Hjernekassen på P1 2015-2016

Hjernekassen på P1 den 12. december 2016. Tekstiler.

Arkæologisk tekstilforskning er en af mange nøgler til viden om forhistoriske samfund, og Danmark spiller en central rolle i forskningen, idet Nationalmuseet har en af verdens største samlinger af forhistoriske skinddragter og tekstiler fundet i tørvemoser og gravhøje.

I 1921 modtog Nationalmuseet et brev med ordlyden: "Da jeg ved Flytning af en gammel Kæmpehøj paa min Mark, i dag er stødt paa en udhulet Træstamme med Laag, formoder jeg, at det er en gammel Begravelse, og hvis samme har nogen Interesse for Museet, har jeg standset Arbejdet ved Udgravningen, indtil jeg hører nærmere fra Dem, hvilket jeg haaber snart sker."

Det, husmand Peter Platz var stødt på, da han den 24. februar ville fjerne de sidste rester af en gravhøj, viste sig at være en godt to meter lang egetræskiste med liget af en 16-18-årig ung kvinde, kendt som Egtvedpigen.

Egtvedpigen, der blev begravet for ca. 3.400 år siden, er et af de bedst bevarede fund fra den danske bronzealder (1700-500 f.v.t.). Pigens hud og knogler er fuldstændig forsvundet, men tænder, hår, negle og noget af hjernen samt hendes klædedragt, en bælteplade af bronze, to uens armringe og en lille ørering af bronze placeret på et okseskind med et tæppe over er bevaret. Med i kisten var desuden en stor spand af birkebark med bundfald fra en alkoholisk drik, en lille barkæske med en bronzesyl, en kam af horn og en røllikeblomst. I kisten var yderligere en tøjbylt med brændte knogler fra et barn på fem-seks år, som sandsynligvis kom det samme sted fra som pigen, men om de var i familie med hinanden, kan man ikke sige noget om, eftersom der ikke er dna-materiale tilbage fra pigen og barnet.

Dagens to gæster, historiker Marie-Louise Bech Nosch og arkæolog Ulla Mannering, har sammen med en række andre forskere, blandt andre seniorforsker Karin Margarita Frei fra Nationalmusset, været med i et tværfagligt forskningsprojekt (2012-2015), der har undersøgt Egtvedpigens klædedragt, tandemalje fra første kindtand, hår og negle. Ved hjælp af strontiumisotopanalyser (en metode der tager udgangspunkt i sporgrundstoffet strontium, som findes i små mængder i alting og bruges i arkæologien bl.a. til at identificere mobilitet) har forskerne fundet ud af, at Egtvedpigen ikke stammer fra Danmark.

Det var faktisk undersøgelser af klædedragtens uld, som i første omgang fik forskerne til at stille sig selv spørgsmålet, om Egtvedpigen mon kom fra et andet sted i verden, idet fåreulden umuligt kunne stamme fra området, hvor hun blev fundet. Efterfølgende undersøgelser af hendes jordiske rester tyder på, at hun sandsynligvis kom fra Schwarzwald i Sydtyskland, og at hun havde rejst en del de sidste 23 måneder af sit liv og kom til Egtved kort tid før sin død. Desuden indikerer datering af trækistens vækstringe (dendrokronologi), at den unge tysk-danske kvinde blev begravet sommeren 1370 f.v.t.

Egetræskisten og resterne af Egtvedpigen iklædt en kort trøje og et knælangt snoreskørt og en rund bronze bælteplade udsmykket med spiraler (et symbol på solen) er udstillet på Nationalmuseet i København.

Storehøj, som i dag findes ved Egtved, er en rekonstruktion, da den oprindelige gravhøj næsten var pløjet væk, da den unge kvinde blev fundet.

I udsendelsen fortæller professor Marie-Louise Bech Nosch, leder af Center for Tekstilforskning, Københavns Universitet, og seniorforsker Ulla Mannering fra Nationalmuseet, hvordan de blev interesseret i tekstilforskning og om den tidlige tekstil- og beklædningshistorie.

NB: På baggrund af nye strontiumisotopanalyser satte geologerne Rasmus Andreasen og Erik Thomsen fra Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet i marts 2019 spørgsmålstegn ved, om Egtvedpigen skulle være kommet langvejsfra. De mener, at Egtvedpigen stammer fra lokalområdet.

Hjernekassen på P1 den 5. december 2016. Nabokonflikter.

Menneskehjernen er baseret på arvegods fra simplere dyrehjerner, og vi er styret af nogle instinkter og en følelsesmæssig grundstruktur baseret på simplere livsformer. Disse områder repræsenterer drivkraften i ethvert menneskeliv og er nødvendige for at overleve. Og det er bl.a. her, vi kan finde den hjernemæssige forklaring på nabostridigheder.

Det er i høj grad hypothalamus, der befinder sig i mellemhjernen, som giver os overlevelsesenergien og sørger for, at vi kommer ud af sengen om morgenen og i gang med dagens gøremål. Hypothalamus er vores drivkraft og bestemmer, hvad vi mennesker grundlæggende interesserer os for: mad, sex og kontrol over vores territorium. Og hver gang, hypothalamus får lov til at overtage al for megen magt, opstår der ballade. Der er ikke noget nemmere end at piske en stemning op og lave fjendebilleder og lave historier om dem, vi er uenige med og ikke kan lide. Når vi strides med naboerne over støj, kæledyr, og hvor skellet skal være, er det ofte hypothalamus, som puster sig op.

Men selv om hypothalamus indimellem får os til at handle uhensigtsmæssig, er hypothalamus som sagt uundværlig, for drifterne repræsenterer vores basale motivation, og de er et uomgængeligt grundelement i al menneskelig adfærd.

Et andet sted i vores hjerne, i det limbiske system, der ligger under hjernebarken og omkranser hjernestammen (sådan cirka), finder vi vore følelser, som tages med på råd, når vi træffer en beslutning. Der er ikke en eneste beslutning i et menneskeliv, som ikke i afgørende grad er styret af følelser - på både godt og ondt. Vi kender det alle, vi kan blive noget så vrede på vores naboer, og vi kan køre os selv fuldstændig op over et eller andet, han eller hun gør, f.eks. klipper hæk en søndag eftermiddag, hvor vi har planlagt at sidde i haven og slappe af i fred og ro med en god bog, og så skal vi høre på den larm! Pludselig kommer vi, i begyndelsen noget modvilligt, i tanke om engang, hvor vi selv klippede hæk en søndag eftermiddag, og så falder vi ned igen. Så afløses vores vrede af en mere realistisk erkendelse af, at vi alle sammen irriterer hinanden indimellem, og at vi i stedet for at yppe kiv burde søge fred og fordragelighed.

For vi (voksne) mennesker kan med vores store hjerne med den veludviklede hjernebark til en vis grad selv bestemme, hvordan vi møder verden, og have indflydelse på, hvordan situationen udvikler sig. Men, og det må jeg understrege, det er nemmere sagt end gjort, da vi mennesker er født ind i en evig kamp mellem natur og kultur.

 

Krybdyrhjernen

Havets hersker, dræberhajen

Er på evig blodig jagt

Krybdyrhjernen viser vejen

Urinstinktets mørke magt

Krybdyrhjernen, herskermagten

Dunkle drifters mørke spil

Parringskraften, dræberagten

I det blanke kødmissil

Primitive krybdyrhjerne

Junglelovens stærke arm

Dræberhajen i sin kerne

Er naturens griske tarm

Krybdyrhjernen er naturen

Ubarmhjertig i sin magt

Hjernebarken er kulturen

Lys og tænksom i sin pragt

Gemt i menneskesjælens kerne

Under hjernebarkens pragt

Lurer urinstinkters hjerne

Krybdyrhjernens mørke magt

Pris kulturen i din hjerne

Hjernebarkens lyse mål

Den der søger sjælens kerne

Finder urinstinktets bål

Din krybdyrhjernes mørke magt

Åh, slip den aldrig fri

Din krybdyrhjernes mørke magt

Åh, slip den aldrig fri.

Fra cd'en Hjernesange (MusicPeople 2002), copyright: Peter Lund Madsen

I udsendelsen lægger lektor Anja Jørgensen, Institut for Sociologi, Aalborg Universitet, ud med at belyse naborelationer kulturhistorisk. Efterfølgende forklarer Jens Ernst Nielsen, formand for Foreningen af Hegnsyn i Danmark, hvad Hegnsynet, som han betegner som et tvistighedsnævn, er. Og lektor, dr.med., ph.d. Rikke Lund, Institut for Folkesundhedsvidenskab og Center for Sund Aldring, Københavns Universitet, fortæller om en befolkningsundersøgelse, som viser, at alvorlige nabokonflikter er skadeligt for helbredet. Personer med nabokonflikter har bl.a. en overdødelighed, højst sandsynligt fordi det er en stressfaktor, som påvirker kroppen negativt.

 

Hjernekassen på P1 den 28. november 2016. Hvordan er det at flytte til Danmark?

Efter at have holdt et foredrag i foråret kom Rolf Bollmann hen til mig og fortalte, at han følte, at han var blevet bedre til at tale dansk ved at lytte til Hjernekassen. Han foreslog så, at vi lavede et program sammen om, hvordan det er at være tysker i Danmark. Sjovt nok fandt jeg efterfølgende ud af, at en af mine bekendte, en englænder, har gået på danskkursus sammen med Bollmann i 2011, og han fortalte, at det måtte være noget, som lå Bollmann stærkt på sinde, for på kurset havde Bollmann skrevet en klumme (opgave) om, hvordan han oplevede livet som tysker i Danmark. Desuden gik Bollmann meget op i at blive god til at tale og skrive dansk, og det, som han fandt sværest at forstå, var, at der ikke var mange flere klare regler ligesom på tysk.

I 2006 var der 25.900 tyske indvandrere i Danmark, og næsten halvdelen (12.577 personer) havde dansk statsborgerskab. Dog bør man huske på, at det tyske mindretal i Syddanmark udgør en pæn andel af tyskerne i Danmark. I 2008 var antallet af tyskere bosat i Danmark steget til 28.289, og heraf var 37,6 procent (10.643) af tyskerne bosat i Syddanmark og 30,1 procent (8.528) i hovedstaden. Og 46 procent befandt i aldersgruppen 30-60 år. Der er relativt få efterkommere af tyske indvandrere, i 2012 var der 2.891. Det skyldes, at en person kun registreres som efterkommer af en indvandrer, hvis begge forældre er indvandrere. Men eftersom mange tyske indvandrere får børn med danskere, bliver deres efterkommere registreret som danske statsborgere.

I 2015 var antallet af tyskere i Danmark 28.703, hvilket gør tyskerne til den tredje største gruppe af indvandrere. Der er flere grunde til, at tyskere søger til Danmark. Arbejde og studieophold i en kortere eller længere periode eller en dansk kæreste eller ægtefælle er nok de tre vigtigste faktorer. Selv om mange tyskere har forhåndskendskab til det lille naboland mod nord, f.eks. fordi de har været på ferie her, er der mange ting, som er forskellige både samfundsmæssigt og kulturelt, som kan være vanskelige at forstå. Specielt i begyndelsen, hvor de færreste endnu har tilegnet sig det danske sprog.

En af de bedste måder at få bedre kendskab til Danmark er naturligvis gennem danskere, men det er ikke altid lige let på grund af diverse fordomme, og at danskernes kendskab i høj grad er præget af anden verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. Hvis man danner par med en dansker, eller har børn, som er i kontakt med danske børn, er det betydeligt nemmere ikke blot at lære Danmark bedre at kende, men også en måde, hvorpå man kan videregive en lille del af sin egen kultur til de nære omgivelser. Mon ikke eksempelvis traditionen med at forære et kæmpestort kræmmerhus fyldt med slik og skolesager på barnets første skoledag, sådan som man gør i Tyskland, vil vække lige så stor begejstring her?

I Hjernekassen har vi valgt at udvide emnet og stiller derfor spørgsmålet: Hvordan er det at flytte til Danmark? Det forsøger Rolf Bollmann, svenske Susanne Luup og hjemvendte udenlandsdansker Tove Korsgaard Nielsen at besvare.

I Hjernekassen på P1 den 12. maj 2014 beskæftigede vi os også med dagens emne.

 

Hjernekassen på P1 den 21. november 2016. Nobelpriser.

Alfred Bernhard Nobel så dagens lys i Stockholm den 21. oktober 1833, samme år som hans far, ingeniør og opfinder Immanuel Nobel (1801-1872), var gået konkurs. Da Alfred var fem år, flyttede faren til Skt. Petersborg i Rusland for at starte en ny virksomhed der. Imens forsørgede hans mor, Andriette (pigenavn Ahlsell) (1803-1889), sig selv og børnene ved at drive en købmandsforretning. Farens virksomhed, der bl.a. fremstillede sø- og landminer til det russiske forsvar, gik godt, og i 1842 flyttede resten af familien til Skt. Peterborg. Her modtog Alfred og hans to ældre brødre, Robert og Ludvig, privatundervisning i hjemmet i naturvidenskab, fremmedsprog og litteratur. Som ganske ung blev Alfred, der talte fem fremmedsprog flydende (russisk, engelsk, tysk, fransk og italiensk), sendt på en slags dannelses- og uddannelsesrejse, og han kom bl.a. i lære i et parisisk laboratorium, hvor han traf den italienske kemiker Ascanio Sobrero (1812-1888). Sobrero havde i 1847 opfundet den sprængfarlige flydende væske nitroglycerin, men som endnu ikke var taget i brug, fordi det var alt for risikabelt, eftersom nitroglycerin nemt kan eksplodere, hvis det udsættes for stød eller for meget varme.

Da Alfred vendte tilbage til Rusland, gik det ikke længere særlig godt for farens virksomhed, og familien flyttede tilbage til Sverige ad to omgange, Alfred i 1861. Her arbejdede han på at finde en måde, hvorpå nitroglycerin kunne eksplodere under kontrollerede forhold. Nobel fandt på at blande kiselgur, en porøs jordart, i nitroglycerin, og den faste form gjorde det langt sikrere at håndtere sprængstoffet. I 1867 fik Alfred Nobel patent på sin opfindelse under navnet dynamit. I de kommende år fik han åbnet intet mindre end 90 dynamitfabrikker i 20 lande. I 1873 bosatte Nobel sig i Paris, og han brugte sin tid på at tilse sin store virksomhed og med at lave en masse andre opfindelser. De sidste år af sit liv, 1890-1896, tilbragte Nobel i middelalderbyen San Remo ved Middelhavet i Italien.

Alfred Nobel blev aldrig gift, og han fik heller ingen børn, og ved sin død den 10. december 1896 efterlod han sig en stor formue. Hovedparten 31,5 millioner svenske kroner, hvilket i 2013 svarede til ca. 1,71 milliarder svenske kroner, testamenterede han til en fond, som skulle forvalte formuen og sørge for, at renteafkastet ville blive uddelt årligt som fem priser inden for: fysik, kemi, fysiologi eller medicin, litteratur og fred. Nobel gav i sit testamente dateret Paris den 27. november 1895 klart udtryk for, at det skulle være en international pris; "Det är min uttryckliga vilja att vid prisutdelningarne intet afseende fästes vid någon slags nationalitetstillhörighet sålunda att den värdigaste erhåller priset, antingen han är Skandinav eller ej." ("Det er min udtrykkelige vilje, at der ved prisuddelingerne intet hensyn må tages til noget nationalt tilhørsforhold, således at den værdigste får prisen, hvad enten han er skandinav eller ej."). Den svenske tekst er fra Nobelprisens hjemmeside www.nobel.se.

Siden 1901 er der stort set hvert år den 10. december, på Alfred Nobels dødsdag, blevet uddelt Nobelpriser. Økonomiprisen, som blev først indstiftet i 1968 og uddelt første gang i 1969, er strengt taget ikke en rigtig Nobelpris, idet prisen er indstiftet af Riksbanken, den svenske Nationalbank, til Alfred Nobels minde. Alle Nobelpriser uddeles i Sverige undtagen fredsprisen, som uddeles i Norge. Forklaring herpå er, at Sverige ved Nobels død var i union med Norge.

Nobelpris-kapitalen er i dag vokset til ca. 3 milliarder svenske kroner, og modtagerne (højst tre for hvert prisområde) af de eftertragtede og prestigefulde Nobelpriser får i år hver (eller til deling) 8 millioner svenske kroner (ca. 6,2 milloner danske kroner) sammen med et diplom og en guldmedalje. Guldmedaljen vejer 240 gram, på forsiden er et relief af Alfred Nobel og på bagsiden prismodtagerens navn samt årstal.

I alt 13 danskere har modtaget Nobelprisen. I fysik: fysiker Niels Bohr (1922), fysiker Aage Bohr (1975) og fysiker Ben R. Mottelson (1975). I kemi: fysiolog Jens Christian Skou (1997). I fysiologi eller medicin: læge Niels Finsen (1903), fysiolog August Krogh (1920) og immunolog Niels K. Jerne (1984). I litteratur: forfatter Karl Gjellerup (1917), forfatter Pontoppidan (1917) og forfatter Johannes V. Jensen (1944). Og fredsprisen: officer og politiker Frederik Bajer (1908).

I dagens udsendelse medvirker: lektor emeritus Keld Nielsen og lektor emeritus Henry Nielsen, som har redigeret bogen Nabo til Nobel - Historien om tretten danske Nobelpriser (Aarhus Universitetsforlag 2001), og professor Jens Frederik Rehfeld, som selv er aktiv forsker og har været med til at indstille Jens Christian Skou til Nobelprisen.

 

Hjernekassen på P1 den 14. november 2016. Dysleksi (ordblindhed).

Heidi skriver: "Jeg husker tydeligt, engang jeg som tiårig læste en besked i min meddelelsesbog, som min mor havde skrevet, og jeg tænkte: 'Det her, får jeg da aldrig min klasselærer til at tro, er noget, min mor har skrevet. Hun vil helt sikkert tro, det er noget, jeg selv har skrevet.' Jeg blev lettet, men også meget forundret over, at min lærer uden videre underskrev beskeden, så min mor kunne se, at hun havde læst den. Som voksen har jeg flere gange tænkt, at min mor sikkert har været ordblind, men det var ikke noget, jeg tænkte på som barn."

Læseforsker, professor Carsten Elbro definerer dysleksi som: "Alvorlige vanskeligheder med at lære sammenhængene mellem bogstaverne og deres lyde i ord, og det giver store problemer både med ordafkodning og forståelse i læsningen og med retstavning og skriftlig fremstilling." Fra artiklen Dysleksi i Hjernen og sprog (HjerneForum 2004, side 41). Dysleksi er uafhængig af intelligens og forekommer i alle sociale lag og i alle kulturer. Ofte er dysleksi arvelig, men som det fremgår af ovenstående, går dysleksi ikke nødvendigvis i arv.

Dysleksi betyder "vanskelighed med ord". Vanskeligheden skyldes formentlig en svækkelse i forbindelsen mellem hjernens to sprogcentre samt problemer med arbejdshukommelsen. Eftersom dysleksi er en specifik indlæringsvanskelighed af neurobiologisk (hjernemæssig) oprindelse, er det ikke noget, man bare kan undervise sig ud af. Personer med dysleksi vil altid have vanskeligere ved at læse og skrive end andre. Dysleksi er en livslang funktionsnedsættelse, hvor man vil have svært ved at omforme skrift til meningsfuldt sprog og at omforme talt sprog til skrift. Dysleksi er blevet sammenlignet med at cykle i modvind; man kommer af sted, men det kræver mange resurser, og man fristes til at stå af.

Dysleksi kan vise sig allerede før skolealderen i form af forskellige former for forsinket sprogudvikling (dysfasi), derfor bør man som forælder være ekstra opmærksom, hvis ens barn også har vanskeligt ved at lære at læse og skrive. Faktisk er dysleksi den hyppigste årsag til indlæringsproblemer hos skolebørn, men børn med dysleksi kan godt lære at læse og skrive, det kræver dog en ekstra indsats fra skolen, forældrene og ikke mindst barnet selv. Men jo før hjælpen (specialundervisning) sættes ind desto bedre, for læsning er en forudsætning for at kunne tilegne sig viden i næsten alle skolefag, selv i matematik. Hvis man venter for længe, vil barnet gå glip af mange ting, og der vil være al for meget, som vil skulle indhentes for at kunne følge med de andre i klassen. Desuden er det utrolig vigtigt, at barnet får forklaret, hvad dysleksi er, ja, egentlig også barnets klassekammerater. Læreren kunne for eksempel læse Alan M. Hultquists Skal jeg fortælle dig om ordblindhed? En guide til familie, venner og professionelle (Dansk Psykologisk Forlag 2014) højt i klassen.

I udsendelsen medvirker: Randi Hedelund Jeppesen, hjemmegående, der var en af de første i Danmark, som fik en computer med syntetisk tale. De moderne it-hjælpemidler har hjulpet hende til at kunne gennemføre en læreruddannelse, som hun har gavn af i det daglige, når hun hjælper sin ældste søn, der også har dysleksi, med at blive bedre til at læse og skrive. Karl-Åge Andreasen, tidligere leder af Ordblinde Instituttet, som sammen med Birgit Dilling Jandorf har skrevet Ordblindhed - en håndbog til forældre (Special-pædagogisk Forlag 2. udgave 2013), som jeg vil anbefale alle, som interesserer sig for emnet at læse. Bogen er fuld af gode råd og vejledning til forældre (også til forældre med dysleksi) om, hvordan man bedst hjælper sit barn med at blive bedre til at læse og skrive. Desuden er bogen forsynet med forslag til videre læsning og information på nettet. Og Laila Boye, psykolog, som bl.a. tager sig af de psykiske problemer, der kan opstå hos unge og voksne med dysleksi, som i barndommen har været mødt med manglende forståelse for deres læse- og skrivevanskeligheder. Ofte går de rundt med en følelse af, at de ikke er "gode nok" på grund af mange nederlagsoplevelser i skoletiden.

Hjernekassen på P1 den 28. oktober 2013 beskæftigede sig også med dysleksi (ordblindhed).

 

Hjernekassen på P1 den 7. november 2016. Store danske videnskabsfolk.

Biokemiker, skuespiller og sanger Johan Olsen fortæller i dokumentarserien Store danske videnskabsfolk (DR K 2015) om fem mænd og en kvinde, som har sat aftryk i naturvidenskabshistorien. Astronom Thyge Ottesen Brahe, Tycho Brahe, (1546-1601), astronom, geolog og teolog Niels Steensen, Nicolaus Stenonis, (1638-1686), fysiker, kemiker og farmaceut Hans Christian Ørsted (1777-1851), zoolog og fysiolog Schack August Steenberg Krogh (1874-1949), fysiker Niels Henrik David Bohr (1885-1962) og seismolog og statsgeodæt Inge Lehmann (1888-1993).

Jeg synes simpelthen, det er for dårligt, at jeg aldrig har hørt om Inge Lehmann i skolen. Inge Lehmann har i mange år været et ukendt navn i Danmark, selv om det var hende, der opdagede, at tolagsmodellen af Jorden, som bestående af en ydre kappe af fast materiale og en kerne af flydende stof, ikke kunne være korrekt - Jorden måtte også have en fast indre kerne.

Hvem var denne kvinde egentlig? Inge Lehmann blev født den 13. maj 1888. Hun voksede op på Østerbro i et akademisk hjem, og den arbejdsomme far, cand.polyt. i anvendt naturvidenskab og professor i eksperimentalpsykologi Alfred Lehmann (1858-1921), var hendes store forbillede. Forældrene satte Lehmann i Hanna Adlers Fællesskole, hvor der ikke blev gjort forskel på piger og drenge. Hvilket medførte en hel del skuffelser, da Lehmann senere hen i livet erfarede, at det forholdt sig anderledes i resten af samfundet.

Inge Lehmann begyndte at studere matematik i 1907 ved Københavns Universitet, og hun tilbragte desuden et år (1910-1911) ved Newnham College, Cambridge University. På grund af "overanstrengelse" (antageligvis stress) blev hun nødt til at holde en lang pause fra studiet, som det tog hende 13 år at færdiggøre, men i 1920 blev hun cand.mag. med hovedfag i matematik.

I 1925 blev hun ansat ved Den danske Gradmaaling, som i 1928 ændrede navn til Geodætisk Institut, og hun var med til at opbygge de første danske seismografiske målestationer, som anvendes til jordskælvsregistrering, på Vestvolden ved København og i Ivigtut og Scoresbysund i Grønland. Samtidig videreuddannede Inge Lehmann sig, og i 1928 blev hun mag.scient. i geodæsi ved Københavns Universitet, og samme år blev hun udnævnt til statsgeodæt med det overordnede ansvar for instituttets seismiske afdeling. Det var først og fremmest et administrativt arbejde, og al forskning foregik i Lehmanns fritid. Men arbejdet bar frugt, og i 1936 kunne hun fremsætte sin teori om, at Jorden måtte have en fast indre kerne, i hvert fald væsentlig hårdere end den omkringliggende flydende masse. Teorien fremsatte hun i artiklen med den korte titel P' (udtales P-mærke) med disse beskedne ord: "Imidlertid tyder det på, at denne fortolkning er mulig, og antagelsen af eksistensen en indre kerne er, i det mindste, ikke modsagt af andre observationer, disse er, måske, lettest forklaret ved denne antagelse. … Spørgsmålet om eksistensen af en indre kerne kan imidlertid ikke kun betragtes fra et seismologisk synspunkt, men må også betragtes i dets andre geofysiske aspekter." Oversat fra engelsk til dansk i Inge Lehmann og Jordens kerne af Bjarne Kousholt (Polyteknisk Forlag 2004, side 54-55).

Det ændrede dog ikke på Lehmanns arbejdsmæssige forhold, først i en alder af 65 år (efter hun var gået på pension fem år før tid), kom der andre boller på suppen. For i 1953, midt under den kolde krig, hentede amerikanerne hende til Lamont Geological Observatory (grundlagt 1949), Colombia University i New York, hvor hun fik en betydelig rolle i overvågning af underjordiske rystelser forårsagede af atomprøvesprængning. Inge Lehmann blev i 1964 i erkendelse af hendes store forskningsindsats æresdoktor ved Columbia University. I Danmark blev hun, på opfordring fra briten Harold Jeffrey, i 1964 tildelt Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Desuden modtog hun i 1971 William Bowie Medal, en af de største hædersbevisninger en seismolog kan få.

Inge Lehmann blev næsten 105 år, og hun nåede at skrive 58 publikationer, hvoraf 35 artikler blev til i årene på Geodætisk Institut og resten efter pensioneringen. Den sidste artikel, Seismology in the Days of Old (1987), skrev hun som 99-årig. Artiklen indledes med: "I may have been 15 or 16 years old, when, on a Sunday morning, I was sitting at home together with my mother and sister, and the floor began to move under us. The hanging lamp swayed. It was very strange. My father came into the room. 'It was an earthquake,' he said. The center had evidently been at a considerable distance, for the movements felt slow and not shaky. In spite of a great deal of effort, an accurate epicenter was never found. This was my only experience with an earthquake until I became a seismologist 20 years later."

Der kan være flere grunde til, at Lehmann ikke fik den anerkendelse, som hun fortjente. Den mest oplagte er, at hun levede i en tid, hvor mændene sad på magten.

Heldigvis bliver der nu gjort noget ved den manglende anerkendelse. "De fleste har hørt om Niels Bohr, Tycho Brahe og H.C. Ørsted. Store danske videnskabsmænd med afgørende betydning for, hvordan vi i dag forstår verden. Med opdagelsen af jordens kerne burde Inge Lehmann stå på den liste. Vi er derfor meget glade for, at der nu bliver opført et kunstværk om hende på Frue Plads - ved siden af andre vigtige personer fra den danske videnskabs historie. Med skulpturen bliver hendes betydning for videnskabens og universitetets historie mejslet i sten og bronze," udtalte Lykke Friis, prorektor, Københavns Universitet, i Første videnskabskvinde på Frue Plads udgivet den 8. marts 2016 (www.nyheder.ku.dk).

Lad os håbe at kunstneren Elisabeth Toubros abstrakte skulptur af Jordens hårde indre kerne, som opstilles foran Københavns Universitets gamle hovedbygning den 13. maj 2017 (på Lehmanns fødselsdag), vil råde bod på den manglende anerkendelse af Inge Lehmanns store videnskabelige opdagelse.

Lige en lille tilføjelse fra Første videnskabskvinde på Frue Plads. "Der er omkring 30 mindesmærker og monumenter for kvinder ud af ca. 3.100 mindesmærker og monumenter for personer i Danmark. Kvindernes andel ligger på 1%. Hertil kommer, at langt hovedparten af mindesmærkerne for kvinderne er beskedne mindesten og i nogle få tilfælde buster, mens skulpturer er sjældne." Kilde: Kulturstyrelsens database monument.dk, der er baseret på en undersøgelse foretaget i 2000-2006.

I Hjernekassen fortæller Johan Olsen om Store danske videnskabsfolk (DR K 2016), hvor den ene kvinde og de fem mænd er: astronom Ole Christensen Rømer (1644-1710), naturforsker Peter Wilhelm Lund (1801-1880), læge og fysiolog Peter Ludvig Panum (1820-1885), læge Niels Ryberg Finsen (1860-1904), paleoklimatolog Willi Dansgaard (1922-2011) og virolog Ebba Lund (1923-1999).

 

Hjernekassen på P1 den 31. oktober 2016. Når mor eller far er psykisk syg.

"Jeg har ikke haft en barndom, altså jo, jeg har gennemlevet en periode der rent juridisk og historisk kan betegnes som barndom, men det var ikke barnets tid, nok nærmere barnets dom." Fra Per Blochs roman Ti, tyve, tredive (C&K Forlag 2003, side 11).

I Danmark vokser omkring 80.000 børn og unge op i familier med psykisk sygdom. At vokse op med en psykisk syg mor eller far påvirker barnet meget, og mange får senere hen i voksenlivet selv problemer. Det anslås, at cirka hver femte voksen er opvokset i et hjem med mindst en psykisk syg forælder, og at halvdelen af dem kæmper med enten psykiske lidelser eller følelsesmæssige problemer på grund af deres opvækst.

Per Bloch (f. 1979) har valgt at sætte fokus på problematikken i bogen Ti, tyve, tredive, som indeholder selvbiografiske træk, idet hovedpersonen, Eddie, har en mor, som er psykisk syg.

Handlingen er ikke kronologisk fremadskridende, men kalejdoskopisk. Tankerne springer frem og tilbage i tiden akkurat som i den almindelige tankeverden. Omdrejningspunktet er barndommen, som er præget af forældrenes skilsmisse, farens alkoholproblem og morens psykiske sygdom, og hvordan det påvirker drengen og den unge mand Eddies liv.

Første gang, Eddie oplever, at moren ikke har det så godt, beskrives således: "Det var hans mors stemme, men det var ikke hende der talte. Hendes ord faldt langsomt og uden glød, og det lød som om det krævede meget luft at tale." (Side 69). Det, Eddie oplever efterfølgende, er: ensomhed, tomhed og mørke. En tilbagevendende følelse hver gang moren indlægges på en psykiatrisk afdeling.

Ensomheden kender Per Bloch fra sin egen barndom, hvor han tilbragte meget tid alene med at digte historier, som han skrev og tegnede i små bøger. Når Per Bloch skriver i dag enten i bogform eller sangtekster, er det for at få sat ord på noget af det, som har været svært at forstå som barn. Samtidig med at han får gjort andre opmærksom på, hvor svært det kan være, når ens mor har ondt i sindet.

Per Bloch forfalder dog ikke til at dyrke mørket. Der er masser af positive erindringer om gode stunder sammen med søskende, bedsteforældre og andre familiemedlemmer. Som f.eks. dengang hans mormor til fastelavn lavede et Superman-kostume til ham. "Først var jeg ærgerlig over at jeg ikke bare fik et rigtigt kostume fra legetøjsbutikken ligesom de andre i klassen gjorde, men skuffelsen varede kun til jeg fik mormors specialsyede kostume på. Hun havde lavet en lang rød kappe og syet et Superman-logo fast på indersiden af et blåt joggingsæt. Så kunne jeg i al diskretion gå ind i et kosteskab eller telefonboks og vende blusen på vrangen og komme ud iført min sande identitet. Altid klar til at være superhelt og med logoet vendt udad undrede det mig, at jeg i det hele taget skulle lægge skjul på, hvem jeg var - hvorfor ikke blive ved med at være superhelt? Så jeg fik lov til at gå med kostumet, efter fastelavn var overstået, og til hverdag." (Side 50).

Per Bloch og Karin Garde, speciallæge i psykiatri, er dagens gæster i Hjernekassen på P1.

 

Hjernekassen på P1 den 24. oktober 2016. Dengang Valby Gasværk sprang i luften.

Selv om jeg kun lige var fyldt fire år, dengang Valby Gasværk sprang i luften, husker jeg det tydeligt. Jeg boede i Mørkhøj og stod sammen med mine legekammerater ved tæppebankestativet på Krejbjergvej, da det skete. Jeg husker, hvordan den første benovede reaktion på det øresønderrivende brag og trykbølgen langsomt gik over i en gysende uhyggefornemmelse. En uhygge, der bed sig fast, da jeg ganske kort tid efter kom løbende ind i den lille spisestue hjemme hos min familie. For jeg kunne se, at min mor og far og ikke mindst min farfar fra Skærup i Sydjylland, som var på besøg, var bange - ja, nærmest rædselsslagne. Dels havde de oplevet besættelsesårene (1940-1945), dels var den efterfølgende kolde krig mellem øst og vest meget konkret tilstedeværende, og man tog ikke let på trykbølger og uvarslede eksplosioner. Ingen sagde noget, og det virkede, som om tiden var gået fuldstændig i stå. Min farfar sad med spiseskeen halvt oppe mod munden stivnet, tilsyneladende frosset i den bevægelse, han var midt i, da braget lød, og da jeg trådt ind i spisestuen, var der trods alt gået mindst et minut. Det i sig selv var uhyggeligt. Men det værste var stemningen af hjælpeløs rædsel, og det de må have tænkt: "Er det nu, det sker? Er det nu, om et øjeblik, at alting bliver mørke?" Stemningen af rædsel og afmagt og billedet af de tre angstparalyserede voksne mennesker står knivskarpt i min erindring.

Da Valby Gasværk blev opført i 1907, blev det anbragt langt ude på landet, men i 1964 var der bymæssigbebyggelse rundt om gasværket. Valby Gasværk var under afvikling og producerede ikke længere gas. Værkets to store gasbeholdere blev brugt som lagertanke for Østre Gasværk og Sundby Gasværk, som producerede gas, der blev pumpet ud til lagerbeholderne i Valby. Lørdag formiddag den 26. september 1964 var to smede ved at smøre ventil 604, som ledte gas ud fra beholderne til ledningsnettet, og en elektriker var ved at efterse motoren, der styrede ventilens åbne- og lukkemekanisme, da noget gik grueligt galt og udløste eksplosionen, der klokken 9.36 fik Valby Gasværk til at springe i luften.

Mens tiden stod stille hjemme hos os, var der total kaos i det raserede kvarter omkring gasværket, men angsten var den samme. Farvehandler Egon Lorentzen, som befandt sig i sin forretning på Vigerslev Allé, har fortalt: "Det var, som om luften brændte, og jeg følte varmen svide på kinderne, da butiksruderne gik i stykker. Jeg troede, det var en atomeksplosion, der var sket." Danske katastrofer - atombomben i Valby og andre dramatiske hændelser af Rasmus Dahlberg (Gyldendal 2014, side 177).

Det virker nærmest som et mirakel, at kun fem mennesker mistede livet, og 180 personer kom til skade som følge af ulykken. Lærer Erik Sørensen har beskrevet det frygteligt syn, der mødte ham på gaden kort tid efter eksplosionen, således: "Nogle havde fået svedet håret, andre havde brandsår på hænder, arme og ben. Nogle havde fået glasskår i hovedet eller på kroppen, og blodet fra skrammer løb fra dem." (Side 184).

Eksplosionen forårsagede store materielle skader, i alt blev omkring 2.500 boliger ramt af trykbølgen og ildstormen. "Erstatningerne til husskader beløb sig til omkring 11 millioner kroner i datidens penge. Dertil kom udgifter til genhusning, værdiforringelser, personskader, ødelagte biler osv., men der kom også mere kuriøse krav om erstatning for chokskader på kanariefugle og hunde. Det samlede erstatningsbeløb kom til at lyde på 35 millioner kroner, hvilket svarer til omkring en halv milliard kroner i nutidens valuta." (Side 189).

Efter ulykken blev resterne af Valby Gasværk jævnet med jorden, og den gamle gasværkgrund udlagt til boliger og grønne arealer. I slut 1980'erne viste forureningsundersøgelser af jordbunden og grundvandet, at dele af grunden var stærkt forurenet, og i løbet af 1990'erne blev et større oprensningsarbejde af grunden iværksat.

I udsendelsen fortæller arkivar Peter Wessel Hansen fra Københavns Stadsarkiv, hvad der gik galt på Valby Gasværk, den dag værket sprang i luften, og om de voldsomme ødelæggelser og redningsarbejdet. Desuden medvirker gaschef Morten Stanley, som fortæller dels om HOFOR's (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) arbejde, dels om en lignende gasulykke som den i 1964 vil kunne ske i dag.

 

Hjernekassen på P1 den 17. oktober 2016. Sejerø - Lysets og glædens ø.

Sejerø er 11 km lang og 1,7 km på det bredeste sted, og øen har 351 indbyggere, hvoraf de fleste bor i Sejerby. Foruden de fastboende er der en del sommerhusejere med et nært tilhørsforhold til den solrige ø.

Turen til den lange, smalle ø i Sejerøbugten i Kattegat, mellem Sjællands Odde og Røsnæs, begynder om bord på M/F Sejerøfærgen, som sejler de 22 kilometer mellem Havnsø (på Sjælland) og Sejerby. Her indtager jeg som regel en kop kaffe og indimellem også en parisertoast. Overfarten varer en times tid, som bruges til at gå ned i gear og tænke på, hvad familien og jeg mon skal lave, mens vi er på Sejerø. Er det godt vejr, skal vi helt sikkert bade i havet ved vores sommerhus, som vi har haft siden 1998. Vi skal på cykel- og vandreture i den smukke natur og kigge på dyr: rådyr, harer, kvæg, får, gæs, fasaner og andre fugle, for dyrelivet er rigt, eftersom der ikke er ræve på øen.

Hvis vi har lyst til, at der skal ske lidt mere, tager vi måske en tur med den gamle charabanc (en åben hestevogn med sidebænke til passagerer og højt sæde til kusken) og lader Klaus Perkild og hans fagre jyske heste transportere os rundt til nogle af Sejerøs attraktioner. Perkild har boet på øen i 30 år, og han driver Sejerø Multiservice, en enkeltmandsvirksomhed som tager sig af lidt af hvert bl.a. ombygninger, malerarbejde, tømrerarbejde, havearbejde og kørsel med hestevogn. Det sidste er rimeligt nyt, men siden 2013 har det været en af de ting, turistforeningen har forsøgt at trække besøgende til øen med.

Det kan også være, at vi tager en tur på havnen og kigger på de mange sejlbåde, som ligger til kaj, og kombinere turen med et besøg på Sejerø Museum og Kulturhus, hvor der er en permanent udstilling og skiftende særudstillinger. Den gammel købmandshandel (1870-1978) med tilhørende privatbolig er unik, for butikken og hjemmet står, som da Anna og Aksel Jensen lukkede butikken. Ægteparret var barnløst og testamenterede deres formue til en fond, der driver museet.

Eller se en af øens helt store attraktioner, øens vartegn, det 19 meter høje, runde, gulmalede fyrtårn, Sejerø Fyr fra 1852, på øens nordvestlige pynt - kaldet Gniben - en 15,5 meter høj morænelerbakke. Det er sjældent, vi er oppe i tårnet, da man skal lave en aftale med fyrmester Knud Hammeken eller hans afløser om at komme derop. Vi kunne også tage hen til øens højeste punkt, Kongshøj (30 meter over havets overflade), for at se, om vi kan spotte en sæl eller to på havet, og selvfølgelig for at nyde den fantastiske udsigt over Sejerøs landskab.

Om aftenen skal vi grille pølser, og tilbehøret er friske grønsager købt hos Ella. Og så skal vi nyde at have tid til at tale sammen om alt og intet, mens vi glæder os over endnu en dag på "vores" ø.

Senere, når mørket engang er faldet på, når stilheden har sænket sig, når alt ånder fred og ro, vil jeg stå helt alene og kigge op i den mørke nattehimmel beklædt med lysende stjerner og blive mindet om, hvor stor verden i virkeligheden er, selv om den føles ganske lille, når man er på Sejerø.

I udsendelsen, der blev optaget den 12. august, taler jeg med Kurt Pedersen og de tre tilflyttere, Klaus Perkild, Ella Rasmussen og Betina Geissler, der arbejder i Brugsen, om det trygge liv på Sejerø og fremtidsdrømme for øen.

Tidligere udsendelser om Sejerø: John Mogensen (den 5. august 2013) og Fugletur på Sejerø (den 22. august 2016).

 

Hjernekassen på P1 den 10. oktober 2016. Epilepsi.

Hjernen består af milliarder af nerveceller, som udgør et komplekst netværk, hvor nervecellerne kommunikerer med hinanden via elektriske impulser, som gør os i stand til at tænke, udføre bevægelser, sanse os selv og verden omkring os Overførslen af impulser fra den ene celle til den anden sker ad kemisk vej ved hjælp af såkaldte neurotransmittere (signalstoffer). Ved epilepsi er aktiviteten i dette komplicerede samspil forstyrret på grund af en pludselig, forbigående kraftig elektrisk udladning i et mindre område af eller i hele hjernen.

Epilepsi er kort sagt ikke én sygdom, men et symptom på en funktionsforstyrrelse i hjernen, som kan medføre unormale elektriske udladninger i hjernen. I princippet kan alle mennesker, uanset alder, få et epileptisk anfald, men der skal mere end et anfald til, før man kan tale om epilepsi.

Ordet epilepsi stammer fra det græske ord epilepsia og betyder at blive overfaldet eller angrebet af noget. I Danmark har ca. 55.000 personer, dvs. omkring en procent af befolkningen, epilepsi. Årsagerne til epilepsi er forskellige: Ca. 70 procent skyldes sygdomme i hjernen (medfødte misdannelser, hjernebetændelse, blodprop, hjernesvulst, demenssygdomme) og slag mod hovedet. I resten af tilfældene kan man ikke påvise årsagen, men for ca. 30 procents vedkommende er idiopatisk (ukendt) epilepsi genetisk betinget.

Hjernen er opdelt i mange områder, som varetager hver sin funktion, og derfor er epileptiske anfald heller ikke ens, men den enkelte person oplever stort set anfaldene på samme måde hver gang, og de medfører en eller anden form for kontroltab. Der findes to hovedgrupper af anfald: Generaliserede anfald, som omfatter hele hjernen fra starten af anfaldet, og som altid medfører tab af bevidsthed, og partielle (fokale) anfald, som er afgrænset til et cellenetværk i et mindre område i hjernen. Ved simple partielle anfald påvirkes bevidstheden ikke, men ved komplekse partielle anfald sløres bevidstheden. De abnorme elektriske udladninger i et begrænset område kan udvikle sig og spredes til hele hjernen, hvilket medfører, at anfaldet afsluttes med generaliserede kramper og bevidstløshed. Disse anfald betegnes sekundær generalisering.

Lokalisationen afgør, hvilke symptomer et epileptisk anfald indeholder. Anfaldene kan være diskrete, kortvarige fjernhedstilfælde, hallucinationer af forskellig art, pludselig ændring af adfærd eller krampeanfald. Et eksempel på et epileptisk anfald, kan være rykvise trækninger i f.eks. en arm eller et ben p.g.a. unormal aktivitet i den del af hjernens motoriske center, som kontrollerer armen eller benet. En anden form for epileptisk anfald, som kun den ramte vil bemærke, er en pludselig opstået lugt (altid den samme lugt), som kan være behagelig eller ubehagelig, f.eks. lugten af brændt gummi, forårsaget af unormal aktivitet i lugtecentret i tindingelappen. Det kan også være lys-, lyd-, smags- eller psykiske oplevelser. Hallucinationerne medfører forståeligt nok ofte spekulationer hos personen om sindssygdom.

De fleste epileptiske anfald varer fra nogle ganske få sekunder til et par minutter og går over af sig selv igen. Hvis anfaldene varer længere, hvor der er tale om et af de helt store anfald, kaldet grand mal, med kramper i hele kroppen, vedkommende bliver blå i ansigtet, trækker vejret stødende og har fråde om munden, bør der tilkaldes lægehjælp eller ambulance.

Mange bliver meget trætte efter et epileptisk anfald og vil have behov for at hvile sig bagefter for at komme til hægterne igen.

Ved epilepsi er der tale om en klinisk diagnose, der stilles på baggrund af patientens beskrevne symptomer og vidners iagttagelser samt målinger af den elektriske aktivitet i hjernen (EEG-undersøgelser). Desuden billeddannende undersøgelser (MR-, PET- og SPECT-scanninger) for at belyse årsagen til epilepsien.

Epilepsi kan ikke helbredes, men kan behandles med forskellige former for medicin. Der findes ca. 20 forskellige præparater med forskellige virkninger og bivirkninger (f.eks. træthed, hovedpine, kvalme og dobbeltsyn). Ca. 65 procent kan gøres anfaldsfri med den rette medicin. I sværere tilfælde (ca. 3-5 procent) kan kirurgisk indgreb komme på tale. En tredje form for behandlingsmetode er en form for pacemaker, der stimulerer vagusnerven (en halsnerve), som har forbindelse til en række hjernecentre.

For personer med epilepsi er fysisk aktivitet lige så vigtig som for alle andre, men aktivitet bør tilpasses individuelt. Ekstremsport, dykning og bjergbestigning frarådes, svømning bør ikke foregå alene, og når man cykler, bør man altid anvende cykelhjelm. Der er studier, der tyder på, at fysisk aktivitet kan give anledning til færre epileptiske anfald.

Hvis man lider af epilepsi, bør man desuden være opmærksom på at søvnmangel, stress, lavt blodsukker og højt indtag af alkohol kan udløse anfald. Hos nogle kan også flimrende eller blinkende lys ved computerspil, film og diskoteklys fremprovokere anfald.

Erhvervsmæssigt kan man varetage de fleste former for arbejde, dog ikke pilot, dykker eller chauffør med persontransport, desuden frarådes arbejde, der kan medføre stor skade ved anfald f.eks. betjening af maskiner eller stilladsarbejde. Det er ikke sikkert, man kan klare at arbejde fuldtid, eftersom man er mere sårbar over for stress og nemmere bliver træt.

Medvirkende i udsendelsen: Anne Sabers (professor, overlæge, dr.med. ansat ved Epilepsiklinikken, Rigshospitalet), Lotte Hillebrandt (sygeplejerske og faglig konsulent i Epilepsiforeningen) og Johnny Gammelgaard Jensen (pædagogisk konsulent i Esbjerg kommune), som har haft epilepsi, siden han var 20 år.

 

Hjernekassen på P1 den 3. oktober 2016. Forskning.

Dengang jeg var nyuddannet læge, drømte jeg om en dag at blive professor med eget laboratorium. Drømmen udsprang af, at jeg i 1989 i en alder af 29 år havde fået en forskerstilling på Bispebjerg Hospital, og sammen med Gordon Wildschiødtz, Søren Holm og Lars Friberg skulle jeg under professor Niels A. Lassens (1926-1997) ledelse kortlægge hjernens ilt- og sukkerstofskifte, dels under søvn, dels under forskellige former for vågenbevidsthed. Det var et ambitiøst projekt, men det var vigtigt, og det var der to grunde til. For det første var det relevant. Hjernen skaffer sig energi fra forbrænding af sukker, og jo flere hjerneceller der er aktive, des mere sukker og ilt bruger hjernen. Ved at måle hjernens stofskifte kan man derfor bestemme, hvor mange hjerneceller der er aktive under forskellige bevidsthedstilstande. Er hjernen for eksempel mere aktiv, når den drømmer, end den er, når den er vågen? For det andet var der på daværende tidspunkt en ret begrænset viden på området. Udførelsen af denne type undersøgelser er nemlig både vanskelig og besværlig. Vanskelig, fordi uforstyrret ro under målingerne er en absolut betingelse (og det er svært at måle hjernens stofskifte uden at forstyrre). Besværlig, fordi mange af målingerne lå om natten. Der var rigtig meget natteroderi.

Jeg husker tydeligt den morgen, jeg gik gennem hospitalets lange gange med vores første måleresultater i hånden og stod over for at skulle få den første antydning af et svar på et spørgsmål, som ingen dengang med sikkerhed kendte svaret på. I videnskabens verden bliver det ikke meget bedre. Det var den lykkelige start på projektet. Der kom mange målinger til, mange nætter og mange problemer, men forsøgene kom i hus. Alle forsøgsrækker blev gennemført, og vi fandt ud af at: 1) Hjernens aktivitetsniveau falder drastisk under den dybe søvn. 2) Hjernens aktivitetsniveau i vågentilstanden er bemærkelsesværdigt konstant.

Projektet blev afsluttet med succes, og jeg fortsatte med andre søvnforskningsprojekter frem til 1995, hvor jeg fik lyst til at gå andre veje og i stedet for formidle viden om menneskehjernen. Jeg har ikke fortrudt, at jeg valgte at forlade forskningen, for det har vist sig, at der er behov og interesse for viden om hjernen og dens betydning for menneskelivet både blandt lægfolk og forskellige grupper i det private og offentlige erhvervsliv samt i forskellige foreninger.

Dagens gæst, professor, overlæge dr.med. et scient. Jens Frederik Rehfeld, Københavns Universitet og Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet, har til gengæld opnået det, jeg engang drømte om. Og han har markeret sig internationalt med sin forskning vedrørende mave-tarm-kanalens hormoner, især gastrin og cholecystokinin (CCK), som han også har påvist i hjernen og andre organer uden for mave-tarm-kanalen. Det er dermed erkendt, at tarmhormoner er generelle signalstoffer. I 2001 udgav Rehfeld bogen Fornemmelse for forskning (Akademisk Forlag), hvor han beskriver sine overvejelser omkring forskning og formidling af forskningsresultater til fagfæller, politikere, embedsmænd, journalister og resten af samfundet. Jeg har inviteret Rehfeld i studiet for at tale om dette evigt aktuelle emne, som også ligger mig selv stærkt på sinde.

"Endnu har ingen kunnet definere forskning på en entydig og enkel måde, som alle kan tilslutte sig. Der anes dog en vis enighed om, at forskning er en aktivitet, hvis mål er at skabe ny erkendelse og derved måske ændre livet og verden. Undertiden til det bedre. Det er i hvert fald megen lægevidenskabelig forsknings mål." (Side 11).

 

Hjernekassen på P1 den 26. september 2016. Dialekter (dia'lægd).

"Hvor er din søster dog en fantastisk dygtig skuespiller. Og hvordan har hun dog fået lært at tale på den måde?" Efter et længere latteranfald kan journalist Anders Jørgensen langt om længe svare: "Det er da ikke noget, hun har lært, sådan taler man, hvor vi kommer fra!"

Bodil Jørgensen (f. 1961) var nærmest som skabt til rollen som den jyske husmor Astrid Nørregaard i tv-serien Krøniken (2004-2007). For hun er opvokset i Vejen (som ligger ca. 100 km fra den dansk-tyske grænse i Sønderjylland), og hun er stolt af den æt, hun er rundet af. Hendes kærlighed til sprog og evne til at fortælle historier er gået i arv fra faren, skolelærer Frede Jørgensen, der underviste i tysk, engelsk, latin, historie og kristendom. Hvilket Bodil Jørgensens beskrivelse af, hvad hun oplevede, da hun i 2014 efter en alvorlig ulykke svævede mellem liv og død, tydeligt illustrerer.

"Jeg følte, at jeg svævede midt i det hele imellem liv og død, og måske skulle forlade mit sprog, mit land, min klan og blive en del af noget, der ikke har noget sprog - i hvert fald ikke et, som er genkendeligt endnu. Jeg kunne mærke min fars varme hånd, som jeg forbinder med livet, og jeg forsøgte at holde fast i den tryghed, der var i det. Følelsen af at min far var der, var meget stærk." En rejse gennem bly og græs af Bodil Jørgensen i samarbejde med Dorte Kvist (People'sPress 2014, side 19)

Sproget er en væsentlig del af vores identitet, og det præger måden, vi udtrykker os på. Om sproget i instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis' debutfilm Hvidsten Gruppen (2012), hvor Bodil Jørgensen spiller krokonen Gudrun Fiil, fortæller Bodil Jørgensen, at instruktøren "havde hovedsageligt valgt jyske skuespillere, og selvom vi ikke taler dialekt i filmen, kan man mærke det jyske på tonen og det underspillede i scenerne." (Side 228).

Vores sprog er også vigtigt, når vi tænker. En af mine venner, som for år tilbage var bosat i England i 16 måneder og ikke hørte et eneste ord dansk, har fortalt, at hun begyndte at tænke på engelsk, og at hun oplevede det skræmmende. For hun følte sig på ingen måde som værende englænder, og hun frygtede, at hun ville blive ringere til at tale og skrive dansk.

Ens sprog påvirkes, som det fremgår, kraftigt af omgivelserne. Selv i et lille land som Danmark er der stor forskel på, hvordan vi taler sammen. Mikkel Wallentin skriver i Sprog (Tænkepauser, Aarhus Universitetsforlag 2016, side 22), at der tales otte forskellige sprog i Danmark; dansk, grønlandsk, færøsk, tysk, mindst to jyske sprog, bornholmsk og dansk tegnsprog. At de jyske dialekter anses for selvstændige sprog begrundes med, at "De vestlige og sydlige dialekter er så forskellige fra standard-dansk, at mange fra de østlige øer har vanskeligt ved at forstå dem. Så ud fra antagelsen om interne forståelighed kan de anses for forskellige sprog."

Dialektforskning arbejder hovedsagelig med talesproget, og i Danmark er skriftsproget så standardiseret, at det er sjældent, folk skriver på dialekt. Medmindre der er en særlig pointe med det, som når Bodil Jørgensen illustrerer, hvordan Fælles Else, som Bodil Jørgensen har døbt hende, fra "Dialekt Service" i satireprogrammet Rytteriet taler. "Je hår en lille æsk mæ noen suert håer i. Mer får I et å vide. Hold di kæft. Hvem såe det?" (Side 257).

I udsendelsen taler jeg med skuespiller Bodil Jørgensen, lektor Marie Maegaard fra Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet, og forskningschef i sprog Michael Ejstrup fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole.

 

Hjernekassen på P1 den 19. september 2016. Skilsmisser.

Det er et stort projekt, når to mennesker skal leve sammen, derfor skal man være overbevist om, at man virkelig gerne vil være gift. Når omkring 50 procent af alle ægteskaber i dag ender med at gå i opløsning, tror jeg, det bl.a. skyldes, at ægtefæller sjældent er bundet sammen af et arbejdsfællesskab, men af nogle overordnede følelsesmæssige principper, og når forelskelsesperioden er overstået, er man nødt til selv at skabe meningen i ægteskabet.

Min hustru og jeg har været gift i 28 år, og sammen har vi to store drenge på henholdsvis 22 år og 17 år, hvoraf den ældste er flyttet hjemmefra. Rollefordeling har været ret traditionel, min hustru har sørget for, at der var styr på hjemmefronten, mens jeg har været den, der har været mest aktiv uden for hjemmet. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan en familie kan fungere, hvis begge forældre gerne vil gøre karriere, mens der er småbørn. Jeg tror ikke, det ville have fungeret hjemme hos os, hvis min hustru også havde valgt at gøre karriere. Hun har været glad for sit arbejde, men drengenes ve og vel er altid kommet i første række.

Selv om tingene ikke altid har fungeret gnidningsfrit, og bølgerne har gået højt, har vi aldrig været derude, hvor vi har haft lyst til at kaste håndklædet i ringen og gå fra hinanden. Jeg håber heller ikke, at vores sønner, dengang de var yngre, nogensinde har tænkt: "Skal mor og far mon skilles og hvad så med mig?" For både min hustru og jeg har villet hinanden fra starten, og vi har ønsket at skabe et hjem for vores drenge, som de kunne være sikre på også ville være der i morgen.

Men hvad gør man, når en skilsmisse er uundgåelig? Det taler jeg med forfatterne til Skilsmissens ABC - Guide til en bedre skilsmisse for dig og dine børn (Dansk Psykologisk Forlag 2016) skribent Annika Lillelund Fauli og psykolog Lene Stephensen om. Det er vigtigt at lægge mærke til bogtitlens sidste ord, for hensynet til børnene er alfa og omega.

Hverken Lene Stephensen eller Annika Lillelund Fauli er fraskilte, men har skilsmisseproblematikken tæt inde på livet, idet Lenes ekssvigersøn, filminstruktør Søren Fauli, som har tre børn sammen med sin første hustru, i dag er gift med Annika, og de har to børn sammen.

I bogen fortæller en 14-årig pige, hvor svært det kan være, når mor og far går fra hinanden. "Det er helt vildt hårdt, for jeg vil gerne være ét sted. Og det nemmeste sted er hos mor. Der bor alle mine venner, og det er det område, vi boede i før. Men problemet er, at jeg ikke tør sige det til min far. Jeg er så bange for, at han bliver ked af det. Min bror er flyttet hjemmefra, så den hænger ligesom på mig. Det er bare helt vildt hårdt at være ansvarlig for, at mine forældre ikke bliver kede af det." (Side 97).

Til slut et råd fra en 15-årig dreng. "Det bedste råd, jeg vil give en papmor eller papfar, er at vente med at lave en masse om i familien. Prøv først at blive en del af familien, inden du laver noget om. Når børnene kender dig, forstår de, hvorfor du siger, som du gør, og så er det nemmere for dem at acceptere ændringerne." (Side 149).

 

Hjernekassen på P1 den 12. september 2016. Danmark før Jellingstenen.

Den store runesten i Jelling blev rejst af kong Harald Blåtand omkring år 965, som et monument over kongens forældre, Gorm den Gamle og Thyra Danebod, og at han samlede Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. I starten af året prøvede min bror, Anders, og mig, hvordan tilværelsen var dengang, idet vi i andet afsnit af tv-serien Brdr. Madsens Tidsrejse skulle prøve at leve som i vikingetiden. Inden vi nåede til årene 800-1050 e.v.t., skulle vi leve som for omtrent 2000 år siden i jernalderlandsbyen Lethra i Sagnlandet Lejre.

Jernalderen er den yngste periode i den danske oldtid (eller forhistorisk tid dvs. fra før vi har skriftligt kildemateriale), som traditionelt har været opdelt i sten- (ca. 13.000-1700 f.v.t.), bronze- (1700-500 f.v.t.) og jernalderen (inklusive vikingetiden 500 f.v.t. til 1050 e.v.t.) - defineret af råmaterialet til de skærende redskaber.

I jernalderen omkring år 0 levede danskerne som bønder, de dyrkede korn (byg, hvede og rug) på markerne, holdt husdyr (kvæg, får, grise, geder og fjerkræ) og heste, hvis man havde råd til det. "Alt har i sammenligning med nutiden været lavtydende. Husdyrene var betydeligt mindre, og foldudbyttet af kornet tilsvarende ringere end i dag." Fra En jernalderlandsby af Jørgen Bay (Skoletjenesten Lejre Forsøgscenter 2006, side 20).

Markerne og græsningsarealer lå uden for landsbyen, der var indhegnet for at undgå, at dyrene ødelagde de lerklinede langhuse ved at gnubbe sig op ad bygningerne, eller nippe til husenes store stråtage, der gik næsten helt ned til jorden. På grund af tagkonstruktionen var husdørene meget lave (ca. 1 m), så det har ikke været helt let at komme ind og ud af husene, for gennemsnithøjden var 174 cm for mænd (i dag 181,4 cm) og 162 cm for kvinder (i dag 167,2 cm).

Husene varierede i størrelse, hvilket indikerer, at der også dengang var forskel på rig og fattig. Mennesker og dyr boede under samme tag, idet der var stald (mod øst) til familiens dyr i den ene ende af boligen og beboelse (mod vest) i den anden ende. Husets varme- og lyskilde samt madlavningssted var et åbent ildsted midt på gulvet i det vestlige rum. Røgen fra bålet havde svært ved at slippe ud, så der har været godt tilrøget inde i huset, og den helbredsskadelige røg har sandsynligvis været medvirkende til at gennemsnitslevealderen kun var 35,6 år (i dag 78,6 år for mænd og 82,5 år for kvinder). Boligerne var indrettet med træsenge med halm i bunden og et fåreskind ovenpå, og sengene var beregnet til mere end en person. Ellers bestod møblementet af lave trebenede taburetter.

Stenene, som blev fjernet fra markerne inden pløjning, blev brugt til både gulvbelægning inde i husene og som vejbelægning udenfor, idet en almindelig jordvej nemt ville blive mudret og dermed svær at trække en vogn på.

Jernalderlandsbyerne flyttede sig med 30-50 års mellemrum, da jorden omkring landsbyerne blev udpint og huse nedslidte. Men indbyggere flyttede aldrig længere væk, end de kunne beholde deres offermoser, hvor mange af de ting, der findes fra jernalderen, er fundet. Ikke kun genstande, men også dyr og mennesker. Man har bl.a. ofret til guderne for at sikre jordens frugtbarhed og for at få hjælpe til at besejre eller slippe af med sine fjender.

En af de ting, som gav stof til eftertanke under opholdet i jernalderlandsbyen, var tilberedningen af maden, for det tog Anders og jeg (under kyndig ekspertvejledning) det meste af en dag bare at få bagt et par surdejsbrød.

Foruden brød spiste man i jernalderen ofte grød (f.eks. byggrød med frugt og nøddekerner, evt. med en smørklat og sødet med honning) eller suppe med kød og urter. Den kogte mad blev tilberedt i lerpotter, hvilket betød, at maden skulle saltes lige inden serveringen, da salt under kogningen gør leret porøst. Og så drak man øl - stærk øl.

Madlavning hørte til kvindearbejde ligeså at karte uld, spinde garn, farve og væve garnet til stof til tøj, flette kurver til opbevaring og transport af mad og genstande. Mændenes arbejdsområder omfattede foruden dyrkningen af jorden, træfældning, fremstilling af værktøj, redskaber og våben. Både kvinder og mænd kan have arbejdet med tilvirkning af keramik. "Keramik var ligesom kurvevarer allerede en gammel opfindelse i jernalderen. Jernalderen er fuld af keramik, og jernalderudgravninger er fulde af potteskår. Når først lervarer er brændt, er de praktisk taget uforgængelige, og keramikresterne i udgravningerne er et af de vigtigste spor, der står til rådighed for arkæologerne." (Side 49).

Selv om perioden kaldes for jernalderen, var træ et langt vigtigere materiale, da det var en arbejdskrævende proces at fremstille jern, der i "Danmark" blev udvundet af myremalm. Til huse, både, vogne, værktøj, redskaber og megen husgeråd blev der anvendt træ.

Arkæolog Tania Lousdal Jensen, presseansvarlig i Sagnlandet Lejre, gør os i udsendelsen klogere på vores fjerne fortid fra jægerstenalderen til vikingetiden.

Tidligere Hjernekassen på P1-udsendelser, der relaterer sig til dagens emne: De første danskere (den 25. august 2014) og Jægerstenalderen (den 10. november 2014) samt Gundestrupkarret (den 13. oktober 2014), Guldhornene (den 15. december 2014) og Krige (den 12. januar 2015).

 

Hjernekassen på P1 special den 10. september 2016. Teenagemonopolet.

I udsendelsen besvarer de fire teenagere Emma Lammert Nielsen, Nikoline Schmelling, Ellen Krøgholt og Willi Findsen spørgsmål, som lytterne har ønsket at få svare på. Desuden medvirker familieterapeut Fie Hørby, der sammen med Elin Vilhelmsen har skrevet Om teenagere (for forældre) (Schønbergs Forlag 2008) - en brugsbog uden brugsanvisning, men til inspiration og eftertanke, når ens store børn ikke længere er helt så afhængige af én som tidligere.

Forfatterne illustrerer med eksempler fra deres praksis, at forældre er nødt til at finde nye måder at være sammen med børnene på og forstå, at det, mor og far siger, ikke længere opfattes som det eneste rigtige og mulige. "Teenagerne får øjnene op for nye måder at være i verden på. Indtil nu har de mere eller mindre taget forældrenes normer og værdier til sig, men nu får de selvstændige meninger, og vurderer voksenverden med de mange nye meninger, de skaber sig." (Side 15).

I ungdomsårene er ofte store eksistentielle spørgsmål, som man tumler med. Spørgsmål som selv vi voksne ikke kan svare på, men har fundet os til rette med, at sådan er tilværelsen nu engang - f.eks. at livet ikke er meningsløst, selv om der højst sandsynligt ikke er et liv efter dette.

For at finde sig selv kan de unge for en tid lægge afstand til forældrene. Når forældrene mister en del af den gamle nærhed og fortrolighed, kan de nemt komme til at føle, at de bliver sat af. Men de unge har stadigvæk brug for forældrenes hjælp, mens de lærer at stå på egne ben. Det, de har behov for, er, at man er til rådighed på sidelinjen og fører en respektfuld dialog med dem i et mere ligeværdigt forhold. For de unge er eftertænksomme og tager tingene alvorligt, når der lyttes oprigtigt til det, de mener, hvilket klart kommer frem i udsendelsen. Hvor de unge bl.a. besvarer spørgsmålene: Hvorfor er det svært at tage imod råd fra forældrene? Hvad gør man, hvis ens barn har alvorlige problemer - f.eks. selvskadende adfærd? Hvordan opretholder man et godt forhold til sine søskende? Skal teenagere betale for at bo hjemme?

Tidligere Hjernekassen på P1-udsendelser med teenagerne og Fie Hørby blev sendt den 1. februar 2016 og den 27. juni 2016.

 

Hjernekassen på P1 den 5. september 2016. Kan man lave sjov med kræft?

Når man læser Geo: Ikk' for sjov - om kemo og comedy (People'sPress 2013), er man ikke i tvivl om, at svaret er delvist ja. "De mange dage, hvor jeg havde været skræmt fra vid og sans, forsvandt stille og roligt. Humoren fungerede som terapi for mig." (Side 39). Men der har bestemt været dage og situationer, hvor Geo har fundet humor upassende.

Bogen beskriver komikeren Geos (f. 1975) sygdomsforløb fra 2011-2012, hvor han først blev opereret for testikelkræft og erklæret rask, men seks måneder senere viste det sig, at canceren havde spredt sig til den ene lunge. Så han måtte igennem en lungeoperation og efterfølgende i kemobehandling. Selv om bogen handler om sygdomsforløbet, får man også indblik i Geos opvækst, som langtfra var en dans på roser, det lykkelige familieliv med hustruen og datteren samt arbejdslivet. Så man føler virkelig, at man kommer til at kende manden, der også kan være alvorlig. Når han fortæller, at kosten under kemoforløbet hovedsageligt bestod af lakridser, kiks, chokolade og kakaomælk, er det ikke en vittighed, men ramme alvor. Ligeså når han åbent og ærligt indrømmer, at sexlivet var ikke eksisterende. Måden, det er gjort på, er dog ret morsom, for Geo skriver: "Sexlivet under kemo", efterfulgt af fire tomme sider, og slutter af med at undskylde over for hustruen. (Side 130-135).

Historien ses ikke kun fra Geos side, men også fra hustruen, som han i dag er skilt fra, Christiane Vejløs side. "Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet igennem. Sovet sådan rigtig godt. Jeg udskyder altid at gå i seng. Tankerne kører rundt, og jeg kan ikke sove. Og vågner jeg i løbet af natten, kan jeg som regel ikke falde i søvn igen." (Side 145).

Hvordan får man et lille barn på fire år til at forstå fars alvorlige sygdom og behandlingsforløb? Geo læste Helle Motzfeldts bog Kemo-manden Kasper og jagten på de sure kræftceller højt for Effie. Hvor hårdt hele sygdomsforløbet har været for den lille pige, viser hendes første sætning, efter hun har fået at vide, at hendes far er rask, men stadigvæk svag og har behov for hjælp, tydeligt: "Mor, du passer på ham. Jeg vil bare gerne lege nu." (Side 206).

En af de ting, som Geo føler, han har lært af hele sygdomsforløbet, er, at: "Er der noget, som skaber konflikter, forsøger jeg at løse det, og kan det ikke løses, må det væk og ud af mit liv, da det i så fald er spild af god og værdifuld tid, som jeg i stedet kunne have brugt på noget godt. Ligegyldige venskaber er blevet kasseret, og mere tid bliver brugt på dem, der virkelig har værdi." (Side 227-228).

Komiker og skuespiller Christian Geo Heltboe er gæst i Hjernekassen sammen med cand.psych. Randi Krogsgaard, formand for patientforeningen Dansk Brystkræft Organisation, og skuespiller og komiker Søs Egelind, som fortæller, hvordan de oplevede at være syg af kræft, og besvarer spørgsmålet, om man kan lave sjov med kræftsygdomme.

 

Hjernekassen på P1 den 29. august 2016. Hvad laver en anklager?

Det spørgsmål stiller jeg i dagens udsendelse Anne Birgitte Stürup, der som anklager kun rejser sager, hvor de fornødne beviser foreligger, og som har en god chance for at ende med domsfældelse. Al hendes arbejde foregår i tæt samarbejde med kriminalpolitiet, som står for efterforskningen og finder vidnerne.

Når Stürup står i retten iklædt sin sorte kappe med lilla krave (forsvarerens kappe er sort med karmoisinrød krave, og dommernes kapper er sorte med sorte kraver) ser hun det som sin opgave at: "oversætte jura til sund fornuft og få folk fra gaden til at forstå de regler, de skal dømme ud fra. … Når jeg procederer, taler jeg aldrig til de juridiske dommere, for jeg går ud fra, at de godt ved, hvad det drejer sig om. Jeg taler altid direkte til lægdommerne." Fra Anklageren - En sag for Stürup (Bogkompagniet 2010, side 69) skrevet af journalisterne Morten Bruun og Thomas Bjerg.

I den spændende og lettilgængelige portræt- og samtalebog med Anne Birgitte Stürup (f. 1946) fremgår det klart, at Stürup har haft en tryg opvækst. Faren, Søren Stürup, var uddannet jurist og ansat forskellige steder i landet bl.a. som anklager, og moren, Vibe Stürup, var hjemmegående, men havde en laborantuddannelse. Stürup mener selv, at en tryg barndom er afgørende for, at man udvikler sig til en velfungerende voksne.

Stürup er en af Danmarks mest erfarne anklagere, og hun har altid set det som sin opgave at være de uskyldige ofres talerør i retten. Stürup tog juridisk embedseksamen i 1972 og begyndte allerede da at arbejde med anklagesager. Siden 1990 har hun arbejdet for Statsadvokaten i København og Bornholm, som tager sig af nævningesager i landsretten, hvor strafferammen er mere end fire års fængsel eller anbringelse på et psykiatrisk hospital.

"Tiltalte er repræsenteret af en forsvarer, og så er det min opgave at tale offerets sag. Jeg skal få hende til at fornemme, at hun får en fair behandling i retten. På den led er jeg meget bevidst om, at det er menneskeskæbner, vi har med at gøre, og ikke er et skakspil eller en leg." (Side 92).

Hun har haft omkring 150 sager med speciale i drab, voldtægt, seksuelt misbrug af børn, gerningsmænd med en dyssocial personlighedsstruktur (psykopater) og sindssyge kriminelle. Og mange af sagerne har været fulgt i medierne.

Anne Birgitte Stürup forsøger at holde arbejds- og familieliv adskilt. Hun har siden 1968 været gift med fysiker Donald Bennett (f. 1942), som oprindeligt kommer fra USA, sammen har parret tre børn, Johanne (f. 1973), Philip (f. 1975) og Christoffer (f. 1981). I dag omfatter den nærmeste familie også børnebørn og svigerbørn.

"Hvis hver eneste sag gik mig på, kunne jeg ikke sove, og jeg kunne heller ikke arbejde. Man bliver nødt til at sige 'Jeg har et arbejde med noget tungt, men når jeg går hjem, har jeg ikke det arbejde med hjem, så har jeg et andet liv.'" (Side 44).

 

Hjernekassen på P1 den 22. august 2016. Fugletur på Sejerø.

Fugle (Aves) er fjerbærende hvirveldyr med vinger og næb, og de findes overalt på Jorden, både på land, i ferskvand og på havet. Alle fugle lægger æg omgivet af en kalkskal. Æggene lægges i en beskyttende rede (nogle er simple, andre er avancerede), hvor ungerne udruges. Fugle er ensvarme (varmblodede) dyr med en konstant kropstemperatur på ca. 40 grader. Det er fuglefjerenes isolering, som sikrer denne høje kropstemperatur, og som gør, at fuglene kan være aktive uafhængigt af omgivelsernes temperatur. Karakteristisk for fugle er evnen til at flyve, selv om nogle fugle har mistet evnen til at flyve.

Der findes beskrevet omkring 9.856 nulevende fuglearter, til sammenligning findes der cirka 5.500 pattedyrarter. I Danmark er der iagttaget omkring 400 forskellige fuglearter, hvoraf ca. halvdelen er ynglefugle.

De smukke, små spurvefugle, mejser, er en af Danmarks mest yndede fuglearter. Mejsefamilien (Paridae) omfatter 56 arter, hvoraf de seks, musvit, blåmejse, sumpmejse, fyrremejse, sortmejse og topmejse, findes i Danmark. Variationen blandt mejsearterne er ikke særlig stor, selv om fuglegruppen opstod for cirka 6-7 millioner år siden. Mejserne er generelt tilpasningsdygtige, men de sidste 35 år, har der flere steder i Europa været en kraftig tilbagegang i mejsepopulationen p.g.a. menneskeskabte forandringer i landskabet og klimaet. De voksne mejser er meget stedtro, men foretager træk mellem et sommer- og vinteropholdssted. Dog forlader ungfuglene flokken for selv at etablere et territorium som regel i nærområdet. Kun hvis der er mangel på føde, søger fuglene længere væk, først de unge hunner, så de voksne hunner, herefter de unge hanner og til sidst de voksne hanner. Mejser lever af både vegetabilsk (frugt, bær, frø, bog, nødder) og animalsk (larver, orme og insekter) føde. Både hunnen og hannen deltager i fodringen af ungerne.

Men inden mejserne når så langt, ja, så skal de først have fundet hinanden. For at tiltrække sig en hun sangdueller hannerne, og den stærkeste løber af med sejren. Mejser har også et stort repertoire af advarselskald, som ligger i et højt, fint toneleje, som gør det vanskeligt for rovfugle at lokalisere mejserne. Desuden har de små fugle en langt bedre hørelse end rovfuglene, for eksempel kan musvitten høre advarselskald på op til 40 meters afstand, mens spurvehøgens hørelse kun rækker til 10 meters afstand. Hos de fleste mejser er fjerdragten næsten identisk med undtagelse af musvitten, hvor hannen har et bredt sort "slips" på den gule bug, mens hunnen har en smal stribe. Hannens sorte "slips" afslører ikke blot kønsforskel, men også hannens social status i fugleflokken. Den han med mest sort "hår" på brystet, er den dominerende han. Musvitten er i øvrigt den mest almindelig af de danske mejser, og med sine 700.000-1.000.000 ynglepar er musvitten den femte almindeligste ynglefugl i Danmark. (Kilde: Allan Gudio Nielsens hæfte Mejser, Natur og Museum, 50. årgang nr. 4, 2011).

Den 11. august tog Hjernekassen en tur til Sejerø for at kigge på fugle sammen med naturvejleder og leder i Fugleværnsfonden Allan Gudio Nielsen (tidligere gæst i Hjernekassen på P1 den 9. maj 2016, hvor han fortalte om Kragefugle). På udflugten var vi på udkig efter tejsten, men undervejs stødte vi på en masse andre fugle. Desuden gav Allan gode råd om, hvordan man bedst tilegner sig viden om naturen og gebærder sig der.

 

Hjernekassen på P1 den 15. august 2016. Diabetes (sukkersyge).

På verdensplan skønnes 415 millioner mennesker at have diabetes, og tallets forventes at være steget til 642 millioner i år 2040. I Danmark har over 320.000 danskere diabetes, og 80 procent af dem har type 2-diabetes. Ved type 1-diabetes kan man ikke selv producere insulin, mens man ved type 2-diabetes producerer insulin, men det fungerer dårligt.

En række undersøgelser de seneste år i både ind- og udland har vist, at type 2-diabetes skyldes en kombination af arvelige faktorer, kost- og motionsvaner.

Professor Marit Eika Jørgensen har i de sidste 15 år forsket i diabetes blandt grønlændere. Over 5000 personer (ca. ti procent) af den voksne grønlandske befolkning har i dag diabetes, mens det i 1962 var under en procent. Det vil sige, at hver tiende voksne grønlænder har diabetes, hvilket er næsten dobbelt så hyppigt som blandt danskerne. Det, forskerne har fundet ud af, er, at specielt en variant i TBC1D4-genet er til stede ved omkring 15 procent af diabetestilfældene i Grønland. Genvariationen har antageligvis været fordelagtig i et traditionelt fangersamfund og har beskyttet inuiterne mod for lavt blodsukker, dengang kosten hovedsageligt var baseret på fisk og havpattedyr (dvs. en mad med et højt indhold af protein og fedt, men næsten uden kulhydrater). I et moderne vestligt præget samfund med stort indtag af sukkerholdige føde- og drikkevarer betyder denne genvariant desværre, at risikoen for diabetes bliver særdeles høj.

Det er vigtigt at pointere, at fordi man er genetisk sårbar over for en sygdom, f.eks. type 2-diabetes, er det ikke ensbetydende med, at man får sygdommen. Mange såkaldte livsstils- eller samfundssygdomme kan forebygges ved ikke at ryge, kun indtage alkohol i begrænsede mængder (eller ved helt at udelade det), bevæge sig i mindst 30 minutter om dagen og spise sundt. Jeg ved udmærket, at det indimellem kan være svært at foretage det mest fornuftige valg. Lad mig illustrere det med et eksempel fra mit eget liv.

Det er sommer, jeg befinder mig ved Havnegrillen på Sejerø og bliver tilbudt noget at spise. Jeg skal nu tage stilling til, hvorvidt jeg vil spise retten eller ej. Før jeg kan træffe en beslutning, er der tre spørgsmål, min hjerne skal besvare. Hvad er det for en ret? Hvad gjorde maden ved mig, sidste gang jeg spiste den? Vil jeg have retten?

Min hjerne fortæller mig, jeg er blevet tilbudt en portion pølsemix, og at retten består af friturestegte pølsestumper med en gul hætte af bearnaisesovs støbt som et låg over retten. Samtidig med at min hjerne har givet mig en faktuel erkendelse af, hvad det er, jeg står overfor, har et andet sted i hjernen, i det limbiske system, foretaget den emotionelle og følelsesmæssige analyse af situationen. Jeg husker nu, hvor skidt jeg fik det sidste gang, jeg spiste pølsemix. Trykken for tarmene og fedtfilm i svælget, og nu føler jeg et vist ubehag ved retten. Med denne erkendelse skal hjernen besvare spørgsmålet: Vil jeg have retten? Dette foregår i hjernebarken i den forreste del af hjernen, i frontallapperne (pandelapperne). Her beregnes konsekvenserne af de forskellige valgmuligheder. Hvad jeg gør, afhænger direkte af, hvor længe siden det er, jeg sidst fik noget at spise. Er det lang tid siden, jeg fik noget at spise og er enormt sulten, så vil jeg ikke tænke på andet end mad, og så bliver svaret et rungende: "JA TAK!" Så napper jeg pølsemixen med den fede sauce, selv om jeg ved, det mest hensigtsmæssige for mig er at lade pølsemixen stå urørt.

Forklaringen på, at det ikke altid er fornuften, der råder, når vi mennesker skal træffe en beslutning, finder vi, i den del af hjerne, som kaldes hypothalamus. Hypothalamus ligger inde i vores menneskehjerne som et stykke primitivt arvegods fra tidligere tider, og hypothalamus bestemmer, hvad vi mennesker grundlæggende interesserer os for - og det, vi mennesker grundlæggende interesserer os for, er fuldstændig det samme som det, som optager den dumme torsk og den grådige haj: nemlig mad, sex og magt.

Hypothalamus befinder sig dybt inde i hjernen og er kroppens overvågningscentral. Hypothalamus samler information om kroppens tilstand, og når hypothalamus opdager en ubalance i kroppen, gør den noget ved det. Hvis blodsukkeret falder, så træder hypothalamus til og regulerer stofskiftet, så de normale blodsukkerværdier bliver genetableret. Men det er ikke det eneste - et faldende blodsukker er tegn på, at der er brug for mad. Dette er en grund til, det i visse situationer kan være svært at takke nej til pølsemixen, selv om det vil være bedre at vente, i mit tilfælde en halv til en hel time og så spise hjemme i sommerhuset, hvor der er grønsager og grillbøf.

Tidligere Hjernekassen på P1-tekster, som yderligere belyser problematikken: Den søde tand (fra den 30. december 2013) og Sanseverdenen (fra den 31. marts 2014).

I udsendelsen medvirker: professor Torsten Lauritzen, Institut for folkesundhed ved Aarhus Universitet og chefrådgiver for Diabetesforeningen, direktør Anders Dejgaard, World Diabetes Foundation, og professor Marit Eika Jørgensen, Steno Diabetes Center og Syddansk Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 8. august 2016. Psykiatri omkring år 1900.

Endelig var de fremme ved Kurhuset. Solen skinnede, og gården vrimlede med indlagte mænd og kvinder samt opsynspersonale med lange nøgleknipler hængende i deres bælte. … Kurhusets bygninger var meget smukke og lå tæt ved Roskilde Fjord. Områderne omkring bygningerne skulle udstråle ro og stilhed som ved et kloster.

Psykiatrisk Center Sct. Hans' Kurhus fra 1860 rummer i dag en kirke, en festsal, et bibliotek og et museum. Museets udstilling viser den psykiatriske behandlings grumme historie, men også hvordan man har forsøgt at skabe bedre forhold for de sindslidende. Ligesom på Museum Ovartaci, Aarhus Universitetshospital, Risskov (se evt. teksten fra den 30. maj 2016), er der også på Sct. Hans Hospitals Museum gjort meget ud af at vise de sindslidendes kreative sider. Karin Garde, speciallæge i psykiatri og leder af Sct. Hans Hospitals Museum, fortæller i udsendelsen om lægernes fejlagtige opfattelser af sindssygdomme omkring forrige århundredskifte.

 

Jeg drømte mig en drøm i nat er Nordens ældst kendte folkevise skrevet med runer omkring 1300-tallet. Drømme har altid spillet en vigtig rolle i menneskets opfattelse af sig selv, og der har været fremsat mange forskellige teorier om, hvad drømme er. Alligevel ved vi ikke rigtig, hvilken funktion drømmesøvn har i et menneskeliv. Men sikkert er det, at den voksne menneskehjerne samlet set drømmer godt to timer i løbet af en otte timers søvnperiode.

Den sovende hjerne er stort set lige så aktiv som den vågne, og vi oplever en masse, mens vi sover. Drømmelignende bevidsthedsindhold er til stede under næsten alle søvntilstande. Kun under den dybe søvn mister vi bevidstheden, og kun under den dybe søvn falder hjernens aktivitetsniveau nævneværdigt.

Vores drømme dannes af det, hjernen husker. Det, vi drømmer, er baseret på sanseinformation indhentet i vågentilstand. Det, som adskiller drømme fra vågentilstanden, er, at de dele, som drømmebillederne er bygget op af, kan kombineres på måder, som trodser fysikkens love. Når vi er vågne, hjælper vores sanser os med at holde orden i vores virkelighed, så det hele ikke ender i fri fantasi. Sådan er det ikke, når vi sover. Hjernen kan drømme, hvad den vil, her er ikke nogen sanser, der korrigerer. Drømmer jeg, at min yngste søn, Daniel, og jeg cykler fra Frederiksberg til Røddinge på en time, er der intet til hinder for dette. Ligesom jeg heller ikke ville have ondt i diverse legemsdele oven på strabadserne, for smerteoplevelser optræder stort set aldrig i drømme. Det er dog ikke alt, der kan ske i drømme. Min søn vil altid ligne sig selv.

Med andre ord drømme opstår, når hjernen er aktiv, men afskåret fra omverdenen. Når hjernen arbejder, uden at den modtager sanseindtryk. Drømme skabes på basis af tidligere sanseindtryk, der hentes ind fra hukommelsen, og derfor er drømme ikke nødvendigvis 100 procent fri fantasi. Drømmens elementer ligner sig selv. Drømmer vi om nogen, vi kender, så ligner de sig selv.

Jeg tror ikke, at drømme tjener noget selvstændigt formål. Drømme reflekterer de tanker og følelser, der flyder rundt inde i hjernen. Og eftersom drømme skabes på basis af information hentet fra hukommelsens lagre, vil tanker og følelser, der optager os meget om dagen, have en større chance for at blive reflekteret i vore drømme end ting, der ikke gør det. Når Daniel og jeg er på cykeltur sammen, er vi meget optaget af, hvor hurtigt vi kan køre den planlagte rute, derfor er en drøm, hvor vi cykler ca. 260 km på en time, ikke opstået ud af ingenting.

Drømme er det, der dukker op i vores søvnbevidsthed. Den taler klarest til os under drømmesøvnen, også kaldet REM-søvn, hvor hjernen er mest aktiv, og mindst under den dybe søvn, hvor hjernen er mindst aktiv, og bevidstheden nærmest er væk.

Betegnelsen REM-søvn står for rapid eye movement søvn, og navnet refererer til, at øjnene under dette søvnstadie bevæger sig flaksende fra side til side under de lukkede øjenlåg. REM-søvnperioderne med deres drømmeaktivitet optræder med jævne mellemrum gennem hele natten. For hver 90 minutters søvn starter en ny drømmeperiode. Den første REM-søvns periode varer omkring fem-ti minutter og i slutningen af nattesøvnen omkring 30 minutter, mens forekomsten af dyb søvn aftager i løbet af natten.

REM-søvn kaldes også "paradoksal søvn". Denne benævnelse refererer til det paradoksale faktum, at hjernen under dette søvnstadie på den ene side er særdeles nærværende - den producerer store mængder drømmeaktivitet - og på den anden side er særdeles fraværende - det er som oftest lige så svært at vække den sovende fra REM-søvnen, som det er at vække vedkommende fra den dybe søvn.

Hjernescanninger foretaget under REM-søvn har vist en reduktion af aktiviteten i store dele af frontallapperne, som er sæde for de mest avancerede hjernefunktioner, hvor hjernen udfører den overordnede planlægning. En reduktion af aktiviteten i frontallapperne passer fint med, at drømme ofte er ustrukturerede og springende i deres forløb. Sammenholder man dette med, at man under REM-søvn ligeledes observerer en kraftig aktivering af hjernestammen og hypothalamus, så tyder meget på, at hjernen under REM-søvn skifter mod en aktivering af de mere primitive områder.

Desuden har scanningsundersøgelser vist, at når vi drømmer, er de samme områder i hjernebarken aktive, som når den vågne hjerne skaber en virkelighedsoplevelse. Forskellen er, at drømmeoplevelsen er skabt uafhængigt af sanseinformationen fra den ydre verden. Vågen virkeligheden og drømmeverdenen dannes altså det samme sted i hjernen, kun råstoffet er forskelligt.

På mange måder minder drømmetilstanden om hallucinationer. Under begge tilstande oplever man ting, der ikke udspringer fra sanseindtryk, men både drømme og hallucinationer opleves som virkelige.

Man kan få mere at vide om søvn og drømme ved at læse følgende tre artikler under Hjernemad/Hjernehistorier:

Drømmevals

Hesten, Hans, Hannelore og lille Klaus

Otto Loewis drøm.

Og naturligvis få mere at vide i udsendelsen, hvor cand.psych. Susanne Lunn, lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, og formand for Dansk Psykoanalytisk Selskab, og jeg belyser emnet.

 

Hjernekassen på P1 den 17. august 2015. Hjernen og virkeligheden.

Dengang jeg læste medicin og var i praktik på Rigshospitalets neuromedicinske afdeling, havde jeg en oplevelse, som blev mit første skridt mod den erkendelse, som siden har stået så centralt i mit liv: At vores verden skabes i vores hjerner.

På en sen aftenvagt blev overlægen og jeg kaldt ned til en patient, som var faldet ud af sin seng. Det lød umiddelbart relativt udramatisk, men da vi nåede frem på patientstuen, var der vild tumult. Foran os var to trinde portører og en ældre sygehjælper nærmest i slagsmål med en pæn, meget opbragt ældre herre. Hele situationen virkede yderst bizar, da det, der blev kæmpet om, var den ældre mands venstre ben. Alle hev og sled i det samme ene ben, indtil lægen trådte i karakter og myndigt sagde: "Det er lægen. Hvad er problemet?" Kamphandlingerne ophørte brat, og al opmærksomhed blev rettet mod lægen, så sagen kunne finde sin opklaring. Den vrede ældre mand havde, viste det sig, haft en blodprop i højre side af hjernen, og han havde udviklet det symptom, som kaldes neglekt. Ikke alene havde han fuldstændig mistet interessen for alt, der foregik i hans venstre synsfelt, han havde også mistet erkendelsen af, at hans venstre ben var en del af ham selv. Det var ikke en "som om oplevelse", det var en helt konkret opfattelse af, at hans venstre ben var et fremmedlegeme, noget som ikke hørte ham til, og det var udgangspunktet for hele balladen. For som den pæne ældre herre ræsonnerede: Når benet nu ikke var hans, så skulle det altså heller ikke ligge i hans seng. Derfor blev benet smidt ud af sengen og ned på gulvet. For at gøre en lang historie kort, så var det denne kamp om, hvor benet og dermed resten af patienten skulle tilbringe natten, vi var trådt ind i, da vi ankom til patientstuen.

Denne oplevelse viste mig, at en skade i hjernen kan medføre en afgrænset, men grundlæggende ændring i ens opfattelse af virkeligheden.

Man må gå ud fra, at der er en "virkelig verden". Selv om den er der, så kender vi den ikke, og vi kommer sikkert aldrig til at kende den for alvor. Den virkelighed, vi oplever inde i vores bevidsthed, er kun en abstraktion over den virkelige verden. Vores virkelighedsoplevelse er dog ikke fuldstændig uafhængig af den virkelige verden. Vi har vores sanser. Den verden, vi oplever, er ikke en uafhængig abstraktion. Der er noget derude. En reference. Et udgangspunkt.

Når hjernen skal skabe en relevant virkelighedsopfattelse, skal den have noget information at arbejde med, og den information får hjernen via sanserne. Sanserne er den eneste direkte kontakt mellem hjernen og den virkelige verden. Sanseinformation opstår, når en sansereceptor påvirkes fysisk eller kemisk. Vores oplevelse af en solnedgang ved havet starter med en fysisk påvirkning af sansereceptorer i øjets nethinde. Sansereceptorerne oversætter den fysiske påvirkning til nervecelleaktivitet, som sendes til hjernen, hvor den bliver basis for vores virkelighedsopfattelse.

Vores virkelighedsopfattelse, vores indre verden, er altså i sidste ende et resultat af hjernens forarbejdning af fysiske og kemiske påvirkninger, som rammer vore sansereceptorer. Trykpåvirkning af en følereceptor i huden, svingninger i et fimrehår i det indre øre, fotoner der rammer nethindens tappe og stave, det er disse påvirkninger, der oversættes til en virkelighedsopfattelse i vores bevidsthed. Fysisk og kemisk påvirkning af sansereceptorer er, hvad hjernen har at arbejde med. Man kan sige, at vore sansereceptorer repræsenterer den absolutte grænseflade mellem os selv og den virkelige verden. Det er her, med sansereceptorerne, at vi møder verden - helt præcist.

Hjernebarken i menneskehjernen deles i en forrest og bagerst halvdel af en hjernefure, som kaldes sulcus centralis. Den del af hjernebarken, der ligger bag sulcus centralis, varetager analysen af sanseinformation, her opstår vores virkelighedsopfattelse. Den del af hjernen, der ligger foran sulcus centralis, planlægger og styrer motoriske handlinger, her planlægges vores adfærd. I den bagerste halvdel bliver sanseinformation kombineret til en samlet virkelighedsopfattelse. Det er her lugte-, syns-, høre-, smags- og berøringsindtryk sammenføjes og på forunderlig vis bliver til oplevelsen af: Her går jeg en tur langs stranden en lun sensommeraften og betragter solnedgangen med havlugt i næseborene og lyden af havbrus i ørene, mens jeg nyder en vaniljeis og mærker en let briste mod min hud.

Alt, vi oplever, udspringer fra vores hjerner. Den verden, vi oplever i vores bevidsthed, skabes af vore hjerner, og den eksisterer kun der. Den verden, vi oplever med vores hjerne, er en abstraktion og ikke en reproduktion. Jeg tror, at den "virkelige verden" er meget mærkelig og helt anderledes end det, vi oplever i vores bevidsthed. Men det er kun en fornemmelse, jeg har. Jeg ved det ifølge sagens natur ikke.

Når du læser denne tekst, eller du hører dagens udsendelse og lytter til min samtale med mag.art., forfatter Thomas Thaulov Raab om hans bog Den foranderlige hjerne og den forunderlige bevidsthed (FADL's Forlag 2015), så er det en del af din virkelighedsopfattelse og -oplevelse.

 

Hjernekassen på P1 den 10. august 2015. Martin Bigum.

Tekstens citater er fra selvbiografien Martin Bigum - Min personlige kunsthistorie (Gyldendal 2014).

"Mit maleri er et puslespil jeg samler, og kun jeg ved hvordan brikkerne skal se ud, og hvor de skal sidde, for at det passer." (Side 5).

Kreativitet er en af de hjerneegenskaber, der sidst kommer til i den meget lange rejse fra fladormehjerne til menneskehjerne. Alle kreative processer er yderst avancerede hjernearbejde, som foregår i grænseområdet mellem det bevidste og det ubevidste. I et spring mellem orden og kaos. Det kreative eksisterer i krydsfeltet mellem det stringent evaluerende og det frit flydende. Dér, hvor vi delagtiggøres i, eller i det mindste svagt fornemmer, hvad det egentligt er, vores hjerne går og pusler med. Dér, hvor hjernen bestemmer sig for hvilke tanker, følelser og fornemmelser, den skal rette vores bevidste opmærksomhed imod. "At male et maleri er at træde ind i en uforudsigelig proces hvor jeg konstant svinger mellem at skulle være bevidst og ubevidst. Altså at slå til eller flyde med. Det er faktisk en del af kunsten." (Side 9).

Det er ikke nok at få en god idé til f.eks. et nyt maleri, man skal også vide, at man har fået den. Et centralt element i enhver opdagelse eller nytænkning er evnen til at identificere den rette tanke lige netop i det øjeblik, den er til rådighed i bevidsthedsstrømmen. Den kreative proces fordrer en høj grad af bevidst erkendelse. "Dette motiv (Priests) så jeg i en drøm … Da jeg klatøjet tumlede ud af sengen for at tegne, hvad jeg havde set, tårnede motivet sig op af sig selv, på blokken. Men motivet er bare et udpluk af det jeg så - i drømmen fortsatte sceneriet 360 grader rundt." (Side 222).

For kunstmaleren er det desuden vigtigt at vide eller kunne fornemme, om værket er på rette vej, og hvornår det er færdigt. "Hvert penselstrøg, hver opblandet farve, kan sammenlignes med en romanforfatters næste sætning: Den skal sidde lige i skabet. Hvis ikke, kan handlingen løbe vild og i tusinder af retninger. Forfatteren skal styre sin fortælling, ord for ord, det samme skal jeg med maleriet. Strøg for strøg." (Forsideomslaget).

Martin Bigum (1966-) bruger bl.a. kunsten til at udforske de forestillinger og ideologier, specielt paradokserne, vi mennesker stiller op i forsøg på at begribe tilværelsen. I billedserien The Face of God reflekterer Bigum i maleriet Priests (2005), der illustrerer et hav af rygvendte mennesker klædt i varierende religiøse dragter, over, om alverdens religioner er så afgørende forskellige, når det kommer til stykket.

I juni måned besøgte Hjernekassen på P1 den autodidakte billedkunstner m.m. Martin Bigum i hans atelier på Frederiksberg, hvor vi talte om kreativitet og billedkunst.

 

Hjernekassen på P1 den 3. august 2015. Humor på hjernen.

Noget af det bedste, jeg ved, er at have det sjovt sammen med andre mennesker. En morsom bemærkning kan være mere effektiv end tusind ord, når det gælder samhørighed mellem mennesker, og jeg har ofte ændret holdning til et menneske, fordi vedkommende er kommet med en morsom bemærkning, som viste en form for gensidig forståelse.

Ingen ved helt præcist, hvad det egentlig er, der sker, når vi oplever noget sjovt, men humor er tilsyneladende meget vigtig for os mennesker. For mig er humor en af menneskehjernens mest fantastiske egenskaber, og den besidder en mægtig kraft. At have det sjovt er for de fleste en udsøgt nydelse. Ja, nærmest en nødvendighed, som man er villig til at betale for. I årtier er danskere i sommermånederne draget ud til Dyrehavsbakken for at sidde sammen i et cirkustelt og bare grine. Tidligere var det den folkekære skuespiller, hele Danmarks Dirch, som trak folk til teltet. Publikum hylede af grin, når de oplevede Dirch Passer på scenen, uanset hvad. Om den store mand stod på scenen iført gummistøvler, tropehjelm på hovedet og udstyret med en kikkert på jagt efter en mudderklire, eller han var iklædt en rød- og hvidstribet sparkedragt og hagesmæk, svingende frem og tilbage i en hoppegynge agerende nybagt storebror til en lillebror uden tap, eller han stod over for lille Daimi og skrålede løs "Hvem har du kysset i din gadedør, lille Ann Mari'?", var underordnet. Selv om Dirch Passer nærmest fik latteren til at bryde frem, blot han viste sig, formåede han at give sine forskellige karakterer liv, så man kom til at grine med ham og ikke ad ham.

Hjernekassen har besøg af Ole Sønnichsen, som har skrevet Dirch Passer - et liv i billeder (Gyldendal 2012). Bogen er et herligt gensyn med skuespilleren og komikeren Dirch Passer (1926-1980), som i løbet af godt 30 år nåede at medvirke i over 100 film og et utal af teaterstykker og revyer.

De øvrige gæster er Jakob Steen Olsen og Rikke Rottesten, forfatterne til Kammerat med solen - en biografi om Stig Lommer (Thaning og Appel 2009) og Preben Kaas - Det bli'r vinter førend man aner (People'sPress 2012). Jakob Steen Olsen fortæller i udsendelsen om skuespillerne og komikerne Preben Kaas (1930-1981) og Jørgen Ryg (1927-1981), og Rikke Rottesten fortæller om revydirektør Stig Lommer (1907-1976).

 

Hjernekassen på P1 den 22. juni 2015. Mesterkokke.

At spise er at leve. Sultfornemmelsen er en af naturens første og mest primitive drifter. Sult holder os til ilden og sørger for, at det ikke går helt galt. Hvis krokodillen ikke blev sulten, ville den aldrig komme op om morgenen, den ville ligge doven i vandoverfladen og dø af sult.

Fødeindtagelse fylder meget i vores hjerne, eftersom mad er vigtigt. Ja, faktisk så vigtigt, at vi har fået en ekstra mekanisme til at forstærke vores interesse for mad. I hjernen findes et belønningssystem, som aktiveres, når vi spiser noget, der smager godt. Aktivering af belønningssystemet er en form for "præmie", hjernen udløser, når man har gjort noget for at tilgodese kroppens behov. Når man f.eks. har ulejliget sig hen til smørrebrødsforretningen og købt et stykke økologisk maltsurdejsrugbrød med kartoffel og hytteost pyntet med agurk, radiser og rugbrødschips, kvitterer belønningscenteret med velvære, når rugbrødsmaden bliver spist. Hjernens belønningssystem motiverer os til at indtage føde ved at skabe en intens glæde - madglæde.

Smagssansen lægger grundlaget for madoplevelsen, men der er meget mere i det. Når man overvældes af fryd over et stykke smørrebrød, er madoplevelsen desuden baseret på information fra både lugte-, syns-, høre- og følesansen. Det er altså store dele af hjernens sanseapparat, der er i gang, når vi sidder og nyder vores mad. Vi spiser ikke kun med munden, men også med næsen, øjnene og ørene. Derfor betyder det meget, hvordan maden dufter, præsenteres for vores øjne, påvirker høresansen og føles i mundhulen og svælget.

Mad er med andre ord en tumleplads for alle hjernens mange sanser, og det ved enhver mesterkok, for deres madkunst ligger langt ud over det livsnødvendige. Når kokkene, Adam Aamann Christensen (indehaver af Aamanns), Francis Cardenau (leder af Le Sommelier, Umami og Mash) og Rasmus Kofoed (medejer af Geranium), serverer mad for deres gæster, repræsenterer retterne viden indsamlet gennem generationer kombineret med overraskende nye tiltag.

De tre passionerede kokke er dagens gæster i Hjernekassen på P1.

Er man interesseret i at vide mere om hjernen og mad, kan man desuden lytte til Hjernekassen på P1 fra den 8. december 2014, som handlede om Dansk mad, samt læse Hjernekassen på P1-teksterne Den søde tand fra den 30. december 2013 og Sanseverdenen fra den 31. marts 2014.

 

Hjernekassen på P1 den 15. juni 2015. Tillid.

"Jeg har siddet her et par timer, og jeg har set to ældre damer hygge sig sammen. Jeg har set dem forlade caféen for at overgive sig til gadebilledet. Og jeg ved, at ingen vil genere dem, og skulle det alligevel ske, vil der være nogen, som griber ind. De gamle damer kan gå i fred, fællesskabet passer på dem." Dr. Zukaroffs testamente af Peter Lund Madsen (Gyldendal 2013, side 526).

Dagens gæst, professor Gert Tinggaard Svendsen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, omskriver i sin bog Tillid (Tænkepauser 4, Aarhus Universitetsforlag 2012), Lenins berømte ord "tillid er godt, men kontrol er bedre" til "kontrol er godt, men tillid er billigere".  Svendsens bog handler om social tillid. Det er den form for tillid, hele velfærdssystemet beror på, at de fleste bidrager til de fælles goder, og at de offentlige institutioner fungerer, og at skatteindtægterne investeres og omfordeles som lovet. Den sociale tillid handler også om at kunne samarbejde i grupper om et fælles mål.

I Dr. Zukaroffs testamente løber tillid som en understrøm gennem hele bogen. For det meste drejer det sig om den personlige tillid mellem mennesker.

"Alexander Zukaroff smilede. 'Det er ganske simpelt. Du skal vise mig tillid. Du skal stole på, at jeg udelukkende vil dig det bedste. Det er alt, jeg beder dig om. Så længe jeg har din tillid, stiller jeg min hjælp til din disposition. … Pointen er, at det er et fuldstændig ubehæftet tilbud, jeg giver dig. Lever jeg ikke op til din tillid, kan du til hver en tid opsige vores aftale. Der er ingen bindinger, ingen moralske forpligtelser.'" (Side 20-21).

Selv om tillid i høj grad er kulturelt bestemt, tror jeg, vi mennesker har en tendens til at møde verdenen med et tillidsfuld sind, medmindre vi har været udsat for omsorgssvigt i en meget tidlig alder. Tillid kommer altid før mistillid i forholdet mellem mennesker. Tillid er det primære, mens mistillid er det sekundære. Men mødet mellem mennesker kan nemt resultere i konflikter, som fører til mistillid.

"'Alexander Zukaroff,' sagde jeg meget højt. Han stoppede med det samme. 'Glem det,' sagde jeg. 'Jeg ved ikke, hvad du tror, vi har af aftaler - men tillid er ikke noget, man trækker i en automat. Hvis du vil erhverve min tillid, så må du yde noget. Så må du fortælle noget om dig selv. Du kender min fortid - jeg vil også kende din. Så kort kan det siges.' Zukaroff stod og stirrede på mig med sammenknebne øjne. Jeg fortsatte: 'Du er velkommen til at lege gemmeleg og være mystisk, men det bliver uden mig.' Jeg stirrede tilbage mod Zukaroff. 'Kontakt mig, hvis du ændrer holdning!'" (Side 95).

Tillid er en af menneskets ypperste egenskaber og en af de få ting, man ikke kan erobre med magt, men kun kan opnå ved selv at udvise tillid. En stor del af min faglige stolthed som læge har været at møde mine patienter med tillid. Evnen til at udvise tillid kan være en kolossal fordel, specielt i mødet med alvorligt syge mennesker, der i forvejen føler sig yderst sårbare.

 

Hjernekassen på P1 den 8. juni 2015. Eske Willerslev.

Hvis man kender mig, vil man ikke være i tvivl om, at det, Eske Willerslev brænder for, er noget, jeg synes, er yderst spændende, nemlig videnskab, som beskæftiger sig med evolutionshistorie. Men jeg er også interesseret i, hvordan forskere tænker, hvad som driver værket, og hvorledes de kommer frem til deres forskningsresultater.

I den underholdende bestseller biografi Eske Willerslev - Han gør det døde levende af Kristoffer Frøkjær (Gyldendal 2015) fortæller Ekse Willerslev, at han følger sin mavefornemmelse, når han vil undersøge noget. "Jeg er ikke sådan en, der læser alt muligt, inden jeg går i gang. Hvis jeg får en idé, ringer jeg rundt til et par folk og hører om problemstillingen og søger lidt oplysninger på nettet, men jeg tænker det aldrig helt igennem. Det sker ret impulsivt. Jeg følger min mavefornemmelse: Kan det lade sig gøre? Er der andre, der har gjort det? Nej … så kan det bare ikke gå hurtigt nok med at komme i gang med at løse problemet. Vi skal bare i gang, og så må vi tilpasse os undervejs." (Side 120).

Selv når andre forskere mener, hans formodninger eller idéer er for langt ude, giver han ikke op, før han har fået be- eller afkræftet sin hypotese. Et eksempel på dette er den skelsættende opdagelse, at dna'et fra uddøde dyr fortsat findes i jorden, hvor de engang har levet. Det vil sige, at forskerne er ikke længere nødt til at finde f.eks. en mammutknogle for at kunne udvinde forhistorisk dna. Eller som Willerslev udtrykker det: "Og der vidste vi bare, at det var giant, fordi det fortæller os, at vi vader rundt i DNA fra fortiden. Selv om der hverken er hår eller knogler eller en skid andre fysiske ting, så kan man finde ud af, hvad der levede førhen - for DNA'et findes stadig." og "Forestil dig, hvor heldig du skal være for at finde en knogle fra et uddødt dyr i jorden. Og nu kunne man bare tage en fucking jordprøve!" (Side 52-53).

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at have Eske Willerslev som gæst i Hjernekassen på P1 (den 14. oktober 2013), og da jeg stillede ham spørgsmålet: "Hvad er din vigtigste opdagelse?", svarede han uden tøven: "At vise at vi vader rundt på dna fra fortiden, og at du kan genskabe hele miljøer af dyr, planter, mennesker osv. ved simpelthen at tage noget gammelt jord og hive dna'et ud af det."

Det er ikke sikkert, svaret ville være det samme i dag, for i det radioprogram, som blev sendt dengang, kom Eske med lidt af en cliffhanger, idet han fortalte, at der var noget nyt stort på vej omkring indianerne. Det store viste sig at være, at det med sekventering (analyse) af dna-materiale fra en 24.000 år gammel drengeknogle fundet i Mal'ta i det østlige Sibirien var lykkedes at finde ud af, at de første indianere var indvandrede til Nordamerika fra Asien via Beringiabroen (nuværende Beringstrædet). Efterfølgende blev indvandringsteorien yderligere påvist med dna-sekventering af knoglemateriale fra et ca. 13.000 år gammelt skelet af en et-to-årig indianerdreng, der går under navnet Anzick-drengen. Desuden viste dna-sekventeringen, at den lille dreng fra Montana, der tilhørte Clovis-kulturen, var en slægtning til intet mindre end omkring 80 procent af alle nulevende nord-, mellem- og sydamerikanske indianere, og at indianerne er efterkommere af de første amerikanere. En opdagelse af stor videnskabelig værdi, men også af stor personlig værdi, idet Eske Willerslevs barndomsdrøm om at være indianer er gået i opfyldelse. Han er nemlig blevet optaget i indianerstammen Apsaalooké (Crow-stammen) og har fået det meget fornemme navn ChiitdeeXia'ssee (Well-known Wolf).

Dagens gæst er den velkendte ulv, professor, dr.scient. Eske Willerslev, leder af Center for GeoGenetik, Statens Naturhistoriske Museum, som forklarer Homo-slægtens udviklingshistorie og udvandring fra Afrika, og hvordan det anatomiske moderne menneske har befolket kloden.

Har man lyst til at vide mere om Eske Willerslev, kan man desuden genhøre Hjernekassen på P1-udsendelsen fra den 14. oktober 2013 og læs den supplerende tekst.

 

Hjernekassen på P1 den 1. juni 2015. Tegneserier.

Den fransktalende reporter, Tintin, der blev skabt af den belgiske dagbladsillustrator og redaktør Georges Prosper Remi (1907-83), alias Hergé, i 1929, har i adskillige år haft sin egen lille krog i min hjerne.

Da jeg var en halvstor knægt, havde den drengede udseende Tintin i mange år heltestatus, selv om jeg ikke syntes, at plusfours var det allersmarteste tøj til en person, der kunne klare alle de udfordringer, han stødte på rundt omkring på jordkloden og månen. Jeg mindes ikke at have læst album-serien, Tintins oplevelser, i kronologisk rækkefølge, men historierne er blevet læst et utal af gange. Filmatiseringerne af Tintin-historierne har bestemt også spillet en væsentlig rolle, for det tilføjer altså en ekstra dimension til tegneserieuniverset, når der kommer bevægelse og lyd på figurerne. Den gamle koleriske kaptajn Haddock har ofte fået mig til at grine højt og hjerteligt, når jeg har set ham folde sig ud og råbe "splitte mine bramsejl!" på film.

Min fascination af tegneserier og -film, tror jeg nu, blev grundlagt i den allertidligste barndom ved at kigge i Anders And-blade, og da jeg som syvårig første gang så Disneys Juleshow i fjernsynet. Desuden må der dengang være blevet sået et frø til noget, jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, en dag ville se dagens lys - nemlig at jeg ville lægge stemme til en Disney-figur.

I 2013 blev min bror, Anders, og jeg bedt om at lægge stemmer til det venligtsindede tohovedede gule monster med fire arme og otte brunstribede ben kaldet Terri og Tori (på engelsk Terri and Terry Perry) i animationsfilmen Monsters University - en produktion fra Disney Pixar. Ja, man tror næsten, det er løgn, for Terry er jo det danske navn på Tintins tro følgesvende, en lille hvide foxterrier, deraf hundens navn, som i øvrigt kaldes Milou på fransk.

Naturligvis sad familien og jeg klinet til fjernsynsskærmen juleaftensdag 2013 og håbede, at et klip fra Monsters University ville være årets julegave i Disneys Juleshow, det var filmen ikke - men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen.

Medvirkende i programmet, som blev optaget i Koncerthusets studie 4 i DR Byen den 19. maj, er tegneserieeksperten, vært i Troldspejlet, Jakob Stegelmann, tidligere tegneseriesamler, udviklingschef i Gyldendal, Ole Knudsen, og formanden for dansk Donaldist-Forening, Laila Jerming Jespersen.

 

Hjernekassen på P1 den 18. maj 2015. "Skod-Radio".

En af de ting, som gør, at jeg føler mig godt tilpas i Japan, er, at der er pænt og rent alle vegne, og jeg kunne godt ønske mig, at vi blev bedre til ikke at svine byerne og naturen til i Danmark. Jeg er overbevist om, at det godt kan lade sig gøre, for vi mennesker har en hjerne, der næsten kan se ind i fremtiden. Vi ved, at noget venter forude, og vi kan forestille os, hvad det er. Denne egenskab gør os i stand til at erkende, at vores adfærd har konsekvenser, vi kan vælge mellem det rigtige og det forkerte, vi har en fri vilje og dermed også et ansvar for vores handlinger.

Vores bevidsthed er forudsætningen for, at vi kan træffe et aktivt valg. Det, som foregår uden for bevidstheden, følger fastlagte planer og spor, her kører rutinearbejdet. Bevidstheden er forudsætningen for, at vi kan ændre adfærd over tid, og at vi kan tage ved lære af vores erfaringer. Bevidstheden er et diskussionsforum. Det er her, de gennemtænkte beslutninger træffes. I bevidstheden analyseres den overordnede situation: Går alting efter planen? Føles dette her rigtigt i forhold til det, jeg vil? Det er her, adfærden korrigeres, det er her, nye initiativer sættes i værk, også når det gælder ændring af affaldsvaner.

Hvor jeg nøjes med at holde min egen sti ren, er der andre, som går mere ihærdigt til værks, fordi de ikke blot ønsker, at der var pænere og renere alle vegne, de ligefrem har en vision om et renere Danmark. De ved, at det er muligt at skabe bedre affaldsvaner, men de er bevidste om, at det ikke er noget, som bare sker af sig selv, der skal gøres en ekstra indsats. Danskerne skal hjælpes lidt på vej.

Nudging, dvs. tilskyndelse til en bestemt ønskelig adfærd, men uden fratagelse af det frie valg, er blevet populært i mange lande, siden adfærdsøkonom Richard H. Thaler og jurist Cass R. Sunsteins bog Nudge - Improving Decisions About Health, Wealth and Happiness udkom i 2008. Selv om nudging ikke er et nyt fænomen, er det lykkedes forfatterne at gøre nudge (et venligt puf) til et globalt teknisk udtryk, som både politikere og ngo'er (non-governmental organization) har benyttet sig af de seneste år.

I Københavns Kommune udgør cigaretskod ca. 80 procent af det affald, der fejes og snappes op på byens gader. Antallet af cigaretskod i de københavnske gader er steget med ca. 70 procent, siden rygeloven trådte i kraft i 2007, derfor har man i Københavns Kommune forsøgt sig med nudging på gadeplan. Ved at sætte askebægere op foran f.eks. Københavns Hovedbanegård er det således lykkedes at få bragt antallet af henkastede cigaretskod ned med over 30 procent.

I udsendelsen taler jeg med Morten Kabell (teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune), Sara Klink Wæver (konsulent i Hold Danmark Rent, Friluftsrådet) og Andreas Maaløe Jespersen (forsker i nudging, ph.d.-studerende ved Roskilde Universitetscenter) om, hvor stort affaldsproblemet er, hvilke økonomiske og miljømæssige konsekvenser affaldet har, og hvad vi kan gøre for at blive endnu bedre til at holde byerne og naturen pænere og renere.

 

Hjernekassen på P1 den 11. maj 2015. En videnskabelig lykkepose.

Da biofysiker Lene Broeng Oddershede (f. 1970) var barn, drømte hun om at blive forsker ligesom sin far, Jens Oddershede, professor i kvantekemi, selv om han sagde, at hun kun skulle gå den vej, hvis hun ikke kunne lade være, fordi det på mange måder er hårdt arbejde. Men hun ikke kunne lade være, og i år er hun blandt EliteForsk-prismodtagerne. EliteForsk-priser og -rejsestipendier, som uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet, har til formål at støtte og udvikle yngre danske forskertalenter (under 45 år), og Lene Oddershede er blevet tildelt 1,2 millioner kroner for udviklingen af verdens mindste pincet.

Professor Lene Oddershede, leder af forskningsgruppen Optisk Pincet på Niels Bohr Institutet og leder af grundforskningscentret StemPhys, konstruerede den første optiske pincet i Skandinavien i 1998. Hvordan det foregik, forklarer Oddershede på Niels Bohr Instituttets hjemmeside således: "Jeg gik ind i et tomt rum nede i kælderen og startede med at vaske gulvet. Jeg ville selv bygge en optisk pincet, så jeg bestilte udstyrsdele, komponenter, skruer og alle slags elementer, og gik i gang med at bygge udstyret. Det tog lang tid at opbygge det komplicerede udstyr, og det blev den første optiske pincet i Skandinavien." Idéen til den optiske pincet havde hun fået i USA, hvor hun som ph.d.-studerende havde forsket et år ved University of Chicago.

En optisk pincet er en kraftig fokuseret laserstråle, som bruges til at fange enkelte molekyler eller nanoskopiske partikler med, så forskerne kan manipulere og kontrollere levende væv uden at ødelægge det. Brugen af optiske pincetter har givet forskerne en helt ny forståelse af levende cellers funktionsmåde, hvilket bl.a. har medført forbedrede behandlingsmuligheder af sygdomme, eksempelvis kræft. Et andet vigtigt forskningsområde, hvor forskerne har fået ny viden, er inden for stamcelleforskning.

Hovedparten af de mange penge fra EliteForsk, 1 million kroner øremærket "forskning", har Oddershede naturligvis tænkt sig at bruge på at bygge et helt nyt eksperimentelt udstyr, som skal udvikles i tæt samarbejde med to af nobelpristagerne i kemi 2014, Eric Betzig og Stefan Hell, som har udviklet et superopløsende flourescensmikroskop, som bruges til at observere levende organismer på nano-niveau.

Historiker Anne Løkke (f. 1957) modtog i 2014 Dansk Magisterforenings forskningspris for humaniora og samfundsvidenskab på 50.000 kroner, som bliver tildelt én på baggrund af indstillinger fra forskerkolleger. Løkke fik prisen for at fremme viden om krop, sundhed og hverdagsliv.

Professor Anne Løkke, ansat ved Saxo-Instituttet og leder af BioHistory Group, har i de seneste år været med i et tværfagligt forskningsprojekt Governing Obesity, som har kigget nærmere på fedme-problematikken. De har undersøgt, om tyk udelukkende er noget, man bliver, hvis man spiser for meget og bevæger sig for lidt.

Løkkes indfaldsvinkel er menneskekroppen i historisk perspektiv, og hun har især været interesseret i at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem sundhed, sygdom og kropsstørrelser. På baggrund af egen og internationale undersøgelser påpeger hun, at sundhedstilstanden var værre førhen, hvor folk blev syge og døde i en langt yngre alder end nu, selv om befolkningen ikke var overvægtig.

Løkke mener, at meget af den nuværende sundhedsoplysning om vægt og sundhed hviler på et spinkelt og forældet videnskabeligt grundlag. Der er statistisk set intet, der tyder på, at overvægtige, dvs. personer med et BMI mellem 25-30, har en højere risiko for at dø tidligt end normalvægtige med et BMI mellem 18,5-25. Det er først, når der er tale om fedme, dvs. et BMI på over 30, det går hen og bliver et alvorligt problem. Men så er der tale om et psykisk problem, som bør behandles på lige fod med andre psykiske lidelser - "Fedme opstår i hjernen, og det er også i hjernen, det skal bearbejdes," udtaler Løkke i artiklen Fed i hovedet af Rasmus Elmelund, Dagbladet Information den 28. juli 2012. Desuden påpeger hun, at man i den anden ende af skalaen skal have et BMI på over 20, før man faktisk ser et fald i dødelighedskurven. (BMI (body mass index) beregnes ved at dividere en voksen persons vægt (kg) med højde (m) i anden; vægt / (højde x højde) = BMI. Så hvis man f.eks. vejer 65 kg og har en højde på 1.7 m, er ens BMI 22.5).

Alligevel er den gængse opfattelse fortsat, at hvis man vejer lidt for meget, er det et stort problem for både det enkelte individ og samfundet. Som historiker er Løkke også interesseret i, de sociale og kulturelle konsekvenser problematiseringen af vores kropsstørrelse har. Hele fedmedebatten påvirker nemlig måden, vi opfatter os selv og hinanden på i en negativ retning, idet overvægtige borgere betragtes som en samfundsmæssige byrde.

I udsendelsen uddyber Lene Oddershede sin forskning, og hvad den kan bruges til medicinsk. Men Anne Løkke lægger ud med at fortælle om sin disputats Døden i barndommen - Spædbørnsdødeligheden og moderniseringsprocesser i Danmark i 1800-1920 (Gyldendal 1998), som har haft stor betydning for hendes efterfølgende interesse for at undersøge, hvordan sundhedsråd og -vejledning påvirker vores liv.

 

Hjernekassen på P1 den 4. maj. 2015. Danmarks besættelse 1940-45.

Da Heidis mormor døde i juli 1994, fik Heidi langt om længe svaret på, hvem hendes bedstefar var. Det viste sig, at det, Heidi stort set altid havde haft på fornemmelsen, var korrekt.

Når Heidi havde spurgt til sine biologiske aner, svarede hendes mormor altid i en afvisende tone: "Det er bedst, at man ikke ved alting." Ellers stod mormor og Heidi hinanden meget nært og kunne tale sammen om faktisk alt. Men hvem, Heidis bedstefar var, forblev et tabuemne, og det lige til det allersidste.

Få måneder før Heidis mormor døde, spurgte Heidi hende: "Hvad lavede du den 4. maj 1945, da budskabet om Danmarks befrielse kom?" Det første svar, Heidi fik, var: "Det husker jeg ikke." Lidt efter sagde mormor: "Jeg husker, jeg var ved at vaske tøj og tænkte, 'Uh ha, lad mig se at komme hjem', for folk gik jo fuldstændig grassat i gaderne." Mormor havde altså ikke været glad og taget del i begivenhederne den 4. maj 1945. Faktisk havde hun været bange eller måske ligefrem angst, da hovedparten af den danske befolkning fejrede, at Danmark atter var frit. Hvad havde hun været bange for? Hvad var det, hun havde frygtet? Kunne det være, at det barn, mormor havde fået uden for ægteskab i 1943, var med en tysk soldat?

Fra Heidi var ganske lille, sagde mormor ofte: "Når du bliver lidt større, sådan en 10-11 år, skal vi på ferie sammen." Egentlig var det en lidt underlig ting at sige, eftersom de altid var på sommerferie sammen, men det var indforstået, at den ferie, mormor talte om, var den, hvor de skulle på bustur til Tyskland. Rejsen blev bestilt og nøje planlagt, og Heidi fik næsten en helt ny garderobe, hvor den vigtigste beklædningsgenstand var en tyrolerkjole, som mormor selv havde syet, og som Heidi skulle have på om aftenen på hotellerne, så hun kunne være rigtig fin, selv om hun hadede kjolen. Trods kjolen nød Heidi dog at være i Tyskland med mormor, for der var ingen smalle steder, når de kom til rastepladserne, hotellerne eller var i forretninger. Desuden var Heidi vældig stolt af sin mormor, for selv om mormor kun havde gået syv år i skole og aldrig havde haft sprogkundskab, kunne hun tale med alle tyskerne, de mødte. Det undrede godt nok Heidi meget, men det syntes mormor ikke, der var nogen grund til, for, som hun sagde: "At tale tysk er jo næsten ligesom at tale dansk."

Når de siden hen talte sammen, om de fem år Danmark var besat af Tyskland, kunne Heidi ikke lade være med at lægge mærke til, at mormor tit sagde: "Der var mange unge mænd, som ikke var tilhængere af Hitler, men de havde kun valget mellem at blive soldat eller at få en kugle for panden. Det glemmer man altid, når man taler om de almindelige tyskeres ansvar og skyld i krigen."

Hver gang skreg det i Heidis indre: "Mormor! Mormor! Var min bedstefar en tysk soldat? Er det, derfor vi aldrig taler om ham?"  Når man ikke selv har oplevet besættelsesårene og de begivenheder, der fulgte efter, kan det være svært at forstå, at det, som kom for dagens lys efter mormors død, skulle holdes så hemmeligt hele hendes liv.

Efter mormors død fandt Heidi en gammel skotøjsæske med nogle gamle breve, som spontant fik hende til at udbryde: "Tak, mormor! Tak, mormor!" For der lå svaret - hendes bedstefar var en tysk soldat. Men samtidig fløj spørgsmålene: "Blev min mormor klippet skallet og rullet i tjære og fjer?" gennem Heidis hoved. En smertefuld tanke at ens søde og kærlige mormor måske var blevet straffet på denne måde.

Den tyske soldat har virkelig været mormors store kærlighed, og hun forblev ham tro hele livet. Heidi husker også, at mormor engang sagde: "Hvis man ikke har oplevet en kærestesorg her i livet, har man aldrig prøvet, hvad det vil sige at leve." Om det er sandt, kan naturligvis diskuteres, men det må være den måde, mormor valgte at komme gennem sin sorg over ikke at kunne dele sit liv med den tyske soldat.

På trods af al ondskaben og hadet under den tyske besættelse af Danmark blomstrede ægte kærlighed altså også.

Har man lyst til at lære Heidi og hendes mormor bedre at kende, læs Hjernekassen-teksten den 24. november 2014.

I udsendelsen har jeg besøg af historiker og forfatter Thomas Harder, som er aktuel med bogen Besættelsen i billeder - Danmark 1940-45 (Lindhardt og Ringhof 2015).

 

Hjernekassen på P1 den 27. april 2015. Vidensformidling.

Uanset hvilken formidlingsform man vælger, er man nødt til at fange og fastholde folks opmærksomhed. En vej til at opnå opmærksomhed er humor. Men humor er blot et af værktøjerne i formidlingsværktøjskassen. Den egentlige formidlingsevne ligger i respekten for opgaven. Har man noget på hjerte, kan man også blive en god formidler, hvis man gør sig umage, tager ved lære og tager sig den nødvendige tid. Selv om øvelse gør mester, skal der stadig være plads til personlighed. God vidensformidling handler om at finde sin egen stemme og bruge den.

I princippet kan alt formidles. Men nogle emner er naturligvis svære. En af de opgaver, man så må løse, er, hvordan man kan komme med en forklaring, som er let at forstå, uden at sige noget forkert. Desværre støder man ofte på den opfattelse, at jo lettere noget er at forstå, jo mere banalt er det. Og jo sværere det er at forstå, jo mere komplekst er det. Men sådan hænger det ikke sammen.

Jeg spurgte en ven, om hun kunne tænke på et godt eksempel, jeg kunne bruge til at illustrere dette. Det kunne hun og begrundede valget med ordene: "I din bog om Galathea ekspeditionen formår du at få forklaret, hvad bakterier er, så både en ung og en ældre person forstår, hvad det er, ved at relatere det til noget, alle kender til."

"Bakterier er nogle af de mest primitive former for liv, der findes. De er så små, at vi ikke kan se dem, men ikke desto mindre er de meget vigtige for naturens balance. Bakterier hjælper blandt andet med at nedbryde døde planter og dyr. Bakterier hjælper også os mennesker. Det er for eksempel bakterierne i vores mave, som hjælper os med at fordøje maden. Men der findes også bakterier, som er meget skadelige for mennesker. … Er det en rigtig skadelig bakterie, kan man blive alvorligt syg, og så skal man måske have penicillin for at hjælpe kroppen med at bekæmpe sygdomsfremkaldende bakterier. Og her kommer de gavnlige bakterier ind i billedet. Vi kan nemlig bekæmpe skadelige bakterier med gavnlige bakterier." Bjørnedyr og Bardehvaler (Banner og Korch 2007, side 57).

Udsendelsen taler jeg med ph.d., forfatter Lone Frank, antropolog, forfatter Dennis Nørmark og forfatter Tor Nørretranders om videnskabsformidling.

 

Hjernekassen på P1 den 20. april 2015. Ph.d.-Cup 2015.

Ph.d.-Cup er et samarbejde mellem DR, Dagbladet Information, de danske universiteter og Lundbeckfonden, som hvert år inviterer forskere til at deltage i konkurrencen.

I år indstillede de danske universiteter 42 ph.d.'er inden for sundhed, natur og teknik, humaniora, og samfund til Ph.d.-Cup 2015. Efter at have læst og diskuteret alle kandidaternes formidlingstekster udvalgte dommerkomitéen (astrofysiker Anja C. Andersen, hjerneforsker Albert Gjedde, professor Maja Horst, litteraturprofessor Anne-Marie Mai og filosof Jesper Ryberg) otte finalister.

Selve dysten fandt sted den 16. april i DR Byen foran publikum og de tre dommere, professor Maja Horst, journalist Martin Breum og professor Vincent Hendriksen.

Finalisterne skulle på bare tre minutter gøre tre års forskning i vanskeligt stof forståeligt for andre uden særlig viden om emnet. Hvordan det forløb kunne ses i fjernsynet på DR2 den 18. april.

På en delt 4. pladsen kom fem af de otte finalister:

Er maskulinitet og sikkerhed foreneligt? Morten Kyed, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, har set på, hvorledes en ny form for maskulinitet beskytter mod ulykker på jobbet som ambulancereddere. I stedet for at forsøge at gøre alting selv, er større sikkerhed kommet i fokus med sloganet: "Du kan ikke hjælpe nogen, hvis du selv kommer til skade undervejs".

I 1802 kortlagde den tyske naturvidenskabsmand og forskningsrejsende Alexander von Humboldt minutiøst vegetationen på den 6,268 meter høje vulkan Chimborazo i Ecuador. 210 år senere gentog Naia Morueta-Holme, Bioscience ved Aarhus Universitet, og tre andre forskere missionen. Hvilket har været noget af en bedrift, for så længe de kunne finde planter, fortsatte de opad - til sidst, kun Morueta-Holme og en af de andre, med klatrejern på de isglatte bjergskrænter, higende efter vejret i den tynde luft i 5.200 meters højde. Det, forskerholdet fandt ud, er, at den stigende temperatur gennem de sidste 200 år bl.a. har betydet mindre isdække på bjerget, så planterne i dag når højere op. Men samtidig har et fald i nedbørsmængden medført færre vandressourcer til vegetationen mod dalen.

"Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country" - præsident John F. Kennedys legendariske ord fra 1961 har fortsat stor betydning i det amerikanske samfund, og har været medvirkende til, at Anne Mørk, Institut for Historie ved Syddansk Universitet, har undersøgt, i hvor høj grad det er lykkedes eller ej for fire amerikanske præsidenter, John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson, Bill Clinton og George W. Bush, at få USA's borgere til at slutte op om frivilligt arbejde og se det som en del af deres borgerpligt og nationale identitet.

Martin Odgaard, Platform, By og Landskab ved Arkitektskolen Aarhus, slår med sit projekt et slag for, at naturen kommer til at spille en større rolle i byplanlægningen end hidtil for at fremme biodiversiteten. Odgaard foreslår, at man i stedet for græsørkner (græsplæner) mellem husblokke lader naturen erobre arealerne ved at sprede en masse frø i området og pode med planter f.eks. fra et overdrevslandskab til gavn for planter, dyr og mennesker.

"Bekæmp global fattigdom med ingeniører" - man skulle næsten tro, ordene var mine egne, det er de ikke, men derimod Asger Moll Wingenders, Institut for Økonomi ved Københavns Universitet. Wingender har fundet ud af, at uddannelse spiller en større rolle end tidligere antaget - særligt videregående uddannelser, idet hans undersøgelser viser, at samarbejde mellem højtuddannede og ufaglærte er en væsentlig drivkraft for økonomisk vækst i udviklingslandene.

3. pladsen:

"Træningsafhængighed: Kan man virkelig få for meget af noget godt?" Svaret er ja, men det er yderst kontroversielt at sige, at idræt kan være farligt. Træningsafhængighed er et socialt accepteret misbrug. Måden at komme ud af sit misbrug adskiller sig fra andre form for misbrug ved, at målet ikke er afholdenhed, men at finde en sund balance mellem træning og andre ting i tilværelsen. Psykolog Mia Beck Lichtenstein, Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet, har som den første i Danmark kigget på træningsafhængighed i fitnesscentre og fodboldklubber.

2. pladsen:

"An aspirin a day keeps the doctor away" - eller gør den? Læge Morten Würtz, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, har fundet ud af, at aspirin en gang dagligt er utilstrækkeligt til at forebygge blodprop i hjertet gennem alle døgnets 24 timer. Og hvis aspirin tages i kombination med mavesårsmedicin forringes effekten af den forebyggende medicin yderligere. Würtz' opdagelse ventes at få betydning for fremtidig behandling af blodproppatienter.

1. pladsen:

Biokemiker Johan Andersen-Ranberg, Center for Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet, har identificeret, hvordan rødderne i planten Coleus forskohlii (paletblad), der gror vildt på Himalayas bjergskråninger og andre subtropiske egne, danner det værdifulde stof forskolin. Desuden har han medvirket til at udvikle en produktionsmetode i gær sammen med en dansk-schweizisk biotek virksomhed, så man inden længe vil kunne fremstille forskolin i langt større mængder og på meget kortere tid end i dag. Forskolin anvendes til behandling af grøn stær og har vist stort potentiale i behandlingen af en række kræftsygdomme, men den nuværende dyrknings- og ekstraktionsproces er ressourcekrævende, og derfor er det nødvendigt med alternative produktionsmetoder, så man på en bæredygtig måde kan gøre brug af plantens stof, og også andre planters stoffer, uden at drive rovdrift på naturen.

Konkurrencen er egentlig ikke det vigtigste ved Ph.d.-Cuppen, men at få forskningen ud til så mange mennesker som muligt. Ud over selve konkurrencen har forskerne kunnet deltage i en medieskole, hvor de har fået træning i at formidle deres forskning på en letforståelig måde til andre uden forhåndskendskab til emnet.

Dagens gæster i Hjernekassen på P1 er: Morten Kyed, Mia Beck Lichtenstein og Johan Andersen-Ranberg.

Hjernekassen på P1s udsendelser om Ph.d.-Cup 2013 og Ph.d.-Cup 2014 blev sendt henholdsvis den 3. juni 2013 og den 16. juni 2014.

 

Hjernekassen på P1 den 13. april 2015. "Rummet, raketter og fossiler".

"Jeg vil gerne opleve mennesker lande på Mars," udtalte 100-årig Aage Astrup, tidligere overlæge, til Berlingske i 2013.

Den 28. marts i år kom mennesket et skridt nærmere Mars, da den russiske kosmonaut og kommandør Gennady Ivanovich Padalka (1958-) samt den amerikansk astronaut Scott Joseph Kelly (1964-) og den russisk kosmonaut Mikhail Borisovich Kornienko (1960-) landede på Den Internationale Rumstation, ISS (International Space Station), efter en rejse på seks timer med rumfartøjet Soyus, der siden 1967 i skiftende udformninger har været anvendt til bemandede rumrejser. Rumstationen ISS befinder sig i kredsløb ca. 400 km fra Jorden og har været beboet uafbrudt af forskellige astronautbesætninger siden 2000. Padalka skal opholde sig på rumstationen i seks måneder, mens Kelly og Kornienko skal opholde sig der i næsten et år, helt nøjagtigt 342 dage. Hvilket er den længste periode en astronaut har opholdt sig på rumstationen ISS, hvor astronauterne normalt opholder sig i højst seks måneder. (Verdensrekorden for længste uafbrudte ophold i rummet blev sat i 1994-95 af den russiske kosmonaut Valeri Vladimirovich Polyakov (1942-), som tilbragte 437 dage og 18 timer på den hedengangne rumstation Mir.)

Missionens formål er at undersøge, dels hvordan menneskekroppen reagerer på at befinde sig i rummet i så lang tid, dels hvordan mennesket reagerer psykisk på at være isoleret fra omverdenen gennem længere tid. Det, som gør undersøgelserne særlig interessante, er, at Scott Kelly er enægget tvilling, og hans bror, Mark Edward Kelly (pensioneret astronaut), skal gennemgå de samme test på Jorden, som Scott Kelly gør i rummet, så forskerne har et standardmål at vurdere ud fra, når de kigger efter forandringer i Scott Kellys krop og psyke.

Vægtløshed har store konsekvenser for kroppen, idet alle kroppens organer og systemer bliver påvirket. Først sker der en omfordeling af kroppens blodvolumen. Væske og blod bevæger sig fra benene op til det centrale kredsløb, så der er mere blod i hjertet og sandsynligvis også i hovedet, hvilket kan føre til øget tryk på hjernen og ændringer i øjet. På længere sigt bliver muskler og knogler også påvirket. Musklerne mindskes og svækkes, og knoglerne afkalker. For at modvirke dette træner astronauterne dagligt på kondicykler og løbebånd, hvor elastikker simulerer tyngdekraften.

Disse helbredsundersøgelser er vigtige, da rejsen frem og tilbage til den røde planet, Mars, formentlig vil tage to-tre år. Forskning i, hvordan vægtløshed påvirker kroppen både under og efter en tur i rummet, er derfor lige så vigtig som udforskningen af universet. Men den rummedicinske forskning er også til gavn for alle os andre helt almindelige mennesker. I dagligdagen er kroppens organer konstant påvirket af tyngdekraften, tilstanden kaldes "tyngdestress" og er en daglig udfordring for hjerte, blodkredsløb, muskler og knogler. Vi bliver hele tiden påvirket af tyngdestresset her på Jorden. Tyngdestresset forsvinder i rummet, dvs. det er en slags kontrolsituation til mange af de dagligdags påvirkninger, vi befinder os under her. Studiet af vægtløshed kan med andre ord give lægerne en bedre forståelse af den normale fysiologi, og hvorledes Jordens tyngdekraft påvirker kroppen.

Til september skal danske Andreas Enevold Mogensen (1976-) sammen med den russiske kosmonaut og kommandør Sergey Aleksandrovich Volkov (1973-) transportere et nyt rumfartøj op til Kelly og Kornienko. Ti dage senere skal Mogensen sammen med Gennady Padalka rejse tilbage til Jorden i rumfartøjet, som fløj op til Den Internationale Rumstation den 27. marts. Når Padalka vender tilbage, vil han samlet have opholdt sig i rummet i over 900 dage, hvilket er en ny verdensrekord.

Andreas Mogensen bliver den første dansker i rummet, og han er nøje udvalgt. Ud af 8.413 ansøgere blev han i 2009 en af seks nye medlemmer i det europæiske astronautkorps.

To af dagens gæster i Hjernekassen, astrofysiker Anja Cetti Andersen og Mars-forsker Kjartan Kinch, deler helt sikkert den ældre læges drøm om at opleve mennesker lande på Mars. En drøm, der på bedste vis illustrerer menneskets evige higen og søgen efter mere viden om alt mellem himmel og jord - også om fortiden, sådan som den tredje gæst, fossiljæger Henrik Madsen, gør det i moleret på Mors.

 

Hjernekassen på P1 den 30. marts 2015. Lars von Trier.

Medmindre andet er angivet, er alle nedenstående citater fra Geniet Lars von Triers liv, film og fobier af Nils Thorsen (Politikens forlag 2010).

Filminstruktør Lars von Trier (1956-) bor et idyllisk sted, kun et stenkast fra barndomshjemmet i Ørholm ved Mølleåen, hvor han voksede op som yngste søn af cand.polit. Inger Høst (1915-1989) og cand.polit. Ulf Trier (1907-1978), der i forvejen havde sønnen Ole (1945-) sammen. Først på morens dødsleje i 1989 fandt Lars ud af, at Ulf Trier ikke var hans biologiske far, men embedsmand Fritz Michael Hartmann (1909-2000), som hans mor havde haft en affære med. Hartmann var chef for forældrene, som begge arbejdede i Socialministeriet. Om Ulf Trier havde kendskab til affæren og vidste, at Lars ikke var hans biologiske barn, ved Lars ikke. I hvert fald var det ikke noget, han mærkede til.

Opdragelsen i barndomshjemmet var fri, Lars blev betragtet som en lille voksen, der i princippet selv bestemte, hvad han ville. Lars von Trier mener selv, at det er her, kimen til hans angstfyldte sind begyndte at spire. "Jeg bilder mig ind, at jeg fik alle de her angster, fordi jeg ikke fik lov til at være barn. Og jeg har vel dybeste set oplevet det som en mangel på kærlighed. For det er også en kærlighed, der sætter grænser." (side 31).

I skolen herskede der til gengæld kæft, trit og retning, og lille Lars blev også mobbet, så tiden på Lundtofteskolen vækker alt andet end gode minder, og skolens barske miljø anskues som medvirkende til angsten, som han har levet med siden barndommen. "Jeg gik ud af skolen allerede i 6. klasse. Jeg havde vist det, der kaldes tilpasningsproblemer. Jeg blev tvungen til at tale med psykologer i tonsvis. Nogle ville have mig indlagt, jeg ville hellere være alene og i hvert fald ikke tale med andre end fuglene. Det fik jeg så lov til i nogle år." Lars von Triers film - tvang og befrielse af Peter Schepelern (Rosinante 2000, side 13).

Lars Triers seriøse arbejde med film begyndte allerede i 1968, hvor han fik hovedrollen i Thomas Windings børnefilm Hemmelig sommer. Det er en stille film i fire afsnit om to ensomme børn, en lille dansk dreng og en høj svensk pige, der finder sammen og oplever glæden ved hinandens selskab. Da tv-serien blev vist i fjernsynet i 1969, udtalte Lars Trier om sine fremtidsplaner: "Men noget ved filmen vil jeg i hvert fald være." (Avisinterview bragt i Aktuelt). (Hemmelig sommer kan ses på dr.dk/bonanza).

Lars eksperimenterede allerede selv med at lave sine egne små dystre film, hvilket må have givet ham så meget blod på tanden, at han siden hen valgte instruktørrollen.

Inspirationskilden til dramaturgien i filmene har ifølge Lars von Trier selv alle dage været Anders And-bladenes historier. Den melankolske tegneseriefigur, Anders And, ville dog næppe have haft nok stof i sig til at udforme Trier-filmenes universer, der på en og samme tid er genkendelige og totalt uvirkelige, de må udspringe fra Lars' eget indre.

"Jeg tror, at kunst er at tage folk ved hånden inde i det fokuserede felt og føre dem ud i det ufokuserede." (side 60). Eller som han udtrykker det i udsendelsen: "At tage noget forståeligt og gøre det uforståeligt."

Hvordan det lille von mellem for- og efternavn opstod engang i 1970'erne, fortaber sig i erindringens tåger. Kunne det tænkes at stamme fra en af Andebys borgere, Joakim von And? I hvert fald er det et kunstnernavn, og i filminstruktørens pas står der slet og ret Lars Trier.

Angstens objekt har ændret sig gennem årene, nu kommer angsten til udtryk ved konstante selvtjek (en form for OCD), derfor kan Lars ikke længere padle en tur i kajakken på Mølleåen. "Jeg skulle hele tiden måle mig selv, hvis ikke jeg sejlede ud til Strandmøllen og tilbage igen to minutter hurtigere end sidst, troede jeg, at jeg var dødende." (side 35). Lars har fundet ud af, at den bedste måde at holde angsten stangen er ved at arbejde. Hustruen, Bente Trier (1965-), mener ikke, arbejdet gavner Lars, "For det er hårdt, som hun udtrykker det, 'at presse en film ind i en hjerne, der er fyldt med så meget angst.'" (side 384). Ud over angst har Lars de seneste år også lidt af depressioner. Og selv om han har modtaget forskellige former for psykiatrisk behandling, er der ikke rigtig noget, der har hjulpet ham til at få det bedre.

I Geniet Lars von Triers liv, film og fobier beskrives Lars von Trier af dem, der kender ham, som en meget ærlig person, og det er jo rart at vide, når man bringer en samtale med ham, der fandt sted fredag formiddag den 20. marts 2015, hvor min lillebror, journalist Anders Lund Madsen, og jeg oplevede Lars' fortsatte store glæde ved fugle, Anders And og hørte hans tanker om angst.

 

Hjernekassen på P1 den 23. marts 2015. Hypnose.

Man kan med god ret sammenligne hjernen med et badekar fyldt med tanker. Men det er kun en forsvindende lille del af de tanker, der flyder rundt i vores hjernes badekar, som bliver hentet ind i vores bevidsthed, som bliver tænkt på en måde, hvor vi er klar over, at vi tænker dem.

Der er ufattelig mange hjernearbejdsopgaver, der bliver udført, uden at det kommer til vores bevidste erkendelse. Langt størstedelen af hjernens arbejde foregår uden for vores bevidsthed. Det, vi oplever i vores bevidsthed, den kontakt, vi som mennesker har med det, som foregår i vores hjerner, er kun en ganske kortfattet "arbejdsbeskrivelse" af det hjernearbejde, der i virkeligheden foregår. De tanker, vi oplever i vores bevidsthed, repræsenterer kun toppen af isbjerget. Nedenunder ligger der en enorm mængde ubevidste tanker og flyder rundt. Tanker, der er til stede, uden at vi er klar over det, og som har afgørende betydning, når hjernen træffer sine beslutninger.

Hypnose er et værktøj, hvor behandleren skyder genvej til det ubevidste for at bearbejde eller lindre såvel fysiske som psykiske lidelser samt forandre adfærd og uhensigtsmæssige tanker.

Der skelnes mellem en hypnotisør og en hypnoterapeut, forskellen er, at hypnotisøren typisk kun bruger hypnose til at fjerne et symptom (f.eks. hovedpine) eller en last (f.eks. rygning), mens hypnoterapeuten bruger hypnose i forbindelse med anden psykoterapeutisk behandling, hvor man ikke blot fjerner symptomet, men også bearbejder problemet.

Ordet hypnose stammer fra den græske søvngud Hypnos. Der er dog ikke tale om søvn, under hypnosen bringes man i en bevidsthedstilstand, hvor man er afslappet og mere modtagelig for hypnoterapeutens positive forslag til at aktivere en ønsket adfærd eller tankemåde.

Vi er ikke alle lige hypnotiserbare, cand.psych. Bobby Zachariae inddeler befolkningen i tre grupper, de almindeligt hypnotiserbare, de lavt hypnotiserbare og de højt hypnotiserbare.

De almindeligt hypnotiserbare kan hypnotiseres, men glider ikke så dybt ind i hypnosen, og de udgør den største af de tre grupper. De lavt hypnotiserbare kan ikke hypnotiseres, mens de højt hypnotiserbare har meget nemt ved at blive hypnotiseret, begge udgør en lille gruppe.

Hvad der egentlig sker under hypnose, er en gåde. Men ved at hjernescanne personer under hypnose har man kunnet konstatere en reduktion af aktiviteten i frontallapperne (pandelapperne), og en øget aktivitet i det limbiske system (som ligger dybt inde i hjernen). Evolutionært tilhører frontallapperne den yngre del af hjernen, og det er her, de mest avancerede hjernefunktioner bl.a. vores kritiske sans findes, og vores bevidste tanker foregår, mens det limbiske system, der tilhører den ældre del af hjernen og har stor betydning for vores følelser og adfærd, opererer i det ubevidste.

Dagens udsendelse er en optagelse fra Koncerthusets studie 4 i DR Byen den 11. marts, hvor publikum kunne opleve Jan Hellesøe, vært på tv-programmet Fuckr med dn hjrne, scenehypnotisør Jeppe Schjøtz og cand.psych. Bobby Zachariae.

 

Hjernekassen på P1 den 16. marts. The Brain Prize 2015.

I hjerneforskerkredse er den helt store gevinst, alle tørster efter og drømmer om, at få "den gode idé", som fører til en banebrydende videnskabelig opdagelse, så man måske får lov til også at tage en tur til Stockholm for at modtage Nobelprisen og trykke den svenske konge i hånden.

Men verdens største hjerneforskningspris, The Brain Prize, på 1 million euro (ca. 7,5 millioner kroner) står også i høj kurs. I år går prisen til tyskerne Winfried Denk (f. 1957) og Arthur Konnerth (f. 1953 i Rumænien) samt amerikanerne Karel Svoboda (f. 1965 i Tjekkiet) og David W. Tank (f. 1953) for deres opfindelse, udvikling og efterfølgende anvendelse af to-foton-mikroskopet.

"To-foton-mikroskopi har revolutioneret studiet af hjernen, fordi det nu er muligt med stor præcision at kortlægge, hvordan de enkelte dele af en hjernecelle fungerer, samt hvordan flere tusinde hjerneceller kommunikerer med hinanden," forklarer professor Maiken Nedergaard, Center of Basic and Translational Neuroscience, Københavns Universitet, om prisvindernes forskning i en pressemeddelelse fra Grete Lundbeck European Brain Research Foundation.

The Brain Prize, der betegnes som det danske svar på Nobelprisen, blev indstiftet i 2010 og uddelt første gang i 2011, og uddeles i år for femte gang. Til prisen er tilknyttet et outreach program, hvor prismodtagerne deltager i møder og workshops i Danmark til stor gavn for dansk hjerneforskning generelt og de forskere, som allerede er i gang med at anvende teknikken.

I Grønt lys på kroppens dirigent (Aktuel Videnskab, nr. 2, 2014, side 30-32) beskriver kandidatstuderende Eva Maria Meier Carlsen, hvorledes astrocytterne (små stjerneformede celler i hjernen) er kommet i søgelyset, idet to-foton-mikroskopet har gjort det muligt at se, at disse støtteceller signalerer til hinanden med kemiske bølger ved at hæve og sænke niveauet af calcium. "Med dette nye redskab kunne forskere begynde at udfordre tankesættet, der dikterer, at kun neuroner bestemmer hjernens signaler. Efterhånden som mikroskopet udbredes i laboratorier over hele verden dukker mere og mere forskning i astrocytter op. Og det er blevet påvist, at de er involveret i fx den måde, vores hukommelse er konstrueret og fungerer på, vores søvnmønster og i åndedrættets rytmiske bevægelser." (Side 31).

Der er sket meget inden for forskningen, siden Otto Loewi (1873-1961) i 1921 fandt ud af, at nerveceller kommunikerer med hinanden ved hjælpe af kemiske signalstoffer. (se:/hjernemad/hjernehistorier/otto-loewis-droem). Ligesom der er sket en hel del inden for hjerneforskningen, siden jeg arbejdede med søvnforskning i begyndelsen af 1990'erne, fordi der i dag findes langt mere avancerede redskaber og teknikker til at undersøge hjernens komplekse struktur. Dengang havde vi ikke skyggen af en chance for at iagttage, om støtteceller kunne have en funktion under søvnen.

I 2013 fandt professor Maiken Nedergaard og hendes amerikanske forskerteam en mulig forklaring på vores behov for søvn. "Vi fandt ud af, at nervecellernes støtteceller starter med at pumpe spinalvæske ind i hjernen, når mus sover. Væsken fjerner de affaldsstoffer, der ophober sig i hjernen, når de er vågne. Vi mener, denne rengøring også er årsagen til, at vi mennesker har brug for at sove syv til otte timer hver dag. Pumpning af spinalvæske er ikke mulig, når vi er vågne." The Brain Prize: revolutionerende teknologi vinder verdens største hjernepris. (Videnskab.dk, marts 2015).

Indtil videre har denne billeddannende teknik, der gør det muligt at iagttage den enkelte hjernecelles funktion samt cellernes indbyrdes kommunikation i både den raske hjerne og sygdomsramte hjerne, udelukkende været anvendt på forsøgsdyr (f.eks. mus).

The Brain Prize er en personlig pris og fordeles ligeligt mellem de fire forskere, som får lov til at tage en tur til København og trykke den danske kronprins i hånden ved prisoverrækkelsen, som finder sted den 7. maj 2015.

I udsendelsen uddyber direktør for Fonden for Grete Lundbecks Europæiske Hjerneforskningspris Kim Krogsgaard, hvad The Brain Prize er. Professor Jørn Dybkjær Hounsgaard forklarer, hvorledes hjernens nerveceller (neuroner) og støtteceller kommunikerer med hinanden. Professor Martin Lauritzen fortæller, hvorledes to-foton-mikroskopi anvendes, hvad han selv beskæftiger sig med og har været med til at opdage.

Hjernekassen på P1s udsendelser om The Brain Prize 2013 og 2014 blev sendt henholdsvis den 29. april 2013 og den 28. april 2014.

 

Hjernekassen på P1 den 9. marts 2015. Revisorhjørnet.

I december 2014 havde Daniel Valbjørn, operativ leder i revisionsfirmaet Deloitte, arrangeret et foredrag for sine kolleger, og han havde bedt mig om at tale om hjernen og stress, da de gik en travl periode i møde lige efter jul. Når jeg holder foredrag, forsøger jeg at tilpasse indholdet efter tilhørernes behov, men da jeg skulle holde mit foredrag for revisorerne, følte jeg mig ikke helt sikker på, hvordan deres arbejdsdag egentlig ser ud.

Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål, og jeg kunne sagtens fornemme, at revisorerne havde en hektisk arbejdsdag. En ville vide, om hjernen kan brænde sammen, en anden om kost og motion har nogen betydning i forbindelse med stress, og en tredje var interesseret i at vide noget om vigtigheden af søvn, og om drømme om ens arbejde kan være tegn på stress.

Jeg gav følgende korte svar på spørgsmålene: Nej, hjernen kan ikke brænde sammen af kortvarig stress, men er man stresset over en længere periode, sker der nogle ændringer i hjernen, som f.eks. kan føre til depression. Kost og motion har stor betydning for, hvor godt rustet man er til dagens mange udfordringer. Når det gælder kosten, bør man sørge for at få en god frokost, spis noget fuldkornsrugbrød, da det mætter godt og sikrer et stabilt blodsukker og dermed mindsker risikoen for at falde i slikskålen i løbet af eftermiddagen for at kunne holde dampen oppe. Kroppen er skabt til at røre sig, sørg for mindst 30 minutters bevægelse om dagen, f.eks. ved at cykle eller gå til og fra arbejde, og så er det godt lige at få pulsen op en til to gange om ugen. Søvn er vigtig, søvnbehovet varierer meget fra person til person, men mellem 7-9 timer per nat er optimalt. Drømme om ens arbejde er ikke nødvendigvis et tegn på stress. Det er ikke ualmindeligt, at løsningen på et problem, man har bakset med i løbet af dagen, kan komme til én om natten, fordi den sovende hjerne ikke er underlagt den vågne hjernes strenge kontrol og krav til tænkningen, og derfor har mulighed for at lave nye nervecelleforbindelser, som åbner op for andre løsningsmuligheder end dem, man hidtil har benyttet sig af.

Efter arrangementet spurgte jeg Daniel Valbjørn, om han havde lyst til at fortælle om sit arbejde i Hjernekassen på P1. Det havde han.

Med sig i studiet har han taget statsautoriseret revisor Anders Lillelund, og Anette Primdahl Jakobsen, som er ved at færdiguddanne sig som statsautoriseret revisor.

Registreret revisor og statsautoriseret revisor er beskyttede titler. For at blive registreret revisor og statsautoriseret revisor skal man have nogle års praksis under en registreret eller statsautoriseret revisor samt have taget eksamen fra en handelshøjskole eller et universitet.

Der skelnes mellem interne og eksterne revisorer. Den interne revisor er ansat i det firma, han/hun reviderer (kontrollerer) og rådgiver, og vedkommende er derfor ikke uafhængig af virksomheden, mens den eksterne revisor er selvstændig eller ansat i et uafhængigt revisionsfirma ligesom dagens tre gæster, Valbjørn, Lillelund og Jakobsen, der giver et indblik i deres arbejde.

 

Hjernekassen på P1 den 2. marts 2015. Teknologihistorie.

"Hvad skal væk? Barsebäk. Hvad skal ind? Sol og vind." Således lød parolen, da jeg var ung, og den indfanger ganske godt den holdning, som har medvirket til, at Danmark aldrig har haft atomkraftværker i drift og i dag er blevet et af verdens førende vindmøllelande.

Der er næppe tvivl om, at dagens fire gæster; lektor emeritus Henry Nielsen, lektor Kristian Hvidtfeldt Nielsen, lektor Keld Nielsen og professor Hans Siggaard Jensen, har haft denne historie i tankerne, da de valgte det kinesiske ordsprog "Når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller" som motto for deres populærvidenskabelige bog Forandringens vinde - nye teknologihistorier (Forlaget Praxis/Nyt Teknisk Forlag 2015).

Bogen er opdelt i tre temaer: energiteknologi, kommunikations- og informationsteknologi samt militærteknologi. Den røde tråd er forfatternes forsøg på at beskrive samspillet mellem teknologiske og samfundsmæssige forandringsprocesser. Men bogens ni kapitler kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, idet hvert kapitel fremstår som selvstændige historier.

Afsnittet om energiteknologi handler om udnyttelsen af atomenergi til fredelige formål i skyggen af atombomben, og kapitel 2 beskriver de mislykkedes forsøg på at få indført atomkraft i Danmark, hvilket bl.a. skyldes den folkelige protest, som organisationen Oplysning om Atomkraft (OOA, stiftet i 1974) fik sat på den politiske dagsorden. Og at "Rundt om i landet blev der, ofte på græsrodsinitiativ, etableret mange mindre virksomheder, der udviklede og producerede vedvarende energianlæg som solfangere, vindmøller og biogasanlæg. Vindmøllefabrikken Vestas, der siden er vokset til en stor multinational virksomhed, var bare et af de initiativer, hvorved en gruppe ildsjæle ville bevise, at der findes andre muligheder end kul, gas og atomkraft." (Side 72-73).

Kommunikations- og informationsteknologi afsnittet beskriver to opfindelser, som nærmest er blevet allemandseje i verdens rigeste lande, radioen og pc'en. Begge opfindelser jeg qua mit arbejde som radiovært i Hjernekassen på P1 og som foredragsholder og forfatter finder interessant at vide noget mere om. Selv om jeg har kendt til en tilværelse uden en pc, har jeg i dag svært ved at forestille mig et liv uden dette arbejds- og kommunikationsredskab. Pc'en indgår som en lige så selvfølgelig brugsting i min hverdag, som radioen har gjort det fra barnsben af.

Bogens sidste kapitel er en helt utrolig historie om en amerikansk tekno-videnskabelig forskningsstation, Camp Century, bygget inde i indlandsisen, placeret ca. 200 km øst for Thulebasen, som blev forsynet med energi fra en transportabel atomreaktor. Camp Century, hvor omkring 150 mænd boede og arbejdede i starten af 1960'erne, har siden viste sig at være camouflage for et storstilet militært atommissilprojekt, der aldrig blev til noget. Men projektet medførte en vigtig videnskabelig opdagelse. "En af de videnskabeligt-teknologiske aktiviteter ved Camp Century - og den der for eftertiden har vist sig at være den mest betydningsfulde - var en gennemboring af indlandsisen fra top til bund. Projektet blev ledet af den amerikanske geofysiker Chester Langway. Det foregik i årene 1963-1966, og dets primære resultat var en 1300 meter lang, ubrudt iskerne, som efter omhyggelig analyse af professor Willi Dansgaard og hans medarbejdere i København, kunne give de første pålidelige oplysninger om Jordens klima gennem de sidste mere end 50.000 år. Iskernerne fra Camp Century-boringen er senere blevet suppleret af kerner på mere end 2000 meter, som er hentet fra boringer inde midt på indlandsisen, hvor isen er tykkest. Herved er forskerne blevet i stand til at lave et ubrudt katalog over klimaet gennem de sidste 150.000 år." (Side 350).

 

Hjernekassen på P1 den 23. februar 2015. Hovedpine.

Da jeg i 1987 skulle op til den afsluttende mundtlige eksamen på medicinstudiet, fik jeg til opgave at diagnosticere en kvindelig patient, som fortalte, at hun pludselig var besvimet og vågnet op med voldsom hovedpine Efter at have foretaget en almen somatisk og neurologisk undersøgelse, spurgte jeg nærmere ind til hovedpinen. Alle symptomer; uklar tale, svimmelhed, bevidstløshed og voldsom hovedpine, kom fra hjernestammen, så der var ikke skyggen af tvivl i mit sind, at kvinden led af en sjælden form for migræne, som dengang blev kaldet "basilaris-migræne" (eller hjernestamme-migræne), men i dag betegnes "basilaris type migræne", idet blodkarret basilararterien har vist sig ikke at være årsag til symptomerne karakteristisk for denne migræne variant.

Der findes ingen fysiske undersøgelser til at stille diagnosen på de fleste almindelige typer hovedpine. Lægen definerer normalt typen af hovedpine ved at lytte til patientens egen beskrivelse. Man skelner mellem forskellige former for hovedpine, de hyppigste er spændingshovedpine og migræne. Spændingshovedpine er noget, de allerfleste oplever på et eller andet tidspunkt i livet, mens migræne skønsmæssigt rammer ca. 10-15 procent af befolkningen i 20-, 30- og 40-årsalderen.

Ved migræne varer hovedpinen mellem 4-72 timer, smerten sidder kun i den ene side af hovedet (fortil) og er ofte ledsaget af en dunkende fornemmelse, lys- og lydoverfølsomhed, kvalme og evt. opkastning. En ud af tre migrænepatienter oplever aura (f.eks. lysglimt, følelsesløshed, forbigående afasi) før eller under migræneanfaldet. Migræne rammer flere kvinder end mænd (3:1), hvilket skyldes hormonelle ændringer hos kvinder.

De fleste migrænepatienter oplever, at bestemte ting kan udløse et migræneanfald. Faktorerne er forskellige fra person til person. Væsentlige udløsende faktorer er: Utilstrækkelig mad (manglende måltider, forsinkede måltider, for små mængder) visse fødevarer (nogle oste, chokolade, citrusfrugter, bestemte typer vin, øl, spiritus), for lidt eller for meget søvn, hormonelle ændringer hos kvinder (menstruation, p-piller, graviditet, klimakteriet, hormonbehandling), miljøfaktorer (skarpt eller flimrende lys, høje lyde, stærke lugte, ændringer i vejret), stress og koffeinabstinenser.

Desuden kan hyppig brug af hovedpinemedicin forårsage eller forværre ens hovedpine. I almen praksis er medicinoverforbrugshovedpine den tredje hyppigste hovedpinediagnose efter spændingshovedpine og migræne. Medicinoverforbrugshovedpine er kendetegnet ved hovedpine 15 dage om måneden eller oftere og samtidig indtagelse af hovedpinemedicin mere end 10-15 dage om måneden. Behandlingen er fuldstændig medicinophør i en periode. Hvis hovedpinen enten forsvinder eller vender tilbage til det oprindelige mønster (anfaldsvis) inden for to måneder efter medicinophør, stilles diagnosen medicinoverforbrugshovedpine.

Som det fremgår, kan man i nogle tilfælde selv gøre noget for at undgå hovedpine.

Dagens eksperter i Hjernekassen er: professor Messoud Ashina, der belyser tre typer hovedpine; migræne, spændingshovedpine og klyngehovedpine (Hortons hovedpine), og de medicinske behandlingsmuligheder. Og læge, ph.d. Mohammed Amin, som fortæller om igangværende forskningsprojekter på Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital.

 

Hjernekassen på P1 den 16. februar 2015. Hvad er kultur?

At beskrive andre kulturer er en så gammel tradition, at det er umuligt at sige, hvornår den begyndte.

Grundlæggeren af den etnografiske universitetsuddannelse i Danmark, Kaj Birket-Smith (1893-1977), mente, at etnografien opstod med "den første stenaldermand, som ved lejrbålet vakte sine stammefællers latterbrøl ved at fortælle om nabohordens komiske og utrolige skikke."

En af de ældste beskrivelser af vikingerne stammer fra Ahmad Ibn Fadlan, der på en rejse i 921-922 mødte nogle nordiske vikinger på Volga-floden. Ibn Fadlan beskrev vikingerne som høje som daddelpalmer, rødmossede, tatoverede fra fingerspids til hals og de mest beskidte mennesker, Gud nogensinde har skabt. Ibn Fadlan overværede en bisættelse, som han følte lede ved. Høvdingen blev brændt sammen med en hund, to heste, to køer, en hane, en høne og en trælkvinde. Ved bisættelsen talte Ibn Fadlan med en tolk, der belærende fortalte ham, hvor meget bedre hans folks begravelsesritualer var i forhold til arabernes.

Stort set alle beskrivelser frem til 1800-tallet er skrevet af ikke fagfolk. Herefter er der en periode med skrivebordsforskere, som baserede deres beskrivelser på missionærernes beretninger om de "primitive". Den britiske antropolog James Frazer (1854-1941) blev engang spurgt, om han nogensinde havde mødt de "primitive", som han havde skrevet så mange værker om, hvorpå han svarede kort og klart: "Gud forbyde det."

Den tysk-amerikanske antropolog Franz Boas (1858-1942) indsamlede selv oplysninger fra indianerne, "for mange oplysninger kan indsamles ved at lytte til samtaler mellem de indfødte og ved at deltage i deres daglige liv." Men Boas brød sig ikke om det. Han følte ikke, indianerne var samarbejdsvillige, de var svære at tale med og krævede betaling, hvis han ønskede at fotografere dem. "Det kom til en scene i den øvre landsby. Jeg havde mit kamera med og fotograferede en fin totempæl foran et hus. Kort efter kom ejeren, en ung mand, og forlangte, at jeg betalte ham, hvilket jeg naturligvis nægtede, da jeg ikke ville berøve mig selv muligheden for at fotografere, hvad det passer mig." Alligevel besøgte Boas indianerne igen og igen, da han mente, at førstehåndskendskab til kulturen var af afgørende betydning.

Selv om Franz Boas udførte feltarbejde, hvilket dengang betød, at forskeren boede blandt dem, han studerede, er det den polsk-britiske antropolog Bronislaw Malinowski (1884-1942), som kaldes for feltarbejdets fader. Malinowski så deltagerobservation som den bedste måde, hvorpå antropologen kunne nå sit mål, "at forstå til bunds den indfødtes opfattelse, hans forhold til livet, at begribe hans syn på sin verden."

Malinowski opholdt sig sammenlagt 27 måneder på Trobriand-ørne, en lille øgruppe øst for Ny Guinea, i årene 1914-1918. Det lange ophold var dog kun til dels frivilligt, da han i kraft af sit østrigske statsborgerskab ved første verdenskrigs udbrud blev klassificeret som fjendtlig undersåt og derfor skulle interneres. Malinowski har ikke fundet situationen let, for "den indfødte er ikke den hvide mands naturlige ledsager." I sin private dagbog, som hans enke offentliggjorde i 1966, skrev han: "Jeg ser de indfødtes liv som fuldstændig blottet for interesse eller betydning, noget lige så uvedkommende som en hunds liv."

Denne indstilling, at man anser ens egen kultur for at være overlegen i forhold til andre kulturer, betegnes etnocentrisme, hvilket nok er det værste skældsord, man har inden for antropologien, som har til opgave at studere forskellige befolkningsgruppers livsvilkår og levevis, for at kunne beskrive, analysere og fortolke kulturelle forskelle mellem sociale og etniske grupper i såvel fortidige som nutidige samfund så fordomsfrit som overhovedet muligt.

Et centralt begreb i antropologien er kultur, men det er vanskeligt at opstille en definition for, hvad kultur er. I 1952 gennemgik to amerikanske antropologer, Kroeber og Kluckhohn, 162 forskellige kulturdefinitioner, siden hen er der kommet flere til.

Professor ved Institut for Antropologi Kirsten Hastrup kommer i udsendelsen ind på, at kultur knytter sig til et socialt fællesskab og et sted, hvor der foregår en vidensproduktion. Og hun påpeger, at kultur er ikke en statisk, men en dynamisk størrelse, som hele tiden forandres af vores handlinger og tanker. Kultur er et udgangspunkt og ikke en fastlåst ramme, fordi vi mennesker kan reflektere kritisk over tilværelsen.

Professor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Martin Zerlang fortæller om, hvorledes kultur kommer til udtryk i byens fysiske rum, uddannelse, film, litteratur m.m. Og Zerlang definerer kultur, som Peter P. Rhode formulerede det i 1966, "Kultur, det er det hele!"

Jeg vil runde teksten af med Kaj Birket-Smiths poetiske ord: "Kulturen er som et træ, et eventyrligt træ, hvor hver gren er formet forskelligt fra sin nabo, hver blomst har sin egen farve og duft, hver frugt har sin særlige sødme. Denne rigdom og fylde er groet naturligt frem. Hver kultur og hvert folk har sit særpræg; men grene er alle skud på den samme stamme og næres af de samme safter. Skæres grene over og skilles fra stammen, visner blomsterne."

Ovenstående tekst er hovedsageligt baseret på Kirsten Hastrup og Jan Ovesens Etnografisk grundbog (Gyldendal 1980).

 

Hjernekassen på P1 den 9. februar 2015. Kommunikation.

Læse- og skrivefærdigheder i England i middelalderen.

I middelalderen var kirken den dominerende forvalter af den boglige kultur. Først i 1200-tallet med byernes vækst, der bl.a. fremmede behovet for uddannelse blandt handelsfolk og håndværkere, og universiteternes fremkomst blev kirkens monopol på det uddannelsesmæssige område så småt brudt.

At kunne læse og skrive var i middelalderen ikke nødvendigvis to sammenfaldende egenskaber, at koble læsning og skrivning sammen er et produkt af den moderne vestlige kultur, at være lærd betød at kunne læse og kunne komponere en tekst ved at diktere. Skrivning blev betragtet som et håndværk, som skribenten mestrede, mens forfatteren beherskede diktat kunsten ("ars dictaminis"), og således var den, der udførte det mere intellektuelle arbejde. Skrivning var altså associeret med at diktere snarere end at føre selve pennen. Det at skrive, dvs. diktere, en tekst kan betragtes som en slags udvidelse af talen.

Denne udvidelse af talen har også gjort sig gældende med hensyn til læsning. Bøger var sjældne og yderst kostbare, man har derfor oftere hørt en tekst end set den, for eksempel har bøgerne i undervisningen været beregnet til lærerens brug, han læste op for eleverne, der lærte lektien udenad. Lektor betyder "den der læser", og lektie "hvad der læses".

For de studerende ved universitetet var det dog nødvendigt at anskaffe bøger til studiebrug. Mangfoldiggørelsen af de litterære værker fandt sted ved afskrivning af tekstlige forlæg, derfor har alle skrifter haft deres eget individuelle udseende. Først i slutningen af middelalderen blev den mekaniske bogtrykkerkunst opfundet og muliggjorde udbredelsen af skriftligt materiale i et hidtil uset omfang.

Statistisk er det umuligt at sige noget med sikkerhed om læsekundskaben og skrivefærdigheden. Man regner med at omkring 90 procent var analfabeter. Men med denne antagelse må man huske på, at det ikke var ligeligt fordelt hverken geografisk, socialt eller kønsmæssigt.

I England har der været skoler i hvert fald siden 597, hvor Sankt Augustin (?-604/605) oprettede en grammar school i Canterbury. Skolerne blev mere og mere almindelige i hele Europa, eftersom de skrevne dokumenter fik større betydning, og der var et voksende behov for mænd, der kunne latin uden for kirkens regi. Indtil 1100-tallet underviste grammar schools i de syv kunstarter (trivium: grammatik, retorik, logik og kvadrivium: aritmetik, geometri, astronomi og musik), men med universiteternes udbredelse blev det til den latinske underskole, da latin og dens litteratur var "grundlaget, porten og kilden til de andre kunstarter" ifølge William of Wykeham (1324-1404), grundlæggeren af Winchester College 1382, en skole, der forberedte drenge til studierne ved New College, Oxford, grundlagt i 1379.

I 1500 havde man et sted mellem 70-80 universiteter i Europa. I England havde man fra 1100-tallet University of Oxford. I 1209 flyttede nogle studerende ved Oxford til Cambridge, og i 1284 blev Peterhouse College grundlagt. Colleges er selvstyrende sammenslutninger af studerende og lærere, men disse højere læreanstalter kan ikke udstede gyldige eksamensbeviser, det er kun universitetet. Et egentligt universitet har man først i Cambridge fra 1571, men traditionen med universitetsstuderende i byen er meget ældre.

Ved universiteterne var det ikke blot de teologiske og filosofiske studier, der studeredes, men også medicin og jura. For mændenes vedkommende var en uddannelse således ikke længere hovedsageligt en forberedelse til et liv i kirkeligt regi, der var nu mulighed for en stilling ved et universitet eller at gøre tjeneste og skabe sig en karriere i regeringssammenhænge eller i store hushold. For Englands vedkommende opstod det voksende behov for læse- og skrivekyndige mænd med den normanniske invasion i 1066. Først og fremmest blev der brug for mænd til at skrive dokumenter (på fransk), der kunne bruges som bevis på ens ret til ejendomsbesiddelse. Der opstod så at sige et behov for en ny gruppe af mennesker, der kunne ansættes i jordbesiddernes tjeneste til at udføre det administrative arbejde.

Selv om det er de færreste, som ikke kan læse eller skrive i dagens Danmark, er der brug for fagfolk til skriftlig formidling, hvilket Kresten Bjerg, forfatter til Skriveguiden til offentlige virksomheder (Hans Reitzels Forlag 2014), har specialiseret sig i. "Skriveguiden" fokuserer på sprogets grammatik, og Bjerg opstiller 14 grundprincipper, som skal hjælpe skribenten til at skrive klare, entydige og relevante tekster uden at gå på kompromis med faglighed og præcision. Bogen er fuld af eksempler på uklare og klare tekster. Hvis man interesserer sig for at skrive, vil man, selv om man ikke skriver for en offentlig virksomhed, få noget ud af at læse Bjergs råd.

Foruden Kresten Bjerg medvirker professor, overlæge, dr.med. Torben V. Schroeder i udsendelsen. Jeg taler med Schroeder om vigtigheden af en god læge-patient-kommunikation.

 

Hjernekassen på P1 den 2. februar 2015. Korruption.

Ved nytårstid læste jeg en bog af Gert Tinggaard Svendsen, han skriver: "Danmark er ifølge internationale undersøgelser verdens mindst korrupte land - igen med de andre skandinaviske lande på de følgende pladser." Tillid (Tænkepauser, Aarhus Universitetsforlag 2012, side 33).

En af hovedforklaringerne er velfungerende offentlige institutioner, hvor korruption og lovovertrædelser holdes nede. Man kan f.eks. ikke bestikke en dommer, så man får medhold i en retssag.

Den ene af dagens to gæster, Mette Frisk, har kigget på danske korruptionssager i årene 1736-1936 (i alt 203 sager) og fundet ud af, hvorledes man i 1800-tallet fik bugt med korruption i Danmark takket være et par enevældige konger. Korruption, dvs. misbrug af betroet magt til privat vinding, omfatter forbrydelser såsom bestikkelse, underslæb, bedrageri og nepotisme begået af myndighedsperson eller politiker. De fleste korruptionssager i 1800-tallet handler om embedsmænd ansat i såvel centraladministrationen (staten), regioner som lokale områder, der har brugt af den kasse, de ellers skulle passe på. Der var med andre ord tale om underslæb frem for den klassiske korruption i form af bestikkelse.

Mette Frisk har fundet ud af, at Frederik VI (1768-1839, regent fra 1808) og Christian VIII (1786-1848, regent fra 1839) slog hårdt ned på korrupte embedsmænd, idet de agerede som kongens forlængede arm, og deres gerninger faldt tilbage på den enevældige konge. I en tid hvor denne styreform ikke længere var en selvfølge i de omkringliggende lande, skulle embedsmændene derfor bidrage til at styrke monarkernes magtposition, og de kunne til enhver tid afsættes, hvis de handlede i uoverensstemmelse med kongens interesser. Og straffen for svindel var indtil 1840, hvor en række lovændringer og reformer blev indført, fængsel på livstid.

Frisk er overbevist om, at der er en sammenhæng mellem den lave korruption blandt embedsmænd, som blev praksis under det danske enevælde (1660-1849), og udviklingen af den danske velfærdsstat, som i høj grad bygger på borgernes tillid til, at skattekronerne går til fælles formål, og at de offentligt ansatte ikke stikker pengene i egne lommer. Faktisk er det lave korruptionsniveau i de skandinaviske lande en undtagelse, da korruption er hverdag for omkring 85 procent af verdens befolkning.

I udsendelsen uddyber Mette Frisk Jensen, ph.d., leder af danmarkshistorien.dk og forfatter til Korruption og embedsetik - Danske embedsmænds korruption i perioden 1800-1866 (Syddansk Universitetsforlag 2013), ovenstående. Christian Bjørnskov, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, belyser, hvad korruption er med adskillige nutidige eksempler fra hele verden.

 

Hjernekassen på P1 den 26. januar 2015. Filmvidenskab.

Jeg fulgte engang halvhjertet med i en tv-serie, som hed Gangsterpigen Lucy. Hovedpersonen var datter af den lokale gangsterchef, og serien handlede om, at nogle andre gangstere stjal hendes baby. Det var en tåbelig serie, og alt var forudsigeligt. Jeg havde kun foragt tilovers for hele konceptet. Alligevel, og det er det, der er pointen, så græd jeg, da Lucy fik sin baby tilbage, og den lille baby rakte sine buttede hænder mod sin mors glædestrålende ansigt, og den djærve gangsterchef ganske forsigtigt bøjede sig ned over sin genforenede familie - da det gode vandt over det onde, og frem for alt da violinerne spillede så smukt, da græd jeg, ganske stille og frydefuldt. Det var paradoksalt. Det var, som om min hjerne kørte i to parallelle spor. I det ene spor bandede jeg gangsterpigen Lucy, hendes baby og far langt væk - i det andet spor græd jeg rørt. Som så ofte før og siden løb mine følelser af med mig.

Vores følelser og emotioner opstår i en gruppe hjernestrukturer, der går under betegnelsen det limbiske system. Hjernens limbiske system analyserer vores verden og tillægger den en emotionel og følelsesmæssig værdi. Samspillet mellem følelser og intellektuel analyse er altafgørende nødvendigt, når vi som mennesker skal træffe de rigtige beslutninger. Der er ikke en eneste beslutning i et menneskeliv, som ikke i afgørende grad er styret af følelser. Vores følelsesliv er meget vigtigt, vi bruger vores følelser til at finde ud af, hvor vi skal hen i livet, og vi bruger, i hvert fald en gang imellem, vores omtanke til at finde ud af, hvordan vi opnår de mål, som vi har sat op for os selv.

Det er dog langtfra alle følelser, der kommer til vores bevidsthed. Har nogen fornærmet mig, uden at jeg rigtig har lagt mærke til det, så kan jeg godt gå rundt og være muggen, uden jeg selv ved hvorfor, og uden jeg bemærker det selv. Det er selvklart, at filmkunst (og andre kunstarter) manipulerer med vores følelsesliv i det skjulte.

Mens jeg har set Gangsterpigen Lucy, har de følelser, der har at gøre med at knytte sociale bånd, været på spil. Evnen til at knytte sociale bånd er vigtig for vores overlevelse både som art (reproduktion) og individ, menneskebarnet er fuldstændig afhængigt af, at andre tager sig af det. Som sociale væsener har vi også udviklet empati, det vil sige evne til at sætte sig ind i en anden persons følelser. Når vi ser en film, skelner vores hjerne i første omgang ikke mellem virkelighed og fiktion, derfor lever vi os ind i handlingen, og vores hjerne reagerer på næsten samme måde, som havde vi selv oplevet det. Der er næppe tvivl om, at mine såkaldte spejlneuroner har fyret løs ved filmens afslutning, så jeg har oplevet det, som om det var mig, der stod der som en anden beskytter og bøjede mig ned over den unge kvinde og babyen. (For mere information om spejlneuroner læs teksten fra den 28. april 2014).

I studiet har jeg besøg af filmforsker og forfatter Peter Schepelern, der giver os et indblik i filmens historie, de forskellige genrer, hvad film kan og gør ved os, specielt de lidt mere uhyggelige.

Hjernekassen på P1 den 19. januar 2015. Skizofreni.

Forfatteren Charlotte Strandgaards bog Hans (Gladiator 2014) er en usædvanlig bog, idet den giver et indblik i såvel pårørende som behandlere og indirekte i den sindslidendes verden. I bogen beskriver Strandgaard sit ældste barns liv fra start til slut. Bogen bærer præg af, at Strandgaard er i tvivl om, hvorvidt hun har gjort det godt nok for sin søn, og størstedelen af bogen er en direkte henvendelse til bogens "du", som er Hans.

Hans Strandgaard blev født i 1963 og fik som 18-årig stillet diagnosen skizofren efter at have forsøgte at begå selvmord. "Den morgen, den 4. maj 1982, ringede telefonen uhyrligt tidligt. … Du råbte 'Jeg hader dig mor!' … Det ringede på døren. To meget høje betjente ville være sikre på, at jeg var din mor? De syntes, at jeg skulle køre med dem. … Uden for Hvidovres skadestue standsede de. … En midaldrende kvinde i hvidt operationstøj, der var rødt af blod fra halsen til fødderne, kom ind. … og selv om hun ikke måtte sige noget, ville hun lige fortælle mig, at du havde mistet fire og en halv liter blod og var sprunget ud fra fjerde sal på dit kollegium. Blodtabet skyldtes, at du havde skåret begge dine pulsårer ved håndleddene over.  Lige nu forsøgte man at standse blødningen. Du fik blodtransfusioner, og ingen vidste, hvor hårdt ramt du var blevet af faldet. … Hun advarede mig, før hun gik, om at ingen kunne vide, om du overlevede det her." (Side 29-30).

Hans overlevede, men resten af livet var han plaget af indre kampe med vrangforestillinger og hallucinationer, og han røg ind og ud af psykiatriske afdelinger. "Du var blevet udskrevet tre gange og indlagt igen. Nu kaldte de dig svingdørspatient. Du sagde mindre og mindre. I det lille besøgsværelse var der ofte larmende tavshed, kun afbrudt af dine stemmer, som du ikke ville tale om, hvis du da ikke helt benægtede deres eksistens." (Side 129).

I en længere periode tog Hans stoffer, hvilket bl.a. fremgår af en udtalelse fra en psykolog i 1999. "Ambulant samtale. Tydeligt præget af morfikamisbrug over de sidste par dag. Forholdt ham det, han indrømmer. Spørger til indlæggelsen, sagt, at vi ser tiden an. Senere opringning fra moren, der fortæller, at en indvandrer ved navn Ramon dagligt opsøger Hans, sælger ham heroin til en alt for høj pris. Har fået dette at vide af en bekendt til Hans." (Side 247).

Hans slap ud af sit misbrug, da han kom med i et kristent fællesskab og fandt trøst i troen på Gud. Selv om der kom mere ro på Hans' liv, og han desuden flyttede i bocenter fra 2001, fortsatte op- og nedturene, indtil kroppen ikke kunne mere i 2012.

I dagens udsendelse forklarer ph.d., overlæge ved Psykiatrisk Center Hvidovre, Julie Nordgaard Frederiksen, at skizofreni grundlæggende handler om forstyrrelse af selvbevidstheden, hvilket ændrer ens tanker og adfærd, og kan bl.a. komme til udtryk ved vrangforestillinger og hallucinationer. Livstidsrisikoen for skizofreni er 1 procent, heraf vil 20 procent være kronisk syge, 60 procent komme sig delvist og 20 procent blive raske igen. Cirka 0,5 procent (25.000 danskere) lider af skizofreni her og nu. Årsagen til skizofreni er 50 procent genetisk betinget, resten er en lang række ydre faktorer.

Psykoterapeutstuderende, ambassadør for EN AF OS, Dorthe Randi Schmidt fortæller, hvordan hun fysisk og psykisk har oplevet sygdommen skizofreni, og hvad, hun mener, er altafgørende for, at sindslidende kan få det bedre, nemlig ligeværd i behandlingen. Dorthe Randi Schmidt er en af dem, der har klaret sig rigtig godt, og for at skabe større forståelse for skizofreni er hun ved at skrive sin selvbiografi.

 

Hjernekassen på P1 den 12. januar 2015. Krig.

Dagens emne ligger i forlængelse af "Har mennesket en fremtid?", hvor bl.a. museumsinspektør ved Moesgaard Museum, arkæolog Jeanette Varberg medvirkede. (Udsendelsen blev sendt den 29. december 2014).

Jeanette Varberg beskriver i Fortidens slagmarker (Gyldendal 2014) 6.500 års krigshistorie fra stenalder til vikingetiden, og på baggrund af arkæologiske fund drager hun konklusionen, at uanset hvor langt tilbage i menneskets historie vi ser, har der været krig og konflikt.

Betyder det, at der altid vil være ufred mellem mennesker?

Personligt tror jeg, at vi befinder os i en periode, hvor den lillebitte afrikanske familie på ca. 2000 individer, der overlevede Toba-katastrofen og dens følgevirkninger for ca. 74.000-70.000 år siden (se teksten fra den 24. marts 2014), er ved at finde sammen igen. En familie, som spredte sig ud over hele Jorden, delte sig op i forskellige kulturer og blev fremmede for hinanden. Vi fik forskellige udseende, vaner og fandt på afvigende historier om, hvorledes verden hænger sammen. Vi valgte hver vores vej, men alligevel forblev vi i den allernærmeste familie. Vi mennesker er helt bogstaveligt og videnskabeligt dokumenterbart fortsat i den aller-allernærmeste familie. Tiden har været for kort og opblandingen for stor til, at vi har kunnet udvikle mere end blot ubetydelige genetiske forskelle. Der er større genetisk variation i én enkelt chimpanseflok, end der er i den totale menneskehed.

For syv år siden var jeg på en slags genbesøg i min gamle hjemby Washington D.C. i USA, og en morgen da jeg sad i hotellobbyen og ventede på en god ven, fik jeg en af de oplevelser, hvor noget, jeg godt vidste i forvejen, pludselig manifesterede sig i en ny og klar erkendelse. Foran mig sad et kinesisk ægtepar, hustruen med avisen USA Today og manden med en bærbar pc, Hewlett-Packard. De småskændtes, hun var utilfreds over et eller andet, og han var gnaven. Henne til højre, hos den i øvrigt ganske ubehøvlede receptionist, var et indisk ægtepar med to børn ved at tjekke ud. Lige der, i den hotellobby, indså jeg for alvor, at verdens folk, menneskeheden, igen er ved at smelte sammen - den store opblanding er i fuld gang. Det er opfindelser; it-teknologi, massekommunikation og massetransport, der gør det muligt. Vi bruger de samme computerprogrammer, vi læser de samme nyheder, og vi rejser på kryds og tværs - vores livsanskuelser smelter sammen.

Denne erkendelse stemmer ret godt overens med lektor ved Institut for Strategi, Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsens. Han mener, at krig er blevet umoderne, hvilket bl.a. skyldes, at en stats rigdom ikke længere er baseret på territorier, men på gode idéer og udvikling af teknologi. Desuden bygger stormagterne deres økonomi på at handle med hinanden, og det opfattes som umoralsk "lige at snuppe et stykke land fra et andet".

I udsendelsen når vi frem til, at selv om der er ufred, er verden blevet et fredeligere sted, og vi har lært noget af de krige, vi har været igennem. De kampe, vi er villige til at kæmpe, er af værdimæssig karakter, der i bund og grund handler om sameksistens.

 

Hjernekassen på P1 Live på Universitets-tour (4) - Københavns Universitet den 5. januar 2015.

Denne samtale skulle have udspillet sig mellem et ægtepar, jeg kender. Hustruen: "Jeg ved godt, at det kun er sagt for sjov, men jeg forstår alligevel ikke, at Peter i sine foredrag siger, at kvinder interesserer sig for tasker og sko, det gør jeg da ikke." Manden: "Nej, men du interesserer dig for litteratur." Hustruen: "Jeg har helt ærlig svært ved at se ligheden."

Ja, nu skal man jo passe på med at holde med den ene eller den anden part, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg ikke er i tvivl om, at kvinder interesserer sig for litteratur, og at jeg synes, det er godt.

Jeg holder selv meget af bøger, og jeg køber mange, måske lidt for mange, for jeg når ikke at få dem alle læst, og jeg har heller ikke plads til flere bøger på min bogreol. Min bogreol har ovennævnte kvinde beskrevet således: "Din bogreol fanger simpelthen Dr. Zukaroffs testamente i en nøddeskal. Der er bøger om hjernen, med særlig interesse for søvnen. Der er litteratur om dyr og om Charles Darwin, desuden en meget stor bog om Berlin, en by, hvis betydning ikke kan undervurderes i forhold til verdensordenen. Desuden er der plasticmodeller af hjernen og af kopiafstøbninger kranieskaller, samt legetøj, som fortæller noget om både din egen barndom (de personlige erindringer), fortiden (dinosaurerne) og menneskets foretagsomhed (astronauterne). Endelig er der glashjerterne - symbol på din familie."

Denne beskrivelse gjorde mig virkelig glad, og den fik mig til at ranke ryggen og for en stund føle mig stolt over, at hun ved at kaste et blik på min bogreol kunne genkalde sig så mange elementer fra min bog om menneskehjernen. For mine bøger og de øvrige genstande på reolen afspejler ganske godt min opfattelse af tilværelsen, og som jeg har forsøgt at videregive i Dr. Zukaroffs testamente.

Når man lytter til dagens tre gæster fra Københavns Universitet, Susanne Ditlevsen, Astrid Pernille Jespersen og Mette Birkedal Bruun, er man ikke et sekund i tvivl om, og at deres viden udspringer af kvindehjerner, som tænker på andet end tasker og sko, og at de må have læst mange bøger.

Matematiker og statistiker Susanne Ditlevsen forklarer, hvad statistiske analyser kan bruges til og belyser det med flere konkrete eksempler. Etnolog Astrid Pernille Jespersen belyser det sunde liv med fokus på forebyggelsesaspekter i dagligdagen. Teolog Mette Birkedal Bruun fortæller om munkeordenen cistercienserne.