten kat et billede af en lækker fugl. Den reagerer heller ikke. Men omtrent den første gang et menneske satte et par streger med et stykke trækul på en klippevæg, var der straks én, som udbrød: 'Det er jo en bisonokse!' Vores forbløffende evne til at se på billeder - og få noget ud af det - er en af de ting, der for alvor skiller os fra dyrene." Dagens to øvrige gæster havde også skrevet til mig om menneskesynet, men af en helt anden årsag. For hvordan opleves verden, når man ikke kan se? "Jeg har været blind i 31 år … Jeg vil gerne fortælle om, hvordan jeg drømmer. Jeg har en visuel hukommelse, som blandes med mit blindeliv, min førerhund og min stok," skrev Hanne Kassandra Skipper, kursusleder for ældre nyblinde i Københavns kommune. Hanne K. Skipper, der mistede synet som følge af sukkersyge, skrev desuden: "Jeg har en god ven, Ove Gibskov, han er 67 år og er født blind. Når du spørger ham, hvordan han drømmer, vil han sige, at det foregår på samme måde, som når han oplever det." Drømme var blot et af de områder i blinde menneskers verden, tidligere DR-journalist Ove Gibskov og Hanne K. Skipper gav et indblik i.

Hjernekassen Live Special den 13. maj 2013 var et uddrag af showet Hjernekassen på Teatret ved Sorte Hest i København den 13. februar 2013. Hvor psykiater Lykke Pedersen, som tidligere har været i studiet, gav et indblik i, hvad sindssyge er på en alvorlig og samtidig humoristisk måde. "Tidligere kunne man jo spotte dem (de sindssyge), når de gik rundt med høretelefoner på og snakkede med sig selv, men det gør alle jo stort set nu, så man er på den." Stud.med. Shema Bouazzi kom med en meget personlig beretning om den tunesiske revolution bag facaden. Professor i antropologi Rane Willerslev talte om Abraham-myten set igennem sibiriske menneskeofringer.

Hjernekassen på P1 den 6. maj 2013 handlede om psykoterapi - en fællesbetegnelse for forskellige former for samtaleterapi. Pia Glyngdal, psykiater og klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre, forklarede, at den dynamiske psykoterapi i meget høj grad handler om at finde ud af, hvilke følelser patienten har været nødt til at skjule for at kunne fungere. Derfor tager behandlingen i et dynamisk psykoterapiforløb i begyndelsen udgangspunkt i patientens livshistorie for at komme ind til problemets kerne. Herefter går forløbet ud på at få følelserne frem og få patienten til at anskue verden på ny måde. Denne form for samtaleterapi har vist sig at være effektiv ved behandling af eksempelvis cuttere. Morten Kistrup, klinisk psykolog, belyste den kognitiv adfærdsterapi, hvilket vil sige tanke-handlingsterapi, en behandlingsform som bruges bl.a. ved angst. Hvor man søger at bryde den onde cirkel, som styrer patientens liv ved at tage udgangspunkt i en konkret hverdagssituation, hvor man gradvis lærer at tænke og handle anderledes ved at udsættes for angstfyldte situationer. Desuden lærer man forskellige åndedræts- og afledningsteknikker, og endelig får man nogle nye "leveregler", så man fremover bliver mindre sårbar. Stig Poulsen, ph.d. og lektor i klinisk psykologi ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, som har undersøgte effekten af psykoterapi, fortalte, at alle undersøgelser viser, at behandlingsformerne virker. Dog er det forskelligt, hvilke som virker bedst på specifikke lidelser og typer af personer. Og så er den personlige relation, samarbejdet mellem terapeuten og patienten, af afgørende betydning.

Hjernekassen på P1 den 29. april 2013. The Brain Prize.

I anledning af uddelingen af verdens største hjerneforskningspris The Brain Prize i København den 2. maj havde jeg, studieværten, bl.a. inviteret direktøren for Lundbeckfondens hjerneforskningspris, læge og dr.med. Kim Krogsgaard, i studiet. Kim Krogsgaard fortalte, at man med prisen på 1 million euro (ca. 7,5 millioner kroner) ønsker at få sat Danmark på verdenskortet, når det gælder hjerneforskning. For med til den danske hjerneforskningspris hører, at prismodtagerne kommer til Danmark og deltager i en række arrangementer, hvor de mødes med danske hjerneforskere for at udveksle viden og erfaringer. I år deles The Brain Prize af seks forskere, tyskerne Ernst Bamberg, Peter Hegemann og Georg Nagel, østrigeren Gero Miesenböck samt amerikanerne Ed Boyden og Karl Deisseroth, for deres nyskabende teknik, optogenetik. Dagens anden gæst, ph.d. studerende Nanna Hovelsø, forklarede, at optogenetik er en teknik, hvor man genmodificerer udvalgte hjerneceller, så de bliver følsomme over for lys, så man ved at belyse nervecellerne enten kan tænde eller slukke for deres funktion. Det, man håber på, teknikken engang i fremtiden vil kunne bruges til, er at helbrede eller lindre fysiske og psykiske lidelser i menneskehjernen samt fjerne afhængighed. Så det ikke kun er forsøgsmus, som er blevet blinde, som får synet igen, eller kokainafhængige forsøgsrotter, som slipper ud af narkotikaens fangarme. Den sidste gæst, professor Albert Gjedde, uddybede dagens emne, hjerneforskning, på et mere overordnet plan. Gennem de sidste 25 år har der tegnet sig en meget større forståelse af, hvorledes hjernens enkelte dele fungerer, det, som nu er den store udfordring, er at forstå, hvorledes disse enkelte dele fungerer sammen.

Den 22. april 2013 blev, for mit eget vedkommende, en lille tur ned ad Memory Lane. Den første gæst, Mikkel Grobowski, cand.mag., forfatter og autodidakt fotograf m.m., bragte mig tilbage til barndom- og ungdomsårene ved Mølleåen, Nordsjællands længste å (36 km), der løber fra Bastrup Sø (Ganløse) til udløbet i Øresund ved Strandmøllen. Mølleåen er, fortalte Mikkel Grobowski, opstået under Weichsel-istiden og indeholder mange forskellige naturtyper; søer, moser, overdrev, skove osv. Den smukke og varierede natur gør Mølleåen til et sted, hvor der ikke skal meget til, før man føler sig hensat til fjerne verdensegne, eller, hvis man befinder sig på land, langs Mølleåen, til svundne tider. Mølleådalen kaldes for dansk industris vugge. Allerede i middelalderen byggede man her vandmøller til at male mel, og senere blev der anlagt industrielle virksomheder til produktion af f.eks. papir, våben og tekstiler. Selv om produktionerne er ophørt, præger nogle af de gamle fabriksanlæg med tilhørende arbejderboliger stadig området.

Den anden gæst, bibliotekar Erik Nicolaisen Høy, fik mig til at tænke på min tid som ung hjerneforsker i Maryland (USA), hvor jeg første gang så World Wide Web på en computer. Erik Nicolaisen talte om, hvordan vor tids mest populære søgemaskine på nettet, Google, fungerer. Og hvordan man bedst søger de oplysninger, man ønsker at vide noget om.

Den tredje gæst, overlæge, dr.med. Torben Steiniche, fik mig til tænke på min studietid, hvor faget patologi voldt mig en del kvaler. Torben Steiniche beskrev, hvorledes patologen arbejder, når det gælder diagnosticering og behandling af kræft. Måden, hvorpå man stiller diagnosen kræft, har ikke ændret sig meget de sidste 100 år. Både dengang og nu gøres det ved at kigge på vævs- og celleprøver gennem et mikroskop. Men behandlingsmetoden har ændret sig, den er for mange kræftpatienters vedkommende blevet meget mere målrettet. Fordelen ved en målrettet behandling er, at man kan undgå alle de bivirkninger, man har ved kemoterapi, hvor man også dræber de normale celler, som deler sig.

Den 15. april 2013 var en hyldest til ingeniørerne og deres opfindelser. Civilingeniør Allan Larsen gav en levnedsskildring af en af Victoriatidens (1837-1901) helt store opfindere inden for transportmidler og -veje, Isambard Kingdom Brunel (1806-1859). Seniorforsker Lars René Lindvold begyndte sit indlæg med at citere Albert Einstein: "Den, som påstår, han ved, hvad lys er, har ikke forstået noget." Herefter forklarede Lars René Lindvold, hvorledes vi forsøger at beskrive lysfænomener ved hjælp af bølger eller partikler. Han forklarede endvidere, hvad denne viden bruges til, et eksempel var spektroskopi, som anvendes ved kemisk analyse, f.eks. på skadestuer ved hjælp af et spektrometer til måling af ilt i blodet hos en kritisk syg patient. Forsker Thomas Bolander talte om kunstig intelligens, hvilket forenklet sagt er computerprogrammer, som er designet til at "tænke" og gøre ting, som tidligere har været forbeholdt mennesker.

Den 8. april 2013 stod i universets tegn. Selv om vi i dag ved meget mere om universet, end man gjorde tidligere, er der fortsat utroligt meget, vi ikke ved. Fælles for dagens tre gæster, astronom, astrofysiker Anja Cetti Andersen, astrofysiker Michael Linden-Vørnle og seniorforsker Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen, var, at de gjorde os klogere på, hvad vi ved på nuværende tidspunkt om universets historie. Såvel Michael Linden-Vørnle som Anja Cetti Andersen lagde ud med at fastslå, at Big Bang fandt sted overalt, og ikke, som mange fejlagtigt tror, et sted - Big Bang var allestedsnærværende. Og at det, vi ved noget om, er det, som skete lige efter Big Bang, hvor det meget tætte og varme uendelige univers begynder at udvide sig. Universet var med andre ord født med en træng til konstant at udvide sig, og det gør det fortsat. Det vil sige, at Big Bang kører videre den dag i dag og er forudsætningen for, at vi overhovedet er her. Det helt unge univers bestod kun af to grundstoffer, brint og helium, alle de andre tungere grundstoffer er lavet inde i stjernerne, der, når stjernerne dør, er blevet blæst ud i universet. Byggestenene til alt, hvad der findes i dag, var altså til stede helt fra starten. Vi er født af stjernestøv. Hidtil har man ment, at Big Bang fandt sted for ca. 13,76 milliarder år siden, men de nyeste analyser af materiale indsamlet af Planck satellitten, som Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen fortalte om, viser, at det højst sandsynligt skete for ca. 13,8 milliarder år siden. Dette er blot et eksempel på, at når det gælder videnskabelige forklaringer, er der ingen absolutte sandheder. Og måske allerede om et år, hvor Planck satellittens data er blevet analyseret yderligere, ved vi mere om universet, end vi gør i dag.

Den 25. marts 2013 havde jeg besøg af tre dyreeksperter, som alle havde inviteret sig selv til at komme og fortælle om de "dumme" dyr, som kan langt mere, end man umiddelbart skulle tro. Henrik Bringsøe berettede om krybdyr og padder, hvis intelligens viser sig ved, at de kan tage ved lære af deres erfaringer og dermed ændre adfærd. Per Kær Møller, brevdueentusiast, fortalte ikke kun om nutidens sportsflyvninger, men også om hvordan disse duer blev brugt under anden verdenskrig som budbringere. Brevduernes indsats var så vigtig, at nogle duer ligefrem blev dekorerede. Tinna Rasmussen, der træner kalve, forklarede, hvordan hun så at sige går ind og overtager rollen som lederko for en kalv. Ved at anvende dyrets instinkter får hun kalven til at efterligne det, hun gør. Tinna Rasmussen sagde desuden, at det faktisk er langt nemmere at lære en ko noget nyt end både hunde og heste.

Den 18. marts 2013 forklarede overlæge og neurofysiolog Troels Wesenberg Kjær, at selv om vores genetiske arv i høj grad har noget at skulle have sagt, er der andre faktorer, som også har betydning for, hvor godt vores hjerne fungerer. Ud over opvækstmiljøet påvirkes vores hjernes kognitive formåen også af, hvor meget vi bruger den dagligt, hvor fysisk aktive vi er, og hvad vi spiser. Troels Kjær anbefalede, at man sørger for at få fede fisk, nødder, blåbær og chokolade (mørk), og endelig påpegede han, at socialt fællesskab er vigtigt. Professor, dr.med. Niels Tommerup fortalte, at det, der adskiller den store menneskehjerne fra dyrenes hjerner, er mutation i foxp2 også kendt som "tale-genet". Endelig kom professor, lektor og jazzmusiker Peter Vuust med eksempler på, hvorledes musik påvirker vores hjerne.

I forbindelse med Hjerneugen er bogen Den genetiske hjerne udkommet, pris 130 kr. + porto. Bogen kan bestilles på mailadresse: adm@hjerneforum.dk.

Den 11. marts 2013 fortalte astrofysiker Michael Linden-Vørnle om sandsynligheden for større eller altødelæggende meteornedslag på Jorden. Cand.mag. og kunstmaler Anna Laurine Kornum øste ud af sin viden om de farlige hyæner. Og hygiejnesygeplejerske Jette Holt gjorde os klogere på de gode, men især de farlige bakterier og understregede, at det bedste middel mod disse bæster er en god håndhygiejne.

Den 4. marts 2013 lagde mag.art. Thomas Thaulov Raab ud med at fortælle om den svære kunst at videreformidle videnskab. Emnet blev fulgt op af astrofysiker Anja Cetti Andersen, der forklarede vigtigheden af at kunne formidle videnskab videre. Til sidst gav overlæge og psykiater Lykke Pedersen et indblik i sindssygdomme og kom med sit bud på, hvorvidt Anders Behring Breivik havde været sindssyg eller ej, da han slog adskillige mennesker ihjel i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011.