Hjernekassen på P1 2015-2016

Hjernekassen på P1 den 19. december 2016. Julestue.

Julen 2015 var vemodig, for vi vidste alle, at det blev den sidste juleaften sammen med farmor (Anders' og min mor), som desværre var meget syg.

Det fik Anders og jeg til at tænke tilbage på, dengang vi fejrede jul i vores barndomshjem i Virum. Vores mor var sygeplejerske og havde ofte dagvagt på hospitalet, derfor skulle vores far sørge for at tænde for ovnen med andesteg og hælde væske ved. Anders og jeg skulle pynte juletræet, og vi kæmpede altid om, hvem som skulle hænge fars fine rød-hvide flettede julehjerte på træet. Det, som gjorde julehjertet til noget særligt, var, at der var flettet et lille hjerte ind i midten af det store hjerte.

Hen mod aftenen kom morfar, der var proprietær på Falster, på besøg. Morfar var en ret bestemt herre, og ingen turde rigtig sige ham imod. Selve stemningen omkring julebordet var ofte dårlig, for vi kunne være sikre på, at morfar tog så meget af det gode andebryst, at vi (Anders og jeg) måtte tage til takke med et andelår hver. Men vi blev mætte, for tilbehøret, hvide og brunede kartofler med brun sovs samt rødkål, var der altid masser af. Til dessert var der risalamande, som aldrig har været en af vores hofretter; der er lidt uenighed os brødre imellem om årsagen hertil. Men jeg mener, at vores mor serverede den dessert, som hun syntes hørte julen til, selv om vi ikke syntes, den smagte særlig godt.

Ud over udveksling af julegaver og at se Disneys Juleshow havde vi ingen andre særlige traditioner juleaften. Vi gik ikke i kirke, og vi gik heller ikke rundt om juletræet og sang salmer og sange. Så Jesusbarnet var temmelig fraværende hjemme hos os. Det samme gjaldt julemanden, ham kunne vi ellers godt have tænkt os at have haft besøg af noget oftere.

Selv om det kan lyde trist, er der ikke tale om traumatiske minder, og der er ingen tvivl om, at vores mor og far ønskede, at juleaften skulle være en god oplevelse for os. Som voksne har vi også oprigtig ønsket at tilbringe juleaften sammen med vores forældre. De sidste mange år har det kun været sammen med vores mor, men vi har hygget os, og hun har ikke taget os det ilde op, at vi har lavet lidt om på juletraditionerne sammen med vores ægtefæller og børn.

Den 24. december 2015 blev en særlig aften, ikke mindst takket været min hustru, Rinette. Hun havde sørget for en skøn julemiddag med rigeligt af både ande- og flæskesteg til hele familien; lige fra yngste mand, Stærk (Karin og Anders' søn), til ældste kvinde, vores kære mor, farmor og svigermor. Til dessert var der risalamande, inden vi fik besøg af julemanden. Hvem han var, ved kun min ældste søn, Jacob.

I Hjernekassens julestue gør historiker Caroline Nyvang, forsker ved Det. Kgl. Bibliotek, os klogere på den danske julemads historie, og kulturjournalist og radiovært Niels Pedersen på julens popsange. Og så har vi besøg af julemanden, som minder en hel del om min bror.

Tidligere Hjernekassen på P1 juleprogrammer og -tekster: den 16. og 23. december 2013 og den 22. december 2014.

Hjernekassen på P1 sendes hver mandag klokken 9.05-9.59 og genudsendes søndag klokken 11.05-11.59

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tidligere udsendelser kan downloades som podcasts ved at gå ind på:

www.dr.dk/p1/hjernekassen-pa-p1/hjernekassen-pa-p1

Hjernekassen på P1 den 12. december 2016. Tekstiler.

Arkæologisk tekstilforskning er en af mange nøgler til viden om forhistoriske samfund, og Danmark spiller en central rolle i forskningen, idet Nationalmuseet har en af verdens største samlinger af forhistoriske skinddragter og tekstiler fundet i tørvemoser og gravhøje.

I 1921 modtog Nationalmuseet et brev med ordlyden: "Da jeg ved Flytning af en gammel Kæmpehøj paa min Mark, i dag er stødt paa en udhulet Træstamme med Laag, formoder jeg, at det er en gammel Begravelse, og hvis samme har nogen Interesse for Museet, har jeg standet Arbejdet ved Udgravningen, indtil jeg hører nærmere fra Dem, hvilket jeg haaber snart sker."

Det, husmand Peter Platz var stødt på, da han den 24. februar ville fjerne de sidste rester af en gravhøj, viste sig at være en godt to meter lang egetræskiste med liget af en 16-18 årig ung kvinde, kendt som Egtvedpigen.

Egtvedpigen, der blev begravet for ca. 3.400 år siden, er et af de bedst bevarede fund fra den danske bronzealder (1700-500 f.v.t.). Pigens hud og knogler er fuldstændig forsvundet, men tænder, hår, negle og noget af hjernen samt hendes klædedragt, en bælteplade af bronze, to uens armringe og en lille ørering af bronze placeret på et okseskind med et tæppe over er bevaret. Med i kisten var desuden en stor spand af birkebark med bundfald fra en alkoholisk drik, en lille barkspand, en bronzesyl, en kam af horn og en røllikeblomst. I kisten var yderligere en tøjbylt med brændte knogler fra et barn på fem-seks år, som sandsynligvis kom det samme sted fra som pigen, men om de var i familie med hinanden, kan man ikke sige noget om, eftersom der ikke er dna-materiale tilbage fra pigen og barnet.

Dagens to gæster, historiker Marie-Louise Bech Nosch og arkæolog Ulla Mannering, har sammen med en række andre forskere, blandt andre seniorforsker Karin Margarita Frei fra Nationalmusset, været med i et tværfagligt forskningsprojekt (2012-2015), der har undersøgt Egtvedpigens klædedragt, tandemalje fra første kindtand, hår og negle. Ved hjælp af strontiumisotop-analyser (en metode der tager udgangspunkt i sporgrundstoffet strontium, som findes i små mængder i alting og bruges i arkæologien bl.a. til at identificere mobilitet) har forskerne fundet ud af, at Egtvedpigen ikke stammer fra Danmark.

Det var faktisk undersøgelser af klædedragtens uld, som i første omgang fik forskerne til at stille sig selv spørgsmålet, om Egtvedpigen mon kom fra et andet sted i verden, idet fåreulden umuligt kunne stamme fra området, hvor hun blev fundet. Efterfølgende undersøgelser af hendes jordiske rester tyder på, at hun højst sandsynligt kom fra Schwarzwald i Sydtyskland, og at hun havde rejst en del de sidste 23 måneder af sit liv og kom til Egtved kort tid før sin død. Desuden indikerer datering af trækistens vækstringe (dendrokronologi), at den unge tysk-danske kvinde blev begravet sommeren 1370 f.v.t.

Egetræskisten og resterne af Egtvedpigen iklædt en kort trøje og et knælangt snoreskørt og en rund bronze bælteplade udsmykket med spiraler (et symbol på solen) er udstillet på Nationalmuseet i København.

Storehøj, som i dag findes ved Egtved, er en rekonstruktion, da den oprindelige gravhøj næsten var pløjet væk, da den unge kvinde blev fundet.

I udsendelsen fortæller professor Marie-Louise Bech Nosch, leder af Center for Tekstilforskning, Københavns Universitet, og seniorforsker Ulla Mannering fra Nationalmuseet, hvordan de blev interesseret i tekstilforskning og om den tidlige tekstil- og beklædningshistorie.

 

Hjernekassen på P1 den 5. december 2016. Nabokonflikter.

Menneskehjernen er baseret på arvegods fra simplere dyrehjerner, og vi er styret af nogle instinkter og en følelsesmæssig grundstruktur baseret på simplere livsformer. Disse områder repræsenterer drivkraften i ethvert menneskeliv og er nødvendige for at overleve. Og det er bl.a. her, vi kan finde den hjernemæssige forklaring på nabostridigheder.

Det er i høj grad hypothalamus, der befinder sig i mellemhjernen, som giver os overlevelsesenergien og sørger for, at vi kommer ud af sengen om morgenen og i gang med dagens gøremål. Hypothalamus er vores drivkraft og bestemmer, hvad vi mennesker grundlæggende interesserer os for: mad, sex og kontrol over vores territorium. Og hver gang, hypothalamus får lov til at overtage al for megen magt, opstår der ballade. Der er ikke noget nemmere end at piske en stemning op og lave fjendebilleder og lave historier om dem, vi er uenige med og ikke kan lide. Når vi strides med naboerne over støj, kæledyr, og hvor skellet skal være, er det ofte hypothalamus, som puster sig op.

Men selv om hypothalamus indimellem får os til at handle uhensigtsmæssig, er hypothalamus som sagt uundværlig, for drifterne repræsenterer vores basale motivation, og de er et uomgængeligt grundelement i al menneskelig adfærd.

Et andet sted i vores hjerne, i det limbiske system, der ligger under hjernebarken og omkranser hjernestammen (sådan cirka), finder vi vore følelser, som tages med på råd, når vi træffer en beslutning. Der er ikke en eneste beslutning i et menneskeliv, som ikke i afgørende grad er styret af følelser - på både godt og ondt. Vi kender det alle, vi kan blive noget så vrede på vores naboer, og vi kan køre os selv fuldstændig op over et eller andet, han eller hun gør, f.eks. klipper hæk en søndag eftermiddag, hvor vi har planlagt at sidde i haven og slappe af i fred og ro med en god bog, og så skal vi høre på den larm! Pludselig kommer vi, i begyndelsen noget modvilligt, i tanke om engang, hvor vi selv klippede hæk en søndag eftermiddag, og så falder vi ned igen. Så afløses vores vrede af en mere realistisk erkendelse af, at vi alle sammen irriterer hinanden indimellem, og at vi i stedet for at yppe kiv burde søge fred og fordragelighed.

For vi (voksne) mennesker kan med vores store hjerne med den veludviklede hjernebark til en vis grad selv bestemme, hvordan vi møder verden, og have indflydelse på, hvordan situationen udvikler sig. Men, og det må jeg understrege, det er nemmere sagt end gjort, da vi mennesker er født ind i en evig kamp mellem natur og kultur.

 

Krybdyrhjernen

Havets hersker, dræberhajen

Er på evig blodig jagt

Krybdyrhjernen viser vejen

Urinstinktets mørke magt

Krybdyrhjernen, herskermagten

Dunkle drifters mørke spil

Parringskraften, dræberagten

I det blanke kødmissil

Primitive krybdyrhjerne

Junglelovens stærke arm

Dræberhajen i sin kerne

Er naturens griske tarm

Krybdyrhjernen er naturen

Ubarmhjertig i sin magt

Hjernebarken er kulturen

Lys og tænksom i sin pragt

Gemt i menneskesjælens kerne

Under hjernebarkens pragt

Lurer urinstinkters hjerne

Krybdyrhjernens mørke magt

Pris kulturen i din hjerne

Hjernebarkens lyse mål

Den der søger sjælens kerne

Finder urinstinktets bål

Din krybdyrhjernes mørke magt

Åh, slip den aldrig fri

Din krybdyrhjernes mørke magt

Åh, slip den aldrig fri.

Fra cd'en Hjernesange (MusicPeople 2002)

Copyright: Peter Lund Madsen

I udsendelsen lægger lektor Anja Jørgensen, Institut for Sociologi, Aalborg Universitet, ud med at belyse naborelationer kulturhistorisk. Efterfølgende forklarer Jens Ernst Nielsen, formand for Foreningen af Hegnsyn i Danmark, hvad Hegnsynet, som han betegner som et tvistighedsnævn, er. Og lektor, dr.med., ph.d. Rikke Lund, Institut for Folkesundhedsvidenskab og Center for Sund Aldring, Københavns Universitet, fortæller om en befolkningsundersøgelse, som viser, at alvorlige nabokonflikter er skadeligt for helbredet. Personer med nabokonflikter har bl.a. en overdødelighed, højst sandsynligt fordi det er en stressfaktor, som påvirker kroppen negativt.

 

Hjernekassen på P1 den 28. november 2016. Hvordan er det at flytte til Danmark?

Efter at have holdt et foredrag i foråret kom Rolf Bollmann hen til mig og fortalte, at han følte, at han var blevet bedre til at tale dansk ved at lytte til Hjernekassen. Han foreslog så, at vi lavede et program sammen om, hvordan det er at være tysker i Danmark. Sjovt nok fandt jeg efterfølgende ud af, at en af mine bekendte, en englænder, har gået på danskkursus sammen med Bollmann i 2011, og han fortalte, at det måtte være noget, som lå Bollmann stærkt på sinde, for på kurset havde Bollmann skrevet en klumme (opgave) om, hvordan han oplevede livet som tysker i Danmark. Desuden gik Bollmann meget op i at blive god til at tale og skrive dansk, og det, som han fandt sværest at forstå, var, at der ikke var mange flere klare regler ligesom på tysk.

I 2006 var der 25.900 tyske indvandrere i Danmark, og næsten halvdelen (12.577 personer) havde dansk statsborgerskab. Dog bør man huske på, at det tyske mindretal i Syddanmark udgør en pæn andel af tyskerne i Danmark. I 2008 var antallet af tyskere bosat i Danmark steget til 28.289, og heraf var 37,6 procent (10.643) af tyskerne bosat i Syddanmark og 30,1 procent (8.528) i hovedstaden. Og 46 procent befandt i aldersgruppen 30-60 år. Der er relativt få efterkommere af tyske indvandrere, i 2012 var der 2.891. Det skyldes, at en person kun registreres som efterkommer af en indvandrer, hvis begge forældre er indvandrere. Men eftersom mange tyske indvandrere får børn med danskere, bliver deres efterkommere registreret som danske statsborgere.

I 2015 var antallet af tyskere i Danmark 28.703, hvilket gør tyskerne til den tredje største gruppe af indvandrere. Der er flere grunde til, at tyskere søger til Danmark. Arbejde og studieophold i en kortere eller længere periode eller en dansk kæreste eller ægtefælle er nok de tre vigtigste faktorer. Selv om mange tyskere har forhåndskendskab til det lille naboland mod nord, f.eks. fordi de har været på ferie her, er der mange ting, som er forskellige både samfundsmæssigt og kulturelt, som kan være vanskelige at forstå. Specielt i begyndelsen, hvor de færreste endnu har tilegnet sig det danske sprog.

En af de bedste måder at få bedre kendskab til Danmark er naturligvis gennem danskere, men det er ikke altid lige let på grund af diverse fordomme, og at danskernes kendskab i høj grad er præget af anden verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. Hvis man danner par med en dansker, eller har børn, som er i kontakt med danske børn, er det betydeligt nemmere ikke blot at lære Danmark bedre at kende, men også en måde, hvorpå man kan videregive en lille del af sin egen kultur til de nære omgivelser. Mon ikke eksempelvis traditionen med at forære et kæmpestort kræmmerhus fyldt med slik og skolesager på barnets første skoledag, sådan som man gør i Tyskland, vil vække lige så stor begejstring her?

I Hjernekassen har vi valgt at udvide emnet og stiller derfor spørgsmålet: Hvordan er det at flytte til Danmark? Det forsøger Rolf Bollmann, svenske Susanne Luup og hjemvendte udenlandsdansker Tove Korsgaard Nielsen at besvare.

I Hjernekassen på P1 den 12. maj 2014 beskæftigede vi os også med dagens emne.

 

Hjernekassen på P1 den 21. november 2016. Nobelpriser.

Alfred Bernhard Nobel så dagens lys i Stockholm den 21. oktober 1833, samme år som hans far, ingeniør og opfinder Immanuel Nobel (1801-1872), var gået konkurs. Da Alfred var fem år, flyttede faren til Skt. Petersborg i Rusland for at starte en ny virksomhed der. Imens forsørgede hans mor, Andriette (pigenavn Ahlsell) (1803-1889), sig selv og børnene ved at drive en købmandsforretning. Farens virksomhed, der bl.a. fremstillede sø- og landminer til det russiske forsvar, gik godt, og i 1842 flyttede resten af familien til Skt. Peterborg. Her modtog Alfred og hans to ældre brødre, Robert og Ludvig, privatundervisning i hjemmet i naturvidenskab, fremmedsprog og litteratur. Som ganske ung blev Alfred, der talte fem fremmedsprog flydende (russisk, engelsk, tysk, fransk og italiensk), sendt på en slags dannelses- og uddannelsesrejse, og han kom bl.a. i lære i et parisisk laboratorium, hvor han traf den italienske kemiker Ascanio Sobrero (1812-1888).  Sobrero havde i 1847 opfundet den sprængfarlige flydende væske nitroglycerin, men som endnu ikke var taget i brug, fordi det var alt for risikabelt, eftersom nitroglycerin nemt kan eksplodere, hvis det udsættes for stød eller for meget varme.

Da Alfred vendte tilbage til Rusland, gik det ikke længere særlig godt for farens virksomhed, og familien flyttede tilbage til Sverige ad to omgange, Alfred i 1861. Her arbejdede han på at finde en måde, hvorpå nitroglycerin kunne eksplodere under kontrollerede forhold. Nobel fandt på at blande kiselgur, en porøs jordart, i nitroglycerin, og den faste form gjorde det langt sikrere at håndtere sprængstoffet.  I 1867 fik Alfred Nobel patent på sin opfindelse under navnet dynamit. I de kommende år fik han åbnet intet mindre end 90 dynamitfabrikker i 20 lande. I 1873 bosatte Nobel sig i Paris, og han brugte sin tid på at tilse sin store virksomhed og med at lave en masse andre opfindelser. De sidste år af sit liv, 1890-1896, tilbragte Nobel i middelalderbyen San Remo ved Middelhavet i Italien.

Alfred Nobel blev aldrig gift, og han fik heller ingen børn, og ved sin død den 10. december 1896 efterlod han sig en stor formue. Hovedparten 31,5 mio. svenske kroner, hvilket i 2013 svarede til ca. 1,71 mia. svenske kroner, testamenterede han til en fond, som skulle forvalte formuen og sørge for, at renteafkastet ville blive uddelt årligt som fem priser inden for: fysik, kemi, fysiologi eller medicin, litteratur og fred. Nobel gav i sit testamente dateret Paris den 27. november 1895 klart udtryk for, at det skulle være en international pris; "Det är min uttryckliga vilja att vid prisutdelningarne intet afseende fästes vid någon slags nationalitetstillhörighet sålunda att den värdigaste erhåller priset, antingen han är Skandinav eller ej." ("Det er min udtrykkelige vilje, at der ved prisuddelingerne intet hensyn må tages til noget nationalt tilhørsforhold, således at den værdigste får prisen, hvad enten han er skandinav eller ej."). Den svenske tekst er fra Nobelprisens hjemmeside www.nobel.se.

Siden 1901 er der stort set hvert år den 10. december, på Alfred Nobels dødsdag, blevet uddelt Nobelpriser. Økonomiprisen, som blev først indstiftet i 1968 og uddelt første gang i 1969, er strengt taget ikke en rigtig Nobelpris, idet prisen er indstiftet af Riksbanken, den svenske Nationalbank, til Alfred Nobels minde.  Alle Nobelpriser uddeles i Sverige undtagen fredsprisen, som uddeles i Norge. Forklaring herpå er, at Sverige ved Nobels død var i union med Norge.

Nobelpris-kapitalen er i dag vokset til ca. 3 mia. svenske kroner, og modtagerne (højst tre for hvert prisområde) af de eftertragtede og prestigefulde Nobelpriser får i år hver (eller til deling) 8 mio. svenske kroner (ca. 6,2 mio. danske kroner) sammen med et diplom og en guldmedalje. Guldmedaljen vejer 240 gram, på forsiden er et relief af Alfred Nobel og på bagsiden prismodtagerens navn samt årstal.

I alt 13 danskere har modtaget Nobelprisen. I fysik: fysiker Niels Bohr (1922), fysiker Aage Bohr (1975) og fysiker Ben R. Mottelson (1975). I kemi: fysiolog Jens Christian Skou (1997). I fysiologi eller medicin: læge Niels Finsen (1903), fysiolog August Krogh (1920) og immunolog Niels K. Jerne (1984). I litteratur: forfatter Karl Gjellerup (1917), forfatter Pontoppidan (1917) og forfatter Johannes V. Jensen (1944). Og fredsprisen: officer og politiker Frederik Bajer (1908).

I dagens udsendelse medvirker: lektor emeritus Keld Nielsen og lektor emeritus Henry Nielsen, som har redigeret bogen Nabo til Nobel - Historien om tretten danske Nobelpriser (Aarhus Universitetsforlag 2001), og professor Jens Frederik Rehfeld, som selv er aktiv forsker og har været med til at indstille Jens Christian Skou til Nobelprisen.

 

Hjernekassen på P1 den 14. november 2016. Dysleksi (ordblindhed).

Heidi skriver: "Jeg husker tydeligt, engang jeg som 10-årig læste en besked i min meddelelsesbog, som min mor havde skrevet, og jeg tænkte: 'Det her, får jeg da aldrig min klasselærer til at tro, er noget, min mor har skrevet. Hun vil helt sikkert tro, det er noget, jeg selv har skrevet.' Jeg blev lettet, men også meget forundret over, at min lærer uden videre underskrev beskeden, så min mor kunne se, at hun havde læst den. Som voksen har jeg flere gange tænkt, at min mor sikkert har været ordblind, men det var ikke noget, jeg tænkte på som barn."

Læseforsker, professor Carsten Elbro definerer dysleksi som: "Alvorlige vanskeligheder med at lære sammenhængene mellem bogstaverne og deres lyde i ord, og det giver store problemer både med ordafkodning og forståelse i læsningen og med retstavning og skriftlig fremstilling." Fra artiklen Dysleksi i Hjernen og sprog (HjerneForum 2004, side 41). Dysleksi er uafhængig af intelligens og forekommer i alle sociale lag og i alle kulturer. Ofte er dysleksi arvelig, men som det fremgår af ovenstående, går dysleksi ikke nødvendigvis i arv.

Dysleksi betyder "vanskelighed med ord". Vanskeligheden skyldes formentlig en svækkelse i forbindelsen mellem hjernens to sprogcentre samt problemer med arbejdshukommelsen. Eftersom dysleksi er en specifik indlæringsvanskelighed af neurobiologisk (hjernemæssig) oprindelse, er det ikke noget, man bare kan undervise sig ud af. Personer med dysleksi vil altid have vanskeligere ved at læse og skrive end andre. Dysleksi er en livslang funktionsnedsættelse, hvor man vil have svært ved at omforme skrift til meningsfuldt sprog og at omforme mundtlig sprog til skrift Dysleksi er blevet sammenlignet med at cykle i modvind; man kommer af sted, men det kræver mange resurser, og man fristes til at stå af.

Dysleksi kan vise sig allerede før skolealderen i form af forskellige former for forsinket sprogudvikling (dysfasi), derfor bør man som forælder være ekstra opmærksom, hvis ens barn også har vanskeligt ved at lære at læse og skrive. Faktisk er dysleksi den hyppigste årsag til indlæringsproblemer hos skolebørn, men børn med dysleksi kan godt lære at læse og skrive, det kræver dog en ekstra indsats fra skolen, forældrene og ikke mindst barnet selv. Men jo før hjælpen (specialundervisning) sættes ind desto bedre, for læsning er en forudsætning for at kunne tilegne sig viden i næsten alle skolefag, selv i matematik. Hvis man venter for længe, vil barnet gå glip af mange ting, og der vil være al for meget, som vil skulle indhentes for at kunne følge med de andre i klassen. Desuden er det utrolig vigtigt, at barnet får forklaret, hvad dysleksi er, ja, egentlig også barnets klassekammerater. Læreren kunne for eksempel læse Alan M. Hultquists Skal jeg fortælle dig om ordblindhed? En guide til familie, venner og professionelle (Dansk Psykologisk Forlag 2014) højt i klassen.

I udsendelsen medvirker: Randi Hedelund Jeppesen, hjemmegående, der var en af de første i Danmark, som fik en computer med syntetisk tale. De moderne it-hjælpemidler har hjulpet hende til at kunne gennemføre en læreruddannelse, som hun har gavn af i det daglige, når hun hjælper sin ældste søn, der også har dysleksi, med at blive bedre til at læse og skrive. Karl-Åge Andreasen, tidligere leder af Ordblinde Instituttet, som sammen med Birgit Dilling Jandorf har skrevet Ordblindhed - en håndbog til forældre (Special-pædagogisk Forlag 2. udgave 2013), som jeg vil anbefale alle, som interesserer sig for emnet at læse. Bogen er fuld af gode råd og vejledning til forældre (også til forældre med dysleksi) om, hvordan man bedst hjælper sit barn med at blive bedre til at læse og skrive. Desuden er bogen forsynet med forslag til videre læsning og information på nettet. Og Laila Boye, psykolog, som bl.a. tager sig af de psykiske problemer, der kan opstå hos unge og voksne med dysleksi, som i barndommen har været mødt med manglende forståelse for deres læse- og skrivevanskeligheder. Ofte går de rundt med en følelse af, at de ikke er "gode nok" på grund af mange nederlagsoplevelser i skoletiden.

Hjernekassen på P1 den 28. oktober 2013 beskæftigede sig også med dysleksi (ordblindhed).

 

Hjernekassen på P1 den 7. november 2016. Store danske videnskabsfolk.

Biokemiker, skuespiller og sanger Johan Olsen fortæller i dokumentarserien Store danske videnskabsfolk (DR K 2015) om fem mænd og en kvinde, som har sat aftryk i naturvidenskabshistorien. Astronom Thyge Ottesen Brahe, Tycho Brahe, (1546-1601), astronom, geolog og teolog Niels Steensen, Nicolaus Stenonis, (1638-1686), fysiker, kemiker og farmaceut Hans Christian Ørsted (1777-1851), zoolog og fysiolog Schack August Steenberg Krogh (1874-1949), fysiker Niels Henrik David Bohr (1885-1962) og seismolog og statsgeodæt Inge Lehmann (1888-1993). (Serien kan ses på videnskabsfolk.dk)

Jeg synes simpelthen, det er for dårligt, at jeg aldrig har hørt om Inge Lehmann i skolen. Inge Lehmann har i mange år været et ukendt navn i Danmark, selv om det var hende, der opdagede, at tolagsmodellen af Jorden, som bestående af en ydre kappe af fast materiale og en kerne af flydende stof, ikke kunne være korrekt - Jorden måtte også have en fast indre kerne.

Hvem var denne kvinde egentlig? Inge Lehmann blev født den 13. maj 1888. Hun voksede op på Østerbro i et akademisk hjem, og den arbejdsomme far, cand. polyt. i anvendt naturvidenskab og professor i eksperimentalpsykologi Alfred Lehmann (1858-1921), var hendes store forbillede. Forældrene satte Lehmann i Hanna Adlers Fællesskole, hvor der ikke blev gjort forskel på piger og drenge. Hvilket medførte en hel del skuffelser, da Lehmann senere hen i livet erfarede, at det forholdt sig anderledes i resten af samfundet.

Inge Lehmann begyndte at studere matematik i 1907 ved Københavns Universitet, og hun tilbragte desuden et år (1910-1911) ved Newnham College, Cambridge University. På grund af "overanstrengelse" (antageligvis stress) blev hun nødt til at holde en lang pause fra studiet, som det tog hende 13 år at færdiggøre, men i 1920 hun blev cand.mag. i matematik.

I 1925 blev hun ansat ved Den danske Gradmaaling, som i 1928 ændrede navn til Geodætisk Institut, og hun var med til at opbygge de første danske seismografiske målestationer, som anvendes til jordskælvsregistrering, på Vestvolden ved København og i Ivigtut og Scoresbysund i Grønland. Samtidig videreuddannede Inge Lehmann sig, og i 1928 blev hun mag.scient. i geodæsi ved Københavns Universitet, og samme år blev hun udnævnt til statsgeodæt med det overordnede ansvar for instituttets seismiske afdeling. Det var først og fremmest et administrativt arbejde, og al forskning foregik i Lehmanns fritid. Men arbejdet bar frugt, og i 1936 kunne hun fremsætte sin teori om, at Jorden måtte have en fast indre kerne, i hvert fald væsentlig hårdere end den omkringliggende flydende masse. Teorien fremsatte hun i artiklen med den korte titel P' (udtales P-mærke) med disse beskedne ord: "Imidlertid tyder det på, at denne fortolkning er mulig, og antagelsen af eksistensen en indre kerne er, i det mindste, ikke modsagt af andre observationer, disse er, måske, lettest forklaret ved denne antagelse. … Spørgsmålet om eksistensen af en indre kerne kan imidlertid ikke kun betragtes fra et seismologisk synspunkt, men må også betragtes i dets andre geofysiske aspekter." Oversat fra engelsk til dansk i Inge Lehmann og Jordens kerne (Polyteknisk Forlag 2004, side 54-55) af Bjarne Kousholt.

Det ændrede dog ikke på Lehmanns arbejdsmæssige forhold, først i en alder af 65 år (efter hun var gået på pension fem år før tid), kom der andre boller på suppen. For i 1953, midt under den kolde krig, hentede amerikanerne hende til Lamont Geological Observatory (grundlagt 1949), Colombia University i New York, hvor hun fik en betydelig rolle i overvågning af underjordiske rystelser forårsagede af atomprøvesprængning. Inge Lehmann blev i 1964 i erkendelse af hendes store forskningsindsats æresdoktor ved Columbia University. I Danmark blev hun, på opfordring fra briten Harold Jeffrey, i 1964 tildelt Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Desuden modtog hun i 1971 William Bowie Medal, en af de største hædersbevisninger en seismolog kan få.

Inge Lehmann blev næsten 105 år, og hun nåede at skrive 58 publikationer, hvoraf 35 artikler blev til i årene på Geodætisk Institut og resten efter pensioneringen. Den sidste artikel, Seismology in the Days of Old (1987), skrev hun som 99-årig. Artiklen indledes med: "I may have been 15 or 16 years old, when, on a Sunday morning, I was sitting at home together with my mother and sister, and the floor began to move under us. The hanging lamp swayed. It was very strange. My father came into the room. 'It was an earthquake,' he said. The center had evidently been at a considerable distance, for the movements felt slow and not shaky. In spite of a great deal of effort, an accurate epicenter was never found. This was my only experience with an earthquake until I became a seismologist 20 years later."

Der kan være flere grunde til, at Lehmann ikke fik den anerkendelse, som hun fortjente. Den mest oplagte er, at hun levede i en tid, hvor mændene sat på magten.

Heldigvis bliver der nu gjort noget ved den manglende anerkendelse. "De fleste har hørt om Niels Bohr, Tycho Brahe og H.C. Ørsted. Store danske videnskabsmænd med afgørende betydning for, hvordan vi i dag forstår verden. Med opdagelsen af jordens kerne burde Inge Lehmann stå på den liste. Vi er derfor meget glade for, at der nu bliver opført et kunstværk om hende på Frue Plads - ved siden af andre vigtige personer fra den danske videnskabs historie. Med skulpturen bliver hendes betydning for videnskabens og universitetets historie mejslet i sten og bronze," udtalte Lykke Friis, prorektor, Københavns Universitet, i Første videnskabskvinde på Frue Plads udgivet den 8. marts 2016 (www.nyheder.ku.dk).

Lad os håbe at kunstneren Elisabeth Toubros abstrakte skulptur af Jordens hårde indre kerne, som opstilles foran Københavns Universitets gamle hovedbygning den 13. maj 2017 (på Lehmanns fødselsdag), vil råde bod på den manglende anerkendelse af Inge Lehmanns store videnskabelige opdagelse.

Lige en lille tilføjelse fra Første videnskabskvinde på Frue Plads. "Der er omkring 30 mindesmærker og monumenter for kvinder ud af ca. 3.100 mindesmærker og monumenter for personer i Danmark. Kvindernes andel ligger på 1%. Hertil kommer, at langt hovedparten af mindesmærkerne for kvinderne er beskedne mindesten og i nogle få tilfælde buster, mens skulpturer er sjældne." Kilde: Kulturstyrelsens database monument.dk, der er baseret på en undersøgelse foretaget i 2000-2006.

I Hjernekassen fortæller Johan Olsen om Store danske videnskabsfolk (DR K 2016), hvor den ene kvinde og de fem mænd er: astronom Ole Christensen Rømer (1644-1710), naturforsker Peter Wilhelm Lund (1801-1880), læge og fysiolog Peter Ludvig Panum (1820-1885), læge Niels Ryberg Finsen (1860-1904), paleoklimatolog Willi Dansgaard (1922-2011) og virolog Ebba Lund (1923-1999).

 

Hjernekassen på P1 den 31. oktober 2016. Når mor eller far er psykisk syg.

"Jeg har ikke haft en barndom, altså jo, jeg har gennemlevet en periode der rent juridisk og historisk kan betegnes som barndom, men det var ikke barnets tid, nok nærmere barnets dom." Fra Per Blochs roman Ti, tyve, tredive (C&K Forlag 2003, side 11).

I Danmark vokser omkring 80.000 børn og unge op i familier med psykisk sygdom. At vokse op med en psykisk syg mor eller far påvirker barnet meget, og mange får senere hen i voksenlivet selv problemer. Det anslås, at cirka hver femte voksen er opvokset i et hjem med mindst en psykisk syg forælder, og at halvdelen af dem kæmper med enten psykiske lidelser eller følelsesmæssige problemer på grund af deres opvækst.

Per Bloch (f. 1979) har valgt at sætte fokus på problematikken i bogen Ti, tyve, tredive, som indeholder selvbiografiske træk, idet hovedpersonen, Eddie, har en mor, som er psykisk syg.

Handlingen er ikke kronologisk fremadskridende, men kalejdoskopisk. Tankerne springer frem og tilbage i tiden akkurat som i den almindelige tankeverden. Omdrejningspunktet er barndommen, som er præget af forældrenes skilsmisse, farens alkoholproblem og morens psykiske sygdom, og hvordan det påvirker drengen og den unge mand Eddies liv.

Første gang, Eddie oplever, at moren ikke har det så godt, beskrives således: "Det var hans mors stemme, men det var ikke hende der talte. Hendes ord faldt langsomt og uden glød, og det lød som om det krævede meget luft at tale." (Side 69). Det, Eddie oplever efterfølgende, er: ensomhed, tomhed og mørke. En tilbagevendende følelse hver gang moren indlægges på en psykiatrisk afdeling.

Ensomheden kender Per Bloch fra sin egen barndom, hvor han tilbragte meget tid alene med at digte historier, som han skrev og tegnede i små bøger. Når Per Bloch skriver i dag enten i bogform eller sangtekster, er det for at få sat ord på noget af det, som har været svært at forstå som barn. Samtidig med at han får gjort andre opmærksom på, hvor svært det kan være, når ens mor har ondt i sindet.

Per Bloch forfalder dog ikke til at dyrke mørket. Der er masser af positive erindringer om gode stunder sammen med søskende, bedsteforældre og andre familiemedlemmer. Som f.eks. dengang hans mormor til fastelavn lavede et Superman-kostume til ham. "Først var jeg ærgerlig over at jeg ikke bare fik et rigtigt kostume fra legetøjsbutikken ligesom de andre i klassen gjorde, men skuffelsen varede kun til jeg fik mormors specialsyede kostume på. Hun havde lavet en lang rød kappe og syet et Superman-logo fast på indersiden af et blåt joggingsæt. Så kunne jeg i al diskretion gå ind i et kosteskab eller telefonboks og vende blusen på vrangen og komme ud iført min sande identitet. Altid klar til at være superhelt og med logoet vendt udad undrede det mig, at jeg i det hele taget skulle lægge skjul på, hvem jeg var - hvorfor ikke blive ved med at være superhelt? Så jeg fik lov til at gå med kostumet efter fastelavn var overstået, og til hverdag." (Side 50).

Per Bloch og Karin Garde, speciallæge i psykiatri, er dagens gæster i Hjernekassen på P1.

 

Hjernekassen på P1 den 24. oktober 2016. Dengang Valby Gasværk sprang i luften.

Selv om jeg kun lige var fyldt fire år, dengang Valby Gasværk sprang i luften, husker jeg det tydeligt. Jeg boede i Mørkhøj og stod sammen med mine legekammerater ved tæppebankestativet på Krejbjergvej, da det skete. Jeg husker, hvordan den første benovede reaktion på det øresønderrivende brag og trykbølgen langsomt gik over i en gysende uhyggefornemmelse. En uhygge, der bed sig fast, da jeg ganske kort tid efter kom løbende ind i den lille spisestue hjemme hos min familie. For jeg kunne se, at min mor og far og ikke mindst min farfar fra Skærup i Sydjylland, som var på besøg, var bange - ja, nærmest rædselsslagne. Dels havde de oplevet besættelsesårene (1940-1945), dels var den efterfølgende kolde krig mellem øst og vest meget konkret tilstedeværende, og man tog ikke let på trykbølger og uvarslede eksplosioner. Ingen sagde noget, og det virkede, som om tiden var gået fuldstændig i stå. Min farfar sad med spiseskeen halvt oppe mod munden stivnet, tilsyneladende frosset i den bevægelse, han var midt i, da braget lød, og da jeg trådt ind i spisestuen, var der trods alt gået mindst et minut. Det i sig selv var uhyggeligt. Men det værste var stemningen af hjælpeløs rædsel, og det de må have tænkt: "Er det nu, det sker? Er det nu, om et øjeblik, at alting bliver mørke?" Stemningen af rædsel og afmagt og billedet af de tre angstparalyserede voksne mennesker står knivskarpt i min erindring.

Da Valby Gasværk blev opført i 1907, blev det anbragt langt ude på landet, men i 1964 var der bymæssigbebyggelse rundt om gasværket. Valby Gasværk var under afvikling og producerede ikke længere gas. Værkets to store gasbeholdere blev brugt som lagertanke for Østre Gasværk og Sundby Gasværk, som producerede gas, der blev pumpet ud til lagerbeholderne i Valby. Lørdag formiddag den 26. september 1964 var to smede ved at smøre ventil 604, som ledte gas ud fra beholderne til ledningsnettet, og en elektriker var ved at efterse motoren, der styrede ventilens åbne- og lukkemekanisme, da noget gik grueligt galt og udløste eksplosionen, der klokken 9.36 fik Valby Gasværk til at springe i luften.

Mens tiden stod stille hjemme hos os, var der total kaos i det raserede kvarter omkring gasværket, men angsten var den samme. Farvehandler Egon Lorentzen, som befandt sig i sin forretning på Vigerslev Allé, har fortalt: "Det var, som om luften brændte, og jeg følte varmen svide på kinderne, da butiksruderne gik i stykker. Jeg troede, det var en atomeksplosion, der var sket." Fra Rasmus Dahlbergs bog Danske katastrofer - atombomben i Valby og andre dramatiske hændelser (Gyldendal 2014, side 177).

Det virker nærmest som et mirakel, at kun fem mennesker mistede livet, og 180 personer kom til skade som følge af ulykken. Lærer Erik Sørensen har beskrevet det frygteligt syn, der mødte ham på gaden kort tid efter eksplosionen, således: "Nogle havde fået svedet håret, andre havde brandsår på hænder, arme og ben. Nogle havde fået glasskår i hovedet eller på kroppen, og blodet fra skrammer løb fra dem." (Side 184).

Eksplosionen forårsagede store materielle skader, i alt blev omkring 2.500 boliger ramt af trykbølgen og ildstormen. "Erstatningerne til husskader beløb sig til omkring 11 millioner kroner i datidens penge. Dertil kom udgifter til genhusning, værdiforringelser, personskader, ødelagte biler osv., men der kom også mere kuriøse krav om erstatning for chokskader på kanariefugle og hunde. Det samlede erstatningsbeløb kom til at lyde på 35 millioner kroner, hvilket svarer til omkring en halv milliard kroner i nutidens valuta." (Side 189).

Efter ulykken blev resterne af Valby Gasværk jævnet med jorden, og den gamle gasværkgrund udlagt til boliger og grønne arealer. I slut 1980'erne viste forureningsundersøgelser af jordbunden og grundvandet, at dele af grunden var stærkt forurenet, og i løbet af 1990'erne blev et større oprensningsarbejde af grunden iværksat.

I udsendelsen fortæller arkivar Peter Wessel Hansen fra Københavns Stadsarkiv, hvad der gik galt på Valby Gasværk, den dag værket sprang i luften, og om de voldsomme ødelæggelser og redningsarbejdet. Desuden medvirker gaschef Morten Stanley, som fortæller dels om HOFORs (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) arbejde, dels om en lignende gasulykke som den i 1964 vil kunne ske i dag.

 

Hjernekassen på P1 den 17. oktober 2016. Sejerø - Lysets og glædens ø.

Sejerø er 11 km lang og 1,7 km på det bredeste sted, og øen har 351 indbyggere, hvoraf de fleste bor i Sejerby. Foruden de fastboende er der en del sommerhusejere med et nært tilhørsforhold til den solrige ø.

Turen til den lange, smalle ø i Sejerøbugten i Kattegat, mellem Sjællands Odde og Røsnæs, begynder om bord på M/F Sejerøfærgen, som sejler de 22 kilometer mellem Havnsø (på Sjælland) og Sejerby. Her indtager jeg som regel en kop kaffe og indimellem også en parisertoast. Overfarten varer en times tid, som bruges til at gå ned i gear og tænke på, hvad familien og jeg mon skal lave, mens vi er på Sejerø. Er det godt vejr, skal vi helt sikkert bade i havet ved vores sommerhus, som vi har haft siden 1998. Vi skal på cykel- og vandreture i den smukke natur og kigge på dyr: rådyr, harer, kvæg, får, gæs, fasaner og andre fugle, for dyrelivet er rigt, eftersom der ikke er ræve på øen.

Hvis vi har lyst til, at der skal ske lidt mere, tager vi måske en tur med den gamle charabanc (en åben hestevogn med sidebænke til passagerer og højt sæde til kusken) og lader Klaus Perkild og hans fagre jyske heste transportere os rundt til nogle af Sejerøs attraktioner. Perkild har boet på øen i 30 år, og han driver Sejerø Multiservice, en enkeltmandsvirksomhed som tager sig af lidt af hvert bl.a. ombygninger, malerarbejde, tømrerarbejde, havearbejde og kørsel med hestevogn. Det sidste er rimeligt nyt, men siden 2013 har det været en af de ting, turistforeningen har forsøgt at trække besøgende til øen med.

Det kan også være, at vi tager en tur på havnen og kigger på de mange sejlbåde, som ligger til kaj, og kombinere turen med et besøg på Sejerø Museum og Kulturhus, hvor der er en permanent udstilling og skiftende særudstillinger. Den gammel købmandshandel (1870-1978) med tilhørende privatbolig er unik, for butikken og hjemmet står, som da Anna og Aksel Jensen lukkede butikken. Ægteparret var barnløst og testamenterede deres formue til en fond, der driver museet.

Eller se en af øens helt store attraktioner, øens vartegn, det 19 meter høje, runde, gulmalede fyrtårn, Sejerø Fyr fra 1852, på øens nordvestlige pynt - kaldet Gniben - en 15,5 m høj morænelerbakke. Det er sjældent, vi er oppe i tårnet, da man skal lave en aftale med fyrmester Knud Hammeken eller hans afløser om at komme derop. Vi kunne også tage hen til øens højeste punkt, Kongshøj (30 meter over havets overflade), for at se, om vi kan spotte en sæl eller to på havet, og selvfølgelig for at nyde den fantastiske udsigt over Sejerøs landskab.

Om aftenen skal vi grille pølser, og tilbehøret er friske grønsager købt hos Ella. Og så skal vi nyde at have tid til at tale sammen om alt og intet, mens vi glæder os over endnu en dag på "vores" ø.

Senere, når mørket engang er faldet på, når stilheden har sænket sig, når alt ånder fred og ro, vil jeg stå helt alene og kigge op i den mørke nattehimmel beklædt med lysende stjerner og blive mindet om, hvor stor verden i virkeligheden er, selv om den føles ganske lille, når man er på Sejerø.

I udsendelsen, der blev optaget den 12. august, taler jeg med Kurt Pedersen og de tre tilflyttere, Klaus Perkild, Ella Rasmussen og Betina Geissler, der arbejder i Brugsen, om det trygge liv på Sejerø og fremtidsdrømme for øen.

Tidligere udsendelser om Sejerø: John Mogensen (den 5. august 2013) og Fugletur på Sejerø (den 22. august 2016).

 

Hjernekassen på P1 den 10. oktober 2016. Epilepsi.

Hjernen består af milliarder af nerveceller, som udgør et komplekst netværk, hvor nervecellerne kommunikerer med hinanden via elektriske impulser, som gør os i stand til at tænke, udføre bevægelser, sanse os selv og verden omkring os Overførslen af impulser fra den ene celle til den anden sker ad kemisk vej ved hjælp af såkaldte neurotransmittere (signalstoffer). Ved epilepsi er aktiviteten i dette komplicerede samspil forstyrret på grund af en pludselig, forbigående kraftig elektrisk udladning i et mindre område af eller i hele hjernen.

Epilepsi er kort sagt ikke én sygdom, men et symptom på en funktionsforstyrrelse i hjernen, som kan medføre unormale elektriske udladninger i hjernen. I princippet kan alle mennesker, uanset alder, få et epileptisk anfald, men der skal mere end et anfald til, før man kan tale om epilepsi.

Ordet epilepsi stammer fra det græske ord epilepsia og betyder at blive overfaldet eller angrebet af noget. I Danmark har ca. 55.000 personer, dvs. omkring en procent af befolkningen, epilepsi. Årsagerne til epilepsi er forskellige: Ca. 70 procent skyldes sygdomme i hjernen (medfødte misdannelser, hjernebetændelse, blodprop, hjernesvulst, demens sygdomme) og slag mod hovedet. I resten af tilfældene kan man ikke påvise årsagen, men for ca. 30 procents vedkommende er idiopatisk (ukendt) epilepsi genetisk betinget.

Hjernen er opdelt i mange områder, som varetager hver sin funktion, og derfor er epileptiske anfald heller ikke ens, men den enkelte person oplever stort set anfaldene på samme måde hver gang, og de medfører en eller anden form for kontroltab. Der findes to hovedgrupper af anfald: Generaliserede anfald, som omfatter hele hjernen fra starten af anfaldet, og som altid medfører tab af bevidsthed, og partielle (fokale) anfald, som er afgrænset til et cellenetværk i et mindre område i hjernen. Ved simple partielle anfald påvirkes bevidstheden ikke, men ved komplekse partielle anfald sløres bevidstheden. De abnorme elektriske udladninger i et begrænset område kan udvikle sig og spredes til hele hjernen, hvilket medfører, at anfaldet afsluttes med generaliserede kramper og bevidstløshed. Disse anfald betegnes sekundær generalisering.

Lokalisationen afgør, hvilke symptomer et epileptisk anfald indeholder. Anfaldene kan være diskrete, kortvarige fjernhedstilfælde, hallucinationer af forskellig art, pludselig ændring af adfærd eller krampeanfald. Et eksempel på et epileptisk anfald, kan være rykvise trækninger i f.eks. en arm eller et ben p.g.a. unormal aktivitet i den del af hjernens motoriske center, som kontrollerer armen eller benet. En anden form for epileptisk anfald, som kun den ramte vil bemærke, er en pludselig opstået lugt (altid den samme lugt), som kan være behagelig eller ubehagelig, f.eks. lugten af brændt gummi, forårsaget af unormal aktivitet i lugtecentret i tindingelappen. Det kan også være lys-, lyd-, smags- eller psykiske oplevelser. Hallucinationerne medfører forståeligt nok ofte spekulationer hos personen om sindssygdom.

De fleste epileptiske anfald varer fra nogle ganske få sekunder til et par minutter og går over af sig selv igen. Hvis anfaldene varer længere, hvor der er tale om et af de helt store anfald, kaldet grand mal, med kramper i hele kroppen, vedkommende bliver blå i ansigtet, trækker vejret stødende og har fråde om munden, bør der tilkaldes lægehjælp eller ambulance.

Mange bliver meget trætte efter et epileptisk anfald og vil have behov for at hvile sig bagefter for at komme til hægterne igen.

Ved epilepsi er der tale om en klinisk diagnose, der stilles på baggrund patientens beskrevne symptomer og vidners iagttagelser samt målinger af den elektriske aktivitet i hjernen (EEG-undersøgelser). Desuden billeddannende undersøgelser (MR-, PET- og SPECT-scanninger) for at belyse årsagen til epilepsien.

Epilepsi kan ikke helbredes, men kan behandles med forskellige former for medicin. Der findes ca. 20 forskellige præparater med forskellige virkninger og bivirkninger (f.eks. træthed, hovedpine, kvalme og dobbeltsyn). Ca. 65 procent kan gøres anfaldsfri med den rette medicin. I sværere tilfælde (ca. 3-5 procent) kan kirurgisk indgreb komme på tale. En tredje form for behandlingsmetode er en form for pacemaker, der stimulerer vagusnerven (en halsnerve), som har forbindelse til en række hjernecentre.

For personer med epilepsi er fysisk aktivitet lige så vigtig som for alle andre, men aktivitet bør tilpasses individuelt. Ekstremsport, dykning og bjergbestigning frarådes, svømning bør ikke foregå alene, og når man cykler, bør man altid anvende cykelhjelm. Der er studier, der tyder på, at fysisk aktivitet kan give anledning til færre epileptiske anfald.

Hvis man lider af epilepsi, bør man desuden være opmærksom på at søvnmangel, stress, lavt blodsukker og højt indtag af alkohol kan udløse anfald.  Hos nogle kan også flimrende eller blinkende lys ved computerspil, film og diskoteklys fremprovokere anfald.

Erhvervsmæssigt kan man varetage de fleste former for arbejde, dog ikke pilot, dykker eller chauffør med persontransport, desuden frarådes arbejde, der kan medføre stor skade ved anfald f.eks. betjening af maskiner eller stilladsarbejde. Det er ikke sikkert, man kan klare at arbejde fuldtid, eftersom man er mere sårbar over for stress og nemmere bliver træt.

Medvirkende i udsendelsen: Anne Sabers (professor, overlæge, dr.med. ansat ved Epilepsiklinikken, Rigshospitalet), Lotte Hillebrandt (sygeplejerske og faglig konsulent i Epilepsiforeningen) og Johnny Gammelgaard Jensen (pædagogisk konsulent i Esbjerg kommune), som har haft epilepsi, siden han var 20 år.

 

Hjernekassen på P1 den 3. oktober 2016. Forskning.

Dengang jeg var nyuddannet læge, drømte jeg om en dag at blive professor med eget laboratorium. Drømmen udsprang af, at jeg i 1989 i en alder af 29 år havde fået en forskerstilling på Bispebjerg Hospital, og sammen med Gordon Wildschiødtz, Søren Holm og Lars Friberg skulle jeg under professor Niels A. Lassens (1926-1997) ledelse kortlægge hjernens ilt- og sukkerstofskifte, dels under søvn, dels under forskellige former for vågenbevidsthed. Det var et ambitiøst projekt, men det var vigtigt, og det var der to grunde til. For det første var det relevant. Hjernen skaffer sig energi fra forbrænding af sukker, og jo flere hjerneceller der er aktive, des mere sukker og ilt bruger hjernen. Ved at måle hjernens stofskifte kan man derfor bestemme, hvor mange hjerneceller der er aktive under forskellige bevidsthedstilstande. Er hjernen for eksempel mere aktiv, når den drømmer, end den er, når den er vågen? For det andet var der på daværende tidspunkt en ret begrænset viden på området. Udførelsen af denne type undersøgelser er nemlig både vanskelig og besværlig. Vanskelig, fordi uforstyrret ro under målingerne er en absolut betingelse (og det er svært at måle hjernens stofskifte uden at forstyrre). Besværlig, fordi mange af målingerne lå om natten. Der var rigtig meget natteroderi.

Jeg husker tydeligt den morgen, jeg gik gennem hospitalets lange gange med vores første måleresultater i hånden og stod over for at skulle få den første antydning af et svar på et spørgsmål, som ingen dengang med sikkerhed kendte svaret på. I videnskabens verden bliver det ikke meget bedre. Det var den lykkelige start på projektet. Der kom mange målinger til, mange nætter og mange problemer, men forsøgene kom i hus. Alle forsøgsrækker blev gennemført, og vi fandt ud af at: 1) Hjernens aktivitetsniveau falder drastisk under den dybe søvn. 2) Hjernens aktivitetsniveau i vågentilstanden er bemærkelsesværdigt konstant.

Projektet blev afsluttet med succes, og jeg fortsatte med andre søvnforskningsprojekter frem til 1995, hvor jeg fik lyst til at gå andre veje og i stedet for formidle viden om menneskehjernen. Jeg har ikke fortrudt, at jeg valgte at forlade forskningen, for det har vist sig, at der er behov og interesse for viden om hjernen og dens betydning for menneskelivet både blandt lægfolk og forskellige grupper i det private og offentlige erhvervsliv samt i forskellige foreninger.

Dagens gæst, professor, overlæge dr.med. et scient. Jens Frederik Rehfeld, Københavns Universitet og Klinisk Biokemisk Afd., Rigshospitalet, har til gengæld opnået det, jeg engang drømte om. Og han har markeret sig internationalt med sin forskning vedrørende mave-tarm-kanalens hormoner, især gastrin og cholecystokinin (CCK), som han også har påvist i hjernen og andre organer uden for mave-tarm-kanalen. Det er dermed erkendt, at tarmhormoner er generelle signalstoffer. I 2001 udgav Rehfeld bogen Fornemmelse for forskning (Akademisk Forlag), hvor han beskriver sine overvejelser omkring forskning og formidling af forskningsresultater til fagfæller, politikere, embedsmænd, journalister og resten af samfundet. Jeg har inviteret Rehfeld i studiet for at tale om dette evigt aktuelle emne, som også ligger mig selv stærkt på sinde.

"Endnu har ingen kunnet definere forskning på en entydig og enkel måde, som alle kan tilslutte sig. Der anes dog en vis enighed om, at forskning er en aktivitet, hvis mål er at skabe ny erkendelse og derved måske ændre livet og verden. Undertiden til det bedre. Det er i hvert fald megen lægevidenskabelig forsknings mål." (Side 11).

 

Hjernekassen på P1 den 26. september 2016. Dialekter (dia'lægd).

"Hvor er din søster dog en fantastisk dygtig skuespiller. Og hvordan har hun dog fået lært at tale på den måde?" Efter et længere latteranfald kan journalist Anders Jørgensen langt om længe svare: "Det er da ikke noget, hun har lært, sådan taler man, hvor vi kommer fra!"

Bodil Jørgensen (f. 1961) var nærmest som skabt til rollen som den jyske husmor Astrid Nørregaard i tv-serien Krøniken (2004-2007). For hun er opvokset i Vejen (som ligger ca. 100 km fra den dansk-tyske grænse i Sønderjylland), og hun er stolt af den æt, hun er rundet af. Hendes kærlighed til sprog og evne til at fortælle historier er gået i arv fra faren, skolelærer Frede Jørgensen, der underviste i tysk, engelsk, latin, historie og kristendom. Hvilket Bodil Jørgensens beskrivelse af, hvad hun oplevede, da hun i 2014 efter en alvorlig ulykke svævede mellem liv og død, tydeligt illustrerer.

"Jeg følte, at jeg svævede midt i det hele imellem liv og død, og måske skulle forlade mit sprog, mit land, min klan og blive en del af noget, der ikke har noget sprog - i hvert fald ikke et, som er genkendeligt endnu. Jeg kunne mærke min fars varme hånd, som jeg forbinder med livet, og jeg forsøgte at holde fast i den tryghed, der var i det. Følelsen af at min far var der, var meget stærk." En rejse gennem bly og græs af Bodil Jørgensen i samarbejde med Dorte Kvist (People's Press 2014, side 19)

Sproget er en væsentlig del af vores identitet, og det præger måden, vi udtrykker os på. Om sproget i instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis' debutfilm Hvidsten Gruppen (2012), hvor Bodil Jørgensen spiller krokonen Gudrun Fiil, fortæller Bodil Jørgensen, at instruktøren "havde hovedsageligt valgt jyske skuespillere, og selvom vi ikke taler dialekt i filmen, kan man mærke det jyske på tonen og det underspillede i scenerne." (Side 228).

Vores sprog er også vigtigt, når vi tænker. En af mine venner, som for år tilbage var bosat i England i 16 måneder og ikke hørte et eneste ord dansk, har fortalt, at hun begyndte at tænke på engelsk, og at hun oplevede det skræmmende. For hun følte sig på ingen måde som værende englænder, og hun frygtede, at hun ville blive ringere til at tale og skrive dansk.

Ens sprog påvirkes, som det fremgår, kraftigt af omgivelserne. Selv i et lille land som Danmark er der stor forskel på, hvordan vi taler sammen. Mikkel Wallentin skriver i Sprog (Tænkepauser, Aarhus Universitetsforlag 2016, side 22), at der tales otte forskellige sprog i Danmark; dansk, grønlandsk, færøsk, tysk, mindst to jyske sprog, bornholmsk og dansk tegnsprog. At de jyske dialekter anses for selvstændige sprog begrundes med, at "De vestlige og sydlige dialekter er så forskellige fra standard-dansk, at mange fra de østlige øer har vanskeligt ved at forstå dem. Så ud fra antagelsen om interne forståelighed kan de anses for forskellige sprog."

Dialektforskning arbejder hovedsagelig med talesproget, og i Danmark er skriftsproget så standardiseret, at det er sjældent, folk skriver på dialekt. Med mindre der er en særlig pointe med det, som når Bodil Jørgensen illustrerer, hvordan Fælles Else, som Bodil Jørgensen har døbt hende, fra "Dialekt Service" i satireprogrammet Rytteriet taler. "Je hår en lille æsk mæ noen suert håer i. Mer får I et å vide. Hold di kæft. Hvem såe det?" (Side 257).

I udsendelsen taler jeg med skuespiller Bodil Jørgensen, lektor Marie Maegaard fra Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet, og forskningschef i sprog Michael Ejstrup fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole.

 

Hjernekassen på P1 den 19. september 2016. Skilsmisser.

Det er et stort projekt, når to mennesker skal leve sammen, derfor skal man være overbevist om, at man virkelig gerne vil være gift. Når omkring 50 procent af alle ægteskaber i dag ender med at gå i opløsning, tror jeg, det bl.a. skyldes, at ægtefæller sjældent er bundet sammen af et arbejdsfællesskab, men af nogle overordnede følelsesmæssige principper, og når forelskelsesperioden er overstået, er man nødt til selv at skabe meningen i ægteskabet.

Min hustru og jeg har været gift i 28 år, og sammen har vi to store drenge på henholdsvis 22 år og 17 år, hvoraf den ældste er flyttet hjemmefra. Rollefordeling har været ret traditionel, min hustru har sørget for, at der var styr på hjemmefronten, mens jeg har været den, der har været mest aktiv uden for hjemmet. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan en familie kan fungere, hvis begge forældre gerne vil gøre karriere, mens der er småbørn. Jeg tror ikke, det ville have fungeret hjemme hos os, hvis min hustru også havde valgt at gøre karriere. Hun har været glad for sit arbejde, men drengenes ve og vel er altid kommet i første række.

Selv om tingene ikke altid har fungeret gnidningsfrit, og bølgerne har gået højt, har vi aldrig været derude, hvor vi har haft lyst til at kaste håndklædet i ringen og gå fra hinanden. Jeg håber heller ikke, at vores sønner, dengang de var yngre, nogensinde har tænkt: "Skal mor og far mon skilles og hvad så med mig?" For både min hustru og jeg har villet hinanden fra starten, og vi har ønsket at skabe et hjem for vores drenge, som de kunne være sikre på også ville være der i morgen.

Men hvad gør man, når en skilsmisse er uundgåelig? Det taler jeg med forfatterne til Skilsmissens ABC - Guide til en bedre skilsmisse for dig og dine børn (Dansk Psykologisk Forlag 2016) skribent Annika Lillelund Fauli og psykolog Lene Stephensen om. Det er vigtigt at lægge mærke til bogtitlens sidste ord, for hensynet til børnene er alfa og omega.

Hverken Lene Stephensen eller Annika Lillelund Fauli er fraskilte, men har skilsmisseproblematikken tæt inde på livet, idet Lenes ekssvigersøn, filminstruktør Søren Fauli, som har tre børn sammen med sin første hustru, i dag er gift med Annika, og de har to børn sammen.

I bogen fortæller en 14-årig pige, hvor svært det kan være, når mor og far går fra hinanden. "Det er helt vildt hårdt, for jeg vil gerne være ét sted. Og det nemmeste sted er hos mor. Der bor alle mine venner, og det er det område, vi boede i før. Men problemet er, at jeg ikke tør sige det til min far. Jeg er så bange for, at han bliver ked af det. Min bror er flyttet hjemmefra, så den hænger ligesom på mig. Det er bare helt vildt hårdt at være ansvarlig for, at mine forældre ikke bliver kede af det." (Side 97).

Til slut et råd fra en 15-årig dreng. "Det bedste råd, jeg vil give en papmor eller papfar, er at vente med at lave en masse om i familien. Prøv først at blive en del af familien, inden du laver noget om. Når børnene kender dig, forstår de, hvorfor du siger, som du gør, og så er det nemmere for dem at acceptere ændringerne." (Side 149).

 

Hjernekassen på P1 den 12. september 2016. Danmark før Jellingestenen.

Den store runesten i Jellinge blev rejst af kong Harald Blåtand omkring år 965, som et monument over kongens forældre, Gorm den Gamle og Thyra Danebod, og at han samlede Danmark og gjorde danerne kristne. I starten af året prøvede min bror, Anders, og jeg, hvordan tilværelsen var dengang, idet vi i andet afsnit af tv-serien Brdr. Madsens Tidsrejse skulle prøve at leve som i vikingetiden. Inden vi nåede til årene 800-1050 e.v.t., skulle vi leve som for omtrent 2000 år siden i jernalderlandsbyen Lethra i Sagnlandet Lejre.

Jernalderen er den yngste periode i den danske oldtid (eller forhistorisk tid dvs. fra før vi har skriftligt kildemateriale), som traditionelt har været opdelt i sten- (ca. 13.000-1700 f.v.t.), bronze- (1700-500 f.v.t.) og jernalderen (inklusive vikingetiden 500 f.v.t. til 1050 e.v.t.) - defineret af råmaterialet til de skærende redskaber.

I jernalderen omkring år 0 levede danskerne som bønder, de dyrkede korn (byg, hvede og rug) på markerne, holdt husdyr (kvæg, får, grise, geder og fjerkræ) og heste, hvis man havde råd til det. "Alt har i sammenligning med nutiden været lavtydende. Husdyrene var betydeligt mindre, og foldudbyttet af kornet tilsvarende ringere end i dag." Fra En jernalderlandsby (Skoletjenesten Lejre Forsøgscenter 2006, side 20) af Jørgen Bay.

Markerne og græsningsarealer lå uden for landsbyen, der var indhegnet for at undgå, at dyrene ødelagde de lerklinede langhuse ved at gnubbe sig op ad bygningerne, eller nippe til husenes store stråtage, der gik næsten helt ned til jorden. På grund af tagkonstruktionen var husdørene meget lave (ca. 1 m), så det har ikke været helt let at komme ind og ud af husene, for gennemsnithøjden var 174 cm for mænd (i dag 181,4 cm) og 162 cm for kvinder (i dag 167,2 cm).

Husene varierede i størrelse, hvilket indikerer, at der også dengang var forskel på rig og fattig. Mennesker og dyr boede under samme tag, idet der var stald (mod øst) til familiens dyr i den ene ende af boligen og beboelse (mod vest) i den anden ende. Husets varme- og lyskilde samt madlavningssted var et åbent ildsted midt på gulvet i det vestlige rum. Røgen fra bålet havde svært ved at slippe ud, så der har været godt tilrøget inde i huset, og den helbredsskadelige røg har sandsynligvis været medvirkende til at gennemsnitslevealderen kun var 35,6 år (i dag 78,6 år for mænd og 82,5 år for kvinder). Boligerne var indrettet med træsenge med halm i bunden og et fåreskind ovenpå, og sengene var beregnet til mere end en person. Ellers bestod møblementet af lave trebenede taburetter.

Stenene, som blev fjernet fra markerne inden pløjning, blev brugt til både gulvbelægning inde i husene og som vejbelægning udenfor, idet en almindelig jordvej nemt ville blive mudret og dermed svær at trække en vogn på.

Jernalderlandsbyerne flyttede sig med 30-50 års mellemrum, da jorden omkring landbyerne blev udpint og huse nedslidte. Men indbyggere flyttede aldrig længere væk, end de kunne beholde deres offermoser, hvor mange af de ting, der findes fra jernalderen, er fundet. Ikke kun genstande, men også dyr og mennesker. Man har bl.a. ofret til guderne for at sikre jordens frugtbarhed og for at få hjælpe til at besejre eller slippe af med sine fjender.

En af de ting, som gav stof til eftertanke under opholdet i jernalderlandsbyen, var tilberedningen af maden, for det tog Anders og jeg (under kyndig ekspertvejledning) det meste af en dag bare at få bagt et par surdejsbrød.

Foruden brød spiste man i jernalderen ofte grød (f.eks. byggrød med frugt og nøddekerner, evt. med en smørklat og sødet med honning) eller suppe med kød og urter. Den kogte mad blev tilberedt i lerpotter, hvilket betød, at maden skulle saltes lige inden serveringen, da salt under kogningen gør leret porøst. Og så drak man øl - stærk øl.

Madlavning hørte til kvindearbejde ligeså at karte uld, spinde garn, farve og væve garnet til stof til tøj, flette kurver til opbevaring og transport af mad og genstande. Mændenes arbejdsområder omfattede foruden dyrkningen af jorden, træfældning, fremstilling af værktøj, redskaber og våben. Både kvinder og mænd kan have arbejdet med tilvirkning af keramik. "Keramik var ligesom kurvevarer allerede en gammel opfindelse i jernalderen. Jernalderen er fuld af keramik, og jernalderudgravninger er fulde af potteskår. Når først lervarer er brændt, er de praktisk taget uforgængelige, og keramikresterne i udgravningerne er et af de vigtigste spor, der står til rådighed for arkæologerne." (side 49).

Selv om perioden kaldes for jernalderen, var træ et langt vigtigere materiale, da det var en arbejdskrævende proces at fremstille jern, der i "Danmark" blev udvundet af myremalm. Til huse, både, vogne, værktøj, redskaber og megen husgeråd blev der anvendt træ.

Arkæolog Tania Lousdal Jensen, presseansvarlig i Sagnlandet Lejre, gør os i udsendelsen klogere på vores fjerne fortid fra jægerstenalderen til vikingetiden.

Tidligere Hjernekassen på P1-udsendelser, der relaterer sig til dagens emne: De første danskere (den 25. august 2014) og Jægerstenalderen (den 10. november 2014) samt Gundestrupkarret (den 13. oktober 2014), Guldhornene (den 15. december 2014) og Krige (12. januar 2015).

 

Hjernekassen på P1 special den 10. september 2016. Teenagemonopolet.

I udsendelsen besvarer de fire teenagere Emma Lammert Nielsen, Nikoline Schmelling, Ellen Krøgholt og Willi Findsen spørgsmål, som lytterne har ønsket at få svare på. Desuden medvirker familieterapeut Fie Hørby, der sammen med Elin Vilhelmsen har skrevet Om teenagere (for forældre) (Schønbergs Forlag 2008) - en brugsbog uden brugsanvisning, men til inspiration og eftertanke, når ens store børn ikke længere er helt så afhængige af én som tidligere.

Forfatterne illustrerer med eksempler fra deres praksis, at forældre er nødt til at finde nye måder at være sammen med børnene på og forstå, at det, mor og far siger, ikke længere opfattes som det eneste rigtige og mulige. "Teenagerne får øjnene op for nye måder at være i verden på. Indtil nu har de mere eller mindre taget forældrenes normer og værdier til sig, men nu får de selvstændige meninger, og vurderer voksenverden med de mange nye meninger, de skaber sig." (side 15).

I ungdomsårene er ofte store eksistentielle spørgsmål, som man tumler med. Spørgsmål som selv vi voksne ikke kan svare på, men har fundet os til rette med, at sådan er tilværelsen nu engang - f.eks. at livet ikke er meningsløst, selv om der højst sandsynligt ikke er et liv efter dette.

For at finde sig selv kan de unge for en tid lægge afstand til forældrene. Når forældrene mister en del af den gamle nærhed og fortrolighed, kan de nemt komme til at føle, at de bliver sat af. Men de unge har stadigvæk brug for forældrenes hjælp, mens de lærer at stå på egne ben. Det, de har behov for, er, at man er til rådighed på sidelinjen og fører en respektfuld dialog med dem i et mere ligeværdigt forhold. For de unge er eftertænksomme og tager tingene alvorligt, når der lyttes oprigtigt til det, de mener, hvilket klart kommer frem i udsendelsen. Hvor de unge bl.a. besvarer spørgsmålene: Hvorfor er det svært at tage imod råd fra forældrene? Hvad gør man, hvis ens barn har alvorlige problemer - f.eks. selvskadende adfærd? Hvordan opretholder man et godt forhold til sine søskende? Skal teenagere betale for at bo hjemme?

Tidligere Hjernekassen på P1-udsendelser med teenagerne og Fie Hørby blev sendt den 1. februar 2016 og den 27. juni 2016.

 

Hjernekassen på P1 den 5. september 2016. Kan man lave sjov med kræft?

Når man læser Geo: Ikk' for sjov - om kemo og comedy (People's Press 2013), er man ikke i tvivl om, at svaret er delvist ja. "De mange dage, hvor jeg havde været skræmt fra vid og sans, forsvandt stille og roligt. Humoren fungerede som terapi for mig." (side 39). Men der har bestemt været dage og situationer, hvor Geo har fundet humor upassende.

Bogen beskriver komikeren Geos (f. 1975) sygdomsforløb fra 2011 til 2012, hvor han først blev opereret for testikelkræft og erklæret rask, men seks måneder senere viste det sig, at canceren havde spredt sig til den ene lunge. Så han måtte igennem en lungeoperation og efterfølgende i kemobehandling. Selv om bogen handler om sygdomsforløbet, får man også indblik i Geos opvækst, som langt fra var en dans på roser, det lykkelige familieliv med hustruen og datteren samt arbejdslivet. Så man føler virkelig, at man kommer til at kende manden, der også kan være alvorlig. Når han fortæller, at kosten under kemoforløbet hovedsageligt bestod af lakridser, kiks, chokolade og kakaomælk, er det ikke en vittighed, men ramme alvor. Ligeså når han åbent og ærligt indrømmer, at sexlivet var ikke eksisterende. Måden, det er gjort på, er dog ret morsom, for Geo skriver: "Sexlivet under kemo", efterfulgt af fire tomme sider, og slutter af med at undskylde over for hustruen. (side 130-135).

Historien ses ikke kun fra Geos side, men også fra hustruen, som han i dag er skilt fra, Christiane Vejløs side. "Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet igennem. Sovet sådan rigtig godt. Jeg udskyder altid at gå i seng. Tankerne kører rundt, og jeg kan ikke sove. Og vågner jeg i løbet af natten, kan jeg som regel ikke falde i søvn igen." (side 145).

Hvordan får man et lille barn på fire år til at forstå fars alvorlige sygdom og behandlingsforløb? Geo læste Helle Motzfeldts bog Kemo-manden Kasper og jagten på de sure kræftceller højt for Effie. Hvor hårdt hele sygdomsforløbet har været for den lille pige, viser hendes første sætning, efter hun har fået at vide, at hendes far er rask, men stadigvæk svag og har behov for hjælp, tydeligt: "Mor, du passer på ham. Jeg vil bare gerne lege nu." (side 206).

En af de ting, som Geo føler, han har lært af hele sygdomsforløbet, er, at: "Er der noget, som skaber konflikter, forsøger jeg at løse det, og kan det ikke løses, må det væk og ud af mit liv, da det i så fald er spild af god og værdifuld tid, som jeg i stedet kunne have brugt på noget godt. Ligegyldige venskaber er blevet kasseret, og mere tid bliver brugt på dem, der virkelig har værdi." (side 227-228).

Komiker og skuespiller Christian Geo Heltboe er gæst i Hjernekassen sammen med cand. psych. Randi Krogsgaard, formand for patientforeningen Dansk Brystkræft Organisation, og skuespiller og komiker Søs Egelind, som fortæller, hvordan de oplevede at være syg af kræft, og besvarer spørgsmålet, om man kan lave sjov med kræftsygdomme.

 

Hjernekassen på P1 den 29. august 2016. Hvad laver en anklager?

Det spørgsmål stiller jeg i dagens udsendelse Anne Birgitte Stürup, der som anklager kun rejser sager, hvor de fornødne beviser foreligger, og som har en god chance for at ende med domsfældelse. Al hendes arbejde foregår i tæt samarbejde med kriminalpolitiet, som står for efterforskningen og finder vidnerne.

Når Stürup står i retten iklædt sin sorte kappe med lilla krave (forsvarerens kappe er sort med karmoisinrød krave og dommernes kapper er sorte med sorte kraver) ser hun det som sin opgave at: "oversætte jura til sund fornuft og få folk fra gaden til at forstå de regler, de skal dømme ud fra. … Når jeg procederer, taler jeg aldrig til de juridiske dommere, for jeg går ud fra, at de godt ved, hvad det drejer sig om. Jeg taler altid direkte til lægdommerne." Fra Anklageren - En sag for Stürup (Bogkompagniet 2010, side 69) skrevet af journalisterne Morten Bruun og Thomas Bjerg.

I den spændende og lettilgængelige portræt- og samtalebog med Anne Birgitte Stürup (f. 1946) fremgår det klart, at Stürup har haft en tryg opvækst. Faren, Søren Stürup, var uddannet jurist og ansat forskellige steder i landet bl.a. som anklager, og moren, Vibe Stürup, var hjemmegående, men havde en laborantuddannelse. Stürup mener selv, at en tryg barndom er afgørende for, at man udvikler sig til en velfungerende voksne.

Stürup er en af Danmarks mest erfarne anklagere, og hun har altid set det som sin opgave at være de uskyldige ofres talerør i retten. Stürup tog juridisk embedseksamen i 1972 og begyndte allerede da at arbejde med anklagesager. Siden 1990 har hun arbejdet for Statsadvokaten i København og Bornholm, som tager sig af nævningesager i landsretten, hvor strafferammen er mere end fire års fængsel eller anbringelse på et psykiatrisk hospital.

"Tiltalte er repræsenteret af en forsvarer, og så er det min opgave at tale offerets sag. Jeg skal få hende til at fornemme, at hun får en fair behandling i retten. På den led er jeg meget bevidst om, at det er menneskeskæbner, vi har med at gøre, og ikke er et skakspil eller en leg." (Side 92).

Hun har haft omkring 150 sager med speciale i drab, voldtægt, seksuelt misbrug af børn, gerningsmænd med en dyssocial personlighedsstruktur (psykopater) og sindssyge kriminelle. Og mange af sagerne har været fulgt i medierne.

Anne Birgitte Stürup forsøger at holde arbejds- og familieliv adskilt. Hun har siden 1968 været gift med fysiker Donald Bennett (f. 1942), som oprindeligt kommer fra USA, sammen har parret tre børn, Johanne (f. 1973), Philip (f. 1975) og Christoffer (f. 1981). I dag omfatter den nærmeste familie også børnebørn og svigerbørn.

"Hvis hver eneste sag gik mig på, kunne jeg ikke sove, og jeg kunne heller ikke arbejde. Man bliver nødt til at sige 'Jeg har et arbejde med noget tungt, men når jeg går hjem, har jeg ikke det arbejde med hjem, så har jeg et andet liv'." (Side 44).

 

Hjernekassen på P1 den 22. august 2016. Fugletur på Sejerø.

Fugle (Aves) er fjerbærende hvirveldyr med vinger og næb, og de findes overalt på Jorden, både på land, i ferskvand og på havet. Alle fugle lægger æg omgivet af en kalkskal. Æggene lægges i en beskyttende rede (nogle er simple, andre er avancerede), hvor ungerne udruges. Fugle er ensvarme (varmblodede) dyr med en konstant kropstemperatur på ca. 40 grader. Det er fuglefjerenes isolering, som sikrer denne høje kropstemperatur, og som gør, at fuglene kan være aktive uafhængigt af omgivelsernes temperatur. Karakteristisk for fugle er evnen til at flyve, selv om nogle fugle har mistet evnen til at flyve.

Der findes beskrevet omkring 9.856 nulevende fuglearter, til sammenligning findes der cirka 5.500 pattedyrarter. I Danmark er der iagttaget omkring 400 forskellige fuglearter, hvoraf cirka halvdelen er ynglefugle.

De smukke, små spurvefugle, mejser, er en af Danmarks mest yndede fuglearter. Mejsefamilien (Paridae) omfatter 56 arter, hvoraf de seks, musvit, blåmejse, sumpmejse, fyrremejse, sortmejse og topmejse, findes i Danmark. Variationen blandt mejsearterne er ikke særlig stor, selv om fuglegruppen opstod for cirka 6-7 millioner år siden. Mejserne er generelt tilpasningsdygtige, men de sidste 35 år, har der flere steder i Europa været en kraftig tilbagegang i mejsepopulationen p.g.a. menneskeskabte forandringer i landskabet og klimaet. De voksne mejser er meget stedtro, men foretager træk mellem et sommer- og vinteropholdssted. Dog forlader ungfuglene flokken for selv at etablere et territorium som regel i nærområdet. Kun hvis der er mangel på føde, søger fuglene længere væk, først de unge hunner, så de voksne hunner, herefter de unge hanner og til sidst de voksne hanner. Mejser lever af både vegetabilsk (frugt, bær, frø, bog, nødder) og animalsk (larver, orme og insekter) føde. Både hunnen og hannen deltager i fodringen af ungerne.

Men inden mejserne når så langt, ja, så skal de først have fundet hinanden. For at tiltrække sig en hun sangdueller hannerne, og den stærkeste løber af med sejren. Mejser har også et stort repertoire af advarselskald, som ligger i et højt, fint toneleje, som gør det vanskeligt for rovfugle at lokalisere mejserne. Desuden har de små fugle en langt bedre hørelse end rovfuglene, for eksempel kan musvitten høre advarselskald på op til 40 meters afstand, mens spurvehøgens hørelse kun rækker til 10 meters afstand. Hos de fleste mejser er fjerdragten næsten identisk med undtagelse af musvitten, hvor hannen har et bredt sort "slips" på den gule bug, mens hunnen har en smal stribe. Hannens sorte "slips" afslører ikke blot kønsforskel, men også hannens social status i fugleflokken. Den han med mest sort "hår" på brystet, er den dominerende han. Musvitten er i øvrigt den mest almindelig af de danske mejser, og med sine 700.000-1.000.000 ynglepar er musvitten den femte almindeligste ynglefugl i Danmark. (Kilde: Allan Gudio Nielsens hæfte Mejser, Natur og Museum, 50. Årgang nr. 4, 2011).

Den 11. august tog Hjernekassen en tur til Sejerø for at kigge på fugle sammen med naturvejleder og leder i Fugleværnsfonden Allan Gudio Nielsen (tidligere gæst i Hjernekassen på P1 den 9. maj 2016, hvor han fortalte om Kragefugle). På udflugten var vi på udkig efter tejsten, men undervejs stødte vi på en masse andre fugle. Desuden gav Allan gode råd om, hvordan man bedst tilegner sig viden om naturen og gebærder sig der.

 

Hjernekassen på P1 den 15. august 2016. Diabetes (sukkersyge).

På verdensplan skønnes 415 millioner mennesker at have diabetes, og tallets forventes at være steget til 642 millioner i år 2040. I Danmark har over 320.000 danskere diabetes, og 80 procent af dem har type 2-diabetes. Ved type 1-diabetes kan man ikke selv producere insulin, mens man ved type 2-diabetes producerer insulin, men det fungerer dårligt.

En række undersøgelser de seneste år i både ind- og udland har vist, at type 2-diabetes skyldes en kombination af arvelige faktorer, kost- og motionsvaner.

Professor Marit Eika Jørgensen har i de sidste 15 år forsket i diabetes blandt grønlændere. Over 5000 personer (cirka ti procent) af den voksne grønlandske befolkning har i dag diabetes, mens det i 1962 var under en procent. Det vil sige, at hver tiende voksne grønlænder har diabetes, hvilket er næsten dobbelt så hyppigt som blandt danskerne. Det, forskerne har fundet ud af, er, at specielt en variant i TBC1D4-genet er til stede ved omkring 15 procent af diabetes tilfældene i Grønland. Genvariationen har antageligvis været fordelagtig i et traditionelt fangersamfund og har beskyttet inuiterne mod for lavt blodsukker, dengang kosten hovedsageligt var baseret på fisk og havpattedyr (dvs. en mad med et højt indhold af protein og fedt, men næsten uden kulhydrater). I et moderne vestligt præget samfund med stort indtag af sukkerholdige føde- og drikkevarer betyder denne genvariant desværre, at risikoen for diabetes bliver særdeles høj.

Det er vigtigt at pointere, at fordi man er genetisk sårbar over for en sygdom, f.eks. type 2-diabetes, er det ikke ensbetydende med, at man får sygdommen. Mange såkaldte livsstils- eller samfundssygdomme kan forebygges ved ikke at ryge, kun indtage alkohol i begrænsede mængder (eller ved helt at udelade det), bevæge sig i mindst 30 minutter om dagen og spise sundt. Jeg ved udmærket, at det indimellem kan være svært at styre uden om det mest fornuftige valg. Lad mig illustrere det med et eksempel fra mit eget liv.

Det er sommer, jeg befinder mig ved Havnegrillen på Sejerø og bliver tilbudt noget at spise. Jeg skal nu tage stilling til, hvorvidt jeg vil spise retten eller ej. Før jeg kan træffe en beslutning er der tre spørgsmål, min hjerne skal besvare. Hvad er det for en ret? Hvad gjorde maden ved mig, sidste gang jeg spiste den? Vil jeg have retten?

Min hjerne fortæller mig, jeg er blevet tilbudt en portion pølsemix, og at retten består af friturestegte pølsestumper med en gul hætte af bearnaisesovs støbt som et låg over retten. Samtidig med at min hjerne har givet mig en faktuel erkendelse af, hvad det er, jeg står overfor, har et andet sted i hjernen, i det limbiske system, foretaget den emotionelle og følelsesmæssige analyse af situationen. Jeg husker nu, hvor skidt jeg fik det sidste gang, jeg spiste pølsemix. Trykken for tarmene og fedtfilm i svælget, og nu føler jeg et vist ubehag ved retten. Med denne erkendelse skal hjernen besvare spørgsmålet: Vil jeg have retten? Dette foregår i hjernebarken i den forreste del af hjernen, i frontallapperne (pandelapperne). Her beregnes konsekvenserne af de forskellige valgmuligheder. Hvad jeg gør afhænger direkte af, hvor længe siden det er, jeg sidst fik noget at spise. Er det lang tid siden, jeg fik noget at spise og er enormt sulten, så vil jeg ikke tænke på andet end mad, og så bliver svaret et rungende: "JA TAK!" Så napper jeg pølsemixen med den fede sauce, selv om jeg ved, det mest hensigtsmæssige for mig er at lade pølsemixen stå urørt.

Forklaringen på, at det ikke altid er fornuften, der råder, når vi mennesker skal træffe en beslutning, finder vi, i den del af hjerne, som kaldes hypothalamus (populært kaldet krybdyrhjernen). Hypothalamus ligger inde i vores menneskehjerne som et stykke primitivt arvegods fra tidligere tider, og hypothalamus bestemmer, hvad vi mennesker grundlæggende interesserer os for - og det, vi mennesker grundlæggende interesserer os for, er fuldstændig det samme som det, som optager den dumme torsk og den grådige haj: nemlig mad, sex og magt.

Hypothalamus befinder sig dybt inde i hjernen og er kroppens overvågningscentral. Hypothalamus samler information om kroppens tilstand, og når hypothalamus opdager en ubalance i kroppen, gør den noget ved det. Hvis blodsukkeret falder, så træder hypothalamus til og regulerer stofskiftet, så de normale blodsukkerværdier bliver genetableret. Men det er ikke det eneste - et faldende blodsukker er tegn på, at der er brug for mad. Dette er en grund til, det i visse situationer kan være svært at takke nej til pølsemixen, selv om det vil være bedre at vente, i mit tilfælde en halv time til en hel time og så spise hjemme i sommerhuset, hvor der er grønsager og grillbøf.

Tidligere Hjernekassen på P1-tekster, som yderligere belyser problematikken: Den søde tand (fra den 30. december 2013) og Sanseverdenen (fra den 31. marts 2014).

I udsendelsen medvirker: professor Torsten Lauritzen, Institut for folkesundhed ved Aarhus Universitet og chefrådgiver for Diabetesforeningen, direktør Anders Dejgaard, World Diabetes Foundation, og professor Marit Eika Jørgensen, Steno Diabetes Center og Syddansk Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 8. august 2016. Psykiatri omkring år 1900.

Endelig var de fremme ved Kurhuset. Solen skinnede, og gården vrimlede med indlagte mænd og kvinder samt opsynspersonale med lange nøgleknipler hængende i deres bælte. … Kurhusets bygninger var meget smukke og lå tæt ved Roskilde Fjord. Områderne omkring bygningerne skulle udstråle ro og stilhed som ved et kloster.

Psykiatrisk Center Sct. Hans' Kurhus fra 1860 rummer i dag en kirke, en festsal, et bibliotek og et museum. Museets udstilling viser den psykiatriske behandlings grumme historie, men også hvordan man har forsøgt at skabe bedre forhold for de sindslidende. Ligesom på Museum Ovartaci, Aarhus Universitetshospital, Risskov (se evt. teksten fra den 30. maj 2016), er der også på Sct. Hans Hospitals Museum gjort meget ud af at vise de sindslidendes kreative sider. Karin Garde, speciallæge i psykiatri og leder af Sct. Hans Hospitals Museum, fortæller i udsendelsen om lægernes fejlagtige opfattelser af sindssygdomme omkring forrige århundredskifte.

Historien bag opførelsen af Sindssygeanstalten var, at man i sidste halvdel af 1800-tallet manglede en sindssygeanstalt midt i landet og vest for Storebælt. Fyn ville være et godt sted at opføre sådan en anstalt. Ved Fænøsund fandt man en passende grund til anstalten tæt på købstaden Middelfart. Mange af byens håndværkere fik arbejde i forbindelse med byggeriet som startede i 1884. Der blev bevilget 1.736.000 kroner til opførelsen af anstalten, som skulle rumme fire hundrede patienter. (Middelfart Sindssygeanstalten blev indviet i 1888, min anm.)

Hvordan det var at være indlagt på et psykiatrisk hospital omkring år 1900 afhænger af, hvem som beskriver forholdene. Maiken Rude Nørup, museumsleder, Middelfart Museum, har undersøgt forholdene på den tidligere sindssygeanstalt ved Middelfart, som i dag huser Psykiatrisk Samling. Hun har læst Sofie Skottes (1875-1938) bog Et Glimt af Livet i en dansk Sindssygeanstalt Anno 1908, der udkom i 1911, og sammenholdt oplysningerne med hospitalets journaler og andre officielle skrivelser. Sofie Skotte var lærerinde og var indlagt to gange, første gang fra maj 1902 til juli 1903 og anden gang fra juli 1907 til oktober 1908. Første gang følte Sofie sig godt behandlet, men ikke anden gang, hvor hun bl.a. blev lagt i bælte i tre-fire uger på celleafdelingen, ifølge lægerne som en sikkerhedsforanstaltning. Et andet stort problem, Sofie påpegede, var manglende kommunikation fra personalets side. "… Ingen taler til en, man kan spørge, men faar intet Svar … ikke Gnist af Haab, - ikke fjerneste Antydning af Løfte om, at hvis man gør saadan og saadan, så slipper man ud …" fra Nørups artikel Marie Skotte - vidnesbyrd fra en patient på Sindssygeanstalten (Vends 2010, Årbog for lokal- og kulturhistorie på Nordvestfyn). Maiken Rude Nørup beretter i udsendelsen detaljeret om dagligdagen på hospitalet.

Jeg fortryder noget så hårdt, at jeg lod mig lokke til at blive indlagt på denne galeanstalt. Jeg er så fortvivlet og nedtrykt over at være her. (Middelfart Sindssygeanstalt, min anm.)

Til dagligt skal De hjælpe med de dårlige patienter. Ud over det skal De selv passe fem patienter på en anden stue samt en af patienterne på enestue. … Hun hedder Frederikke Jensen. Hun er meget mistroisk og arrig. Hun er en af de degenererede. … Hun har skåret sin mave op flere gange. Hun må aldrig have sakse eller knive på sig.

De kursiverede citater er fra Ingen sang over min vugge (Forlaget Mellemgaard 2016) - en historisk roman om Frederikke Jensens (1864-1931) liv - oldemor på mødrene side til bogens forfatter, pensioneret sygeplejerske Vibeke Rejnholt Pfeiffer, som er gæst i Hjernekassen.

 

Hjernekassen på P1 den 27. juni 2016. Ungdomsdrømme.

Når man sidder og forbereder sig på at skulle tale med fire unge mennesker i Hjernekassen om deres liv, er det svært ikke at tænke tilbage på, dengang man selv var ung.

Dagligdagen foregik i mine tidligste ungdomsår på Hummeltofteskolen i Sorgenfri, hvor jeg havde gået, siden jeg begyndte i skolen i 1967. Eftersom jeg drømte om at blive læge, fortsatte jeg efter 2. real i gymnasiet på Virum Statsskole. Frikvarterne var hyggelige, og i spisefrikvarteret var mine venner og jeg altid en smut forbi Profitten, skolens slikbutik, for at købe Yankie Bar og chokolademælk. Jeg havde ellers madpakke med - altid mørkt rugbrød ofte med leverpostej med rødbede og spegepølse.

Derhjemme i det murstensrøde rækkehus på Rosengårdsvej, hvor vi boede fra 1966, var familiens samlingspunkt middagsmaden. Hverken min mor eller far gik synderligt op i madlavning, og hverdagsmaden bestod som regel af et stykke kød, f.eks. frikadeller, koteletter eller medisterpølse, med kartofler og sovs. Men det gjorde den nu også i mange andre hjem.

I det ottende afsnit af tv-serien Tidsrejsen kan man se mig fræse rundt i Den Gamle By i Aarhus på en knallert, som om jeg ikke havde bestilt andet som teenager i 1970'erne. Det gjorde jeg dog ikke, for min mor, som var sygeplejerske, var nervøs for, at jeg ville vælte på knallerten og slå hovedet, så drømmen om at få en knallert gik aldrig i opfyldelse. Men heldigvis har jeg altid været meget glad for at cykle, og et af mine allerbedste minder stammer netop fra en cykelferie.

I 1977 cyklede mine venner, Agnete, Jens og Svenn, og jeg fra Virum og hele vejen op langs Nordsjællands kystlinje og videre til Sejerø. Vi cyklede fra sommerhus til sommerhus, fra fest til fest, og alle steder vi kom frem, var vi mere end velkomne. Det var en magisk uge i mit liv, fordi jeg virkelig følte mig hjemme i denne kreds af venner. Sejerø gjorde et særligt indtryk på mig, siden er jeg kommet der mange gange, og nu har min hustru og jeg sommerhus på den lille ø.

Et andet godt ferieminde fra ungdomsårene er rejsen til Narsarsuaq i Sydgrønland. Her var jeg som 17-årig på teltlejr med Lyngby-Taarbæk Ungdomsskole. Jeg har som voksen besøgt andre steder i Grønland, men Narsarsuaq er speciel, fordi det var det allerførste, jeg så af dette smukke, smukke land. Engang drømte jeg om natten, at jeg var tilbage i Narsarsuaq, og det er en af de smukkeste drømme, jeg nogensinde har haft.

Dengang var flertallet af de unge enten disker eller flipper. Jeg var flipper, men mest i min tøjstil. For jeg røg udelukkende cigaretter og rørte aldrig hash, og mit politiske ståsted var da ikke helt ude på den ekstreme venstrefløj. Men alligevel, første gang, jeg skulle stemme til et folketingsvalg, var i 1979, og der satte jeg kryds ved de røde. Det var i øvrigt første gang, de 18-20 årige var stemmeberettigede i Danmark, og jeg tror, at mange unge ligesom jeg følte et særligt ansvar, som viste den ældre generation, at vi ikke var for unge til at være med til at vælge landets folketingspolitikere.

I 1970'erne så Danmark ganske anderledes ud end i dag, for det meste synes jeg, at tingene har ændret sig til det bedre, men andre gange kan jeg blive helt nostalgisk, når jeg mindes det, som ikke rigtig er længere. At tage billeder med et rigtigt kamera og ikke med en mobiltelefon, at lytte til musik på en pladespiller og ikke på computeren. Pladespilleren har jeg savnet i en grad, så jeg har anskaffet mig en og nu bruger en del tid på at få opbygget en pladesamling med musik fra ungdomsårene. Det være sagt så afspejler min musiksmag ikke helt min egen generations, men generationen før med musikere som Neil Young, The Beatles og C. V. Jørgensen.

En af de ting, jeg er mest glad for, har ændret sig siden min ungdom, er, at cigaretrygning ikke længere er sejt. Jeg er overbevist om, at jeg aldrig ville være faldet for fristelsen, hvis jeg var ung i dag. Jeg må hellere lige tilføje, at jeg har lagt cigaretterne på hylden for mange år siden.

Lyt til Hjernekassen og hør, hvad der kom ud af samtalen med Nikoline Krøgholt Schmelling, Emma Lammert Nielsen, Ellen Krøgholt og Willi Findsen.

 

Hjernekassen på P1 den 20. juni 2016. Fremtiden - hvor er vi på vej hen?

Vores hjerne skal hele tiden træffe utallige beslutninger. Hjernen skal finde ud af, hvad den står overfor, og den skal beslutte sig for, hvad den vil gøre, så den mest hensigtsmæssige adfærd iværksættes. Vores bevidsthed er forudsætningen for, at vi kan træffe et aktivt valg. Bevidstheden er et diskussionsforum, hvor den overordnede situation analyseres: Går alting efter planen? Hvad er det, jeg vil? Føles dette her rigtigt? Samspillet mellem følelser og intellektuel analyse er altafgørende nødvendigt, når vi mennesker skal træffe de rigtige beslutninger. Vi bruger vores følelser til at finde ud af, hvor vi skal hen i livet, og vi bruger vores omtanke til at finde ud af, hvordan vi opnår de mål, som vi har sat op for os selv.

Bevidstheden er også forudsætningen for, at vi kan tage ved lære af vores erfaringer. Enhver aktiv beslutning i et menneskeliv er baseret på hukommelsesinformation. Men det er ikke nok med en forbindelse til fortiden, hjernen skal også have en fornemmelse for fremtiden. Uden fremtidsplaner råder apatien eller den blinde panik. Hjernen skal forberede sig og lægge planer. Jo bedre hjernen er til at forestille sig fremtiden, des bedre bliver den til at træffe de rigtige beslutninger.

I fremtiden vil assistent Watson hjælpe os, når vi skal træffe beslutninger. Anders Quitzau, innovationschef, IBM, betegner Watson som et stykke intelligent software. Den kognitive teknologi er designet til at hjælpe os, så vi hurtigere får adgang til den relevante information, når vi skal træffe en beslutning både i arbejdsmæssige og private sammenhænge.

Der en ingen tvivl om, at Watson vil blive lægens fremtidig kollega, når der skal stilles en diagnose. For supercomputeren Watson kan lynhurtigt (ca. 800 mio. sider i sekundet) finde sammenhænge i store mængder ustrukturerede data (videnskabelige artikler, patientjournaler, eksisterende lægemidler og sammenholde denne viden med en analyse af patientens dna-profil) og på baggrund af den tilgængelige information træffe en vejledende beslutning, så lægen langt bedre vil kunne skræddersy en behandling ud fra hver enkelt patients behov.

Det, som gør Watson intelligent, er, at computeren tager ved lære af sine erfaringer. Det vil sige, at Watson hele tiden bliver klogere. Man fristes næsten til at anvende det populære hjerneslogan om Watson: "Use it or lose it".

Ingen ved, hvad fremtiden bringer, men en ting er sikkert: Menneskeheden står over for en fremtid, som ingen i deres vildeste fantasi kan forestille sig, og det er menneskehjernen, der gør det alt sammen muligt. For uden en masse kloge menneskehoveders arbejde ville der slet ikke være nogen Watson.

I udsendelsen taler jeg med Tobias Wang, professor i zoofysiologi ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, om hjernens udviklingshistorie og med Anders Quitzau om kognitiv computing.

 

Hjernekassen på P1 den 13. juni 2016. The Brain Prize 2016.

De tre britiske forskere Timothy Bliss (1940-), Graham Collingridge (1955-) og Richard Morris (1948) tildeles The Brain Prize 2016 på 1 mio. euro for deres banebrydende forskning i long-term potentiation (forkortes LTP, og kaldes på dansk for langtidspotentiering), der er selve grundlaget for at kunne lære, huske og navigere i omgivelserne. Forskerne har tilsammen vist, hvordan synapser (kontaktpunkter) mellem hjerneceller i hippocampus styrkes ved gentagen stimulation.

Den søhestelignende struktur hippocampus befinder sig inderst i hjernens temporallap (tindingelappen). Selv om hippocamus som regel omtales i ental, er der tale om to små områder i både venstre og højre hjernehalvdel. Hippocampus betegnes også hjernens hukommelsescenter, indlæringscenter eller indlæringsportal. At hippocampus er meget vigtig for hukommelsen, illustrerer H.M.s sygdomshistorie. Henry G. Molaison (1926-2008) slog som syvårig sit hovedet og kom siden til at lide af epileptiske anfald. Anfaldene blev værre og værre, og lægerne kunne intet gøre for at hjælpe ham. Så da H.M. var 27 år, besluttede lægerne sig for at bortoperere de inderste områder af begge temporallapper. Epilepsien blev bedret, men H.M.s hukommelse havde taget alvorligt skade. Hjernens evne til at lære nye ting og transportere information fra korttidshukommelsen ind i langtidshukommelsen var ødelagt. H.M.'s verden bestod af en slags her-og nu-tilstand, og af det han havde oplevet inden operationen. H.M.'s historie fortæller to vigtige ting. 1) At evnen til at transportere information ind i langtidshukommelsen er lokaliseret på indersiden af temporallapperne, nærmere bestemt i en lille samling strukturer hvoraf hippocampus er den mest prominente. 2) At det ikke er her, hukommelsesinformation ligger lagret.

Hvorledes nervecelleforbindelser i hippocampus påvirkes ved gentagen stimulation, og lagrer information forskellige steder i hjernebarken, vil jeg belyse med et eksempel fra mit eget liv. I 2006 delte jeg lukaf med biolog Niels Nørgaard. Den første aften om bord på skibet Vædderen delte vi en kæmpe pose Matador Mix, og jeg indtog en pæn mængde af vingummi, lakridsæg og Labre Larver. Normalt jeg kan ikke huske, hvilken slags slik jeg har spist på et givent tidspunkt, men på grund af vi befandt os i en usædvanlig situation og gentog handlingen mange gange, har slikmiksen sikkert klistret sig fast som en mosaik af informationsspor i min hjernebark. I synsbarken ligger et flimrende syn af lukafet og min bofælle. I hørebarken ligger lyden af den knitrende slikpose. I smagsbarken ligger den søde smag af vingummi, lakridsæg og Labre Larver, og et eller andet sted, formentlig i gyrus cingularis anterior, ligger den frydefulde fornemmelse af at være på vej ud i den store vide verden med forskningsekspeditionen Galathea 3.

Hvis Niels Nørgaard og jeg havde fortsat med at dele en pose slik hver aften, ja, så er det slet ikke usandsynligt, at jeg ville have fået skabt en slikafhængighed. Langtidspotentieringen af visse synapser medfører, at kroppen husker det, den er blevet udsat for nogle få gange, og dermed stimuleres til at opsøge igen og igen. Det gode er, at skulle det være sket, så kunne jeg ændre på den uhensigtsmæssige adfærd ved at indlære nye og bedre vaner.

Hippocampus sørger kort sagt for: "at det vi har oplevet eller indlært, fastholdes, sammenholdes med vores allerede eksisterende viden og med tiden indskrives i hjernens hukommelsesnetværk. Hippocampus er ansvarlig for at hitte rede i de forskellige hukommelsesspor og sørger for, at vi kan anvende selv nyligt indlært viden i vores tanker og overvejelser." fra En bog om hukommelsen af Thomas Thaulov Raab & Peter Lund Madsen (FADL's Forlag 2013, side 315).

Dagens gæster er hukommelsesforskerne professor Jakob Balslev Sørensen og lektor Jean-Francois Marie Perrier, begge fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 6. juni 2016. Politik.

Mennesket er et politisk væsen, et zoon politikon. Den græske filosof Aristoteles' (384-322 f.v.t.) visdomsord om mennesket er lige så sande i dag som dengang, og det har de i og for sig været siden tidernes morgen, hvor vores forfædre, der ernærede sig som jægere og samlere, overlevede ved at organisere sig i små grupper og hjælpe hinanden.

Der findes også eksempler på, hvordan dyr overlever ved at hjælpe hinanden, f.eks. vampyrflagermus, Desmodontinae, som findes i Syd- og Mellemamerika. Vampyrflagermus lever udelukkende af det blod, de kan bide og slikke sig til. Vampyrflagermus drager ud om natten på jagt efter deres bytte eksempelvis sovende kvæg. Når en flagermus har sat sine knivskarpe tænder i kreaturet, og det varme blod flyder, slikker flagermusen begærligt blodet i sig, og den fylder sig op. Flagermusens mave kan rumme meget store mængder varmt okseblod. Men at ernære sig med blod fra sovende kvæg er ikke let, og meget kan gå galt. Det kan være umuligt at lokalisere en flok kvæg. Dyrene kan vågne, og hvis bare én vågner, skræmmes resten af flokken til bisseri. For den enkelte flagermus er adgangen til fødevarer ustabil, og det er ikke alle, som vender hjem med maven fuld. Vampyrflagermusene lever et liv, hvor sultedøden er en konstant trussel. Men de har fundet en løsning på deres problem, idet vampyrflagermus deler deres blodmad med hinanden som en slags forsikringsaftale - "Du forærer mig en klat opgylpet okseblod i dag, som jeg tilbagebetaler, engang du har brug for det". Denne form for gensidighed mellem to parter betegnes reciprocitet.

På samme måde har det været nødvendigt for vores forfædre at dele jagtbyttet mellem sig, så alle kunne få noget at spise. Hovedparten af vores slægts (homo sapiens) historie har vi levet som jægere og samlere, men for ca. 11.000 år siden begyndte vores forældre flere forskellige steder på Jorden uafhængigt af hinanden og inden for et kort tidsrum at dyrke afgrøder og holde husdyr. Landbruget medførte en mere stabil adgang til føde, som gjorde det lettere at brødføde sig selv og sin familie og at bosætte sig et fast sted. Desuden blev det muligt at bo flere mennesker på et lille areal og skabe bysamfund med specialiserede erhverv og handel og siden hen stater. De større og mere komplekse samfundsstrukturer medførte behov for nye styreformer.

Baseret på 158 forfatninger skelnede Aristoteles mellem tre gode statsformer: monarki, aristokrati og politeia (det som minder mest om nutidens demokrati). Men monarki er kun godt, hvis eneherskeren ikke henfalder til tyranni. Og aristokrati, hvis det ikke ender i oligarki (fåmandsvælde), og politeia bør vogte sig for demokrati (det vi nu betegner pøbelvælde). Aristoteles' styreformer omhandlede kun frie mænd, hverken kvinder, slaver eller børn havde nogen form for politisk indflydelse.

Meget er sket, siden vi var jægere og samlere eller agerbrugere, men politik handler fortsat om ressourcefordeling. I dagens Danmark er det de folkevalgte politikere, som er ansvarlige for, hvordan indtægter og udgifter fordeles, så ingen lider al for stor nød.

I studiet har jeg besøg af Liselott Blixt (Dansk Folkeparti, MF), Pernille Rosenkrantz-Theil (Socialdemokratiet, MF) og Michael Ziegler (Det Konservative Folkeparti, borgmester i Høje-Taastrup kommune), som fortæller om livet som politiker.

 

Hjernekassen på P1 den 30. maj 2016. Museum Ovartaci.

I udsendelsen fortæller kunsthistoriker og museumsleder Mia Lejsted om Museum Ovartaci (Aarhus Universitetshospital, Risskov), og om Ovartacis liv og kunstværker. Billedkunster Tal R (R står for efternavnet Rosenzweig) forklarer, hvad kunst er for ham, og hvordan han vil anvende kunst fra Museum Ovartaci i sin udsmykning af fællesarealerne i Nyt Psykiatrisk Center på Det Nye Universitetshospital i Aarhus. Formand for Landsforeningen Sind Knud Kristensen påpeger, hvor vigtigt det er, at det lukningstruede Museum Ovartaci bevares.

Museum Ovartacis kunstmuseum, der blev grundlagt i 1975, råder over ca. 12.000 kunstværker skabt af tidligere og nuværende psykiatriske patienter, hvoraf 850 værker er udstillet. Det var overlæge og psykiater Johannes Nielsen (1924-), som gennem sit møde med Ovartaci og andre psykiatriske patienter fik idéen til museet. Det er den autodidaktiske kunstner Louis Marcussen (1894-1985) alias Ovartaci, som har lagt navn til museet, der også omfatter Psykiatrisk Historisk Museum.

Louis Marcussen blev tvangsindlagt i 1929, kort tid efter han kom hjem efter tre år i Argentina, hvor hans psykiske lidelse var brudt ud. Louis Marcussen fik diagnosen skizofreni, og han kom til at leve de sidste 56 år af sit 91 år lange liv på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Aarhus. Her ændrede han sit navn til Ovartaci, for han mente, at når det var en overlæge på stedet, måtte der også være en overtosse (o-var-to-ci). I de første år på hospitalet malede Ovartaci naturalistiske billeder, siden skildrede han i såvel malerier som skulpturer sin kringelkrogede tankeverden, der var fyldt af forestillinger om tidligere dyre- og menneskeliv. I 1985 havde Johannes Nielsen en række samtaler med Ovartaci om hans maleri, samtalerne mundede ud i Johannes Nielsens bog Ovartaci - En kunstners billeder og tanker og visioner (Ovartaci-fonden 1988), som giver et indblik i Ovartacis tankeverden.

I mit arbejde som psykiater har jeg selv mødt kreative mennesker, som gennem deres kunst har kunnet udtrykke deres tanker og følelser. Kunsten har midt i alt mørket fungeret som både en slags selvterapi og et frirum. Mine patienters kunstværker har også givet mig et bedre indblik i deres verden. En af mine tidligere patienter, som i dag er rask, har udtalt: "Selv om mit billedunivers kan opfattes som dystert, ser jeg også en skønhed i mørket. Der er meget dejligt i verden, men jeg har gjort det til min opgave at beskæftige mig med det, der ikke er det. Jeg tror, det er fremmende også at rumme de aspekter af virkeligheden." Desuden har disse kreative mennesker givet mig en endnu større forståelse for, at mennesker med ar på sjælen rummer ressourcer, som fortjener at blive værdsat.

 

Hjernekassen på P1 den 23. maj 2016. Kollektiver.

Jeg er vokset op i en traditionel dansk kernefamilie (mor, far og to børn) i 1960-70'erne i et parcelhuskvarter, men med en bevidsthed om, at der var andre måder, man kunne leve sit liv på. Fornyligt fik min bror, Anders, og jeg muligheden for at prøve at bo to dage i et af 1970'ernes mange kollektiver, som er blevet delvist rekonstrueret i Den Gamle By i Aarhus. Her mødte jeg nogle af de tidligere beboere, Vibeke Rygård, Anne-Lise Fruelund og Ove Gaardboe, som dengang var studerende og boede sammen med seks andre i en stor lejlighed i byggeriet Skansen i Aarhus. Kollektivisterne havde eget værelse, men var fælles om udgifterne til husleje, rengøringsmidler, telefon, avis og mad. De spiste morgen- og aftensmad sammen, retterne var vegetariske, men efter sigende snød mændene og spiste kød, når kvinderne ikke var hjemme.

Kollektiverne opstod herhjemme i slutningen af 1960'erne i forbindelse med ungdomsoprøret. Bofællesskaberne var en protest dels mod den kapitaliske samfundsorden, dels mod den isolerede kernefamilie og hele forbrugerræset. Graden af fællesskab varierede fra kollektiv til kollektiv, men den ny boform, hvor mindst tre voksne har fælles husførelse og evt. også et erhvervsmæssigt arbejdsfælleskab (f.eks. driver et landbrug sammen), kan anskues som en slags forandring af samfundsordenen på mikroplan. I et af landets ældste kollektiver, Maos Lyst i Svanemøllekvarteret i København, grundlagt i 1968, gik nogle af de tidligste beboere endda så vidt, at de tog et fælles efternavn, så de alle kom til at hedde Kløvedal, for at signalere deres nye liv såvel indadtil som udadtil.

Antallet af kollektiver i Danmark var i 1974 oppe på omkring 15.000 med ca. 100.000 beboere (Faktaboks til Det moderne kollektiv i Berlingske den 25.1.2016), hvilket gjorde Danmark til det land i verden med flest kollektiver set i forhold til indbyggertallet. Ligesom resten af samfundet har ændret sig, har kollektiverne det også, eksempelvis Slotsgaarden i Ollerup på Sydfyn, som blev grundlagt i 1970. Hvor beboerne engang så kollektivet som et "politisk værktøj" til at ændre samfundet, er den politiske ideologi ikke længere en del af den fælles dagsorden på Slotsgaarden.

Den alternative måde at indrette sit liv på smittede af på andre i samfundet, der godt kunne se visse fordele i at komme hinanden noget mere ved. Tæt-lav-byggerier eller seniorbofælleskaber (oldekoller), hvor beboerne har en selvstændig bolig samt fælles faciliteter og -lokaler, hvor man f.eks. spiser sammen, er eksempler på dette. Desuden har man siden 1995 benyttet bofællesskaber til handicappede og sindslidende, som med støtte udefra og fra hinanden selv klarer dagligdagen.

Vibeke Rygård, Anne-Lise Fruelund og Ove Gaardboe fortæller i udsendelsen om tilværelsen som kollektivister i 1970'erne og deres liv sidenhen.

 

Hjernekassen på P1 den 9. maj 2016. Kragefugle.

Kragefamilien, Corvidae, findes stort set i hele verden, der findes i alt 24 slægter og ca. 125 arter. Otte arter i kragefamilien, skovskade (30.000-50.000 par), husskade (ca. 300.000 par), nøddekrige (ca. 40 par), allike (ca. 200.000 par), råge (ca. 50.000 par), gråkrage (ca. 200.000 par), sortkrage (3.000-5.000 par) og ravne (ca. 1.000 par), yngler i Danmark. Der er en høj dødelighed blandt fugleungerne, 30-50 procent dør i deres første leveår, men ellers lever kragefugle i omkring 10 år.

Kragefugle er gode til at tilpasse sig omgivelserne, og i Danmark ses de både i det åbne kulturlandskab og midt i storbyen. Desuden kan de nemt skifte mellem fødemuligheder. Alle kragefugle, undtagen nøddekrigen, er altædende. Ravnen, der med en vægt på omkring to kilo og et vingefang på cirka 150 cm, er den største spurvefugl i verden, foretrækker animalsk føde: fugleæg og -unger, syge eller svækkede dyr, trafikdræbte dyr, døde fisk og ådsler, ja, selv menneskelig. I gamle dage holdt ravnene til ved galgebakker og på slagmarker, for at æde de henrettedes og dræbte soldaters lig. Ravnene har derfor også været forbundet med forvarsel om død.

Generelt er fugle ikke synderligt kloge, men visse kragefugle og papegøjer, er grænseoverskridende kvikke. Sammenligner man deres hjernestørrelse med andre fugles, har disse fugle en meget stor hjerne i forhold til deres kropsstørrelse, hvilket anses for at være en forudsætning for avanceret tænkning og adfærd.

Evolutionært skiltes fugle og pattedyrs veje for 300 mio. år siden, og fugle er derfor meget fjerne slægtninge til mennesket, hvilket afspejles i fugle- og menneskehjernens opbygning. En væsentlig forskel er, at de kognitive egenskaber, evnen til at løse komplicerede opgaver, er placeret forskellige steder i storhjernen. Hos mennesket sidder funktionen i neocortex (hjernebarken), som fuglene helt mangler, og er placeret i frontallapperne (pandelapperne) forrest i storhjernen. Hos fuglene sidder funktionen i nidopallium caudolaterale bagerst i storhjernen.

Når det gælder sociale egenskaber, er særligt ravnene interessante, hvilket et eksperiment udført af Thomas Bugnyar (1971-) med to ravnene opkaldt efter guden Odins to ravne, Hugin og Munin, som på oldnordisk betyder tanke og erindring, illustrerer. Ravnen Hugin skulle finde ost i lukkede beholdere, men så snart Hugin havde fundet osten, kom den stærkere ravn, Munin, imidlertid og stjal osten. Hugin begyndte derfor, så snart han havde fundet osten, at hoppe tilbage til en tom beholder, for at lade som om han havde fundet osten her. Så snart Munin var optaget af at undersøge, hvor osten var, hoppede Hugin ubemærket hen og spiste den fra den rigtige bøtte.

Denne adfærd genfinder man ude i naturen. "Når flere ravne samles om et ådsel, flyver fuglene ofte et stykke væk med kødstykker for at gemme dem til senere brug. Gøres det for åbenlyst, kan de andre fugle også huske gemmestedet og vil måske forsøge at tømme det, hvis lejlighed byder sig. Derfor gør ravnen sig ofte stor umage med at skjule sit bytte for nysgerrige blikke, og den holder nøje øje med de andre fugle. Føler den, at den bliver overvåget, graver den straks forrådet op igen og finder et nyt gemmested. Omvendt ved de andre fugle, at de bliver holdt under observation, og de opsøger først depotet, når der er fri bane." Fra hæftet Kragefugle (Natur og Museum 52. Årgang nr. 4 2013, side 11) af Allan Gudio Nielsen.

Når vi taler om intelligente dyr, så er der fire grupper, der klart skiller sig ud. Aberne, hvalerne, elefanterne og "superfuglene". Disse dyr klarer spejlmærketesten. Hvis man sætter et farvet mærke på en husskade et sted, som den ikke kan se, vil den, når den ser sig i spejlet og opdager mærket, forsøge at fjerne mærket med næbbet eller at kradse det væk med kløerne. Husskaden forstår, at den ser sig selv i spejlet og kan sikkert til en vis grad erkende sig selv som individ.

I udsendelsen gør naturvejleder og leder i Fugleværnsfonden Allan Gudio Nielsen os alle klogere på kragefugle.

 

Hjernekassen på P1 den 2. maj 2016. Ph.d. Cup 2016.

Når en kvinde og en mand tænker på at sætte et barn i verden, er det mest moderens livsstil, vi fokuserer på som værende vigtig for barnets udvikling. Det forskningsprojekt, som læge og ph.d.-forsker Ida Donkin har være med i, viser, at faderens livsstil også har betydning for, hvilke gener i barnets arvemasse der tændes og slukkes (dette kaldes for epigenetik). Rygning, usund mad og manglende motion sætter en personlig signatur på ens arvemasse, og gennem farens sædceller kan signaturen sandsynligvis nedarves til næste generation. Men heldigvis kan man ved at ændre livsstil aktivt ændre signaturen på kønscellerne, og dermed mindske risikoen for at det ufødte barn senere hen i livet udvikler fedme eller fysiske og psykiske sygdomme.

Som antropolog faldt det Anne Mia Steno naturligt at blive en del af den kultur, hun ville vide mere om, så hun lod sig i 2012 indskrive på grundforløbene til automekaniker- og gastronomiuddannelserne for at undersøge forholdene på de danske erhvervsskoler nærmere. Fordelen ved deltagerobservation er, at det er mere naturlige tanker og svar, der bliver givet, når man f.eks. står og skifter bremseklodser eller steger frikadeller, samtidig med at man taler sammen, end ved interviews. Det, Steno bl.a. fandt frem til, er, at selv om der er et meget stort frafald på erhvervsuddannelserne, er det ikke ensbetydende med, at de unge ingen uddannelse får. Eksempelvis faldt 19 ud af 21 fra gastronomiuddannelsen, men langt de fleste frafaldne gik efterfølgende i gang med andre uddannelser.

Eksperimentel fysiker Morten Kjærgaards forskningsprojekt udspringer af en drøm om at være med til at skabe supercomputere, derfor har hans grundforskningsprojekt drejet sig om at udvikle et nyt materiale ved at legere aluminium oven på stoffet indium arsenid, der potentielt vil kunne anvendes til fremstilling af kvantecomputere. I dag er computeren bygget op af transistorer, der enten kan være tændt (1) eller slukkede (0), dvs. de kan kun svare på ja og nej spørgsmål og kun løse en opgave ad gangen, hvorimod kvantetransistorer kan være både 1 og 0 og dermed løse mange opgaver samtidig, hvilket betyder, at en kvanteprocessor vil kunne bearbejde information langt hurtigere end en klassisk processor.

I Ph.d. Cup 2016 deltog desuden Justin Markussen-Brown og Lars Boesen, som vandt. Vinderen vil man kunne læse om, når han i januar 2017 gæster Hjernekassen på P1. Men lyt til dagens udsendelse og hør Ida Donkin, Anne Mia Steno og Morten Kjærgaard fortælle om deres forskning.

Ph.d. Cup 2016 blev afviklet den 14. april i DR-Byen foran et publikum og et dommerpanel bestående af: samfundsforsker Maja Horst, professor i formel filosofi Vincent F. Hendricks og tv-vært og historiker Adam Holm. Ph.d. Cup 2016 blev sendt på DR2 den 16. april.

 

Hjernekassen på P1 den 25. april 2016. Den fjerde industrielle revolution.

Den første industrielle revolution begyndte i England i slutningen af 1700-tallet med udviklingen af vand-, damp- og kuldrevne maskiner, som skabte mulighed for at begynde at producere mange varer ved hjælpe af maskinkraft. Den anden industrielle revolution fra omkring 1870 tog sit udspring i elektricitet som kraftkilde og opfindelsen af samlebåndet, der muliggjorde masseproduktion. Den øgede arbejdsdeling gjorde det langt billigere både at producere og anskaffe fødevarer og forbrugsgoder. Den tredje industrielle revolution tog fart fra omkring 1969 med automatisering, øget brug af elektronik, robotter og computere. I de seneste år har vi stået ved begyndelsen af det, der ofte beskrives som den fjerde industrielle revolution, som vil medføre en digital hverdag, der adskiller sig en hel del fra den, vi indtil nu har kendt til. En udvikling Anders Hvid betegner som eksponentielt accelererende.

Maskiner har i mange år været en uvurderlig hjælp i vores hjem, og man kunne egentlig godt opfatte dem som robotter. Men når vi taler om robotter, er det oftest computerstyrede maskiner, der udfører arbejde, som ellers kræver menneskelig arbejdskraft og tankegang, vi tænker på. Der har længe været anvendt robotter i industrien, det næste trin bliver at få robotterne ud blandt mennesker, men det kræver, at robotterne vil skulle kunne "sanse" omverdenen, hvis de skal kunne bevæge sig rundt for at hjælpe til med gøremål i hjemmene og på arbejdspladser, som har at gøre med mennesker. En anden vigtig ting, som er nødvendig, hvis robotterne skal hjælpe til, er situationsfornemmelse. Thomas Bolander har i flere år arbejdet med at skabe en kunstig intelligens, der minder om den, vi anvender, når vi interagerer med hinanden. Men det er ikke en nem opgave, for hjernens måde at fungere på er yderst kompleks, og ikke noget man bare sådan kan efterligne.

I Hjernekassen reflekterer gæsterne, Anders Hvid og Märtha Rehnberg fra Dare Disrupt og Thomas Bolander fra DTU, over, hvilke muligheder, konsekvenser og udfordringer, vi står over for med den fjerde industrielle revolution. Udsendelsen er en live-optagelse fra DR's Koncerthus studie 4 den 23. februar 2016.

 

Hjernekassen på P1 den 18. april 2016. Skabte Gud hjernen, eller skabte hjernen Gud?

Svaret på det spørgsmål afhænger, dels af om man tror på Guds eksistens eller ej, dels af om de religiøse skrifter skal tages for pålydende eller ej.

Troen på noget andet og større end os selv er et universelt fænomen. Som jeg ser det, repræsenterer vores hjerner et aspekt af verdens orden, forstået på den måde at vores hjerne er skabt til at efterleve nogle regler, som har været med til at styrke mennesket i kampen for overlevelse, og disse regler ses afspejlet i det religiøse. Det forklarer måske også, hvordan det kan være, at der findes så mange forskellige trosretninger i verden.

Jeg vil betegne mig selv som kulturel kristen, fordi jeg er født og opvokset i et land, hvor kirken i århundreder har været med til at indrette menneskelivet og årets gang i bestemte faser. Men når det kommer til at skulle forklare, hvordan alting er blevet til, og hvad det vil sige at være menneske, holder den religiøse forklaringsmodel ikke. Jeg er overbevist om, at min hjerne er et produkt af en evolutionær udvikling, og oplevelsen af at være til som et selvstændigt tænkende væsen er udelukkende et resultat af nervecelleaktivitet. Når min hjerneaktivitet forsvinder, så ophører min eksistens også. Der findes ingen sjæl, som lever videre, når livet er slut, kun mindet om mig lever videre.

Alligevel opfatter jeg ikke religiøs tro og videnskab som to uforenelige størrelser, jeg mener godt, man kan være videnskabsmand og på tro Gud, men kun hvis man ikke tager Bibelens ord bogstaveligt. For naturvidenskaben er af natur selvkritisk, og det, der er så smukt ved naturvidenskaben, er, at det er en evigt uafsluttede jagt på "sandheden", der driver værket. Den ægte naturvidenskabsmand elsker, når han finder ud af, at verden er anderledes indrettet, end man troede. Eller som Thomas Thaulov Raab udtrykker det: "… den, som søger sandheden, må være parat til at se i øjnene, at vi aldrig kan stille os tilfreds med troen på, at vi har nået vores mål, men altid må være forberedt på at lede videre. Også selvom det indebærer at omstyrte de overbevisninger, som udgør selve grundkernen i vores virkelighedsopfattelse." Fra Den foranderlige hjerne og den forunderlige bevidsthed (FADL's Forlag 2015).

I Hjernekassen giver en kristen, astronom Johan Peter Uldall Fynbo, og en jøde, tidligere overrabbiner Bent Lexner, deres syn på, hvorvidt Gud skabte hjernen, eller hjernen skabte Gud.

 

Hjernekassen på P1 den 11. april 2016. Magisk mandag.

Når nutidens moderne mennesker, som ellers anses for at være fornuftige og rationelt tænkende mennesker, stadigvæk tyr til magiske forestillinger og handlinger, skyldes det formentlig, at vi fødes med en hjerne, som er udviklet til en tilværelse i stenalderen, hvor livet var langt farligere end i dag. Eftersom vores hjerne er konstrueret til at være agtpågivende, kan det få os til at ty til magi i visse situationer, f.eks. lige før en vigtig sportsbegivenhed, i forsøg på at fremme vores lykke og undgå ulykker.

Der findes mange forskellige former for magi, lige fra de alvorlige, som f.eks. anvendes i religiøse sammenhænge, til de sjove, som anvendes som underholdning. Når præsten udtaler de magiske ord: "Dette er Kristi legeme" (hoc est corpus) i forbindelse med nadverritualet, hvor ens synder tilgives, er der ikke tale om hokuspokus - i hvert fald ikke for den troende. Men når tryllekunstneren foran publikum udtaler sin trylleformular, er ordene intet andet, end de giver sig ud for at være, nemlig en del af spøgen.

For at forstå, hvordan tryllekunstneren får os til at hoppe på diverse illusionsnumre, er det vigtigt at vide, at vores hjerne modtager langt flere sanseindtryk, end vi oplever i bevidstheden, og at vi kun erkender de dele af verden, hjernen retter vores opmærksomhed imod. Vores hjerne er m.a.o. dannet med definitive begrænsninger for, hvordan virkeligheden kan opfattes. Det eneste, vi har i vores bevidsthed, er hjernens fortolkning af en meget begrænset mængde sanseinformation. Når hjernen tolker virkeligheden for os, gætter og digter den sig altså frem ud fra et katalog af begrænsede forlæg - der bliver hele tiden hugget en hæl og klippet en tå. Den verden, vi oplever, er manipuleret og trivialiseret. Derfor er det også nemt at snyde vores hjerne til at tro, den har oplevet noget andet end det, der faktisk er sket. Alt dette ved tryllekunstneren godt, så for at kunne narre os, dirigerer han vores opmærksomhed væk fra de steder, hvor hans tricks i virkeligheden foregår.

Dagens gæster i Hjernekassen er: tryllekunster og præsident for Magisk Cirkel Danmark Erik Bo Bruhn, tankelæser og tryllekunstner Anders Lund og manipulator Jan Hellesøe.

 

Hjernekassen på P1 den 4. april 2016. Tidsopfattelse.

Professor Ulrik Uggerhøj indleder sin bog Tid (Tænkepauser, Aarhus Universitets Forlag 2014) med citatet: "Tiden er noget mærkeligt noget. Jeg har aldrig helt forstået, hvad den egentlig er for noget", fra Povl Kjøllers 2-minutter sangen.

Tid er til dels noget, vi har fundet på for at holde orden i tilværelsen. Til at hjælpe os har vi opfundet ure, som fortæller os, hvad klokken er. Når jeg skal lave Hjernekassen på P1, har jeg en aftale med gæsterne om, at vi mødes i DR Byen klokken 8.30, så vi har lidt over en halv time sammen inden selve udsendelsen, som begynder 9.05 og slutter 9.59. Hvorvidt vi eller lytterne opfatter de 54 minutter, udsendelsen varer, som lang eller kort tid afhænger af, om indholdet opfattes kedeligt eller interessant.

Men tid er ikke kun noget, vi bruger for at holde orden i vores egen lille tilværelse, men også for at forstå altings begyndelse og vores egen plads i udviklingshistorien. For at forstå naturhistorien er man nødt til at forstå tiden. Eftersom det er svært virkelig at forstå, hvor lang tid 1 milliard eller 1 million år er, vil jeg illustrere det ved hjælp af et døgn, 24 timer eller 1440 minutter eller 86400 sekunder.

Universets begyndelse starter klokken 00.00. Alt, vi kender til, begynder for ca. 13,8 milliarder år siden - også tiden. Her går tiden i gang med at gå, her opstår vores univers i det, der siden er blevet kaldt Big Bang. For godt 13 milliarder år siden (klokken ca. 1.23) dannes vores mælkevej af støvet fra udslukte stjerner, og for ca. 4,5 milliarder år siden (klokken ca. 16.10) er vores solsystem på plads. Jorden er her - solbeskinnet, men alt for varm til, at der kan bo noget på den. Jordens skal først køles ned. Det tager knap 1 milliard år. Men så er den også klar til at give plads til livet. Hvornår livet opstår, ved vi ikke, men meget tyder på, at det er til stede for 3,8 milliarder år siden (klokken ca. 17.23). Det første liv er meget primitivt, og i de første 3 milliarder år af Jordens historie eksisterede der kun encellede organismer. For omkring 1,5 milliard år siden (klokken ca. 21.23) sker der imidlertid noget meget dramatisk i livets historie - og vi ved ikke rigtigt, hvad det er. Det, man ved, er, at da livet for ca. 540 millioner år siden, træder ud af denne "gråzone", er alt forandret. Der findes nu avancerede flercellede organismer, som er ophav til alle levende dyr i dag, inklusive mennesket. Klokken er nu ca. 23.03.

Rejsen fra abe til menneske er en mirakuløs historie, der begyndte for omkring 5 til 6 mio. år siden (klokken ca. 23.59.22), hvor homininerne (abemennesker) skilte sig ud fra chimpanse-grenen. Vi, det anatomisk moderne menneske, Homo sapiens, har kun været her på Jorden i ca. 100.000 år, det er ingenting - og det er her, tidsperspektivet bliver så vigtigt. Vi mennesker er en - tidsmæssigt - fuldstændig ubetydelig del af universets historie. Kigger vi på uret, er der gået næsten 24 timer (klokken ca. 23.59.59,37), inden vi mennesker dukker op. Den tid, vi har været her på Jorden, svarer til under et sekund (0,63 sekund). Vi mennesker har kun været her på Jorden i ganske, ganske kort tid.

Hør meget mere om, hvad tid er for en størrelse i Hjernekassen, hvor jeg taler med Jan Faye, lektor i filosofi, Ulrik Uggerhøj, professor i fysik og astronomi, og Jan W. Thomsen, lektor i fysik.

 

Hjernekassen på P1 den 21. marts 2016. Almenviden 3 - biologi.

Vores art har ikke altid opfattet sig selv som en del af dyreriget, og da dronning Victoria i 1842 så en orangutang for første gang i London Zoo, var hun oprørt over orangutangen, som hun fandt "frightful and painfully and disagreeably human". Og det vakte da også en hel del modstand, da Charles Darwin 29 år senere i The Decent of Man, and Selection in Relation to Sex hævdede, at vi er slægtninge til aberne. Genetikere har siden hen kunnet bevise, at mennesket og chimpansens dna kun afviger ca. to procent fra hinanden. Derfor er det vigtigt, at vi lærer at forstå vores plads i naturen og ikke mindst i dyreriget.

Livet på Jorden klassificeres i fem hovedriger; planter, svampe, protister, bakterier og dyr. Vores art tilhører dyreriget, som inddeles i hvirvelløse (uden rygsøjle) og hvirveldyr (med rygsøjle). Mennesket tilhører hvirveldyrene, som alle har samme type skeletopbygning. I lang tid levede alle hvirveldyr i vandet. Men for 375 millioner år siden kravlede nogle fortidsfisk (Tiktaalik roseae) op på landjorden. Dyrene fra vandet udviklede sig hele tiden og blev opdelt i nye klasser og familier. I dag inddeles hvirveldyrene i fem klasser: fisk, padder, fugle, krybdyr og pattedyr. Mennesket tilhører pattedyrene. Kendetegnet for pattedyr er, at hunnerne føder ungerne, som ernæres af mælk fra deres mor. Vi er en del af den orden, som betegnes primater. Primaterne inddeles i tre hovedgrupper: halvaber, vestaber og østaber. Østaberne består af: gibboner, orangutanger, gorillaer, chimpanser og mennesker. Vi, det anatomisk moderne menneske, Homo sapiens, er de eneste overlevende af Homo-slægten, som bl.a. adskiller sig fra chimpanserne og gorillaerne ved, at vi bevæger os omkring på to ben og ikke med knogang.

Denne gang i Hjernekassen er det lærer Peter Oldenburg, som fører ordet, og han suppleres af sine to kolleger, Jens Lyck og Jess Albertsen.

Hjernekassen på P1 den 14. marts 2016. Almenviden 2 - geografi.

Engang for ca. 200-300 millioner år siden hang alle Jordens landmasser sammen i et superkontinent kaldet Pangea (eller Pangæa), ordet kommer fra latin og græsk og betyder "hele Jorden". Teorien om superkontinentet blev fremsat i 1915 af den tyske meteorolog, geofysiker og polarforsker Alfred Lothar Wegener (1880-1930) i bogen Die Entstehung der Kontinente und Ozeane (kontinenternes og oceanernes oprindelse - en slags pendant til Charles Darwins evolutionslære om arternes oprindelse). Wegener mente, at Jordens landmasser på grund af kontinentaldriften konstant flytter sig i forhold til hinanden.

Wegeners teori om kontinentaldrift vandt ikke gehør i samtiden, hvor geologerne mente, at kontinenterne lå fast, og først sidste i 1960'erne med den pladetektoniske teori blev Wegeners kontinentaldriftsteori accepteret i en modificeret version i geologien.

Hvis man betragter et landkort eller en globus, vil man kunne se, at kontinenterne nærmest passer sammen som puslespilsbrikker. F.eks. passer Afrikas vestkyst ind i Sydamerikas østkyst, og Norges vestlige side ind i Grønlands østlige side. Kontinenterne flytter sig ganske langsomt, således fjerner Europa og Nordamerika sig fra hinanden med ca. tre centimeter om året, samtidig bliver afstanden mellem Amerika og Asien mindre. I den anden retning, mellem syd og nord, bevæger Afrika sig langsomt op mod Europa, ligesom Syd- og Nordamerika kommer tættere på hinanden. Det betyder, at i fremtiden vil Jorden vil se anderledes ud end i dag.

I Hjernekassen fortæller lærer Jens Lyck, suppleret af Jess Albertsen og Peter Oldenburg, mere om den fascinerende Jordklode.

 

Hjernekassen på P1 den 7. marts 2016. Almenviden 1 - fysik og kemi.

I to tidligere Hjernekassen på P1-programmer har vi været inde på almendannelse (den 11. januar og den 15. februar 2016), i forlængelse heraf vil vi i de næste tre programmer finde ud af, hvad man gerne skulle få med sig i skoletasken af almenviden fra naturfagene. De tre lærere Jess Albertsen, Peter Oldenburg og Jens Lyck, som underviser på N. Zahles Gymnasieskole, guider os igennem fagene fysik og kemi, geografi og biologi.

Jess Albertsen lægger ud med at fortælle om fysik og kemi, og han tager afsæt i altings begyndelse for cirka 13,8 mia. år siden. Det gør han, fordi det er vigtigt at forstå, hvorfra alting kommer, og hvad tingene er lavet af. Dengang universet var helt ungt, var de to simpleste atomer, brint (hydrogen) og helium, de eneste grundstoffer i universet. På et tidspunkt begyndte de to atomer at klumpe sig sammen og samle sig i skyer, og i disse skyer opstod de første stjerner. Dybt inde i stjernernes midte blev temperaturerne så høje, at brint og helium atomkernerne gennem fusionsprocesser omdannedes til tungere og tungere grundstoffer, og disse grundstoffer danner byggestenene for alt i naturen.

Ordet atom betyder udelelig og stammer fra den græske filosof Demokrit (ca. 460-370 f.v.t.), som forestillede sig naturen som bygget op af forskellige atomer, som binder sig til hinanden, for så atter at skilles. Demokrits teori har vist sig at være korrekt, dog ved vi nu, at atomer kan opdeles i mindre partikler kaldet protoner, neutroner og elektroner.

De 118 forskellige grundstoffer, vi i dag har kendskab til, beskrives i det periodiske system, som er en systematisk ordning af grundstofferne efter atomnummer. Atomnummeret angiver antallet af protoner i atomernes kerne: brint har tallet 1, og helium har tallet 2. Af de 118 grundstoffer er 92 naturlige grundstoffer fra vores stjerner, mens resten er kunstigt fremstillet i laboratorier.

Hvad sker der, når vi blander grundstoffer sammen? Hvad er syre og base? Hvordan producerer vi elektricitet, og helst på en miljøvenlig måde? Hvad er CO2 og drivhuseffekten? Er andre vigtige fysik og kemi emner, som Albertsen belyser i Hjernekassen.

 

Hjernekassen på P1 den 29. februar 2016. Kalendere - skudår.

Det er årets 60. dag. I København står solen op 7.04 og går ned 17.41. Dagens længde er tiltaget med 3 timer og 46 minutter siden solhverv.

I Danmark har det siden Københavns Universitets grundlæggelse i 1479 været pålagt universitetet hvert år at udgive en almanak, dvs. en kalender med astronomiske beregninger gældende for breddegraden ved Københavns Observatoriums horisont.

Allerede før vor tidsregning fandtes der kalendere. Man har haft opdelt året i måneder, der fulgte månens cyklus, og heraf ordet måned, som betyder mellem to måneskifter. Månens fasecyklus har en gennemsnitlig længde på 29,53 døgn, så tolv måneder bliver kun til 355 dage, dvs. hele ti dage mindre end det nuværende kalenderår, og derfor var man nødt til med jævne mellemrum at indskyde en ekstra måned i året, for at kalenderen kunne holde trit med årstidernes skiften.

Når vi i dag laver kalendere, gør vi det ud fra Jordens kredsløb omkring Solen. Jorden bruger ca. 365 dage, 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder på at komme rundt om Solen. Der er altså uoverensstemmelse mellem vores kalenderår på 365 dage og det astronomiske år. For at kompensere for kalenderårets forskydning i forhold til det astronomiske år lægges der hvert fjerde år en ekstra dag til i februar måned, dog ikke de år der er delelig med 100, men ikke med 400, dvs. 1900 og 2100 er ikke skudår, men år 2000 er. Et år består af 52 uger og 1 dag, i skudår 2 dage, derfor begynder og slutter et år på samme ugedag, f.eks. begyndte og sluttede år 2015 på en torsdag, mens året i år, 2016, begyndte en fredag og vil slutte en lørdag.

Den gregorianske kalender, som vi bruger i dag, blev indført i 1582 af pave Gregor XIII (1502-1585), indtil da havde man anvendt den julianske kalender, som blev indført i år 46 f.v.t. af Julius Cæsar (100-44 f.v.t) - en kalender med månedslængder, som minder om dem, vi kender i dag. Den ekstra dag i skudårene blev indskudt efter den 23. februar, hvor romerne ellers plejede at indskyde en ekstra måned i deres kalender. Dette er forklaringen på, at den 24. februar fortsat er skuddag, og ikke den 29. februar, som man ellers skulle tro.

I det protestantiske Danmark mødte pave Gregors kalender dog modstand, men i 1700 lykkedes det astronom Ole Rømer (1644-1710) at overtale Kongen, Frederik 4. (1671-1730), til at indføre den gregorianske kalender.

Dagens eksperter i Hjernekassen er Michael Linden-Vørnle, astrofysiker, og Søren Holst, lektor i teologi.

 

Hjernekassen på P1 den 22. februar 2016. Recovery.

Begrebet recovery dækker over processen med at komme gennem en psykisk lidelse ved at få mere viden, ansvar og medbestemmelse i behandlingsforløb. Målet er bedre livskvalitet med udgangspunkt i de ressourcer og drømme, den sygdomsramte har. Håb om et bedre liv er yderst vigtigt for mennesker med en psykisk lidelse.

At få stillet diagnosen skizofreni er sikkert lige så slemt som selv sygdommen, fordi denne sindslidelse nok mere end nogen anden er omgærdet af fordomme. Vores måde at anvende ordet "skizofren" på gør, at man vildledes til at tro, at der er tale om en personlighedsspaltning, og det er der ikke. Skizofreni er en psykisk sygdom, hvor personen er præget af en forstyrret kontakt med omverdenen i tænkning og adfærd, oftest ledsaget af psykotiske symptomer som hallucinationer og vrangforestillinger. Sygdommen viser sig på lige så mange forskellige måder, som der er personer med diagnosen skizofreni.

"Dørene smækker bag min ryg. Jeg ser mig over skulderen igen og igen, for at se hvor de mange klikkende lyde kommer fra. Den cirka 50 centimeter høje figur med den mærkelige struktur der svæver foran mine øjne er både utrolig smuk, fascinerende og skræmmende på en gang. Smuk, fordi jeg egentlig synes, den er beroligende at se på, som den der så roligt drejer rundt om sig selv. Men den skræmmer og fascinerer, fordi jeg ved, den ikke skal være der," fortalte Mads Fabricius i 2013 i artiklen Skizofren uden piller af Lizandra Pultz.

30-årig Mads Fabricius, dagens gæst i Hjernekassen, blev ramte af skizofreni som 15-16-årig. Ingen kender årsagen til sygdommen, men både genetiske og miljømæssige faktorer spiller ind. Skizofreni forekommer hos ca. en procent af befolkningen, lidt flere mænd end kvinder får diagnosen. Ca. 20 procent (eller hver femte) med diagnosen kommer sig helt, ca. 60 procent vil have et episodisk forløb, og ca. 20 procent vil være kronisk syge.

Fra Mads første gang lagde mærke til, at der var noget helt galt, gik der flere år, før han begyndte at få det bedre. "'Jeg var indlagt to gange og havde hele listen af symptomer. Jeg var virkelig hårdt ramt af det - med psykoser, og jeg var enormt socialt angst.' … Til sidst kunne Mads, med sine egne ord, 'ikke få det værre', og da besluttede han sig for at følge sin psykiaters råd om at dyrke motion. 'Jeg havde den her følelse af, at jeg ikke rigtig kunne få det værre, og så kunne jeg jo lige så godt give det en chance. Og der var det så, jeg opdagede, at jeg bogstavelig talt kunne løbe fra sygdommen. Der skulle faktisk ikke ret meget til, og jeg kunne meget hurtigt mærke, at lige så snart jeg begyndte at løbe, så fik jeg det bedre.'" (Fra interview med Mads Fabricius i PsykiskSårbar 2011).

Forstyrrelser i krops- og bevægelsesoplevelserne ses ofte som et af de mangeartede og komplekse symptomer, som er karakteristisk for skizofreni. En af forklaringerne på, at Mads Fabricius fik det meget bedre ved at løbe, kan være, at han igen begyndte at mærke sin krop som sin egen.

Mads blev så bidt af at løbe og dyrke andre former for sport, at det de efterfølgende år kom til at fylde hele hans liv. Men i perioden 2010-2012 stoppede han med at træne for at undersøge, om han ville blive syg igen, hvis han ikke dyrkede sport, og det gjorde han ikke. Mads mener, at sport for ham har været et middel i recovery-processen til at få et meningsfuldt og indholdsrigt liv, og påpeger han, at det lige så godt kan være andre ting end sport, som sætter gang i recovery-processen, bare det er noget, som giver den sygdomsramte en meningsfuld tilværelse.

Omkring otte år efter, at sygdommen brød ud, fik Mads Fabricius erklæringen "skizofreni med komplet remission" dvs. så tæt på en raskmelding, som man kan komme lægefagligt. Mads er i dag fuldstændig symptom- og medicinfri, og han har igen en træningspause og studerer psykologi.

Mads Fabricius fortæller sin livshistorie i Hjernekassen.

 

Hjernekassen på P1 den 15. februar 2016. Dannelse 2.

Dannelse handler både om viden og kunnen, de er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger, mener politiker og murersvend Mattias Tesfaye, og derfor har han skrevet debatbogen Kloge hænder - et forsvar for håndværk og faglighed (Gyldendal 2013). Tesfaye påpeger, at det er et stort tab, når dygtige håndværkere ikke anses for lige så vigtige som arkitekter og ingeniører, for når den praktiske opførelse ikke prioriteres, medfører det elendigt boligbyggeri i stedet for kvalitetsbyggeri. Tesfaye mener ikke, at det kun handler om penge, men at respekten for håndværksmæssig kunnen ganske enkelt er ved at forsvinde. Det afspejler sig også i de unges uddannelsesvalg, hvor de unge i stigende grad vælger boglige uddannelser, hvilket betyder, at Danmark i fremtiden vil mangle faglærte arbejdere.

Den slags faglighed, som opøves og udvikles, når en person gentagende gange udfører den samme handling, bør ikke undervurderes. Faktisk er livet en lang optræning af kroppens ordløse kunnen. Når babyen ligger og fumler med trælegetøjet, eller barnet leger med Legoklodser, så er det en oplæring i kropskontrol. Bevægelsesmønstre indøves, og relevante dele af nervesystemet styrkes og udbygges. Når murerlærlingen efter års træning er blevet ekspert i at bygge en mur, er det, fordi der hele tiden er blevet dannet nye og bedre nervecelleforbindelser. De dele af nervesystemet, der kontrollerer arme, hænder og synskoordinering, er blevet styrket. Kroppen husker noget. Det karakteristiske er, at man kun kan lære det ved at gøre det. Man kan ikke lære at bygge et hus i klasseværelset, det skal læres ude på byggepladsen.

Dannelse er respekt for, at det, de andre laver, også er væsentligt for, at fællesskabet kan fungere.

Mattias Tesfaye er dagens gæst i Hjernekassen.

 

Hjernekassen på P1 den 8. februar 2016. Erhvervet hjerneskade og rehabilitering.

Liv der reddes - skal også leves! Hjerneskadeforeningens slogan.

120.000 danskere lever med en erhvervet hjerneskade, det vil sige en skade på hjernen p.g.a. sygdomme eller ulykker opstået 28 dage efter fødslen eller senere. Hvert år får omkring 20.000 voksne og omkring 1550 børn eller unge (0-17 år) en erhvervet hjerneskade. I alle aldersgrupper under 75 år er der en betydelig overvægt af hankøn, for børns vedkommende er der 50 procent flere drenge end piger med en erhvervet hjerneskade. Omkring 85 procent af alle erhvervede hjerneskader hos børn skyldes slag mod hovedet i forbindelse med ulykker. Hos voksne er det ofte en blodprop eller blødning i hjernen, iltmangel p.g.a. hjertestop, betændelse i hjernen og slag mod hovedet, som forårsager hjerneskader.

Skadernes omfang varierer, alt efter hvor stort eller hvor mange områder i hjernen som er blevet beskadiget. Hvilket betyder, der vil være forskel på funktionsnedsættelser og ressourcer hos personer med en erhvervet hjerneskade.

Efter en skade deler man forløbet op i fire faser: den akutte fase, hvor skaden vurderes og stabiliseres, den intensive fase med genoptræning, udskrivningen og den videre rehabilitering og stabilitets niveauet. Cirka 400 voksne og et sted mellem 125-375 børn har svære skader, som kræver rehabilitering efter hospitalsudskrivelse.

Indtil 1990'erne mente man, at det var bedre for et mindre barn end et større barn at få en hjerneskade, i dag ved man, at det forholder sig modsat. Jo flere udviklede funktioner barnehjernen har, desto bedre er prognosen efter en erhvervet hjerneskade både for de motoriske og kognitive funktioner. Selv efter et langt genoptræningsforløb kan der være varige men, som kan give børnene indlæringsvanskeligheder.

Hør Aase Engberg, speciallæge i neurologi, Center for Hjerneskade, Andreas Binderup Thomsen, kommunikationsmedarbejder, Jobcenter København, Ungecentret, og Niels-Anton Svendsen, landformand i Hjerneskadeforeningen, fortælle om erhvervede hjerneskader og rehabilitering i Hjernekassen på P1.

 

Hjernekassen på P1 den 1. februar 2016. Teenagere.

For lidt over et år siden spurgte en mand mig, om hans teenagesøn virkelige havde ret, når han undskyldte sine ikke særlig velovervejede handlinger med, at hans pandelapper endnu ikke fungerede helt som voksnes. Jeg kunne godt fornemme, at manden håbede, at det ikke havde noget på sig, men det har det. Når et ungt menneske til tider handler impulsivt og gør ting, som han (eller hun) egentlig godt ved, ikke er særlig smart, skyldes det til dels, at frontallapperne (pandelapperne), hvor bl.a. fornuften befinder sig, ikke er færdigudviklede før efter 20 års alderen.

Overgangsperioden mellem barndom og voksenalder kan være svær for teenageren. Den unge gennemgår ikke kun en række synlige fysiologiske forandringer, men også i hjernen sker der en del forandringer. Kommunikationen mellem de forskellige hjerneområder er endnu ikke optimal, hvilket kan forklare, at opmærksomheden alt for let henledes på de forkerte ting - at det er lysten, som afgør, hvad man foretager sig frem for fornuften. F.eks. kræver det at sørge for at få lavet alle sine lektier, så man har en bedre chance for at få gode karaktere til eksamen, ikke blot, at man er i stand til at planlægge ordentligt for at kunne opnå fremtidige mål, men også at man ikke lader sig distrahere her og nu af alle mulige andre ting. Det kan være alt lige fra klassekammeraternes snakken i timerne til at foretage sig ting efter skoletid, som man har mere lyst til end skolearbejde. Evnen til at ignorere såvel udefrakommende distraktioner som at planlægge og udføre målrettede handlinger styres fortrinsvis af frontallapperne.

Dagens udsendelsen er en live optagelse fra DRs Koncerthus studie 4 den 26. januar 2016, hvor jeg først gav et foredrag om menneskehjernens udviklingshistorie, og bagefter talte jeg med familieterapeut Fie Hørby og fire unge, Ellen Krøgholt, Emma Lammert Nielsen, Nikoline Krøgholt Schmelling og Willi Findsen, om, hvordan det er at være teenager.

 

Hjernekassen på P1 den 25. januar 2016. Naturvidenskabelig dannelse.

Professor i fysik Jeppe C. Dyre, dagens gæst i Hjernekassen, kunne godt tænke sig, at naturvidenskab blev prioriteret langt højere i skolen end i dag, og det kunne jeg også. Jeg kunne godt tænke mig, at nogle fagfolk udarbejdede et forslag til et undervisningsforløb. Jeg ved ikke helt, hvordan det burde gøres, men her er nogle strøtanker.

I Danmark har det i forbindelse med diverse dannelsesprojekter i de senere år været populært at udarbejde kanoner. Så en naturfagskanon virker umiddelbart oplagt.

Den danske bibel indeholder de 66 kanoniske bøger og skrifter, som man i henholdsvis ca. 130 f.v.t. for Det Gamle Testamente og ca. 390 e.v.t. for Det Nye Testamente blev enige om skulle med i Bibelen. Mens de apokryfe bøger (andre jødiske og kristne skrifter) blev udeladt. Kanon betyder målestok eller rettesnor, mens apokryf betyder skjult eller af tvivlsom ægthed.

Ordet kanon (udtales ˈkæːnʌn) er blevet almenkendt herhjemme, efter vi fik en Dansk Litteraturs Kanon i 2004 (som løbende er løbet revideret) og en Kulturkanon i 2006 (bestående af 108 værker fordelt på kunstarterne arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk, film, litteratur, populærmusik, partiturmusik, scenekunst og børnekultur). For Kulturkanonens vedkommende er der tale om værker, som anses for at være særlig anbefalelsesværdige, mens Dansk Litteraturs Kanon er en liste over forfatterskaber (ikke værker), som elever i folkeskolen og gymnasiet skal have mødt og læst noget af, mens de går i skole.

Men hvad skulle en naturfagskanon indeholde, og er det overhovedet en god idé?

Hvis vi fik en naturfagskanon, er det vigtigt at huske på, som Birger Brodin Larsen og Johan Olsen påpegede i Hjernekassen på P1 den 18. januar 2016, at naturvidenskaben hele tiden finder ud af nye ting, som gør, at måden, vi forstår tingene på, ændrer sig. Måske ville naturvidenskabshistorie være en mere oplagt idé end en naturfagskanon, hvor det medtagende nemt kan gå hen at få karakter af de vigtigste opdagelser i naturvidenskaben.

For to år siden (den 27. januar 2014) havde jeg i Hjernekassen besøg af forfatterne, Helge Krag, Morten A. Skydsgaard og Tobias Wang, til 50 opdagelser - højdepunkter i naturvidenskaben (Aarhus Universitetsforlag 2013). Bogens samlede tema er evolutionsteorien, som er vigtig for vores forståelse af altings oprindelse. Der er ingen tvivl om, at udviklingslæren også ville være et godt omdrejningspunktet i et naturvidenskabelig undervisningsforløb, hvad vi end måtte kalde det.

 

Hjernekassen på P1 den 18. januar 2016. Naturvidenskab og den virkelige verden.

"Forholdet mellem den 'virkelige verden' og den virkelighed, vi oplever inde i vores bevidsthed, er et af filosofiens 'urspørgsmål'. Det er så lidt, vi ved. Man må absolut gå ud fra, at der er en 'virkelig verden'. Men selvom den er der, så kender vi den ikke, og vi kommer sikkert aldrig til at kende den for alvor. Den virkelighed, vi oplever inde i vores bevidsthed, er kun en abstraktion over den 'virkelige verden'. Vores virkelighedsoplevelse er dog ikke fuldstændig uafhængig af den 'virkelige verden'. Vi har vores sanser. Hvis jeg ignorerer mine sanser og går ind i den lygtepæl, som jeg ser foran mig, så sker der noget. Den verden, vi oplever, er ikke en uafhængig abstraktion. Der er noget derude. En reference. Et udgangspunkt." Dr. Zukaroffs testamente af Peter Lund Madsen (Gyldendal 2012, side 205).

I dagens program filosoferer Birger Brodin Larsen (lektor ved Institut for Farmaci, Københavns Universitet), Johan Olsen (forsker ved Biologisk Institut, Københavns Universitet, skuespiller og forsanger i Magtens Korridorer) og jeg over naturvidenskab og den virkelige verden.

Det, som vi kom frem til, har jeg forsøgt at sammenfatte, da det kan være godt lige at have i baghovedet, når vi taler om naturvidenskab i Hjernekassen.

De fleste af os er enige om, at der er en virkelighed, når det gælder ting, vi kan opfatte med vores sanser. De ting, vi kun kan se gennem instrumenter, skaber vi teoretiske modeller af, hvordan ser ud. Modellerne skabes ud fra de forestillinger, vi i forvejen har i vores hoved, og vi refererer så til modellerne som den virkelige verden. Og det, som ikke stemmer overens med de modeller, vi har skabt, har vi en tendens til at sortere fra. Det kan være et problem, når man arbejder videnskabeligt, for naturvidenskab er en proces, og det, som driver videnskaben fremad, er ny viden. Eftersom modellerne er abstraktioner, er forskerne nødt til at forbedre modellerne, hvis de ikke stemmer overens med det, man finder ud af ved hjælp af observationer og eksperimenter. Naturvidenskaben arbejder derfor med midlertidige "sandheder", hvilket gør naturvidenskab til en uendelig historie.

Har man lyst til at få belyst emnet yderligere, har Helge Kragh, professor i videnskabshistorie, skrevet en fin lille bog om videnskabelige "sandheder", titlen er Sandhed (Tænkepauser, Aarhus Universitets Forlag 2014).

 

Hjernekassen på P1 den 11. januar 2016. Dannelse 1.

Uddannelse- og forskningsminister Esben Lunde Larsen skabte i sommeren 2015 debat i diverse medier efter at have udtalt: "Jeg mener, at der er en skabende Gud, der står bag det hele."

For mig er skabelsesberetningen i Bibelen en myte, som illustrer, at vi mennesker altid har søgt en forklaring på livets mysterium. Skabelsesberetningen er ikke en nøjagtig historisk eller videnskabelig fremstilling af altings oprindelse, men det er heller ikke mytens formål. Hvis man er troende, kan budskabet fortolkes som, at der er en skabende Gud, der står bag det hele. At der må være en første årsag, som har sat det hele i gang, nemlig Gud. Men det er og bliver et spørgsmål om tro, det er ikke noget, der kan bruges som argumentation i videnskabelig sammenhænge, eftersom det er umuligt at bevise Guds eksistens.

Naturvidenskaben er en proces, en måde at beskrive og forstå verden på. Naturvidenskaben beskæftiger sig med alt det, som kan måles og vejes. Den beskæftiger sig med den del af verden, der kan erkendes med vores sanser eller vores sansers forlængelse; mikroskoper, spektrografer, kikkerter og den slags. Naturvidenskaben har helt klare fastlagte regler for, hvordan man argumenterer, og så er naturvidenskaben selvkritisk. Den ægte naturvidenskabsmand elsker, når hun (eller han) finder ud af, at verden er anderledes indrettet, end man troede. Det er den evigt uafsluttede jagt på sandheden, der driver værket - krukken med guld ved regnbuens fod. Naturvidenskaben er en af de mest revolutionerende kræfter i menneskehedens historie. Ikke alene har den ændret vores dagligdag, naturvidenskaben har mere end nogen religion eller ideologi defineret vores verdensbillede og syn på os selv. Jeg kan blive helt svimmel, når jeg tænker på, hvor meget vi mennesker har fundet ud af i løbet af de sidste 500 år. Vi kan i store træk forklare det, der er gået forud - lige fra Big Bang over solsystemets dannelse og frem til dette øjeblik. Nu ved vi, at Jorden er rund og kredser omkring Solen. Nu ved vi, at alle arter har udviklet sig af andre arter, også mennesket. Nu ved vi, at det er bakterier og virus, der gør os syge. Selv om der stadig er store huller i vores viden, er det naturvidenskaben, som gør os klogere dag for dag. For mig er der så mange eksistentielle overvejelser, der falder på plads, ved at vide noget om, hvordan den fysiske verden fungerer og om menneskets udviklingshistorie.

"Evolutionsteorien er fuldstændig forenelig med en religiøs tro, men kun hvis man anerkender, at tro er filosofisk, teologisk og dybt personligt og derfor ikke hører hjemme i en videnskabelig sammenhænge, og da især ikke i en videnskabelig lærebog." Ken Miller, ph.d. i biologi, Brown University, USA, og troende katolik. (Citatet er fra Hanne Stragers bog Som at tilstå et mord - Darwin og idéen der forandrede verden (Gyldendal 2009, side 176)).

I udsendelsen taler jeg med Esben Lunde Larsen om hans syn på uddannelse og almendannelse.

 

Hjernekassen på P1 den 4. januar 2016. Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline type.

Borderline er den personlighedsforstyrrelse, der er tættest forbundet med fysisk og/eller psykisk overlast (seksuelt, fysisk, verbalt eller emotionelt) og omsorgssvigt under opvæksten, ni ud af ti patienter har oplevet en eller flere af disse negative påvirkninger. 70 procent af borderline patienterne er vokset op med forældre med en psykisk lidelse, de er derfor både genetisk sårbare og miljømæssigt belastede.

En forklaring på emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline type er, at personlighedsforstyrrelsen er en senfølge efter seksuel og fysisk traumatisering fra barndommen. Sammenblandingen af kærlighed og fortræd menes at være en af årsagerne til, at personer med borderline kan have svært ved at mærke egne behov og rumme modsatrettede følelser. En beskyttelsesstrategi (eller forsvarsmekanisme) er splitting, som er en spaltning af følelser og forestillinger, der sikrer at gode og dårlige oplevelser holdes adskilt, personer med borderline agerer derfor hyppigt ud fra en sort-hvid opdeling af andre i enten gode eller onde. En anden beskyttelsesstrategi er dissociering, hvilket vil sige at man forsvinder ind i sig selv i en afgrænset tid, for at holde virkeligheden på afstand.

Omkring en til to procent af befolkningen lider af emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline type. Det er især kvinder (ca. 75 procent), som rammes af sindslidelsen, der er præget af usikker identitetsfølelse, ustabilt stemningsleje, ustabile forhold til andre og måske selvskadende adfærd. Den hyppigste grund til selvskade er for at stoppe (aflede) psykisk smerte. Patienter med borderline oplever stor personlig lidelse, og ca. hver tiende begår selvmord.

Heldigvis kommer langt de fleste med borderline sig efter en årrække. Men sådan var det ikke for bare 25 år siden.

"Da jeg startede i psykiatrien var der ingen behandlingsmuligheder for personer med borderline. Man mente simpelthen ikke, at de kunne behandles - det drejede sig jo om deres personlighed, og den måtte de lære at leve med … Hvis man som borderline-ramt kom ind i psykiatrien blev man udskrevet så hurtigt, det kunne lade sig gøre - medmindre man var virkelig selvmordstruet. For behandlerne var disse patienter de umulige patienter. Dem, man ikke kunne gøre noget ved," fortæller Per Sørensen, overlæge og centerchef på Psykoterapeutisk Center Stolpegården i Gentofte i Simon Kratholm Ankjærgaards bog Det sultne hjerte - en håndbog om borderline (Forlaget Pressto 2015, side 14).

Psykoterapeutisk behandling, hvor patienten lærer at sætte og beskytte sine grænser samt at rumme modsatrettede oplevelser af sig selv og andre, har vist sig at være effektiv.

"Særligt har dialektisk adfærdsterapi, kaldet DAT, fået stor betydning inden for de sidste 15 år. DAT er udviklet for at hjælpe patienter med borderline til at stoppe deres selvskade. … Dialektik betyder samtale, og formålet med terapien består i at få patienten til at 'indgå i en samtale med sig selv', at reflektere, stoppe op, tænke og være mindful i stedet for at handle impulsivt. Terapien består i at få den grundlæggende uro begrænset og, når uroen stiger akut, at lære at begrænse den ved hjælp af andre handlinger." Personlighedsforstyrrelser af Pia Glyngdal i Psykiatri for ikke-psykiatere redigeret af Ida Hageman og Jeanett Bauer (Hans Reitzels Forlag 2012, side 145).

Hjernekassen har besøgt Sara-Louise Corns, og vi talte sammen om hendes liv som borderline-ramt.

 

Hjernekassen på P1 den 28. december 2015. Fængsler.

Når den tidligere direktør for Kriminalforsorgen William Rentzmann, dagens gæst i Hjernekassen, er blevet præsenteret i internationale sammenhænge, har det været med den lange ærefulde titel "the longest serving Director General of all prison services".

William Rentzmann (1941-) er født ind i en politifamilie og den ældste af fire søskende. Hans morfar blev taget af tyskerne 19. september 1944 og døde få måneder efter i koncentrationslejren Buchenwald, hvor knap 2000 danske politifolk blev deporteret til. Hans far, som også var politibetjent, undgik kun at blive taget, fordi han den dag lå syg med influenza. Efter den tyske besættelsesmagt havde forladt Danmark, og det danske politi atter stod for at opretholde ro og orden i landet, fik Rentzmanns far arbejde i Helsingør.

Kriminalitet var ikke noget, der fyldte i familiens hverdag, bortset fra når faren blev kaldt ud om natten, eller en indbrudstyv, som faren tidligere havde sat i fængsel, hilste venligt på faren, når de gik tur i byen. Da Rentzmann gik i tredje mellem (8. klasse) flyttede familien til Birkerød, da faren skiftede tjenestested. Imens faren tog sig af at passe på byens borgere, tilbragte Rentzmann de følgende år på Birkerød Statsskole, hvor han i gymnasiet fandt ud af, at han ville læse jura.

Rentzmann påbegyndte allerede studiet, mens han aftjente sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde. Her blev han befalingsmand og efterfølgende reserveofficer og fik dermed samtidig en form for lederuddannelse. De første år som jurastuderende fandt Rentzmann ikke særlig spændende, første da de begyndte at læse strafferet, syntes han, det, de lærte, havde noget at gøre med det virkelige liv. Rentzmann brugte syv år på studiet, der var normeret til fem år.

I 1970 blev Rentzmann ansat i Fængselsvæsenet, som i 1973 blev ændret til Kriminalforsorgen, som eksisterer i dag. Som ung jurist afprøvede han i 14 dage livet som fængselsbetjent i Helsingør Arrest for at få en føling med forholdene. Og senere hen prøvede han i en uge, hvordan det er at gå rundt derhjemme med elektronisk fodlænke.

Sammen med Tine Vigild og Henning Jørgensen har Rentzmann været med til at udarbejde Kriminalforsorgens principprogram, hvor nøgleordene er normalisering, åbenhed og ansvarlighed, som Kriminalforsorgen har arbejdet efter siden 1993. Normaliseringsprincippet går ud på, at fængslerne indrettes, så de så vidt muligt svarer til forholdene udenfor, så det bliver nemmere at vende tilbage til en normal tilværelse, når man har afsonet sin straf. Det vil sige, at de indsatte bevarer deres grundlovssikrede rettigheder bortset fra den fri bevægelighed. De har deres eget lille rum, går i deres eget tøj, arbejder (og det er ikke med at lave klemmer) eller tager en uddannelse, deltager evt. også i et behandlingsprogram (f.eks. for stof- eller alkoholmisbrugere), har ret til sundheds- og sociale ydelser ligesom andre borgere og bevarer deres stemmeret. Åbenhedsprincippet betyder, at man så vidt muligt anbringes i et åbent fængsel, hvor "muren" er selvdisciplin, men misbruges forholdene i det åbne fængsel, risikerer man overflytning til et lukket fængsel. Ansvarlighed handler om at tage ansvar for ens eget liv, derfor skal de indsatte selv købe ind og lave mad (de får ikke maden serveret morgen, middag og aften), og de skal selv vaske og reparere deres tøj samt gøre rent. Desuden tilrettelægges en handlingsplan for fængselsopholdet, og hvad der skal ske efter løsladelsen. Disse tre principper, normalisering, åbenhed og ansvarlighed, skal opvejes mod hinanden og de resterende tre principper, som handler om sikkerhed (for personalet, de indsatte og samfundets øvrige borgere), mindst mulig indgriben og optimal ressourceanvendelse.

Derudover har Rentzmann været med til at indføre samfundstjeneste i stedet for fængselsstraf, og som allerede nævnt fodlænkesystemet, begge ordninger har været en succes.

Desuden har Rentzmann rejst rundt i verden og udvekslet erfaringer med andre lande. Det er ikke fængselsvæsenets princip- eller behandlingsprogrammer, der har haft hans største interesse, men hvordan hverdagen faktisk ser ud for de indsatte og personalet. Rentzmann mener, at politikere burde besøge fængslerne noget mere, så de ved selvsyn kan se, hvordan deres beslutninger fungerer.

Når William Rentzmann ser tilbage på sit arbejdsliv, er han ikke i tvivl om, at Kriminalforsorgen var det helt rigtige valg, og at han ville gøre det igen. Derfor har han også valgt at kalde sin erindringsbog Sku' det være en anden gang (Nyt Juridisk Forlag 2011).

 

Hjernekassen på P1 den 21. december 2015. Flora Danica.

Ræk mig en forglemmigej, og sidst en krusemynte, sådan slutter vi vor leg, så glad, som den begyndte. Plukke, plukke dugget strå, plukke, plukke siv ved å, plukke, plukke blomster. (Fra Nu er dagen fuld af sang, tekst af Jeppe Aakjær, 1911, melodi af Carl Nielsen, 1915).

Sommeren 2012 forærede min familie og jeg en ven en akvarel af hendes yndlingsblomst. Jeg havde fået Ingeborg Nielsen, som har lavet illustrationerne i Dr. Zukaroffs testamente, til at male en hortensia. Akvarellen af hortensiaen er helt livagtig, planten er tegnet så detaljeret, at man ligefrem kan se strukturerne i de grønne blade. Samme nøjagtighed gør sig gældende for illustrationerne i Flora Danica.

Bogværket Flora Danica (udgivet 1761-1883) er et ægte barn af oplysningstiden, men i dag er værket mest af kulturhistorisk og kunstnerisk værdi, selv om værkets formål oprindeligt var at udbrede viden om planterne, som voksede vildt i det danske rige.

Nedenstående citater er sammensat så de gerne skulle give en kortfattet beskrivelse af Flora Danica med Hjernekassegæstens, Henning Knudsen, egen ord i bogen Fortællingen om Flora Danica (Lindhardt og Ringhof 2014).

I 1752 ansatte Frederik 5. (1723-1766) tyskeren Georg Christian Oeder (1728-1791), og i 1754 udnævnte Kongen ham til professor botanices. Oeders opgave var at: "… katalogisere de ressourcer, der fandtes i naturen, og formidle det videre til offentligheden. På den måde kunne man fremme økonomien, der i tiden næsten var synonym med planteavl i videste forstand, og dermed botanik. Formidlingen skulle bl.a. ske via et stort værk med  kobberstukne tavler: Flora Danica." (side 19).

Først i 1761 var det første hæfte klar til udgivelse, og i løbet af de næste ti år udkom der yderligere ni hæfter med Oeder som udgiver. "Oeder var måske ikke nogen stor botaniker, men vi skylder ham tankerne bag Flora Danica og hele organiseringen af udgivelsen, de første 600 plancher og to af følgeværkerne." (side 23).

Arbejdet fortsatte med vekslende redaktører. Efterfølgerens, Otto Friedrich Müller (1730-1784), fem Flora Danica-hæfter blev "kritiseret for at være ude af fokus og lidt sjuskede" (side 24). Og "Det står klart, når man kigger på Müllers indsamlinger, at hans indsats for Flora Danica var et arbejde og ikke en passion. Flora Danica var ikke noget, han satte over det andet, han beskæftigede sig med, og det er som zoolog, hans navn stadigt lever." (side 25) . Herefter fulgte Martin Vahl (1749-1804), men på grund af hans arbejde med "øvrige udgivelser blev hans arbejde som redaktør af Flora Danica skubbet i baggrunden". (side 28). Jens Wilken Hornemann (1770-1841) "blev den længst sidende udgiver, og i de følgende 18 år rejste han rundt til alle dele af Danmark og hertugdømmerne. De tidligere udgivere havde alle været i Norge, og Oeder havde også rejst i Danmark, mens Müller og Vahl havde samlet ind på småture nær deres hjem. Nu blev der for første gang lavet systematiske indsamlinger i hele landet, og Hornemann gjorde det grundigt. ... Hornemann var den udgiver, der kom til at udsende flest hæfter. Atten hæfter med 1.080 tavler." (side 31). Joachim Frederik Schouw (1789-1852) "havde en kort karriere som udgiver af Flora Danica. Han var travlt optaget af sit omfattende politiske arbejde med enevældens afskaffelse, indførelse af en ny grundlov og en forbedret skoleundervisning." (side 32). Herefter fulgt en lidt ustabil periode med tre forskellige redaktører, Salomon Drejer, Jens Vahl og Frederik Michael Liebmann, frem til Johan Martin Christian Lange (1818-1898), der var redaktør fra 1858 og afsluttede værket; i alt 18 bind fordelt på 51 hæfter og 3 supplementhæfter med 3.240 kobberstukne tavler. "Flora Danica inkluderede næsten alle planter fra Norden, fra Arktis via Grønland-Island-Norge til de tempererede danske løvskove. De svenske planter var for størstedelen allerede inkluderet, fordi de også fandtes i nabolandende. Derfor var det kun en lille ekstra indsats at inddrage de særlige svenske planter." (side 37). Og det blev de.

Flora Danica var og er fortsat inspirationskilden til det fornemme porcelænsstel af samme navn fra Royal Copenhagen (tidligere Den Kongelige Porcelænsfabrik). "Alle tavlerne fra Flora Danica skulle afbildes på stellet, dvs. de hidtil 1.260 tavler. Arbejdet gik i gang den 28. august 1790. … Den kongelige ordre lød på 1.800 stykker, så nogle planter måtte bruges flere gange, … En del af stellet blev benyttet første gang på Christian 7.s fødselsdag den 29. januar 1803. … Af det originale stel eksisterer der endnu 200 år efter 1.530 stykker, selv om dele af det bruges jævnligt til store middage i kongehuset. … Skulle man få lyst til at erhverve stellet, kan det godt lade sig gøre, for det produceres endnu." (side 40). For at få en idé om prislejet kan nævnes, at "Folkegaven 2004" til kronprinsparret på 1,3 mio. kroner blev brugt på omkring 200 dele af det håndmalede Flora Danica-stel.

Hvordan Henning Knudsens interesse for Flora Danicas historie blev vakt, forklarer han således: "Min fascination af Flora Danica går tilbage til min studietid, hvor jeg erhvervede et par af svampetavlerne til pynt og inspiration. Som bestyrer for Botaniske Museum havde jeg i en periode ansvaret for Botanisk Centralbibliotek, der blev grundlagt i 1752, for at opbygge en samling litteratur til brug for arbejdet med Flora Danica." (side 7).

Henning Knudsen, kurator for svampeherbariet, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, og bestyrer af Statens Naturhistoriske Museums bibliotek, hvor der findes to eksemplarer af Flora Danica, fortæller i Hjernekassen om den svenske videnskabsmand Carl von Linné (1707-1778), oplysningstiden, Otto Friedrich Müllers liv, Flora Danica-bogværkets tilblivelseshistorie og fremstillingen af det første Flora Danica-porcelænsstel.

Er man interesseret i at se samtlige 3.240 Flora Danica-tavler, kan de ses på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.

 

Hjernekassen på P1 den 14. december 2015. Misbrug.

I 1954 fandt Peter Milner og James Olds ved et tilfælde ud af, at man kunne få total kontrol over en rotte ved at stimulere et bestemt område i dens hjerne. Milner og Olds havde fået anbragt en af deres implanterede elektroder i rottehjernen forkert, så rotten blev tilbøjelig til at gentage den adfærd, som den havde været i gang med ved stimulationen. Området, det drejede sig om, kaldte de for hjernens "belønningscenter". Milner og Olds konstruerede efterfølgende en forsøgsopstilling, hvor rotter kunne stimulere belønningscenteret ved at trykke på en fodpedal. De opererede rotter kunne slet ikke administrere det og trykkede løs på fodpedalen 500 til 5000 gange i timen, og enkelte fortsatte uden ophold i 24 timer. Det viste sig, at rotternes trang til at trykke på fodpedalen var større end trangen til at spise og drikke, og de blev ved med at vælge fodpedalen, selv når de var ved at falde om af udmattelse eller var døden nær af sult.

Der findes også et belønningscenter i menneskehjernen. Egentlig er der tale om et belønningssystem, hvor der fra hjernestammen løber nervecelleforbindelser til store dele af forhjernen, både til hjernebarken og underliggende strukturer. Aktivering af hjernens belønningscenter sker, når vi har gjort noget for at tilgodese kroppens behov. Via belønningscentret motiverer hjernen os med følelser som glæde og velvære til at gentage handlingen. Den fryd og lykkefølelse, belønningscentret installerer i vores sind, er til tider så overvældende, at trangen til øjeblikkets tilfredsstillelse ofte medfører en hård kamp mellem det, man har lyst til, og det, som er godt for én.

Når man tager stoffer stimuleres hjernens belønningscenter kunstigt, men den lykkefølelse, som f.eks. kokain giver er falsk og bringer ubalance i hjernen, for belønningscentret indstiller sig lynhurtigt på den nye situation, så ligevægten forrykkes. Efter kort tid kræves der mere kokain for at stimulere belønningscentret, og der skal mere til for at opnå den samme effekt. Værre er det, at man simpelthen bliver afhængig af kokainet. Hvis hjernen nu ikke får "sit stof", opfatter belønningscentret det som en mangelsituation, og det kommer til at styre hele ens adfærd - så er dét at få sit stof det eneste, der tæller, og det sker uhyggeligt nemt. Når hjernen prioriterer stoffer højere end mad og sex, viser det, hvilke uhyre stærke kræfter man er oppe imod, når det gælder kokain. Enhver indtagelse af afhængighedsskabende stoffer er en risikabel leg med hjernens belønningscenter.

Thomas Thaulov Raab påpeger i Den foranderlige hjerne og den forunderlige bevidsthed (FADL's Forlag 2015), at man bør være varsom med at opfatte belønningen som en slags bonus eller præmie, vi tildeles for at gøre noget godt, og snarere se det som en tilskyndelse til at udføre en bestemt handling, som fører til det ønskede mål. Forskellen har stor betydning for forståelsen af afhængighed og misbrug, hvis der i hjernen skabes en "trang til gentagelse" frem for en belønning ved at indtage et bestemt stof.

Kokain udvindes af kokaplanten, som dyrkes i Sydamerika, hvor bladene har været en væsentlig del af livet og kulturen gennem de sidste 4000 år. Befolkningen i højlandet tygger koka-bladene eller drikker te udvundet af bladene for at mindske træthed, sult og tørst, højdesyge og kuldefornemmelse. Kokain blev isoleret fra koka-bladene i 1855, og indgik efterfølgende i forskellige former for medicin og også i læskedrikken Coca-Cola, som blev opfundet i 1886 af farmaceut John Pemberton. I begyndelsen af 1900-tallet fjernede man kokain fra opskriften, da man var blevet opmærksom på, at hyppig brug af kokain medfører både fysiske og psykiske problemer så som underernæring, søvnløshed, hallucinationer og vrangforestillinger.

I Hjernekassen taler jeg med overlæge Henrik Rindom fra Stofrådgivningen om de fysiske, psykiske og sociale konsekvenser, når det gælder afhængighed og misbrug af alkohol og hash.

 

Hjernekassen på P1 den 7. december 2015. The Beatles.

Last night I said these words to my girl, I know you never even try, girl, C'mon (C'mon), c'mon (C'mon), c'mon (C'mon), c'mon (C'mon), please, please me, whoa yeah, like I please you. (Lennon).

For mange af os er musik en væsentlig del af vores identitet. Hvis The Beatles var blevet dannet i dag, havde de sikkert fået prædikatet "boyband", og så ville jeg næppe have turde sige højt: "Jeg er Beatles fan." Det ville simpelthen være for pinligt at blive sat i bås med popgruppens ekstatiske unge kvindelige fans, som faldt i svime, når de så og hørte deres idoler.

The Beatles, som dog først fik navnet i 1960, bestod fra slutningen af 1950'erne af: John Lennon (1940-1980) guitar, mundharpe og sang, Paul McCartney (1942-) bas, keyboard, guitar og sang, George Harrison (1943-2001) guitar, sitar, tambura og sang, og Pete Best (1941-) trommer. I 1962 erstattedes trommeslageren med Ringo Starr (rigtige navn Richard Starkey) (1940-), som med sit formidable trommespil formåede at give Beatles-sangene et særligt drive.

En vigtig del af Beatles-lyden er deres vekslen mellem at synge unisont (samme stemme) og polyfont (flerstemmigt) specielt mellem Lennon og McCartney, der var gruppens store sangskrivere og hinandens største samarbejdspartnere, men også konkurrenter. Man kan næsten altid regne med, at den, der har skrevet sangen, er leadsanger.

Den lette popmusik fra starten af 1960'erne var inspireret af rock'n'roll og skiffle-musik (en type folkemusik med blues og jazz indflydelse, ofte med hjemmelavede instrumenter). Indtil 1963 var The Beatles et populært live-band, som ofte gav koncerter især i hjembyen Liverpool og Hamburg i Tyskland. Men den 11. februar 1963 gik The Beatles og producer George Martin (1926-) i Abbey Road studiet i London, og i løbet af ti timer indspillede de debutalbummet Please, Please Me, som udkom i marts måned.

Please, Please Me gav gruppen dets store gennembrud, og de fire Liverpool-fyre blev så populære, at man opfandt begrebet "beatlemania" p.g.a. de vildt begejstrede pigefans.

Allerede i november 1963 udkom The Beatles' andet album, With The Beatles, hvor George Harrison debuterede som sangskriver. Teksten er mere melankolsk end de fleste Beatles-tekster på den tid, men denne sindsstemning blev senere karakteristisk for Lennon.

Since she's been gone, I want no one, To talk to me, It's not the same, But I'm to blame, It's plain to see, So go away and leave me alone, Don't bother me. (Harrison).

At være en gruppe handlede ikke kun om musikken, men også om udseende, for at understrege, at John, Paul, George og Ringo var en gruppe, fik de i 1964 deres hår klippet i ens frisurer.

John Lennons alvorligere tekster fik en fremtrædende plads på albummet Help! fra 1965. Desuden et album hvor McCartney nedbrød skellet mellem popmusik og klassisk musik ved at indlægge en strygekvartet i nummeret Yesterday. Og fremover spillede den klassiske musik også en væsentlig rolle i The Beatles' musik.

Yesterday, all my troubles seemed so far away, Now it looks as though they're here to stay,
oh, I believe in yesterday
. (McCartney).

At The Beatles var meget kendte fremgår af Rubber Soul (1965), hvor gruppens navn helt er udeladt på coveret, der ganske enkelt prydes af et fotografi af de fire ret ens udseende unge mænd og så albummets titel.

1966 blev et skelsættende år for popgruppen, da de besluttede ikke længere at give koncerter, men udelukkende producere musik til pladeudgivelser. The Beatles gav deres sidste koncert den 29. august 1966 i Candlestick Park i San Francisco, USA.

Sgt. Pepper's Lonely Heart Club Band er det første album fra The Beatles' studie-periode, men allerede albummet Revolver (1966) varslede gruppens nye tider, både hvad angik popgruppens musik og medlemmers udseende, der ikke længere var helt ens.

Coveret til Sgt. Pepper's Lonely Heart Club Band fra 1967 er noget særligt. På forsideomslaget er de fire beatler iklædt farvestålende uniformer og omgivet et hav af papfigurer af kendte personer - som de naturligvis også selv er iblandt. Desuden er sangteksterne trykt på bagsiden af omslaget, hvilket var noget helt nyt.

Den 25. juni 1967 lavede The Beatles lidt af en happening, idet de fik indspilningen af John Lennons sang med det klare budskab All You Need is love tv-transmitteret til hele verden via satellit. 400 mio. seere antages at have set den sensationelle udsendelse. Med i studiet havde popgruppen desuden andre kendte sangere, bl.a. Eric Clapton, Keith Richards og Mick Jagger, til at synge med på koret: All you need is love, All you need is love, All you need is love, love, Love is all you need.

Dobbelt-albummet The Beatles bedre kendt som "The White Album" (p.g.a. coveret er hvidt) fra 1968 vidner om, at gruppens medlemmer ikke længere ville det samme med deres musik. Og kun Birthday er et egentligt samarbejde mellem Lennon og McCartney.

At The Beatles i 1969 lod sig fotografere i fodgængerovergang i Abbey Road og brugte billedet som forsideillustration på lp-coveret til Abbey Road, har formentlig gjort fodgængerovergangen verdens mest fotograferet. På albummet finder man to George Harrison-numre, Here comes the Sun og Something, som hører til blandt de mest populære beatles-sange.

Den allersidste Beatles-sang, I me mineLet It Be albummet (1970), er også af George Harrison. Nummeret er indspillet uden Lennon, da The Beatles reelt set var opløst.

All I can hear, I me mine, I me mine, I me mine, Even those tears, I me mine, I me mine, I me mine. No-one's frightened of playing it, Everyone's saying it, Flowing more freely than wine, All through your life I me mine. (Harrison).

Det, som nok har været medvirkende til, at The Beatles' musik stadigvæk holder den dag i dag, er, at de ikke var bange for at blande forskellige musikgenre og tilføje uventede instrumenter til popmusikken.

Udsendelsen er en live-optagelse fra DRs Koncerthus studie 4 den 1. december 2015, hvor Arno Guzek, formand for fanklubben Beatles Again, Birger Svanholt, bassist i RubberBand (som spiller Beatles kopimusik) og Henrik Smith-Sivertsen, ekspert i populærmusik, gav et indblik i The Beatles' musik.

 

Hjernekassen på P1 den 30. november 2015. High fidelity.

Husets herre: "Ved du, hvad jeg engang har hørt Peter Lund Madsen sige? At hvis man kommer til et hjem, og manden stadigvæk har alle sine gamle lp-plader, så kan man være sikker på, at der bor en alfahan. Så jeg er en alfahan!"

Fruen: "Alfahan? Næppe, når man har en hustru, som klapper én på kinden og siger: 'Ja, behold du bare dine plader, men køb dig en rigtig god grammofon, så du har noget ordentligt at spille dem på.'"

High fidelity, hi-fi, oversættes bedst til dansk som lydgengivelse af "høj kvalitet" f.eks. i radioen, på grammofonplader og cd'er. Hi-fi-anlæg, der kunne gengive sang- og musiklyden så tæt på den originale version som muligt, blev udviklet i 1950'erne i USA. Et hi-fi-anlæg består af tre dele: signalkilden (f.eks. radioforsats (tuner) eller pladespiller), forstærkeren og højtalerne. Hi-fi-anlæg blev hurtigt udbygget til stereo med to kanaler, det vil sige to signalveje til hver sin højtaler for at skabe en mere rumlig gengivelse af lyden. I dagens udsendelse forklarer tre hi-fi-eksperter, Leif Hansen, Allan Bjerregaard og Claus Hensing, hvordan lyden fra ens stereoanlæg bliver så god som overhovedet muligt.

Der er ganske få ting, jeg egentlig fortryder, men en af dem er, at jeg for år tilbage skilte mig af med mine pladesamling - 1225 plader. Jeg ville ønske, jeg en gang imellem kunne sætte en af mine gamle plader på grammofonen og lytte til toner af The Beatles, sådan som de lød, dengang de blev udgivet. Alle, som er vokset op i en tid med grammofonplader, ved, at vinylplader skaber en ganske særlig lydoplevelse.

Som appetitvækker til næste uges Hjernekassen på P1, der står i The Beatles-tegn, vil jeg slutte af med den britiske forfatter Nick Hornbys ord i High Fidelity (Lindhardt og Ringhof 1997).

"Selv vil jeg sætte Beatles på, når jeg kommer hjem. Abbey Road sikkert, selv om jeg så vil programmere CD'en til at springe 'Something' over. Beatles var samlebilleder i tyggegummipakkerne og Help i biograferne lørdag formiddag og plasticlegetøjsguitarer og at skråle "Yellow Submarine" af fuld hals på bagsædet i bussen på  skoleudflugterne. Og så er Beatles først og fremmest mine egne, … og selv om de skulle få mig til at føle noget, får de mig i hvert fald ikke til at føle mig trist." (side 43).

 

Hjernekassen på P1 den 23. november 2015. Pårørende til sindslidende.

Når en person rammes af en psykisk lidelse, påvirkes resten af familien også. Det er hårdt, fordi man befinder sig i en situation, hvor man er usikker på, hvad der er det bedste at gøre. Hvordan hjælper man vedkommende til at få det bedre? Hvilken form for hjælp er der brug for? Hvor henvender man sig? Spørgsmålene hober sig op, fordi man befinder sig i en uvant situation. En ting kan man dog være sikker på, den sindslidende har brug for at mærke, at man er der for vedkommende, og chancen for, at den sindslidende kommer sig, er større med hjælp fra pårørende. Viden om den psykiske sygdom er vigtig, så man ikke kommer til at forværre sygdommen ved f.eks. at komme til at stresse vedkommende med spørgsmål som: "Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen?"

Som pårørende er det vigtigt, at man også tænker på sig selv, så man ikke selv bukker under. Det er godt at have sig nogle frirum, hvor man kan tænke på noget andet, som gør én glad og giver én fornyet energi. Det samme gælder faktisk også for den, der er ramt af en psykisk lidelse. Brug derfor, så vidt det overhovedet er muligt, tid på at opleve rare ting sammen.

Landsforeningen SINDs formand Knud Kristensen er på besøg i studiet. Vi taler om de vanskeligheder, de fleste støder på, når de henvender sig i psykiatrien, og om mangel på behandlere og sengepladser til sindslidende. Vi kommer også ind på recovery-processen, medicinering samt diagnoser.

 

Hjernekassen på P1 den 16. november 2015. Autisme spektrum forstyrrelser.

"Man skal give sit barn den samme chance, som man ville give en lille Marsmand, som var nødlandet omme i baghaven. … Man ville gøre alt for at lære ham alt det usynlige, alt det uskrevne, det utydelige, alle vores skikke og al den her slags ting. Man ville virkelig gøre alt, hvad man kunne for at hjælpe ham. Den samme form for overbærenhed som vores børn med empatiforstyrrelser de skal have." Hanne Koborg Veje (mor til en datter med autisme) i lydbogen Kan du forstå mig? (NLD-gruppen og Videnscenter for Autisme 2004).

Autisme er en medfødt udviklingsforstyrrelse. Ingen ved præcis, hvad der får hjernen til at udvikle sig anderledes end den "normale" hjerne. Men forskning tyder, at der er tale om en kombination af genetiske og miljømæssige faktorer, som påvirker hjernens udvikling allerede i forsterstadiet. En række forskningsforsøg peger på, at autisme til dels kan forklares med tidlige funktionsforstyrrelser i hjernens spejlneuroner, hvilket gør det sværere for personer med autisme at efterligne og forudsige andre personers adfærd samt at tolke følelsesmæssige informationer. Parrallet med manglende evne til at aflæse andres følelsessignaler ses en manglende følsomhed over for egne kropssignaler, f.eks. i forbindelse med træthed.

Autisme findes på alle udviklingsniveauer, både dybt mentalt retarderede børn og velbegavede børn kan have forstyrrelsen. Karaktertræk ved autisme spektrum forstyrrelser er: vanskeligheder ved socialt samspil, vanskeligheder ved kommunikation (både verbal og non-verbal) og en svækket forestillingsevne med gentagende adfærdsmønstre og særinteresser. Børn med autisme har almindeligvis ikke noget synligt handicap, men fysiske lidelser kan optræde sammen med autisme. Personer med autisme har ofte en tillægsdiagnose, f.eks. ADHD, OCD og  dysleksi, og de kan være overfølsomme over for lugte-, syns-, høre-, smags- og berøringsindtryk samt have problemer med kropsbevægelser, lide af angst, have søvnforstyrrelser, få raserianfald og have selvskadende adfærd.

Jeg havde selv engang for over 20 år siden en oplevelse med min seks måneder gamle dreng, Jacob, i et storcenter i USA. Luften var dårlig, og larmen var øredøvende. Alligevel sov han trygt i mine arme og lod sig ikke forstyrre. Hændelsen kan virke banal, men den gav anledning til et lille skred i min erkendelse. Pludselig forstod jeg, at grundlæggende problemer med at tolke virkeligheden uundgåeligt vil sætte sig spor i hele den måde, vi møder verden på. Når min søn kunne ligge og sove i larmen, var det, fordi hans hjerne var i stand til at adskille den støj, "der lå uden for ham selv", fra det "der var inde i ham selv". Hans hjerne kunne lukke verdens kaos ude. Derfor rørte larmen i centret ham ikke. Havde han ikke haft en hjerne, der så sikkert kunne adskille den ydre verden fra sit eget indre, ville hans tilgang til tilværelsen have været angstpræget og hans liv langt mere besværligt.

Autismespektret rummer forskellige diagnoser, de mest almindelige former er infantil autisme (17 pr. 10.000 danskere), atypisk autisme (36 pr. 10.000 danskere) og Aspergers syndrom (8 pr. 10.000 danskere), som stilles ud fra kliniske observationer af barnets udvikling. Ved infantil autisme har barnet vanskeligheder inden for ovennævnte områder inden tre års alderen. Atypisk autisme har et senere begyndelsestidspunkt (efter tre år), og barnet udviser ikke forstyrrelser inden for alle områderne. Børn med Aspergers syndrom har ikke sproglige vanskeligheder, men kommer ofte til kort i socialt samspil, fordi de bl.a. har svært ved at indleve sig i andre menneskers situation. Mennesker med Aspergers syndrom får diagnose lidt senere end børn med infantil autisme, fordi syndromet først opdages senere. Mange har først fået diagnosen som voksen, fordi Aspergers syndrom først blev en officiel diagnose i 1992, og i Danmark i 1994.

Indtil midt i 1970'erne havde ca. 2.500 personer i Danmark en autismediagnose. I dag anslås, at cirka en procent af befolkningen falder inden for autismespektret, det vil sige mindst 50.000 mennesker i Danmark. Stigningen skyldes delvist, at autismebegrebet blev udvidet i 1994, og man fik flere underkategorier, deriblandt Aspergers syndrom. Kønsmæssigt rammes drenge tre til fire gange hyppigere end piger.

Selv for helt "almindelige" hjerner kræver de avancerede sociale egenskaber et kolossalt stykke hjernearbejde. Situationsfornemmelse, erkendelsen af den sociale kontekst med alle dens detaljer, er baseret på et uhyre komplekst analysearbejde. Det koster langt mere hjernearbejde at få mig gelejdet problemfrit gennem fødevareafdelingen i Kvickly, end det kræver at udregne svære matematikstykker. På min tur i Kvickly er der myriader af sociale signaler, der skal analyseres. Kropssprog, ansigtsudtryk og allehånde sproglige koder. Hjernens erkendelse af den sociale situation er på mange måder uhåndgribelig. Vi erkender noget uden at kunne sætte konkrete ord på. Det er diffust, men det foregår med den allerstørste sikkerhed. Jeg skal ikke træde ret meget ved siden af nede i Kvickly, før det går galt. Et lettere stirrende blik, et svagt tilsyneladende umotiveret grynt. Står jeg bare ti centimeter for tæt på de andre i køen, bliver det straks bemærket af de andre sociale hjerner. "Se der," tænker de, "ham, Peter Lund Madsen, han er da godt nok underlig." Situationsfornemmelse er ikke nok. Hjernens arbejde med at planlægge den sociale adfærd er en anden kraftpræstation. Ikke alene skal hjernen arbejde med forestillinger om andre menneskers opfattelse af verden, den skal også styre sig i en helt uhørt grad. Hjernen kan jo ikke bare gøre, hvad den har lyst til. Hjernen skal udøve kontrol. For at få det sociale til at fungere skal vi være hæmmede og holde mange af vores tanker skjult. Det hele fungerer kun, fordi vi styrer os og udsætter eller omskriver vores behov. Alt sammen noget personer med autisme oplever endnu større vanskeligheder ved p.g.a. hjernens funktionsforstyrrelser.

Eftersom mennesker med autisme er en uhomogen gruppe, er der heller ikke en metode, som kan hjælpe alle til at blive bedre til at kommunikere og fungere socialt. Her er man nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte individs specifikke vanskeligheder. Mange med autisme har et stort behov for, at tingene foregår på samme måde, som de plejer, og hvis der kommer ændringer i de faste rutiner, klares de bedst, hvis nogen har fortalt det i forvejen.

"Min hverdag er også blevet meget mere overskuelig. Det skyldes, at min dag tilrettelægges efter min boardmaker, som er en tavle med skrift, der er delt op i dage og tider. Hele dagen er delt op i tidsrum, og i hvert tidsrum står der, hvad jeg skal. Hvis jeg skal noget andet, end jeg plejer, bliver det sat på boardet, sådan at jeg hele tiden kan se en hel uge frem. … Vi har fået stor hjælp fra en konsulent fra kommunen til at få dannet boardet, så det passer til min hverdag." Mads G. Hansen i selvbiografien Bag facaden - at være dreng med autisme (Forlaget Pressto, 2014 side 99.)

Dagens gæst i Hjernekassen er Anne Skov Jensen, der som voksen har fået diagnoserne Aspergers syndrom og ADHD. Hun er mor til en teenagedatter og en voksen søn, som begge har diagnoserne Aspergers syndrom og ADHD/ADD. Og hun betegner selv sin mand gennem mere end 20 år som neurotypisk (d.v.s uden diagnoser).

Hjertekassen på P1 den 9. november 2015. Hjertesygdomme.

Menneskehjertet er på størrelse med en stor knyttet næve og sidder mellem lungerne, forskudt en smule mod venstre side. Hjertet er en speciel muskel, som består af fire hulrum, de to kamre i henholdsvis højre og venstre side af hjertet er adskilt fra hinanden. Det skyldes, at højre for- og hjertekammer leverer blod til lungekredsløbet, hvor blodet iltes, og venstre for- og hjertekammer leverer blod til system-kredsløbet, dvs. resten af kroppen, hvor ilten forbruges. Eller sagt med lidt andre ord: Via lungekredsløbet bliver iltfattigt blod ført fra højre for- og hjertekammer ud i lungerne, hvor blodet iltes, når vi trækker vejret, og når blodet kommer tilbage til venstre for- og hjertekammer, er det klar til at transportere blod ud i kroppen.

Der findes to typer store blodårer:

- Arterierne, der fører blodet fra hjertet til de mindste blodårer kapillærerne, som findes overalt i kroppen, og som afgiver ilt og næringsstoffer til cellerne.

- Venerne, der fører iltfattigt blod fra kapillærerne tilbage til hjertet.

Åreforsnævring skyldes aflejring af fedt eller kolesterol på indersiden af åren, som gør, at blodet har svært ved at passere. Åreforsnævring øger risikoen for blodpropper i de tynde blodårer, typisk i hjernen eller hjertet.

Hjertet pumper hvert minut ca. 5 liter iltet blod ud i kroppen gennem hovedplusåren, aorta, der udspringer fra venstre hjertekammer. Hjertet får selv sit iltet blod gennem kranspulsårerne, som forgrener sig ud fra aorta. Ved forsnævring i kranspulsårerne får hjertemusklen ikke ilt nok. Det, man kalder for en blodprop i hjertet, er en blodprop i en kranspulsåre, som afskærer blodforsyningen til en del af hjertemusklen, så denne del af hjertet vil blive ødelagt. Ved en bypassoperation sættes en ny åre ind på kranspulsåren og aorta, så forsyningen til hjertemusklen sikres uden om det forsnævrede sted.

Angst er en udbredt reaktion blandt mennesker, som har fået konstateret en hjertesygdom. Vi er fra naturens hånd udstyret med et angstberedskab, som sætter ind, når der er fare på færde, så angsten er som udgangspunkt en helt naturlig reaktion. Problemet opstår i det øjeblik, hvor angsten tager over og gør os bange, så vi ikke længere tør gøre de samme ting som tidligere, selv om der ikke er nogle behandlings- eller helbredsmæssige forhindringer i vejen for det.

Det bedste, man kan gøre for at bekæmpe sin angst, er at få mere viden om hjertet og hjertesygdomme. Det vil vi godt være med til i Hjernekassen, som i dagens anledning er omdøbt til Hjertekassen. Derfor har vi inviteret tre hjertespecialister i studiet.

Overlæge Michael Vinther (Hjertemedicinsk afdeling S, Gentofte Hospital) indleder med at fortælle om hjertets opbygning og funktion samt hjerterytmeforstyrrelser og pacemakerbehandling. Overlæge Christian Hasager (Kardiologisk afdeling B, Rigshospitalet) slår først et slag for hjertestartere, og derefter forklarer han, hvad en ultralydsundersøgelse (ekkokardiografi) af hjertet er. Og overlæge Finn Gustafsson (Hjertemedicinsk Klinik, Rigshospitalet) fortæller om hjertetransplantationer.

 

Hjernekassen på P1 den 2. november 2015. Ensomme unge.

Alle mennesker, uanset alder, kender til følelsen af ensomhed. Er ensomhedsfølelsen kortvarig, er det ikke noget problem, men er følelsen længerevarende, kan det nemt gå hen og blive et problem.

Ensomhed er et forholdsvis hyppigt problem blandt unge i Danmark. Undersøgelser viser, at 5-10 procent af de unge mellem 15 og 25 år ofte føler sig ensomme. Vedvarende følelser af ensomhed gennem ungdommen kan have alvorlige konsekvenser i form af lavt selvværd, selvskadende adfærd, depression og selvmordstanker. Når mange unge bliver ramt af ensomhed, hænger det bl.a. sammen med, at man i overgangen fra barn til voksen skal til at skabe sin egen identitet og lære sig selv bedre at kende. Senere i livet, omkring de 30 år, har man som oftest lært at acceptere sig selv og den type, man er.

Man kan sagtens føle sig ensom, selv om man er sammen med mange andre mennesker. Sådan er det ofte for unge mennesker, som føler sig ensomme. De har en hverdag sammen med klasse- eller studiekammerater, evt. også klubkammerater, og familien, og alligevel kan de føle sig ensomme. Ensomhed opstår, når der er et misforhold mellem de relationer, man ønsker, og de relationer, man har. Man føler sig socialt isoleret, og det er ikke noget, man sådan bare lige taler med andre om. Man forsøger snarere at skjule det, måske ved at bruge meget tid på de sociale netværk, men de kan ikke erstatte at mødes ansigt til ansigt med en fortrolig ven, eller som de unge ville skrive at mødes IRL (in real life). Det er værd at vide, at det ikke er mængden af venner, men venskabets kvalitet som er vigtigst.

Jeg havde selv perioder i mine unge år, hvor jeg oplevede at føle mig ensom. I første omgang var det, da mine jævnaldrende kammerater begyndte at udvikle sig, og jeg rent fysisk bare blev ved med at være en dreng. Det var virkelig ikke sjovt, og da det så endelig var faldet på plads, var mit sind bare fuld af andre bekymringer, og det var i en grad, så jeg var alvorligt nervøs for, at der var noget galt med mig. Og jeg kunne rigtig godt tænke mig en kæreste, men at få den pige, jeg godt kunne tænke sig, lå ikke lige for. Ensomhedsfølelsen var en følgesvend, selv om jeg klarede min skolegang og efterfølgende uddannelser, havde gode venner, som jeg oplevede spændende ting sammen med, og havde en mor, far og lillebror, som jeg holdt af og som holdt af mig.

Hvis man f.eks. har en voldsom længsel efter en kæreste, så føler man, at alle andre har en kæreste, og at man er den eneste, som ikke har en. Men hvis man tænker efter, vil man hurtigt finde ud af, at der er andre på ens alder, som heller ikke har en kæreste. Selv om jeg endte med at få den pige, jeg godt kunne tænke mig, så ved jeg i dag, at hvis jeg ikke havde fået hende, så skulle jeg nok have mødt en anden sød pige på et tidspunkt, og så var det hende, jeg havde valgt at dele mit liv med.

Tre modige unge mennesker, Mia Nilsson, Louise Andersen og Fransiska Mannerup, fortæller i Hjernekassen om den ensomhed, de har oplevet. Hvad de har gjort for at komme ud af den og kommer med råd til andre, der føler sig ensomme.

 

Hjernekassen på P1 den 26. oktober 2015. Hobbyhjørnet.

1968

Femårig Heidi sætter sig på gulvet mellem mormors fødder, fordi mormor siger: "Det er nemmere at lære at strikke, hvis man ser, hvordan det gøres foran sig end fra siden af." Mormor viser ganske langsomt, hvordan man får garntråden gennem en maske på den ene strikkepind og får lavet en ny maske, som kommer over på den anden strikkepind. Mormor gør det flere gange, inden hun overlader de to grå stålpinde til Heidi. Det varer ikke længe, inden Heidi kan sætte sig op i sofaen ved siden af mormor og selv strikke. Heidi opfatter bestemt ikke strikning som en hobby, strikning er noget, alle piger skal lære, så de kan blive rigtig dygtige til at lave tøj. Hun vil strikke et halstørklæde til sin yndlingsbabydukke, som i forvejen har meget tøj, som mormor har lavet til den. Imens Heidi strikker, fortæller mormor: "Dengang jeg var fem år, satte min bedstemor mig til at strikke babytøj, fordi min mor ventede barn, og jeg skulle hjælpe til med at strikke tøj til den lille ny." Heidi stopper med at strikke og spørger dybt forundret: "Kunne du strikke babytøj, da du var fem år?" Mormor nikker. "Ja, men det gik ikke så godt, for jeg kendte en meget gammel dame, som var så dygtig til at strikke, at hun ikke behøvede at kigge på strikketøjet. Jeg ville være lige så dygtig som hende, så jeg lod være med at kigge på strikketøjet, og da min bedstemor kom for at se, hvordan det gik, blev der en værre ballade, for der var løbet så mange masker, at det hele måtte travles op igen. Min bedstemor blev sur, da det var noget dyrt garn, fordi babygarn er ekstra blødt."

Heidi strikker videre, og Mormor finder sit eget strikketøj frem, hun er ved at strikke en trøje til Heidi i julegave. Selv om det ellers er en hemmelighed, hvad man får i julegave, ved Heidi altid, hvilket noget tøj hun får af mormor, for mormor vil være sikker på, at det er noget, Heidi vil kunne lide. Derfor har hun også været med henne i garnbutikken og været med til at vælge farverne til trøjen, der er rød i bunden, og bærestykket er i et mangefarvet mønster, der minder om en grønlandsk perlekrave.

"Åh nej!" udbryder Heidi pludselig, "jeg har tabt en maske." Men det er ikke noget problem, mormor får hurtigt samlet masken op, så Heidi kan strikke videre på dukkehalstørklædet.

1980

Det er frikvarter, og Heidi sidder og strikker sokker til klassekammeraten Kristian, som hun læser matematik sammen med hver lørdag eftermiddag. Det er Kristian, som har spurgt, om hun ikke nok vil strikke sokker til ham. Han har endda selv været henne i en garnforretning og købe garnet. Det er sokker i hønsestrik, noget Heidi har lært sig selv. Hun glæder sig til at besøge mormor, så hun kan vise hende, hvor fine sokkerne bliver. Hun er også spændt på at se, hvor langt mormor mon er kommet med den trøje, mormor er ved at strikke til hende, selv om hun sagtens kunne have strikket den selv. Men mormor er nødt til at have et strikketøj mellem hænderne for ikke at ryge alt for mange cigaretter.

Samme år begynder Heidi på HF, og de næste to år strikker hun ikke kun i frikvarterne, men også i timerne. Hun behøver ikke kigge ret meget på strikketøjet for at kunne strikke, og hun følger meget bedre med i undervisningen, end når hun sidder stille. Hun er ikke den eneste i klassen, som strikker, det er der flere andre piger, som gør. Engang siger en af lærerne, at han synes, det er en rigtig god idé at strikke i timerne, fordi man ikke sidder og falder hen, når man hele tiden bevæger sig lidt. Det får en af drengene i klassen til at hoppe med på strikkevognen.

1985

Da Heidi begynder på universitetet, er det dog slut med at strikke i timerne. "Sig mig, tror du, det her er en strikkeklub?" spørger en mandlig underviser spydigt. Heidi pakker strikketøjet væk og tænker, en skam du ikke fatter, at jeg ville få meget mere ud af undervisningen, hvis du lod mig sidde og strikke.

2012

Det er en lun sommerdag, Heidi sidder på café Promenaden på Frederiksberg og venter på Peter. Han kommer stæsende ind i caféen, bliver ståenden ved bordet og siger: "Jeg har glemt at tage penge med, kan jeg låne af dig?" Godt gjort, tænker Heidi, mens hun finder pengene frem, her har man en gave med til ham, og så kan han ikke engang huske at tage penge med til teen. Mens Peter er oppe ved bardisken, spekulerer hun over, hvornår det er bedst at give ham gaven. Hun beslutter sig for, det er bedst at vente til efter teen. Mens de drikker Earl Grey te, fortæller Peter, han har lidt travlt, han skal ind i Tivoli for at medvirke i et indslag i "Go'aften Danmark". Så efter tre kvarters tid er det tid til at give ham gaven. "Nej, har du lavet den til mig?" spørger Peter overrasket. Heidi nikker. "Kan du lide den? Hvad med farven? Jeg har valgt mellemblå, fordi jeg synes, det matcher din øjenfarve." Peter rejser sig op fra stolen og prøver trøjen. "Den passer mig, gør den ikke?" Heidi er lidt i tvivl, hun synes godt, den kunne have været lidt længere. Men Peter virker tilfreds og siger: "Det er længe siden, jeg har haft en hjemmestrikket trøje, jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde en." Heidi smiler glad, men hun er lidt trist indvendig, for mormor er her ikke længere, så hun kan dele sine strikkeoplevelser med hende.

I Hjernekassens hobbyhjørne kan man høre Jacob Stoppel fortælle om plasticmodelbygning, Sanne Bjerregaard om strikning og Ole Vedel Ulrich om at samle på gamle danske frimærker.

 

Hjernekassen på P1 den 19. oktober 2015. Sture Ragnar Bergwall alias Thomas Quick - den formodede svenske seriemorder.

Det var tv-journalist Hannes Råstam (1955-2012), som i 2008 afslørede, at seriemorderen Thomas Quick var et luftkastel  - et fantasimonster skabt dels af Sture Ragnar Bergwall selv, dels af svensk politi, retsvæsen, presse og ikke mindst psykologer og psykiatere.

Thomas Quick, som Sture Bergwall hed fra 1992 til 2002, tilstod gennem en årrække 39 bestialske mord, hvoraf det første skulle være begået, da han kun var 14 år. I perioden 1994 til 2001 blev Quick dømt udelukkende på indicerer for otte drab, selv om han ikke havde begået et eneste af dem. Quicks tilståelser byggede på hans behov for stoffer og opmærksomhed. Med sin mordtilståelser fik den psykisk syge stofmisbruger adgang til gratis medicin, endda i ubegrænsede mængder, og terapi på Rättspsykiatriska Kliniken Säter, hvor han var anbragt som retspsykiatrisk patient efter et mislykket bankrøveri.

Jo mere jeg fortalte, desto mere benzo fik jeg. Og jo mere benzo, jeg fyldte mig med, desto mere kunne jeg fortælle. Til sidst havde jeg praktisk talt fri adgang til alle slags præparater.

Det var som regel i den psykoterapeutiske samtaleterapi, Quick kom i tanke om det ene mord efter det andet, som han skulle have begået. Her blev fortrængte barndomserindringer om morens voldelige og farens seksuelle overgreb trukket frem. Da Quick i 1991 blev anbragt på Säters sygehus arbejdede psykoanalytiker Margit Norell (1914-2005) både som vejleder og personlig terapeut for hospitalets ansatte. Terapien på Säter foregik ud fra objektrelationsteorien, der kort fortalt bl.a. går ud på, at forskellige personlighedsforstyrrelser kan spores tilbage til overgreb i barndommen. Norell mente, at fortrængte erindringer om seksuelle overgreb i barndommen var virkelige hændelser, og hun forkastede Sigmund Freuds (1856-1939), psykoanalysens ophavsmand, teori om, at det var fortrængte skyldbelagte fantasier, der kom til udtryk, når en patient i analysen berettede om at have haft sex med en forælder.

Sture Ragnar Bergwall blev født i 1950 i Dalarna. Mor Thyra var pedel og rengøringskone på en folkeskole, og far Ove var behandler på et hjem for alkoholikere. Forældrene var troende, og familien kom i den lokale pinsekirke. Da beskyldninger mod forældrene kom frem, var de begge døde, faren i 1977 og moren i 1983, og de kunne derfor ikke tage til genmæle. Selv om familiens øvrige børn (Runa, Sten-Ove, Torvald, Örjan, Gun (Stures tvillingesøster) og Eva) ikke kunne genkende beskrivelsen af forældrene, valgte de fleste at tro på Thomas Quick, for de professionelle behandlere var jo ikke i tvivl om rigtigheden af hans ord. Når Quick havde voldtaget, dræbt, parteret og i visse tilfælde spist legemsdele fra sine mange ofre, hovedsagelig børn og unge, kunne det alt sammen forklares med hans forfærdelige barndom ­- overgrebene i barndommen blev selve forklaringen på Quicks uhyrligheder. Ifølge objektrelationsteorien var den voksne Sture Bergwalls gerninger en rekonstruktion af de overgreb, han selv havde været udsat for i barndommen, og han var derfor både offer og gerningsmand.

Den her begivenhed har været skjult for mig selv. Der har ligget rester af begivenheden i min bevidste hukommelse. Min terapeut og jeg har arbejdet enormt længe og intensivt på sagen. Vi har mødtes tre gange om ugen, og efterhånden er blokeringerne blevet fjernet. Jeg ved med 80 procent sikkerhed, at jeg har dræbt Johan.

Der var dog kritiske røster bl.a. professor i kriminologi Leif G.W. Persson, som påpegede, at Thomas Quick sandsynligvis var mytoman (patologisk løgner), og enkelte politifolk tilsluttede sig dette synspunkt og sprang fra efterforskningen i protest mod det, der foregik. Enkelte journalister, der iblandt Jan Guillou, satte også spørgsmålstegn ved Quicks skyld. Ja, selv forældre, som havde mistet et barn, troede ikke, at Quick kunne være gerningsmanden.

I november 2001 besluttede Quick sig for en timeout.

Det er alt for anstrengende år efter år at blive udsat for en gruppe falske sandhedsapostles ubegrundede påstande om, at jeg er mytoman, og at se massemedierne kritikløst labbe det i sig.

Tre måneder senere tog Thomas Quick sit oprindelige navn, Sture Ragnar Bergwall, tilbage.

Samme år, 2001, var overlæge Göran Källberg tiltrådt som leder af Säters sygehus, og da han gennemgik Quicks medicinjournal, fik det alarmklokkerne til ringe. Høje doser af præparater af typen benzodiazepin kunne have drevet Quick til falske tilståelser. Källberg besluttede sig for at nedtrappe Quick, og i løbet af ni måneder fik han gjort ham stoffri.

I de næste syv år levede Sture Bergwall i selvvalgt isolation på Säter, og den første, som besøgte ham i 2008, var tv-journalisten Hannes Råstam, der fik sig noget af en overraskelse, da Bergwall valgte at fortælle ham, at han ikke havde begået et eneste mord.

Råstam var ikke i tvivl om, at hvis Bergwall talte sandt, havde han fået færten af det, journalister betegner som en rigtig god historie. Et ihærdigt arbejde med at finde ud af, hvad der var hoved og hale i hele Thomas Quick-sagen, gik i gang. Der var nok at tage fat på, det samlede efterforskningsmateriale i Thomas Quick-sagen fylder over 50.000 sider og adskillige timer med videooptagelser, dertil kommer patientjournaler og medicinkort samt dagbøger og breve samt avisartikler. Råstam nåede at producere tre tv-dokumentarprogrammer om Thomas Quick-sagen og at skrive bogen Den falske seriemorder - Thomas Quick og Skandinaviens største retsskandale (Informations Forlag 2013); ovenstående citater er fra denne bog.

Siden har journalistvennen Dan Josefsson undersøgt sagen yderligere og skrevet bogen Løgnens spiral - sagen om den uskyldige morder og kvinden der skabte et monster (Don Max 2015).

Sture Bergwall er i dag frikendt for alle mordene, og i foråret 2014 blev han løsladt efter at have opholdt sig i mere end 20 år på psykiatriske afdelinger.

I studiet har jeg besøg af Karl Erik Sandsten (læge, cand.med. og i gang med at uddanne sig til psykiater), som ved en masse om Sture Ragner Bergwall alias Thomas Quick.

 

Hjernekassen på P1 den 12. oktober 2015. Stevns Klint - UNESCO Verdensarv.

Den 15 km lange og op til 41 meter høje Stevns Klint knejser majestætisk som et monument over fordums tider. Intet menneske kunne have skabt et tilnærmelsesvis lige så perfekt værk over Jordens geologiske og biologiske historie for millioner af år siden. Klintens tynde røde stribe i bunden af det sorte fiskeler vidner om et asteroidenedslag, som fik fatale konsekvenser for over halvdelen af Jordens daværende plante- og dyrearter.

I millioner af år havde dinosaurerne (ca. 245-65 mio. år før nu), mosasaurerne (ca. 90-65 mio. år før nu) og pterosaurerne (ca. 154-65 mio. år før nu) været de mest spektakulære dyr på Jorden. De mægtige dinosaurer tronede over livet til lands, mosasaurerne til vands og pterosaurerne (flyveøgler) i luften, imens de små rottelignende pattedyr levede i huler i jorden uden rigtig at komme ud af stedet. Men for godt 65,5 millioner år siden blev bøtten vendt, da en stor meteor, ca. 10 km i diameter, slog ned i jordskorpen på Yucatán-halvøen ved Den Mexicanske Golf og efterlod et krater på 180 km i diameter. Da meteoren kolliderede med Jorden, skete der en kæmpe gaseksplosion, meteoren pulveriseredes og sendte en enorm støvsky op i atmosfæren, som bl.a. spredte metallet iridium ud over Jorden. Nedslaget sendte også chokbølger gennem hele kloden, hvilket medførte tsunamier og sandsynligvis satte ekstra tryk på allerede igangværende vulkanudbrud på den anden side af jordkloden. Vulkanudbruddene i Indien (de såkaldte Deccan Traps) udspyede enorme mængder af lava, aske og giftige gasser, som får alle historiske vulkanudbrud til at blegne i sammenligning. Kombinationen af meteornedslaget og vulkansk aktivitet var katastrofal, og livsbetingelserne ændredes dramatisk. Støvet blokerede for solens lys, og Jorden blev et koldt, mørkt sted. Uden sollys kunne planterne ikke overleve, så forsvandt de planteædende dyr og derefter rovdyrene. Med meteornedslaget skabtes en ny start for livet, som vi kender det. Pattedyrene tilpassede sig de ændrede livsvilkår og overtog rollen som de mest opsigtsvækkende dyr. Pattedyrene udviklede sig og spredte sig ud over det hele både i antal og mangfoldighed. Og kun fordi vores forfædre blandt pattedyrene dengang fik chancen, er vi mennesker her i dag.

Det var den amerikanske geolog Walter Alvarez (f. 1940), der sammen med sin far, fysiker og nobelpristager Luis Walter Alvarez (1911-1988), i 1980 fremsatte teorien om, at Jorden for 65,5 millioner år siden blev ramt af en asteroide, som forårsagede bl.a. dinosaurernes uddøen. Walter Alvarez havde nemlig fundet spor af grundstoffet iridium i fiskeleret på Stevns Klint. Store koncentrationer af iridium finder man ellers i jernmeteoritter, der er landet på Jorden ude fra rummet. Problemet med teorien på daværende tidspunkt var, at man manglede nedslagskrateret, men Chicxulub-krateret, som ligger halvt under jorden på Yucatán-halvøen og halvt under havbunden ud for halvøen, blev fundet i 1991.

I 2014 blev naturseværdigheden Stevns Klint optaget på UNESCOs (United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization) prestigefyldte verdensarvsliste, fordi Stevns Klint, der er blevet sammenlignet med over 500 andre lokaliteter, anses for at være det bedste sted i verden at opleve sporene efter asteroiden, som udslettede over halvdelen af alt liv på Jorden for 65,5 millioner år siden.

Stevns Klint er todelt: nederst det bløde hvide kridtlag og øverst det hårde grå-hvide kalklag. I både skrivekridtet og kalkstenen findes sorte knoldede flintbånd. Midt mellem disse to tykke lag af kridt og kalk ligger det mørke fiskeler. Lerlaget er op til 10 cm tykt, men ved en lokalitet når det op på 30 cm. Leret markerer grænsen mellem de geologiske epoker kridt- og tertiærtiden. I grænselaget er der næsten ingen fossiler, kun spredte rester af små hajtænder, fiskeskæl og -knogler (deraf betegnelsen fiskeler), hvilket er tegn på omfattende massedød. Fiskeleret befinder sig under et markant overhæng, der adskiller kridt- og kalklagene. Udhænget skyldes, at hav, vind og vejr gnaver sig i det bløde kridt og underminerer klinten. Når udhænget bliver for tungt, falder det i havet eller ned på stranden, som er dækket af flintsten. Den gennemsnitlige erosionsrate ved Stevns Klint vurderes til at være ca. 15 cm/år.

Klinten rummer et næsten uendeligt antal fossiler af dyr, som levede i havet (som dengang dækkede det meste af det nordvesteuropæiske kontinent) før og efter den store naturkatastrofe. Eftersom Stevns Klint lå under vandet, kan man ikke finde rester af dinosaurer ved klinten, men at finde en skarp trekantet tand fra en af de store marine øgler, mosasaurerne, der kunne blive op til 17 meter lange, er ikke utænkeligt - man skal dog være ret heldig, for der bliver kun fundet et par stykker om året.

Tag med på en radiotur til Stevns Klint, Hjernekassens turguide er professor Lars Stemmerik fra Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 5. oktober 2015. OCD.

Hvis ikke jeg tæller til ti, sker der en ulykke … 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10.

OCD (obsessiv-compulsive disorder) er en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker (obsessioner)  og/eller tvangshandlinger (kompulsioner). Omfanget af OCD er noget usikker, fordi personer med OCD er tilbageholdende med at søge behandling af frygt for at blive opfattet som sindssyge, men ca. to-tre procent af befolkningen anslås at lide af lettere eller sværere OCD, hvilket svarer til ca. 110.000-160.000 danskere. Lidelsen rammer begge køn lige hyppigt og begynder ofte i barndommen eller puberteten.

Hvis ikke jeg tæller til ti, sker der en ulykke … 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10.

Langt de fleste med OCD har flere forskellige tvangstanker og -handlinger samtidig, og ofte vil mennesker med OCD have "noget med tal" - ting skal gøres et vist antal gange. De mest almindelige tvangstanker er: frygt for snavs og smitte, bekymringer over den legemlige helbredstilstand (sygdom) og død, angst for katastrofer og ulykker for sig selv og andre, frygt for aggressive impulser eller seksuelle tanker. Tankerne er generende og svære at modarbejde. Tvangshandlinger er ofte foranlediget af tvangstanker. Typiske tvangshandlinger er: overdreven vask af hænder eller hele kroppen (brusebade) og hyppige tøjskift. Kontrolleren af om døre og vinduer er lukket, lyset eller komfuret slukket. Behov for symmetri og orden, alt skal stå (f.eks. bøgerne i reolen) eller ligge (tøjet i skabet) på en præcis måde. Samlemani (man kan ikke smide væk).

Hvis ikke jeg tæller til ti, sker der en ulykke … 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10.

Tvangssymptomerne varierer i sværhedsgrad; lige fra den helt milde med kun lejlighedsvis optræden til den svært invaliderende tilstand, som gør det umuligt at få hverdagen til at hænge sammen. Den ramte kan godt selv se det meningsløse i tvangstankerne og tvangshandlingerne, men har svært ved at bryde den onde cirkel, da det ofte medfører en voldsom angst at gå imod tvangstankerne og -handlingerne.

Hvis ikke jeg tæller til ti, sker der en ulykke … 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10.

Årsagen til OCD menes at være en kombination af neurobiologiske og psykologiske årsager.

Den mest effektive behandling ved lettere OCD er kognitiv adfærdsterapi, hvor en OCD-ramt med angst for bakterier, og som derfor undgår at røre ved f.eks. dørhåndtag, vil skulle røre ved et dørhåndtag uden at vaske hænder bagefter. Når patienten oplever, at der ikke sker noget forfærdeligt ved ikke at vaske hænder, vil angsten dale. Jo flere gange det, der normalt ville udløse en tvangshandling, gentages, jo mindre bliver angsten og trangen til at udføre tvangshandlingen.

Hvis ikke jeg tæller til ti, sker der en ulykke … 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10.

Ved sværere tilfælde af OCD kombineres adfærdsterapien med medicinsk behandling, hvor medicinen (SSRI-præparater (selective serotonin reuptake inhibitor), misvisende kaldet "lykkepiller") specifikt går ind og regulerer serotonin-stofskiftet, idet meget tyder på, at den manglende evne til at stoppe uønsket adfærd skyldes, at samarbejdet mellem pandelapperne (som evolutionsmæssigt tilhører den yngre del af hjernen) og områder dybt i hjernen (basalganglierne, en fællesbetegnelse for en række kerner, som tilhører den ældre del af hjernen) formentlig er forstyrret. Det neurale kredsløb, som forbinder disse to strukturer, kommunikerer blandt andet ved hjælp af signalstoffet serotonin, og undersøgelser viser, at OCD-ramte har nedsat aktivitet af serotonin.

Hvis ikke jeg tæller til ti, sker der en ulykke … 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10.

Desuden spiller psykoedukation (undervisning af patienten og familien i den psykiske lidelse) en væsentlig rolle, idet det ofte er en stor lettelse for patienten og de pårørende at få vished om, at der ikke er tale om en sindssygdom.

Hvis ikke jeg tæller til ti, sker der en ulykke … 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10.

Jeg har selv en rem af huden i form af unødige bekymringer og kontrolhandlinger og -ritualer omkring at lukke og låse døre, men det er ikke noget, jeg synes, indskrænker mit liv. Heller ikke min bakteriefrygt holder mig fra at gøre de ting, jeg har lyst til. Så da jeg i 2009 blev spurgt, om jeg ville være ambassadør for OCD-foreningen, var jeg ikke i tvivl om, at det ville jeg godt.

Sætningen: Hvis ikke jeg tæller til ti, sker der en ulykke … 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10, skulle gerne illustrere, hvordan det er, når ens tankegang hele tiden forstyrres af en  tvangstanke  og -handling. Det er irriterende og fjerner ens opmærksomhed fra det, man er i gang med. Det må ganske enkelt være uudholdeligt, når alle ens vågne timer er invaderet af uønskede og fuldstændig meningsløse tanker, som man ikke kan lade være med at give efter for.

Carsten Stoemann Rasmussen og Bettina Broni fortæller, hvordan det er at have OCD og om OCD-foreningens arbejde. Overlæge Clas Winding Christensen, Psykiatrisk Center København, belyser, hvad OCD er, og hvilke behandlingsmuligheder der er.

 

Hjernekassen på P1 den 28. september 2015. Tintin.

I Hjernekassen på P1 den 1. juni 2015 var vi i udsendelsen om tegneserier inde på, at i 1960-70'erne var det langt fra alle, som anså tegneserier for at være lødig læsestof. Jeg troede egentlig, det var en saga blot, men har lige måttet sande, at det er det ikke.

"Hvad i alverden ser Peter dog i knægten?" spurgte en af mine bekendte sin hustru, da han hørte, at Hjernekassen skulle handle om Tintin. Den 61-årige spørger har gennem hele sin opvækst i England fået at vide, at Tintin ikke var godt læsestof, med mindre man læste det på fransk, og det har hængt ved lige siden.

Det fik mig til at tænke på, at jeg i Dr. Zukaroffs testamente (Gyldendal 2012) anvender udtrykket "Tintin-agtig" stemning til at beskrive aftenstemningen i området omkring Svanemølleværket i Københavns Nordhavn. Dengang jeg skrev det, troede jeg, at stort set alle ville forstå, at det, jeg forsøger at beskrive, er stemningen af et sted med genkendelige ting, som samtidig virker mystiske på en dragende måde, så man nærmest oplever det, som om man er på vej ind i et ikke helt ufarligt eventyr.

Hvis man som englænderen er skeptisk over for Tintin-tegneserierne, foreslår jeg, at man ser, filminstruktør Anders Østergaards dokumentarfilm Tintin et moi (Tintin og mig) (2003), der i vid udstrækning med Hergés egen ord fortæller historien om Tintin-tegneseriernes tilblivelse. (Kunstnernavnet Hergé er forbogstaverne i tegnerens for- og efternavn, Georges Prosper Remi (1907-83), i omvendt rækkefølge. RG udtales på fransk "her-gé".)

Filmen er først og fremmest et portræt af Hergé, en talentfuld kunstner, men også en martret mand. "Historien har et budskab. Den har altid et budskab. Først nu forstår jeg, at historierne dybest set handler om mig," udtaler Hergé i starten af filmen. Desuden giver filmen et indblik i, hvorledes Tintin-historierne, eventyrerne, er et indblik i det 20. århundredes historie på godt og ondt.

Dokumentarfilmen anbefales naturligvis også til hardcore Tintin-fan, for fascinationen af  Tintin bliver ikke mindre, men lægger flere lag på hele tegneserien.

Det samme gør sig gældende for Michaels Farrs bog Tintin - en rejse gennem Hergés univers (Carlsen 2005), som er oversat til dansk af Søren Vinterberg. Bogen er fuld af eksempler, der viser, hvor omhyggelig Hergé var, når han skulle lave sine illustrationer. Fotografier af alt lige fra natur til fysiske genstand og mennesker dannede grundlag for hans mange tegninger. Intet var tilfældigt, alt var gennemtænkt for at få Tintins verden til at ligne de steder og kulturer, som historierne udspiller sig i, mest muligt.

Tintin-eksperterne, journalist og forfatter Søren Vinterberg og filminstruktør Anders Østergaard, er dagens gæster i Hjernekassen.

 

Hjernekassen på P1 den 21. september 2015. Ældre damer.

I Danmark er der 121.965 enlige kvinder over 80 år. Min mor, Kirsten Lund Madsen (pigenavn Krog), som har været enke siden 2007, er en af dem.

Min mor blev født i 1930. Hun voksede op på en gård på Falster, sammen med sin lillebror, Arne. Deres far var svineavler. Barndomsårene var barske, både i hjemmet og skolen var der ofte øretæver i luften. Min mor ville væk fra landet og rejste som ung til København for at uddanne sig til sygeplejerske. Ved en fest for de unge sygeplejersker og unge ingeniører kom hun ved et tilfælde til at danse med min far, Thomas Lund Madsen (1926-2007). Der skete dog ikke andet den aften, end at de dansede. Efter nogen tid fik min far sig endelig taget sammen til at kontakte hende, og så begyndte de at holde i hånden og blev kærester. Siden blev de gift og fik to sønner sammen. Jeg kom til i 1960 og min bror, Anders, i 1963.

Vores lille familie boede i et lejet rækkehus på Krejbjergvej i Mørkhøj, Gladsaxe, en forstad nordvest for København, men i 1966 flyttede vi til Rosengårdsvej i Virum, hvor mine forældre købte et rækkehus. Min mor var hjemmegående indtil 1967, hvor hun vendte tilbage til jobbet som sygeplejerske. Den ekstra indtægt har helt sikkert været medvirkende til, at der foruden bil, en Saab, også blev råd til et sommerhus, først i Gilleleje og senere i Hornbæk. Her tilbragte vi mange ferie- og fridage, og tiden brugte vi på at tage til stranden og bade i havet. Til stor frustration for min bror og jeg måtte vi under ingen omstændigheder gå i vandet, før der var gået en time, efter vi havde spist. For selvfølgelig lyttede min sygeplejerskemor til tidens råd om ikke at gå i vandet lige efter at have spist, da det kunne være farligt, fordi man kunne få kramper. Heldigvis ved man i dag, at det ikke passer. Et andet råd, min mor fulgte, som heller ikke holdt vand, var, at man ville få klumper i maven af at spise rå havregryn, derfor fik vi altid havregrød.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at min mor var en god mor, der tog sig af sine børns ve og vel, og hvis nogen forsøgte at krumme så meget som et hovedhår på en af hendes unger, ja, så var hun der straks som en anden løvemor. Og Anders og jeg var aldrig i tvivl om, at vi var gode nok, som vi var. Dermed ikke sagt, at der ikke blev stillet krav til os, for det gjorde der. Det, der især blev lagt vægt på i opdragelsen, var, at Anders og jeg skulle gøre os umage og få en god uddannelse. Vi blev sendt i den lokale folkeskole, Hummeltofteskolen, som blev efterfulgt af gymnasiet, Virum Statsskole. Eftersom jeg hele min barn- og ungdom vidste, jeg ville læse til læge, gik turen for mit vedkommende videre til universitetet, og for Anders' vedkommende endte det til sidst med Journalisthøjskolen. Erhvervsvalg både min mor og far var ganske godt tilfredse med.

Jeg har altid opfattet mine forældres ægteskab som godt og stabilt. Desværre var de sidste år, min mor og far fik sammen, ikke de bedste, idet min far blev ramt af en demenssygdom. I fire år var min mors opmærksomhed koncentreret omkring min far og hans sygdom, og specielt den sidste tid, hvor min far ikke kunne være alene i bare fem minutter, var svær. Jeg beundrer min mor for, at hun klarede det så flot, som hun gjorde.

Rollen som farmor begyndte for min mor, det år Berlinmuren faldt, 1989, siden er der kommet seks andre børnebørn til, den sidste i 2014. I dag er hun farmor til Anders' to døtre og tre sønner samt mine to sønner. Børnebørnene ser hun med jævne mellemrum ved diverse familiesammenkomster.

Siden 2004 har min mor boet i lejlighed i et moderne boligbyggeri i Lyngby. Til at holde sig med selskab i hverdagen har hun sin gravhund. Ud over de daglige gøremål tilbringer hun sin tid med at læse, høre musik, se fjernsyn og fremfor alt at mødes med sine veninder. Ferierne bliver fortsat tilbragt i sommerhuset og på højskoleophold.

I Hjernekassen har jeg besøg af min mor, Kirsten Lund Madsen (85 år), tidligere sygeplejerske, og hendes tre veninder, Bodil Wilstrup Hansen (81 år), tidligere fysioterapeut, Birte Bruzelius (84 år), tidligere sygeplejerske, og Bodil Svendsen (93 år), tidligere privatskolelærer.

Hjernekassen på P1 den 14. september 2015. Hjemløse.

Når hele København er ens "hjem", og man kender den bedre end sin egen bukselomme, er det oplagt at vise andre byen. Det er lige, hvad 53-årig Csaba Setét (fornavnet udtales "chopper") gør. Han er byvandringsguide i "Gadens stemmer". "Gadens stemmer" blev udviklet i 2010-2011 initieret af projekt UDENFOR under navnet "Poverty Walks" - et projekt, der ønskede at give ordet til byens socialt udsatte borgere, som samtidig kunne tjene en skilling.

Csaba Setét er født i Ungarn og kom til Danmark som otteårig. Siden han var helt ung, har Københavns gader været hans hjem. Vandreturene med Chopper i indre by og H.C. Ørstedparken er ikke lange, for efter et langt liv på gaden holder fysikken ikke til det. Til gengæld fejler snakketøjet ingenting, for Chopper ønsker, at folk skal vide, hvad det vil sige at være hjemløs.

En anden måde, hvorpå man som hjemløs kan tjene lidt penge til dagen og vejen, er som sælger af Hus Forbi-bladet, hvilket 28-årig Simon Nielsen, der tidligere var erhvervsfisker, men måtte stoppe p.g.a. en alvorlig trafikulykke, gør.

SFI's (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) kortlægning af hjemløse opgjorde antallet af hjemløse i 2013 til 5.820 personer. Sammenlignet med tallet fra 2009, som var på 4.998 personer, svarer det til en stigning på 16 procent over fire år. 78 procent af de hjemløse var mænd, og 22 procent var kvinder. 23 procent af de hjemløse var unge mellem 18 og 29 år. Gruppen af helt unge (18-24 år) udgjorde 1138 personer, hvilket var 505 flere unge hjemløse end fire år tidligere, svarende til en stigning på 80 procent. 53 procent af de hjemløse var midaldrende mellem 30 og 49 år, og kun fem procent var 60 år eller derover.

At leve livet på gaden er ualmindelig hårdt. Forskere i Region Hovedstadens Psykiatri har fulgt 32.711 hjemløse personer (23.040 mænd og 9671 kvinder) fra Hjemløseregistret (fra 16 år og op) og deres vej gennem det Psykiatriske Centralregister og Dødsårsagsregistret over en 11-årig periode (1. januar 1999 - 31. december 2009).

Undersøgelsen fra 2011 dokumenterer en markant overdødelighed blandt hjemløse:

- Hjemløse mænd kan forvente at leve knapt 22 år kortere end mænd med fast bopæl. Død ved ulykke (f.eks. overdosis, fald eller trafikuheld) forekommer 12 gange oftere, og selvmord forekommer syv gange oftere, end for andre mænd.

- Hjemløse kvinder kan forvente at leve godt 17 år kortere end kvinder med fast bopæl. Død ved ulykke forekommer 19 gange oftere, og selvmord forekommer 15 gange oftere, end for andre kvinder.

Over 20.000 (60 procent) af de fulgte personer var diagnosticeret med psykisk sygdom eller misbrug. Cirka 10 procent havde en dobbeltdiagnose dvs. både en psykisk sygdom og misbrug. Reelt er antallet af hjemløse med psykisk sygdom og misbrug formentlig endnu højere, idet andre undersøgelser viser, at mange hjemløse har psykiske sygdomme eller misbrug uden nogensinde at have været i kontakt med behandlingssystemet.

S.F. Nielsen, C.R. Hjorthhøj, A. Erlangsen og M. Nordentofts studie Psychiatric disorders and mortality among people in homeless shelters in Denmark: a nationwide register-based cohort study blev trykt i det fornemme tidsskrift The Lancet.

At være hjemløs er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man altid sover på gaden, man kan f.eks. forsøge at komme ind på et af byens natherberger, hvor man også kan få en bid mad.

En nyere undersøgelse fra 2015 foretaget af sociolog, ph.d. Lars Benjaminsen blandt de hjemløse, der benytter sig af herbergerne, viser, at 9 ud af 10 ønsker sig et hjem. Benjaminsen mener, at en romantisk forestilling om, at mange hjemløse værdsætter en tilværelse uden eget hjem, skyder helt ved siden af.

Lyt til Hjernekassen og hør Csaba Setét og Simon Nielsen fortælle om hjemløses tilværelse.

 

Hjernekassen på P1 den 7. september 2015. Soldater med krigstraumer.

Jeg har aldrig aftjent værnepligt, jeg blev fritaget p.g.a. rygproblemer, derfor har jeg ingen erfaring med, hvordan soldaterlivet er, endsige hvordan det er at være udsendt soldat og risikere at miste livet eller få varige mén på krop og sjæl. Derfor var det også lidt specielt, da Facebook-siden "De unge krigere" (et journalist-projekt) henvendte sig til mig i foråret 2015 for en ekspertudtalelse, men eftersom det drejede sig om udviklingen af unge menneskers hjerner, turde jeg godt komme følgende forklaring på, at unge mænd og kvinder tør drage i krig. "Der vil altid være undtagelser, men størstedelen af 18-24 åriges hjerner er ikke færdigudviklede. Det betyder, at de unge soldater ikke altid har mulighed for at overskue de følelsesmæssige konsekvenser af deres handlinger. Men det gør dem samtidig til gode soldater i mange situationer, da de har et vovemod og en dødsforagt, som mange af deres ældre kolleger ikke længere har."

En måde, hvorpå man kan få et indblik i, hvordan det er at være udsendt soldat, er ved at læse dagbøger f.eks. Soldat i Afghanistan - En hverdag ved frontlinjen af Michael Kattrup Lassen (f. 1987-), der beskriver perioden 14. februar til 12. august 2008, hvor han, og også hans storebror, Martin, var af sted med hold 5. På den allerførste dag skriver M.K. Lassen: "Vi skulle snart ud, hvor det blev alvor. Det var ikke bare træning mere. Hvad ventede mig derude? Og endnu værre, hvem ville ikke komme hjem igen? Ingen regnede med et hold uden tab." (side 10). Og syv dage senere: "Jeg mødte Jones, min bedste kammerat hjemmefra, inden vi skulle på patrulje. Ham og drengene fra spejdersektionen havde eskorteret kampvognene hertil i morges. Han var dog ikke just tilfreds. Der ser ud til, at de i deres sektion skal bruges primært til sikring/eskorte af forsyningskolonner til de små FOB's (forward operating base) rundt omkring i deres ansvarsområde. Altså, han oplever ikke den krig, han tog herned for at opleve. Vi får se. Jeg tror, her er rigeligt med krig til os alle." (side 20). Den 17. marts: "Jeg blev vækket med noget af en nyhed. Guldbrandsen stod foran min seng. 'Tre danske soldater er døde. En selvmordsbomber i Gereshk!' … Tre danske soldater. Livgarderne har ikke noget med Gereshk at gøre, … Til gengæld har spejderne - Jones!? … Det kunne godt være ham. Risikoen var 1/8 del for det. … Jeg krydsede fingre. Det måtte ikke være ham." (side 51). Senere på dagen "Det var slet ikke, som der var blevet sagt. Der var 'kun' to døde danske soldater, og de var ikke spejdere men CIMIC (Civil Military Cooperation) - puha! … Jeg kan huske, at da Brormand var i Irak, fortalte han om et ordsprog, englændere og amerikanere konstant brugte om danskerne: Lucky as a Dane. Det havde de alle sagt, fordi hver  gang danskerne var indblandet i IED-episoder (Improvised Explosive Device) eller kampe, havde de alle sammen overlevet uden de store skader. Heldet er vist løbet ud. På sidste hold døde fem. Vi har mistet tre indtil videre på lidt over 1 1/2 måned. En dårlig start på hold 5. Men nu må vi også være en safe periode. Sådan kan man desværre bare ikke stille det op. Statistikker holder ikke altid." (side 52). Allerede den 26. marts mistede en dansk soldat livet, og endnu en den 31. marts, begge i kamp.

"Den 13. (juni) skete det, der bare ikke måtte ske. Der var et organiseret angreb på fængslet dernede i den amerikanske lejr. En tankbil og en person blev brugt som ammunition. Altså, der gik to bomber. Den største var afledning, og den lille var en selvmordsbomber, som sprængte hul ind til fangerne. Det resulterede i, at 1.100 fanger slap ud, hvor 400 af dem var talebanere. Så skidt som det kan være. Ved ikke, hvorfor de ikke har kunnet stoppe nogen af dem, for 1.100 er mange. Sikkerheden har helt sikkert ikke været i orden. Nu er der friske drenge til TB (Taleban), og der kommer nok lidt mere action til bl.a. Helmand-provinsen, hvor vi befinder os. Vi er klar, hvis de prøver sig på os." (side 129).

Den 9. juli blev vennen skadet, til alt held konstaterede lægen, at det ikke var så alvorligt, som det så ud. "Han (Jones) havde fået et godt slag og tissede derfor blod. Hans ene knæ var også medtaget. Det var straks lidt værre for det ville tage lang tid." (side 150). Få dage senere var blev hans storebror skadet, igen ikke noget alvorligt, men det påvirkede alligevel M.K. Lassen psykisk. "Jeg røg længere ned, end jeg havde regnet med. Det faktum, at de to nærmeste personer i mit liv kunne være slået ihjel på to dage, var for meget. Jeg var helt smadret psykisk. Jeg havde mest af alt lyst til at tude, men kunne ikke. Ved ikke hvorfor. Det ligger bare ikke i mig, men tror det ville have hjulpet." (side 158). Den 25. juli gik det til gengæld grueligt galt, en kampvogn ramte en vejsidebombe og endnu en dansk soldat mistede livet.

I tiden efter havde M.K. Lassen det elendigt. "Jeg føler mig stadig ikke helt på toppen. Jeg magter ikke de mest overskuelige opgaver, uden at blive stresset og i dårligt humør. Det ligner mig ikke. Måske er jeg mere ramt, end jeg har troet tidligere. Jeg ved ikke, om jeg skal gå over og snakke med en psykolog her i lejren. Vil ikke føle mig svag. Men må samtidig indrømme, at jeg ikke har det godt." (side 183). M.K. Lassen valgte at tale med feltpræsten. "Thomas satte ord på, hvad jeg var på vej igennem. Han sagde, at han nemt kunne forstå, hvorfor jeg var nedkæmpet. Jeg har levet et halvt år ved fronten. Jeg har altid været klar på, at angrebet kom. Om det kom eller ej, gjorde ikke det store. Det koster energi at være klar. De kom jo også. Ikke så mange, som jeg havde regnet med, men de var der. Og den sidste periode havde ikke været nem." (side 184). Efter hjemsendelsen opsøgte M.K. Lassen psykologhjælp efter pres fra kæresten, fordi han græd i søvne. "Heldigvis gør Forsvaret en stor indsats for, at man nemt kan komme i gang med at snakke med en professionel. Forsvarspsykologerne ved, hvordan det er dernede, og gør en kæmpe indsats for mange hjemvendte soldater. De redder helt sikkert mange ud af svære kriser. Problemet er bare, at man selv først skal indse, at det er en nødvendighed. Det er uden tvivl det sværeste. Man kan ikke klare alt, selv om man gerne vil." (side 202).

Ifølge Forsvarets hjemmeside faldt 43 danske soldater i Afghanistan (2002-2014), set i forhold til indbyggertallet er Danmark dermed det land i NATO, som mistede flest soldater, så udtrykket "Lucky as a Dane" er næppe det, englænderne og amerikanerne længere bruger.

I 2012 udarbejdede Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) en rapport som konkluderede, at knap 17 procent af de 26.000 udsendte danske soldater i perioden 1992-2009 efter udsendelse er registreret med en psykiatrisk diagnose, har købt medicin mod psykiske sygdomme, eller har været i behandling for stofmisbrug uden at have været registreret før. Heldigvis tager Forsvaret problemerne alvorligt, og siden 2010 har Forsvarets veterancenter tilbudt livsvarig psykologhjælp til veteraner og deres familie.

I Hjernekassen fortæller førtidspensionist Carsten Lykke, Balkan-veteran, udsendt i 1992 på hold 2, som lider af PTSD (post-traumatic stress disorder), om tilværelsen før, under og efter udsendelsen. Det samme gør journalist Jimmy Solgaard, Afghanistan-veteran, udsendt i 2008 på hold 6, som er vendt hjem fra krigen uden alvorlige psykiske mén. Desuden forklarer krisepsykolog Anne Lillelund, tidligere militærpsykolog (2007-2013), hvad det er, der sker i hjernen, når man udvikler PTSD.

Om Anne Lillelund kan i øvrigt nævnes, at hun har været udsendt til Afghanistan i alt 18 gange og har haft samtaler med over 1000 udsendte soldater. Sidste år modtog Anne Lillelund Forsvarsministerens Medalje 2014. Medaljen med inskriptionen "Ansvarlighed og ihærdighed" tildeles personer, som har ydet en anerkendelsesværdig indsats. Anne Lillelund har været med til at  udvikle "Den Danske Model", begrebet dækker over den støtte, militærpsykologerne yder før, under og efter udsendelsen. I forhold til andre lande har "Den Danske Model" udviklet mere specialiseret undervisning med fokus på stress- og krisehåndtering ikke kun i forhold til kampsituationer, men også mangel på privatliv, søvnløshed, hjemve m.m. Ved at være mentalt forberedt kan mange problemer forebygges. Desuden er det de samme psykologer, som soldaterne allerede kender fra før, de tog af sted, de kan tale med under udsendelsen og efter hjemkomsten.

 

Hjernekassen på P1 den 31. august 2015. Smerte.

Den internationale forening IASPs (International Association for Study of Pain) definition af smerte er: "An unpleasant sensory and emotional experience associated with actual or potential tissue damage, or described in terms of such damage." ("En ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse forbundet med aktuel eller potentiel vævsbeskadigelse eller beskrevet, som om en sådan forelå."). Smertedefinitionen indeholder altså både en sensorisk, en følelsesmæssig og en kognitiv komponent.

Smerte er en del af menneskelivet. Smerte er et advarselssignal, som er afgørende for såvel mennesker som dyrs overlevelse. Hvordan vi oplever smerte varierer meget fra person til person, men også individuelt. Smerteoplevelse er subjektiv og påvirkes af såvel fysiologiske som psykologiske og sociale/kulturelle forhold. Føler vi os trætte og stresset, kan smerte opleves langt værre, end når vi ellers føler os glade og veltilpas. Ligesom tidligere smerteerfaringer vil påvirke oplevelsen i enten positiv eller negativ retning. Krop og psyke er tæt forbundne.

Der findes ikke et specifikt smertecenter i hjernen, sådan som man ellers troede fra 1600-tallet og op i 1900-tallet, smertebearbejdningen i hjernen er kompleks og involverer en række områder. I denne forbindelse er det værd at vide, at hjernevæv ikke besidder smertesensorer (nociceptorer), hvilket er forklaringen på, at operative indgreb i hjernen kan gennemføres udelukkende ved lokalbedøvelse af indgangsområdet og med patienten ved fuld bevidsthed.

Man skelner mellem akut og kronisk smerte. Akut smerte kommer pludseligt, årsagen er ofte nem at finde, og smerten er kortvarig og forsvinder igen. Den akutte smerte skyldes for det meste en skade eller en sygdom et eller andet sted i kroppens væv. Smerte opstår, når smertesensorer i hud, muskler, sener, led og organer aktiveres p.g.a. megen varme, kulde, stræk, tryk eller kemiske påvirkninger. I disse situationer advarer smerten os om fare og skade, og smerten er en vigtig del af kroppens forsvarsmekanismer.

Hvis man f.eks. uforvarende kommer til at røre ved ydersiden på en metalkedel med spilkogende vand, sendes der lynhurtigt besked fra hudens smertesensorer indtil rygmarven, hvor en refleks sættes i gang og sørger for, at de nødvendige muskler aktiveres, så hånden straks fjernes fra metalkedlen. Det, der sker, er: at når en smertereceptor stimuleres, f.eks. ved at man berører en brændende varm metalkedel, går der direkte besked via en nervecelle (et sanseneuron) til en anden nervecelle (et motorneuron), der straks sender beskeden videre til en muskel, der trækker sig sammen og sørger for, at hånden fjernes fra kedlen.

Samtidig indsamles information fra andre nerveceller, og besked om den smertefulde påvirkning sendes videre op langs rygmarven og fordeles til en række forskellige områder i hjernen, hvor stresshormoner frigives (øget puls, hjertebanken, sved), motiverede bevægelser igangsættes (f.eks. afskærmning af det område, der er ramt) samt opsamling og behandling af information om, hvad der gør ondt, hvor stort et område, intensitet, hvilken type m.m. Desuden tillægges smerten en følelsesmæssig værdi, i de tidlige stadier kan akut smerte være forbundet med ubehag, angst og frygt. Hvad er årsagen? Hvor slemt vil det blive? Vil smerten forsvinde igen? Og endelig en intellektuel bearbejdning; når vi har forstået årsag og omfanget og fundet ud af, hvordan yderligere skade forhindres og sørget for behandling, reduceres følelsen af angst og frygt.

Smerten gør os altså opmærksom på potentiel skade, når vi har forstået årsagen, får smerten os til at gøre, hvad vi kan for at minimere skaden og beskytte området under helingen. Endelig får smerten os til at tage ved lære, så fremtidige skader så vidt muligt undgås ved adfærdsændring. Systemet er effektivt og fungerer upåklageligt.

Hvor akut smerte er et vigtigt biologisk advarselssignal, der har en beskyttende funktion, er der intet hensigtsmæssigt ved kronisk smerte. Mens den akutte smerte hjælper én som en god ven, er den kroniske smerte en røver af livskvalitet. Kroniske smerter er en tilstand, der i værste fald er livsvarig, et eksistentielt vilkår.

Det ligger i begrebet kronisk smerte, at patienterne sjældent eller aldrig bliver smertefrie. Denne type kronisk smerte kaldes neuropatiske smerter (nervesmerter), og de har ikke nogen reel fysiologisk funktion. I nogle tilfælde er årsagen ukendt, i andre er der en forklaring på smerten, hvis der f.eks. ved en fejl opstår aktivitet i de nervebaner, der forbinder smertereceptoren med hjernen, så udløser dette en smerteoplevelse.

Der er ikke nogen fast grænse for, hvornår smerter betegnes som kroniske, men sædvanligvis opfattes kroniske smerter som smerte, der har stået på i mere end tre-seks måneder. Lider du af kronisk smerte, er du langt fra alene. I de udviklede lande anslås ca. 20 procent af den voksne befolkning at lide af ikke-maligne (ikke ondartede) kroniske smerter, dvs. at 800.000 danskere, eller hver femte voksen, dagligt slås med smerter, og ca. 2/3 af patienterne lider af smerte i bevægeapparatet. Kroniske smerter opdeles i simple kroniske smertetilstande, som omfatter patienter, som hverken har psykologiske eller sociale problemer, og komplekse kroniske smertetilstande, som omfatter patienter som ud over de fysiske problemstillinger har psykologiske og/eller socioøkonomiske problemer. Kønsmæssigt er der flere kvinder end mænd med komplekse kroniske smertetilstande.

Dagens eksperter er Troels Staehelin Jensen, professor ved Dansk Smerteforskningscenter, centerleder af IDNC (International Diabetic Neuropathy Consortium), Aarhus Universitetshospital, og Gitte Handberg, overlæge ved Smertecenter Syd, Odense Universitetshospital, og formand for Dansk Smerteforum.

Vil man vide mere om smerte, kan man læse Lær at tackle kroniske smerter af Sandra M. Lefort og Lisa Sulyok (Komiteen for Sundhedsoplysning 2013). Det er en letforståelig bog fuld af gode råd og vejledning til, hvordan man kan lære at leve med kroniske smerter. Bogen kommer bl.a. ind på kost, fysisk aktivitet, afslapning, søvn, familie- og arbejdsliv samt behandlingsmuligheder.

Desuden kan man lytte til Hjernekassen på P1-udsendelsen om hovedpine fra 23. februar 2015 og læs den tilhørende tekst.

 

Hjernekassen på P1 den 24. august 2015. Drømme.

Jeg drømte mig en drøm i nat er Nordens ældst kendte folkevise skrevet med runer omkring 1300-tallet. Drømme har altid spillet en vigtig rolle i menneskets opfattelse af sig selv, og der har været fremsat mange forskellige teorier om, hvad drømme er. Alligevel ved vi ikke rigtig, hvilken funktion drømmesøvn har i et menneskeliv. Men sikkert er det, at den voksne menneskehjerne samlet set drømmer godt to timer i løbet af en otte timers søvnperiode.

Den sovende hjerne er stort set lige så aktiv som den vågne, og vi oplever en masse, mens vi sover. Drømmelignende bevidsthedsindhold er til stede under næsten alle søvntilstande. Kun under den dybe søvn mister vi bevidstheden, og kun under den dybe søvn falder hjernens aktivitetsniveau nævneværdigt.

Vores drømme dannes af det, hjernen husker. Det, vi drømmer, er baseret på sanseinformation indhentet i vågen tilstand. Det, som adskiller drømme fra vågen tilstanden, er, at de dele, som drømmebillederne er bygget op af, kan kombineres på måder, som trodser fysikkens love. Når vi er vågne, hjælper vores sanser os med at holde orden i vores virkelighed, så det hele ikke ender i fri fantasi. Sådan er det ikke, når vi sover. Hjernen kan drømme, hvad den vil, her er ikke nogen sanser, der korrigerer. Drømmer jeg, at min yngste søn, Daniel, og jeg cykler fra Frederiksberg til Røddinge på en time, er der intet til hinder for dette. Ligesom jeg heller ikke ville have ondt i diverse legemsdele oven på strabadserne, for smerteoplevelser optræder stort set aldrig i drømme. Det er dog ikke alt, der kan ske i drømme. Min søn vil altid ligne sig selv.

Med andre ord drømme opstår, når hjernen er aktiv, men afskåret fra omverdenen. Når hjernen arbejder, uden at den modtager sanseindtryk. Drømme skabes på basis af tidligere sanseindtryk, der hentes ind fra hukommelsen, og derfor er drømme ikke nødvendigvis 100 procent fri fantasi. Drømmens elementer ligner sig selv. Drømmer vi om nogen, vi kender, så ligner de sig selv.

Jeg tror ikke, at drømme tjener noget selvstændigt formål. Drømme reflekterer de tanker og følelser, der flyder rundt inde i hjernen. Og eftersom drømme skabes på basis af information hentet fra hukommelsens lagre, vil tanker og følelser, der optager os meget om dagen, have en større chance for at blive reflekteret i vore drømme end ting, der ikke gør det. Når Daniel og jeg er på cykeltur sammen, er vi meget optaget af, hvor hurtigt vi kan køre den planlagte rute, derfor er en drøm, hvor vi cykler ca. 260 km på en time, ikke opstået ud af ingenting.

Drømme er det, der dukker op i vores søvnbevidsthed. Den taler klarest til os under drømmesøvnen, også kaldet REM-søvn, hvor hjernen er mest aktiv, og mindst under den dybe søvn, hvor hjernen er mindst aktiv, og bevidstheden nærmest er væk.

Betegnelsen REM-søvn står for rapid eye movement søvn, og navnet refererer til, at øjnene under dette søvnstadie bevæger sig flaksende fra side til side under de lukkede øjenlåg. REM-søvnperioderne med deres drømmeaktivitet optræder med jævne mellemrum gennem hele natten. For hver 90 minutters søvn starter en ny drømmeperiode. Den første REM-søvns periode varer omkring fem-ti minutter og i slutningen af nattesøvnen omkring 30 minutter, mens forekomsten af dyb søvn aftager i løbet af natten.

REM-søvn kaldes også "paradoksal søvn". Denne benævnelse refererer til det paradoksale faktum, at hjernen under dette søvnstadie på den ene side er særdeles nærværende - den producerer store mængder drømmeaktivitet - og på den anden side er særdeles fraværende - det er som oftest lige så svært at vække den sovende fra REM-søvnen, som det er at vække vedkommende fra den dybe søvn.

Hjernescanninger foretaget under REM-søvn har vist en reduktion af aktiviteten i store dele af frontallapperne, som er sæde for de mest avancerede hjernefunktioner, hvor hjernen udfører den overordnede planlægning. En reduktion af aktiviteten i frontallapperne passer fint med, at drømme ofte er ustrukturerede og springende i deres forløb. Sammenholder man dette med, at man under REM-søvn ligeledes observerer en kraftig aktivering af hjernestammen og hypothalamus, så tyder meget på, at hjernen under REM-søvn skifter mod en aktivering af de mere primitive områder.

Desuden har scanningsundersøgelser vist, at når vi drømmer, er de samme områder i hjernebarken aktive, som når den vågne hjerne skaber en virkelighedsoplevelse. Forskellen er, at drømmeoplevelsen er skabt uafhængigt af sanseinformationen fra den ydre verden. Vågen virkeligheden og drømmeverdenen dannes altså det samme sted i hjernen, kun råstoffet er forskelligt.

På mange måder minder drømmetilstanden om hallucinationer. Under begge tilstande oplever man ting, der ikke udspringer fra sanseindtryk, men både drømme og hallucinationer opleves som virkelige.

Man kan få mere at vide om søvn og drømme ved at læse følgende tre artikler under Hjernemad/Hjernehistorier:

Drømmevals

Hesten, Hans, Hannelore og lille Klaus

Otto Loewis drøm.

Og naturligvis få mere at vide i udsendelsen, hvor cand.psych. Susanne Lunn, lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, og formand for Dansk Psykoanalytisk Selskab, og jeg belyser emnet.

 

Hjernekassen på P1 den 17. august 2015. Hjernen og virkeligheden.

Dengang jeg læste medicin og var i praktik på Rigshospitalets neuromedicinske afdeling, havde jeg en oplevelse, som blev mit første skridt mod den erkendelse, som siden har stået så centralt i mit liv: At vores verden skabes i vores hjerner.

På en sen aftenvagt blev overlægen og jeg kaldt ned til en patient, som var faldet ud af sin seng. Det lød umiddelbart relativt udramatisk, men da vi nåede frem på patientstuen, var der vild tumult. Foran os var to trinde portører og en ældre sygehjælper nærmest i slagsmål med en pæn, meget opbragt ældre herre. Hele situationen virkede yderst bizar, da det, der blev kæmpet om, var den ældre mands venstre ben. Alle hev og sled i det samme ene ben, indtil lægen trådte i karakter og myndigt sagde: "Det er lægen. Hvad er problemet?" Kamphandlingerne ophørte brat, og al opmærksomhed blev rettet mod lægen, så sagen kunne finde sin opklaring. Den vrede ældre mand havde, viste det sig, haft en blodprop i højre side af hjernen, og han havde udviklet det symptom, som kaldes neglect. Ikke alene havde han fuldstændig mistet interessen for alt, der foregik i hans venstre synsfelt, han havde også mistet erkendelsen af, at hans venstre ben var en del af ham selv. Det var ikke en "som om oplevelse", det var en helt konkret opfattelse af, at hans venstre ben var et fremmedlegeme, noget som ikke hørte ham til, og det var udgangspunktet for hele balladen. For som den pæne ældre herre ræsonnerede: Når benet nu ikke var hans, så skulle det altså heller ikke ligge i hans seng. Derfor blev benet smidt ud af sengen og ned på gulvet. For at gøre en lang historie kort, så var det denne kamp om, hvor benet og dermed resten af patienten skulle tilbringe natten, vi var trådt ind i, da vi ankom til patientstuen.

Denne oplevelse viste mig, at en skade i hjernen kan medføre en afgrænset, men grundlæggende ændring i ens opfattelse af virkeligheden.

Man må gå ud fra, at der er en "virkelig verden". Selv om den er der, så kender vi den ikke, og vi kommer sikkert aldrig til at kende den for alvor. Den virkelighed, vi oplever inde i vores bevidsthed, er kun en abstraktion over den virkelige verden. Vores virkelighedsoplevelse er dog ikke fuldstændig uafhængig af den virkelige verden. Vi har vores sanser. Den verden, vi oplever, er ikke en uafhængig abstraktion. Der er noget derude. En reference. Et udgangspunkt.

Når hjernen skal skabe en relevant virkelighedsopfattelse, skal den have noget information at arbejde med, og den information får hjernen via sanserne. Sanserne er den eneste direkte kontakt mellem hjernen og den virkelige verden. Sanseinformation opstår, når en sansereceptor påvirkes fysisk eller kemisk. Vores oplevelse af en solnedgang ved havet starter med en fysisk påvirkning af sansereceptorer i øjets nethinde. Sansereceptorerne oversætter den fysiske påvirkning til nervecelleaktivitet, som sendes til hjernen, hvor den bliver basis for vores virkelighedsopfattelse.

Vores virkelighedsopfattelse, vores indre verden, er altså i sidste ende et resultat af hjernens forarbejdning af fysiske og kemiske påvirkninger, som rammer vore sansereceptorer. Trykpåvirkning af en følereceptor i huden, svingninger i et fimrehår i det indre øre, fotoner der rammer nethindens tappe og stave, det er disse påvirkninger, der oversættes til en virkelighedsopfattelse i vores bevidsthed. Fysisk og kemisk påvirkning af sansereceptorer er, hvad hjernen har at arbejde med. Man kan sige, at vore sansereceptorer repræsenterer den absolutte grænseflade mellem os selv og den virkelige verden. Det er her, med sansereceptorerne, at vi møder verden - helt præcist.

Hjernebarken i menneskehjernen deles i en forrest og bagerst halvdel af en hjernefure, som kaldes sulcus centralis. Den del af hjernebarken, der ligger bag sulcus centralis, varetager analysen af sanseinformation, her opstår vores virkelighedsopfattelse. Den del af hjernen, der ligger foran sulcus centralis, planlægger og styrer motoriske handlinger, her planlægges vores adfærd. I den bagerste halvdel bliver sanseinformation kombineret til en samlet virkelighedsopfattelse. Det er her lugte-, syns-, høre-, smags- og berøringsindtryk sammenføjes og på forunderlig vis bliver til oplevelsen af: Her går jeg en tur langs stranden en lun sensommeraften og betragter solnedgangen med havlugt i næseborene og lyden af havbrus i ørene, mens jeg nyder en vaniljeis og mærker en let briste mod min hud.

Alt, vi oplever, udspringer fra vores hjerner. Den verden, vi oplever i vores bevidsthed, skabes af vore hjerner, og den eksisterer kun der. Den verden, vi oplever med vores hjerne, er en abstraktion og ikke en reproduktion. Jeg tror, at den "virkelige verden" er meget mærkelig og helt anderledes end det, vi oplever i vores bevidsthed. Men det er kun en fornemmelse, jeg har. Jeg ved det ifølge sagens natur ikke.

Når du læser denne tekst, eller du hører dagens udsendelse og lytter til min samtale med mag.art., forfatter Thomas Thaulov Raab om hans bog Den foranderlige hjerne og den forunderlige bevidsthed (FADL's Forlag 2015), så er det en del af din virkelighedsopfattelse og -oplevelse.

 

Hjernekassen på P1 den 10. august 2015. Martin Bigum.

Tekstens citater er fra selvbiografien Martin Bigum - Min personlige kunsthistorie (Gyldendal 2014).

"Mit maleri er et puslespil jeg samler, og kun jeg ved hvordan brikkerne skal se ud, og hvor de skal sidde, for at det passer." (side 5).

Kreativitet er en af de hjerneegenskaber, der sidst kommer til i den meget lange rejse fra fladormehjerne til menneskehjerne. Alle kreative processer er yderst avancerede hjernearbejde, som foregår i grænseområdet mellem det bevidste og det ubevidste. I et spring mellem orden og kaos. Det kreative eksisterer i krydsfeltet mellem det stringent evaluerende og det frit flydende. Dér, hvor vi delagtiggøres i, eller i det mindste svagt fornemmer, hvad det egentligt er, vores hjerne går og pusler med. Dér, hvor hjernen bestemmer sig for hvilke tanker, følelser og fornemmelser, den skal rette vores bevidste opmærksomhed imod. "At male et maleri er at træde ind i en uforudsigelig proces hvor jeg konstant svinger mellem at skulle være bevidst og ubevidst. Altså at slå til eller flyde med. Det er faktisk en del af kunsten." (side 9).

Det er ikke nok at få en god idé til f.eks. et nyt maleri, man skal også vide, at man har fået den. Et centralt element i enhver opdagelse eller nytænkning er evnen til at identificere den rette tanke lige netop i det øjeblik, den er til rådighed i bevidsthedsstrømmen. Den kreative proces fordrer en høj grad af bevidst erkendelse. "Dette motiv ("præster") så jeg i en drøm … Da jeg klatøjet tumlede ud af sengen for at tegne, hvad jeg havde set, tårnede motivet sig op af sig selv, på blokken. Men motivet er bare et udpluk af det jeg så - i drømmen fortsatte sceneriet 360 grader rundt." (side 222).

For kunstmaleren er det desuden vigtigt at vide eller kunne fornemme, om værket er på rette vej, og hvornår det er færdigt. "Hvert penselstrøg, hver opblandet farve, kan sammenlignes med en romanforfatters næste sætning: Den skal sidde lige i skabet. Hvis ikke, kan handlingen løbe vild og i tusinder af retninger. Forfatteren skal styre sin fortælling, ord for ord, det samme skal jeg med maleriet. Strøg for strøg." (Forsideomslaget).

Martin Bigum (1966-) bruger bl.a. kunsten til at udforske de forestillinger og ideologier, specielt paradokserne, vi mennesker stiller op i forsøg på at begribe tilværelsen. I billedserien The Face of God reflekterer Bigum i maleriet Priests (2005), der illustrerer et hav af rygvendte mennesker klædt i varierende religiøse dragter, over, om alverdens religioner er så afgørende forskellige, når det kommer til stykket.

I juni måned besøgte Hjernekassen på P1 den autodidakte billedkunstner m.m. Martin Bigum i hans atelier på Frederiksberg, hvor vi talte om kreativitet og billedkunst.

 

Hjernekassen på P1 den 3. august 2015. Humor på hjernen.

Noget af det bedste, jeg ved, er at have det sjovt sammen med andre mennesker. En morsom bemærkning kan være mere effektiv end 1000 ord, når det gælder samhørighed mellem mennesker, og jeg har ofte ændret holdning til et menneske, fordi vedkommende er kommet med en morsom bemærkning, som viste en form for gensidig forståelse.

Ingen ved helt præcist, hvad det egentlig er, der sker, når vi oplever noget sjovt, men humor er tilsyneladende meget vigtig for os mennesker. For mig er humor en af menneskehjernens mest fantastiske egenskaber, og den besidder en mægtig kraft. At have det sjovt er for de fleste en udsøgt nydelse. Ja, nærmest en nødvendighed, som man er villig til at betale for. I årtier er danskere i sommermånederne draget ud til Dyrehavsbakken for at sidde sammen i et cirkustelt og bare grine. Tidligere var det den folkekære skuespiller, hele Danmarks Dirch, som trak folk til teltet. Publikum hylede af grin, når de oplevede Dirch Passer på scenen, uanset hvad. Om den store mand stod på scenen iført gummistøvler, tropehjelm på hovedet og udstyret med en kikkert på jagt efter en mudderklire, eller han var iklædt en rød- og hvidstribet sparkedragt og hagesmæk, svingende frem og tilbage i en hoppegynge agerende nybagt storebror til en lillebror uden tap, eller han stod over for lille Daimi og skrålede løs "Hvem har du kysset i din gadedør, lille Ann Mari'?", var underordnet. Selv om Dirch Passer nærmest fik latteren til at bryde frem, blot han viste sig, formåede han at give sine forskellige karakterer liv, så man kom til at grine med ham og ikke ad ham.

Hjernekassen har besøg af Ole Sønnichsen, som har skrevet Dirch Passer - et liv i billeder (Gyldendal 2012). Bogen er et herligt gensyn med skuespilleren og komikeren Dirch Passer (1926-1980), som i løbet af godt 30 år nåede at medvirke i over 100 film og et utal af teaterstykker og revyer.

De øvrige gæster er Jakob Steen Olsen og Rikke Rottesten, forfatterne til Kammerat med solen - en biografi om Stig Lommer (Thaning og Appel 2009) og Preben Kaas - Det bli'r vinter førend man aner (People's Press 2012). Jakob Steen Olsen fortæller i udsendelsen om skuespillerne og komikerne Preben Kaas (1930-1981) og Jørgen Ryg (1927-1981), og Rikke Rottesten fortæller om revydirektør Stig Lommer (1907-1976).

 

Hjernekassen på P1 den 22. juni 2015. Mesterkokke.

At spise er at leve. Sultfornemmelsen er en af naturens første og mest primitive drifter. Sult holder os til ilden og sørger for, at det ikke går helt galt. Hvis krokodillen ikke blev sulten, ville den aldrig komme op om morgenen, den ville ligge doven i vandoverfladen og dø af sult.

Fødeindtagelse fylder meget i vores hjerne, eftersom mad er vigtigt. Ja, faktisk så vigtigt, at vi har fået en ekstra mekanisme til at forstærke vores interesse for mad. I hjernen findes et belønningssystem, som aktiveres, når vi spiser noget, der smager godt. Aktivering af belønningssystemet er en form for præmie, hjernen udløser, når man har gjort noget for at tilgodese kroppens behov. Når man f.eks. har ulejliget sig hen til smørrebrødsforretningen og købt et stykke økologisk maltsurdejsrugbrød med kartoffel og hytteost pyntet med agurk, radiser og rugbrødschips, kvitterer belønningscenteret med velvære, når rugbrødsmaden bliver spist. Hjernens belønningssystem motiverer os til at indtage føde ved at skabe en intens glæde - madglæde.

Smagssansen lægger grundlaget for madoplevelsen, men der er meget mere i det. Når man overvældes af fryd over et stykke smørrebrød, er madoplevelsen desuden baseret på information fra både lugte-, syns-, høre- og følesansen. Det er altså store dele af hjernens sanseapparat, der er i gang, når vi sidder og nyder vores mad. Vi spiser ikke kun med munden, men også med næsen, øjnene og ørerne. Derfor betyder det meget, hvordan maden dufter, præsenteres for vores øjne, påvirker høresansen og føles i mundhulen og svælget.

Mad er med andre ord en tumleplads for alle hjernens mange sanser, og det ved enhver mesterkok, for deres madkunst ligger langt ud over det livsnødvendige. Når kokkene, Adam Aamann Christensen (indehaver af Aamanns), Francis Cardenau (leder af Le Sommelier, Umami og Mash) og Rasmus Kofoed (medejer af Geranium), serverer mad for deres gæster, repræsenterer retterne viden indsamlet gennem generationer kombineret med overraskende nye tiltag.

De tre passionerede kokke er dagens gæster i Hjernekassen på P1.

Er man interesseret i at vide mere om hjernen og mad, kan man desuden lytte til Hjernekassen på P1 fra den 8. december 2014, som handlede om Dansk mad, samt læse Hjernekassen på P1-teksterne Den søde tand fra den 30. december 2013 og Sanseverdenen fra den 31. marts 2014.

 

Hjernekassen på P1 den 15. juni 2015. Tillid.

"Jeg har siddet her et par timer, og jeg har set to ældre damer hygge sig sammen. Jeg har set dem forlade caféen for at overgive sig til gadebilledet. Og jeg ved, at ingen vil genere dem, og skulle det alligevel ske, vil der være nogen, som griber ind. De gamle damer kan gå i fred, fællesskabet passer på dem." Dr. Zukaroffs testamente af Peter Lund Madsen (Gyldendal 2013, side 526).

Dagens gæst, professor Gert Tinggaard Svendsen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, omskriver i sin bog Tillid (Tænkepauser 4, Aarhus Universitetsforlag 2012), Lenins berømte ord "tillid er godt, men kontrol er bedre" til "kontrol er godt, men tillid er billigere".  Svendsens bog handler om social tillid. Det er den form for tillid, hele velfærdssystemet beror på, at de fleste bidrager til de fælles goder, og at de offentlige institutioner fungerer, og at skatteindtægterne investeres og omfordeles som lovet. Den sociale tillid handler også om at kunne samarbejde i grupper om et fælles mål.

I Dr. Zukaroffs testamente løber tillid som en understrøm gennem hele bogen. For det meste drejer det sig om den personlige tillid mellem mennesker.

"Alexander Zukaroff smilede. 'Det er ganske simpelt. Du skal vise mig tillid. Du skal stole på, at jeg udelukkende vil dig det bedste. Det er alt, jeg beder dig om. Så længe jeg har din tillid, stiller jeg min hjælp til din disposition. … Pointen er, at det er et fuldstændig ubehæftet tilbud, jeg giver dig. Lever jeg ikke op til din tillid, kan du til hver en tid opsige vores aftale. Der er ingen bindinger, ingen moralske forpligtelser.'" (side 20-21).

Selv om tillid i høj grad er kulturelt bestemt, tror jeg, vi mennesker har en tendens til at møde verdenen med et tillidsfuld sind, med mindre vi har været udsat for omsorgssvigt i en meget tidlig alder. Tillid kommer altid før mistillid i forholdet mellem mennesker. Tillid er det primære, mens mistillid er det sekundære. Men mødet mellem mennesker kan nemt resultere i konflikter, som fører til mistillid.

"'Alexander Zukaroff,' sagde jeg meget højt. Han stoppede med det samme. 'Glem det,' sagde jeg. 'Jeg ved ikke, hvad du tror, vi har af aftaler - men tillid er ikke noget, man trækker i en automat. Hvis du vil erhverve min tillid, så må du yde noget. Så må du fortælle noget om dig selv. Du kender min fortid - jeg vil også kende din. Så kort kan det siges.' Zukaroff stod og stirrede på mig med sammenknebne øjne. Jeg fortsatte: 'Du er velkommen til at lege gemmeleg og være mystisk, men det bliver uden mig.' Jeg stirrede tilbage mod Zukaroff. 'Kontakt mig, hvis du ændrer holdning!'" (side 95).

Tillid er en af menneskets ypperste egenskaber og en af de få ting, man ikke kan erobre med magt, men kun kan opnå ved selv at udvise tillid. En stor del af min faglige stolthed som læge har været at møde mine patienter med tillid. Evnen til at udvise tillid kan være en kolossal fordel, specielt i mødet med alvorligt syge mennesker, der i forvejen føler sig yderst sårbare.

 

Hjernekassen på P1 den 8. juni 2015. Eske Willerslev.

Hvis man kender mig, vil man ikke være i tvivl om, at det, Eske Willerslev brænder for, er noget, jeg synes, er yderst spændende, nemlig videnskab, som beskæftiger sig med evolutionshistorie. Men jeg er også interesseret i, hvordan forskere tænker, hvad som driver værket, og hvorledes de kommer frem til deres forskningsresultater.

I den underholdende bestseller biografi Eske Willerslev - Han gør det døde levende af Kristoffer Frøkjær (Gyldendal 2015) fortæller Ekse Willerslev, at han følger sin mavefornemmelse, når han vil undersøge noget. "Jeg er ikke sådan en, der læser alt muligt, inden jeg går i gang. Hvis jeg får en idé, ringer jeg rundt til et par folk og hører om problemstillingen og søger lidt oplysninger på nettet, men jeg tænker det aldrig helt igennem. Det sker ret impulsivt. Jeg følger min mavefornemmelse: Kan det lade sig gøre? Er der andre, der har gjort det? Nej … så kan det bare ikke gå hurtigt nok med at komme i gang med at løse problemet. Vi skal bare i gang, og så må vi tilpasse os undervejs." (side 120).

Selv når andre forskere mener, hans formodninger eller idéer er for langt ude, giver han ikke op, før han har fået be- eller afkræftet sin hypotese. Et eksempel på dette er den skelsættende opdagelse, at dna'et fra uddøde dyr fortsat findes i jorden, hvor de engang har levet. Det vil sige, at forskerne er ikke længere nødt til at finde f.eks. en mammutknogle for at kunne udvinde forhistorisk dna. Eller som Willerslev udtrykker det: "Og der vidste vi bare, at det var giant, fordi det fortæller os, at vi vader rundt i DNA fra fortiden. Selv om der hverken er hår eller knogler eller en skid andre fysiske ting, så kan man finde ud af, hvad der levede førhen - for DNA'et findes stadig." og "Forestil dig, hvor heldig du skal være for at finde en knogle fra et uddødt dyr i jorden. Og nu kunne man bare tage en fucking jordprøve!" (side 52-53).

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at have Eske Willerslev som gæst i Hjernekassen på P1 (den 14. oktober 2013), og da jeg stillede ham spørgsmålet: "Hvad er din vigtigste opdagelse?", svarede han uden tøven: "At vise at vi vader rundt på dna fra fortiden, og at du kan genskabe hele miljøer af dyr, planter, mennesker osv. ved simpelthen at tage noget gammelt jord og hive dna'et ud af det."

Det er ikke sikkert, svaret ville være det samme i dag, for i det radioprogram, som blev sendt dengang, kom Eske med lidt af en cliffhanger, idet han fortalte, at der var noget nyt stort på vej omkring indianerne. Det store viste sig at være, at det med sekventering (analyse) af dna-materiale fra en 24.000 år gammel drengeknogle fundet i Mal'ta i det østlige Sibirien var lykkedes at finde ud af, at de første indianere var indvandrede til Nordamerika fra Asien via Beringiabroen (nuværende Beringstrædet). Efterfølgende blev indvandringsteorien yderligere påvist med dna-sekventering af knoglemateriale fra et ca. 13.000 år gammelt skelet af en 1-2 årig indianerdreng, der går under navnet Anzick-drengen. Desuden viste dna-sekventeringen, at den lille dreng fra Montana, der tilhørte Clovis-kulturen, var en slægtning til intet mindre end omkring 80 procent af alle nulevende nord-, mellem- og sydamerikanske indianere, og at indianerne er efterkommere af de første amerikanere. En opdagelse af stor videnskabelig værdi, men også af stor personlig værdi, idet Eske Willerslevs barndomsdrøm om at være indianer er gået i opfyldelse. Han er nemlig blevet optaget i indianerstammen Apsaalooké (Crow-stammen) og har fået det meget fornemme navn ChiitdeeXia'ssee (Well-known Wolf).

Dagens gæst er den velkendte ulv, professor, dr. scient. Eske Willerslev, leder af Center for GeoGenetik, Statens Naturhistoriske Museum, som forklarer Homo-slægtens udviklingshistorie og udvandring fra Afrika, og hvordan det anatomiske moderne menneske har befolket kloden.

Har man lyst til at vide mere om Eske Willerslev, kan man desuden genhøre Hjernekassen på P1-udsendelsen fra den 14. oktober 2013 og læs den supplerende tekst.

 

Hjernekassen på P1 den 1. juni 2015. Tegneserier.

Den fransktalende reporter, Tintin, der blev skabt af den belgiske dagbladsillustrator og redaktør Georges Prosper Remi (1907-83), alias Hergé, i 1929, har i adskillige år haft sin egen lille krog i min hjerne.

Da jeg var en halvstor knægt, havde den drengede udseende Tintin i mange år heltestatus, selv om jeg ikke syntes, at plusfours var det allersmarteste tøj til en person, der kunne klare alle de udfordringer, han stødte på rundt omkring på jordkloden og månen. Jeg mindes ikke at have læst album-serien, Tintins oplevelser, i kronologisk rækkefølge, men historierne er blevet læst et utal af gange. Filmatiseringerne af Tintin-historierne har bestemt også spillet en væsentlig rolle, for det tilføjer altså en ekstra dimension til tegneserieuniverset, når der kommer bevægelse og lyd på figurerne. Den gamle koleriske kaptajn Haddock har ofte fået mig til at grine højt og hjerteligt, når jeg har set ham folde sig ud og råbe "splitte mine bramsejl!" på film.

Min fascination af tegneserier og -film, tror jeg nu, blev grundlagt i den allertidligste barndom ved at kigge i Anders And-blade, og da jeg som syvårig første gang så Disneys Juleshow i fjernsynet. Desuden må der dengang være blevet sået et frø til noget, jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, en dag ville se dagens lys - nemlig at jeg ville lægge stemme til en Disney-figur.

I 2013 blev min bror, Anders, og jeg bedt om at lægge stemmer til det venligtsindede tohovedet gule monster med fire arme og otte brunstribede ben kaldet Terri og Tori (på engelsk Terri and Terry Perry) i animationsfilmen Monsters University - en produktion fra Disney Pixar. Ja, man tror næsten, det er løgn, for Terry er jo det danske navn på Tintins tro følgesvende, en lille hvide foxterrier, deraf hundens navn, som i øvrigt kaldes Milou på fransk.

Naturligvis sad familien og jeg klinet til fjernsynsskærmen juleaftensdag 2013 og håbede, at et klip fra Monsters University ville være årets julegave i Disneys Juleshow, det var filmen ikke - men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen.

Medvirkende i programmet, som blev optaget i Koncerthusets studie 4 i DR-Byen den 19. maj, er tegneserieeksperten, vært i Troldspejlet,  Jakob Stegelmann, tidligere tegneseriesamler, udviklingschef i Gyldendal, Ole Knudsen, og formanden for dansk Donaldist-Forening, Laila Jerming Jespersen.

 

Hjernekassen på P1 den 18. maj 2015. "Skod-Radio".

En af de ting, som gør, at jeg føler mig godt tilpas i Japan, er, at der er pænt og rent alle vegne, og jeg kunne godt ønske mig, at vi blev bedre til ikke at svine byerne og naturen til i Danmark. Jeg er overbevist om, at det godt kan lade sig gøre, for vi mennesker har en hjerne, der næsten kan se ind i fremtiden. Vi ved, at noget venter forude, og vi kan forestille os, hvad det er. Denne egenskab gør os i stand til at erkende, at vores adfærd har konsekvenser, vi kan vælge mellem det rigtige og det forkerte, vi har en fri vilje og dermed også et ansvar for vores handlinger.

Vores bevidsthed er forudsætningen for, at vi kan træffe et aktivt valg. Det, som foregår uden for bevidstheden, følger fastlagte planer og spor, her kører rutinearbejdet. Bevidstheden er forudsætningen for, at vi kan ændre adfærd over tid, og at vi kan tage ved lære af vores erfaringer. Bevidstheden er et diskussionsforum. Det er her, de gennemtænkte beslutninger træffes. I bevidstheden analyseres den overordnede situation: Går alting efter planen? Føles dette her rigtigt i forhold til det, jeg vil? Det er her, adfærden korrigeres, det er her, nye initiativer sættes i værk, også når det gælder ændring af affaldsvaner.

Hvor jeg nøjes med at holde min egen sti ren, er der andre, som går mere ihærdigt til værks, fordi de ikke blot ønsker, at der var pænere og renere alle vegne, de ligefrem har en vision om et renere Danmark. De ved, at det er muligt at skabe bedre affaldsvaner, men de er bevidste om, at det ikke er noget, som bare sker af sig selv, der skal gøres en ekstra indsats. Danskerne skal hjælpes lidt på vej.

Nudging, dvs. tilskyndelse til en bestemt ønskelig adfærd, men uden fratagelse af det frie valg, er blevet populært i mange lande, siden adfærdsøkonom Richard H. Thaler og jurist Cass R. Sunsteins bog Nudge - Improving Decisions About Health, Wealth and Happiness udkom i 2008. Selv om nudging ikke er et nyt fænomen, er det lykkedes forfatterne at gøre nudge (et venligt puf) til et globalt teknisk udtryk, som både politikere og ngo'er (non-governmental organization) har benyttet sig af de seneste år.

I Københavns Kommune udgør cigaretskodder ca. 80 procent af det affald, der fejes og snappes op på byens gader. Antallet af cigaretskodder i de københavnske gader er steget med ca. 70 procent, siden rygeloven trådte i kraft i 2007, derfor har man i Københavns Kommune forsøgt sig med nudging på gadeplan. Ved at sætte aksebæger op foran f.eks. Københavns Hovedbanegård er det således lykkedes at få bragt antallet af henkastede cigaretskodder ned med over 30 procent.

I udsendelsen taler jeg med Morten Kabell (teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune), Sara Klink Wæver (konsulent i Hold Danmark Rent, Friluftsrådet) og Andreas Maaløe Jespersen (forsker i nudging, ph.d.-studerende ved Roskilde Universitetscenter) om, hvor stort affaldsproblemet er, hvilke økonomiske og miljømæssige konsekvenser affaldet har, og hvad vi kan gøre for at blive endnu bedre til at holde byerne og naturen pænere og renere.

 

Hjernekassen på P1 den 11. maj 2015. En videnskabelig lykkepose.

Da biofysiker Lene Broeng Oddershede (f. 1970) var barn, drømte hun om at blive forsker ligesom sin far, Jens Oddershede, professor i kvantekemi, selv om han sagde, at hun kun skulle gå den vej, hvis hun ikke kunne lade være, fordi det på mange måder er hårdt arbejde. Men hun ikke kunne lade være, og i år er hun blandt EliteForsk-prismodtagerne. EliteForsk-priser og -rejsestipendier, som uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet, har til formål at støtte og udvikle yngre danske forskertalenter (under 45 år), og Lene Oddershede er blevet tildelt 1,2 mio. kroner for udviklingen af verdens mindste pincet.

Professor Lene Oddershede, leder af forskningsgruppen Optisk Pincet på Niels Bohr Instituttet og leder af grundforskningscentret StemPhys, konstruerede den første optiske pincet i Skandinavien i 1998. Hvordan det foregik, forklarer Oddershede på Niels Bohr Instituttets hjemmeside således: "Jeg gik ind i et tomt rum nede i kælderen og startede med at vaske gulvet. Jeg ville selv bygge en optisk pincet, så jeg bestilte udstyrsdele, komponenter, skruer og alle slags elementer, og gik i gang med at bygge udstyret. Det tog lang tid at opbygge det komplicerede udstyr, og det blev den første optiske pincet i Skandinavien." Idéen til den optiske pincet havde hun fået i USA, hvor hun som ph.d.-studerende havde forsket et år ved University of Chicago.

En optisk pincet er en kraftig fokuseret laserstråle, som bruges til at fange enkelte molekyler eller nanoskopiske partikler med, så forskerne kan manipulere og kontrollere levende væv uden at ødelægge det. Brugen af optiske pincetter har givet forskerne en helt ny forståelse af levende cellers funktionsmåde, hvilket bl.a. har medført forbedrede behandlingsmuligheder af sygdomme, eksempelvis kræft. Et andet vigtigt forskningsområde, hvor forskerne har fået ny viden, er inden for stamcelleforskning.

Hovedparten af de mange penge fra EliteForsk, 1 mio. kroner øremærket "forskning", har Oddershede naturligvis tænkt sig at bruge på at bygge et helt nyt eksperimentelt udstyr, som skal udvikles i tæt samarbejde med to af nobelpristagerne i kemi 2014, Eric Betzig og Stefan Hell, som har udviklet et superopløsende flourescensmikroskop, som bruges til at observere levende organismer på nano-niveau.

Historiker Anne Løkke (f. 1957) modtog i 2014 Dansk Magisterforenings forskningspris for humaniora og samfundsvidenskab på 50.000 kroner, som bliver tildelt én på baggrund af indstillinger fra forskerkolleger. Løkke fik prisen for at fremme viden om krop, sundhed og hverdagsliv.

Professor Anne Løkke, ansat ved Saxo-Instituttet og leder af BioHistory Group, har i de seneste år været med i et tværfagligt forskningsprojekt Governing Obesity, som har kigget nærmere på fedme-problematikken. De har undersøgt, om tyk udelukkende er noget, man bliver, hvis man spiser for meget og bevæger sig for lidt.

Løkkes indfaldsvinkel er menneskekroppen i historisk perspektiv, og hun har især været interesseret i at finde ud af, om der er en sammenhænge mellem sundhed, sygdom og kropsstørrelser. På bagrund af egen og internationale undersøgelser påpeger hun, at sundhedstilstanden var værre førhen, hvor folk blev syge og døde i en langt yngre alder end nu, selv om befolkningen ikke var overvægtig.

Løkke mener, at meget af den nuværende sundhedsoplysning om vægt og sundhed hviler på et spinkelt og forældet videnskabeligt grundlag. Der er statistisk set intet, der tyder på, at overvægtige, det vil sige personer med et BMI mellem 25-30, har en højere risiko for at dø tidligt end normalvægtige med et BMI mellem 18,5-25. Det er først, når der er tale om fedme, dvs. et BMI på over 30, det går hen og bliver et alvorligt problem. Men så er der tale om et psykisk problem, som bør behandles på lige fod med andre psykiske lidelser - "Fedme opstår i hjernen, og det er også i hjernen, det skal bearbejdes," udtaler Løkke i artiklen Fed i hovedet af Rasmus Elmelund, Dagbladet Information den 28. juli 2012. Desuden påpeger hun, at man i den anden ende af skalaen skal have et BMI på over 20, før man faktisk ser et fald i dødelighedskurven. (BMI (body mass index) beregnes ved at dividere en voksen persons vægt (kg) med højde (m) i anden; vægt / (højde x højde)= BMI. Så hvis man f.eks. vejer 65 kilo og har en højde på 1.7 m, er ens BMI 22.5).

Alligevel er den gængse opfattelse fortsat, at hvis man vejer lidt for meget, er det et stort problem for både det enkelte individ og samfundet. Som historiker er Løkke også interesseret i, de sociale og kulturelle konsekvenser problematiseringen af vores kropsstørrelse har. Hele fedmedebatten påvirker nemlig måden, vi opfatter os selv og hinanden på i en negativ retning, idet overvægtige borgere betragtes som en samfundsmæssige byrde.

I udsendelsen uddyber Lene Oddershede sin forskning, og hvad den kan bruges til medicinsk. Men Anne Løkke lægger ud med at fortælle om sin disputats Døden i barndommen - Spædbørnsdødeligheden og moderniseringsprocesser i Danmark i 1800-1920 (Gyldendal 1998), som har haft stor betydning for hendes efterfølgende interesse for at undersøge, hvordan sundhedsråd og -vejledning påvirker vores liv.

 

Hjernekassen på P1 den 4. maj. 2005. Danmarks besættelse 1940-45.

Da Heidis mormor døde i juli 1994, fik Heidi langt om længe svaret på, hvem hendes bedstefar var. Det viste sig, at det, Heidi stort set altid havde haft på fornemmelsen, var korrekt.

Når Heidi havde spurgt til sine biologiske aner, svarede hendes mormor altid i en afvisende tone: "Det er bedst, at man ikke ved alting." Ellers stod mormor og Heidi hinanden meget nært og kunne tale sammen om faktisk alt. Men hvem, Heidis bedstefar var, forblev et tabu-emne, og det lige til det allersidste.

Få måneder før Heidis mormor døde, spurgte Heidi hende: "Hvad lavede du den 4. maj 1945, da budskabet om Danmarks befrielse kom?" Det første svar, Heidi fik, var: "Det husker jeg ikke." Lidt efter sagde mormor: "Jeg husker, jeg var ved at vaske tøj og tænkte, 'Uh ha, lad mig se at komme hjem', for folk gik jo fuldstændig grassat i gaderne." Mormor havde altså ikke været glad og taget del i begivenhederne den 4. maj 1945. Faktisk havde hun været bange eller måske ligefrem angst, da hovedparten af den danske befolkning fejrede, at Danmark atter var frit. Hvad havde hun været bange for? Hvad var det, hun havde frygtet? Kunne det være, at det barn, mormor havde fået uden for ægteskab i 1943, var med en tysk soldat?

Fra Heidi var ganske lille, sagde mormor ofte: "Når du bliver lidt større, sådan en 10-11 år, skal vi på ferie sammen." Egentlig var det en lidt underlig ting at sige, eftersom de altid var på sommerferie sammen, men det var indforstået, at den ferie, mormor talte om, var den, hvor de skulle på bustur til Tyskland. Rejsen blev bestilt og nøje planlagt, og Heidi fik næsten en helt ny garderobe, hvor den vigtigste beklædningsgenstand var en tyrolerkjole, som mormor selv havde syet, og som Heidi skulle have på om aftenen på hotellerne, så hun kunne være rigtig fin, selv om hun  hadede kjolen. Trods kjolen nød Heidi dog at være i Tyskland med mormor, for der var ingen smalle steder, når de kom til rastepladserne, hotellerne eller var i forretninger. Desuden var Heidi vældig stolt af sin mormor, for selv om mormor kun havde gået syv år i skole og aldrig havde haft sprogkundskab, kunne hun tale med alle tyskerne, de mødte. Det undrede godt nok Heidi meget, men det syntes mormor ikke, der var nogen grund til, for, som hun sagde: "At tale tysk er jo næsten ligesom at tale dansk."

Når de siden hen talte sammen, om de fem år Danmark var besat af Tyskland, kunne Heidi ikke lade være med at lægge mærke til, at mormor tit sagde: "Der var mange unge mænd, som ikke var tilhængere af Hitler, men de havde kun valget mellem at blive soldat eller at få en kugle for panden. Det glemmer man altid, når man taler om de almindelige tyskeres ansvar og skyld i krigen."

Hver gang skreg det i Heidis indre: "Mormor! Mormor! Var min bedstefar en tysk soldat? Er det, derfor vi aldrig taler om ham?"  Når man ikke selv har oplevet besættelsesårene og de begivenheder, der fulgte efter, kan det være svært at forstå, at det, som kom for dagens lys efter mormors død, skulle holdes så hemmeligt hele hendes liv.

Efter mormors død fandt Heidi en gammel skotøjsæske med nogle gamle breve, som spontant fik hende til at udbryde: "Tak, mormor! Tak, mormor!" For der lå svaret - hendes bedstefar var en tysk soldat. Men samtidig fløj spørgsmålene: "Blev min mormor klippet skallet og rullet i tjære og fjer?" gennem Heidis hoved. En smertefuld tanke at ens søde og kærlige mormor måske var blevet straffet på denne måde.

Den tyske soldat har virkelig været mormors store kærlighed, og hun forblev ham tro hele livet. Heidi husker også, at mormor engang sagde: "Hvis man ikke har oplevet en kærestesorg her i livet, har man aldrig prøvet, hvad det vil sige at leve." Om det er sandt, kan naturligvis diskuteres, men det må være den måde, mormor valgte at komme gennem sin sorg over ikke at kunne dele sit liv med den tyske soldat.

På trods af al ondskaben og hadet under den tyske besættelse af Danmark blomstrede ægte kærlighed altså også.

Har man lyst til at lære Heidi og hendes mormor bedre at kende, læs Hjernekasse-teksten den 24. november 2014.

I udsendelsen har jeg besøg af historiker og forfatter Thomas Harder, som er aktuel med bogen Besættelsen i billeder - Danmark 1940-45 (Lindhardt og Ringhof 2015).

 

Hjernekassen på P1 den 27. april 2015. Vidensformidling.

Uanset hvilken formidlingsform man vælger, er man nødt til at fange og fastholde folks opmærksomhed. En vej til at opnå opmærksomhed er humor. Men humor er blot et af værktøjerne i formidlingsværktøjskassen. Den egentlige formidlingsevne ligger i respekten for opgaven. Har man noget på hjerte, kan man også blive en god formidler, hvis man gør sig umage, tager ved lære og tager sig den nødvendige tid. Selv om øvelse gør mester, skal der stadig være plads til personlighed. God vidensformidling handler om at finde sin egen stemme og bruge den.

I princippet kan alt formidles. Men nogle emner er naturligvis svære. En af de opgaver, man så må løse, er, hvordan man kan komme med en forklaring, som er let at forstå, uden at sige noget forkert. Desværre støder man ofte på den opfattelse, at jo lettere noget er at forstå, jo mere banalt er det. Og jo sværere det er at forstå, jo mere komplekst er det. Men sådan hænger det ikke sammen.

Jeg spurgte en ven, om hun kunne tænke på et godt eksempel, jeg kunne bruge til at illustrere dette. Det kunne hun og begrundede valget med ordene: "I din bog om Galathea ekspeditionen formår du at få forklaret, hvad bakterier er, så både en ung og en ældre person forstår, hvad det er, ved at relatere det til noget, alle kender til."

"Bakterier er nogle af de mest primitive former for liv, der findes. De er så små, at vi ikke kan se dem, men ikke desto mindre er de meget vigtige for naturens balance. Bakterier hjælper blandt andet med at nedbryde døde planter og dyr. Bakterier hjælper også os mennesker. Det er for eksempel bakterierne i vores mave, som hjælper os med at fordøje maden. Men der findes også bakterier, som er meget skadelige for mennesker. … Er det en rigtig skadelig bakterie, kan man blive alvorligt syg, og så skal man måske have penicillin for at hjælpe kroppen med at bekæmpe sygdomsfremkaldende bakterier. Og her kommer de gavnlige bakterier ind i billedet. Vi kan nemlig bekæmpe skadelige bakterier med gavnlige bakterier." Bjørnedyr og Bardehvaler (Banner og Korch 2007, side 57).

Udsendelsen taler jeg med Lone Frank, ph.d., forfatter, Dennis Nørmark, antropolog, forfatter og Tor Nørretranders, forfatter, om videnskabsformidling.

 

Hjernekassen på P1 den 20. april 2015. Ph.d.-Cup 2015.

Ph.d.-Cup er et samarbejde mellem DR, Dagbladet Information, de danske universiteter og Lundbeckfonden, som hvert år inviterer forskere til at deltage i konkurrencen.

I år indstillede de danske universiteter 42 ph.d.'er inden for sundhed, natur og teknik, humaniora, og samfund til Ph.d.-Cup 2015. Efter at have læst og diskuteret alle kandidaternes formidlingstekster udvalgte dommerkomitéen (astrofysiker Anja C. Andersen, hjerneforsker Albert Gjedde, professor Maja Horst, litteraturprofessor Anne-Marie Mai og filosof Jesper Ryberg) otte finalister.

Selve dysten fandt sted den 16. april i DR Koncerthuset foran publikum og de tre dommere, professor Maja Horst, journalist Martin Breum og professor Vincent Hendriksen.

Finalisterne skulle på bare tre minutter gøre tre års forskning i vanskeligt stof forståeligt for andre uden særlig viden om emnet. Hvordan det forløb kunne ses i fjernesynet på DR2 den 18. april.

På en delt 4. pladsen kom fem af de otte finalister:

Er maskulinitet og sikkerhed foreneligt? Morten Kyed, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, har set på, hvorledes en ny form for maskulinitet beskytter mod ulykker på jobbet som ambulancereddere. I stedet for at forsøge at gøre alting selv, er større sikkerhed kommet i fokus med sloganet: "Du kan ikke hjælpe nogen, hvis du selv kommer til skade undervejs".

I 1802 kortlagde den tyske naturvidenskabsmand og forskningsrejsende Alexander von Humboldt minutiøst vegetationen på den 6,268 meter høje vulkan Chimborazo i Ecuador. 210 år senere gentog Naia Morueta-Holme, Bioscience ved Aarhus Universitet, og tre andre forskere missionen. Hvilket har været noget af en bedrift, for så længe de kunne finde planter, fortsatte de opad - til sidst, kun Morueta-Holme og en af de andre, med klatrejern på de isglatte bjergskrænter, higende efter vejret i den tynde luft i 5.200 meters højde. Det, forskerholdet fandt ud, er, at den stigende temperatur gennem de sidste 200 år bl.a. har betydet mindre isdække på bjerget, så planterne i dag når højere op. Men samtidig har et fald i nedbørsmængden medført færre vandressourcer til vegetationen mod dalen.

"Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country" - præsident John F. Kennedys legendariske ord fra 1961 har fortsat stor betydning i det amerikanske samfund, og har været medvirkende til, at Anne Mørk, Institut for Historie ved Syddansk Universitet, har undersøgt, i hvor høj grad det er lykkedes eller ej for fire amerikanske præsidenter, John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson, Bill Clinton og George W. Bush, at få USA's borgere til at slutte op om frivilligt arbejde og se det som en del af deres borgerpligt og nationale identitet.

Martin Odgaard, Platform, By og Landskab ved Arkitektskolen Aarhus, slår med sit projekt et slag for, at naturen kommer til at spille en større rolle i byplanlægningen end hidtil for at fremme biodiversiteten. Odgaard foreslår, at man i stedet for græsørkner (græsplæner) mellem husblokke lader naturen erobre arealerne ved at sprede en masse frø i området og pode med planter f.eks. fra et overdrevslandskab til gavn for planter, dyr og mennesker.

"Bekæmp global fattigdom med ingeniører" - man skulle næsten tro, ordene var mine egne, det er de ikke, men derimod Asger Moll Wingenders, Institut for Økonomi ved Københavns Universitet. Wingender har fundet ud af, at uddannelse spiller en større rolle end tidligere antaget - særligt videregående uddannelser, idet hans undersøgelser viser, at samarbejde mellem højtuddannede og ufaglærte er en væsentlig drivkraft for økonomisk vækst i udviklingslandene.

3. pladsen:

"Træningsafhængighed: Kan man virkelig få for meget af noget godt?" Svaret er ja, men det er yderst kontroversielt at sige, at idræt kan være farligt. Træningsafhængighed er et socialt accepteret misbrug. Måden at komme ud af sit misbrug adskiller sig fra andre form for misbrug ved, at målet ikke er afholdenhed, men at finde en sund balance mellem træning og andre ting i tilværelsen. Psykolog Mia Beck Lichtenstein, Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet, har som den første i Danmark kigget på træningsafhængighed i fitnesscentre og fodboldklubber.

2. pladsen:

"An aspirin a day keeps the doctor away" - eller gør den? Læge Morten Würtz, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, har fundet ud af, at aspirin en gang dagligt er utilstrækkeligt til at forebygge blodprop i hjertet gennem alle døgnets 24 timer. Og hvis aspirin tages i kombination med mavesårsmedicin forringes effekten af den forebyggende medicin yderligere. Würtz' opdagelse ventes at få betydning for fremtidig behandling af blodproppatienter.

1. pladsen:

Biokemiker Johan Andersen-Ranberg, Center for Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet, har identificeret, hvordan rødderne i planten Coleus forskohlii (paletblad), der gror vildt på Himalayas bjergskråninger og andre subtropiske egne, danner det værdifulde stof forskolin. Desuden har han medvirket til at udvikle en produktionsmetode i gær sammen med en dansk-schweizisk biotek virksomhed, så man inden længe vil kunne fremstille forskolin i langt større mængder og på meget kortere tid end i dag. Forskolin anvendes til behandling af grøn stær og har vist stort potentiale i behandlingen af en række kræftsygdomme, men den nuværende dyrknings- og ekstraktionsproces er ressourcekrævende, og derfor er det nødvendigt med alternative produktionsmetoder, så man på en bæredygtig måde kan gøre brug af plantens stof, og også andre planters stoffer, uden at drive rovdrift på naturen.

Konkurrencen er egentlig ikke det vigtigste ved Ph.d.-Cuppen, men at få forskningen ud til så mange mennesker som muligt. Ud over selve konkurrencen har forskerne kunnet deltage i en medieskole, hvor de har fået træning i at formidle deres forskning på en letforståelige måde til andre uden forhåndskendskab til emnet.

Dagens gæster i Hjernekassen på P1 er: Morten Kyed, Mia Beck Lichtenstein og Johan Andersen-Ranberg.

Ph.d.-Cup 2015 genudsendes lørdag den 25. april klokken 14.50-16.10 på DR2.

Hjernekassen på P1s udsendelser om Ph.d.-Cup 2013 og Ph.d.-Cup 2014 blev sendt henholdsvis den 3. juni 2013 og den 16. juni 2014.

 

Hjernekassen på P1 den 13. april 2015. "Rummet, raketter og fossiler".

"Jeg vil gerne opleve mennesker lande på Mars," udtalte 100-årig Aage Astrup, tidligere overlæge, til Berlingske i 2013.

Den 28. marts i år kom mennesket et skridt nærmere Mars, da den russiske kosmonaut og kommandør Gennady Ivanovich Padalka (1958-) samt den amerikansk astronaut Scott Joseph Kelly (1964-) og den russisk kosmonaut Mikhail Borisovich Kornienko (1960-) landede på Den Internationale Rumstation, ISS (International Space Station), efter en rejse på seks timer med rumfartøjet Soyus, der siden 1967 i skiftende udformninger har været anvendt til bemandede rumrejser. Rumstationen ISS befinder sig i kredsløb ca. 400 km fra Jorden og har været beboet uafbrudt af forskellige astronautbesætninger siden 2000. Padalka skal opholde sig på rumstationen i seks måneder, mens Kelly og Kornienko skal opholde sig der i næsten et år, helt nøjagtigt 342 dage. Hvilket er den længste periode en astronaut har opholdt sig på rumstationen ISS, hvor astronauterne normalt opholder sig i højst seks måneder. (Verdensrekorden for længste uafbrudte ophold i rummet blev sat i 1994-95 af den russiske kosmonaut Valeri Vladimirovich Polyakov (1942-), som tilbragte 437 dage og 18 timer på den hedengangne rumstation Mir.)

Missionens formål er at undersøge, dels hvordan menneskekroppen reagerer på at befinde sig i rummet i så lang tid, dels hvordan mennesket reagerer psykisk på at være isoleret fra omverdenen gennem længere tid. Det, som gør undersøgelserne særlig interessante, er, at Scott Kelly er enægget tvilling, og hans bror, Mark Edward Kelly (pensioneret astronaut), skal gennemgå de samme test på Jorden, som Scott Kelly gør i rummet, så forskerne har et standardmål at vurdere ud fra, når de kigger efter forandringer i Scott Kellys krop og psyke.

Vægtløshed har store konsekvenser for kroppen, idet alle kroppens organer og systemer bliver påvirket. Først sker der en omfordeling af kroppens blodvolumen. Væske og blod bevæger sig fra benene op til det centrale kredsløb, så der er mere blod i hjertet og sandsynligvis også i hovedet, hvilket kan føre til øget tryk på hjernen og ændringer i øjet. På længere sigt bliver muskler og knogler også påvirket. Musklerne mindskes og svækkes, og knoglerne afkalker. For at modvirke dette træner astronauterne dagligt på kondicykler og løbebånd, hvor elastikker simulerer tyngdekraften.

Disse helbredsundersøgelser er vigtige, da rejsen frem og tilbage til den røde planet, Mars, formentlig vil tage to-tre år. Forskning i, hvordan vægtløshed påvirker kroppen både under og efter en tur i rummet, er derfor lige så vigtig som udforskningen af universet. Men den rummedicinske forskning er også til gavn for alle os andre helt almindelige mennesker. I dagligdagen er kroppens organer konstant påvirket af tyngdekraften, tilstanden kaldes "tyngdestress" og er en daglig udfordring for hjerte, blodkredsløb, muskler og knogler. Vi bliver hele tiden påvirket af tyngdestresset her på Jorden. Tyngdestresset forsvinder i rummet, dvs. det er en slags kontrolsituation til mange af de dagligdags påvirkninger, vi befinder os under her. Studiet af vægtløshed kan m.a.o. give lægerne en bedre forståelse af den normale fysiologi, og hvorledes Jordens tyngdekraft påvirker kroppen.

Til september skal danske Andreas Enevold Mogensen (1976-) sammen med den russiske kosmonaut og kommandør Sergey Aleksandrovich Volkov (1973-) transportere et nyt rumfartøj op til Kelly og Kornienko. Ti dage senere skal Mogensen sammen med Gennady Padalka rejse tilbage til Jorden i rumfartøjet, som fløj op til Den Internationale Rumstation den 27. marts. Når Padalka vender tilbage, vil han samlet have opholdt sig i rummet i over 900 dage, hvilket er en ny verdensrekord.

Andreas Mogensen bliver den første dansker i rummet, og han er nøje udvalgt. Ud af 8.413 ansøgere blev han i 2009 en af seks nye medlemmer i det europæiske astronautkorps.

Med på turen både ud og hjem skal Mogensen have den britiske sopran Sarah Brightman (1960-), som har betalt omkring 340 mio. kr. til de russiske rumfartsmyndigheder for billetten. På rumstationen skal hun synge en sang komponeret til lejligheden af Andrew Lloyd Webber.

To af dagens gæster i Hjernekassen, astrofysiker Anja Cetti Andersen og Mars-forsker Kjartan Kinch, deler helt sikkert den ældre læges drøm om at opleve mennesker lande på Mars. En drøm, der på bedste vis illustrerer menneskets evige higen og søgen efter mere viden om alt mellem himmel og jord - også om fortiden, sådan som den tredje gæst, fossiljæger Henrik Madsen, gør det i moleret på Mors.

 

Hjernekassen på P1 den 30. marts 2015. Lars von Trier.

Med mindre andet er angivet, er alle nedenstående citater fra Geniet Lars von Triers liv, film og fobier af Nils Thorsen (Politikens forlag 2010).

Filminstruktør Lars von Trier (1956-) bor et idyllisk sted, kun et stenkast fra barndomshjemmet i Ørholm ved Mølleåen, hvor han voksede op som yngste søn af cand.polit. Inger Høst (1915-1989) og cand.polit. Ulf Trier (1907-1978), der i forvejen havde sønnen Ole (1945-) sammen. Først på morens dødsleje i 1989 fandt Lars ud af, at Ulf Trier ikke var hans biologiske far, men embedsmand Fritz Michael Hartmann (1909-2000), som hans mor havde haft en affære med. Hartmann var chef for forældrene, som begge arbejdede i Socialministeriet. Om Ulf Trier havde kendskab til affæren og vidste, at Lars ikke var hans biologiske barn, ved Lars ikke. I hvert fald var det ikke noget, han mærkede til.

Opdragelsen i barndomshjemmet var fri, Lars blev betragtet som en lille voksen, der i princippet selv bestemte, hvad han ville. Lars von Trier mener selv, at det er her, kimen til hans angstfyldte sind begyndte at spire. "Jeg bilder mig ind, at jeg fik alle de her angster, fordi jeg ikke fik lov til at være barn. Og jeg har vel dybeste set oplevet det som en mangel på kærlighed. For det er også en kærlighed, der sætter grænser." (side 31).

I skolen herskede der til gengæld kæft, trit og retning, og lille Lars blev også mobbet, så tiden på Lundtofteskolen vækker alt andet end gode minder, og skolens barske miljø anskues som medvirkende til angsten, som han har levet med siden barndommen. "Jeg gik ud af skolen allerede i 6. klasse. Jeg havde vist det, der kaldes tilpasningsproblemer. Jeg blev tvungen til at tale med psykologer i tonsvis. Nogle ville have mig indlagt, jeg ville hellere være alene og i hvert fald ikke tale med andre end fuglene. Det fik jeg så lov til i nogle år." Lars von Triers film - tvang og befrielse af Peter Schepelern (Rosinante 2000, side 13).

Lars Triers seriøse arbejde med film begyndte allerede i 1968, hvor han fik hovedrollen i Thomas Windings børnefilm Hemmelig sommer. Det er en stille film i fire afsnit om to ensomme børn, en lille dansk dreng og en høj svensk pige, der finder sammen og oplever glæden ved hinandens selskab. Da tv-serien blev vist i fjernsynet i 1969, udtalte Lars Trier om sine fremtidsplaner: "Men noget ved filmen vil jeg i hvert fald være." (Avisinterview bragt i Aktuelt). (Hemmelig sommer kan ses på dr.dk/bonanza.).

Lars eksperimenterede allerede selv med at lave sine egne små dystre film, hvilket må have givet ham så meget blod på tanden, at han siden hen valgte instruktørrollen.

Inspirationskilden til dramaturgien i filmene har ifølge Lars von Trier selv alle dage været Anders And-bladenes historier. Den melankolske tegneseriefigur, Anders And, ville dog næppe have haft nok stof i sig til at udforme Trier-filmenes universer, der på en og samme tid er genkendelige og totalt uvirkelige, de må udspringe fra Lars' eget indre.

"Jeg tror, at kunst er at tage folk ved hånden inde i det fokuserede felt og føre dem ud i det ufokuserede." (side 60). Eller som han udtrykker det i udsendelsen: "At tage noget forståeligt og gøre det uforståeligt."

Hvordan det lille von mellem for- og efternavn opstod engang i 1970'erne, fortaber sig i erindringens tåger. Kunne det tænkes at stamme fra en af Andebys borgere, Joakim von And? I hvert fald er det et kunstnernavn, og i filminstruktørens pas står der slet og ret Lars Trier.

Angstens objekt har ændret sig gennem årene, nu kommer angsten til udtryk ved konstante selvtjek (en form for OCD), derfor kan Lars ikke længere padle en tur i kajakken på Mølleåen. "Jeg skulle hele tiden måle mig selv, hvis ikke jeg sejlede ud til Strandmøllen og tilbage igen to minutter hurtigere end sidst, troede jeg, at jeg var dødende." (side 35). Lars har fundet ud af, at den bedste måde at holde angsten stangen er ved at arbejde. Hustruen, Bente Trier (1965-), mener ikke, arbejdet gavner Lars, "For det er hårdt, som hun udtrykker det, 'at presse en film ind i en hjerne, der er fyldt med så meget angst.'" (side 384). Ud over angst har Lars de seneste år også lidt af depressioner. Og selv om han har modtaget forskellige former for psykiatrisk behandling, er der ikke rigtig noget, der har hjulpet ham til at få det bedre.

I Geniet Lars von Triers liv, film og fobier beskrives Lars von Trier af dem, der kender ham, som en meget ærlig person, og det er jo rart at vide, når man bringer en samtale med ham, der fandt sted fredag formiddag den 20. marts 2015, hvor min lillebror, journalist Anders Lund Madsen, og jeg oplevede Lars' fortsatte store glæde ved fugle, Anders And og hørte hans tanker om angst.

 

Hjernekassen på P1 den 23. marts 2015. Hypnose.

Man kan med god ret sammenligne hjernen med et badekar fyldt med tanker. Men det er kun en forsvindende lille del af de tanker, der flyder rundt i vores hjernes badekar, som bliver hentet ind i vores bevidsthed, som bliver tænkt på en måde, hvor vi er klar over, at vi tænker dem.

Der er ufattelig mange hjernearbejdsopgaver, der bliver udført, uden at det kommer til vores bevidste erkendelse. Langt størstedelen af hjernens arbejde foregår uden for vores bevidsthed. Det, vi oplever i vores bevidsthed, den kontakt, vi som mennesker har med det, som foregår i vores hjerner, er kun en ganske kortfattet "arbejdsbeskrivelse" af det hjernearbejde, der i virkeligheden foregår. De tanker, vi oplever i vores bevidsthed, repræsenterer kun toppen af isbjerget. Nedenunder ligger der en enorm mængde ubevidste tanker og flyder rundt. Tanker, der er til stede, uden at vi er klar over det, og som har afgørende betydning, når hjernen træffer sine beslutninger.

Hypnose er et værktøj, hvor behandleren skyder genvej til det ubevidste for at bearbejde eller lindre såvel fysiske som psykiske lidelser samt forandre adfærd og uhensigtsmæssige tanker.

Der skelnes mellem en hypnotisør og en hypnoterapeut, forskellen er, at hypnotisøren typisk kun bruger hypnose til at fjerne et symptom (f.eks. hovedpine) eller en last (f.eks. rygning), mens hypnoterapeuten bruger hypnose i forbindelse med anden psykoterapeutisk behandling, hvor man ikke blot fjerner symptomet, men også bearbejder problemet.

Ordet hypnose stammer fra den græske søvngud Hypnos. Der er dog ikke tale om søvn, under hypnosen bringes man i en bevidsthedstilstand, hvor man er afslappet og mere modtagelig for hypnoterapeutens positive forslag til at aktivere en ønsket adfærd eller tankemåde.

Vi er ikke alle lige hypnotiserbare, cand. psych. Bobby Zachariae inddeler befolkningen i tre grupper, de almindeligt hypnotiserbare, de lavt hypnotiserbare og de højt hypnotiserbare.

De almindeligt hypnotiserbare kan hypnotiseres, men glider ikke så dybt ind i hypnosen, og de udgør den største af de tre grupper. De lavt hypnotiserbare kan ikke hypnotiseres, mens de højt hypnotiserbare har meget nemt ved at blive hypnotiseret, begge udgør en lille gruppe.

Hvad der egentlig sker under hypnose, er en gåde. Men ved at hjernescanne personer under hypnose har man kunnet konstatere en reduktion af aktiviteten i frontallapperne (pandelapperne), og en øget aktivitet i det limbiske system (som ligger dybt inde i hjernen). Evolutionært tilhører frontallapperne den nyere del af hjernen, og det er her, de mest avancerede hjernefunktioner bl.a. vores kritiske sans findes, og vores bevidste tanker foregår, mens det limbiske system, der tilhører den ældre del af hjernen og har stor betydning for vores følelser og adfærd, opererer i det ubevidste.

Dagens udsendelse er en optagelse fra Koncerthusets studie 4 i DR-Byen den 11. marts, hvor publikum kunne opleve Jan Hellesøe, vært på tv-programmet Fuckr med dn hjrne, scenehypnotisør Jeppe Schjøtz og cand. psych. Bobby Zachariae.

 

Hjernekassen på P1 den 16. marts. The Brain Prize 2015.

I hjerneforskerkredse er den helt store gevinst, alle tørster efter og drømmer om, at få "den gode idé", som fører til en banebrydende videnskabelig opdagelse, så man måske får lov til også at tage en tur til Stockholm for at modtage Nobelprisen og trykke den svenske konge i hånden.

Men verdens største hjerneforskningspris, The Brain Prize, på 1 million euro (ca. 7,5 millioner kroner) står også i høj kurs. I år går prisen til tyskerne Winfried Denk (f. 1957) og Arthur Konnerth (f. 1953 i Rumænien) samt amerikanerne Karel Svoboda (f. 1965 i Tjekkiet) og David W. Tank (f. 1953) for deres opfindelse, udvikling og efterfølgende anvendelse af to-foton-mikroskopet.

"To-foton-mikroskopi har revolutioneret studiet af hjernen, fordi det nu er muligt med stor præcision at kortlægge, hvordan de enkelte dele af en hjernecelle fungerer, samt hvordan flere tusinde hjerneceller kommunikerer med hinanden," forklarer professor Maiken Nedergaard, Center of Basic and Translational Neuroscience, Københavns Universitet, om prisvindernes forskning i en pressemeddelse fra Grete Lundbeck European Brain Research Foundation.

The Brain Prize, der betegnes som det danske svar på Nobelprisen, blev indstiftet i 2010 og uddelt første gang i 2011, og uddeles i år for femte gang. Til prisen er tilknyttet et outreach program, hvor prismodtagerne deltager i møder og workshops i Danmark til stor gavn for dansk hjerneforskning generelt og de forskere, som allerede er i gang med at anvende teknikken.

I Grønt lys på kroppens dirigent (Aktuel Videnskab, nr. 2, 2014, side 30-32) beskriver kandidatstuderende Eva Maria Meier Carlsen, hvorledes astrocytterne (små stjerneformede celler i hjernen) er kommet i søgelyset, idet to-foton-mikroskopet har gjort det muligt at se, at disse støtteceller signalerer til hinanden med kemiske bølger ved at hæve og sænke niveauet af calcium. "Med dette nye redskab kunne forskere begynde at udfordre tankesættet, der dikterer, at kun neuroner bestemmer hjernens signaler. Efterhånden som mikroskopet udbredes i laboratorier over hele verden dukker mere og mere forskning i astrocytter op. Og det er blevet påvist, at de er involveret i fx den måde, vores hukommelse er konstrueret og fungerer på, vores søvnmønster og i åndedrættets rytmiske bevægelser." (side 31).

Der er sket meget inden for forskningen, siden Otto Loewi (1873-1961) i 1921 fandt ud af, at nerveceller kommunikerer med hinanden ved hjælpe af kemiske signalstoffer. (se:/hjernemad/hjernehistorier/otto-loewis-droem). Ligesom der er sket en hel del inden for hjerneforskningen, siden jeg arbejdede med søvnforskning i begyndelsen af 1990'erne, fordi der i dag findes langt mere avancerede redskaber og teknikker til at undersøge hjernens komplekse struktur. Dengang havde vi ikke skyggen af en chance for at iagttage, om støtteceller kunne have en funktion under søvnen.

I 2013 fandt professor Maiken Nedergaard og hendes amerikanske forskerteam en mulig forklaring på vores behov for søvn. "Vi fandt ud af, at nervecellernes støtteceller starter med at pumpe spinalvæske ind i hjernen, når mus sover. Væsken fjerner de affaldsstoffer, der ophober sig i hjernen, når de er vågne. Vi mener, denne rengøring også er årsagen til, at vi mennesker har brug for at sove syv til otte timer hver dag. Pumpning af spinalvæske er ikke mulig, når vi er vågne." The Brain Prize: revolutionerende teknologi vinder verdens største hjernepris. (Videnskab.dk, marts 2015).

Indtil videre har denne billeddannende teknik, der gør det muligt at iagttage den enkelte hjernecelles funktion samt cellernes indbyrdes kommunikation i både den raske hjerne og sygdomsramte hjerne, udelukkende været anvendt på forsøgsdyr (f.eks. mus).

The Brain Prize er en personlig pris og fordeles ligeligt mellem de fire forskere, som får lov til at tage en tur til København og trykke den danske kronprins i hånden ved prisoverrækkelsen, som finder sted den 7. maj 2015.

I udsendelsen uddyber direktør for Fonden for Grete Lundbecks Europæiske Hjerneforskningspris Kim Krogsgaard, hvad The Brain Prize er. Professor Jørn Dybkjær Hounsgaard forklarer, hvorledes hjernens nerveceller (neuroner) og støtteceller kommunikerer med hinanden. Professor Martin Lauritzen fortæller, hvorledes to-foton-mikroskopi anvendes, hvad han selv beskæftiger sig med og har været med til at opdage.

Hjernekassen på P1s udsendelser om The Brain Prize 2013 og 2014 blev sendt henholdsvis den 29. april 2013 og den 28. april 2014.

 

Hjernekassen på P1 den 9. marts 2015. Revisorhjørnet.

I december 2014 havde Daniel Valbjørn, operativ leder i revisionsfirmaet Deloitte, arrangerede et foredrag for sine kolleger, og han havde bedt mig om at tale om hjernen og stress, da de gik en travl periode i møde lige efter jul. Når jeg holder foredrag, forsøger jeg at tilpasse indholdet efter tilhørernes behov, men da jeg skulle holde mit foredrag for revisorerne, følte jeg mig ikke helt sikker på, hvordan deres arbejdsdag egentlig ser ud.

Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål, og jeg kunne sagtens fornemme, at revisorerne havde en hektisk arbejdsdag. En ville vide, om hjernen kan brænde sammen, en anden om kost og motion har nogen betydning i forbindelse med stress, og en tredje var interesseret i at vide noget om vigtigheden af søvn, og om drømme om ens arbejde kan være tegn på stress.

Jeg gav følgende korte svar på spørgsmålene: Nej, hjernen kan ikke brænde sammen af kortvarig stress, men er man stresset over en længere periode, sker der nogle ændringer i hjernen, som f.eks. kan føre til depression. Kost og motion har stor betydning for, hvor godt rustet man er til dagens mange udfordringer. Når det gælder kosten, bør man sørge for at få en god frokost, spis noget fuldkornsrugbrød, da det mætter godt og sikrer et stabilt blodsukker og dermed mindsker risikoen for at falde i slikskålen i løbet af eftermiddagen for at kunne holde dampen oppe. Kroppen er skabt til at røre sig, sørg for mindst 30 minutters bevægelse om dagen, f.eks. ved at cykle eller gå til og fra arbejde, og så er det godt lige at få pulsen op en til to gange om ugen. Søvn er vigtig, søvnbehovet varierer meget fra person til person, men mellem 7-9 timer per nat er optimalt. Drømme om ens arbejde er ikke nødvendigvis et tegn på stress. Det er ikke ualmindeligt, at løsningen på et problem, man har bakset med i løbet af dagen, kan komme til én om natten, fordi den sovende hjerne ikke er underlagt den vågne hjernes strenge kontrol og krav til tænkningen, og derfor har mulighed for at lave nye nervecelleforbindelser, som åbner op for andre løsningsmuligheder end dem, man hidtil har benyttet sig af.

Efter arrangementet spurgte jeg Daniel Valbjørn, om han havde lyst til at fortælle om sit arbejde i Hjernekassen på P1. Det havde han.

Med sig i studiet har han taget statsautoriseret revisor Anders Lillelund, og Anette Primdahl Jakobsen, som er ved at færdiguddanne sig som statsautoriseret revisor.

Registreret revisor og statsautoriseret revisor er beskyttede titler. For at blive registreret revisor og statsautoriseret revisor skal man have nogle års praksis under en registreret eller statsautoriseret revisor samt have taget eksamen fra en handelshøjskole eller et universitet.

Der skelnes mellem interne og eksterne revisorer. Den interne revisor er ansat i det firma, han/hun reviderer (kontrollerer) og rådgiver, og vedkommende er derfor ikke uafhængig af virksomheden, mens den eksterne revisor er selvstændig eller ansat i et uafhængigt revisionsfirma ligesom  dagens tre gæster, Valbjørn, Lillelund og Jakobsen, der giver et indblik i deres arbejde.

Hjernekassen på P1 den 2. marts. Teknologihistorie.

"Hvad skal væk? Barsebäk. Hvad skal ind? Sol og vind." Således lød parolen, da jeg var ung, og den indfanger ganske godt den holdning, som har medvirket til, at Danmark aldrig har haft atomkraftværker i drift og i dag er blevet et af verdens førende vindmøllelande.

Der er næppe tvivl om, at dagens fire gæster; lektor emeritus Henry Nielsen, lektor Kristian Hvidtfeldt Nielsen, lektor Keld Nielsen og professor Hans Siggaard Jensen, har haft denne historie i tankerne, da de valgte det kinesiske ordsprog "Når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller" som motto for deres populærvidenskabelige bog Forandringens vinde - nye teknologihistorier (Forlaget Praxis/Nyt Teknisk Forlag 2015).

Bogen er opdelt i tre temaer: energiteknologi, kommunikations- og informationsteknologi samt militærteknologi. Den røde tråd er forfatternes forsøg på at beskrive samspillet mellem teknologiske og samfundsmæssige forandringsprocesser. Men bogens ni kapitler kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, idet hvert kapitel fremstår som selvstændige historier.

Afsnittet om energiteknologi handler om udnyttelsen af atomenergi til fredelige formål i skyggen af atombomben, og kapitel 2 beskriver de mislykkedes forsøg på at få indført atomkraft i Danmark, hvilket bl.a. skyldes den folkelige protest, som organisationen Oplysning om Atomkraft (OOA, stiftet i 1974) fik sat på den politiske dagsorden. Og at "Rundt om i landet blev der, ofte på græsrodsinitiativ, etableret mange mindre virksomheder, der udviklede og producerede vedvarende energianlæg som solfangere, vindmøller og biogasanlæg. Vindmøllefabrikken Vestas, der siden er vokset til en stor multinational virksomhed, var bare et af de initiativer, hvorved en gruppe ildsjæle ville bevise, at der findes andre muligheder end kul, gas og atomkraft." (side 72-73).

Kommunikations- og informationsteknologi afsnittet beskriver to opfindelser, som nærmest er blevet allemandseje i verdens rigeste lande, radioen og pc'en. Begge opfindelser jeg qua mit arbejde som radiovært i Hjernekassen på P1 og som foredragsholder og forfatter finder interessant at vide noget mere om. Selv om jeg har kendt til en tilværelse uden en pc, har jeg i dag svært ved at forestille mig et liv uden dette arbejds- og kommunikationsredskab. Pc'en indgår som en lige så selvfølgelig brugsting i min hverdag, som radioen har gjort det fra barnsben af.

Bogens sidste kapitel er en helt utrolig historie om en amerikansk tekno-videnskabelig forskningsstation, Camp Century, bygget inde i indlandsisen, placeret ca. 200 km øst for Thulebasen, som blev forsynet med energi fra en transportabel atomreaktor. Camp Century, hvor omkring 150 mænd boede og arbejdede i starten af 1960'erne, har siden viste sig at være camouflage for et storstilet militært atommissilprojekt, der aldrig blev til noget. Men projektet medførte en vigtig videnskabelig opdagelse. "En af de videnskabeligt-teknologiske aktiviteter ved Camp Century - og den der for eftertiden har vist sig at være den mest betydningsfulde - var en gennemboring af indlandsisen fra top til bund. Projektet blev ledet af den amerikanske geofysiker Chester Langway. Det foregik i årene 1963-1966, og dets primære resultat var en 1300 meter lang, ubrudt iskerne, som efter omhyggelig analyse af professor Willi Dansgaard og hans medarbejdere i København, kunne give de første pålidelige oplysninger om Jordens klima gennem de sidste mere end 50.000 år. Iskernerne fra Camp Century-boringen er senere blevet suppleret af kerner på mere end 2000 meter, som er hentet fra boringer inde midt på indlandsisen, hvor isen er tykkest. Herved er forskerne blevet i stand til at lave et ubrudt katalog over klimaet gennem de sidste 150.000 år." (side 350).

 

Hjernekassen på P1 den 23. februar 2015. Hovedpine.

Da jeg i 1987 skulle op til den afsluttende mundtlige eksamen på medicinstudiet, fik jeg til opgave at diagnosticere en kvindelig patient, som fortalte, at hun pludselig var besvimet og vågnet op med voldsom hovedpine Efter at have foretaget en almen somatisk og neurologisk undersøgelse, spurgte jeg nærmere ind til hovedpinen. Alle symptomer; uklar tale, svimmelhed, bevidstløshed og voldsom hovedpine, kom fra hjernestammen, så der var ikke skyggen af tvivl i mit sind, at kvinden led af en sjælden form for migræne, som dengang blev kaldet "basilaris migræne", men i dag betegnes "basilaris typen migræne", idet blodkarret basilararterien har vist sig ikke at være årsag til symptomerne karakteristisk for denne migræne variant.

Der findes ingen fysiske undersøgelser til at stille diagnosen på de fleste almindelige typer hovedpine. Lægen definerer normalt typen af hovedpine ved at lytte til patientens egen beskrivelse. Man skelner mellem forskellige former for hovedpine, de hyppigste er spændingshovedpine og migræne. Spændingshovedpine er noget, de allerfleste oplever på et eller andet tidspunkt i livet, mens migræne skønsmæssigt rammer ca. 10-15 procent af befolkningen i 20, 30, og 40 årsalderen.

Ved migræne varer hovedpinen mellem 4-72 timer, smerten sidder kun i den ene side af hovedet (fortil) og er ofte ledsaget af en dunkende fornemmelse, lys-og lydoverfølsomhed, kvalme og evt. opkastning. En ud af tre migrænepatienter oplever aura (f.eks. lysglimt, følelsesløshed, forbigående afasi) før eller under migræneanfaldet. Migræne rammer flere kvinder end mænd (3:1), hvilket skyldes hormonelle ændringer hos kvinder.

De fleste migrænepatienter oplever, at bestemte ting kan udløse et migræneanfald. Faktorerne er forskellige fra person til person. Væsentlige udløsende faktorer er: Utilstrækkelig mad (manglende måltider, forsinkede måltider, for små mængder) visse fødevarer (nogle oste, chokolade, citrusfrugter, bestemte typer vin, øl, spiritus), for lidt eller for meget søvn, hormonelle ændringer hos kvinder (menstruation, p-piller, graviditet, klimakteriet, hormonbehandling), miljøfaktorer (skarpt eller flimrende lys, høje lyde, stærke lugte, ændringer i vejret), stress og koffeinabstinenser.

Desuden kan hyppig brug af hovedpinemedicin forårsage eller forværre ens hovedpine. I almen praksis er medicinoverforbrugshovedpine den tredje hyppigste hovedpinediagnose efter spændingshovedpine og migræne. Medicinoverforbrugshovedpine er kendetegnet ved hovedpine 15 dage om måneden eller oftere og samtidig indtagelse af hovedpinemedicin mere end 10-15 dage om måneden. Behandlingen er fuldstændig medicinophør i en periode. Hvis hovedpinen enten forsvinder eller vender tilbage til det oprindelige mønster (anfaldsvis) inden for to måneder efter medicinophør, stilles diagnosen medicinoverforbrugshovedpine.

Som det fremgår kan man i nogle tilfælde selv gøre noget for at undgå hovedpine.

Dagens eksperter i Hjernekassen er: professor Messoud Ashina, der belyser tre typer hovedpine; migræne, spændingshovedpine og klyngehovedpine (Hortons hovedpine), og de medicinske behandlingsmuligheder. Og læge, ph.d. Mohammed Amin, som fortæller om igangværende forskningsprojekter på Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital.

 

Hjernekassen på P1 den 16. februar. Hvad er kultur?

At beskrive andre kulturer er en så gammel tradition, at det er umuligt at sige, hvornår den begyndte.

Grundlæggeren af den etnografiske universitetsuddannelse i Danmark, Kaj Birket-Smith (1893-1977), mener, at etnografien opstod med "den første stenaldermand, som ved lejrbålet vakte sine stammefællers latterbrøl ved at fortælle om nabohordens komiske og utrolige skikke."

En af de ældste beskrivelser af vikingerne stammer fra Ahmad Ibn Fadlan, der på en rejse i 921-922 mødte nogle nordiske vikinger på Volga-floden. Ibn Fadlan beskrev vikingerne som høje som daddelpalmer, rødmossede, tatoverede fra fingerspids til hals og de mest beskidte mennesker, Gud nogensinde har skabt. Ibn Fadlan overværede en bisættelse, som han følte lede ved. Høvdingen blev brændt sammen med en hund, to heste, to køer, en hane, en høne og en trælkvinde. Ved bisættelsen talte Ibn Fadlan med en tolk, der belærende fortalte ham, hvor meget bedre hans folks begravelsesritualer var i forhold til arabernes.

Stort set alle beskrivelser frem til 1800-tallet er skrevet af ikke fagfolk. Herefter er der en periode med skrivebordsforskere, som baserede deres beskrivelser på missionærernes beretninger om de "primitive". Den britiske antropolog James Frazer (1854-1941) blev engang spurgt, om han nogensinde havde mødt de "primitive", som han havde skrevet så mange værker om, hvorpå han svarede kort og klart: "Gud forbyde det."

Den tysk-amerikanske antropolog Franz Boas (1858-1942) indsamlede selv oplysninger fra indianerne, "for mange oplysninger kan indsamles ved at lytte til samtaler mellem de indfødte og ved at deltage i deres daglige liv." Men Boas brød sig ikke om det. Han følte ikke, indianerne var samarbejdsvillige, de var svære at tale med og krævede betaling, hvis han ønskede at fotografere dem. "Det kom til en scene i den øvre landsby. Jeg havde mit kamera med og fotograferede en fin totempæl foran et hus. Kort efter kom ejeren, en ung mand, og forlangte, at jeg betalte ham, hvilket jeg naturligvis nægtede, da jeg ikke ville berøve mig selv muligheden for at fotografere, hvad det passer mig." Alligevel besøgte Boas indianerne igen og igen, da han mente, at førstehåndskendskab til kulturen var af afgørende betydning.

Selv om Franz Boas udførte feltarbejde, hvilket dengang betød, at forskeren boede blandt dem, han studerede, er det den polsk-britiske antropolog Bronislaw Malinowski (1884-1942), som kaldes for feltarbejdets fader. Malinowski så deltagerobservation som den bedste måde, hvorpå antropologen kunne nå sit mål, "at forstå til bunds den indfødtes opfattelse, hans forhold til livet, at begribe hans syn på sin verden."

Malinowski opholdt sig sammenlagt 27 måneder på Trobriand-ørne, en lille øgruppe øst for Ny Guinea, i årene 1914-1918. Det lange ophold var dog kun til dels frivilligt, da han i kraft af sit østrigske statsborgerskab ved første verdenskrigs udbrud blev klassificeret som fjendtlig undersåt og derfor skulle interneres. Malinowski har ikke fundet situationen let, for "den indfødte er ikke den hvide mands naturlige ledsager." I sin private dagbog, som hans enke offentliggjorde i 1966, skrev han: "Jeg ser de indfødtes liv som fuldstændig blottet for interesse eller betydning, noget lige så uvedkommende som en hunds liv."

Denne indstilling, at man anser ens egen kultur for at være overlegen i forhold til andre kulturer, betegnes etnocentrisme, hvilket nok er det værste skældsord, man har inden for antropologien, som har til opgave at studere forskellige befolkningsgruppers livsvilkår og levevis, for at kunne beskrive, analysere og fortolke kulturelle forskelle mellem sociale og etniske grupper i såvel fortidige som nutidige samfund så fordomsfrit som overhovedet muligt.

Et centralt begreb i antropologien er kultur, men det er vanskeligt at opstille en definition for, hvad kultur er. I 1952 gennemgik to amerikanske antropologer, Kroeber og Kluckhohn, 162 forskellige kulturdefinitioner, sidenhen er der kommet flere til.

Professor ved Institut for Antropologi Kirsten Hastrup kommer i udsendelsen ind på, at kultur knytter sig til et socialt fælleskab og et sted, hvor der foregår en vidensproduktion. Og hun påpeger, at kultur er ikke en statisk, men en dynamisk størrelse, som hele tiden forandres af vores handlinger og tanker. Kultur er et udgangspunkt og ikke en fastlåst ramme, fordi vi mennesker kan reflektere kritisk over tilværelsen.

Professor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Martin Zerlang fortæller om, hvorledes kultur kommer til udtryk i byens fysiske rum, uddannelse, film, litteratur m.m. Og Zerlang definerer kultur, som Peter P. Rhode formulerede det i 1966, "Kultur, det er det hele!"

Jeg vil runde teksten af med Kaj Birket-Smiths poetiske ord: "Kulturen er som et træ, et eventyrligt træ, hvor hver gren er formet forskelligt fra sin nabo, hver blomst har sin egen farve og duft, hver frugt har sin særlige sødme. Denne rigdom og fylde er groet naturligt frem. Hver kultur og hvert folk har sit særpræg; men grene er alle skud på den samme stamme og næres af de samme safter. Skæres grene over og skilles fra stammen, visner blomsterne."

Ovenstående tekst er hovedsagligt baseret på Kirsten Hastrup og Jan Ovesens Etnografisk grundbog (Gyldendal 1980).

 

Hjernekassen på P1 den 9. februar 2015. Kommunikation.

Læse- og skrivefærdigheder i England i middelalderen.

I middelalderen var kirken den dominerende forvalter af den boglige kultur. Først i 1200-tallet med byernes vækst, der bl.a. fremmede behovet for uddannelse blandt handelsfolk og håndværkere, og universiteternes fremkomst blev kirkens monopol på det uddannelsesmæssige område så småt brudt.

At kunne læse og skrive var i middelalderen ikke nødvendigvis to sammenfaldende egenskaber, at koble læsning og skrivning sammen er et produkt af den moderne vestlige kultur, at være lærd betød at kunne læse og kunne komponere en tekst ved at diktere. Skrivning blev betragtet som et håndværk, som skribenten mestrede, mens forfatteren beherskede diktat kunsten ("ars dictaminis"), og således var den, der udførte det mere intellektuelle arbejde. Skrivning var altså associeret med at diktere snarere end at føre selve pennen. Det at skrive, dvs. diktere, en tekst kan betragtes som en slags udvidelse af talen.

Denne udvidelse af talen har også gjort sig gældende med hensyn til læsning. Bøger var sjældne og yderst kostbare, man har derfor oftere hørt en tekst end set den, for eksempel har bøgerne i undervisningen været beregnet til lærerens brug, han læste op for eleverne, der lærte lektien udenad. Lektor betyder "den der læser", og lektie "hvad der læses".

For de studerende ved universitetet var det dog nødvendigt at anskaffe bøger til studiebrug. Mangfoldiggørelsen af de litterære værker fandt sted ved afskrivning af tekstlige forlæg, derfor har alle skrifter haft deres eget individuelle udseende. Først i slutningen af middelalderen blev den mekaniske bogtrykkerkunst opfundet og muliggjorde udbredelsen af skriftligt materiale i et hidtil uset omfang.

Statistisk er det umuligt at sige noget med sikkerhed om læsekundskaben og skrivefærdigheden. Man regner med at omkring 90 procent var analfabeter. Men med denne antagelse må man huske på, at det ikke var ligeligt fordelt hverken geografisk, socialt eller kønsmæssigt.

I England har der været skoler i hvert fald siden 597, hvor Sankt Augustin (?-604/605) oprettede en grammar school i Canterbury. Skolerne blev mere og mere almindelige i hele Europa, eftersom de skrevne dokumenter fik større betydning, og der var et voksende behov for mænd, der kunne latin uden for kirkens regi. Indtil 1100-tallet underviste grammar schools i de syv kunstarter (trivium: grammatik, retorik, logik og kvadrivium: aritmetik, geometri, astronomi og musik), men med universiteternes udbredelse blev det til den latinske underskole, da latin og dens litteratur var "grundlaget, porten og kilden til de andre kunstarter" ifølge William of Wykeham (1324-1404), grundlæggeren af Winchester College 1382, en skole, der forberedte drenge til studierne ved New College, Oxford, grundlagt i 1379.

I 1500 havde man et sted mellem 70-80 universiteter i Europa. I England havde man fra 1100-tallet University of Oxford. I 1209 flyttede nogle studerende ved Oxford til Cambridge, og i 1284 blev Peterhouse College grundlagt. Colleges er selvstyrende sammenslutninger af studederende og lærere, men disse højere læreanstalter kan ikke udstede gyldige eksamensbeviser, det er kun universitetet. Et egentligt universitet har man først i Cambridge fra 1571, men traditionen med universitetsstuderende i byen er meget ældre.

Ved universiteterne var det ikke blot de teologiske og filosofiske studier, der studeredes, men også medicin og jura. For mændenes vedkommende var en uddannelse således ikke længere hovedsageligt en forberedelse til et liv i kirkeligt regi, der var nu mulighed for en stilling ved et universitet eller at gøre tjeneste og skabe sig en karriere i regeringssammenhænge eller i

store hushold. For Englands vedkommende opstod det voksende behov for læse- og skrivekyndige mænd med den normanniske invasion i 1066. Først og fremmest blev der brug for mænd til at skrive dokumenter (på fransk), der kunne bruges som bevis på ens ret til ejendomsbesiddelse. Der opstod så at sige et behov for en ny gruppe af mennesker, der kunne ansættes i jordbesiddernes tjeneste til at udføre det administrative arbejde.

Selv om det er de færreste, som ikke kan læse eller skrive i dagens Danmark, er der brug for fagfolk til skriftlig formidling, hvilket Kresten Bjerg, forfatter til Skriveguiden til offentlige virksomheder (Hans Reitzels Forlag 2014), har specialiseret sig i. "Skriveguiden" fokuserer på sprogets grammatik, og Bjerg opstiller 14 grundprincipper, som skal hjælpe skribenten til at skrive klare, entydige og relevante tekster uden at gå på kompromis med faglighed og præcision. Bogen er fuld af eksempler på uklare og klare tekster. Hvis man interesserer sig for at skrive, vil man, selv om man ikke skriver for en offentlig virksomhed, få noget ud af at læse Bjergs råd.

Foruden Kresten Bjerg medvirker professor, overlæge, dr. med. Torben V. Schroeder i udsendelsen. Jeg taler med Schroeder om vigtigheden af en god læge-patient-kommunikation.

 

Hjernekassen på P1 den 2. februar 2015. Korruption.

Ved nytårstid læste jeg en bog af Gert Tinggaard Svendsen, han skriver: "Danmark er ifølge internationale undersøgelser verdens mindst korrupte land - igen med de andre skandinaviske lande på de følgende pladser." Tillid (Tænkepauser 4, Aarhus Universitetsforlag 2012, side 33).

En af hovedforklaringerne er velfungerende offentlige institutioner, hvor korruption og lovovertrædelser holdes nede. Man kan f.eks. ikke bestikke en dommer, så man får medhold i en retssag.

Den ene af dagens to gæster, Mette Frisk, har kigget på danske korruptionssager i årene 1736-1936 (i alt 203 sager) og fundet ud af, hvorledes man i 1800-tallet fik bugt med korruption i Danmark takket være et par enevældige konger. Korruption, dvs. misbrug af betroet magt til privat vinding, omfatter forbrydelser så som bestikkelse, underslæb, bedrageri og nepotisme begået af myndighedsperson eller politiker. De fleste korruptionssager i 1800-tallet handler om embedsmænd ansat i såvel centraladministrationen (staten), regioner som lokale områder, der har brugt af den kasse, de ellers skulle passe på. Der var med andre ord tale om underslæb frem for den klassiske korruption i form af bestikkelse.

Mette Frisk har fundet ud af, at Frederik VI (1768-1839, regent fra 1808) og Christian VIII (1786-1848, regent fra 1839) slog hårdt ned på korrupte embedsmænd, idet de agerede som kongens forlængede arm, og deres gerninger faldt tilbage på den enevældige konge. I en tid hvor denne styreform ikke længere var en selvfølge i de omkringliggende lande, skulle embedsmændene derfor bidrage til at styrke monarkenes magtposition, og de kunne til enhver tid afsættes, hvis de handlede i uoverensstemmelse med kongens interesser. Og straffen for svindel var indtil 1840, hvor en række lovændringer og reformer blev indført, fængsel på livstid.

Frisk er overbevist om, at der er en sammenhænge mellem den lave korruption blandt embedsmænd, som blev praksis under det danske enevælde (1660-1849), og udviklingen af den danske velfærdsstat, som i høj grad bygger på borgernes tillid til, at skattekronerne går til fælles formål, og at de offentligt ansatte ikke stikker pengene i egne lommer. Faktisk er det lave korruptionsniveau i de skandinaviske lande en undtagelse, da korruption er hverdag for omkring 85 procent af verdens befolkning.

I udsendelsen uddyber Mette Frisk Jensen, ph.d., leder af danmarkshistorien.dk og forfatter til Korruption og embedsetik - Danske embedsmænds korruption i perioden 1800-1866 (Syddansk Universitetsforlag 2013), ovenstående. Christian Bjørnskov, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, belyser, hvad korruption er med adskillige nutidige eksempler fra hele verden.

 

Hjernekassen på P1 den 26. januar 2015. Filmvidenskab.

Jeg fulgte engang halvhjertet med i en tv-serie, som hed Gangsterpigen Lucy. Hovedpersonen var datter af den lokale gangsterchef, og serien handlede om, at nogle andre onde gangstere stjal hendes baby. Det var en tåbelig serie, og alt var forudsigeligt. Jeg havde kun foragt tilovers for hele konceptet. Alligevel, og det er det, der er pointen, så græd jeg, da Lucy fik sin baby tilbage, og den lille baby rakte sine buttede hænder mod sin mors glædesstrålende ansigt, og den djærve gangsterchef ganske forsigtigt bøjede sig ned over sin genforenede familie  - da det gode vandt over det onde, og frem for alt da violinerne spillede så smukt, da græd jeg, ganske stille og frydefuldt. Det var paradoksalt. Det var, som om min hjerne kørte i to parallelle spor. I det ene spor bandede jeg gangsterpigen Lucy, hendes baby og far langt væk - i det andet spor græd jeg rørt. Som så ofte før og siden løb mine følelser af med mig.

Vores følelser og emotioner opstår i en gruppe hjernestrukturer, der går under betegnelsen det limbiske system. Hjernens limbiske system analyserer vores verden og tillægger den en emotionel og følelsesmæssig værdi. Samspillet mellem følelser og intellektuel analyse er altafgørende nødvendigt, når vi som mennesker skal træffe de rigtige beslutninger. Der er ikke en eneste beslutning i et menneskeliv, som ikke i afgørende grad er styret af følelser. Vores følelsesliv er meget vigtigt, vi bruger vores følelser til at finde ud af, hvor vi skal hen i livet, og vi bruger, i hvert fald en gang imellem, vores omtanke til at finde ud af, hvordan vi opnår de mål, som vi har sat op for os selv.

Det er dog langt fra alle følelser, der kommer til vores bevidsthed. Har nogen fornærmet mig, uden at jeg rigtig har lagt mærke til det, så kan jeg godt gå rundt og være muggen, uden jeg selv ved hvorfor, og uden jeg bemærker det selv. Det er selvklart, at filmkunst (og andre kunstarter) manipulerer med vores følelsesliv i det skjulte.

Mens jeg har set Gangsterpigen Lucy, har de følelser, der har at gøre med at knytte sociale bånd, været på spil. Evnen til at knytte sociale bånd er vigtig for vores overlevelse både som art (reproduktion) og individ, menneskebarnet er fuldstændig afhængigt af, at andre tager sig af det. Som sociale væsener har vi også udviklet empati, det vil sige evne til at sætte sig ind i en anden persons følelser. Når vi ser en film, skelner vores hjerne i første omgang ikke mellem virkelighed og fiktion, derfor lever vi os ind i handlingen, og vores hjerne reagerer på næsten samme måde, som havde vi selv oplevet det. Der er næppe tvivl om, at mine såkaldte spejlneuroner har fyret løs ved filmens afslutning, så jeg har oplevet det, som om det var mig, der stod der som en anden beskytter og bøjede mig ned over den unge kvinde og babyen. (For mere information om spejlneuroner læs teksten fra den 28. april 2014).

I studiet har jeg besøg af filmforsker og forfatter Peter Schepelern, der giver os et indblik i filmens historie, de forskellige genrer, hvad film kan og gør ved os, specielt de lidt mere uhyggelige.


Hjernekassen på P1 den 19. januar 2015. Skizofreni.

Forfatteren Charlotte Strandgaards bog Hans (Gladiator 2014) er en usædvanlig bog, idet den giver et indblik i såvel pårørende som behandlere og indirekte i den sindslidendes verden. I bogen beskriver Strandgaard sit ældste barns liv fra start til slut. Bogen bærer præg af, at Strandgaard er i tvivl om, hvorvidt hun har gjort det godt nok for sin søn, og størstedelen af bogen er en direkte henvendelse til bogens "du", som er Hans.

Hans Strandgaard blev født i 1963 og fik som 18-årig stillet diagnosen skizofren efter at have forsøgte at begå selvmord. "Den morgen, den 4. maj 1982, ringede telefonen uhyrligt tidligt. … Du råbte 'Jeg hader dig mor!' … Det ringede på døren. To meget høje betjente ville være sikre på, at jeg var din mor? De syntes, at jeg skulle køre med dem. … Uden for Hvidovres skadestue standsede de. … En midaldrende kvinde i hvidt operationstøj, der var rødt af blod fra halsen til fødderne, kom ind. … og selv om hun ikke måtte sige noget, ville hun lige fortælle mig, at du havde mistet fire og en halv liter blod og var sprunget ud fra fjerde sal på dit kollegium. Blodtabet skyldtes, at du havde skåret begge dine pulsårer ved håndleddene over.  Lige nu forsøgte man at standse blødningen. Du fik blodtransfusioner, og ingen vidste, hvor hårdt ramt du var blevet af faldet. … Hun advarede mig, før hun gik, om at ingen kunne vide, om du overlevede det her." (side 29-30).

Hans overlevede, men resten af livet var han plaget af indre kampe med vrangforestillinger og hallucinationer, og han røg ind og ud af psykiatriske afdelinger. "Du var blevet udskrevet tre gange og indlagt igen. Nu kaldte de dig svingdørspatient. Du sagde mindre og mindre. I det lille besøgsværelse var der ofte larmende tavshed, kun afbrudt af dine stemmer, som du ikke ville tale om, hvis du da ikke helt benægtede deres eksistens." (side 129).

I en længere periode tog Hans stoffer, hvilket bl.a. fremgår af en udtalelse fra en psykolog i 1999. "Ambulant samtale. Tydeligt præget af morfikamisbrug over de sidste par dag. Forholdt ham det, han indrømmer. Spørger til indlæggelsen, sagt, at vi ser tiden an. Senere opringning fra moren, der fortæller, at en indvandrer ved navn Ramon dagligt opsøger Hans, sælger ham Heroin til en alt for høj pris. Har fået dette at vide af en bekendt til Hans." (side 247).

Hans slap ud af sit misbrug, da han kom med i et kristent fællesskab og fandt trøst i troen på Gud. Selv om der kom mere ro på Hans' liv, og han desuden flyttede i bocenter fra 2001, fortsatte op- og nedturene, indtil kroppen ikke kunne mere i 2012.

I dagens udsendelse forklarer ph.d., overlæge ved Psykiatrisk Center Hvidovre, Julie Nordgaard Frederiksen, at skizofreni grundlæggende handler om forstyrrelse af selvbevidstheden, hvilket ændrer ens tanker og adfærd, og kan bl.a. komme til udtryk ved vrangforestillinger og hallucinationer. Livstidsrisikoen for skizofreni er 1 procent, heraf vil 20 procent være kronisk syge, 60 procent komme sig delvist og 20 procent blive raske igen. Cirka 0,5 procent (25.000 danskere) lider af skizofreni her og nu. Årsagen til skizofreni er 50 procent genetisk betinget, resten er en lang række ydre faktorer.

Psykoterapeutstuderende, ambassadør for EN AF OS, Dorthe Randi Schmidt fortæller, hvordan hun fysisk og psykisk har oplevet sygdommen skizofreni, og hvad, hun mener, er altafgørende for, at sindslidende kan få det bedre, nemlig ligeværd i behandlingen. Dorthe Randi Schmidt er en af dem, der har klaret sig rigtig godt, og for at skabe større forståelse for skizofreni er hun ved at skrive sin selvbiografi.

 

Hjernekassen på P1 den 12. januar 2015. Krig.

Dagens emne ligger i forlængelse af "Har mennesket en fremtid?", hvor bl.a. museumsinspektør ved Moesgaard Museum, arkæolog Jeanette Varberg medvirkede. (Udsendelsen blev sendt den 29. december 2014).

Jeanette Varberg beskriver i Fortidens slagmarker (Gyldendal 2014) 6.500 års krigshistorie fra stenalder til vikingetiden, og på baggrund af arkæologiske fund drager hun konklusionen, at uanset hvor langt tilbage i menneskets historie vi ser, har der været krig og konflikt.

Betyder det, at der altid vil være ufred mellem mennesker?

Personligt tror jeg, at vi befinder os i en periode, hvor den lillebitte afrikanske familie på ca. 2000 individer, der overlevede Toba-katastrofen og dens følgevirkninger for ca. 74.000-70.000 år siden (se teksten fra den 24. marts 2014), er ved at finde sammen igen. En familie, som spredte sig ud over hele Jorden, delte sig op i forskellige kulturer og blev fremmede for hinanden. Vi fik forskellige udseendende, vaner og fandt på afvigende historier om, hvorledes verden hænger sammen. Vi valgte hver vores vej, men alligevel forblev vi i den allernærmeste familie. Vi mennesker er helt bogstaveligt og videnskabeligt dokumenterbart fortsat i den aller-allernærmeste familie. Tiden har været for kort og opblandingen for stor til, at vi har kunnet udvikle mere end blot ubetydelige genetiske forskelle. Der er større genetisk variation i én enkelt chimpanseflok, end der er i den totale menneskehed.

For 7 år siden var jeg på en slags genbesøg i min gamle hjemby Washington D.C. i USA, og en morgen da jeg sad i hotellobbyen og ventede på en god ven, fik jeg en af de oplevelser, hvor noget, jeg godt vidste i forvejen, pludselig manifesterede sig i en ny og klar erkendelse. Foran mig sad et kinesisk ægtepar, hustruen med avisen USA Today og manden med en bærbar pc, Hewlett-Packard. De småskændedes, hun var utilfreds over et eller andet, og han var gnaven. Henne til højre, hos den i øvrigt ganske ubehøvlede receptionist, var et indisk ægtepar med to børn ved at tjekke ud. Lige der, i den hotellobby, indså jeg for alvor, at verdens folk, menneskeheden, igen er ved at smelte sammen - den store opblanding er i fuld gang. Det er opfindelser; it-teknologi, massekommunikation og massetransport, der gør det muligt. Vi bruger de samme computerprogrammer, vi læser de samme nyheder, og vi rejser på kryds og tværs - vores livsanskuelser smelter sammen.

Denne erkendelse stemmer ret godt overens med lektor ved Institut for Strategi, Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsens. Han mener, at krig er blevet umoderne, hvilket bl.a. skyldes, at en stats rigdom ikke længere er baseret på territorier, men på gode idéer og udvikling af teknologi. Desuden bygger stormagterne deres økonomi på at handle med hinanden, og det opfattes som umoralsk "lige at snuppe et stykke land fra et andet".

I udsendelsen når vi frem til, at selv om der er ufred, er verden blevet et fredeligere sted, og vi har lært noget af de krige, vi har været igennem. De kampe, vi er villige til at kæmpe, er af værdimæssig karakter, der i bund og grund handler om sameksistens.

 

Hjernekassen på P1 Live på Universitets-tour (4) - Københavns Universitet den 5. januar 2015.

Denne samtale skulle have udspillet sig mellem et ægtepar, jeg kender. Hustruen: "Jeg ved godt, at det kun er sagt for sjov, men jeg forstår alligevel ikke, at Peter i sine foredrag siger, at kvinder interesserer sig for tasker og sko, det gør jeg da ikke." Manden: "Nej, men du interesserer dig for litteratur." Hustruen: "Jeg har helt ærlig svært ved at se ligheden."

Ja, nu skal man jo passe på med at holde med den ene eller den anden part, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg ikke er i tvivl om, at kvinder interesserer sig for litteratur, og at jeg synes, det er godt.

Jeg holder selv meget af bøger, og jeg køber mange, måske lidt for mange, for jeg når ikke at få dem alle læst, og jeg har heller ikke plads til flere bøger på min bogreol. Min bogreol har ovennævnte kvinde beskrevet således: "Din bogreol fanger simpelthen Dr. Zukaroffs testamente i en nøddeskal. Der er bøger om hjernen, med særlig interesse for søvnen. Der er litteratur om dyr og om Charles Darwin, desuden en meget stor bog om Berlin, en by, hvis betydning ikke kan undervurderes i forhold til verdensordenen. Desuden er der plasticmodeller af hjernen og af kopiafstøbninger kranieskaller, samt legetøj, som fortæller noget om både din egen barndom (de personlige erindringer), fortiden (dinosaurerne) og menneskets foretagsomhed (astronauterne). Endelig er der glashjerterne - symbol på din familie."

Denne beskrivelse gjorde mig virkelig glad, og den fik mig til at ranke ryggen og for en stund føle mig stolt over, at hun ved at kaste et blik på min bogreol kunne genkalde sig så mange elementer fra min bog om menneskehjernen. For mine bøger og de øvrige genstande på reolen afspejler ganske godt min opfattelse af tilværelsen, og som jeg har forsøgt at videregive i Dr. Zukaroffs testamente.

Når man lytter til dagens tre gæster fra Københavns Universitet, Susanne Ditlevsen, Astrid Pernille Jespersen og Mette Birkedal Bruun, er man ikke et sekund i tvivl om, og at deres viden udspringer af kvindehjerner, som tænker på andet end tasker og sko, og at de må have læst mange bøger.

Matematiker og statistiker Susanne Ditlevsen forklarer, hvad statistiske analyser kan bruges til og belyser det med flere konkrete eksempler.

Etnolog Astrid Pernille Jespersen belyser det sunde liv med fokus på forebyggelsesaspekter i dagligdagen. Teolog Mette Birkedal Bruun fortæller om munkeordenen cistercienserne.

 

Hjernekassen på P1-teksterne for 2013-2014 kan læses her:

/nyeste-indlaeg/hjernekassen-paa-p1-2013-2014

 

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS