Hjernekassen på P1 2017-2018

Tidligere udsendelser kan downloades som podcasts ved at gå ind på:

www.dr.dk/lyd/p1/hjernekassen-pa-p1

 

Hjernekassen på P1 den 31. december 2018. Fyrværkeriskader.

Flot ser det ud, når den natmørke himmel oplyses af et festligt, farvestrålende fyrværkeri. Desværre er det også farligt, og alt for mange mennesker kommer hvert år til skade, når det nye år skydes ind. Bare én vagt på en skadestue nytårsaften var nok til, at jeg lovede mig selv aldrig nogensinde at sætte ild til fyrværkeri. Ikke nok med at man selv risikerer alvorlige legemsbeskadigelser, man kan også komme til at forårsage fysiske skader på andre mennesker. Og mange af skaderne kan ovenikøbet medføre varige mén.

I Danmark har Ulykke Analyse Gruppen (UAG) ved ortopædkirurgisk afdeling, Odense Universitetshospital hvert nytår siden 1995/1996 indsamlet oplysninger fra landets skadestuer om patienter med fyrværkeriskader i de to døgn 31. december og 1. januar. Antallet af tilskadekomne har været nogenlunde det samme de sidste ti år, og selv om det er færre end i 1990'erne, er der fortsat alt for mange, hovedsagelig unge mænd (17-35-årige), der rammes af fyrværkeriskader.

Af de alvorlige skader går halvdelen ud over hænderne, som i de værste tilfælde ender med amputation af en eller flere fingre, bortsprængning af en større del af hånd/underarm. En tredjedel rammer øjnene. Skader på hørelsen er også hyppige, men eftersom de typisk registreres flere uger efter skaden, er sket, vides det ikke med sikkerhed, hvor mange som får varige høreskader.

Sidste nytår 2017/2018 kom 254 til skade på grund af fyrværkeri (91 i sygehusregion hovedstaden, 29 Sjælland, 74 Syddanmark, 50 Midtjylland, 10 Nordjylland). 35 personer kom alvorligt til skade (25 mænd og 6 drenge under 14 år, 4 kvinder og ingen piger under 14 år). De fleste alvorlige ulykker skete for personer, der ikke brugte beskyttelsesbriller. Kun fem personer med beskyttelsesbriller fik alvorlige skader.

I modsætning til tidligere er det nu lovligt fyrværkeri, som forårsager flest alvorlige skade, kun 2 af de 35 alvorlige skader skete ved brug af ulovligt fyrværkeri. De andre skader skete ved brug af batterier og raketter, der ifølge overlæge Jørgen Villumsen ofte sker, når batteriet har opført sig anderledes end ventet, f.eks. at det eksploderer, lige efter det er blevet tændt.

Hvis man absolut ikke kan lade være med at skyde det nye år ind med fyrværkeri, så bør man i det mindste lade være at antænde fyrværkeri i beruset tilstand og lytte til sikkerhedsrådene: Undgå ulovligt fyrværkeri, brug altid beskyttelsesbriller, hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden, hold sikkerhedsafstand, ikke læne sig ind over fyrværkeriet, aldrig kaste med fyrværkeri og aldrig gå tilbage til en fuser. Overvej desuden at bruge høreværn og hjelm.

Dagens eksperter er Teis Krag, paramediciner hos Falck, Jørgen Villumsen, overlæge, lektor, dr.med. ved Øjenklinikken Rigshospitalet, Glostrup, og Torben Rahbek, produktsikkerhedskonsult.

 

Hjernekassen på P1 den 17. december 2018. Jul.

Så vidt vides, blev det første juletræ i Danmark tændt i 1808 på Holsteinborg Gods ved Skælskør hos lensgreve Frederik Adolph Holsteins familie. Mens det var dr.phil. Martin Gottlieb Lehmanns familie, som i 1811 indførte skikken i København. Både greven og doktoren kendte til skikken fra deres fødeland, Tyskland.

Juletræet, som i dag er en selvfølge i de fleste danske hjem, skabte ved dets indførelse i 1800-tallet en hel del debat. F.eks. advarede præsten Nikolai Frederik Severin Grundtvig i 1817 mod denne uskik, idet han mente det stjal opmærksomheden fra det kristne budskab. Grundtvigs modstand svandt dog ret hurtigt ind igen. Allerede seks år senere havde han ændret holdning, antageligvis fordi han havde fået en søn i mellemtiden.

På landet vandt skikken med juletræer langsomt frem i de mere velhavende bondehjem via herregårde og præstehjem. Og først fra slutningen af 1800-tallet var det almindeligt med juletræ i de danske bøndergårde.

H.C. Andersen har i eventyret Grantræet fra 1845 beskrevet, hvorledes juletræet kunne tage sig ud hos de rige. "Oh, hvor træet bævede! Hvad ville der dog ske? Både tjenere og frøkner gik og pyntede det. På en gren hængte de små net udklippet af kulørt papir. Hvert net var fyldt med sukkergodt. Forgyldte æbler og valnødder hang, som om de var vokset fast, og over hundrede røde, blå og hvide smålys blev stukket fast i grenene. Dukker, der så livagtigt ud som mennesker - træet havde aldrig set sådanne før - svævede i det grønne, og allerøverst oppe i toppen blev sat en stor stjerne af flitterguld. Det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt. 'I aften!' sagde de alle sammen. 'I aften skal det stråle!'"

Når man taler om jul i gamle dage, er det vigtigt at gøre sig klart, at det som regel handler om de bedrestilledes jul. Hos småkårsfolk både på landet og i byen adskilte højtiden sig ikke ret meget fra dagligdagen. Ét af de steder, hvor forskellen på land og by, fattig og rig kommer tydeligst frem, er omkring julemaden. Gåsestegen kom aldrig på bondens eget bord. Alle bondens gæs blev solgt på torvet til borgerskabets julebord, hvor gåsestegen i midten af 1800-tallet fortrængte flæskestegen.

Hos gårdfolkene, der til daglig levede på smalkost, blev der som regel serveret rigeligt med mad i julen. Forberedelserne begyndte som regel allerede i november, hvor man slagtede julegrisen. Julemaden bestod af alle mulige former for svineretter, man fik alt lige fra skinke, ribbensteg til medister- og blodpølse. Julen var derfor en begivenhed, gårdfolkene så frem til hele året.

På landet havde man den skik, at tjenestefolkene i julegave, som en del af deres løn, fik finbrød. Finbrød var sigte- eller hvedebrød, hvilket man kun fik til jul, ellers var det rugbrød, man spiste. Desuden hed det sig "at ingen besøgende måtte bære julen ud", derfor gav bønderne sognets fattige, der drog omkring fra gård til gård, brød og kødmad hvert år til jul.

Hos småkårsfolk på landet såvel som i byen blev der spist forskellige former for grød juleaften akkurat ligesom på alle årets øvrige dage.

At spise grød juleaften brugte man også hos de velstillede, men det var risengrød. Risengrøden, der blev spist før kødretterne, er en af de skikke, som fortsatte i 1900-tallet og fortsat bruges i nogle hjem. Brugen af risalamande kom første til i slutningen af 1800-tallet og vant siden hen indpas i mange danske hjem som dessert efter julestegen.

Så travlhed og ekstra udgifter i forbindelse med julen er altså ikke blot noget, man kender til i dag, men noget man også kendte til tidligere.

Hjernekassen på P1 ønsker alle en glædelig jul med en udsendelse med Poul Nesgaard og en julemand.

 

Hjernekassen på P1 den 10. december 2018. Mændenes Hjem.

Antallet af hjemløse borgere er stigende i Danmark: 4.998 (2009) - 5.290 (2011) - 5.820 (2013) - 6.138 (2015) - 6.635 (2017). Det er især gruppen af unge hjemløse, der er steget. For de 18-29-årige steg antallet fra 1.971 personer i 2015 til 2.292 personer i 2017.

Hjemløse er ikke kun personer, som ses i gadebilledet, men alle der ikke disponerer over egen bolig (ejet eller lejet) eller værelse for en nat eller over længere tid. Så hvis man i en kortere periode er nødt til at bo hos familie/venner, hotel, herberg eller lignende, tæller man med i statistikken.

Af de 6.635 hjemløse borgere i 2017 befandt 3.242 personer sig i hovedstadsområdet (1.482 i Københavns Kommune, 242 på Frederiksberg og 1.518 i de københavnske omegnskommuner), 767 i Aarhus, 216 i Aalborg, 113 i Odense.

De største grupper af hjemløse overnatter på herberger (2.217 svarende til 33 procent) eller hos familie/venner (2.177 svarende til 33 procent), og det er i overvejende grad de unge hjemløse, som overnatter hos familie og venner fremfor på herberger. 648 personer (svarende til 10 procent) overnattede på gaden, men eftersom optællingen stammer fra uge 6, må dette tal antages at være højere om sommeren end vinteren.

Optællingen viser, at ca. halvdelen af de hjemløse havde været det under et år, og at der er flere hjemløse mænd (4.952 dvs. 75 procent) end kvinder (1.633 dvs. 25 procent). 18 procent af de hjemløse kvinder havde daglig omsorg for børn. I kortlægningen er hovedparten af de hjemløse (fire ud af fem) af dansk herkomst, resten er indvandrere/flygtninge med fast ophold i Danmark. Med 1 ud af 5 hjemløse med indvandrebaggrund er der en overrepræsentation af denne gruppe set i forhold til befolkningen som helhed, idet 13 procent af den danske befolkning er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Hjemløse migranter uden fast ophold i landet er ikke medregnet, hvilket gør antallet af hjemløse af anden etnisk herkomst end dansk noget lavere, end det reelt er.

Årsagen til hjemløshed er et samspil af forskellige faktorer; ofte psykisk sygdom, misbrugsproblemer: alkohol (oftest blandt ældre hjemløse), hash og hårde stoffer (oftest blandt yngre og midaldrende), men værd at bemærke er, at 18 procent mænd og 21 procent kvinder har hverken psykisk sygdom eller misbrugsproblemer. Hertil kommer økonomiske vanskeligheder, mangel på egnet bolig eller botilbud, skilsmisse, løsladelse fra fængsel m.m.

Indkomstgrundlaget viser, at 80 procent modtog kontanthjælp eller førtidspension, de resterende fordelte sig på: løn, dagpenge, SU, folkepension eller andet.

Kilde: "Hjemløshed i Danmark 2017" rapport fra VIVE, Viden til Velfærd, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Men hvad gøres der for at hjælpe dem, der har det sværest? Det kan man finde ud af ved at lytte til Hjernekassen, som har besøg af Ivan Christensen, forstander på Mændenes Hjem, og Ramus Koberg Christiansen, afdelingsleder på kontaktstedet og Skyen, Mændenes Hjem.

Ganske kort om Mændenes Hjem: Det første Mændenes Hjem åbnede i 1910, dengang lå hjemmet i Eskildsgade på Vesterbro i København, siden 1960 har Mændenes Hjem holdt til i bygningen på hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade. De første 50 år var det kristne foretagende drevet af private midler, men fik siden hen økonomisk støtte fra staten. I 1976 gik Mændenes Hjem fra at være en privat institution med statsstøtte til at være en selvejende institution finansieret af kommunale midler og under kommunalt tilsyn, men værdigrundlaget er fortsat som for over 100 år siden medmenneskelighed. Mændenes Hjem er i dag et socialt og sundhedsfagligt tilbud til hjemløse og stofmisbrugere - og tilbuddene gælder også for kvinder.

Hjernekassen på P1 den 14. september 2015 handlede også om hjemløse.

 

Hjernekassen på P1 den 3. december 2018. Eventyrernes Klub.

På et møde i Universitetscaféen i Fiolstræde i København den 13. december 1938 stiftede polarforsker og forfatter Peter Freuchen (1) sammen med sin daværende hustru, Magdalene Freuchen (2), syv andre mænd og en kvinde The Adventurers' Club of Denmark. Siden da er 468 personer blevet optaget i Eventyrernes Klub, hvoraf ca. en fjerdedel stadig er i live; yngste medlem er nuværende formand for klubben politibetjent Bjørn Harvig (447 - optaget i 2008) på 38 år og ældste medlem er forfatter og filmmand Jens Bjerre (165 - optaget i 1948) på 97 år. Medlemmerne er en broget skare, da det ikke er ens profession, der tæller, men "det andet" man har bedrevet ude i den store vide verden. Men der er ingen tvivl om, at for mændene hænger deres karrierevalg ofte sammen med eventyrlysten f.eks. astronom Bo Reipurth (324), pilot Dieter Betz (379), forfatter Ib Michael (384), glaciolog Henrik Højmark Thomsen (390), filminstruktør Peter Engberg (404), fotograf Uri Golman (464), journalist Mikkel Beha Erichsen (467), eller tryllekunstner Jesper Grønkjær (449), som har optrådt på "Dødens Avenue" i Honduras, fordi han er overbevist om: at smil er det sprog, vi alle taler, og man kan få det frem selv hos folk, som lever et af verdens farligste steder.

For at blive medlem af den eksklusive klub skal man(d) indstilles af mindst to af klubbens medlemmer og holde et foredrag i klubben, for eventyr er noget, man deler med andre, og et af optagelseskriterierne er: evnen til at fortælle en god historie. Desuden står der i klubbens vedtægter, at klubben optager: "danske mænd, der under usædvanlige forhold har haft usædvanlige oplevelser". (side 682).

Eventyrernes Klub holder til i en gammel pakhusbygning i Nyhavn 53 i København og mødes fast hver tirsdag omkring Det Runde Bord for at udveksle spændende historier. Alle medlemsnavnene er indridset i plankebordet fremstillet af ædle træsorter, men nogle af plankerne stammer fra et bur, som farmaceut, Zoo-direktør Bøje Benzon (157) i 1937 fragtede den treårige afrikanske elefant Tembo i til Zoologisk Have i København.

Indtil 1943 kunne kvinder også optages i klubben, herefter var det slut. Så i 1954 dannede kvinderne deres egen forening Women Adventurers' Club, Denmark (Kvindelige Eventyreres Klub), de mødes også omkring Det Runde Bord i Nyhavn.

I anledning af klubbens 80-års jubilæum udkommer De eventyrlige - Jorden rundt i 80 år med Eventyrernes Klub (Turbine 2018, red. Axel Frank Larsen). Det er et mammutværk på tre kilo svarende til over 650 sider med tekster af både afdøde og nulevende medlemmer. Bogen er forsynet med mange gode fotografier, som understøtter teksterne, desværre er antologien uden indholdsfortegnelse, hvilket gør det umuligt at danne sig et samlet overblik over stoffet. Bogens titel associerer til Jules Vernes berømte roman Jorden rundt i 80 dage (1873 (på dansk 1877)), men også til Palle Hulds (118 - optaget i 1945) bog Jorden rundt på 44 dage (1928).

Der bliver sagt en hel del vise ord i bogen: eksempelvis udtaler kunstner Lars Christian Kræmmer (450): "Hvis jeg skal forestille mig noget som helst som et eventyr, er det faktisk hele livet, hvert øjeblik. For mig består kunsten i at prøve at holde det fast. Så når vi sidder her eller er hjemme hos familien, hvor som helst, så er vi i live, og vi lever et ganske kort antal år, nogle få minutter, så det hele er én rejse. Jeg skal ikke nogen steder hen for at føle, at jeg rejser." (side 18).

I bogen berettes ellers om ret mange vilde bedrifter, og mange af klubbens medlemmer har taget aktivt del i diverse krige på den ene eller anden måde rundt omkring i verden gennem de seneste 120 år. Krigene fylder godt i bogen, ikke kun årene 1939-1945, selv om jeg her har valgt to historier fra anden verdenskrig.

Anders C.E. Olsen (258 - optaget i 1964), som tilbragte tre år i japansk fangeskab, fik tilnavnet Lord Olsen, fordi han nægtede at spise med fingrene ligesom de andre fanger, men holdt på sin værdighed ved at spise af et hjemmelavet spisesæt af en rusten konservesdåse og lille blikske. At Anders Olsen overhovedet overlevede må betegnes som et sandt mirakel, for lige inden han skulle halshugges, spurgte en japansk general, om han var danskeren. "Olsen svarede ja. Han blev taget ud af rækken, og generalen fortalte ham, at han havde relationer til Danmark. Han havde vist været på højskole der." (side 375). Lord Olsens spisesæt befinder sig i dag i eventyrernes foredragslokale.

Flere af klubbens medlemmer var aktive i den danske modstandsbevægelse bl.a. læge Bjørn Baastrup Thomsen (233 - optaget i 1958), der blev taget af tyskerne og sendt til Neuengamme, hvor han skulle tage hængte medfanger ned fra lejrens galger og slæbe dem i lighuset, uanset om de var døde eller fortsat i live. Da han efter krigens afslutning vendt tilbage til Danmark, udtalte han: "Ja, jeg ved bare ikke, hvordan jeg nogensinde skal blive menneske igen." (side 455). Det blev han ved at rejse ud som Røde Kors-læge og hjælpe folk i nød.

Eventyrerne Alex Frank Larsen (454 - optaget i 2010), Jens Als Andersen (366 - optaget i 1990) og John Andersen (297 - optaget i 1972) beretter i Hjernekassen om arbejdet med bogen, historier om klubbens medlemmer og naturligvis også om deres egne bedrifter.

Tilbage er kun at sige: at har man ikke modet til at begive sig ud på de vilde vover, så kan man begive sig ind i De eventyrlige - Jorden rundt i 80 år med Eventyrernes Klub.

 

Hjernekassen på P1 den 26. november 2018. Lolland.

Det er den samme gamle historie. Mand møder kvinde, og sød musik opstår.

Den første tid boede og arbejdede det unge forelskede par i Japan, kvindens hjemland, og sommerferien tilbragte de i Danmark, mandens hjemland. De besøgte København og Lolland, sidstnævnte sted gjorde stort indtryk på Tomoko Kitamura Nielsen, specielt at folk ikke hele tiden kiggede på uret, og at børnene så lykkelige ud. Her kunne hun godt tænke sig, at parrets kommende børn skulle vokse op. Så i 2001 flyttede den japanske journalist fra Tokyo til Lolland (en afstand i lige linje på omkring 8.800 km).

Tomoko Nielsen har målrettet arbejdet på at gøre Lolland kendt i Japan. I 2012 lavede hun et dokumentarprogram om Lollands udviklingsprojekter inden for vedvarende energi og bæredygtig udvikling, desuden udgav hun bogen Lollands bæredygtige udvikling (på japansk). Fjernsynsprogrammet blev vist på landsdækkende japansk tv og blev set af 30 mio. seere. Dokumentarserien indbragte Tomoko Nielsen en hæderspris fra Dansk Journalistforbunds Kreds 2.

Lolland-Falster har flere gange haft besøg af japanske medier, politikere, akademikere, professorer og borgmestre, som er interesseret i at vide mere om bæredygtig udvikling, og der er blevet etableret et samarbejde, hvor danske green tech-firmaer hjælper til med genopbygningen efter den katastrofale tsunami og atomkraftværksulykke i Japan den 11. marts 2011.

Tomoko Nielsen er også en af initiativtagerne til "Højskoleprojekt Lolland-Falster". En af de andre initiativtagere, Nikolaj Frost, er projektleder for den nye højskole, som har fokus på fødevarer (lige fra det landbrugsfaglige til det gastronomiske), grøn teknologi og samfund.

Der er tale om gensidig udveksling, det vil sige, at vi også skal lære af japanerne. Derfor har højskolen en aftale med en tangfisker om, at han skal undervise i at så og høste tang, som de er gode til i Japan. Højskolen ønsker at være en inspirationskilde for, hvordan man med opfindsomhed og nysgerrighed kan give sig i kast med de nutidige udfordringer både lokalt, nationalt og internationalt.

Tomoko Nielsen, Nikolaj Frost og byrådsmedlem Leo Christensen er taget en tur til Amager for at gøre Hjernekassens lyttere, min dygtige medhjælper Emma Elise Albæk Høj og jeg klogere på Lolland-Falsters samarbejde med Japan.

 

Hjernekassen på P1 den 19. november 2018. Human - På sporet af det menneskelige.

Hvad er et menneske? Således indleder Thomas Thaulov Raab sin nyeste bog Human. På sporet af det menneskelige (FADL's forlag 2018). Fra første færd drages man ind i søgen efter, hvilken betydning forskellige svar på dette spørgsmål har for vores måde at opfatte os selv og andre på.

"Mennesket er født med en trang til at forstå den verden, vi lever i. Vi har et grundlæggende behov for at forstå, hvordan verden opfører sig, hvordan andre mennesker tænker og føler, hvad der sker, hvis vi foretager os noget bestemt frem for noget andet - ja, hvordan alt i det hele taget fungerer. Denne ubændige nysgerrighed har været en drivende kraft gennem hele menneskehedens historie og forhistorie og er fælles for det moderne menneske, stenaldermennesket og alt, der måtte findes derimellem. Vi er det søgende og det spørgende dyr. Skulle man opsummere menneskets natur i en enkelt tanke, kunne det være denne: Hvor de fleste dyr har en instinktiv adfærd at falde tilbage på, som i de fleste tilfælde foreskriver, hvad de bør gøre i en bestemt situation, ligger det til vores natur at søge en dybere forståelse. En forståelse som ikke blot tillader os at handle her og nu, men også at danne os forestillinger om, hvor vi skal hen, og hvad vi bør gøre i et mere større tidsperspektiv." (side 145).

Der er næppe nogen tvivl om, at den omfangsrige bog afspejler Thomas Raabs mangeårige arbejde med at udforske mennesket som både et biologisk og kulturelt væsen, og derfor inddrages viden fra forskellige fagdiscipliner.

Raabs mange års arbejde med hjerneforskning fornægter sig heller ikke, og det beskrives, hvorledes menneskehjernen generelt opfatter verden og skaber en forståelse af den til at navigere efter, men nok så vigtigt også hvordan hjernens måde at fungere på har betydning for vores opfattelse af andre mennesker, og hvilke uheldige konsekvenser det kan have på vores menneskesyn, hvis vi ikke tager os i agt.

Dette gives der mange tankevækkende eksempler på med hensyn til f.eks. etnicitet, køn og seksuel orientering. Raab går videre med at forklare vores tanke- og adfærdsmønstres evolutionære oprindelse, samtidig påpeger han, at man ikke bør forveksle det at forklare noget med at forsvare det. "Blot fordi vi har en medfødt tendens til at følge visse uheldige tilbøjeligheder, er dette ikke det samme som, at vi bør gøre det." (side 83). For en vigtig egenskab ved os mennesker er vores evne til at forestille os fremtiden.

"I hvor høj grad vores evne til at forestille os fremtiden og lade disse forestillinger præge vores opfattelse af og handlinger i nutiden, adskiller os fra andre dyr, er svært at afgøre. Hvad, vi kan slå fast, er, at det omfang, hvormed vores forestillinger om fremtiden kan rive sig løs af vores snævre øjeblikkelig biologiske behov og udvikle sig til store visioner i tid og rum, efter alt at dømme er uden sidestykke i det for os kendte univers. Det tillader os at erkende verden med en præcision og i et omfang, som det ikke er andre jordiske væsener beskåret. Og det tillader os ikke mindst at drømme langt ud over den aktuelle situation og skabe visioner, håb og drømme for fremtiden." (side 102).

Raab kommer vidt omkring, og bogen er værd at læse i mindre stykker (maks. et kapitel om dagen) og give sig tid til at reflektere over indholdet. De små smagsprøver, som er bragt i denne tekst, håber jeg, vil give dig lyst til at læse bogen og lytte til min samtale i Hjernekassen med Thomas Thaulov Raab.

 

Hjernekassen på P1 den 12. november 2018. Dagmarsminde.

Nedenstående tekst er baseret på dagens gæst i Hjernekassen på P1 sygeplejerske, initiativtager og leder af plejehjemmet Dagmarsminde May Bjerre Eibys bog Når omsorg er den bedste medicin (People'sPress 2017).

Hvad gør man, hvis man synes, at mennesker med en demenssygdom ikke behandles ordentligt af sundhedsvæsenet og af plejesektoren? Ja, man tager initiativ til et privat plejehjem, hvor det vigtigste er at give mennesker med en demenssygdom et værdigt liv.

May Bjerre Eibys tanker og idéer udspringer af de negative oplevelser, hun selv har haft, med det plejehjem, hvor hendes demensramte far tilbragte de sidste seks måneder af sit liv. Mangel på omsorg, respekt og interesse for beboerne som mennesker både chokerede og fyldte hende med vrede, og fik hende til i februar 2016 at åbne plejehjemmet Dagmarsminde. Stedet er opkaldt efter Mays mormor og oldemor.

Den bærende tankegang er: At man kan lindre og mindske symptomerne på demens, og at mennesker med en demens sygdom kan få et godt liv, hvis der drages omsorg for dem. For mennesker, der ikke får den fornødne omsorg, sygner hen, mister glæden ved livet, fyldes med unødig angst og en følelse af meningsløshed. Det er omsorgssvigt og ikke demenssygdomme, som er årsagen til disse tilstande.

Demensramte kan ikke klare at opholde sig på et almindeligt plejehjem, dertil er deres behov for store. Desuden er man nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes situation og ikke behandle alle ens.

May Bjerre Eiby efterlyser et samfund, der ikke kun fokuserer på naturvidenskab, men også på humanistiske værdier, hvor demensramte ikke fyldes med al for meget medicin, som gør dem endnu mere syge. Derfor er det første, der sker, når Dagmarsminde modtager en ny beboer, at medicinforbruget (bl.a. beroligende og antipsykotisk medicin) nedtrappes i samarbejde med vedkommendes læge.

Eftersom livet fortsætter, selv om man har fået en demens diagnose, bør der skabes et miljø, der fremmer livskvalitet, og det gøres bedste ved at tage udgangspunkt i den enkelte beboers livsvilkår, så de får en bedre hverdag og føler glæde ved livet. En af de vigtigste ting er meningsfulde aktiviteter, det vil sige gøremål, som er nødvendige, f.eks. at sørge for at gulvet bliver fejet, bordet dækket eller dyrene fodret.

Dagmarsminde ligger i landlige omgivelser i Græsted i Nordsjælland. Plejehjemmet er indrettet med enkeltværelser med egne badeværelser til beboerne, fælles køkken-alrum og wellnessrum. Udenfor er der en indhegnet have med blomster, bærbuske og krydderurter samt dyr (høns, geder og kaniner), bålplads og gynger.

Dagligdagen følger en fast rutine: De ti beboere vækkes mellem klokken 8.00-9.30 (beboerne vælger selv, om de vil vækkes tidligt eller sent), vaskes, hjælpes i tøjet, mændene barberes, og kvinderne sminkes, hvis de ønsker det. Morgenmaden indtages i fællesskab, mens der læses højt for beboerne af dagens avis, og man taler sammen om det, der bliver læst op, så beboerne føler, at de følger med i, hvad der foregår i verden. Herefter går man f.eks. ud i haven, lytter til højtlæsning af en roman, kigger på fotografier og lytter til musik. 11.00 er der gymnastik siddende på stole, men den fysiske aktivitet afsluttes med to danse til musik, fra dengang de var unge. Derefter er der frokost, det store kolde bord, og herefter er det tid til enten en middagslur eller bagning af en kage, som nydes til eftermiddagskaffen, hvor der ofte er pårørende på besøg. Pårørende kan komme på besøg, når som helst de ønsker, og de kan spise med uden at skulle betale for det. De efterfølgende aktiviteter kan være blomstervanding, oprydning, gåtur, sang og musik indtil aftensmaden. Aftensmåltiderne varierer mellem gamle danske retter og mere moderne retter. Fra ved 18.30-tiden læses der højt fra en bog, ses fjernsyn, drikkes aftenkaffe indtil ved 22-tiden, hvor de fleste beboere er trætte og hjælpes i seng. Nogle holder sig dog vågne indtil midnat.

Morgenmaden og frokosten tilberedes af nattevagterne, og aftensmaden leveres af en nærliggende restaurant, så personalet kan koncentrere sig om at være sammen med beboerne.

May Bjerre Eiby ønsker, at beboernes sidste hjem skal være et sted, hvor de er glade for at være, og ikke blot et slags opbevaringssted for de demensramte.

Jeg bliver nødt til at understrege, at det ikke er alle, der har negative oplevelser med den hjælp, som det offentlige tilbyder demensramte f.eks. Thomas Bredsdorff, hvis bog Tøsne og forsytia - noget om livet med Alzheimers man kan læse mere om i Hjernekassen-teksten fra den 8. januar 2018.

 

Hjernekassen på P1 den 5. november 2018. Genetisk data.

En af de helt store udfordringer i psykiatrien er, at man ved ganske lidt om de bagvedliggende årsager til sygdommene. Det betyder, at det er symptomerne, som behandles, eftersom man ikke kender sygdommenes biologiske og miljømæssige årsager.

Det, forskerne i danmarkshistoriens største forskningsprojekt inden for psykiatri, iPSYCH (Initiativ for Integreret Psykiatrisk Forskning), som startede i 2012, håber på, er at opnå bedre viden omkring såvel de genetiske som de miljømæssige årsager til alvorlige sindslidelser og udviklingsforstyrrelser, så man i fremtiden vil kunne blive bedre til at diagnosticere, behandle og forebygge psykiske sygdomme som f.eks. skizofreni, bipolar lidelse og depression.

Indtil videre har forskere bl.a. fundet ud af, at bittesmå ændringer i bestemte gener kan være årsagen til alvorlige psykiske lidelser. Man ved, at nogle biologiske processer, som er styret af bestemte gener, der har at gøre med aktivering af immunsystemet, aktivering af dna og kommunikation mellem hjernecellerne, er påvirket hos personer med diagnoserne skizofreni, bipolar lidelse og depression.

Professor Preben Bo Mortensen, videnskabelig leder i iPSYCH, har i samarbejde med udenlandske forskere identificerede forskellige genvarianter, som øger risikoen for skizofreni. Men fordi man bærer rundt på disse gener, er det langtfra sikkert, at man udvikler sindslidelsen, idet miljømæssige faktorer (helt fra fosterlivet og fremefter) spiller en væsentlig rolle for at udvikle skizofreni. Samspillet mellem arv og miljø er yderst kompliceret og kræver nærmere undersøgelser.

Dette er et forskningsområde, hvor Danmark faktisk har mulighed for at sætte sig i førersædet, da vi har mulighed for at sammenkøre data fra forskellige registre med oplysninger om alle landets borgere, som ikke er muligt i andre lande. Datasikkerheden er høj, så forskerne ved ikke hvilke personers oplysninger, det er, de sidder med.

I øjeblikket er Preben Bo Mortensen med i et projekt, som undersøger, om der er en sammenhæng mellem et lavt niveau af D-vitamin i blodet hos moderen under graviditeten og en øget risiko for udvikling af psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser (ADHD og autisme) hos barnet. Dette undersøges ved at sammenkøre oplysninger fra CPR-registret, Det Psykiatriske Centralregister og PKU-prøver (hælblodprøver), som nyfødte siden 1982 har fået taget som led i screening for en række alvorlige sygdomme. Hvis det viser sig at være tilfældet, vil man kunne anbefale alle gravide at tage et tilskud af D-vitamin under graviditeten for at mindske barnets risiko for mentale sygdomme.

I Hjernekassen har jeg besøg af tre forskere fra forskningsprojektet iPSYCH: Preben Bo Mortensen, professor og leder af Center for Registerforskning, Aarhus Universitet, Thomas Werge, professor ansat ved Regionhovedstadens Psykiatri og Københavns Universitet, og Merete Nordentoft, overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i klinisk psykiatri ved Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 29. oktober 2018. Torden og lynild.

Oplevede du uvejret om aftenen den 2. juli 2011 i København, vil du sikkert huske, at det var meget værre end andre tordenvejr. Selv om meteorologerne dagen igennem havde udtrykt bekymring, havde ingen forudset, hvor slemt det ville blive. Regnen væltede ned, og der faldt mellem 90-135 mm regn i løbet af blot to timer, så byen bogstavelig talt kom til at stå under vand, og mere end 5000 lyn gnistrede over Københavns himmel.

Al slags vejr dannes i luften, som omgiver Jorden. Hvordan vejret er afhænger af, om luften er kold, varm, tør eller fugtig. Når varm og fugtig luft stiger op i de kolde højder, kan der skabes tordenskyer.

De fleste tordenvejr er encellede, men tordenceller kan klumpe sig sammen over et område, så det bliver yderst ubehageligt at befinde sig dér, hvor det voldsomme uvejr hærger. Flercellede tordenvejr kan generere næsten vedvarende lynudladninger med voldsomme tordenbrag. DMI's (Danmarks Meteorologiske Institut) analyse af uvejret over København anslår, der var tale om fem tordenceller i løbet af 50 minutter.

85 procent af alle lynnedslag i Danmark sker i sommermånederne. Lyn er mægtige gnister forårsaget af kraftige elektriske spændingsforskelle i store, tunge bygeskyer. Energien i et lyn er enorm, og temperaturen i selve lynet kan nå op omkring 30.000 grader, hvilket er ca. fem gange varmere end Solens overflade, og en elektrisk kraft på over 100.000 ampere.

Det er voldsomme kræfter, som er på spil, og de er bestemt ikke ufarlige. Energien kan sætte bygninger, marker og skovarealer i brand og udgør en stor fare for såvel dyr som mennesker. I gamle dage drak man derfor tordenkaffen, når himlen slog gnister om natten, så man var sikker på at være vågen, hvis lynet slog ned i nærheden, og man skulle ud og slukke ildebrand.

Måske stammer den gamle tommelfingerregel om, hvordan man beregner, hvor tæt på uvejret er, som John Cappelen beskriver på DMI's hjemmeside fra dengang: "For hver 3 sekunder der går mellem lynet og tordenbraget er lynet 1 kilometer væk. Tæl derfor langsomt (fx 1 sekund, 2 sekunder, 3 sekunder ...) når du ser lynet og du har dermed afstanden, når du hører braget." At vi kan se lynet, før vi kan høre tordenbraget, skyldes, at lys bevæger sig hurtigere gennem luften end lyd. Lyden bevæger sig med ca. 340 meter i sekundet.

I Danmark bliver hvert år mellem 30-40 kreaturer dræbt af lynnedslag og et menneske ca. hvert andet år. Langt de fleste mennesker, der bliver ramt af et lyn, overlever, men oftest med varige mén - skader på nervesystemet, alvorlige hukommelses- og søvnproblemer, koncentrationsbesvær og personlighedsforandringer.

Den 22. oktober 2006 blev kriminalassistent og forfatter Lars Bedsted Gommesen under en løbetur nær sit hjem i Oksbøl, Vestjylland, ramt at et voldsomt lynnedslag. Da han vågnede, lå han adskillige meter fra nedslagsstedet. Efter ulykken mistede han sit arbejde i kriminalpolitiet, men han kæmpede sig tilbage som forfatter, og i Alt blev hvidt (Turbine forlaget 2013) beskriver han sin uhyggelig oplevelse og den svære tid, der fulgte efter. Det er en yderst detaljeret beskrivelse, da Gommesen dagligt førte logbog over hele forløbet, selv om han havde svært ved at formulere sig på skrift, efter lynet havde ramt ham.

Så når tordenvejret raser, er det vigtigt at tage visse forholdsregler for at undgå de værste ulykker, hvilke kan man høre mere om i udsendelsen.

Alle taler om vejret, og i Hjernekassen på P1 gør jeg det sammen med John Cappelen, seniorklimatolog ved DMI.

 

Hjernekassen på P1 den 22. oktober 2018. Dans.

Let's dance/Put on your red shoes and dance the blues/Let's dance/To the song they're playin' on the radio/Let's sway/While colour lights up your face/Let's sway/Sway through the crowd to an empty space. - David Bowie, 1983.

Dans er trin og bevægelser udført af en (solo) eller flere personer (par og gruppe) ofte til rytmer fra musik/sang. Formålet med de mange forskellige former for danse, der findes, er ofte af social, rituel eller kunstnerisk karakter. Dans har eksisteret længe og kan herhjemme spores tilbage til middelalderen. Men jeg vil nøjes med en kort skitsering af den slags dans, jeg har set i min egen levetid.

I Danmark var det i 1950-60'erne ret almindeligt, at børn gik til danseundervisning, så de siden hen kunne klare sig på de bonede dansegulve uden at falde igennem. På danseskolerne blev der undervist i vals, quickstep, tango og i mere moderne former for danse som twist, jive og jitterbug. I 1960-70'erne skabtes en ny form for dans uden faste dansetrin til beat, rock- og poptoner, hvor alle med blot en smule rytmesans kunne være med på dansegulvet, når musikken spillede. I 1970-80'erne blev diskodans populært godt hjulpet på vej af diverse musik- og dansefilm. Herefter rykkede dansen ud på gaderne: karnevalsoptog med kropsbevægelser til sambarytmer, hiphopkulturen med breakdance og electric boogie, og i hælene fulgte dans med efterligninger af robotters mekaniske bevægelser - danseformer, som det kræver en del træning at mestre.

Det er begrænset, hvor meget jeg selv har danset, men en forårsaften i 2012 bød lektor Inger Damsholt mig op til dans på et scenegulv (Teatret ved Sorte Hest i København). Det var lidt af en oplevelse. Lektoren viste, at hun ikke kun besat en masse kulturhistorisk viden om dans, men også kunne svinge med hofterne, mens min danseindsats blot satte gang i publikums lattermuskler. Den danseglade lektor, ph.d. og studievejleder fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, har takket ja til at medvirke i en radioudsendelse, hvor jeg forsøger at lede "dansen" (samtalen) om, hvordan man forsker i dans.

Desuden tager jeg en "svingom" med dr.phil. Erik Aschengreen, som jeg taler med om dansevidenskab og ballet. Erik Aschengreen har skrevet Fra et liv med dans - Erindringsessays (Ebog, Gyldendal 2016). Her skriver han: "Det er sjældent - og i mit tilfælde lykkeligt, synes jeg, at arbejdet og det, man interesserer sig lidenskabeligt for, går op i en højere enhed."

Om Aschengreen kan ganske kort fortælles, at han skrev sin første balletanmeldelse i 1964, og der skulle gå mere end 40 år, før han stoppede som skribent på Berlingske Tidende (som avisen hed dengang). "At skrive anmeldelser af scenepersoner kræver takt. Det er sikkert ikke lykkedes mig hver gang, men dog nogle gange." Aschengreen har også undervist i ballethistorie i 22 år (1971-1993) på Det Kongelige Teaters Balletskoles Læseskole. "Det har altid været et privilegium, når min viden kunne bruges af praktisk arbejdende kunstnere." Og i 1989 blev Erik Aschengreen opfordret til at stå for en uddannelse i Dansens Æstetik og Historie på Københavns Universitet. Herom fortæller han: "Men selv noget så uskyldigt som at lade universitetsstuderende prøve at danse blev opfattet som provokerende. 'Sig mig Aschengreen. Vil det sige, at vi nu kan møde svedende mennesker i gangene på universitetet?' spurgte personalechefen lidt forskrækket, men måske også lidt pirret, da vi skulle diskutere løn til dem, der skulle undervise i praktisk dans. … Dans som praktisk disciplin var jo blot en lille del af studiet. Vi underviste i dansehistorie, dansens æstetik og dansekritik."

Inger Damsholt var studerende på Erik Aschengreens første årgang på universitetet, og hun har arbejdet med dansevidenskab lige siden og har skrevet Viden om dans. En grundbog (Multivers Academic 2018). Bogen giver læseren en generel forståelse for fagets historie og et indblik i dans som et kulturelt produkt, der belyses teoretisk, analytisk og historisk. Desværre eksisterer dansevidenskab ikke længere på Københavns Universitet, så de studerende, som lærebogen oprindeligt var tiltænkt, vil ikke få glæde af bogen.

Og så lader jeg ellers tangodanser og -underviser Linus Aabye Jensen om at forklare mig, og naturligvis også lytterne, hvad denne passionerede argentinske danseform går ud på.

 

Hjernekassen på P1 den 15. oktober 2018. Ludomani.

"Mange tror, at ludomaner spiller for at vinde penge. Det har jeg aldrig gjort. Jeg har spillet for at bedøve smerten fra livet." Fra Claus Elgaards selvbiografiske bog Med livet som indsats - en ludoman taler ud (Lindhardt og Ringhof 2010, side 9).

Ludomani eller spilafhængighed er en psykisk lidelse, hvor der er tale om en ikke-stoflig adfærdsmæssig afhængighed, hvilket også gør det nemmere i længere tid at skjule, at man har et problem end ved f.eks. et overforbrug af alkohol.

Ved ludomani dominerer spillelidenskab ens liv på bekostning af familien, sociale relationer og arbejds- og uddannelsesmæssige forpligtelser. Det skønnes, at ca. 10.000 personer (over 18 år, oftest mænd) årligt lider af ludomani i Danmark. Ofte spiller både biologiske, psykologiske og sociale faktorer ind, når man udvikler ludomani.

Claus Elgaard fortæller om sin opvækst: "Under alle omstændigheder er de fleste af de minder, jeg har om ham (faren, red.), forbundet med spil. Især gik vi til travløb, som regel tre-fire gange om ugen. Allerede i en tidlig alder lærte jeg derfor, hvordan man spiller hos en bookmaker." (side 34).

Desuden ses andre psykiske lidelser hyppigt i forbindelse med ludomani f.eks. misbrug af alkohol eller stoffer, depression eller angst.

Claus Elgaards far havde også et stort forbrug af alkohol, og Claus måtte ofte med sin mor ud at lede efter sin far om aftenen eller natten på værtshuse. "Min mor blev siddende i bilen, og så blev jeg sendt ind for at få ham med hjem. Det kunne godt tage sin tid, for som regel sad han lige i et slag poker, han skulle spille færdig først." (side 31-32).

Omkring 40 procent med diagnosen ludomani har komorbide lidelser (dvs. flere diagnoser samtidig), er lidelserne af svær karakter, kan det være nødvendigt med behandling på andre specialklinikker inden behandlingen for ludomani.

En kort definition på ludomani er: 1. Manglende kontrol over pengespil. 2. Spillet får øget opmærksomhed og fokus, således at det overtager andre interesser og daglige aktiviteter. 3. Spillet fortsætter og eskalerer på trods af negative konsekvenser.

Det var netop sådan, Claus Elgaard havde det, når han aften efter aften befandt sig på kasino og stod i timevis ved rouletten og vanemæssigt lagde sine jetoner på bordet - og altid i sidste øjeblik for at øge spændingen.

"Det var i de timer, jeg kunne glemme alt omkring mig - lige fra min barndom og alle de skygger, den kastede ind over mit liv, til min selvforagt over mit svigt i forhold til Vinni (hustruen, red.) og familien.  … Det var et beroligende middel, som udviklede sig til fuld bedøvelse. Og jeg var komplet ligeglad med, om jeg tabte eller vandt, bare jeg blev fri for at være i kontakt med mine følelser og min smerte." (side 114-115).

"Når jeg enten ikke havde flere penge eller kasinoet lukkede, var jeg segnefærdig. Udslukt indeni. På vej hjem begyndte anger og selvforagt at stige op i mig. … Jeg slæbte mig hjem i seng, men inden jeg lukkede øjnene, søgte mine tanker allerede at koncentrere sig om næste dags spil. Noget stort og lykkeligt ventede med sikkerhed mig." (side 177).

Claus Elgaard kunne sagtens se, at hans adfærd lignede farens op ad dage, men han klyngede sig til forskellen - han drak ikke, han var ikke afhængig af alkohol.

Men heldigvis er der hjælp at hente, hvis man lider af ludomani. Rundt omkring i Danmark findes behandlingscentre, der tilbyder gratis hjælp.

"Min tilgang til behandlingen var enkel. Der er kun én måde, en misbruger kan blive hjulpet på, og det er ved at erkende problemet." (side 12).

I studiet har jeg besøg af den behandler, Michael Bay Jørsel, leder af Center for Ludomani og initiativtager til ludomanibehandling i Danmark, som hjalp Claus Elgaard med at slippe fri af spilledjævlens kløer. Desuden medvirker Niklas Gille, tømrer og tidligere spilafhængig, og Thomas Zoëga Ramsøy, ph.d. i neurobiologi og stifter af Neurons Inc.

 

Hjernekassen på P1 den 8. oktober 2018. Japan - set med danske øjne.

Er man interesseret i at vide lidt om, hvordan livet er i Japan, kunne journalist Asger Rølje Christensens klummebog Seikatsu - japansk hverdag (Turbine 2017) være et sted at starte. En af de ting, jeg godt kan lide ved bogen, er de mange fotografier, der viser landet og dets befolkning fuldstændig, som jeg selv har oplevet det under mine mange besøge i dette fascinerende land.

Det, som er rigtig rart ved at besøge Japan, er, at man føler sig tryg, for japanerne er et hæderligt folkefærd, og alle viser hensyn til hinanden, hvilket kommer til udtryk på forskellig vis.

I Japan står alle pænt og tålmodigt i kø. Køkulturen er noget, man opdrages til fra barnsben af. På togperronerne stiller japanerne sig op i velordnede køer, hvor kørækkerne er aftegnet på perronen. Tiden, mens man venter på toget, der altid kører til tiden, bruges f.eks. til at tjekke nyheder på mobiltelefonen.

Denne ro og orden vil man også opleve, når jorden skælver under japanerne. Det er dog ikke udtryk for, at japanere ikke føler sig bange eller ligefrem magtesløse, når naturkatastrofer rammer øgruppen, det gør de. Og hvis man har mulighed for det, følger man nøje med i situationens udvikling på fjernsynet.

Japanerne går op i at leve sundt, når det gælder kost og motion. Begge faktorer er medvirkende til at mange japanere lever længe. En ottedel af Japans 127 millioner indbyggere er over 75 år, og tallet vil stige i de næste årtier. For at sikre at de allerældste borgere, som har svært ved at klare sig selv, et anstændigt liv, arbejder de næstældste borgere (hovedsagelig kvinder) frivilligt sammen i grupper, der sørger for mad med mere til de til ældste.

De yngre kvinder har til gengæld travlt med at sørge for børnene. I Japan er det fortsat almindeligt, at man ikke arbejder, mens børnene er små, bl.a. på grund af børnepasningsproblemer. Selv om fødselstallet er lavt, og man fra politisk side gerne vil have mødrene, som ofte er veluddannede, ud på arbejdsmarkedet, er der mangel på institutionspladser og kvalificeret personale, da de unge kvindelige pædagoger ofte selv bliver nødt til at blive hjemmegående, fordi de ikke kan få en institutionsplads til deres egne børn. Halvdelen af de 800.000, der har uddannet sig til pædagog, går hjemme med deres egne børn. Ofte kan det heller ikke betale sig for familien, at både manden og kvinden arbejder, da det japanske skattesystem giver et stort skattefradrag, hvis den ene ægtefælle (oftest kvinden) går hjemme.

Men hvordan ser Japan ud med den danske ambassadørs øjne? Det kan man finde ud af ved at lytte til min samtale i Hjernekassen med Freddy Svane (ansat ved Danmarks Ambassade i Tokyo), som fandt sted i juli måned, hvor han var på sommerferie i Danmark.

 

Hjernekassen på P1 den 1. oktober 2018. Børne- og ungdomspsykiatri.

Hjernens udviklingshistorie, fra de mest primitive forstadier og frem til menneskehjernen, er en lang rejse mod større og større grader af frihed. Vi mennesker har i uhørt grad befriet os fra naturens begrænsninger, vi er de mest frie dyr, der findes. Men vi betaler en pris for denne frihed. Store avancerede hjerner er mere ustabile og uforudsigelige end små simple hjerner, og risikoen for sindslidelse og anden mental ubalance er den pris, vi mennesker betaler for vores store hjerner.

Da jeg var ung, frygtede jeg at få en alvorlig sindslidelse, og alt for mange dage i mit unge liv blev forpestet af min frygt for ikke at være helt normal. Når jeg lånte bøger på biblioteket om sindslidelser, mindede nogle af de symptomer, jeg kunne læse om i psykiatribøgerne, om det jeg selv oplevede. Jeg kunne f.eks. stå og kigge på mig selv i spejlet og tænke: "Hvem er det, jeg kigger på?" Denne uvirkelighedsfornemmelse gjorde mig angst - angst for at det hele ville bryde sammen for mig. Angsten for at blive syg i sindet fulgte mig i lang tid og i forskellige variationer.

Dengang turde jeg ikke møde en psykiater eller psykolog, for jeg var sikker på, at hun eller han med det samme ville kunne se igennem mig og spotte alt det unormale i mit sind. Paradoksalt nok endte jeg mange år senere med selv at blive psykiater (i voksenpsykiatrien), men det har ikke gjort mig i stand til at "se gennem mennesker".

Det, jeg har lært om psykisk sygdom og det at være psykisk velfungerende, er: 1. Det drejer sig ikke om at være normal. Det drejer sig om at have en dagligdag, der fungerer. 2. Der er en glidende overgang fra det normale til det problematiske. 3. Det kan gå frygteligt galt. Psykiske problemer kan gøre én alvorligt syg.

Ud fra en hjernemæssig betragtning har alle hjerner én overordnet arbejdsopgave, og det er at træffe de bedste beslutninger. Når hjernen skal træffe en aktiv beslutning, er der to spørgsmål, der skal besvares: Hvor er jeg? Hvad gør jeg? Hjernens arbejde med disse to spørgsmål er af afgørende betydning for det at være menneske.

Før min hjerne kan vælge aktivt, skal den etablere en erkendelse af virkeligheden. Den skal vide, hvor den er. Og her kommer det specielle: For mig, som bevidst menneske, er det ikke nok, at min hjerne via mine sanser objektivt registrerer, hvad det er for en situation, den befinder sig i. Den skal også skabe en subjektiv oplevelse af, at jeg er til stede i verden. Hvordan det går for sig, er en gådefuld proces.

Når hjernen har skabt en erkendelse af den situation, den befinder sig i, skal den bestemme sig for, hvad den gør. Hjernen skal planlægge den mest hensigtsmæssige adfærd i den givne situation. For at kunne gøre det, skal hjernen kunne sætte virkelighedsopfattelsen i perspektiv og sammenhæng, her spiller hukommelsen en væsentlig rolle. Har jeg oplevet noget lignende før? Hvad gjorde jeg dengang? Var det godt eller skidt? Og så skal hjernen være i stand til lynhurtigt at kunne vurdere, hvilke konsekvenser en given handling måtte kunne tænkes at have.

Normalt lægger vi ikke mærke til alt det hjernearbejde, der konstant foregår for at få tilværelsen til at forløbe nogenlunde gnidningsfrit, det er først, når der opstår problemer. Når hjernens arbejde med at skabe en effektiv virkelighedsopfattelse vakler, og hjernen f.eks. begynder at skabe oplevelser, der ikke er sansemæssigt belæg for. Man hører stemmer, uden at der er nogen, der taler. Ser ting, som ikke er der. Hjernen hallucinerer. En usikker virkelighedsopfattelse øger også risikoen for, at verden bliver tolket ind i alternative, ukorrekte mønstre. Vrangforestillinger opstår, og man kommer i mindretal med sin virkelighedsopfattelse.

Dagens gæster i Hjernekassen er: Anne Marie Raaberg Christensen, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark, og Hanne Børner, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og fagkonsulent. Vi taler bl.a. om, hvilke psykiske lidelser man oftest ser i børne- og ungdomspsykiatrien, diagnosticeringsmetoder, behandlingsmuligheder og forebyggelse.

 

Hjernekassen på P1 den 24. september 2018. Roskilde Festival 2018 (3).

Musik har været en del af menneskelivet i årtusinder og bruges i mange forskellige sammenhænge. Musik bruges ofte til at udtrykke eller kommunikere en følelsesmæssig stemning af religiøs, social eller kommerciel karakter. Måden, det gøres på, varierer genremæssigt, men også kulturelt.

Men hvad skal vi egentlig med musik? Det er umuligt at give et entydigt svar på spørgsmålet, for musik spiller på mange forskellige strenge i vores hjerne.

For bassist, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium, leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Music in the Brain Peter Vuust (og også for mig selv) er der ingen tvivl om, at musikkens funktion i høj grad hænger sammen med hjernens generelle måde at fungere på.

"Musiknydelse kan associeres med helt basale overlevelsesmekanismer tæt forbundet til vores evne til at lære at forudsige fremtiden. Vi kan dog ikke endeligt afgøre, om musik blot tilfældigvis leger med vores hjerne, eller den har afgørende betydning for vores overlevelse." Pointerer Peter Vuust i sin bog Musik på hjernen - Hvad sker der i hjernen, når vi lytter til og spiller musik? (People'sPress 2017, side 86).

Umiddelbart synes musik ikke at være af evolutionær oprindelse, det vil sige være en nødvendighed for vores overlevelse. Alligevel er de fleste af os villige til at investere ret meget tid og energi i musik, nogle som ivrige lyttere og andre som udøvende musikere. Dette hænger givet vist sammen med jagten på nydelse, som er en af hjernens måder at få os til at gøre noget, som er godt for vores overlevelse. "Musik påvirker det såkaldte belønningssystem gennem stoffet dopamin, hjernens dope. Det er det, der belønner os, når vi gør noget, der er godt for vores overlevelse, når vi fx spiser god mad, eller når vi har sex. Og altså også når vi lytter til musik." (side 13).

Musik benytter sig af hjernens grundlæggende overlevelsesmekanisme, så når vi lytter til et stykke musik og oplever stor nydelse derved, skyldes det bl.a. frigivelse af dopamin.

Peter Vuust mener, at vores musikoplevelse er tæt knyttet til en anden grundlæggende funktion hos hjernen; dens evne til at bygge modeller til at forudsige fremtiden. "Et glimrende eksempel på, hvorledes disse modeller for forudsigelse virker, finder man i det auditive system, høresansen. Høresansen er konstant i færd med at skanne omgivelserne for mønstre. … At kunne udskille lyden af en kvist, der knækker under foden på et stort kattedyr, har været afgørende for menneskets overlevelse og er dermed en vital udfordring for det auditive system." (side 58-59).  Komponister benytter sig af denne hjernefunktion ved at opbygge musikalske forventninger og fanger vores opmærksomhed ved at skabe afvigelser (overraskelser) i musikken fra det, vi forventer.

Måske er musik i første omgang opstået ved et tilfælde, som så siden delvist har bidraget til vores arts overlevelse. I hvert fald spiller musik en meget stor rolle i sociale sammenhænge, hvor musik først og fremmest er et følelsesmæssigt kommunikationsmiddel mellem mennesker. Vi bruger musikken til at tiltrække hinanden med eller til at skabe fælles fodslag i en gruppe, f.eks. når vi næsten automatisk bevæger os i takt til musikken og skråler med i kor på sangene til en koncert på Roskilde Festivalen. Her fungerer musikken som en social foreteelse, der regulerer det emotionelle niveau i en gruppe mennesker. I andre sammenhænge bruges musikken til at markere en afstandtagen til en anden gruppe, f.eks. når vi står på et sportsstadion og vinker med Dannebrog, mens nationalsangen synges før en fodboldlandskamp.

Peter Vuust betragter menneskelig kommunikation som et kontinuum med sproget, det mere konkrete, i den ene ende af spektret, og musikken, det mere abstrakte følelsesmæssige, i den anden ende. Musik kan på meget kort tid harmonisere en gruppes emotionelle niveau, for når vi synger sammen, kommunikerer vi i flok på én gang, noget som er svært at opnå gennem det talte sprog.

Peter Vuust tog lørdag den 7. juli 2018 til Roskilde Festivalen for at gøre Hjernekassens lyttere klogere på musikkens væsen.

 

Hjernekassen på P1 den 17. september 2018. Retsmedicin.

"Der er ingen, der kommer til os, fordi det har været en god dag." - Asser Hedegård Thomsen, dagens gæst i Hjernekassen.

Retsmediciner og ph.d.-studerende Asser Hedegård Thomsens arbejdsdag er nogenlunde lige delt i arbejde med levende og døde personer (klinisk retsmedicin og retspatologi), for han hjælper politiet med opklaring af både volds- og drabssager, samt forskning.

Asser Hedegård Thomsens arbejder på Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet, og han er specialist i at finde frem til dødsårsager. For at kunne klare sit erhverv med obduktioner er han nødt til at skabe et professionelt værn, da de døde personer er ofte kommet af dage under tragiske omstændigheder, men ikke altid. Det er derfor vigtigt at få afklaret, om der er tale om en ulykkeshændelse eller drab, når politiet finder en person, som er død af uafklarede årsager. Nogle gange vil retsmedicineren blive kaldt ud til findestedet for at få så mange detaljer med som muligt, inden han går i gang med selve obduktionen. Og hvis politiet allerede har anholdt en formodet gerningsmand, vil retsmedicineren skulle undersøge vedkommende for spor, der kan anvendes som bevismateriale, f.eks. blodstænk på tøjet eller kroppen, i en kommende retssag.

Når en retsmediciner kaldes ud til et gerningssted, medbringer vedkommende en taske indeholdende bl.a. kamera, pincetter, vatpinde, termometre og overtrækstøj for at undgå at sætte spor af sig selv på afdøde eller gerningsstedet.

Obduktionerne foregår efter en fast procedure med en systematisk ud- og indvendig undersøgelse af afdøde, alt dokumenteres med detaljeret beskrivelser og fotografier, der kan have betydning i efterforskningen og i en retssag. Er dødsfaldet et oplagt drab, vil politiets kriminalteknikere og efterforskere også være til stede. Retsmedicinerens fund gennemgås altid med en kollega (en supervisor) for at sikre, at der ikke sker fejl, og i fællesskab beslutter de, om der skal iværksættes yderligere undersøgelser, f.eks. om der er tegn på, at vedkommende er blevet forgiftet. I så fald vil den endelige obduktionserklæring (rapport), som politiet bruger i deres efterforskningsarbejde, først kunne afsluttes to-tre uger efter obduktionen. Er der tale om en drabssag, fremlægger anklageren obduktionserklæringen i retten, og nogle gange indkaldes retsmedicineren også som vidne i retssagen.

Selv om det måske ikke virker sådan, bliver der slået færre mennesker ihjel i dag end for 25 år siden, bl.a. på grund af at mange nu når at tilkalde hjælp på deres mobiltelefon, så de kan få behandling for deres skader og dermed overleve.

Asser Hedegård Thomsen er i gang med et ph.d.-projekt, der gennemgår de ca. 1.400 opdagede drab begået i Danmark i perioden 1992-2016. I samarbejde med landets to øvrige retsmedicinske institutter i København og Odense indsamles data med særlig fokus på drabsmetoder, omfanget af vold og betydningen af hospitalsbehandling.

Ved at læse de retsmedicinske erklæringer, politirapporter og retspsykiatriske erklæringer undersøges, hvorledes folk er blevet slået ihjel, og om misbrug eller psykisk sygdom har betydning for omfanget af vold i forbindelse med drab. Projektet skulle gerne bidrage til en bedre forståelse af drabskriminaliteten til gavn for retsmedicinere, justitsvæsen og den offentlige debat.

 

Hjernekassen på P1 den 10. september 2018. Bjerggorillaer.

"It seems really very unfair that man should have chosen the gorilla to symbolize everything that is aggressive and violent, when that is one thing the gorilla is not, and that we are." - Sir David Attenborough

Gorillaen er en fascinerende skabning og den største af alle aber. Dens navn kommer af det græske ord gorillai og betyder "behårede kvinder".

Der findes omkring 100.000 vestlige gorillaer (den vestlige lavlandsgorilla og den mest sjældne menneskeabe, cross river gorilla, der tæller 250-300 individer) og 4.880 østlige gorillaer (den østlige lavlandsgorilla og bjerggorillaen). Den vestlige hangorilla er mindre, ca. 1.55 m og med en vægt på op til 157 kg, end den østlige, ca. 1.70 m og med en vægt på op til 205 kg.

Desværre er disse haleløse primater en truet dyreart på grund af menneskelige aktiviteter såsom fældning af træer til tømmer og trækul, rydning af skov til landbrugsjord, krybskytteri med opsætning af snarer og sygdomme som ebola. Den østlige lavlandsgorilla bestand er bl.a. på grund af krybskytteri reduceret kraftigt fra 16.900 individer i 1990'erne til 3.800 i dag. Og i 2002 og 2003 døde 95 procent af gorillaerne af ebola i Odzala National Park i Congo.

Dagens to gæster i Hjernekassen, skuespiller Ghita Nørby og Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, havde i marts måned i år den enestående oplevelse at besøge de store menneskeaber i Bwindi i Uganda. Derfor handler nedenstående tekst kun om bjerggorillaer - en underart der først blev opdaget i 1902. I 1989 var der 620 bjerggorillaer, hvor mange tror du, der er nu?

Bjerggorillaerne lever i den tropiske regnskov i Afrika - i et højtbeliggende skovområde (2.500-4000 m over havets overflade) i DR Congo, Rwanda og Uganda. Gorillaerne lever i familieflokke på typisk 5-10 individer i hver gruppe. Den dominerende han, der kendes på den sølvgrå saddel over ryggen, er gruppens leder, og han har ansvaret for familiemedlemmernes ve og vel, og det er ham, som træffer alle beslutninger, f.eks. hvor gruppen skal søge føde.

Fysisk er bjerggorillaen et stort muskuløst dyr med en kraftig sort pels. Hangorillaen vejer ca. 200 kg og er 1.70 m høj. Hungorillaen er halvt så stor. En voksen hangorilla spiser intet mindre end 18 kilo mad om dagen. Føden består primært af blade, men også af bambus, rødder, svampe og insekter, især termitter er en lækkerbisken. Der er masser af mad i den frodige regnskov, så gorillaerne behøver ikke gå langt for at finde føde. Væske får gorillaerne fra de saftige planter, det vil sige, de behøver ikke aktivt at drikke vand.

Gorillaer går på benene og armene (knogang), men skal der bæres noget, eller skal ens styrkes vises, går/løber gorillaen på sine to ben, som er kortere end armene.

Gorillaerne kommunikerer først og fremmest med hinanden ved hjælp af positurer, grimasser og bevægelser, når hungorillaen f.eks. ønsker, at de andre skal se noget, klapper hun i hænderne. Desuden anvender gorillaerne et lydsprog bestående af over 20 forskellige lyde fra skingre hyl til dybe grynt. Nyser, gaber, bøvser, hikker, hoster og griner gør de også.

Forventet levetiden for en gorilla, der ikke dør tidligt (40 procent af gorillaungerne dør), er omkring 40 år. Hangorillaen er kønsmoden omkring de 15 år og bliver herefter kaldt for sølvryggen. Hungorillaen er allerede kønsmoden omkring de 8 år. Hunnen er drægtig i 8 ½ måneder og får en unge ad gangen ca. hvert femte år. Gorillaer er tæt knyttet til deres unger, og både moren og faren tager sig af afkommet. I begyndelsen er det mest moren, og ungen begynder først at bevæge sig længere væk fra hende ved toårsalderen. Faren spiller en stor rolle, når ungen skal fravænnes mælk og begynde at spise fast føde samt i den ældre unges socialisering.

De unge hunner udvandrer fra flokken, når de er kønsmodne. Mens hannerne bliver længere, dog uden at udvikle den sølvgrå ryg, som dukker frem ved 12-årsalderen og er et adelsmærke for modenhed. Efter de unge hanner forlader gruppen, lever de ofte sammen, indtil de kan danne deres egen familieflok.

Gorillaer er generelt ikke territoriale, og flokkenes levesteder kan sagtens overlappe hinanden. Gorillaer vil helst leve i fred, og de angriber sjældent andre, kun hvis de bliver truet eller bange. Så når sølvryggen står oprejst og slår sig på brystet og frembringer nogle kraftige rungende lyde, er det for at skræmme potentielle fjender væk.

I over 40 år har WWF Verdensnaturfonden arbejdet for at beskytte bjerggorillaerne gennem International Gorilla Conservation Programme (IGCP), som underviser og hjælper den lokale befolkning med bevarelse af naturen og bjerggorillaerne. Et af initiativerne er anlæggelse af te-plantager, der fungerer som buffer-zoner mellem gorillaer og mennesker. Og organisationens arbejde gør en forskel. I dag er bestanden af bjerggorillaer vokset til omkring 1000 individer, heraf de 400 i Bwindi.

Artens eksistens er stadig kritisk truet, så det er vigtigt, at der fortsat gøres en ihærdig indsats for at bevare gorillaen - vores, menneskets, anden nærmeste nulevende slægtning.

 

Hjernekassen på P1 den 3. september 2018. EliteForsk-priser 2018 (4).

Celler er de grundlæggende byggesten i vores krop, og alle celler indeholder det genetiske materiale (dna), som er ansvarlig for vores udvikling og individuelle kendetegn. Den voksne krop anslås at bestå af ca. 75 billioner celler, der alle er skabt fra en enkelt befrugtet celle, som har delt sig igen og igen.

Processen begynder i det tidlige embryo, hvor de umodne celler hurtigt deler sig og gradvist begynder at specialisere sig. Samtidig med at de tilegner sig bestemte egenskaber (dvs. bliver til kønsceller, blodceller, nerveceller, muskelceller, hudceller osv.), er der en restriktionsproces, som gør, at de ikke kan blive til noget andet. Det er den epigenetiske cellehukommelse, der er med til at lukke denne tilstand fast, uden at cellens dna ændres. Så selv om vi har 220 forskellige celletyper, indeholder alle kroppens celler den samme dna-sekvens.

Nogle celler holder hele livet, andre bliver slidt op, skadet eller angrebet af sygdom. Heldigvis har kroppens celler en fantastisk evne til at kunne gendanne sig selv, og hver dag skabes millioner af erstatningsceller, som er identisk med den oprindelige celle.

Når en kropscelle deler sig for at skabe en kopi af sig selv enten på grund af vækst eller som en del af den reparationsproces, der hele tiden foregår, medvirker de epigenetiske mekanismer til at holde de rigtige gener aktiv eller slukkede i de enkelte celletyper. Men hvis der opstår fejl, kan cellen glemme sin identitet og skabe ændringer, som kan medføre sygdomme.

Hvordan celler opretholder deres identitet, når de deler sig (dvs. epigenetisk cellehukommelse), beskæftiger den 43-årige EliteForsk-prismodtager Anja Groth, molekylærbiolog, professor ved BRIC (Biotech Research & Innovation Centre), Københavns Universitet, og hendes internationale forskerteam sig med.

Molekylære grundforskning er vigtig for bedre at forstå, dels hvordan organismen udvikles, dels hvordan sygdomme som f.eks. forskellige former for kræft opstår. For når man forstår, hvordan tingene fungerer, vil man bedre kunne udvikle behandlingsformer til at bekæmpe sygdomme.

Hjernekassen på P1 den 19. marts 2018 handlede også om genetik og epigenetik og udsendelserne den 4. juni, den 11. juni og 20. august om EliteForsk-priser (1, 2 og 3).

 

Hjernekassen på P1 den 27. august 2018. Roskilde Festival 2018 (2).

My my, hey hey/rock and roll is here to stay

Jeg troede egentlig, at jeg havde været på Roskilde Festival for sidste gang i 1979. Det var det så ikke, eftersom mine medarbejdere, (unge) Emma Elise Albæk Høj og (gamle) Morten Krøgholt, mente, det var på tide med nogle udsendelser fra denne årlige begivenhed, som unge og i de senere år også ældre generationer har valfartet til siden 1971. De eneste betingelser, jeg stillede, var at få lov til at få sove i min egen seng og tage et dagligt bad derhjemme.

Jeg ville ønske, det var for to år siden, Emma og Morten havde fået idéen, for da var mit ungdomsidol, Neil Young, et af de store tiltrækningsplastre på den legendariske Orange Scene.

Jeg har været fan af Neil Young, siden jeg som 15-årig lånte pladen Harvest på Sorgenfri Biblioteket. Sangen "A Man Needs a Maid", specielt ordene "When will I see you again?", gik lige ind i mit længselsfulde drengesind efter en kæreste, hvilket jeg først fik som 18-årig. Dengang syntes jeg, det var sent, sådan har jeg det ikke længere, for der foregår jo så mange andre ting i ens liv i de år.

Herefter begyndte jeg at lytte til alt, hvad Neil Young lavede, og lærte hans sangtekster udenad. Desuden læste jeg alt, hvad jeg kunne om manden, og efter at have læst et langt interview med ham i musikmagasinet Rolling Stone blev han min imaginære ven, som jeg brugte mange stunder på at forestille mig at møde og tale med om livet.

Kort tid efter jeg havde fået min studenterhue, passerede jeg fredag den 6. juli 1979 lige inden lukketid pladebutikken Music Mekka København, og i vinduet lå Neil Youngs nyeste plade Rust Never Sleeps - en plade jeg bare måtte have. At den skulle blive skelsættende i mit liv, havde jeg ingen anelse om.

Selv om mit sind længe havde været modtageligt over for budskaber i Neil Youngs sange, skete der noget afgørende den sommeraften, hvor jeg hørte pladen første gang. Sangen "Thrasher" fik mig til at indse, at man skal finde sin egen vej og forfølge den, samt at ildhu er en gave, og det er vigtigt at følge sine projekter til dørs. Det sidste var godt nok noget, mine forældre havde gjort mig klart gennem min opvækst, men som jeg dér så i et endnu klarere lys på tærsklen til mit voksenliv.

Fredag den 6. juli 2018, altså nøjagtig 39 år efter jeg købte Neil Youngs Rust Never Sleeps, mødtes jeg på Roskilde Festivalen med psykiater og misbrugsekspert Henrik Rindom for at fortsætte vores samtale om alkohol og stoffer på musikfestivalen. I udsendelsen taler vi også med læger, politi og andre, der kommer i kontakt med de unge mennesker, som har drukket for meget alkohol eller indtaget stoffer. Desuden er der små indslag lavet af Hjernekassens teenagerapportere med nogle af de unge festivaldeltagere.

Hey Hey, my my/rock and roll can never die

Den første Hjernekassen på P1-udsendelse fra Roskilde Festivalen blev sendt den 13. august.

 

Hjernekassen på P1 den 20. august 2018. EliteForsk-priser 2018 (3).

"Da jeg som ung student kom til Niels Bohr Instituttet, forstod jeg ikke kvantemekanikken. Efterhånden som jeg blev indført i beregningsmetodologien, kom jeg til den erkendelse, at nu forstod jeg kvantemekanikken. Senere er jeg blevet professor og er ved at skulle træde af. Når jeg nu ser på kvantemekanikken, så må jeg erkende, at jeg alligevel ikke forstår den."

Hvorvidt disse ord er sandfærdige eller blot udtryk for fysikerhumor får stå hen i det uvisse. Men sikkert er det, at ordene på humoristisk vis illustrerer, hvordan mange mennesker opfatter matematiske ligninger; som noget der er vanskeligt at forstå, specielt når det gælder beskrivelsen af fysiske fænomener på atomart niveau.

Stoffet er så vanskeligt, at end ikke en computer kan finde ud af at løse de problemstillinger, som udsendelses gæst, matematiker og professor Søren Fournais, dagligt arbejder med. "De må smide min computer ud, men tavlen og kridtet må de ikke tage," udtaler Fournais på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside for EliteForsk-priser.

Det er fortsat menneskehjernen, som er nødt til at "regne" den ud, når man beskæftiger sig med matematik på højeste niveau.

Den 44-årig professor Søren Fournais fra Institut for Matematik, Aarhus Universitet, beskæftiger sig med grundforskning, og det er umuligt at sige, hvad det helt præcist vil kunne bruges til. Fournais har i mange år beskæftiget sig med Schrödingers ligning, og hans vigtigste arbejdsredskaber er foruden tavle og kridt, papir, blyanter og, som han selv har udtrykt det til Videnskab.dk i 2016, en skraldespand til de dårlige idéer.

Den østrigske fysiker Erwin Schrödinger (1887-1961) betegnes som en af grundlæggerne af kvantemekanikken, og Schrödingers bølgeligning fra 1926 betragtes af nogle fysikere som det vigtigste bidrag til teoretisk fysik i det 20. århundrede. I 1933 blev Schrödinger tildelt en halv Nobelpris i fysik for sin bølgeligning, der beskriver bevægelsen af en partikel, som påvirkes af ydre kræfter. (Den anden halvdel gik til fysikeren Paul Dirac).

For fysikere/matematikere indeholder en videnskabelig teori en matematisk formel eller et sæt af formler, der giver udtryk for en kvantitativ lovmæssighed. Eller som Søren Fournais selv siger: "Matematik er briller at se verden igennem og et sprog, vi bruger til at beskrive den."

I programmet understreger Søren Fournais flere gange, at han ikke synes, matematik er svært at forstå, og at han anskuer sit arbejde som at løse gåder, for matematik handler i høj grad om at finde de bagvedliggende strukturer og mindre om udregninger, som de fleste af os kender fra vores skoletid.

Hjernekassen på P1's udsendelser: EliteForsk-priser (1 og 2) blev sendt den 4. juni og den 11. juni 2018.

 

Hjernekassen på P1 den 13. august 2018. Roskilde Festival 2018 (1).

Hjernekassen på P1 satte psykiater og misbrugsekspert Henrik Rindom stævne på Roskilde Festivalen torsdag 5. juli for at tale med ham om indtagelse af alkohol, hash og andre stoffer. Vi kom ikke ind på cigaretrygning, derfor har jeg valgt at skrive lidt om emnet her.

Cigaretrygning er en af de få ting, jeg virkelig fortryder at have gjort, for der er intet godt at sige om det. Tobak er et giftstof, og risikoen for at blive alvorligt syg er markant højere, hvis man ryger; forskellige former for kræftsygdomme, KOL (rygerlunger), hjertekarsygdomme, øget risiko for blodpropper i hjernen og hjerneblødninger. Jo yngre man er, når man begynder at ryge, desto større er risikoen for senere hen i livet at dø på grund af rygning.

Et af de steder, hvor det er nemt at falde for fristelsen lige at prøve at ryge en cigaret eller to, er til musikfestivaler. Jeg kan kun sige: lad vær. Nikotin er et af de mest afhængighedsskabende stoffer, der findes. Den hjernemæssige forklaring på dette er, at der sker en kemisk reaktion i hjernens såkaldte belønningssystem, som frigiver stoffet dopamin, der får os til at føle, at vi har gjort noget godt for at tilfredsstille et fysisk behov. Det er akkurat det samme, der sker, når vi spiser og få stillet sulten. Det djævelske er, hvor mad er en nødvendighed for vores overlevelse, er tobaksrygning det stik modsatte. Er man først blevet afhængig af nikotin, kan trangen efter en cigaret være så stærk, at man har svært ved at tænke på andet, før man har fået røget endnu en cigaret.

Hvis først man er blevet afhængig, hvilket ifølge Henrik Rindom sker efter 100-200 cigaretter, er det svært at holde op igen. Afhængighed er, når nikotin er noget, vi trænger til, noget, hvis fravær vi opfatter som unormalt. Afhængighed er, når kroppen har vænnet sig til, at nikotin i blodet er det normale, at det er sådan, det skal være. Desuden ses der ofte en sammenhæng mellem cigaret- og hashrygning, idet unge ikke-ryger sjældent begynder at ryge hash.

Hvordan bør man som forælder klæde sine børn på, så de ikke falder for fristelsen at begynde at ryge cigaretter, når nu det er så farligt? Specielt hvis man ikke kan foregå dem med et godt eksempel?

"Begynd aldrig at ryge cigaretter, det er det samme som at smide penge ud ad vinduet. Tænk på alle de ting, jeg kunne have købt i stedet for cigaretterne, og som jeg ville have glæde af i lang tid." Disse ord hørte en af mine venner gennem hele sin opvækst, og ordene virkede efter hensigten. Ikke et eneste ord om rygningens skadelige effekter, så måske er det dér, man bør starte som forælder og ikke vente til teenageårene, hvor det er sværere at nå igennem til ens børn, end når de er yngre. Jeg ville i hvert fald godt have haft flere penge, dengang jeg var ung, som jeg kunne have købt lp'er for - at lytte til musik er noget af det bedste, jeg ved, og en langt bedre måde at aktivere ens hjernes belønningssystem på.

 

Hjernekassen på P1 den 6. august 2018. Tandlæger.

"Vi vil have wienerbrød! Vi vil have wienerbrød!" Ordene er naturligvis Karius og Baktus', som bor i to af Jens' tænder. Her har de boet et godt stykke tid, fordi den lille dreng elsker søde sager; karameller, lakrids, bolsjer og wienerbrød med et ordentligt lag sukker på, og glemmer tandbørstning. Nu er der imidlertid opstået en krise, for Jens' tænder er blevet ødelagte og gør ondt. Så Jens finder tandbørste, tandpasta og vand frem og får fjernet plageåndernes næring. Han må dog også en tur forbi tandlægen for at få hullerne i tænderne ordnet, så de to småfyre ikke længere har et sted at bo.

Den norske børnebogsforfatter Thorbjørn Egners bog Karius og Baktus (1946) er blevet læst højt for mange børn i Danmark, siden den udkom på dansk i 1958. Jeg vil tro, min mor (1930-2016) har kunnet lide fortællingen, for da hun besøgte Hjernekassen (den 21. september 2015), var det forbedringen på tandplejeområdet, hun fremhævede som en af de rigtig gode ting, der var sket, siden hendes egen barndom.

Hos mennesket dukker det første tandsæt frem, når barnet er et halvt til to år. Mælketænderne eller det primære tandsæt består af 20 tænder (10 i henholdsvis over- og underkæben). Fra seksårsalderen begynder mælketænder at blive udskiftet med de permanente tænder, det sekundære tandsæt, der tilføjes yderligere 12 tænder, så en voksen har 32 tænder (16 tænder i over- og underkæbe), inklusive visdomstænderne, der bryder frem i 17-25-årsalderen, men ikke hos alle, derfor har nogle kun 28 tænder.

Nedbrydning af føde er en proces, som begynder i munden, hvor tænderne spiller en vigtig rolle. Når vi spiser og drikker sukkerholdige ting, omdanner bakterier i plak (som ses som en blød og let afskrabelig hvid belægning langs tandkødsranden) sukkeret til syre, som nedbryder den hårde tandemalje og det underliggende noget blødere tandben, så vi får huller i tænderne (caries). Regelmæssig tandbørstning med tandpasta tilsat flour, som hæmmer udviklingen af caries, og brug af tandtråd eller tandstikker mellem tænderne hjælper til med at fjerne de tilbageværende madrester, hvilket reducerer risikoen for sygdom i tænderne væsentligt. Man bør børste sine tænder omhyggeligt minimum en gang om dagen, men to gange om dagen; om morgenen og om aftenen, anbefales.

For at tænderne skal kunne holde hele livet, er det også vigtigt at gå til tandlægen med jævne mellemrum for at få renset tænder ekstra grundigt. Desuden er det vigtigt, for hvis der er et problem, bør det opdages og behandles hurtigst muligt, så tilstanden ikke forværres, og der ikke opstår andre problemer såsom betændelsesinfektioner.

I Hjernekassen fortæller Gerd Hjort, Maria Schiff og Peter Tillge om arbejdet som tandlæge.

 

Hjernekassen på P1 den 25. juni 2018. Depression.

Tilværelsen er ikke altid lige nem. Vi kender alle til dage, hvor vi føler os triste og finder livet svært, men vi kan som regel finde en måde, hvorpå vi kan få det bedre igen. Sådan er det ikke, når man lider af depression, der er man så nedtrykt, at man ikke ved, hvad man skal gøre for at få det bedre.

Nogle mennesker får en enkelt depression i løbet af livet, men andre oplever tilbagevendende episoder. Depression forekommer på et hvilket som helst tidspunkt hos 2-5 procent af befolkningen, og kvinder rammes hyppigere af depression end mænd. 1 procent af befolkningen lider af bipolar sygdom, som kan være både depressioner med maniske episoder (bipolar lidelse type I) og depressioner uden maniske episoder (bipolar lidelse type II), her er der ingen kønsforskel.

Depression skyldes både arv (genetisk betinget) og miljø (ydre faktorer). Før første depression har 60-70 procent oplevet en belastende livsbegivenhed forud. Depressioner inddeles i lette, moderate og svære depression. Ved lette depressioner kan en vis form for dagligdag opretholdes. Ved moderate og svære depressioner griber symptomerne altødelæggende ind i dagligdagen.

Symptomer på depression er bl.a. et forsænket stemningsleje, manglede energi, træthed, manglende personlig pleje, appetit- og søvnforstyrrelser. Ofte er tilstanden værst om morgenen og lettere lidt op ad dagen. Under depression er angst ofte en central del af symptombilledet - bekymringerne tårner sig op, og man er overbevist om, at dette bare vil blive ved og ved. Der er intet håb tilbage, og livet er ikke længere værd at leve. Depression er en alvorlig tilstand, og over halvdelen af alle selvmord i Danmark skyldes depression.

"For mange år siden arbejdede jeg som reservelæge på en skadestue, og en vinterdag omkring klokken 14 fik jeg bragt en ung pige ind, som havde hængt sig i et bygningsstillads. Hun var død ved ankomsten, og der var ikke noget, vi kunne gøre. Det er mange år siden, men jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg stod der, efter alle de andre var gået, og kiggede ned på den unge pige og rebstumpen. Det passede ikke sammen. Der lå hun, fin og sirlig i tøjet, velplejet og velsoigneret, ung og med livet foran sig, og så havde hun taget sit eget liv med et lille beskidt stykke snor fastgjort til et stillads. Hvorfor? Først flere år senere fik jeg forhistorien. Pigen var indlagt på et psykiatrisk hospital. Inden da havde der aldrig været nogen særlige problemer, men hen over efteråret var hun blevet tiltagende deprimeret. Hun var derfor blevet indlagt, men sygdommen havde udviklet sig med tiltagende tungsind, selvbebrejdelser og selvmordstanker. På et tidspunkt blev selvmordstankerne så alvorlige, at man var nødt til at overflytte pigen til lukket afdeling. Her gik det tilsyneladende bedre. Pigen blev mere snakkesalig, og hun fortalte, at selvmordstankerne nu var væk. Man var forsigtig og holdt pigen på den lukkede afdeling, men efter et par uger blev hun efter stuegang overført til åbent afsnit. Straks pigen var alene, forlod hun afdelingen for bogstaveligt talt at løbe ud og finde rebstump og stillads. Der gik få minutter, fra hun var ude, til hun var død. Det var ikke en hurtig indskydelse, det havde været planen hele tiden: at benægte selvmordstanker for at blive overflyttet til et sted, hvorfra hun kunne undslippe og få sit dødsønske opfyldt og derved slippe for den depressive tilstand, hun befandt sig i. Det er sindssygt. Når ønsket om at dø er så udtalt, når planlægningen er så grundig og udførelsen så effektiv, så er det, fordi mørke kræfter har taget magten over sindet." Frihedens Pris af Peter Lund Madsen (Lindhardt og Ringhof 2018, side 230-231).

Lette depressioner kan i mange tilfælde behandles med samtaleterapi. Dette gør sig især gældende, når der er tale om en førstegangsdepression udløst af belastninger fra omgivelserne. Ved moderate og svære depressioner er medicinsk behandling så godt som altid påkrævet. Den hyppigst anvendte form for medicin mod depression er SSRI-præparater (selective serotonin reuptake inhibitors) misvisende kaldet lykkepiller. Overordnet gælder det for de moderate og de svære depressioner, at medicin aldrig kan stå alene, den bør altid ledsages af udredende og støttende samtaler. Det bliver aldrig acceptabelt at have behandlingssamtaler, der udelukkende drejer sig om bivirkninger og dosisjustering.

I udsendelsen medvirker: Rulle Grabow, kommunikationsrådgiver, som har diagnosen bipolar lidelse type II og tager forebyggende medicin mod sindslidelsen, og Ida Hageman, ledende overlæge på Psykiatrisk Center ved Rigshospitalet og på Frederiksberg.

Hjernekassen på P1 har tidligere belyst Bipolar affektiv sindslidelse (den 1. september 2014) og selvmord (den 14. august 2017).

 

Hjernekassen på P1 den 18. juni 2018. Litteraturformidling.

Når man som forfatter udgiver en bog, går der et større mediearbejde i gang. For man bliver kontaktet af litteraturformidlere fra aviser, diverse blade, radio, fjernsyn og bogarrangementer, som godt vil tale med én om bogen. Det er hårdt, men det er også givende, hvis den, der er interviewer én, er oprigtig interesseret i at tale om bogen. Jeg har lige udgivet Frihedens pris - En kort historie om menneskehjernen (Lindhardt og Ringhof 2018), og en af de personer, som jeg talte med, var Henrik Harring Jørgensen fra SINDbladet (Landsforeningen for psykisk sundheds medlemsblad), og især den efterfølgende artikel (der blev bragt i juni måned) viste tydeligt hans interesse. Han viderebragte ikke blot vores samtale om bogen, men han havde også læst den og fremhævede nogle af de vigtigste pointer. Eftersom bogen hovedsagelig handler om psykiske sygdomme og mentale ubalancer skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg faktisk er ret glad for Henrik Harring Jørgensens interesse.

Selv om man er både spændt på og nervøs for, hvordan ens bog vil blive omtalt i diverse medier, er det, der betyder mest, når det kommer til stykket, hvordan de, bogen er tiltænkt, tager imod bogen. Inden jeg færdigskrev og udgav Dr. Zukaroffs testamente - en bog om menneskehjernen (Gyldendal 2012), havde jeg et opslag på min hjemmeside, hvor jeg søgte efter helt almindelige læsere, der var interesseret i at vide noget mere om menneskehjernen. En af de første responser, jeg fik på manuskriptet, var godt nok noget særligt, for vedkommende skrev, at hun havde været så optaget af fortællingen, at hun helt glemte, at hun havde fødselsdag (altså indtil der var én, som lykønskede hende med dagen). For det er vel det, som gør litteraturlæsning til noget helt specielt - oplevelsen af at forsvinde ind i en anden verden, og det, man som forfatter drømmer om, vil lykkes for én.

I dagens udsendelse fortæller bogslugeren Cecilie Frøkjær, journalist, forfatter og vært på Jyllands-Postens podcast Frøkjær & forfatterne, og Mick Øgendahl, komiker og vært i tv-serien Øgendahl og de store forfattere, om litteraturformidlerens rolle og deres eget forhold til litteratur.

 

Hjernekassen på P1 den 4. juni og den 11. juni 2018. EliteForsk-priser 2018 (1 og 2).

Uddannelses- og Forskningsministeriet hædrer hvert år fem danske forskere i international særklasse under 45 år for deres forskningsindsats med 1,2 millioner kroner, hvoraf 1 million er øremærket "forskning". Blandt prismodtagerne i år er Stig Helveg, fellow ved Haldor Topsøe A/S, og N. Asger Mortensen, dr.techn., professor, VILLUM Investigator og Chair of Technical Science Center for Nano Optics, Syddansk Universitet.

Da 44-årig Stig Helveg for 17 år siden var nyuddannet fysiker, blev han ansat i Haldor Topsøe A/S, jobbeskrivelsen lød: Find en metode, så vi kan se katalyse helt ned i atomstørrelse. Når man går i gang med et så ambitiøse forskningsprojekt, er det ikke givet på forhånd, at projektet lykkes. Men det gjorde det i dette tilfælde, og Stig Helveg har været med til at udvikle et mikroskop til at studere katalyse (kemiske processer) helt ned i atomstørrelse.

Stig Helveg betegner katalysatorer for kemiens tryllestav, fordi de øger hastigheden af kemiske reaktioner uden selv at forbruges. Katalysatorer bruges bl.a. på biler til at rense udstødningen af giftig røg og dermed mindske bilernes forurening.

Opfindelsen gør, at Stig Helveg er optimistisk med hensyn til at finde løsninger på at kunne brødføde Jordens voksende befolkning samt at få løst de globale energi- og miljømæssige problemer.

44-årig N. Asger Mortensen havde egentlig mistet troen på en forskerkarriere, eftersom det krævede, at han var villig til at flytte til udlandet, og det var han ikke på grund af sin familie. Så han blev ansat i det private erhvervsliv, hvor han studerede lys i nanostrukturer, som anvendes i lyslederkabler. Arbejdet førte Asger Mortensen tilbage til DTU, hvor han skrev sin doktorafhandling på baggrund af sine resultater i industrien.

Hvad Asger Mortensen helt præcist beskæftiger sig med, er svært at forstå. For reglerne i kvantefysikkens verden bryder med de regler (den klassiske fysiks love), vi ellers bruger til at beskrive verden.

Og det gør det heller ikke nemmere, at man ikke kan sige med sikkerhed, hvad forskningen i kvantefysik helt præcist vil kunne anvendes til i fremtiden, men et bud kunne være kvantecomputere, der vil kunne bearbejde information langt hurtigere end nutidens computere.

Foruden EliteForsk-prisen har Asger Mortensen i 2017 fået bevilliget knap 40 millioner kroner af VILLUM Investgator til grundforskning i, hvordan lys vekselvirker med nanostrukturer.

Lyt til udsendelserne med Stig Helveg og N. Asger Mortensen, hvor vi forsøger at gøre svært forståelige forskningsområder lidt nemmere at forstå.

 

Hjernekassen på P1 den 28. maj 2018. Niels Erik Bank-Mikkelsen.

I Japan er der fire kendte danskere, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig og Niels Erik Bank-Mikkelsen. Hvem? Tænker de fleste danskere sikkert i dag, når de hører navnet Niels Erik Bank-Mikkelsen. Det gør vi imidlertid noget ved i dagens program, hvor vi taler med hans søn Nis Bank-Mikkelsen, som i sin barndom oplevede farens opgør med datidens socialforsorg. Et opgør som har givet genlyd i Japan takket være Tadao Chiba, der fungerede som tolk for Bank-Mikkelsen i 1970'erne og blev så fascineret af hans tanker, at han har startet en højskole i Danmark, hvor japanere kan lære om Niels Erik Bank-Mikkelsen og normaliseringsprincippet. Hasse Jacobsen, områdeleder i Socialafdelingen for Botilbud i Svendborg Kommune, fortæller om Bank-Mikkelsens tanker og betydning for socialområdet i Danmark, hvor hans tanker nu er så integrerede, at vi næsten tager dem for givet.

Kort biografi: Niels Erik Bank-Mikkelsen (1919-1990) blev født i Skjern og var barn af Marie Kirstine Mouritzine Bank (1885-1940) og herreekviperingshandler Mikkel Kristian Klausen Mikkelsen (1884-1951). Han blev gift i 1941 med Birthe Hansen (1918-2003), og parret fik siden hen tre sønner og en datter sammen. Bank-Mikkelsen blev uddannet jurist i 1944. Under den tyske besættelse var han med i modstandsbevægelsen og blev taget af tyskerne og sendt i Frøslevlejren. Efterfølgende arbejdede han i Arbejds- og Socialministeriet (1946-1958). Allerede i 1946 begyndte han at arbejde for at forbedre de udviklingshæmmedes kummerlige levevilkår, sikkert på af de umenneskelige forhold han selv havde oplevet under sit ophold i interneringslejren.

Det, Niels Erik Bank-Mikkelsen især er kendt for, er normaliseringsprincippet, dvs. at skabe en tilværelse så nær det "normale" som muligt for udviklingshæmmede med undervisning, arbejde, fritidsbeskæftigelser og ordentlige boligforhold. 1958-1959 var han tjenestegørende ved Østifternes Aandssvageforsorgs hovedkontor, inden det i 1959 blev overtaget af staten og kom til at hedde Statens Åndssvageforsorg, som blev oprettet i forbindelse med den nye åndssvagelov, der skulle sikre udviklingshæmmede bedre vilkår. Fra 1959-1970 var Bank-Mikkelsen forsorgschef for Statens Åndssvageforsorg, og han fik bl.a. gennemført, at ledelsen på forsorgscentrene blev ændret fra overlægeledelse til en ledelse repræsenterende det medicinske fagområde (overlæge), det sociale fagområde (socialleder), det pædagogiske fagområde (undervisningsleder) og økonomien (inspektør).

I årene 1970-82 var Bank-Mikkelsen forsorgschef i Socialstyrelsen. Desuden har han arbejdet som konsulent i en række europæiske lande, Australien, USA og Israel samt været inviteret til 40 lande for at fortælle om normaliseringsprincippet.

 

Hjernekassen på P1 den 14. maj 2018. John Mogensen.

Den store sanger og musiker John Mogensen (1928-1977) har skrevet adskillige iørefaldende folkelige dansktop-sange, "Der er noget galt i Danmark", "Fut i fejemøjet" og "Så længe jeg lever", som mange danskere kan synge med på.

Den lille knægt, der kun vejede fire pund, John Louis blev født den 5. maj 1928. Hans mor, Dagny Margrethe Marie Nielsen, var 18 år og ugift, men et år senere vedkendte sadelmager Louis Ejnar Hansen sig officielt faderskabet. Og først otte år senere, da Dagny Margrethe giftede sig, fik John efternavnet Mogensen.

John Mogensen voksede op i kvarteret omkring Holmbladsgade på Amager, og han gik første i skole på Øresundsvejens Skole, men siden blev han optaget på sangskolen i Hindegade i København. Her begyndte han i 3. klasse og kom med i Københavns Drengekor og sang i Christiansborgs Slotskirke om søndagen. Foruden sang var nodelære og klaverundervisning en del af skolens faste pensum, og John øvede sig flittigt på klaveret derhjemme hver eftermiddag.

Efter mellemskolen (dvs. 9. klasse) gik John Mogensen som 16-årig ud af skolen i 1944. Herefter arbejde han bl.a. som elevatordreng på et hotel, messe-peter, gårdskarl, reklametegner m.m. Alle job, der ikke havde noget at gøre med musik, men gav ham en vis livserfaring.

Han var også en tur omkring Kunsthåndværkerskolen, og her mødte han Ruth, som blev hans hustru i 1949, og året efter kom datteren, Minna, til verden. Familien boede i Odensegade på Østerbro, mens John aftjente sin værnepligt ved Livgarden.

I 1952 kom John Mogensen med i gruppen Blue Boys, der optrådte diverse spisesteder og i forsamlingshuse rundt omkring i Danmark. Gruppens tekster var parodier af både engelske og danske sange. Men John Mogensen var alt for ustabil; overholdt ikke aftaler og for glad for de våde varer, så han blev smidt ud af gruppen i 1955.

Siden kom han i kontakt med Poul Rudi, Otto Brandenburg og Bent Werther, og sammen med dem dannede han i 1956 gruppen Four Jacks, som hurtigt blev populær. I begyndelsen optrådte de fire unge mænd med danske versioner af udenlandske numre med refrænet i centrum, og efterhånden begyndte John Mogensen også selv at bearbejde og arrangere numre til Four Jacks. Gruppen turnerede rundt i hele landet, og alkohol fyldte en hel del i John Mogensens liv både før og efter deres optrædener.

Da Otto Brandenburg efter eget ønske forlod gruppen i 1958, blev James Rasmussen en af gruppens fire mænd. Gruppen havde fortsat stor succes, og John tjente godt, og familien kunne i 1961 købe rækkehus på Jægervej i Dragør. Men igen skabte Johns store alkoholforbrug problemer, det fik dog ikke nogen konsekvenser, da han var gruppens ubestridelige leder.

I 1964 forlod John Mogensen gruppen, han følte, at de var udbrændte og deres arrangementer fantasiløse. John Mogensen havde tænkt sig, at han fremover skulle arbejde som sangskriver og musikalsk arrangør samt med tiden også producere for andre. Sådan kom det ikke helt til at gå, da han ikke kunne få solgt nok numre, og kun et fåtal af dem slog igennem kommercielt. Desuden udsendt han frem til 1970 selv hvert år en ny singleplade med eget materiale, men først i 1971 lykkedes det ham at få sit eget helt store gennembrud med "Der er noget galt i Danmark".

Desværre blev John Mogensen også mere og mere afhængighed af alkohol, og de nye populære sangteksters indhold var hentet fra John Mogensens eget hårde liv, "Sidder på et værtshus", og hans livsfilosofi, "Livet er kort".

Beskrivelsen er hovedsagelig baseret på information fra lydbogen Så længe jeg lever af Henrik Vesterberg i samarbejde med Frank Toft-Nielsen (People'sPress 2014).

Den 5. august 2013 medvirkede Henrik Smith-Sivertsen i udsendelsen John Mogensen på Sejerø. Henrik Smith-Sivertsen, seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek, er tilbage for at give Hjernekassens lyttere mere viden om populærmusikkens historie og om John Mogensen.

 

Hjernekassen på P1 den 7. maj 2018. Folkesundhed.

I dagens udsendelse taler jeg med Morten Grønbæk, læge, direktør Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, om KRAM-faktorernes (dvs. kost, rygning, alkohol og motion) betydning for vores fysiske sundhed, og med Anna Paldam Folker, forskningschef, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, om den mentale sundhed.

Begrebet KRAM omtales også som livsstilsfaktorer, vi selv kan gøre noget ved for at forebygge mange sygdomme og for tidlig død. KRAM-konceptet blev lanceret i 2007 af Det Nationale Råd for Forebyggelse, blandt eksperterne var overlæge Bente Klarlund Pedersen.

Når det gælder kosten, er det vigtigste råd, at vi spiser varieret og ikke for meget, så vi bliver svært overvægtige.

Rigtig mange mennesker dør af tobaksrygning, ca. 25 procent af danske dødsfald skyldes rygning (dvs. knap 14.000 årligt). Hver eneste cigaret er skadelige, så her er der kun et råd: RYG IKKE.

Alkohol er skadeligt, hvis det indtages i for store mængder. Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd.

I 1960'erne opfandt japanerne skridttælleren, og det, der kunne se ud som et smart reklametrick for at sælge tælleren - nemlig at man bør gå 10.000 skridt om dagen, har videnskabelige studier siden hen vist, faktisk er godt for én.

Som speciallæge i psykiatri ved jeg, at det er utrolig vigtigt med mental sundhed. Jeg har netop lagt sidste hånd på bogen Frihedens pris - En kort historie om menneskehjernen (Lindhart og Ringhof 2018), hvor jeg belyser emnet generelt og på individniveau. Her vil jeg nøjes med at pointere: Det drejer sig ikke om at være normal. Det drejer sig om at have en dagligdag, der fungerer.

 

Hjernekassen på P1 den 30. april 2018. Fisk.

Der findes i dag omtrent 35.000 arter fisk, hvilket svarer til ca. halvdelen af alle hvirveldyr, inklusive mennesket.

Fisk er de første hvirveldyr på livets stamtræ, og fisk er vores ca. 400 millioner år gamle forfader. Der er næppe nogen, som vil blive kaldt en klaptorsk for at sige, at fisk er fjerne slægtninge til mennesket, og at dette bl.a. ses i opbygningen af vores hjerne og dens måde at fungere på.

Alle hvirveldyr har en hjernekonstruktion, som er bygget op af de samme moduler, der er placeret på den samme måde i forhold til hinanden. Under udviklingen fra fiskehjerne til menneskehjerne er hjernen ikke blevet genopfundet hver gang, der er sket noget nyt. Det er de enkelte dele, moduler, som er svulmet op. Fiskehjernen og menneskehjernen indeholder de samme moduler. I den helt simple model er der fire vigtige moduler: rygmarven og hjernestammen, mellemhjernen og storhjernen. Det, som adskiller en menneskehjerne fra en torskehjerne, er størrelsen af de enkelte dele - grundplanen, basiskonstruktionen, er den samme.

I mellemhjernen findes hypothalamus, som ofte betegnes kroppens overvågningscentral. En af hypothalamus' mange vigtige funktioner er at indsamle information om kroppens tilstand, og når hypothalamus opdager en ubalance i kroppen, gør den noget ved det. Hvis eksempelvis blodsukkeret hos en torsk falder, så træder hypothalamus til og regulerer stofskiftet,

så de normale blodsukkerværdier bliver genetableret. Men det er ikke det eneste, hypothalamus ændrer også torskens adfærd, for et faldende blodsukker er tegn på, at der er brug for mad. Torsken bliver sulten, og den begynder at skaffe sig mad. Og sådan fungerer det også for os mennesker.

I udsendelsen medvirker videnskabelig medarbejder Henrik Carl og lektor, kurator Peter Rask Møller, begge ansat ved Statens Naturhistoriske Museum, Zoologisk Museums fiskesamling, der indeholder omkring en halv million fisk. De fortæller om fisk generelt, om fiskesamlingen og det danske fiskeatlas.

 

Hjernekassen på P1 den 23. april 2018. Autocamping.

Vi kørte og kørte, og det blev varmere og varmere, så skulle vi have vand på vores vandtank inde i en by, hvor der var en brønd. Fortalte Hjalte i sin dagbog den 28. juni 1993.

I 1993 begav Helge Rude Kristensen, hans hustru, Anne Grethe, parrets tre drenge, Toke, Roar og Hjalte, dengang 15, 12, og 8 år, samt en tøjbamse sig ud på en jordomrejse i en lille Mitsubishi autocamper (en kassevogn med forhøjet tag) - et rullende hjem med fem kvadratmeter gulvplads til hele boligen. Familien døbte deres blikhjem Tah Ko'-Dah, som betyder "ven med alle" på det indianske sprog sioux, og det kan man jo godt have brug for, når man begiver sig ud på sådan en langtur (dele af turen foregik om bord på et skib, tog eller fly).

Helge Rude Kristensens beskrivelse af turen er baseret på dagbogsnotater suppleret af Hjaltes beskrivelser. Eftersom en del af børnenes skolearbejde bestod i at skrive dagbog, er livet i autocamperen blevet flittigt dokumenteret. Det vil sige, man selvfølgelig også hører, når far glemte at få fyldt diesel i biltanken.

Andre genvordigheder familien kom ud for: at skulle sove i en 35 grader varm bil, støvede og stenede grusveje med flade dæk til følge, at passere to tidszoner uden at opdage det, så da de troede, klokken kun var 10 om formiddagen, var den faktisk 12, og derfor holdt forretningerne middagslukket. Regnskyl, der forvandlede støvede veje til sæbeagtigt mudder, så de på 12 timer kun fik kørt 40 km. Dage, hvor ødelagte broer skulle krydses, dage, hvor nybagt rugbrød med solbærmarmelade kogt på friskplukkede bær, oplevedes som et rent festmåltid.

Beretningen handler først og fremmest om mødet med alverdens mennesker, begyndende i Norge (Nordkap), Finland (Lapland) og Rusland, med en afstikker til Kazakhstan, inden de kørte mod Sibirien, hvor de med egen øje så en af de berygtede fangelejre. Herefter videre med skib til Japan.

Vi har også følt, at den japanske gæstfrihed er uden grænser. En mand har trykket et Give-nummer på sin mobiltelefon, og aldrig har jeg hørt farmor så glad for min stemme. En anden har serveret fem plasticbakker med ris og fisk pyntet med salatblade af plastic, en tredje har slukket vores tørst med te på dåse. En fjerde har foræret os en kortbog på japansk. En femte har givet Bamse seks legekammerater i farveskalaen fra rosenrød til giftig grøn. Og en sjette har skudt to film af for en halv time senere at vende tilbage med 72 farvebilleder af fem forhutlede turister foran deres bil - billeder, som har fået os til bedre at forstå de japanske myndigheders betænkeligheder ved at slippe os løs i deres velordnet samfund. … vi kan drage hen, hvor vi vil i Japan, men uden Tah Ko'-Dah, den skal i karantæne.

Men på fjerde dagen fik de bilen igen og kunne køre videre gennem landet med verdens mest hensynsfulde bilister. Herfra gik turen videre til Sydkorea for at rejse med fly til USA (Californien), hvor de oplevede et voldsomt jordskælv. Dernæst fulgte landene: Mexico, Guatemala, Honduras, Nicaragua, Costa Rica, Panama, Colombia, Ecuador, Peru og Chile, hvor det efter 65.000 kilometer var det tid til nye dæk. Også landene Argentina, Uruguay, Bolivia, Brasilien, Venezuela, Costa Rica, diverse amerikanske stater og Tyskland blev besøgt af den danske familie i den lille autocamper.

En enkelt gang på den lange tur var det en mørk aften i Sydamerika ved at gå grueligt galt, da Helge Rude Kristensen mistede herredømmet over bilen.

Mens Tah Ko'-Dah går fra fire hjul til to, tænker jeg: Satans osse, din idiot, Helge. Og da de to venstre hjul også slipper vejgrebet, passerer hele livet på en tiende del af et sekund gennem mit hovedet, før det hamres mod ruden, ser jeg farfars og farmors øjne og tænker: Det var så det. Men vores heldkvote er stadig ikke opbrugt. I det fjerne hører jeg Anne Grethe råbe: "Helge! Helge!" Noget varmt løber ned over mit ansigt, da jeg vil tørre det væk, får jeg blod på fingrene. … forlygterne peger ud i det bare intet, gennem den knuste forrude skimter jeg en dyb afgrund to meter fra stedet, hvor Tah Ko'-Dah har lagt sig til hvile. Alle græder råber og kæmper for at finde ud af, hvad der er opad, og hvad der er nedad. Toke får sidedøren åbnet, vi kigger op på stjernehimlen, og én efter én lader vi os falde ned på sikker grund.

Tah Ko'-Dah blev aldrig helt den samme autocamper igen, men den klarede resten af  jordomrejsen, der blev til 700 uforglemmelige dage.

Ovenstående tekst er baseret på lydbogen Familie på farten - Jorden rundt af Helge Rude Kristensen.

Dagens første ekspert Max Watson har også været vidt omkring og har kørt over 1 million km i autocampere. Han byggede sin første autocamper i 1974, før ordet eksisterede, betegnelsen kom først ind i det danske sprog i 1985. Han nyder den frihed, det giver, at han altid lige kan smutte af sted på en kortere eller længere ferie. Han kan også godt lide at tage på længere ture sammen med andre entusiastiske autocampister. Den anden ekspert er John Ipsen, der har hjemmesiden autocamper-info.dk, og som har haft en autocamper i ti år. Den tredje gæst er Jan-Bjarni Bjarnason, international hotel- og turistkonsulent i Global Tourism, der har til opgave at gøre Danmark til et attraktivt turistland på alle fronter; også for campister.

 

Hjernekassen på P1 den 16. april 2018. Navnet Jensen.

Der var engang en kroholder ved navn Anders Jensen, som i 1742 forpagtede Flaskekroen i Hvidovre, som lå ved landevejen til Køge ved Harrestrup Å. Anders Jensen fik skøde på kroen i 1759, hvor han også fik tilladelse til ølbrygning. Ud over Flaskekroen fæstede Anders Jensen en gård i Hvidovre, som han fik skøde på i 1767.

Det vides ikke med sikkerhed, hvor gammel Anders Jensen var i 1742, men eftersom hans søn, og antageligvis eneste på daværende tidspunkt, kaldet Hans Andersen blev konfirmeret i 1750, har Anders Jensen nok været ca. 35 år.

Omkring 1747 indgik Anders Jensen sit andet ægteskab med den 19-årige Ingeborg Hansdatter. Hun flyttede ind på Flaskekroen, hvor Anders Jensen havde ansvaret for sin søn og en steddatter, indtil hun blev gift i 1749. Det er nærliggende at antage, at Anders Jensen i sine helt unge dage indgik ægteskab med en kvinde, som var en del år ældre end ham selv, og at han som følge heraf kun fik et barn med hende, nemlig den føromtalte søn Hans Andersen.

Anders Jensen fik til gengæld mange børn med Ingeborg Hansdatter. I årene 1750-1764 fødte Ingeborg intet mindre end 11 børn. Der var dog ikke tale om et hjem med så talrig en børneflok. Af de 11 børn døde de fire inden for de første 19 uger. Fire døde spædbørn ud af 11 svarer til en spædbørnsdødelighed på 36 procent, hvilket var langt højere end landsgennemsnittet, der lå på omkring 20 procent.

Under en koppeepidemi i vinteren 1764/5 mistede ægteparret en datter på 11 1/2 år. Tabet af den store pige, Maren, må have været en langt større sorg for Anders Jensen og Ingeborg Hansdatter end de fire spædbørns død, for de lod Maren begrave med klokkeringning, hvilket ingen af spædbørnene blev. Det forholdt sig nemlig sådan, at hvis man ønskede klokkeringning ved en begravelse, måtte man betale ekstra for det, og derfor var det noget særligt, når en person blev begravet med klokkeringning. Koppeepidemi har utvivlsomt ikke blot skabt sorg i Anders Jensens familie, men en uhyggestemning i hele Hvidovre Sogn, der omfattede de tre landsbyer Hvidovre, Vigerslev og Valby, for epidemier som denne spredte sig som lynild fra landsby til landsby.

Kroens geografiske beliggenhed og isolation til Hvidovres øvrige bøndergårde afspejles bl.a. i familiens omgangskreds. Fadderne til familiens mange børn, kom ofte enten fra København eller Valby og ikke fra Hvidovre. Blandt de øvrige Hvidovrebønder var det ellers almindeligt, at man stod fadder til hinandens børn. Anders Jensens orientering mod København skyldes muligvis, at han i lige så høj grad har opfattet sig selv som kroholder, altså en slags forretningsmand, som bonde. Flaskekromanden har selv været anset for at være en ret betydningsfuld person, for han stod fadder til bl.a. til skolemesteren Jens Munchs datter, Johanne Marie, i 1747, og til degnen Søren Clausens datter, Catrine Lisbet, i 1752, og søn, Friderich Christian, i 1756.

Kroholder Anders Jensen kom til at spille en helt central rolle omkring udskiftningen og udflytningen af gårdene i Hvidovre. Gårdmændene stod splittet over for de nye landbrugsreformer, da de fleste bønder var ganske godt tilfredse med det system, de brugte. Så da Anders Jensen og gårdmanden Ole Jensen ønskede deres jorder i Hvidovre udskiftet, opstod der en bitter strid. Af landsbyens øvrige bønder blev reformforsøget oplevet så alvorligt, at de greb til direkte selvtægt. På et gadestævne den 29. april 1771 vedtog de, på trods af et forbud fra staten, at pløje Anders Jensens jorder, akkurat som de plejede at gøre det hvert forår. Myndighederne tolererede naturligvis ikke pløjningen af Anders Jensen jorder, og selv om aktionen mod Anders Jensen medførte straffedomme, fortsatte bønderne deres modstand. I 1774, hvor bønderne som et led i deres pligtarbejde havde fået til opgave at skaffe og køre sten til den nye dæmning syd om Damhuskroen, gravede de, for at få hævn over Anders Jensen, stenene op på hans marker i det sydlige Hvidovre. Det letteste for bønderne ville ellers have været at grave stenene op i den nordlige del af Hvidovre. Anders Jensen klagede til myndighederne. Det fik han dog ikke noget ud af, så i denne strid fik de andre bønder altså det sidste ord.

Trods protester og aktioner kom udskiftningen alligevel, og Anders Jensen fik en stor del af sin jord samlet omkring Flaskekroen. For at få et øget høstudbytte forsøgte Anders Jensen sig med kobbelbrug. En dyrkningsform lensgreve A.G. Moltke, der stammede fra Mecklenburg, med succes havde indført på sine hovedgårdsmarker i Bregentved. I kobbelbruget inddeltes agerjorden i mange enheder, der blev dyrket i lange brugsperioder afvekslende med lange hvileperioder for at opnå et større høstudbytte og forbedre kreaturholdets græsningsområde. En fordel ved kobbelbruget var, at en mindre del af jorden lå brak end ved det traditionelle vangebrug. Så man ud over korn kunne dyrke foderafgrøder og dermed øge sit kvæghold.

Anders Jensen opdelte sin jord i 11 kobler, og da de andre Hvidovrebønder så, at det gik landets udskiftede bønder godt, svandt deres modstand ind, og i 1779 ønskede yderligere tre at få deres jorder udskiftet.

Anders Jensen døde omkring 1780. Ved folketællingen i 1787 stod enken Ingeborg Hansdatters svigersøn, Jens Peitersen, og datter, Anne Elisabeth, for gårdens daglige drift. Jens og Anne Elisabeth havde da to børn bl.a. en søn opkaldt efter den afdøde Anders Jensen.

Denne historie har jeg fået fortalt af en af mine venner. I Hjernekassen fortæller Bjarne Jensen, forfatter til Bogen om Jensen (Turbine 2017), historier om personer, ting og steder med navnet Jensen. Desuden belyser Birgit Eggert, navneforsker ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, brugen af patronymer, dvs. efternavn (betegnelse) dannet af faderens fornavn (som ses i ovenstående tekst), og fra 1828 af faste familieefternavne i Danmark samt nutidens efternavns skikke.

 

Hjernekassen på P1 den 9. april 2018. Personlig medicin.

Alle mennesker er forskellige, derfor reagerer vi forskelligt på den samme medicin. Ved hjælp af genetisk information vil læger bedre kunne tilpasse den medicinske behandling den enkelte patients individuelle biologi og fysiologi. Med personlig medicin (også kaldet præcisionsmedicin) vil det være muligt at give patienten den mest effektive medicin og dermed undgå unødig og virkningsløs behandling samt mindske risikoen for bivirkninger.

Der er en række teknologier og metoder til at analysere den menneskelige arvemasse i genomet. En af måderne er genomsekventering (kortlægning) af hele eller dele af genomet.

Som psykiater kender jeg kun alt for godt til problematikken med at finde den rette medicinske behandling til patienten. Men her ligger anvendelsen af personlig medicin noget længere ude i fremtiden, bl.a. fordi der ofte ved sindslidelser f.eks. depression er tale om variationer i mange gener med hver sit bidrag. Og eftersom psykiatriske sygdomme ikke kun handler om genetiske faktorer, men også ydre faktorer, vil det være vanskeligere at skræddersy en behandling til den enkelte patient i psykiatrien. Desuden er forskellige former for samtale- og adfærdsterapi lige så nødvendige og nogle gange den eneste behandling, der er behov for.

Anvendelse af genteknologien i diagnostiske test medfører en række etiske spørgsmål. For hvis hele arvemassen undersøges, giver det også indblik i hvilke sygdomme, der potentielt er risiko for at udvikle, og som der måske ikke findes behandlingsmuligheder for f.eks. demenssygdomme. Eller som også kan involvere andre slægtninge, eftersom nogle sygdomme er arvelige.

Anne-Marie Gerdes, professor og klinikchef ved Klinisk Genetisk Klinik, Rigshospitalet, der rådgiver patienter og familier om arvelige kræftsygdomme, fortæller i udsendelsen, hvordan hun bruger genetisk diagnostik i sit arbejde, og hvilke etiske udfordringer der knytter sig hertil. Hun påpeger, at det er vigtigt på forhånd at have en aftale med patienten om, hvor meget og hvor lidt vedkommende ønsker at vide, når resultatet af gentesten foreligger.

Mette Nordahl Svendsen, antropolog og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, belyser de etiske, organisatoriske og juridiske aspekter af genomsekventering og personlig medicin.

 

Hjernekassen på P1 den 26. marts 2018. Kirurgi.

Kirurgi betyder "arbejde med hånden" og kirurg "en der arbejder med hænderne", og det gør det med god grund. At være en dygtig kirurg kræver ikke blot mange års erfaring som operationslæge, men også at man har et virkelig godt håndelag, skulle jeg hilse og sige, for jeg har selv som ung reservelæge (turnuskandidat) været et halvt år på en kirurgisk afdeling. Men det kirurgiske speciale lå altså ikke lige til mig - akkurat ligesom andet håndværksmæssigt arbejde, er der nok nogle, som vil ytre. Her vil jeg dog til mit forsvare sige, at der er himmelvid forskel på, om man står eller sidder med et dødt materiale i sine hænder, eller om man står med et andet menneskes liv mellem sine hænder. Og så kræver arbejdet, at man gør det færdigt, man kan ikke lige snuppe sig en pause midt i det hele, hvis man har behov for det.

Men at være kirurg kræver mere end et godt håndelag, for god kommunikation mellem læge og patient er yderst vigtig både før (hvis muligt) og efter en operation, specielt hvis der er tale om en livstruende situation.

I Hjernekassen har jeg besøg af Nanna Hylleholt Sillesen, læge og ph.d. ved Ortopædkirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus, der arbejder med knogle og bevægeapparats kirurgi, som har et godt tag på at sætte såvel ting som mennesker korrekt sammen. Hun har også forståelse for, hvor vigtig det er at tale med sine patienter om de operative indgreb. Og af Christian Ross Pedersen, overlæge og uddannelsesansvarlig på Kirurgisk Klinik C, Rigshospitalet, der arbejder med lever- og bugspytkirteltransplantationer og cancerkirurgi (i lever og bugspytkirtel) og er tilknyttet traumecentret. Christian R. Pedersen er meget glad for sit arbejde, men uddannelsen af fremtidens kirurger bekymrer ham, da de får alt for lidt tid ved operationsbordet. Desuden pointerer han: At en rigtig god kirurg, er en mediciner, der kan operere.

 

Hjernekassen på P1 den 19. marts 2018. Genetik og epigenetik.

Når jeg betragter min bror, kan jeg godt se, at vi på nogle punkter ligner hinanden, og det gør vi, fordi vores gener kommer fra den samme kvinde og den samme mand. Men selv om vi begge har arvet den ene halvdel af vores gener fra vores mor og den anden halvdel fra vores far, er der alligevel mange forskelle, hvilket skyldes, at hver gang et nyt barn skabes, bliver forældrenes gener blandet forskelligt.

Et menneske indeholder omkring 20.500 gener. I hver eneste af de 220 forskellige celletyper, vores krop består af, findes en kerne indeholdende alle vores gener. Alle celler indeholder nøjagtig de samme gener, men kun få gener er tændt i hver celle, eftersom cellerne har forskellige specialiserede funktioner, som opretholdes livet igennem.

Med kortlægningen af menneskets genom i 2001 troede forskere og læger, at man med kendskab til den genetiske kode ville kunne udpege sygdomsfremkaldende genetiske mutationer og dermed nemmere kunne finde frem til metoder at behandle dem på. Så enkelt viste det sig ikke at være. For cellerne indeholder anden information ved siden af den arvelige genetiske kode. Her kommer epigenetikken ind i billedet (ordet epi betyder på græsk "ved siden af").

Det er de epigenetiske mekanismer (det regulatoriske system), som er ansvarlig for at tænde og slukke de rette gener i en given celletype. Epigenetikken udstyrer cellerne med en form for hukommelse, så cellerne husker, hvad de er, så de bevarer deres identitet og funktion, hver gang de deler sig, både under fosterudviklingen og senere i livet.

Foran hvert eneste gen sidder en tænd eller sluk kontakt, som er reguleret både indefra og udefra. Det vil sige, at når cellerne udsættes for stresspåvirkninger, f.eks. tobaksrøg og alkohol, er de nødt til at tilpasse deres funktioner for at overleve. Stressfaktorer kan altså tænde for gener, som normalt er slukkede. Er stresspåvirkningen langvarig, øges risikoen for, at den ændrede genaktivitet kan medføre sygdom eller under fostertilstanden udviklingsforstyrrelser.

Spørgsmålet om arv og miljø er også et forskningsfelt inden for genetikken, specielt transgenerationelle ændringer har nogle forskeres interesse. Transgenerationel betyder kort sagt, at de ydre påvirkninger som f.eks. en gravid kvinde har været udsat for under graviditeten, ikke blot påvirker hendes eget barn, men også børnebørnene. Dette er man bl.a. blevet opmærksom på, da man i Holland har set, at kvinder gravide i tredje trimester, som sultede under anden verdenskrig og fødte undervægtige børn, også får børnebørn, som er mindre end andre nyfødte, selv om deres forældre ikke har sultet efterfølgende.

Bliv meget klogere på genetik, epigenetik og transgenerationelle ændringer ved at lytte til udsendelsen med Kristian Helin, professor ved BRIC (Biotech Research & Innovation Centre), Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 12. marts 2018. Hjernetraumer.

Når jeg vågner træt en mandag morgen, er der rigtig mange ting, der skal ordnes, inden jeg kan begive mig af sted mod radiostudiet. Jeg skal vaskes, barberes, børste tænder, tage tøj på, spise morgenmad, tjekke e-mails, pakke min taske, tage sko på, huske at låse døren, når jeg forlader lejligheden, køre hen til DR Byen med mere. Jeg foretager en masse handlinger, ofte uden at tænke nærmere over det, men alle disse daglige rutineprægede opgaver er udtryk for yderst kompliceret hjernearbejde. Vi bemærker det normalt ikke, det er først, når der opstår problemer, når noget går galt, og tingene ikke kører lige efter planen, når hjernen ikke længere udfører sine arbejdsopgaver til perfektion, at vi bliver bevidste om noget af al det, der foregår i hjernen.

"Hmm!! Ingen Latte, hvad gør jeg nu? Se, da jeg blevet skadet som følge af min meningitisvirus i 2010, så var det primært initiativet, der var mest udfordret. Jeg havde, og har stadig meget svært ved at svinge mig selv i gang med at udføre opgaver selvstændigt, som jeg ikke i forvejen har konkretiseret på min Ipad's kalender med påmindelser og alt det der nu skal til." Skriver Kenneth Kinastowskis, som er i praktik som kommunikationsmedarbejder i Hjerneskadeforeningen, på sin blog.

Kenneth Kinastowskis er den første gæst i dagens udsendelse, hvor han fortæller, hvordan det er at få en hjerneskade og leve med den. Den anden gæst, cand.psych. Lone Vesterager Martinus, neuropsykolog og leder af undervisningsafdelingen på Center for Hjerneskade, forklarer helt overordnet om forskellige former for hjerneskader og om rehabilitering. Og den tredje gæst, Susan Søgaard, kommunikationschef i Hjerneskadeforeningen, belyser, hvad det er for problemer og udfordringer, folk med hjerneskader oplever, og hvilke udfordringer pårørende oplever.

Ønsker man at læse lidt om dagens emne, se teksterne til Hjernekassen på P1-udsendelserne: Følger efter hovedtraumer fra den 19. maj 2014, Hjernen og virkeligheden fra den 17. august 2015 og Erhvervet hjerneskade og rehabilitering fra den 8. februar 2016 samt Historien om manden der fik en jernstang gennemhovedet på denne hjemmeside under hjernemad/hjernehistorier.

 

Hjernekassen på P1 den 5. marts 2018. Ældrestyrken.

"Der er mange områder, hvor vores hjerne styrkes og effektiviseres med alderen. Der er dog også egenskaber og evner, vi mister med alderen, og det gør vi, fordi hjernen er forprogrammeret til at varetage forskellige arbejdsopgaver i forskellige faser af livet.

Man kan spørge sig selv: Hvad er formålet med livet? Ud fra en biologisk synsvinkel kan dette spørgsmål besvares fuldstændig klart og koncist: Formålet med livet er: 1) At blive født. 2) Vokse op. 3) Finde en at stifte familie med. 4) Få nogle børn. 5) Passe på disse børn og deres efterkommere, indtil de kan klare sig selv. Det er denne opgave, vores hjerne og vores krop er konstrueret til at varetage. Hverken mere eller mindre. Som man kan se, består den samlede arbejdsopgave af delopgaver, som skal udføres på forskellige tidspunkter i livet. Der er nogle hjernetalenter, vi har brug for, når vi er unge, og der er andre hjernetalenter, vi har brug for, når vi er gamle. Derfor er hjernen forprogrammeret til at ændre sin funktionsmåde, efterhånden som vi går gennem livet.

Når vi er unge og skal etablere os, skal hjernen være opsøgende og omstillingsparat. Man skal være hurtig. Derfor er den dynamiske intelligens bedst, når man er ung, det er derfor, at man alt andet lige er bedre til at lære og tænke nyt, når man er ung. Med alderen er der en tendens til, at man overtager mere og mere af det overordnede sociale ansvar, og det afspejler sig også i hjernens funktionsmåde. Det er ikke kun, fordi vi får mere livserfaring, at vi med årene bliver roligere. Det skyldes også, at vi bliver bedre til at navigere i det sociale. Med alderen får man også en bedre forståelse af tidens gang. Det er ikke tilfældigt, at der er så mange gamle mænd, der pludselig begynder at læse bøger om 2. Verdenskrig.

Så spørgsmålet om, hvorvidt vi bliver klogere eller dummere med alderen, er ikke et spørgsmål, som kan besvares entydigt. Nogle opgaver løser vi bedst, når vi er 20 år, andre mestrer vi bedst langt oppe i alderen. Den gode besked er altså denne: Vi kan være rolige. Den raske hjerne vil servicere os trofast gennem livet. Hver ting til sin tid. Tidens gang er ikke nødvendigvis en rejse mod det mentale mørke. Der er dog altid én fare, der lurer: sygdom. Mange hjernesygdomme går i sagens natur ud over de mentale kapaciteter. Demenssygdommene er et godt eksempel herpå, og deres hyppighed stiger skarpt med alderen." Fra Frihedens pris - En kort historie om menneskehjernen af Peter Lund Madsen (Lindhardt og Ringhof, udgivelsesdato 6. juni 2018, side 152-154).

Udsendelsens ekspertpanel: Professor emeritus Niels Kærgård (f. 1942), der er uddannet økonom, som fortsat har sin daglige gang på Københavns Universitet og har ikke tænkt sig at holde op med at arbejde, selv om han officielt gik på pension som 75-årig. Professor emeritus Peder J. Pedersen (f. 1941), som beskæftiger sig med nationaløkonomiske forhold ved Aarhus Universitet, selv om han officielt gik på pension som 70-årig. Arbejdsmarkedsforsker, professor Bent Greve (f. 1953) ansat ved Roskilde Universitet, som regner med at blive mange år endnu på arbejdsmarkedet.

 

Hjernekassen på P1 den 26. februar 2018. William Shakespeare.

Historier er en af de mest effektive måder at fange vores opmærksomhed på og få os til at gå ind i et fiktivt univers.

I efteråret 2017 blev der afholdt VM (Valby Mesterskaber) i foredrag, blandt finalisterne var Rune Kühl, som fortalte om en af verdenshistoriens mest berømte historiefortællere William Shakespeare (1564-1616), der gennem de sidste 400 år har haft stor indflydelse på fortællekunsten.

Shakespeares fortællinger har påvirket mange menneskers liv både direkte og indirekte. Jeg indrømmer blankt, at mit kendskab til Shakespeare er til husbehov, og måske var det derfor, Rune Kühl fangede min opmærksomhed med sin beretning om Shakespeare, og jeg fik lyst til at vide mere om den engelske digter og skuespilforfatter.

De skriftelige kilder til William Shakespeares liv er sparsomme, men han blev født i den engelske by Stratford-upon-Avon i april 1564 (selve datoen er usikker, men markeres den 23. april). Faren, John Shakespeare, var handskemager og byrådsmedlem, og moren, Mary (Arden), var ud af en af egnens (Warwickshire) jordbesiddende slægter. Shakespeare har formentlig modtaget undervisning i byens latinskole (grammar school). Som 18-årig blev William Shakespeare med kirkelig dispensation gift med Anne Hathaway (ca. 1556-1623), og seks måneder senere fik det unge par en datter, Susanna, og i 1585 blev den lille familie forøget med tvillingerne, Judith og Hamnet. Sønnen døde som 11-årig, måske på grund af pest. Hvorledes William Shakespeare forsørgede sin familie i begyndelsen, er uvist.

Den periode i Shakespeares liv, der vides mest om, er fra årene i London fra omkring 1590-1611, hvor hans udødelige værker blev til. Den første tid i London tjente William Shakespeare bl.a. penge ved at stå uden for skuespilhusene og holde teatergæsternes heste. Siden blev han skuespiller og dramatiker. Han blev ret hurtig populær og kunne investere i teaterbygningen Globe Theatre i London, og han erhvervede sig også byens bedste hus i Stratford-upon-Avon, "New Place".

I løbet af 20 år fik han skrevet 37 skuespil, men Shakespeare publicerede ikke selv sine teaterstykker. Eftertidens kendskab til William Shakespeares arbejde er en rekonstruktion fra skuespilleres notater og hukommelse, og først syv år efter Shakespeares død udgav John Heming og Henry Condell (tidligere skuespillere og venner af  Shakespeare) den første samling indeholdende 35 skuespil, inddelt i tre genrer: komedier, krønikespil og tragedier.

Shakespeare skrev også 154 sonetter (lyriske digte), de blev udgivet i 1609, uden at forfatteren selv havde givet sit samtykke hertil.

Shakespeare flyttede tilbage til sin hjemby i 1611, hvor han døde den 23. april 1616 - på sin 52-års fødselsdag? Her er det vel passende at afslutte med at citere Hamlets ord: "To be or not to be, that is the question."

 

Hjernekassen på P1 den 19. februar 2018. I det allermindste.

Stamceller

Er det ikke utroligt, at vores krop stammer fra en enkelt celle? Et voksent menneske indeholder mere end 10.000 milliarder celler, som alle har det tilfælles, at de har udviklet sig fra den samme stamcelle - den befrugtede ægcelle, som har delt sig igen og igen. I takt med at cellerne deler sig, begynder de også at specialisere sig.

Det særegne ved stamceller er, at de ved deling skaber både nye stamceller og specialiserede celler. En helt særlig egenskab ved embryonale stamceller (også betegnet pluripotente stamceller) er, at de kan udvikle sig til stort set alle slags specialiserede celler f.eks. blod-, hud-, muskel- eller hjerneceller. Men de specialiserede celler, som findes i et bestemt organ eller væv, kan i kroppen kun danne nye celler af samme type.

Hvad stamceller er uddybes i udsendelsen af professor i anatomi Poul Hyttel, Københavns Universitet og leder af stamcellecentret BrainStem. Hyttel er særligt interesseret i, om man i fremtiden vil kunne bruge stamceller i behandlingen af sygdomme i hjernen bl.a. demenssygdommen Alzheimer.

Hormoner

GLP-1 (glucagon-like peptide-1) er et naturligt forekommende hormon, der frigives i tarmen, når vi spiser, som dels får blodsukkeret til at falde, dels fremmer mæthedsfornemmelsen. I Danmark behandles ca. 20.000 personer med type 2-diabetes med medicin baseret på GLP-1-analoger. Medicinen har vist sig også at kunne hjælpe overvægtige diabetikere med at tabe sig. Hvorledes lægemidler baseret på GLP-1 virker, forklarer medicinalforsker Lotte Bjerre Knudsen, Novo Nordisk, nærmere i programmet.

Nanomolekyler

Og professor Bo Wegge Laursen, Københavns Universitet og leder af Nano-Science Center, fortæller om sit arbejde med at specialdesigne fluorescerende (selvlysende) nanomolekyler, der kan bruges som værktøjer af Poul Hyttel, Lotte Bjerre Knudsen og andre forskere i deres forskningsarbejde.

 

Hjernekassen på P1 den 12. februar 2018. Udviklingshæmmede og psykiatri.

Åndssvag, evnesvag, sinke, retarderet, imbecil er blot nogle af de negative betegnelser, der har været brugt om udviklingshæmmede. Socialstyrelsen anbefaler, at man anvender ordet udviklingshæmmet. I psykiatrien anvendes også betegnelsen oligofren (dvs. dem med små sind).

For at en person kan siges at være udviklingshæmmet, skal det være en medfødt (eller opstået tidligt i barndommen) hjernedefekt (udviklingsforstyrrelse), der hindrer normal intelligensmæssig udvikling af de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder.

Udviklingshæmmede er en heterogen gruppe, og det estimeres, at omkring 1-3 procent af den danske befolkning er udviklingshæmmede. I daglig klinik måles intelligens med en såkaldt WAIS-prøve. WAIS-prøven består af flere specifikke evnetest, der tilsammen giver et billede af intelligens angivet i intelligenskvotient (IQ). Ved en IQ mellem 50-69 er der tale om lettere udviklingshæmning, mellem 35-49 om moderat udviklingshæmning, 20-34 om sværere udviklingshæmning og ved en IQ under 20 om dyb udviklingshæmning.

Oligofreni er ikke en sygdom, men en tilstand der varer ved hele livet. Derfor bør begreberne psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse holdes adskilt fra hinanden. Psykisk syge er ikke udviklingshæmmede, men udviklingshæmmede mennesker kan, ligesom alle andre mennesker, blive ramt af en behandlingskrævende psykisk lidelse. Der findes ingen præcise tal, men det vides med sikkerhed, at psykiske lidelser forekommer oftere hos udviklingshæmmede end i resten af befolkning.

Ulla Agerskov Andersen, overlæge ved Psykiatrisk Afdeling Odense, uddyber psykiatriens udfordringer, når det gælder udviklingshæmmede personer. Mens Lars Urban Rasmussen, centerleder ved Specialcenter for Unge og Voksne, Region Syddanmark, tager sig af det sociale aspekt.

 

Hjernekassen på P1 den 5. februar 2018. Færdselssikkerhed.

Jeg er så glad for min cykel, jeg kommer hurtigt langt omkring, og det fordi på en cykel går det let som ingenting.

Eller gør det?

En af de største farer, der truer os danskere, er trafikken, men vi er desværre ikke rigtig i stand til at forstå, hvor farlig trafikken egentlig er. I en hvilken som helst større dansk by kan man se cyklisterne sno sig omkring uden at tænke ret meget over, at en bus eller en lastbil bare skal dreje lidt til den forkerte side, før dødsulykken er en realitet. Nogle cyklister er endda så rolige, at de undlader at bruge cykelhjelm, og de taler ovenikøbet i mobiltelefon, samtidig med at de tramper i pedalerne.

Hvis vi for alvor fattede, hvor farligt det er at færdes i trafikken, ville den blive afviklet på en helt anden måde. Vi ville altid brug sikkerhedssele, når vi kører bil, og vi ville ikke køre for hurtigt, men overholde hastighedsgrænserne. Vi ville aldrig køre bil (eller cykel) i alkoholpåvirket tilstand, eller når vi er meget trætte. Og så ville vi sørge for at have vores fulde opmærksomhed rettet på opgaven og ikke ordne andre ting samtidig såsom at tale i mobiltelefon, spise en burger eller sidde og tænke på noget helt andet.

Den hjernemæssige forklaring på problemet er, at vi er til stede i vores tid med en hjerne, der er skabt til at leve i stenalderen, så det vi er bange for, er det, som var farligt dengang, i stedet for det som nu er virkelig farligt, hvilket blandt andet medfører uhensigtsmæssig adfærd i trafikken.

Nogle gange kan det godt undre mig, at når jeg krydser en fodgængerovergang, er jeg fuldstændig tryg - for der er jo grønt, så jeg regner med, at alle de kørende trafikanter holder tilbage for mig. Jeg lægger ubesindigt mit liv i hænderne på folk, som jeg slet ikke kender og aldrig har mødt. Jeg regner med, at selvfølgelig standser de op, fordi der er rød lampe, som signalerer, at de skal stoppe, og en grøn lampe, der indikerer, at det er sikkert for mig at krydse vejen.

I udsendelsen medvirker Tove Hels, chefkonsulent ved Nationalt Færdselscenter, Rigspolitiet, Christian Berthelsen, politiassistent ved Nationalt Færdselscenter, Rigspolitiet, og Erik Andersen, politiassistent ved Københavns Vestegns Politi. Og de besvarer spørgsmålene: Hvad er vigtigt for trafiksikkerheden? Og hvad kan politiet gøre ved det?

 

Hjernekassen på P1 den 29. januar 2018. Nordkorea.

Den Demokratiske Folkerepublik Korea, i daglig tale kaldet Nordkorea, er for de fleste mennesker et ukendt land - et lukket land. Fra 1910 og indtil afslutningen på anden verdenskrig var Korea annekteret til Japan. Efter krigen besatte amerikanerne den sydlige halvdel og russerne den nordlige halvdel af Korea. Efterfølgende blev Syngman Rhee (1875-1965) leder i Sydkorea og Kim Il-sung (1912-1994) leder i Nordkorea. I 1950 invaderede Kim Il-sung Sydkorea, men amerikanerne kom sydkoreanerne til undsætning og var lige ved at erobre den nordlige del, da Kina kom nordkoreanerne til undsætning. Siden 1953 har landet været delt i det nuværende Nord- og Sydkorea med Kim-familien ved roret i nord. Kim Il-sungs Juche-ideologi, dvs. total selvstændighed og uafhængighed, har været medvirkende til landets isolation og armod.

Fødevaremangel er et stort problem i Nordkorea. FN anslår, at 10 millioner af landets 25,4 millioner indbyggere ikke får nok mad. Kim Hartzner, læge og generalsekretær i Mission Øst, fortæller i dagens udsendelse om nødhjælpsorganisationens arbejde i Nordkorea, hvor 41 procent af befolkning lider af underernæring, og specielt proteinmangel er et alvorligt problem, eftersom protein er kroppens byggesten. (For yderligere information om dette, se teksten fra den fra den 30. januar 2017).

Forfatter Kåre Bluitgen, der boede i 2015 i fem uger i Nordkorea for at kunne skrive bogen Jeg vil gerne klippes ligesom Kim Jong Un (Forlaget Tøkk 2017), mener, at nordkoreanerne på mange punkter minder om os danskere, selv om der er mange forskelle, bl.a. den konfucianistiske tankegang, som gennemsyrer alt. Hvilket kommer til udtryk politisk, ved at befolkningen viser landets leder Kim Jong-un (f. 1983) stor respekt, men også hans afdøde far, Kim Jong-il (1941-2011), og farfar, Kim Il-sung, som ledede landet før ham.

Geir Helgesen, centerleder på Nordisk Institut for Asienstudier, Københavns Universitet, mener, at vi (vesten) burde forsøge at skabe en dialog med Nordkorea, da en konflikt i området vil få uoverskuelige konsekvenser og koste alt for mange menneskeliv.

 

Hjernekassen på P1 den 22. januar 2018. Hjernetumorer.

I Danmark får i gennemsnit hvert år 790 mænd og 942 kvinder stillet diagnosen hjernetumor (gennemsnit for årene 2011-2015), og antallet er stigende, hvilket delvist kan forklares med, at vi lever længere, og risikoen for at få en hjernetumor stiger med alderen.

En hjernetumor er en svulst i hjernen eller hjernehindernes celler. Svulster i hjernen opstår, ligesom ved andre kræftformer, når almindelige celler mister deres kontrol og deler sig ukontrolleret. Der er mange forskellige symptomer på en hjernetumor, symptomerne afhænger af tumorens placering i hjernen og størrelse. Symptomerne kan være hovedpine, kvalme, sprogforstyrrelser, træthed, syns-, høre- og føleforstyrrelser, balanceusikkerhed, lammelser, hukommelsesproblemer samt personlighedsændringer. Ikke to sygdomsforløb vil være ens, men varierer fra person til person.

Hjernetumor er en sjælden sygdom, som man ikke kender årsagen til, så det er vanskeligt at sige noget om, hvad man kan gøre for at mindske risikoen for at blive ramt af svulster i hjernen. Men hvis der er tale om hjernemetastaser, svulster som skyldes spredning af kræft fra andre steder i kroppen f.eks. lungerne, kan man i høj grad mindske risikoen ved ikke at ryge. Hjernesvulster spreder sig sjældent til resten af kroppen, da hjernen har en særlig barriere ud mod blodbanen.

De fleste hjernetumor behandles med operation, hvor lægerne fjerner så meget af svulsten som muligt, ofte efterfulgt af kemoterapi og/eller strålebehandling for at fjerne de sidste rester af svulsten. Selve diagnosen kan første stilles endeligt efter en vævsprøve fra svulsten, der som regel tages under operationen og efterfølgende undersøges under mikroskop. Tumorer inddeles i forskellige grader, graden er afhængig af, hvor hurtigt svulsten vokser. Grad I-II er den mindst ondartede form og langsomt voksende og grad III-IV den mest ondartede form og hurtigt voksende.

Overlevelsen efter diagnosen hjernetumorer er gennem de seneste 10-15 år forbedret på grund af bedre behandlingsmetoder. Fem år efter diagnosen lever 64 procent mænd og 76 procent kvinder fortsat.

I udsendelsen medvirker cand.pæd.soc. Lone Søgaard Ciesla, der arbejdede som pædagogisk konsulent, indtil hun for et år siden blev opereret for en aggressiv hjernetumor i fjerde stadie, og operationen blev efterfulgt af strålebehandlinger. Lone fortæller, hvordan hun har det i dag fysisk og psykisk, hvor hun lever med diagnosen "terminalpatient" (dvs. lægerne kan ikke erklære hende rask). Desuden pensioneret overlæge, speciallæge dr.med. Michael Kosteljanetz, som har arbejdet på Neurokirurgisk Klinik, Rigshospitalet, og overlæge, dr.med. Hans Skovgaard Poulsen, som arbejder på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet.

 

Hjernekassen på P1 den 15. januar 2018. Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855).

Den lille Søren kom til verden den 5. maj 1813 som det yngste barn i en søskendeflok på syv (fire piger og tre drenge). Moren, Anne Sørensdatter Lund, var omkring 45 år og faren, Michael Pedersen Kierkegaard, 56 år. Om moren vides, at hun tog sig af hjemmet og børnene, og hun kunne kun lige læse, men ikke skrive. Faren var oprindeligt uddannet hosekræmmer, det vil sige én, der handlede med uldvarer og sengetøj, men arbejdede sig op og blev en stor købmand med salg af luksusvarer bl.a. silke, bomuld og kaffe. Siden investerede han penge i ejendomme, og allerede som 40-årig kunne han sælge sin forretning og gå på pension.

Familien boede i en stor lejlighed på Nytorv midt i København. Her brugte faren sin tid på at læse bøger om religion, filosofi og politik - emner, som han talte med sine venner i hjemmets stue, hvor drengen Søren ofte sad og lyttede til mændenes diskussioner. Michael Kierkegaard var en troende mand, der tog sin familie med til gudstjeneste hver søndag i Vor Frue Kirke. Alle familiens børn gik i skole, men faren gjorde også meget for selv at sætte sit præg på børnene, idet han gennem forestillingslege sørgede for at udvikle fantasien.

Søren Kierkegaard blev student fra Borgerdydskolen i 1830 og begyndte allerede som 17-årig at læse teologi. Ti år senere blev han magister med afhandlingen Om begrebet ironi, han fik dog aldrig et præsteembede, i stedet brugte han sin uddannelse på at skrive dagbladsartikler og filosofiske værker. Kierkegaards tanker var stærkt præget af hans religiøse overbevisning, om man var et kristent menneske, var et enten-eller valg om at følge i Kristi fodspor.

Kierkegaard mente, at der findes tre forskellige livsholdninger, som han kaldte for "det æstetiske stadium", "det etiske stadium" og "det religiøse stadium".

1) Det æstetiske stadium, hvor man lever her og nu og til enhver tid søger at opnå nydelse. En sådan person kommer nemt til at opleve tomhedsfølelse og angst. Ifølge Kierkegaard var angsten noget nærmest positivt, for den betyder, at man befinder sig i en eksistentiel situation og kan vælge at tage springet til næste stadium.

2) Det etiske stadium er præget af konsekvente valg mellem, hvad der er rigtigt eller forkert - fornuftens pligtbud. Et sådan pligtopfyldende menneske kan opleve en træthedsreaktion og falde tilbage til det æstetiske stadium eller vove springet til det religiøse stadium.

3) Det religiøse stadium, hvor man ubetinget vælger at tro på kristendommens Gud, selv om det er fornuftsstridigt. Kirkegaard har udtrykt det således: "Kan jeg objektivt gribe Gud, saa troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maae jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er 'paa de 70.000 Favne Vand', og dog tror."

Kierkegaard stillede spørgsmål om livet, som fortsat er aktuelle, da de handler om at vælge at tage ansvar for sin tilværelse. Hvilket sikkert er grunden til, at den danske teolog og filosof Søren Kierkegaards værker læses i det meste af verden.

I radiostudiet har jeg besøg af Søren Kierkegaards eksperten Pia Søltoft, præst i Marmorkirken. Vi kommer ind på emnerne frygt, angst, fortvivlelse, samvittighed og kærlighed.

 

Hjernekassen på P1 den 8. januar 2018. Demens.

Hverdagen byder på tab. Man tænker på hvad der var, og bliver bedrøvet over at det ikke er mere, sproget, evnerne, gåpåmodet.

Litteraturprofessor og forfatter Thomas Bredsdorff udgav sidste år bogen Tøsne og forsytia - noget om livet med Alzheimers (Gyldendal 2017), en gribende beretning om hustruen Lenes hjernesygdom. Det, som gør bogen interessant, er, at man tydeligt kan se sygdommens udviklingsforløb, og hvordan Alzheimer påvirker den sygdomsramte og de nærmeste pårørendes liv.

Den dag, hvor tidligere gymnasielærer, medredaktør på P1's litteraturprogram Alfabet og forfatter Lene Bredsdorff ikke længere forstod ordsproget "En fugl i hånden er bedre end ti på taget" og andre ordsprog, vidste Thomas Bredsdorff, at hans hustru var alvorligt syg.

Foruden sproget påvirkedes Lenes tidsfornemmelse tidligt i sygdomsforløbet. Dernæst sansen for rum, så hun ikke længere kunne finde rundt, ikke kun i byen, men også i eget hjem. Desuden foregik alting i et meget langsomt tempo. Senere hen i forløbet forveksledes familiemedlemmer, og efter fire år påvirkedes også motorikken. Men Lene bevarede længe evnen til at spille klaver og glæden derved. Og hun begyndte endda at spille improvisationer, noget Thomas aldrig havde oplevet før.

Bogen er blevet til om aftenen, hvor forfatteren har siddet og skrevet for at få sat ord på den sorg, han har oplevet ved at se det menneske, som han har tilbragt over 55 år af sit liv sammen med, miste hukommelsen, sproget m.m. Desuden har han læst meget om sygdommen og videregiver, hvad han har fundet ud af i faglitteratur, skønlitteratur og film, så alle uden forhåndsviden til Alzheimers sygdom kan forstå det.

For at kunne have hustruen boende hjemme længst mulig, takkede Thomas ja til nogle timers daglig aflastning i et aktivitetshus for dementramte og senere hen også til aflastningsophold af en uges varighed på et plejehjem. I dag bor Lene Bredsdorff på det skærmede demensafsnit på Klarahus i De Gamles By på Nørrebro. Thomas Bredsdorff er glad og taknemlig for al den hjælp og støtte, han og hustruen har fået af de ansatte alle steder og fra deres vennekreds.

Hjernekassen har besøg af ægteparret Tom og Anni Fogelberg, der fortæller om Toms demenssygdom. Og af Kristine Pedersen, projektleder ved Center for Social og Sundhed i Gribskov kommune, som fortæller om det netop afsluttede projekt "et aktivt liv med demens".

For yderligere information om demenssygdomme, lyt til Hjernekassen på P1 fra den 27. oktober 2014 og den 21. august 2017 og læs de tilhørende tekster.

 

Hjernekassen på P1 den 18. december 2017. Jul.

Tiden op til jul kan føles uendelig lang, når man allerede sidst i oktober måned begynder at se juleting i forretningerne. En dreng omkring fire år er ude at handle med sine forældre, og han vil godt have en af de mange farvestrålende chokoladejulekalendere. Det får han, og en af de andre handlende spørger: "Kan du godt vente med at åbne den?" Hans far ler og svarer: "Nej, han åbner den lige så snart, vi kommer hjem." En anden handlende har indkøbskurven fuld af julelys, -servietter og -kort samt julesmåkager og -te. Mon der skal hygges lidt, mens der skrives julekort?

Lad mig slå fast, jeg synes, julen er en skøn tid, den begynder måske bare lidt for tidligt. Julen er en del af vores kultur, som er værd at værne om. Der er så mange smukke traditioner, som jeg helst ikke vil være foruden.

I min bog Dr. Zukaroffs testamente - en bog om menneskehjernen (Gyldendal 2012) har julen også fået lov til at spille en væsentlig rolle, idet denne tilbagevendende årlig begivenhed unægtelig fylder rigtig meget i mange menneskers bevidsthed og har gjort det i generationer. Her et kort uddrag: "Wolfgang havde pyntet op til jul. Der var grangrene, julekugler, kravlenisser og messinglysestager overalt. Sofabordet i havestuen var forvandlet til et nisselandskab komplet med spejlsø, skøjtende nisser og keramikkirke med indlagt elektrisk lys. På et lille bord ved bænken i stuen var der opstillet det mest detaljerede krybbespil, jeg nogensinde har set, også her med indlagt lys. Der var tændte stearinlys i massevis, og oplevelsen af at træde ind i dette julescenarie var ganske overvældende. Overalt glitrede det med refleksioner i messing og farvet glas, og der duftede voldsomt af gran, hjemmebag og gløgg." (Side 495-496).

Men man behøver jo ikke at føle, at man skal nå igennem alle juletraditionerne hvert år, for at det er en rigtig jul, hvis blot man sørger for at få gjort den eller de juleting, man bedst kan lide, så man mærker, at det er jul. Noget af det, jeg selv holder allermest af ved juletid, er samværet med familie og venner. For andre vil det være julekalendere i fjernsynet, et julepyntet hjem, hjemmelavede småkager og andre godter, dansen og sangen omkring juletræet eller at få besøg af julemanden medbringende en hel sækfuld gaver.

For Hjernekassen på P1 er det efterhånden blevet en fast tradition med et juleprogram. Denne jul har vi atter besøg af julemanden.

 

Hjernekassen på P1 den 4. december 2017. Europæisk hjerneforskning.

"Når man både i USA og Europa i disse år afsætter enorme summer til den fortsatte udforskning af hjernen, sker det ikke blot i håbet om endelig at få knækket koden og gøre et mærkbart fremskridt i forståelsen af hjernen, men også i erkendelse af, at der stadig er uhyggeligt meget, vi endnu ikke ved om hjernen. Der er således ikke ualmindeligt at høre hjerneforskere udtale, at vi formelt set endnu kun befinder os i hjerneforskningens spæde barndom, og at vi formodentlig om et århundrede eller mere vil kunne se tilbage på nutiden med en mild overbærenhed over alt det, vi endnu ikke vidste." 100 myter om hjernen af Thomas Thaulov Raab (FADL's Forlag 2017, side 280-281).

Hjerneforskningen er i en rivende udvikling, og man skal være på stikkerne for at følge med. Sikkert er det, at selv om vi ved en hel del om, hvordan hjernen fungerer, er der fortsat meget, vi ikke ved, specielt når hjernen ikke fungerer optimalt.

Nogle af de spørgsmål, som pirrer min egen nysgerrighed, er: Hvordan kan sanseinformation ved hjælp af elektrisk/kemisk nervecelleaktivitet i hjernen skabe en virkelighedsopfattelse og virkelighedsoplevelse i min hjerne? Hvad er det, der går galt i hjernen, når forskellige former for sindslidelser skaber problemer i menneskesindet?

En af hjernens helt centrale arbejdsopgaver er at træffe de rigtige beslutninger. Når hjernen skal træffe en beslutning, er der to grundlæggende spørgsmål, som skal besvares: 1) Hvor er jeg? 2) Hvad gør jeg? Det første spørgsmål (hvor er jeg?) besvares af den bagerste del af hjernebarken, der analyser sanseinformation fra lugte- syns-, høre-, balance-, smags- og følesansen, og på baggrund af denne analyse skaber hjernen en virkelighedsopfattelse. Den virkelighed hjernen producerer er dog ikke en tro kopi af det, der er derude. Hjernen tolker sanseinformation ind i bestemte mønstre og forsøger at skabe en meningsfuld virkelighedsopfattelse, vi kan bruge, når vi skal besvare det andet spørgsmål (hvad gør jeg?), som foregår i den forreste del af hjernebarken.

Det specielle for os mennesker er, at det ikke er nok, at hjernen objektivt registrerer, hvad det er for en situation, den befinder sig i, den skal også skabe en oplevelse af at være til stede i verden. Hjernen skal omsætte objektiv sanseinformation om verden til en subjektiv virkelighedsoplevelse i vores bevidsthed. Hvordan det foregår, er en gådefuld proces.

Vi går som regel ikke rundt og tænker over alt det arbejde, hjernen gør for os, men vi mærker det, hvis processen med at få tankerne til at køre i et meningsfyldt flow ikke fungerer.

Ved at få en bedre forståelse for, hvordan den raske hjerne fungerer, vil vi også blive bedre til at forstå, hvad der går galt, når hjernen slår knuder på sig selv, og vi bliver syge i sindet.

I dagens udsendelse taler jeg med ph.d. Lars Kristiansen, direktør i Federation of European Neuroscience Societies (FENS), Bruxelles, Belgien, om hjerneforskning.

 

Hjernekassen på P1 den 27. november 2017. Fagenes fest.

Jeg er meget glad for ost, så engang jeg var på efterårsferie i Frankrig, købte jeg lidt ost med hjem. Osten fik ikke lov til at ligge i køleskabet, så jeg var nødt til at have den liggende i et køligt rum, som kun blev brugt til opbevaring af ting. Af en eller anden grund glemte jeg desværre alt om den dejlige ost lige indtil en dag, hvor min hustru sagde: "Peter, du skal altså huske at smide den ost, du købte i Paris, ud. Der stinker i hele rummet!" Fair nok med en reprimande, for det var ulækkert. Dog ville jeg ønske, den ikke var faldet, mens en af mine venner var på besøg, som jeg ved med garanti ikke vil have glemt ostehistorien. Ja, faktisk tror jeg, at jeg selv ville have glemt alt om den franske ost, som aldrig blev spist, hvis ikke netop denne ven havde været på visit, fordi det gjorde mig ekstra flov, da jeg udmærket var klar over, at den pinlige historie aldrig ville gå i glemmebogen.

Et af mine foretrukne steder at købe ost i Danmark er hos Keenie Jørgensen, forpagter af Helges Ost på Frederiksberg, som ikke er i tvivl om, at viden om de produkter, der sælges i forretningen, er en nødvendighed for at kunne vejlede kunderne i, hvad de mange forskellige slags ost fra ind- og udland egner sig bedst til, og hvordan ostene bør opbevares for at kunne holde sig.

Faglig stolthed er noget, man kender til i alle erhverv. Hos journalist Cecilie Frøkjær kommer det til udtryk ved, at hun er velforberedt, når hun interviewer folk, hvilket gør, at man føler en oprigtig interesse for det, hun beskæftiger sig med. De seneste år har hun bevidst valgt at fordybe sig i bogverdenen, og hun har talt med adskillige forfattere om deres bøger.

Selv om jeg ikke får læst så meget, som jeg godt kunne tænke mig, har jeg mange bøger. Flere end jeg normalt tænker over, men da vi skulle flytte i foråret, og jeg skulle pakke alle mine bøger ned i papkasser, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til det. Alle mine bøger, og naturligvis alle hjemmets andre ting, skulle ned fra den gamle lejlighed på 3. sal og op i den nye lejlighed på 2. sal; noget af et job. Men takket være dygtige flyttemænd forløb flytningen uden problemer.

Lyt til dagens udsendelse og hør, hvad flyttemand Bo Andreasen, ostehandler Keenie Jørgensen og tv-vært, podcast-vært, forfatter Cecilie Frøkjær har at fortælle om deres erhverv.

 

Hjernekassen på P1 den 20. november og den 11. december 2017. Neonatal (for tidligt fødte børn) 1 og 2.

Livet er et mirakel. Fra det øjeblik kvindens æg og mandens sædcelle smelter sammen går en nærmest ubegribelig proces i gang med at skabe et nyt menneske. Når det gælder hjernens udvikling, der for alvor begynder tre uger efter undfangelsen, sker der virkelig meget under fostertilstanden. Centralnervesystemet dannes, neuralrøret udvikler i den ene ende udposninger, som bliver til hjernens forskellige strukturer, forhjerne, mellemhjerne, lillehjerne og baghjerne, og den anden tyndere ende af neuralrøret bliver til rygmarven. Fra uge 6-16 dannes hvert minut cirka en kvart million neuroner (hjernens byggesten) og støtteceller. I svangerskabsuge 12-24 bevæger hjernens nerveceller sig i forskellige retninger og finder deres bestemmelsessted, og deres specialiserede funktioner videreudvikles. Herefter og frem til efter fødslen foregår en fortsat organisering og modning af celler og opbygning af de strukturer, hjernen skal anvende resten af livet.

Under graviditeten, er der meget, som kan gå galt. Det er en yderst sårbar periode, og der er mange muligheder for fejludvikling. Man ved med sikkerhed at særligt tobaksrøg, indtagelse af alkohol, narkotiske stoffer og medicin kan påvirke udviklingen negativt. Men også kosten har betydning for hjernens udvikling.

Hvis alt forløber vel, går fødslen i gang i den 40. graviditetsuge (udregnes fra første dag i kvindens sidste menstruation), og det nyfødte barn har en fin lille hjerne, omkring en fjerdedel af den størrelse, den når som voksen, indeholdende ca. 86 milliarder neuroner. For at der skal være plads i fødselskanalen, må vi mennesker fødes med så små hoveder som muligt, og lang tid før hjernen er fuldt udviklet. Kunne mennesket klare sig med en mindre hjerne, så ville det ikke være hovedstørrelsen, der afgjorde fødselstidspunktet, og så ville vi fødes senere, langt bedre rustet til livet. Ved fødslen er vi totalt hjælpeløse, og vores overlevelse er fuldstændig afhængig af, at andre mennesker tager vare på os, og det varer mange år, før vi kan klare os selv.

Selv om spædbarnet fødes med en hjerne indeholdende lige så mange neuroner som en voksenhjerne, er hjernen langt fra færdigudviklet. Den lille barnehjerne skal dels vokse sig større, dels danne forbindelser mellem hjernens mange milliarder neuroner, som er sparsomt forbundet med hinanden ved fødslen. Men i takt med at hjernen modtager, bearbejder, sorterer og integrerer sanseinformationer, begynder hjernens nerveceller at forbinde sig med hinanden. Ja, faktisk dannes der op til 1000 nye neurale forbindelser i sekundet, men fra omkring to-tre-årsalderen begynder en beskæring, hvor de uudnyttede netværk forsvinder, mens de, der bruges, styrkes. Det vil sige, at voksenhjernen, som først er færdigudviklet i midten af 20'erne, har færre neurale forbindelser end en toårig barnehjerne, men de er langt stærkere.

Fejl i hjernen betegnes hjerneskader, når fejlen kan ses på hjernescanningsbilleder. Fejl, som ikke kan ses på scanningsbilleder af hjernen, kaldes for udviklingsforstyrrelser og kognitive vanskeligheder, og en nøjagtig identifikation af funktionsnedsættelsens karakter er nødvendig.

I Danmark fødes der ca. 4.500 børn om året for tidligt, det vil sige før uge 37, og de fleste overlever.

I den første udsendelse medvirker fødselslæge, dr.med. Jacob Alexander Lykke (Obstetrisk Klinik, Rigshospitalet), overlæge Christian Heiring (Neonatalklinikken, Rigshospitalet) og overlæge, professor Gorm Greisen (Neonatalklinikken, Rigshospitalet, og Københavns Universitet).

I den anden udsendelse medvirker motorikvejleder og bestyrelsesmedlem i Dansk Præmatur Forening Mette Nejland Frisk, som er mor til en for tidligt født dreng, der i dag er 8 år. Sygeplejerske Jannie Haaber (Neonatalklinikken, Rigshospitalet) fra NIDCAP-teamet (Newborn Individualized Developmental Care and Assessment Program). Og 25-årig Frederik Sigaard Langebeck, der blev født i uge 26. Han er i dag kandidatstuderende ved Københavns Universitet og har et studiejob i Nykredit.

 

Hjernekassen på P1 den 13. november 2017. Broderi.

Dengang jeg var barn i 1960-70'erne, var et hjem fuld af broderede ting ikke et særsyn. Det var især ældre mennesker (i hvert fald set med drengeøjne), som havde broderede pyntepuder, sofa- og spisebordsduge eller bordløbere og mellemlægsservietter med broderimotiver for at skåne det fine porcelænsstels tallerkner, når de blev stillet oven på hinanden enten i skabet eller på spisebordet. Bordduge og -løbere passede til års- eller højtiderne f.eks. en dug med forskellige slags forårsblomster eller en bordløber med julenisser. Og på væggene hang klokkestrenge og indrammede billeder. Billedbroderierne kunne være kopier af kendte malerier, Skagensmalernes billeder var yndede motiver

Broderiarbejde var hovedsagelige noget, kvinderne foretog sig, når de ikke havde andet at se til og havde nogle timer til rådighed. For det tager lang tid at brodere, og det kræver en høj grad af koncentration, idet man skal læse mønstret, som er tegnet på et stykke papir med bittesmå tern med forskellige symboler for alle de mange farver, der skal bruges for at få nissemor og nissefar til at ligne julenisser, når de sys på stoffet.

Der blev ikke kun kreeret ting til eget hjem, særlig populært var det at forære ens nærmeste familie (f.eks. datter eller barnebarn) klokkestrenge, som fortalte en personlig historie om vielse eller barnefødsel.

Materiale til broderitingene blev ofte købt hos Eva Rosenstand/Clara Wæver, der blandt andet havde en forretning på Strøget i København. En af mine venner mindes sine besøg i forretningen, således:  "Det var simpelthen som at træde ind i en svunden tidslomme, hvor ekspedienterne behandlede kunderne, som var de fine fruer, selv hvis det var en kunde, der kun skulle købe et broderikit til en tændstikæske eller et bogmærke. Jeg vil tro, at det har været en høflighedsskik fra omkring forrige århundredskifte, hvor broderi var en yndet syssel blandt borgerskabets kvinder, de holdt i hævd for at signalere; det er fint at brodere."

Dagens broderieksperter er: Amy Lyngaa, underviser ved Skals højskole for design og håndarbejde, Mathilde Friese, arrangementskoordinator hos Lindhardt og Ringhof, og Gudrun Hasle, kunstner.

 

Hjernekassen på P1 den 6. november 2017. Social- og sundhedsassistenter.

Efter et fem måneders grundforløb tager det knap tre år at uddanne sig til social- og sundhedsassistent (i daglig tale kaldet SOSU-assistent). Som social- og sundhedsassistent kan man arbejde i hjemmeplejen, på plejecentre, institutioner, hospitaler og i psykiatrien.

Der er rigtig meget, man skal lære under uddannelsen. Mange af tingene kunne alle os andre også have gavn af at vide noget mere om såsom kost og ernæring, søvn, hygiejne, fysiske og sociale aktiviteter samt større forståelse for, hvad som gør os til dem, vi er.

Vores opfattelse af, hvem vi er, og hvad vi gør, er formet af såvel biologi som kultur. Vi er alle et produkt af vores livshistorie, som er formet af et komplekst samspil mellem vores individuelle liv og omverdenen, og vores forestillinger om, hvordan verden tager sig ud, er præget heraf. Vi bliver derfor indimellem forundret, når vi møder andre, som har en helt anden tilgang til livet, end vi selv har.

Vi fødes alle med forskellige fysiske og psykiske forudsætninger, men det miljø, vi vokser op i, bestemmer i høj grad, om vi udvikler os i den ene eller den anden retning. Jeg er for eksempel født med et ængsteligt sind, men en tryg opvækst med forældre, som har taget hånd om mit ve og vel, har gjort, at jeg alligevel har gåpåmod og tør give mig i kast med ukendte ting. Andre med et ængsteligt sind, der minder om mit, som er opvokset i mindre trygge rammer, vil være meget forsigtige og holde sig til velkendte ting.

At alle mennesker er præget af både den biologisk arv (det genetiske forlæg) og miljøet (også det vi møder senere hen i livet) er vigtig viden for SOSU-assistenter, eftersom de møder mange forskellige slags mennesker, som de er nødt til at kunne tale med og ikke tale til for at løse deres arbejdsopgaver bedst muligt. Et af de mange gode råd, som de får med sig i uddannelsen, er da også at spørge ind til borgerens eller patientens livshistorie.

Kultur omfatter stort set alt det, vi mennesker foretager os, tænker og mener, og vores kulturelle baggrund er påvirket af den tid, det sted og sociale miljø, vi er en del af. Vores værdier, normer og holdninger til tilværelsen varierer derfor meget, og under uddannelsen lærer social- og sundhedsassistenter følgelig om kulturforskelle blandt danskere og borgere med udenlandske rødder.

Dagens gæster i Hjernekassen er: Camilla Green Paulsen, underviser på SOPU, Katja Boe Petersen, SOSU-assistentelev, og Linea Bruhn, SOSU-assistent og udviklings- og faglig kvalitetskoordinator i socialpsykiatrien i Helsingør.

 

Hjernekassen på P1 den 30. oktober 2017. Brystkræft.

I oktober 2013 udsendte skuespiller Sofie Gråbøl (f. 1968) en pressemeddelelse med ordlyden: "I december sidste år fik jeg konstateret brystkræft. Jeg er efterfølgende blevet behandlet med operation og kemoterapi. Det har været et hårdt forløb, men jeg er rask nu og har det godt. Jeg er glad for at være en del af Knæk Cancer-kampagnen og dermed kunne give min støtte til den gode sag."

I en efterfølgende trailer i forbindelse med Knæk Cancer-kampagnen tonede Sofie Gråbøl frem på fjernsynsskærmen helt korthåret, da hun havde tabt alt sit hår under kemobehandlingen.

Sofie Gråbøl har, siden hun debuterede som skuespiller i 1986, spillet mange store roller, hvor man har tænkt, at det må have krævet sin kvinde. Da Sofie i 2012-2013 stod over for i sit livs største udfordring, må den have fået selv den allerhårdeste filmscene, hun har skullet spille, til at blegne. Sofie har fortalt, at hun røg ned i et dybt sort hul, da hun fik konstateret brystkræft, og at alle de selvhjælpsbøger, velmenende venner kom med, ikke var til megen hjælp, men det var til gengæld Lewis Carolls fortælling om Alice i eventyrland fra 1865.

Jeg synes, det er ret tankevækkende, når man tænker på, hvor populære selvhjælpsbøger er. For litteraturglade mennesker kommer det næppe som en overraskelse, at Sofie Gråbøl fandt hjælp i fiktionens verden, og det er da heller ikke første gang, jeg hører det. Et andet eksempel er en anden kræftramt kvinde, der desværre døde af sin sygdom, som fortalte, at da hun lå på hospitalet, og alle andres liv gik videre, som intet var hændt, glemte hun helt, at hun var syg, når hun læste Frøken Smillas fornemmelse for sne af Peter Høeg.

Forfatteren C.S. Lewis var ikke i tvivl om, at "We read so that we know we are not alone", og er der noget, man oplever, når man rammes af alvorlig sygdom, er det netop følelsen af at være ene. Sofie Gråbøl har i et interview til Berlingske (den 14. september 2014) udtalt: "Det var næsten en følelse af at være en skygge, næsten et spøgelse, for jeg følte på en eller anden måde, at jeg var død. Mit liv som jeg kendte det, min identitet var væk, sådan som jeg kendte mig selv … jeg følte, at jeg spillede en rolle som et menneske, der slet ikke eksisterede mere." Tydeligere kan følelsen af at føle sig alene vist ikke siges.

Mens Sofie Gråbøl var i behandling for sygdommen, havde hun ikke kun sig selv at tænke på, men også sine to børn. Dansk Brystkræft Organisation mener, at det er et stort problem, at børn ikke automatisk bliver tilbudt støtte, når deres mor bliver ramt af brystkræft, fordi angst og frygt for at miste ens mor er så hård en psykisk belastning, at det kan sætte varige spor.

I studiet er Niels Kroman, cheflæge ved Kræftens Bekæmpelse og professor ved Københavns Universitet, og Sofie Gråbøl.

 

Hjernekassen på P1 den 23. oktober 2017. Svær overvægt.

En af mine venners mormor kæmpede med en svær overvægt det mest af sit voksne liv. En af grundene til overvægten var, at hun var meget fattig og simpelthen ikke kunne få sig selv til at smide mad ud. Så når hendes datter, som hun var alene med, ikke spiste op, spiste hun selv resterne. Efter datteren var flyttet hjemmefra, gik mormoren som 44-årig på en hård slankekur, eftersom hendes vægt lå et godt stykke over de 100 kilo fordelt på 160 cm. Det lykkedes hende at komme et godt stykke under de 100 kilo, men lige så snart hun stoppede med slankekuren, røg kiloene på igen. Dog kom vægten ikke over 100 kilo, før hun igen gik på slankekur. At hun ikke kunne vedligeholde det ønskede vægttab, skyldtes, til dels at hun var en rigtig god kok, som elskede at tilbringe flere timer i køkkenet med at tilberede mad til sin nærmeste familie og sig selv, og at hun havde en god appetit. Hun vidste godt, det var et problem, og hun sagde altid til sine børnebørn: "Spis kun til I er mætte. I behøver ikke spise op. Lad vær med at brug kroppen som skraldespand, for det er langt sværere at komme af med de overflødige kilo, end det er at tage dem på."

Jeg kan godt lide rådet: Lad vær med at brug kroppen som skraldespand. For det illustrerer, hvad det egentlig er, vi gør, når vi tømmer småkagedåsen i stedet for at sætte den tilbage i køkkenskabet, når vi har snuppet et par vaniljekranse til aftenkaffen.

Når min vens mormor var på slankekur, talte hun kalorier. Der er forskellige holdninger til, om det er godt eller skidt, men én ting, som min vens mormor lærte af det, var ikke at forbyde sig selv bestemte fødevarer. De første par gange, hun var på kur, var chokolade bandlyst. Hvilket havde den uheldige konsekvens, at hendes trang til chokolade blev så stor, at hun ville sætte en hel plade chokolade til livs, når hun atter måtte få chokolade. Efter at have oplevet det nogle gange, besluttede hun sig for, at hun måtte spise to små ruder mørk chokolade dagligt, for så kunne hun meget nemmere styre sin lyst til chokolade.

Så har man en forkærlighed til chokolade eller noget andet spiseligt, kan det godt være, at det er uklogt helt at udelade den fra kosten.

Det er i hvert fald en af de ting, den ene af dagens to gæster i Hjernekassen, cand.scient. Morten Elsøe, ejer af Livsstilhuset, vil gøre op med i bogen Slut med forbudt - giv slip på den dårlige samvittighed og sig farvel til sundhedsstress (Politiken 2016), som han har skrevet sammen med Morten Svane. Den anden gæst er professor Signild Vallgårda, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

 

Hjernekassen på P1 den 9. oktober og 16. oktober 2017. Statens Naturhistoriske Museum, Zoologisk Museum.

Statens Naturhistoriske Museum omfatter Geologisk Museum, Botanisk Have og Zoologisk Museum. De tre museer hører under Københavns Universitet, og deres opgave er bl.a. at indsamle og bevare vidnesbyrd om såvel forhistoriske som nulevende plante- og dyrearter samt mineraler. Museets skatkammer rummer 14 millioner genstande indsamlet over hele verden gennem de sidste 400 år, og de er kommet museet i hænde på forskellig vis. Mange af genstandene er udstillet, men langtfra alle.

En museumsudstilling fortæller aldrig en neutral historie, den formidler et budskab, som er bestemt af museets videnskabelige medarbejdere. På Zoologisk Museum i København er gæsterne ikke i tvivl om, at det bærende element er evolutionslæren. Kortene lægges åbenlyst på bordet med en stor selvstændig udstilling om Charles Darwin (1809-1882) og andre forskere, der i 1800-tallet var optaget af livets opståen og udvikling. Det er en udstilling, der forsøger at fremlægge beviser for en anden skabelsesberetning end Bibelens. Der lægges vægt på, at mennesket er en del af naturen, og at vores art, Homo sapiens, først er kommet til ret sent i Jordens udviklingshistorie.

Zoologisk Museum er i besiddelse af mange dyrebare genstande, som i sig selv rummer spændende historier. En af de mest spektakulære genstande er et 17 meter langt dinosaurskelet, fundet den 4. august 2010 af to tyske drenge, 13-årig Benjamin og 14-årig Jacob, som var med deres far, palæontolog Raimond Albersdörfer, på udgravning i et goldt stenlandskab tæt ved byen Ten Sleep i delstaten Wyoming, USA. Faren havde lovet sine sønner, at de måtte beholde alt, hvad de fandt, et løfte han dog måtte bryde, da han opdagede, at drengene havde fundet knogler fra en dinosaur, som de gav navnet Misty (mysterious), eftersom de endnu ikke vidste, hvilken slags dinosaur der var tale om. De gigantiske knogler viste sig at stamme fra en ung hun Diplodocus Longus, der levede for ca. 150 millioner år siden; en planteædende dinosaur med en meget lang hale og lang hals, men et meget lille hoved, så den har næppe haft ret meget hjerne at gøre godt med.

En anden imponerende genstand er et yderst sjældent set skelet af et nulevende dyr, blåhvalen (Balaenoptera musculus), det største dyr som nogensinde har eksisteret. Blåhvalen, der normalt lever i havene på den sydlige halvkugle, strandede i 1931 ved Årøsund (udmundingen af Haderslev Fjord) og blev slået ihjel af nogle lokale fiskere. Efterfølgende blev hvalen overdraget til Zoologisk Museum i København, hvor dens skelet i dag desværre er gemt godt væk i Zoologisk Museums kælder sammen med andre store havdyrs skeletter. Kilder angiver, ifølge Hanne Strager i Det dyrebare - Historien om museets største skatte (Statens Naturhistoriske Museum 2014, side 31), at der kun er 20 blåhvalsskeletter udstillet på verdensplan, så at få lov til at se den 24 meter lange blåhval stod meget højt på min ønskeseddel, da jeg besøgte museet i september måned for at lave to radioudsendelser derfra.

I det første program tager kurator Eline Lorenzen og palæontolog Bent Erik Kramer Lindow os med ned i hvalkælderen. Efterfølgende guider de os gennem udstillingen "Det dyrebare", hvor vi bl.a. hører om gejrfuglen (Pinguinus impennis), et sjældent udstoppet eksemplar af den uddøde ikke-flyvende alkefugl, den vietnamesiske ørkenantilope saolaen, et af de seneste store pattedyr, der er opdaget og beskrevet, og om fossilet af den forhistoriske firbenede fisk Ichthyostega.

I det andet program fortæller forskningsformidler Anne Katrine Gjerløff og palæontolog Bent Lindow om andre dyrebare genstande heriblandt Charles Darwins gave, en samling rankefødder eller rurer (cirripeder, nogle små krebsdyr) i glas, som museet fik i 1854, før Darwin havde udgivet sit berømte værk On the Origins of Species (1859) om evolutionsteorien.

 

Hjernekassen på P1 den 2. oktober 2017. Lungekræft.

Uhelbredelig sygdom minder os mere end noget andet om livets skrøbelighed og vores dødelighed. Paul Kalanithi har skrevet en hjertegribende beretning, der indledes med ordene: "Jeg bladrede igennem CT-skanningerne, diagnosen var klar: Lungerne var dækket af utallige tumorer, rygraden var deformeret, og hele den ene leverlap var udslettet. Kræft med omfattende spredning. Jeg var neurokirurgisk turnuslæge og havde netop påbegyndt mit sidste turnusår. I løbet af de seneste seks år havde jeg undersøgt adskillige af den slags skanninger i forsøget på at finde den usandsynlige behandling, som kunne hjælpe patienten. Men denne skanning var anderledes: Den var min egen." Før jeg forsvinder (Lindhardt og Ringhof 2016).

Den amerikanske neurokirurg havde længe inden, han blev syg, været optaget af meningen med livet. I sine helt unge dage troede Kalanithi, at han ville finde den i litteraturen. Det gjorde han på en måde også, idet den førte ham til erkendelsen, at bevidstheden er et produkt af hjernens samlede funktion; at vi er biologiske væsner, underkastet alle fysikkens love, og at hjernen er maskineriet, der muliggør litteraturen og dens mangfoldige udlægninger af det, som giver menneskelivet mening. En erkendelse der medførte, at Kalanithi besluttede sig for at læse til læge.

Det, som gør denne bog til noget særligt, er, at man først får et indblik i Kalanithis arbejde som hjernekirurg, hvor man hører lægen berette om sit arbejde med ofte meget syge patienter og forholdet til de pårørende. Dernæst får man indsigt i, hvordan det opleves, når det sædvanlige skel mellem læge og patient ophæves. Hvor lægen fortæller en sygdomshistorie med sig selv som patienten, og hvordan han insisterer på at leve, selv om han ved, at han er uhelbredeligt syg. Han udtrykker det klart og præcist med ordene: "I håb om ikke at ophøre før jeg dør." Derfor vendte Kalanithi også tilbage til sit arbejde på operationsstuen efter det første behandlingsforløb, selv om han vidste, at hans situation kun var forbedret, og han ikke var helbredt. Desuden fik han og hustruen ved hjælp af fertilitetsbehandling en lille pige sammen.

En ting, som skinner igennem hele bogen, er, at livet sjældent bliver det samme igen, at der ofte er tale om en tilværelse før og efter sygdomsdiagnosen. Desuden giver Kalanithi udtryk for, at han virkelig godt ville vide, hvor lang tid han faktisk har igen, for han har altid drømt om at skrive en bog - et arbejde, som kræver tid.

Alligevel gav han sig i kast med arbejdet, da han under et år efter første behandling atter blev alvorligt syg. Paul Kalanithi nåede lige at få skrevet bogen om sit liv, men han nåede desværre ikke selv at opleve bogudgivelsen, inden han døde af lungekræft i 2015 i en alder af 37 år, da hans datter var otte måneder.

Godt fem procent af alle dødsfald i Danmark skyldes lungekræft, og hvert år dør cirka 3.500 danskere af sygdommen, hvilket gør lungekræft til den kræftsygdom, som forårsager flest dødsfald både blandt kvinder og mænd. Kræft fra andre steder i kroppen, som har spredt sig til lungerne, betegnes metastaser.

Medvirkende i udsendelsen: Lisbeth Søbæk Hansen, formand for Patientforeningen Lungekræft, der bl.a. kommer ind på, at kræftformen, måske mere end nogen anden, er forbundet med skyld og skam, eftersom de fleste tilfælde af lungekræft (over 90 procent) er forårsaget af rygning. Og professor Ulrik Lassen, leder af kræftafdelingen på Rigshospitalet, fortæller, at forebyggelsesindsatsen er alt for dårlig i Danmark sammenlignet med andre europæiske lande, især på rygeområdet.

 

Hjernekassen på P1 den 25. september 2017. Mensa.

For mig er der ingen tvivl om, at mennesket er det klogeste dyr, og at vi er meget klogere end vores nærmeste nulevende slægtning i dyreriget, chimpansen. Sammenligner vi den genetiske udvikling, som chimpanser og mennesker har gennemløbet, siden vores evolutionære veje skiltes for 6-8 mio. år siden, viser det sig, at kun 1,2 procent af vores aktive gener er forskellige. Det er de gener, der har indflydelse på aktiviteten i mange andre gener under vores udvikling, som har vidtrækkende konsekvenser for menneskekroppen og -hjernens udvikling.

Det ser imidlertid ud til, at det genetiske forlæg for vores hjerne ikke har ændret sig de sidste 100.000 år; at det er de samme gener, som styrer hjernens udvikling nu, som dengang den moderne menneskehjerne så dagens lys. Det vil sige, at et stenalderbarn og et barn anno 2017 er født med en hjerne, der ligner hinanden, og man teoretisk set vil kunne lære et barn fra den fjerne fortid de samme ting som nutidens børn. Hvor hurtigt fortidsbarnet vil kunne tilegne sig tingene, vil dels afhænge af den hjerne, hun eller han er født med, dels af de ting, vedkommende allerede har lært. Hvis barnet er kvikt, vil det ske hurtigt, hvis barnet er "normaltbegavet" i et roligere tempo, og hvis barnet generelt har vanskeligt ved at lære nye ting, vil det tage en god rum tid.

Hvis vi får at vide, at en person er intelligent, ved vi umiddelbart godt, hvad der menes. Det er noget med at være hurtig til at lære og forstå nye ting, at kunne huske og anvende det i andre sammenhænge. Intelligens er et omdiskuteret begreb, og der har været gjort mange forsøg på at beskrive, hvad det er.

Siden begyndelsen af 1900-tallet har man forsøgt at måle folks intelligens ved hjælpe af intelligenstests, som findes i mange forskellige varianter. I testene skelnes der mellem krystalliseret og flydende intelligens. Krystalliseret intelligens handler om det, vi har lært, og hvordan vi anvender det. Dette er i høj grad afhængig af kulturelle og miljømæssige faktorer. Flydende intelligens er evnen til at forstå og analysere nye sammenhænge uden at være afhængig af det, man tidligere har lært. Dette er formentlig mere en medfødt egenskab og mindre kultur- og miljøafhængig.

Mensa er en international social forening for personer fra alle samfundslag med en høj intelligenskvotient. Foreningen blev stiftet i England i 1946. Foreningen har 130.000 medlemmer fordelt på 110 lande. I Danmark rundede foreningen i marts måned i år 1800 medlemmer, hvoraf 70 procent er mænd og 30 procent kvinder. For at kunne blive medlem af Mensa i Danmark skal man bestå en intelligenstest, hvor ens evner til at se mønstre og sammenhænge er vigtige, og resultatet skal være så godt, at man placerer sig blandt de to procent mest intelligente til at løse netop den slags opgaver.

Dagens gæster: distriktschef Steffen Fabrin (Schaeffler Danmark), medlem af Mensa siden 2009, sygeplejerske Malan, medlem af Mansa siden 2014, og selvstændig it-konsulent Tine Ditmar Unnerup, medlem af Mensa siden 2006.

 

Hjernekassen på P1 den 18. september 2017. Kunstig intelligens og fremtiden.

Preben Mejer betegner alle, der er vokset op uden computere/pc'er og internet samt mobiltelefoner/smartphones, for digitale indvandrere. Det, som adskiller nutidens kommunikationsform fra tidligere, er, at vi nærmest er i kontakt med andre hele tiden, hvilket betyder, at vores dialog med hinanden har en tendens til at blive overfladisk, fordi vi konstant skal skynde os videre til den næste besked. Al den nye information, som vi lige skal forholde os til, skaber mindre tid til fordybelse og refleksion.

På nogle punkter har den nye kommunikationsform også gjort vores verden større. Jeg har venner i dag, som jeg næppe ville have haft, hvis ikke det havde været for internettet, men den virtuelle kontakt har trods alt ikke kunnet erstatte det fysiske samvær. Det er lige så vigtigt nu som tidligere. Måske vil det ændre sig i fremtiden, jeg har dog svært ved at se det, for de digitale indfødte, det vil sige, de unge, der aldrig har oplevet en verden uden computere og smartphones, kan heller ikke nøjes med venner på nettet.

Men vil det ændre sig, når menneskelignende robotter bliver en del af hverdagen? I Japan er de meget glade for robotter, og i nogle henseende ses de som redningsmænd. I fremtiden er det robotter, som skal tage sig af landets mange ældre borgere, da der ikke vil være nok yngre til at løfte arbejdsbyrden. Et af de mange uafklarede spørgsmål er, om robotter vil kunne erstatte menneskelige relationer, eller om det blot vil gøre mange ensomme ældre mennesker endnu mere ensomme? En anden form for robotter, som er ganske populære, er silikonekoner, for med en robotkone er man(d) fri for "ondt i hovedet"-problemet eller at få skæld ud, når man igen har glemt et eller andet. Yderligere vil ens kones skønhed og ungdom aldrig forsvinde. Hvis man først har vænnet sig til en robotkone, vil man så siden hen være i stand til indgå i et parhold med et andet menneske? Eller risikerer man ligefrem at dømme sig selv ude af markedet, fordi rigtige kvinder simpelthen ikke gider en mand med urealistiske forestillinger om samlivet?

Det er svært at spå om fremtiden. Ikke desto mindre er det lige netop det, vi har bedt lektor Thomas Bolander (DTU Compute), creative advisor Louise Opprud Jakobsen (Dare Disrupt) og it- og fremtidsekspert, direktør Preben Mejer (Radr), om at gøre i dagens udgave af Hjernekassen. Alle er de interesseret i, hvilke konsekvenser kunstig intelligens allerede har for os og kan få i fremtiden.

 

Hjernekassen på P1 den 11. september 2017. Dannelse - fortid, nutid og fremtid.

Den verden, vi lever i, opleves her og nu, men den konstrueres på baggrund af en forestilling om det, der var, og det, som skal komme. Vi mennesker har alle en historie at fortælle om os selv. Den historie, vi fortæller, vil i høj grad være præget af det miljø, vi vokser op i, og af det samfund og den tid, vi lever i. Fortællingerne er med til at skabe kontinuitet i vores liv og skabe en dybere mening med tilværelsen for os som individ og samfundsborger. Den historie, jeg fortæller om mit liv, er i høj grad præget af, at mine forældre kom fra landet og havde arbejdet hårdt for at få en videregående uddannelse, som de brugte til at skabe en bedre tilværelse for sig selv og deres børn, men også for andre mennesker. Disse værdier er en del af min bagage - at man skal have en uddannelse, tage sig af sin familie på bedste vis og yde en indsats, så andre også kan have et godt liv. Jeg har ikke tænkt særligt meget over, hvor disse værdier egentlig stammer fra, men efter at have talt med filosof, fremtidsforsker Lene Rachel Andersen kan jeg se, at de må have rødder i den grundtvigske/koldske dannelsestradition, som opstod i Danmark i 1800-tallet.

I det akademiske miljø i 1980'erne hørte man ofte, videnskabsfolk sige: "Man smider ikke barnet ud med badevandet." Dermed mente de, at teorier og idéer om, hvorledes verden er skruet sammen, bygger videre på, hvad andre har tænkt før én selv. Denne holdning afspejler sig i Lene R. Andersens forfatterskab, således er hendes bogserie Baade-Og 1-5 (udgivet under pseudonymet Jesper Knallhatt, Det Andersenske Forlag) en klar reference til Søren Kierkegaards Enten-Eller (1843).

For at forstå Lene Rachel Andersens opfattelse af nutiden er der rigtig meget tankegods fra 1700-tallet og frem til i dag at holde styr på. Senere på året udgiver hun sammen med svenskeren Tomas Björkman The Nordic Secret, hvor de forsøger at beskrive hemmeligheden bag de nordiske landes samfundsstrukturer, som de mener, er skabt af 1800-tallets dannelsestanker. Inspirationen kom fra bl.a. Friedrich von Schillers (1759-1805) opfattelse af dannelse. Schiller levede i den kulturhistorisk periode, der i dag betegnes romantikken, som var en reaktion på oplysningstidens fornuftsdyrkelse. Tidens lærdes var optaget af følelsernes betydning, og Schiller var interesseret i menneskets ("jeg'et") udvikling. Schiller mente, at mennesket kun var frit i kunstnerisk leg, fordi det her kunne forene fornuft og følelser. For den grundtvigske/koldske dannelsestradition, der opstod med højskolebevægelsen, drejede det sig om at gøre bønderne til oplyste, selvbevidste og ansvarsfulde samfundsborgere, hvilket først og fremmest skulle ske gennem uddannelse.

I udsendelsen gennemgår Lene Rachel Andersen, hvorledes hun og Björkman har set en forbindelse mellem Robert Kegans psykologiske "ego-development" teori om menneskets udvikling og dannelsesbegrebet fra 1800-tallet og frem til i dag.

Sidst i udsendelsen forsøger hun at komme med et bud på, hvor vi er på vej hen med de nye teknologier, og om det er den rette vej, eller om vi har brug for at skifte kurs.

 

Hjernekassen på P1 den 4. september 2017. Virusinfektioner før og nu.

"Et virus er en kuvert med en meget dårlig nyhed," udtalte Thea Kølsen Fischer i Hjernekassen for over tre år siden. Dengang var vi ligesom i dagens program med overlæge, professor Anders Fomsgaard (fra Statens Serum Institut og Syddansk Universitet) inde på den spanske syge og andre meget farlige virusinfektioner og bekæmpelsen af disse. En beskrivelse af den spanske syge finder man her på hjemmesiden under Hjernekassen på P1 den 10. februar 2014.

Vi er hele tiden omgivet af skadelige virusser. Heldigvis kan kroppen forsvare os mod mange af disse. Får vi f.eks. forkølelsesvirus ind i kroppen gennem næse, mund eller øjne, bliver vi smittet og er syge en uges tid. Den bedste måde at undgå at blive smittet er at holde afstand og ikke give hånd til en smittet person, sørge for en god personlig hygiejne (specielt håndvask er vigtigt), holde de fysiske omgivelser rene samt sørge for hyppig udluftning.

En af de vigtigste grunde til, at vi lever meget længere i dag end i gamle dage, er, at vi ved meget mere om sygdomme end tidligere. Mange sygdomme, som tidligere kunne være livsfarlige, får vi ikke længere, fordi vi bliver vaccineret imod dem. Bare i min levetid er der sket meget på dette område. Dengang jeg var barn, ja, der slap man ikke for diverse børnesygdomme såsom mæslinger, røde hunde og fåresyge, som man i dag vaccinerer imod. Sidst i programmet uddyber Anders Fomsgaard vigtighed af, at man lader sine børn vaccinere, og at man ikke tror, at den hellige grav er vel forvaret, fordi vi sjældent oplever børnesygdommene længere i vores del af verden.

Jeg vil runde af med en lille historie, jeg hørte for nylig, om en mor og hendes teenagedatter, som fik mig til at trække på smilebåndet. Mor og datter var dybt uenige om, hvorvidt den 13-årige pige skulle have HPV-vaccinen eller ej. Så de tog hen til deres læge og forlagde problemet. Efter lægen havde forklaret fordele og eventuelle bivirkninger ved vaccinen, var moren fortsat imod, mens datteren godt ville vaccineres. Så sagde lægen: "Nu er din datter jo ved at være gammel nok til selv at skulle være med til at træffe den slags beslutninger." Hvilket fik moren til at give sig. Jeg kan levende forestille mig, hvordan det måske vil komme til at lyde hjemme hos dem i de kommende år i mange andre sammenhænge; "Jamen, mor, lægen siger, jeg er ved at være gammel nok til selv at være med til at træffe den slags beslutninger."

 

Hjernekassen på P1 den 28. august 2017. Gær.

Gær er noget, de fleste af os kender til fra brødbagning, hvor gær anvendes som hævemiddel. I en pakke pressegær på 50 gram er der 500.000.000.000 gærceller, som ligger i dvale. For at vække gærcellerne til live skal den grålige masse røres ud i lidt lunken vand eller mælk, inden de øvrige ingredienser tilsættes. Jeg synes ikke, det er nemt at ramme den helt rette temperatur ca. 40 grader celsius (lillefingervarm). Hvis temperaturen er under 30-35 grader, vokser gæren langsommere, og hævningen tager længere tid end ellers. Er temperaturen over 50 grader, dør gærcellerne, og dejen hæver slet ikke. Selv om jeg rigtig godt kan lide friskbagt brød, og flere gange i mine yngre dage har forsøgt at gøre andre brødbagningskunsten efter, er mine forsøg ikke noget at skrive hjem om.

Gær bruges også til fremstilling af øl, og her har Carlsberg bryggeriet en historie at bryste sig af. "Gammel øl på nye flasker" sådan kunne en nyhedsoverskrift have lydt sidste år, hvor Carlsberg brugt 4 millioner kroner på at markedsføre, at de i kælderen på det gamle bryggeri havde fundet en 133 år gammel flaske med øl, så de ved at udvinde gærceller ville kunne brygge øl baseret på den oprindelige ølgær, som mikrobiolog og laboratorieforstander Emil Christian Hansen (1842-1909) udviklede ca. fem år efter Carlsberg Laboratoriums grundlæggelse i 1875. Den nye type ølgær stammede fra en og samme celle, hvilket gav en ren og ensartet gærform, der blev taget i brug i 1883. En gærtype som fremover blev brugt ved ølbrygning ikke kun i Danmark, men også andre steder i verden, da brygger J.C. Jacobsen (1811-1887) valgte at dele opdagelsen med sine konkurrenter.

Tidsskriftet Nature skrev i 1896, at Emil Chr. Hansen har "revolutioneret vores opfattelse af den praktiske brygning ved at erstatte vaner, som hidtil har været styret af erfaring og tradition, med et sundt videnskabeligt grundlag." Fra artiklen Øl af Helge Kragh i 50 opfindelser - højdepunkter i teknologien (Aarhus Universitetsforlag 2015, side 127).

Er man interesseret i at smage øl brygget på den originale gærstamme, skal man købe øllen Carlsberg 1883, som er kommet i handlen i år.

Af nyere dato er anvendelsen af gær i fremstilling af lægemidler. Hos Novo Nordisk anvendes gær ved fremstilling af humant insulin.

Dagens gæster er: Erik Lund, brygmester, Carlsberg Laboratorium, og Jørgen Sauer, ph.d. og gæringskemiker hos Novo Nordisk.

 

Hjernekassen på P1 den 21. august 2017. Alzheimers sygdom.

Omkring 85.000 danskere lever med en demenssygdom, heraf udgør personer med Alzheimers sygdom 50.000. Demens er et syndrom forårsaget af forskellige kroniske hjernesygdomme. Ordet demens dækker over, at personen har intellektuelle problemer, ændringer i personlighed og adfærd som påvirker dagligdagen, så vedkommende ikke kan udføre de samme ting som tidligere.

Hvert år konstateres der ca. 8.000 nye tilfælde af demenssygdomme i Danmark.  Den største enkelte faktor for at blive ramte af demens er alder. Kort sagt: Jo ældre vi bliver, desto større er risikoen for, at vi bliver ramt af demens. Knap 3000 personer under 65 år har en demensdiagnose. Fra 60-årsalderen fordobles forekomsten af demenssygdomme for hvert fem års interval. Det vil sige, hvor en procent af de 60-65-årige lider af en hjernesygdom forbundet med demens, er det ved 85-årsalderen omtrent hver fjerde person. Den hyppigst forekommende årsag til demenssygdom er Alzheimer, der, som der fremgår af ovenstående tal, udgør over halvdelen af patienterne. Antallet af demensramte forventes at stige, eftersom vi lever længere, og fødselsårgangene fra 1940'erne er store. I 2040 skønnes 164.000 danskere at have en demenssygdom. En anden væsentlig faktor er køn, idet kvinder oftere end mænd rammes af demens, årsagen hertil er ukendt og kan kun delvist forklares med, at kvinder lever længere end mænd.

Alzheimers sygdom er opkaldt efter den tyske læge Alois Alzheimer (1864-1915), som første beskrev sygdommen i 1907. Alzheimer er en sygdom, som gradvist forværres, og er forårsaget af en proteinophobning, som begynder mange år før, der opstår hukommelsesproblemer. Forandringerne i hjernen skyldes en udfældning af proteinet beta-amyloid, som danner plaques mellem nerveceller, og af proteinet tau, som danner sammenfilterede tråde, tangles, inde i nervecellerne. Proteinophobning medfører færre nervecelleforbindelser og får nervecellerne til at gå til grunde og forårsager demenssymptomerne. Forandringerne begynder i hippocampus i temporallapperne (tindingelapperne), områder i hjernen som er vigtig for indlæring og hukommelse. De første symptomer ved Alzheimers syge er, at man ikke længere husker nutiden. Herefter spredes sygdommen til frontallapperne (pandelapperne), og der opstår opmærksomheds- og koncentrationsbesvær. Dernæst påvirkes hjerneområder bagtil i sprogcentrene, og den sygdomsramte får vanskeligheder med at huske ord og deres betydning. Længere henne i forløbet opstår desuden orienteringsvanskeligheder.

Selv om man kender de biologiske markører for Alzheimers sygdom, er der ikke fundet en behandlingsmetode, der kan helbrede sygdommen. Men sygdommen kan behandles medicinsk, så tilstanden ikke forværres i en længere periode. Det typiske sygdomsforløb strækker sig over fire-otte år.

En af de nyere opdagelser inden for hjerneforskningen er, at man har fundet ud af, at hos mus ophobes proteinstofferne beta-amyloid og tau i vågentilstand, og at der foregår en udvaskning af de overflødige proteinstoffer i hjernen, under den dybe søvn, den drømmeløse søvnfase. Hvis det viser sig også at være tilfældet hos mennesker, er det et vigtigt skridt på vejen til en bedre forståelse af Alzheimers sygdom.

I udsendelsen fokuseres på yngre personer (dvs. under 65 år) med Alzheimers sygdom. Dagens eksperter: Julie Rubow, som driver Nybjerg Mølle og er gift med Bjørn, der fik stillet diagnosen Alzheimer som 48-årig. Else Hansen, demensfaglig rådgiver i Alzheimerforeningen, og professor Steen Hasselbalch fra Videnscenter for Demens.

Ønskes yderligere information om demens, så læs Hjernekasseteksten fra den 27. oktober 2014.

 

Hjernekassen på P1 den 14. august 2017. Selvmord.

Der er forskellige årsager til, at mange mennesker hvert år begår selvmord eller foretager selvmordsforsøg, men i de fleste tilfælde skyldes det forskellige former for belastning, som vedkommende ikke har kunnet se andre løsninger på end døden.

I 2015 begik 564 mennesker selvmord i Danmark, hvilket svarer til ca. en procent af samtlige dødsfald (52.555 personer døde i 2015). Til sammenligning døde der samme år 203 mennesker i motorkøretøjsulykker, altså under halvt så mange som begik selvmord. Forekomsten af selvmord er ca. 20 gange hyppigere blandt mennesker med psykiske lidelser end i baggrundsbefolkningen. Selvmordsrisikoen er forhøjet ved alle psykiske lidelser, men er højest ved affektive lidelser (f.eks. depression og bipolar lidelse) og skizofreni. Omkring 50 patienter begår hvert år selvmord under indlæggelse på psykiatrisk afdeling (enten på afdelingen eller under udgang), og omkring halvdelen af selvmordene i Danmark begås af mennesker, der mindst en gang har været indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Den franske forfatter Polo Tonkas forklarer i sin bog Dialog med mig selv - en personlig fortælling om livet med skizofreni (Dansk Psykologisk Forlag 2016, udgivet i Frankrig i 2013), at han længe troede, at alle mennesker gik rundt med selvmordstanker, og at det var en rystende opdagelse for ham, "at langt størstedelen af mine familiemedlemmer, herunder min far på næsten 75, aldrig i deres liv var blevet fristet den mindste smule af at ty til selvmord. … I lang tid virkede det umuligt for mig at forstå, at nogle aldrig i hele deres liv - ikke en eneste gang - havde følt trang til at dø." (Side 79-80).

En række alvorlige somatiske sygdomme er også forbundet med øget selvmordsdødelighed f.eks. cancer, diabetes og neurologiske sygdomme, hvor selvmordsdødelighed er dobbelt så stor som i baggrundsbefolkningen.

Andre faktorer som køn, alder, erhverv og civilstand har også stor betydning, når man kigger på selvmordsstatistikken. Lidt mere end tre gange flere mænd end kvinder begår selvmord, og 30 procent af alle selvmord i Danmark bliver begået af mænd over 65 år. Selvmord begås oftest af personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet, ufaglærte, tjenere, politifolk og læger. De to sidstnævnte grupper er nok dem, der vækker mest undren, men viden om og adgang til effektive dødsmåder (våben og medikamenter) er sikkert forklaringen herpå. Endelig er der flere enlige, end personer som bor sammen med andre, der vælger at tage sig af dage.

Antallet af selvmordsforsøg er over ti gange højere end antallet af selvmord. Det billede, som tegner sig her, er køns- og aldersmæssigt det omvendte, idet der er fleste yngre kvinder. En væsentlig årsag hertil er, at det er et råb om hjælp og ikke et egentligt ønske om at dø. Heldigvis findes der hjælp at få, og langt de fleste (ni ud af ti) kommer gennem den krise, som udløste selvmordsforsøget.

Men går man rundt med selvmordstanker, er det bedste, man kan gøre at søge hjælp hurtigst muligt. En af mine venner oplevede engang, at hun som sekretær på en avisredaktion blev ringet op af en dame, som undskyldte, at hun ringede, men hun anede ikke, hvor hun ellers skulle henvende sig for at få hjælp. Min ven sagde: "Jeg kan desværre ikke hjælpe dig, men jeg ved, at der findes noget, som hedder Livslinien, og de vil kunne hjælpe dig. Vent et øjeblik, så finder jeg nummeret på deres hjemmeside til dig. Her er det: 70 201 201. Jeg kan desværre ikke giv dig anden hjælp." Hvorefter damen takkede mange gange og sagde: "Du har været en stor hjælp." Man kan henvende sig anonymt til Livslinien, og de ansatte har tavshedspligt.

Efter ethvert selvmord eller selvmordsforsøg vil de pårørende som regel komme i en alvorlig krisesituation. Når chokket har lagt sig, og sorgen skyller ind over én, ledes der ofte efter svar på, om man selv kunne have gjort noget for at forhindre det.

Dagens gæster i Hjernekassen er: Lars Iversen, formand for Landsforening for efterladte efter selvmord, og Lilian Zøllner, centerleder ved Center for Selvmordsforskning.

 

Hjernekassen på P1 den 7. august 2017. Japan 2.

Under mine besøg i Japan har jeg et par gange mødtes med journalist Thomas Høy Davidsen, som har læst japansk og filosofi ved Edinburgh University. Han taler fyldende japansk og har boet og arbejdet i Tokyo siden 2005. Han har skrevet artikler om Japan til bl.a. Weekendavisen, Berlingske og The Economist, og han arbejder i dag som korrespondent for Jyllands-Posten. Thomas har givet mig et indblik i japanernes liv, som jeg ellers ikke ville have fået, og jeg har længe haft lyst til at lave en udsendelse med ham. Det fik jeg så mulighed for, da jeg i februar måned besøgte Japan sammen med programtilrettelægger og producer Morten Krøgholt.

Selv om Thomas Høy Davidsen er i en branche, som er præget af lange arbejdsdage og et konstant tidspres, da deadlines skal overholdes, fornemmer jeg, at han er glad for, at han ikke arbejder for et japansk firma. Når man besøger Japan, slår det én, hvor meget der forventes af de japanske arbejdere. Engang min bror Anders og jeg gik ind i en sushi-restaurant med to af vores sønner, forklarede den unge servitrice os, at det ikke var en god restaurant for børn. "Little pony sushi! No good for children," sagde hun alvorligt. Først fattede vi overhovedet ikke, hvad hun mente, men da det gik op for os, at stedet havde specialiseret sig i sushi med råt hestekød, så var vi ikke i tvivl om, at det ville drengene, Storm og Daniel, under ingen omstændigheder spise. Før vi nåede at få set os om, havde hun fundet en børnevenlig sushi-restaurant, og hun havde ovenikøbet bestilt en taxa til os, så vi ikke behøvede at bekymre os om at finde derhen, men ville blive kørt direkte hen til det helt rigtige spisested. Ordentlighed og effektivitet gennemsyrer den japanske arbejdskultur, desuden forventes det, at de ansatte er villige til at arbejde flere timer, end de får betaling for. Langtfra alle kan klare presset på det japanske arbejdsmarked, og arbejdsrelaterede selvmord eller selvmordsforsøg og psykiske lidelser samt karoshi ("død af overarbejde"), som rammer ellers raske yngre japanere, er ikke ualmindeligt i Japan. Karoshi blev første gang beskrevet i 1972, hvor lægerne Hosokawa, Tajiri og Uehata advarede den japanske befolkning om problemet.

Bliv klogere på den japanske kultur, når Thomas Høy Davidsen i Hjernekassen fortæller om tilværelsen i Japan.

Den første Hjernekassen på P1 udsendelse om Japan blev sendt den 10. april 2017.

 

Hjernekassen på P1 den 26. juni 2017. Hjerneforskning - The Brain Prize 2017.

"The Brain Prize is a fantastic reward for our research group. I can hear our dopamine neurons jumping up and down!" Professor Wolfram Schultz, Cambridge University.

Siden midten af 1950'erne og indtil for nogle år siden har forskere troet, at signalstoffet dopamin, som frigives, f.eks. når vi spiser eller formerer os eller leger, at vi gør det, var forbundet med selve nydelsen. Nyere forskning tyder på, at dopamin ikke er et "lykkestof", men et "læresignal", idet dopamin får os til at gentage og lære forskellige former for adfærd, som i første omgang udløste nærmest lykkefølelse.

Omkring 1 million af menneskehjernens ca. 86 milliarder hjerneceller anvender signalstoffet dopamin. Disse hjerneceller, som befinder sig midt inde i hjernen og har udløbere til mange andre områder i hjernen (basalganglierne, det limbiske system og hjernebarken), sørger hele tiden for at optimere vores adfærd med udsigt til en belønning. Forventningen om en belønning øger aktiviteten i dopamin-hjernecellerne. Hvis belønningen imidlertid viser sig at være mindre end forventet, bliver vi skuffet og vil helst undgå handlingen fremover, men er belønningen højere end forventet, vil vi gentage aktiviteten i forventning om yderligere belønning. Hvilket har fået professor Wolfram Schultz til at betegne dopamin-hjernecellerne "de små djævle" i vores hjerne, eftersom en konstant stræben efter stadig større belønning kan føre til forskellig former for afhængighed af f.eks. fed og sukkerig mad, alkohol og nikotin. Det er også disse "små djævle", der gør, at vi ikke føler os helt tilfredse med det, vi har, og hele tiden føler et behov for at anskaffe os nye ting, selv om vi inderst inde godt ved, at vi meget hurtigt vænner os til de nye ting.

Dopamin-signalerne har bestemt også positiv værdi, for motivationen til at dygtiggøre os og udforske verden og få mere viden om alskens ting og sager, er også forbundet med forventningen om en eller anden form for belønning på kortere eller længere sigt. Selv om forskerne, englænderen Peter Dayan, ireren Ray Dolan og tyskeren Wolfram Schultz, som på forskellig vis har bidraget til at finde ud af, hvordan læring er forbundet med forventning om belønning, formentlig har følt opdagelsen i sig selv som en stor belønning, ja, så har verdens største hjerneforskerpris, The Brain Prize, på 1 million euro (7,5 millioner kroner) til deling sikkert tilskyndet dem yderligere til at fortsætte arbejdet.

I en pressemeddelelse fra Lundbeckfonden, der har uddelt The Brain Prize hvert år siden 2011, begrundede bedømmelseskomitéens formand, professor Sir Colin Blackmore, valget af de tre prisvindere med, at deres forskning "har vidtrækkende perspektiver for vores forståelse af den menneskelige adfærd og for, hvordan vi træffer beslutninger. Forskningen har også givet os en værdifuld nøgle til at forstå, hvad der går galt i forbindelse med ludomani, stofafhængighed, tvangshandlinger og skizofreni."

I udsendelsen om The Brain Prize 2017 og hjerneforskning generelt medvirker professor Maiken Nedergaard, som kender følelsen af, at dopamin-hjernecellerne hopper op og ned af glæde over at have gjort en videnskabelig opdagelse. For Nedergaard har fundet ud af, at en meget vigtig rensningsproces i hjernen, som fjerner affaldsstoffer, kun finder sted under nattesøvnen.

 

Hjernekassen på P1 den 19. juni 2017. Tegning.

Synssansen er menneskets dominerende sans, og en af hjerneforskningens allerstørste gåder er: Hvorledes lys, der rammer øjets nethinde, omsættes til en virkelighedsopfattelse og virkelighedsoplevelse i vores bevidsthed? Tidligere troede man, at det, vi så i vores indre, var et spejlbillede af den virkelige verden. Så simpelt er det desværre ikke. Synet er en fortolkningsproces, hvor sanseinformation fra øjet integreres med andre sanseindtryk og tillært viden om den omgivende verden.

Hjernen ser ikke verden, som den er, men genkender mønstre og skaber en meningsfuld virkelighedsopfattelse ud fra det. Hjernens opgave er ikke at skabe et korrekt billede af verden, men at skabe mening i alle de informationer hjernen modtager og give os den fornødne viden til at håndtere nuet og forudsige den allernærmeste fremtid. Vores hjerne danner en model af, hvordan verden tager sig ud, og hvis sanseinformationen ikke stemmer overens med forudsigelsen, korrigeres modellen.

At mennesket har synet som den dominerende sans, ses i de store områder af vores hjernebark, som er dedikeret til bearbejdelse af synsindtryk. Fra hjernens bagerste del, occipitallappen (nakkelappen), spredes synsinformation til videre bearbejdning i mere end 30 specialiserede områder organiserede i to hovedstrømme: "hvor/hvordan-strømmen", som befinder sig i parietallappen (isselappen), og "hvad-strømmen", som befinder sig i temporallappen (tindingelappen). I "hvor/hvordan-strømmen" analyseres synsindtrykket for bevægelse, objekters placering og perspektiv. Det er her, hjernen bestemmer, hvordan ting er placeret og bevæger sig i forhold til hinanden. I "hvad-strømmen" analyseres synsindtryk og bliver genkendt som genstande eller personer. Det er her, hjernen beslutter sig for, hvad og hvem, det er, den står overfor.

I praksis kan man forestille sig, at det fungerer således: Jeg står på Frederiksberg Allé og skal krydse vejen og ser en sort genstand komme kørende imod mig. En lille del af min hjerne analyserer situationen og kommer frem til resultatet: Det er en sort bil. En anden lille del af min hjerne analyserer situationen og kommer frem til resultatet: bilen bevæger sig med den og den hastighed. En tredjedel af min hjerne analyserer situationen og genkender bilen som en BMW. Hele det indviklede synsindtryk bliver brudt ned til rundt regnet 30 enkeltbeskeder, som bliver sendt videre i systemet, og på et tidspunkt konstruerer min hjerne en historie, som passer til den information, den er blevet tildelt. Når mit synsindtryk kombineres med information fra de andre sanser og tidligere erfaringer, så ender det hele med en samlet virkelighedsopfattelse og -oplevelse af: Jeg ser en bil magen til den, vi selv ejer, at den er for tæt på, til at det er sikkert at krydse vejen. Måske er bilen vores, men så ser jeg, at nummerpladens bogstaver og tal er nogle helt andre end vores registreringsnummer, fluks korrigerer hjernen min fortolkning, så jeg ved, at det er en anden bil.

Kort sagt så er det, vi ser, ikke en tro kopi af verden, men en abstraktion. Derfor er der heller ikke to personer, som oplever verden ens.

Hvad er det, der sker i billedkunstnerens hjerne, når hun eller han bliver inspireret til at tegne eller male sin version af verden? Det giver Dres Simon Simonsson, illustrator, rets- og vittighedstegner, Peter Lopes, animator, animationsinstruktør, og Cecilia Westerberg, billedkunstner og underviser på Statens Museum for Kunst, deres bud i dagens udgave af hjernekassen.

 

Hjernekassen på P1 den 12. juni 2017. Kirken og kætteri.

Vi kan ikke være sikre på, at evangelisternes, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, beretninger om Jesu ord og gerninger er fuldstændig i overensstemmelse med det, han faktisk sagde og gjorde. Hensigten med skrifterne har heller ikke været historieskrivning i traditionel forstand, men har haft til formål at forkynde omvendelse til troen på Jesus som verdens frelser, som gennem sin død og genopstandelse tog hele menneskeslægtens synder på sig.

Jesus af Nazarets tilhængeres ønske om at udødeliggøre deres idol må betegnes som et vellykket projekt. I dag er kristendommen verdens største religion med over 2 milliarder tilhængere. De tre største kristne trossamfund er de romersk-katolske (ca. 1.200 millioner), protestanterne (ca. 360 millioner) og de ortodokse (ca. 170 millioner).

Selv om jeg ikke er troende kristen, præger Biblens beretninger i høj grad mit tankesæt. Det vil læsere af min bog Dr. Zukaroffs testamente (Gyldendal 2012) måske have bemærket. Her giver jeg udtryk for, at forstødelsen fra Paradisets Have fandt sted for 100.000 år siden med erhvervelsen af de sidste afgørende hjerneegenskaber, som adskiller os mennesker fra de andre dyr. I bogen lader jeg den fiktive hovedperson udtale: "Det er jo forstødelsen fra Paradisets Have. Mennesket mister sin uskyld. Vi får øjnene op for livets barske realiteter. Når vi erkender vores eksistens, så pådrager vi os et ansvar for vores handlinger. Vi får vished om vores forestående død, og vi eksponeres til livets ensomhed. Der er andre som vi, men vi er ikke dem." (Side 412).

Disse ord ville kirkens folk i gamle dage have opfattet som kætterske, og selv i dag vil ordene kunne virke anstødelige. Ikke et ord om at Gud har straffet mennesket for at have spist af kundskabens træ, og at det var denne ulydighed, som gjorde mennesket i stand til at kende forskel på godt og ondt, og som gjorde os til dødelige skabninger.

Jeg er overbevist om, at vi mennesker er født til at ville det gode, men vi er nemme at lokke til forkerte handlinger. Jeg tror, menneskehjernen er disponeret til at efterleve nogle regler, som skal styrke artens overlevelse, og disse regler afspejles i det religiøse, f.eks. at man skal være mod andre, som man gerne vil have, at de er mod én selv - den såkaldte gyldne regel: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" (Matthæusevangeliet kapitel 7, vers 12), som er en af hovedhjørnestenene i kristendommen og også findes i mange andre religioner. Med en forestilling om, at det er noget udefra (Gud), der bestemmer, bliver man ikke nødt til at diskutere, hvad der er rigtigt og forkert.

Dagens gæst er ph.d., cand.theol. Kasper Dalgaard, ekstern lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, der fortæller om de første kristne bevægelser og kampen om at definere kristendommen og om kætteri.

 

Hjernekassen på P1 den 29. maj 2017. Ph.d. Cup 2017.

Vejen til den fornemme forskertitel ph.d. er lang. Den begynder allerede i skolen, derfor er det ikke underligt, at skolekonsulent Louise Klinge, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, var blandt årets fem Ph.d. Cup-finalister. For hun har i sit studie fundet ud af, at gode relationer mellem lærere og elever er altafgørende for at fremme børns trivsel og lyst til læring.

At der er noget om snakken, tror jeg, de fleste voksne kan nikke genkendende til fra deres egen skoletid. Selv er jeg ret overbevist om, at min fysiklærer på Humletofteskolen i Virum har medvirket til at fremme min interesse for naturvidenskab. Måske har fysiker Bjarke Takashi Røjle Christensen, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, også haft en inspirerende fysiklærer, i hvert fald har han bygget en kompliceret laseropstilling i forsøg på at forbedre verdens mest præcise ure, atomure, så alle vore målinger kan blive endnu mere præcise.

Selv om postdoc Mark Dannemand, Institut for Byggeri og Anlæg, Danmarks Tekniske Universitet, allerede som barn drømte om at blive forsker, troede han ikke, det ville blive til noget, for at tage en uddannelse interesserede ham ikke, før han begyndte at læse på DTU. De seneste år har Dannemand levet forskerdrømmen ud, idet han har arbejdet med at opfinde en metode, hvorved boliger kan opvarmes på en mere miljøvenlig måde. Metoden går ud på at skabe et sæsonvarmelager ved at lagre sommerens solenergi i flydende salt (natriumacetat trihydrat) og gemme det til opvarmning af huse om vinteren. Der mangler stadig noget, før man kan begynde at installere de miljøvenlige varmelagre i huse, hvilket Dannemand arbejder videre med.

Gode relationer mellem læger og patienter er, ligesom gode relationer mellem lærere og elever, en vigtig del af arbejdet. Læge og lektor Maja Thieles, Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, forskningsprojekt udsprang af en dyb frustration over ikke at kunne tilbyde størstedelen af patienterne med alkoholisk skrumpelever nogen egentlig behandling. Hun satte sig derfor for at undersøge, om læger ved brug af ultralydsscanning (elastografi), en metode franske mejerister længe har anvendt til at teste, om en camembert eller brieost har den rette modenhed, ville kunne opdage den dødelige sygdom, inden det er for sent. Og det kan de. Med en stivhedsscanning af leveren kan lægerne med 96 procent nøjagtighed forudse skrumpelever på et langt tidligere tidspunkt og dermed tilbyde alkoholafvænning og specialistbehandling af leveren og dermed redde menneskeliv.

Forsker Andreas Hougaard Laustsen, Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi, Københavns Universitet, oplevede en lignende frustration, da han fandt ud af, at "den mest negligerede tropiske sygdom" - giftige slangebid - på verdensplan resulterer i omkring 100.000 dødsfald og ca. 400.000 amputationer årligt. Han kastede sig efterfølgende ud i et forskningsprojekt, som gerne skulle munde ud i en modgift mod slangebid med menneskelige antistoffer i stedet for den nuværende, som er lavet af antistoffer fra heste, som ofte har mange bivirkning for patienterne. Selv om arbejdet skrider godt fremad, er der fortsat et stykke vej, før den nye vaccine er klar.

Ph.d. Cup 2017 blev afviklet den 27. april i DR Byen foran et publikum og et dommerpanel bestående af: professor og institutleder Maja Horst, professor i formel filosofi og centerleder Vincent F. Hendricks og journalist Martin Breum.

Dagens gæster i Hjernekassen er vinderen af Ph.d. Cup 2017, Louise Klinge, samt Maja Thiele og Mark Dannemand.

 

Hjernekassen på P1 den 22. maj 2017. Smerte- og depressionslindrende musik- og vibrationsbehandling.

Kreativitet inden for lægevidenskaben er evnen til at finde nye og bedre løsninger på kendte problemstillinger. Under sin uddannelse har læge og neurolog Peter Michael Nielsen lært at lindre smerter med medicin, selv om medicin ofte har bivirkninger for patienterne. Ud over at være læge er Nielsen aktiv musiker og derfor godt bekendt med den positive effekt, musik kan have på ens sindstilstand. Han har i adskillige år været interesseret i at finde ud af, om man vil kunne erstatte smertestillende medicin med musik- og vibrationsbehandling og undgå bivirkninger.

Musik har i årtusinder været en del af menneskelivet. Den fremherskende holdning inden for den kognitive hjerneforskning i musik er, at med den store betydning musik har i de fleste menneskers liv og i samfundet som helhed, må musik have en evolutionær oprindelse. Ifølge Peter Michael Nielsen hænger det sammen med, dengang vores forfædre levede på savannen. Især baslyde har haft Nielsens interesse, og han mener, at subsoniske basfrekvenser, det vil sige vibrationer, som mærkes i hele kroppen på grund af Pacinilegemer, som findes i huden og de indre organer, har fået os til at reagere instinktivt og flygte, inden vi faktisk kunne høre de store og farlige rovdyr dundre gennem græssteppen.

Nervesignaler fra Pacini-systemet sendes via en lille hjernekerne (kaldet VPL-kernen, ventral posterolateral nucleus), der befinder sig i hjernens relæstation, thalamus, videre til parietallappen (isselappen), hvor følesansen sidder. Det er også VPL-kernen, som videresender kroppens smertesignaler til hjernen. Derfor undersøgte Nielsen sammen med et forskerhold på Amager Hospital for nogle år siden, om man ved at udfylde VPL-kernen med bastoner gennem ørene og basvibrationer i kroppen kunne blokere for, at smertesignaler kom videre op i hjernen.

Forskerteamet fandt ud af, at deres behandlingsmetode ud over at kunne lindre akutte, kroniske og fantomsmerter også kunne anvendes i behandlingen af depressive tilstande. Indtil videre tyder et uafhængigt behandlingsforsøg på, at en kombinationsbehandling med musik- og vibrationsterapi og antidepressiv medicin har en signifikant bedre effekt på patienterne end kun med antidepressiv medicin.

Hvis nuværende og fremtidige klinisk kontrollerede videnskabelige undersøgelser viser, at behandlingsmetoden virker og endda bedre end medicin, vil den sikkert vække genklang i lægeverdenen. Men frem for alt vil den smerte- og depressionslindrende musik- og vibrationsbehandling være et smukt eksempel på menneskets evne til at finde nye og bedre løsninger på problemstillinger ved at tænke kreativt.

Den specialdesignede musik, som anvendes i den smerte- og depressionslindrende musik- og vibrationsbehandling, vil man kunne høre et eksempel på i programmet.

 

Hjernekassen På P1 den 15. maj 2017. Rusmiddelbehandling.

Vi lever i et samfund, hvor alkohol er et legalt rusmiddel, som de allerfleste unge og voksne, omkring 95 procent, indtager regelmæssigt.

Alkohol bevæger sig fra mave-tarmslimhinden over i blodet og via blodet op til hjernen. Når der kommer alkohol ind i hjernen, begynder den at fungere dårligere, og jo mere alkohol, desto ringere fungerer hjernen. Allerede efter et par genstande påvirkes de mest avancerede dele af hjernen, som har at gøre med at indgå i sociale sammenhænge. Vi bliver lidt mere løssluppen, og det skaber sjældent problemer, men efter omkring fem genstande påvirkes de mere grundlæggende hjernefunktioner, og vi opfører os ikke længere særlig fornuftigt, og følelserne tager over. Fortsætter drikkeriet kan man blive yderst ubehagelig, for når vi drikker alt for meget, skal der mindre til, at vi bliver aggressive og hensynsløse, og eftersom man ikke er i stand til at tænke fornuftigt, kan det nemt blive farligt for både omgivelserne og én selv, f.eks. kan der opstå slagsmål eller alvorlige trafikulykker. Desuden påvirker alkohol ens balance og øger risikoen for faldulykker. Forsøger man f.eks. at cykle hjem og uden cykelhjelm på i beruset tilstand, risikerer man at vælte på cyklen og pådrage sig hovedtraumer.

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør det ugentlig forbrug helst ikke overstige 7 genstande for kvinder og 14 genstande for mænd, og man bør altid stoppe, før man har drukket fem genstande. Desværre skønnes 20,6 procent danskere over 15 år at drikke mere end den forskrevne lavrisikogrænse for udvikling af alkoholbetingede sygdomme, og 8,5 procent af voksenbefolkningen at drikke over højrisikogrænsen, dvs. 14 genstande for kvinder og 21 genstande for mænd om ugen. Omkring 300.000 danskere er alkoholafhængige, og ca. 3000 danskere dør årligt af alkoholrelaterede sygdomme.

Ved alkoholafhængighed kan der ud over helbredsmæssige problemer opstå økonomiske vanskeligheder samt fysisk og/eller psykisk vold i hjemmet. Alt for mange børn, ca. 122.000 i alderen 0-18 år, vokser op i familier med alkoholproblemer. At vokse op i et hjem med en forælder eller begge forældre, som drikker, er hårdt, og det er ikke ualmindeligt, at børnene selv får problemer, også som voksne. 510.000 voksne danskere skønnes at være opvokset i hjem med alkoholproblemer, heraf har omkring en tredjedel udviklet et alkohol- eller narkoproblem, mens andre kæmper med psykiske vanskeligheder såsom angst, spiseforstyrrelser og depression som følge af en opvækst, hvor der ikke er blevet draget den fornødne omsorg.

At nogle mennesker udvikler afhængighed af alkohol eller andre rusmidler, skyldes et samspil mellem biologiske og miljømæssige årsagsforhold, og afhængighed betragtes som en hjernesygdom.

I udsendelsen medvirker tre ansatte ved Center for Rusmiddelbehandling i København, som tilbyder sundheds- og socialfaglig behandling til borgere med alkohol- og/eller stofafhængighed. Misbrugsbehandler Pia Isa fortæller om sit arbejde, og hvilke behandlingsmuligheder der er. Afdelingsleder, sygeplejerske Tina Ege forklarer, at alkohol- og stofafhængighed ikke kun er et fysisk afhængighedsproblem, men også et socialt, som desuden berører ens nærmeste pårørende. Misbrugsbehandler Merle Godsk Juhl beretter om sit arbejde i et tværsektorielt team, der hjælper mennesker med både en sindslidelse og et misbrugsproblem.

 

Hjernekassen på P1 den 8. maj 2017. Spiseforstyrrelser.

For mig er nervøs spiseværing ret uforståelig, for trangen til mad er en fundamental livsdrift, som vi mennesker har tilfælles med alle andre dyr, så jeg har lettere ved at forstå, hvis man indtager for alt meget mad end alt for lidt.

Derfor blev jeg også lidt overrasket, da jeg spurgte en ven, som har været hårdt ramt af sindslidelsen, om hun kunne beskrive nærmere, hvordan det opleves, og hun svarede: "Du beskriver det meget godt selv på side 315 i din bog om menneskehjernen Dr. Zukaroffs testamente:

Angst

De fleste lever godt med deres tilmålte part af angst og bekymring. Men ikke alle limbiske systemer tolker verden ens. Ligesom nogle er født med anlæg for store fødder, er andre født med en hjerne, som har anlæg for angst. For megen angst besværliggør og forpester tilværelsen for mennesker. De fleste af os har prøvet at have et angstanfald. Et eller andet sted i det limbiske system kortslutter det, og pludselig, uden varsel, gennemskylles krop og sind af angst. En angst så voldsom, at man skal have prøvet det for at forstå, hvad jeg mener. Man dør ikke af et angstanfald, men er anfaldene for hyppige og for kraftige, kan de forkrøble et menneskeliv. Angst kan virkelig æde sjæle op. Jeg har arbejdet på psykiatriske afdelinger og har mødt mennesker, der lever deres liv i en næsten ufattelig angst. En allestedsnærværende angst. En angst, der skyller ind gennem vinduerne om natten. En angst, der vrider sig i kroppen og forvrænger verden. En altfortærende angst. Jeg har været et udenforstående vidne til denne form for angst, og jeg har den allerstørste respekt for de mennesker, der lever med den. Det mod og den viljestyrke, de udviser i deres tilværelse, det er ikke for sarte sjæle. Jeg ville ikke kunne holde til det i en uge. Begrebet angst rækker naturligvis langt ud over, hvad der foregår i det limbiske system, alligevel er det vigtigt at understrege, at vi alle fødes med forskellige hjerner, og at disse så forskellige hjerner hver især forvalter angsten på deres egen vis."

Min ven har desuden fortalt, at dengang hun havde det allerværste, følte hun sig splittet i to personer, en rask og en syg, og at den syge i virkeligheden slet ikke var hende, men en ond dæmon som havde taget bolig i hende.

I udsendelsen taler jeg med lærerstuderende Line Friderichsen, speciallæge i psykiatri Birgit Petterson og skuespiller Anne Marie Helger om spiseforstyrrelserne bulimia nervosa og anorexia nervosa.

 

Hjernekassen på P1 den 1. maj 2017. Stress.

Engang i tidernes morgen har stress hjulpet vores afrikanske forfædre med at overleve på den farlige savanne. Stress er en instinktiv fysiologisk kæmp-eller-flygt reaktion. Begge dele kræver en energimobilisering, så kroppen er klar til aktion. Når vores hjerne opfatter en situation som en trussel eller udfordring, frigives hormonerne adrenalin og noradrenalin, der udskilles fra binyremarven og sendes ud i blodbanerne. Når adrenalinen er i blodbanerne, frigiver leveren sukker og fedt til musklerne, så de kan yde en ekstra indsats. Ud over adrenalin udskilles binyrebarkhormonet kortisol, som mobiliserer kroppen og hjernen til at yde det optimale. Den akutte og kortvarig stressreaktion øger chancen for overlevelse og er uskadelig.

I vores noget mere trygge tid oplever vi også stressfyldte situationer. Stress er et alvorligt problem i mange menneskers liv, hvor uddannelse, arbejde (både det lønnede og ulønnede), familie og venner samt diverse fritidsaktiviteter fylder rigtig meget. Travlhed er ikke det samme som at være stresset, stress opstår typisk, når man skal håndtere større udfordringer i uddannelses-, arbejds- og privatlivet og samfundet som helhed, end man kan klare. De fleste af os kender til ikke at kunne samle tankerne og få løst de opgaver, der presser sig på, fordi vi er trætte. Men efter en god nats søvn er vi klar til at tage fat og få tingene gjort. Sådan forholder det sig ikke, hvis man døjer med stress. Der vil man konstant føle, at hvis jeg skal forholde mig til bare én ting mere, så vil alting ramle sammen. Hvilket det desværre også gør for alt for mange mennesker.

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt om, hvordan man undgår at få stress. Jeg tror, det er vigtigt, at man forstår, at hjernen har brug for at slappe af, den har brug for pauser, hvor den ikke skal forholde sig til noget særligt, så den kan restituere sig selv. Man skal altså ikke bruge pauserne på at læse nyheder på nettet eller være aktiv på de sociale medier. Jeg er overbevist om, at man ikke går glip af noget væsentligt ved ikke konstant at følge med i dette eller hint på nettet. Derimod tror jeg, at man går glip af de gode idéer, som kommer flydende til én, når man ikke rigtig foretager sig noget, f.eks. når man sidder i et tog og stirrer ud ad vinduet og pludselig får en idé, som man er nødt til at kigge nærmere på. Hvis man vil lave noget, er en rask gåtur eller en cykeltur, hvor man samtidig får noget frisk luft, godt for én, for fysisk aktivitet er faktisk ikke kun godt for kroppen, men også for hjernen. En anden ting, som er vigtig at være opmærksom på, er, at søvnforstyrrelser i mange tilfælde vidner om en stresset hverdag. Når man gennem længere tid har været stresset, så stiger det generelle niveau af stresshormonet kortisol i blodet, og et højt niveau af kortisol er forbundet med søvnproblemer. Så befinder man sig i en stresset periode, er det særligt vigtigt at prioritere nattesøvnen højt. Andre stresssymptomer kan være ændrede spisevaner, at man enten spiser for meget eller for lidt, et øget forbrug af alkohol og tobak.

Der er god grund til at tage symptomer på stress alvorligt, for længerevarende stress påvirker sårbarheden over for psykiske forstyrrelser (f.eks. kognitive vanskeligheder, depression og angstlidelser) og fysiske sygdomme (f.eks. forringet immunforsvar og hjerte-kar-sygdomme).

Dagens eksperter: ph.d., postdoc Christian Gaden Jensen, Center for Psykisk Sundhedsfremme, Københavns Universitet, ph.d., postdoc, cand.psych. Malene Friis Andersen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, og ledelseskonsulent, personlig coach Katrine Herforth.

 

Hjernekassen på P1 den 24. april 2017. En gang generalløjtnant altid generalløjtnant.

Dagens gæst, pensioneret generalløjtnant, kommentator og foredragsholder Kjeld Georg Hilligsøe Hillingsø, er født i København i 1935, men flyttede til Aarhus i 1939 sammen med sine forældre og tre år yngre bror, Lars. Familien boede i en fireværelseslejlighed i en boligkarré fra 1930'erne på hjørnet af Skanderborgvej og Marselis Boulevard. Årene 1940-1945 var præget af den tyske besættelse. Eftersom hans mor, Hildegard, var opvokset i Tyskland, og hendes familie fortsat boede der, hadede man ikke tyskerne, kun nazisterne som skulle bekæmpes. Hillingsøs far, Knud Erhard Hilligsøe Hillingsø (1900-1978), var med i modstandsbevægelsen og måtte leve i skjul den sidste del af besættelsestiden. Desuden mærkede familien krigen ved, at hans Omi (mormor) boede hos dem i årene 1942-46.

Når Hillingsø tænker tilbage på sin skoletid, mindes han mest klassekammeraternes mobning og tæsk. Da hans far opdagede, hvad der foregik, sørgede han for, at Hillingsø fik bokseundervisning, så han kunne lære at forsvare sig. Hvilket han fik lært, og så lod de andre drenge ham være i fred. I fritiden brugt han meget tid på at læse bøger og at fiske med stang. Sommerferierne gik ofte til Tyskland. Allerede som 12-årig rejste han og lillebroren til Berlin uden forældrene. En længere rejse, hvor de først skulle med tog til Hamborg, hvorfra de skulle videre med fly til Berlin. Hjemrejsen foretog de to drenge også uden voksenledsagelse. Da Hillingsø blev ældre, tog han på arbejdslejre i Tyskland for at hjælpe til med genopbygningen af landet efter anden verdenskrig.

Efter folkeskolen kom Hillingsø på Marselisborg Gymnasium, hvorfra han blev student i 1954. Efter endt skolegang meldte han sig frivilligt til Søværnet, men blev bortvist i 1956 på grund af manglende flid. Senere samme år blev han under Ungarn-krisen opfordret til at genindtræde i Forsvaret, denne gang i Hæren, hvilket blev starten på hans lange militære karriere, der førte til det ansvarsfulde hverv som generalløjtnant. I dag bærer Hillingsø fortsat stolt sin flotte gallauniform ved særlige lejligheder - for en gang generalløjtnant altid generalløjtnant.

"Han er jo krigsbarn med en tysk mor, ikke? Og det tror jeg virkelig har sat nogle spor. Jeg tror, han er blevet soldat og forsvarer sit land for ligesom at sige: Jamen, vi er gode nok," udtaler datteren Ellen Gunilla Hillingsø i Generalen af Poul Pilgaard Johnsen (People'sPress 2003, side 64).

 

Hjernekassen på P1 den 10. april 2017. Japan 1.

I begyndelsen af februar måned rejste min gode ven, programtilrettelægger og producer Morten Krøgholt, og jeg til Japans hovedstad, Tokyo. Arealmæssigt er Tokyo, inklusive forstæderne, på størrelse med Sjælland, og der bor ca. 38 millioner mennesker. Det kan virke paradoksalt, at der bor så mange mennesker i et område med stor risiko for jordskælv, men det har japanerne taget højde for ved at jordskælvssikre mange af byens bygninger. Det er ret nemt at finde rundt i megabyen, selv om der er skiltet på japansk. Jeg har været der ni gange, og det var anden gang, Morten besøgte stedet. Vi havde begge set frem til turen, selv om det var en arbejdsferie, hvor der skulle laves både radioprogrammer og filmoptagelser. Eftersom jeg efterhånden har været på ferie i Japan en del gange, var det spændende at lære landet endnu bedre at kende ved at tale med forskellige personer med godt kendskab til den japanske kultur.

Der er så mange ting, som er anderledes i Japan end i Danmark, at jeg uden tvivl har begået en masse fejl i mit møde med japanerne. Heldigvis har jeg ikke følt, at jeg er kommet til at fornærme nogen, måske fordi japanere er et meget høfligt folkefærd. Jeg glemmer aldrig, dengang min bror og jeg spiste på New York Grill, og Anders tabte sin tallerken med andefedtstegte pomfritter på gulvet. Straks kom en tjener stormende hen til bordet, og imens han bukkede, sagde han: "I am so sorry, I am so sorry", selv om det var Anders, der havde jokket i spinaten og burde være den, som undskyldte. Hvorom alting er, har jeg lovet mig selv, at indtil jeg ikke har lyst længere, vil jeg holde ferie i Japan, så ofte det er muligt, for det er et skønt land at være turist i.

Har man aldrig været i Japan, men har tænkt sig at rejse dertil, vil jeg anbefale, at man læser lidt information om Japan, inden man drager til landet med det smukke tilnavn "den opgående sols rige" på rejsebureauet Japanspecialistens hjemmeside. Her vil man blandt andet finde artikler om japansk etikette, sprog og mad af forfatter Kristian Ditlev Jensen. Han skriver for eksempel, at det japanske ord for mad er "gohan", hvilket også betyder ris. Ris har længe været et af de vigtigste næringsmidler i Japan, og i sushi, som de fleste danskere vist kender, er ris den centrale ingrediens. Risbollerne med rå laks eller tun, rejer, blæksprutte eller æg oven på, kan lige så godt være ris iblandet tang og grønsager. Hvis man vil spise sin mad på ægte japansk manér, bør man indtage maden med pinde. Får man serveret ris i en skål, er det godt at vide, at man aldrig bør stille pindene lodret i risene, da det bruges i det japanske begravelsesritual, hvor man "serverer" ris til den afdøde med opretstående spisepinde. Desuden bruges de opretstående spisepinde af den japanske mafia, yakuza, som et advarselstegn inden en likvidering.

I udsendelsen er vi på besøg hjemme hos Mikkel Lotz Felter, ansat ved Danmarks Ambassade i Tokyo, og hans tre børn, 9-årig Valdemar, 11-årig Gabriel og 13-årig Cecilie, som går på den franske skole i Tokyo, Lycée Français International de Tokyo. Vi taler om, hvordan det er som dansker at bo i Japan, om japansk sprog, mad, affaldssortering, fjernsyn, frygten for jordskælv m.m. Det omtalte jordskælv, som familien oplevede en morgen klokken 5.59, fandt sted den 22. november 2016 og havde sit epicentrum omkring ti kilometer under havets overflade. Skælvet blev målt til 6,9 på richterskalalen og betegnes som stort. Richterskalaen går fra 0 til 9 eller derover (eller fra et mikro til et katastrofalt jordskælv). Det store jordskælv i Tokyo i 1923, som også nævnes, har man siden hen anslået til en styrke mellem 7,9 og 8,3, hvilket vil sige meget kraftigt.

 

Hjernekassen på P1 den 3. april 2017. Psykiatri i Danmark.

Verdenssundhedsorganisationen WHO (World Health Organization) anslår, at hver fjerde person vil blive ramt af en psykisk lidelse i løbet af deres liv, og de fleste familier vil derfor have haft psykisk sygdom tæt inde på livet.

En af de helt store udfordring i psykiatrien har længe været og er fortsat en konkret forståelse af, hvad der går galt i hjernen, når personer udvikler psykiske sygdomme. Derfor var jeg ikke særlig optimistisk, da jeg i slutningen af 1990'erne som led i min uddannelse til neurolog (hjerneforsker) skulle et halvt år i praktik i psykiatrien. Jeg havde faktisk ikke de helt store forventninger til, at jeg ville kunne hjælpe patienterne ret meget. Jeg måtte dog sande, at man som ansat i psykiatrien kan gøre en forskel, hvis man ser hele mennesket og ikke kun diagnosen.

Psykiatri er læren om sindslidelser og behandlingen af dem. En af de vigtigste opgaver i psykiatrien er, at man som behandler ser hvert enkelt menneske som et individ, som kæmper med nogle problemer, som påvirker personens liv og vanskeliggør tilværelsen. Hensigten med behandlingen er at hjælpe den enkelte til at leve et hverdagsliv, hvor tingene fungerer. Så mennesker med psykiske funktionsnedsættelser kan få et liv, som opleves meningsfuldt.

Den erfaring, jeg personligt har taget med mig efter sammenlagt at have arbejdet seks år i psykiatrien, er, at man ved at lytte til og tale med patienten kan hjælpe vedkommende til at få et bedre liv set i forhold til, hvordan livet ellers ville have været. Og at selv om psykisk sårbare mennesker har en anderledes tilgang til verden end den, man er vant til, er de ofte godt selskab.

Sygeplejerske Anette Vårlid reflekterer over sine oplevelser i psykiatrien, hvor hun har arbejdet i over 25 år. Vårlid er i dag ansat på Distriktspsykiatrisk Center indre by og Østerbro, og en af hendes patienter, HF-studerende Kirstine Mikkelsen, fortæller, hvordan det er at leve med diagnosen skizofreni og om sine oplevelser med psykiatrien.

 

Hjernekassen på P1 den 27. marts 2017. Gys på hjernen.

Den moderne gyserhistorie, der opstod i England i slutningen af 1700-tallet som modpol til oplysningstidens rationelle tankegang, lever stadig i bedste velgående i dag. Genren, der blander hverdagsrealisme med skræmmende overnaturlige fænomener, betegnes også horror, da det engelske ord vækker endnu mere uhygge end det danske ord gyser.

Hvad er det, som gør, at nogle mennesker helt frivilligt sidder og kigger på film, der er så uhyggelige, at det giver én gåsehud og får det til at løbe én koldt ned ad ryggen? Den danske gyserekspert ph.d. Mathias Clasen har anvendt betegnelse Homo timidus, dvs. det frygtsomme menneske, og hentyder dermed til vores grundangst for at møde et monster.

Selv om vi godt ved, at monstre ikke eksisterer i virkeligheden, men kun i vores forestillingsverden, mener Clasen, at det er et fænomen, som har en funktion i menneskelivet, der handler om andet end et godt gys, nemlig at træne vores evner til at klare sig i vanskelige og farlige situationer. Han forklarer i sin lille bog Monstre (Tænkepauser, Aarhus Universitets Forlag 2012), at genetisk set er vi fortsat indrettet til at skulle klare en jæger-samler-tilværelse med mange farer, ligesom dengang "hvor der var mennesker på menuen". Det, der sker i hjernen, mens vi sidder i biografen, er, at "man er i livsfare med de her hovedpersoner, man identificerer sig med oppe på lærredet," som Martin Schmidt udtrykker det i udsendelsen.

Ud over den biologiske forklaring kommer Mathias Clasen i sin bog også med en kulturel, hvor han påpeger, at monstre er en slags troldspejling af kulturers ængstelser og fobier, og derfor fostrer forskellige steder og tider forskellige monstre.

Vor egen tids mest klamme monster, zombien, er eksempelvis en legemliggørelse af farlige epidemier, virusser eller terrorisme, som hensætter os i skæbnens vold. Men zombie-fortællinger kan også være en kritik af forbrugersamfundet eller nationalisme. Andre lignende væsener kan være lige så skræmmende, Elias Eliot omtaler filmen It Follows, hvor et uhyggeligt væsen overføres ved seksuelt samkvem, "som du kun kan komme af med ved at have sex med en anden".

I modsætning til den frastødende zombie er den romantiske vampyr. Om en af vor tids mest populære ungdomsserier, Stephenie Meyers Twilight (på dansk Tusmørke), udtaler Rikke Schubart: "Så er der dem, der siger, det ikke er gyserfilm, men for dig er det måske gyserfilm." Serien henvender sig især til unge piger og belyser problematikken det svære partnervalg/seksualitet.

Dagens ekspertpanel: lektor Rikke Schubart, Elias Eliot fra film-podcasten Han Duo og filminstruktør Martin Schmidt.

 

Hjernekassen på P1 den 20. marts 2017. Smag med hjernen - neurogastronomi.

I juli måned sidste år forærede jeg en af mine venner et lille grønt porcelænsfad, hvorpå jeg havde malet en hvid hjerne og med sorte bogstaver skrevet "Hjernemad er dejlig mad". Hjernemad kan opfattes som mad, der er godt for hjernen (og resten af kroppen), eller henvise til måden, vi med hjernen oplever det, vi spiser. Hjernemad kan også symbolisere det, vi brænder for i Hjernekassen, nemlig viden.

Desværre udkom kok, madkonsulent Rasmus Bredahl og journalist Nikolaj Buchardts bog Neurogastronomi - hemmeligheden bag det perfekte måltid (FADL's Forlag 2016) først senere på året, det ville ellers have været ret tjekket at have givet hende denne kogebog, som indeholder alle elementerne, sammen med fadet.

I bogen tages læseren med ud på en længere rejse fra menneskeslægtens begyndelse, dengang mennesket levede som jæger-samler, til nutidens moderne mennesker, for at forklare at vores hjernes valg af fødevarer er baseret på tusindvis af generationers erfaringer.

I del 1 beskrives de fem grundsmage: salt, sødt, surt, bittert og umami (det tredje krydderi), og hvilke fødevarer som især indeholder den ene af grundsmagene, samt hvordan de fem grundsmage kombineres for at skabe en god smagsoplevelse. Ligeledes beskrives mundens følesans, hvor følelsen af stærk mad har fået et selvstændigt afsnit, da madens konsistens har stor indflydelse på, om vi oplever måltidet som vellykket eller ej. Et eksempel på det sidste kan være en gennemstegt bøf med bløde pomfritter og en grynet bearnaisesauce. Når det gælder høresansen, er det specielt lyden af knas, knæk og sprødhed, som har indflydelse på, hvordan vi opfatter maden, hvilket, forfatterne mener, hænger sammen med, at vores hjerne forbinder sprødhed med frisk mad fra planteriget. Lugtesansen er en meget vigtig medspiller, for den hjælper os dels til at finde ud af, om maden er, som den bør være, dels forstærker den hele smagsoplevelsen. Med synet scanner vi i første omgang maden for at sikre os, at det er i orden at spise den. Desuden skaber madens udseende en forestilling i vores hjerne, som ikke nødvendigvis er rigtig, om, retten smager godt eller dårligt.

Del 2 omhandler erfaringer, erindringer, omgivelser og indretningers betydning for den samlede madoplevelse. Mens del 3 fokuserer på en sundere kost, idet multisensoriske måltider ifølge forfatterne vil kunne hjælpe undervægtige med at tage på og overvægtige med at tabe sig samt få os alle til at spise mere grønt og mindre kød. Bogen afsluttes med madopskrifter, så læseren selv kan gå i gang med at eksperimentere hjemme i køkkenet med retter, hvori de fem grundsmage; salt, sødt, surt, bittert og umami samt noget stærkt og sprødt indgår.

Min ven har valgt at have porcelænsfadet stående på sit sengebord, fordi hun synes, "Hjernemad er dejlig mad" er nogle gode ord at starte og afslutte dagen med. Det er en måde at minde sig selv om, at det er vigtigt at spise dejlig sund mad, men at tilegnelse af viden (i bredeste forstand) er det, der bør være det væsentligste i ens liv.

Rasmus Bredahl er i studiet, hvor han eksemplificerer filosofien bag neurogastronomi for mig med en masse smagsprøver. I programmet medvirker desuden kok og restauratør Jakob Mielcke.

Tidligere Hjernekassen-tekster om dagens emne: Den søde tand fra den 30. december 2013. Desuden Hjernekassen-programmer og -tekster: Sanseverdenen fra den 31. marts 2014, Dansk mad fra den 8. december 2014 og Mesterkokke fra den 22. juni 2015.

 

Hjernekassen på P1 den 13. marts 2017. Stammere.

Omkring 0,5-1 procent (eller omkring 40.000 personer) af den danske befolkning stammer. 4-5 procent af alle danskere har oplevet at stamme i en periode af deres liv, men er vokset sig fra det igen. Stammen begynder i 95 procent af tilfældene i to-fem-årsalderen. Kønsmæssigt er der lidt flere drenge end piger, som stammer, men kønsforskellen bliver større med alderen, og stammen er fire gange hyppigere hos mænd end hos kvinder.

Hvad som forårsager stammen vides ikke, men den gængse opfattelse er, at forskellige faktorer har betydning for stammens opståen og udvikling hos den enkelte person. Dog er der enighed om, at stammen har en stærk arvelig faktor. Forskellige mennesker stammer altså af forskellige årsager.

Det er svært at vurdere, om et barn stammer, eller der er tale om et normalt fænomen som en del af den almindelige sprogudvikling, det kræver en undersøgelse hos en logopæd (talepædagog), der stiller diagnosen. Når det gælder børn, der stammer, bør man undgå kommunikationspres (forventning eller krav om tale uden stammen), interaktionsstress (f.eks. for høje krav til barnet i forhold til dets udvikling), og udvikling af en identitet som "stammer", som, barnet føler, bør skjules.

Stammen er i mange tilfælde mere end blot en talelidelse, stammen medfører ofte også psykologiske og sociale problemer.

Da Ole Kring Tannert som 43-årig påbegyndte et behandlingsforløb for sin stammen, indledte talepædagogen undervisningen med dette billede.

Hvis man forestiller sig et isbjerg, så er den synlige del af bjerget det, at man stammer, mens det, der gemmer sig under overfladen, er ubehagelige tanker og følelser forbundet med at stamme, herunder oplevelsen af skam og manglende selvværd.

Isbjerget illustrerer, at den indre skjulte stammen ofte udgør den største del af stammeproblemet, og ikke den ydre hørbar stammen med brud i den almindelige flydende tale, som kan komme til udtryk ved gentagelser af lyd, stavelse eller ord, eller ved blokering af lyd før eller inde i ord, eller ved forlængelse af lyd i ord.

Den mest udbredte behandlingsform for voksne er "ikke-undgåelse-behandling", det vil sige "gå lige på" og ikke undgå stammen. Med behandlingen ønsker man at opnå "flydende" stammen og selvaccept af stammen.

Dagens eksperter: coach og formand for Stammeforeningen i Danmark Ole Kring Tannert, lektor Helle Blunk Brandt og forskningsbibliotekar emeritus Steen Fibiger.

 

Hjernekassen på P1 den 6. marts 2017. Storytelling.

"Man siger, at vi lever i et informationssamfund. Det har vi sådan set altid gjort. Stenaldermanden blev også overstrømmet af informationer, de kom bare ikke fra fjernsyn og internet, de kom fra de nære omgivelser. Bevægelser i terrænet, fuglenes flugt, lejrbålets beskaffenhed. Stenaldermandens hjerne skulle tage stilling til lige så mange informationer som nutidens hjerner. Det, der informationsmæssigt adskiller vores tid fra stenalderen, er, at det er blevet muligt målrettet at flytte informationer over store afstande. Der er hele tiden nogen, der sender informationer efter vores hjerner. Reklamefilm, i køen i supermarkedet, bippende telefoner, flimrende storskærme på gade og vej. Det er overalt, og det bliver værre endnu. Konstant er der kamp om vores opmærksomhed, og den, der fanger og fastholder vores opmærksomhed, kan løbe med det hele. Pointen er her, at de gamle tricks med blinkende lygter, bløde pelsdyr, glitrende diamanter og lækre damer i smarte biler selvfølgelig stadig vil fungere. Men hjernen bliver i tiltagende grad følelsesløs. Vi har allerede nu set det meste. Der skal mere og mere til. Vi begynder at kede os. Vil man i fremtiden vinde kampen om opmærksomheden, skal man afkode, hvad det er, hjernen vil have. Man skal lokke, ikke larme. Hjernen vil ikke forstyrres hele tiden, hjernen vil have sjov, den vil have noget at grine af, og frem for alt så vil den have historier. Universer, hvor den kan gå ind og slippe fantasien løs. Jeg kan tryllebinde en skoleklasse ved at fortælle spøgelseshistorier. Mine drenge sidder hver dag frivilligt og klikker sig rundt i en computerskabt fantasiverden, hvor alting kan ske. Det er der, de lægger deres opmærksomhed, hvis de selv får lov at bestemme. Der ligger i vores hjerne en drift mod historier, som sætter fantasien i sving. Den, der erkender dette til fulde, og som lærer sig at beherske denne drift, vil stå stærkt i kampen om opmærksomheden." Dr. Zukaroffs testamente af Peter Lund Madsen (Gyldendal 2012, side 375).

Medvirkende i programmet er: pensioneret friskolelærer Birte Fahnøe Lund, formand for FIDA (Fortællere i Danmark), storyteller Kari Brinch og fortæller Randi Hedelund Jeppesen.

Hjernekassen på P1 den 27. februar 2017. Bæredygtigt byggeri.

Dengang min ven, Søren Nielsen, og jeg var børn, kunne vi snildt sidde på gulvet en hel eftermiddag og bygge et hus af legoklodser. Huset fik lov til at stå nogle dage, inden vi byggede et andet Lego-hus. For det gode ved legoklodser er jo, at de kan skilles ad igen og anvendes til at bygge noget lignende. Det vil ikke undre mig, hvis det er plastic legetøjsklodserne, som siden hen har givet min barndomsven og hans kollegaer idéen til bygninger fremstillet af genanvendelige komponenter.

I dag er Søren Nielsen arkitekt og partner i tegnestuen Vandkunsten samt underviser på Kunstakademiets Arkitektskole og Danmarks Tekniske Universitet, og han brænder for bæredygtigt byggeri, ikke kun i relation til det arkitektoniske og funktionelle, men i lige så høj grad i forhold til det miljømæssige, det sociale og økonomiske aspekt. Hvilket han ofte har talt om, når vi har set hinanden enten på en gåtur eller et barbesøg på Frederiksberg.

Søren Nielsen har været med i både små og store projekter. Det mindste projekt er Det Moderne Tanghus på Læsø (2012-2013), hvor man ikke blot har anvendt tang (ålegræs) på taget, som der er tradition for på øen, men også som isolering og facadebeklædning af det moderne fritidshus. Ellers er huset bygget af træbrædder af lærk, fyr og gran. "Det Moderne Tanghus på Læsø er ikke blot en fortælling om den fornyede anvendelse af et bemærkelsesværdigt materiale på et særegent sted med en højst usædvanlig bygningshistorie. Det er også en krystalkugle, der indfanger og belyser mange af de væsentligste problemstillinger, som byggeriet står overfor i dag," udtaler Søren Nielsen på Vandkunstens hjemmeside. Det største projekt er renoveringen af 1001 gårdhuse i Albertslund Syd (2014-2018). Gårdhaveboligerne er tæt-lav-bebyggelse fra 1960'erne. Ud over en bæredygtig renovering med genanvendelse af udskiftede materialer har tegnestuen tilførte autonomi til gårdhusene ved at lade lejerne være med til at bestemme deres egen boligs indretning. Der har været tale om såvel gratis tilvalgsmuligheder som tilkøbsmuligheder, der betales over huslejen.

I 2014 skrev Søren Nielsen sammen med Amdi Schjødt Worm og Kasper Lynge Nielsen, begge fra Teknologiske Institut, Dilemmaer og overvejelser i det bæredygtige byggeri, vel vidende at økonomi spiller en væsentlig rolle, når der skal træffes beslutninger om byggeri. Hidtil har der været en stærk tendens til at tænke kortsigtet og vægte anlægsøkonomien, i stedet for at tænke langsigtet og indarbejde totaløkonomien som beslutningsgrundlag for byggeriet.

Få mere viden om bæredygtigt byggeri, når Søren Nielsen besøger Hjernekassen på P1.

Hjernekassen på P1 den 20. februar 2017. Nyfeminisme.

Jeg er en stor beundrer af kvindekønnet, og jeg forstår godt, at omkring 4 millioner kvinder og mænd rundt om i verden den 21. januar 2017 deltog i Women's March for at demonstrere mod USA's præsident Donald Trumps menneskesyn. Hvorvidt dagens gæst, Emma Holten, deltog i marchen i København, ved jeg ikke. Men jeg kan sagtens forestille mig, at hun kunne have været en af de mange kvindelige demonstranter med en sjov lille pink hue (pussy hat) på hovedet, for marchen var et udtryk for netop det, som er vigtigt for nutidens feminister, nemlig at kæmpe for lige vilkår for alle uanset køn, etnicitet, sociale forhold, seksuel orientering eller religion. Uden de sociale medier på internettet var Women's March aldrig blevet så omfattende, som den blev.

Uden internettet var Emma Holten måske heller ikke blevet en aktiv feministisk debattør herhjemme og i udlandet, selv om den opmærksomhed, hun fik i begyndelsen, ikke var selvvalgt. I antologien Sex, hævn og video - om børn og unges deling af intimt billedmateriale (Medierådet for Børn og Unge 2016, red. Per Straarup) skriver Emma Holten: "Jeg vågnede en morgen i efteråret 2011 og kunne ikke komme ind på min e-mail og Facebook. … Natten til den morgen havde nogen fået adgang til min mailboks. Jeg har aldrig fundet ud af hvem. I mailboksen lå der billeder, som jeg mange år inden havde sendt til en kæreste. Det havde jeg fuldstændig glemt, men blev hurtigt mindet om det, da jeg fik adgang til mailen." I 2014 besluttede Holten sig for at fortælle sin historie om at få delt intime billeder uden samtykke på nettet for at få digitale sexkrænkelser italesat.

I de seneste år har der været en hel del historier og debatter i diverse medier om mobning eller shaming, hævnporno og grooming på nettet, som viser, det er nødvendigt med nogle spiller regler, når man gebærder sig på nettet. Specielt i de fora, hvor der bliver delt billeder, som bliver liket og kommenteret, da krænkelser på nettet kan have alvorlige psykiske og sociale konsekvenser for offeret. Men deling af f.eks. intime billeder eller videooptagelser af andre uden samtykke, kan også få alvorlige konsekvenser for gerningsmanden eller -kvinden, da det er ulovligt, også hvis man har fået billederne tilsendt af person selv, og det kan medføre bøde eller fængselsstraf samt krav om økonomisk godtgørelse til den krænkede.

Emma Holten er i studiet sammen med tidligere senioranklager Anne Birgitte Stürup, hvor vi taler om seksualitet, ligestilling, kønsroller og opdragelse.

 

Hjernekassen på P1 den 6. februar og den 13. februar 2017. På fængselsbesøg 1 og 2.

Alle samfund har love, der definerer forbrydelser, og som udstikker straframmen for overtrædelserne. Reglerne for, hvad der anses for acceptabel adfærd, er forskelligt fra samfund til samfund og ændres også over tid. I Danmark er det retssystemet, der fortolker og anvender loven.

I Danmark er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Når politiet mistænker en person for en forbrydelse, anholder de vedkommende med en sigtelse. Herefter skal en dommer afgøre, om der er grundlag for en varetægtsfængsling, eller om mistænkte skal sættes på fri fod. Ved varetægtsfængsling sættes den formodede gerningsmand eller -kvinde i et arresthus, mens politiet efterforsker sagen. Hvis der er tilstrækkelig med beviser, rejser anklagemyndigheden en tiltale mod vedkommende. Selve dommen afgøres i retten, hvis man dømmes skyldig, er der forskellige former for afsoning af straffen. Ved en ubetinget dom kan frihedsberøvelsen afsones med fodlænke i eget hjem (med domme op til seks måneder), i et åbent eller lukket fængsel, eller man kan få en behandlingsdom.

Hensigten med fængselsstraffe er, at de skal virke præventivt, så man ikke fristes til at begå kriminalitet, og at rehabilitere lovovertrædere, så de ikke vender tilbage til kriminalitet. Hvilket vi var inde på i Hjernekassen på P1 den 28. december 2015, hvor jeg havde besøg af den tidligere direktør for Kriminalforsorgen William Rentzmann. Jeg synes, man skal læse teksten og høre udsendelsen fra dengang, da der er meget information, som er relevant i forhold til de to udsendelser.

I det første program taler jeg med fængselspræst Jesper Birkler, musikmedarbejder Kirsten Saurus Mehlsen og fængselsbetjent Michael Østergaard om, hvordan det er at arbejde i et fængsel. I det andet program taler jeg med Jim og Flemming om, hvordan det faktisk er at være i fængsel, og hvor svært det er at blive en del af samfundet igen, når man bliver løsladt. Begge programmer er fra Danmarks mest sikrede fængsel, Enner Mark Fængsel (Statsfængslet Østjylland), som ligger i nærheden af Horsens. Det er et moderne lukket fængsel, der blev taget i brug i 2006.

 

Hjernekassen på P1 den 30. januar 2017. Planter for fremtiden.

På en mark i Taastrup forsøger danske forskere at udvikle planter som alternativ til kød for at nedbringe forbruget af animalske produkter ved at erstatte dem med vegetabilske produkter med et højt proteinindhold af god kvalitet. At finde nye såkaldte superafgrøder, som egner sig til danske forhold, er nødvendigt, da kødproduktionen er en af de helt store syndere klimamæssigt, og fordi der bliver flere og flere mennesker på Jorden at skulle mætte. For at forstå, at det er nødvendigt med særlig proteinrige planter, vil jeg gennemgå, hvad proteiner er, og hvilken betydning de har for vores krop.

For at kroppen kan fungere effektivt, har den brug for protein, kulhydrat og fedt samt vitaminer og mineraler, som hentes fra det, vi spiser og drikker.

Ordet protein er afledt af det græske ord protos, som betyder "den første" eller "den vigtigste", fordi man anså stoffet for at være den vigtigste bestanddel af alle organismer. Proteiner betegnes ofte som kroppens byggesten, eftersom de spiller en afgørende rolle i alle kroppens biologiske processer. Der findes et utal af forskellige proteiner i kroppen, som er nødvendig for opbygning og vedligeholdelse af celler, væv og muskler, desuden indgår de i produktionen af enzymer og hormoner samt opbygning af immunforsvaret.

Protein er en samlebetegnelse for en række stoffer, som er sammensat af forskellige aminosyrer. Der er nogen diskussion omkring, hvor mange aminosyrer der findes i menneskekroppen, men man regner normalt med 20 forskellige aminosyrer. Der skelnes mellem de essentielle og ikke essentielle aminosyrer. Otte ud af de 20 aminosyrer kan kroppen ikke selv danne ud fra andre stoffer, og kroppen skal derfor have disse otte tilført gennem kosten. I animalske fødevarer findes alle otte essentielle aminosyrer. For spædbørns vedkommende er der dog tale om ni, da aminosyren histidin, som bidrager til normal vækst, og som tilføres via modermælk eller modermælkserstatning, også er nødvendig.

I den vestlige verden er proteinmangel sjældent et problem, vi får rigeligt med protein, hvis vi spiser nok mad. De fleste raske voksne har brug for 0,75 g protein pr. kg legemsvægt dagligt. Da den gennemsnitlige daglige proteinindtagelse i Danmark er 75 g for kvinders vedkommende og 100 g for mænd, ses proteinmangel overvejende i forbindelse med fysiske eller psykiske sygdomme samt alkoholmisbrug og stofmisbrug.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne får 10-20 procent af den samlede daglige energi fra protein, 50-60 procent fra kulhydrat (heraf højst 10 procent fra sukker) og maks. 32 procent fra fedt. De vigtigste kilder til protein i danskernes kost er i dag kød, fisk, fjerkræ, æg og mejeriprodukter. Kornprodukter, bønner, linser og nødder er også gode proteinkilder, selv om de ikke indeholder alle de essentielle aminosyrer.

Som regel bruger kroppen kulhydrater og fedt til energi, men får man for lidt kulhydrater og fedt, vil kroppen bruge protein til forbrænding i stedet for opbygning og vedligeholdelse, hvilket medfører, at muskelfunktionen svækkes, man bliver træt, og immunsystemet forringes. Hvis der er for meget protein i kosten, vil det også blive brugt på forbrænding, men det er en rigtig dårlig idé, da det betyder, at fedtet vil oplagre sig i kroppen (det vil sige, at man tager på i vægt), desuden kan det medføre problemer med nyrerne, som skal filtrere affaldsstofferne fra den øgede mængde protein ud af kroppen.

Dagens ekspert er professor Andreas de Neergaard, Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet, belyser de mange udfordringer vi står over for at skulle løse.

 

Hjernekassen på P1 den 23. januar 2017. Syntesebiologi.

Formålet med syntesebiologi er dels at opnå ny indsigt i biologiske systemer, dels at skabe nye organismer til praktiske formål ved at konstruere kunstige biologiske systemer, som ikke findes i naturen. Syntesebiologi opfatter alle biologiske processer som en række individuelle og funktionelle enheder, der kan ændres og sættes sammen på nye måder a la legoklodser - biologiske byggesten kaldet BioBricks. Med teknikken regner forskerne med at blive i stand til at designe organismer med særlige nyttige egenskaber til at løse mange af de problemer, vi står med inden for sundhed, miljø, energi og landbrug, som vi er nødt til at finde nye eller forbedrede løsninger på. Det kan f.eks. være bedre og billigere medicin, miljøvenlige energiformer, oprensning af kemisk forurening eller nye afgrøder.

Syntesebiologi er en forholdsvis ny forskningsgren, og forskergrupperne er sammensat af eksperter med forskellige baggrunde f.eks. biologer, molekylærbiologer, kemikere, fysikere, læger og ingeniører. Herhjemme samarbejder naturvidenskabsfolk også med humanister.

Dagens gæster, professor, centerleder Birger Lindberg Møller, Plantebiokemisk Laboratorium og Center for Syntesebiologi, Københavns Universitet, og professor, institutleder Maja Horst, Institut for Medier, Formidling og Erkendelse, Københavns Universitet, har netop indset vigtigheden af et tæt samarbejde mellem naturvidenskab og humaniora. Møller udtrykte det således i Universitetsvisen (den 14. november 2014): "Centrets medarbejdere inden for de naturvidenskabelige discipliner er blevet bevidste om, hvordan deres forskning kan tilrettelægges så den på samme tid har både grundvidenskabelig topkvalitet og rettes mod at etablere vidensbaserede løsninger til imødegåelse af de komplekse globale udfordringer vi står overfor. Hvis de skal adresseres ordentligt, kræver det tæt medvirken af eksperter inden for humaniora."

Samarbejdet udspringer blandt andet af et ønske om at undgå den polarisering mellem forskere og borgere, som debatten om genmodificerede planter resulterede i.

 

Hjernekassen på P1 den 16. januar 2017. Urologi.

Urinvejssystemet består af: to nyrer, to urinledere, en urinblære og et urinrør. De bønneformede nyrer er placeret i bughulen på hver side af rygsøjlen. Begge nyrer er ca. 11 cm i længden, ca. 4 cm i bredden og ca. 7 cm i tykkelsen og vejer tilsammen ca. 300 gram. Nyrernes primære opgave er at rense blodet for affaldsstoffer og producere urin. Hver nyre er forbundet til urinblæren med en urinleder. Urinlederne er hos både kvinder og mænd ca. 25-30 cm lange. Blæren kan rumme ca. 500 ml urin, men vandladningstrangen melder sig normalt, når blæren har samlet ca. 250 ml urin. Fra urinblæren danner urinrøret, som hos kvinder er ca. 4 cm og hos mænd ca. 20 cm, forbindelse ud af kroppen.

Urologi er den del af lægevidenskaben, som beskæftiger sig med sygdomme i urinvejssystemet og i de mandlige kønsorganer; inklusive prostata. Det kan for eksempel være vandladningsproblemer, nyre- eller blæresten, infektioner, cancer og potensproblemer.

Vinder af Ph.d. Cup 2016 Lars Boesen har forsket i, hvordan man ved hjælp af moderne MR-scanning vil kunne forbedre såvel udredning som planlægning af behandling for prostatakræft, som er den hyppigste kræftform blandt mænd med omkring 4.400 nye tilfælde om året, hvoraf ca. 1.200 dør af sygdommen. Den nuværende undersøgelsesmetode med ultralydsscanning og udtagning af mange vævsprøver fra prostaten er både smertefulde og forbundet med stor usikkerhed, hvilket betyder både over- og underbehandling af en sygdom, der spænder fra fredelige og ikke behandlingskrævende tilfælde til en aggressiv sygdom, der forårsager tab af leveår og død.

Læge, ph.d. Lars Boesen, Herlev Hospital, er i studiet sammen med ledende overlæge Hans Stimpel, Herlev og Gentofte Hospital, og læge, ph.d. Mikkel Fode, Sjællands Universitetshospital, Roskilde.

 

Hjernekassen på P1 den 9. januar 2017. Vikingetiden eller stålalderen?

I 2009 bestilte min bror og jeg på National Geographics hjemmeside et "ancestry kit" for at få kortlagt vores slægtsaner. Testen foregår ved, at man tager en celleprøve med en vatpind fra mundhulen og sender den til National Geographic, som så analyserer ens dna for forskellige genetiske markører, som har tilhørt forskellige slægter i menneskets udviklingshistorie.

Selv om gentesten skal tages med et gran salt, blev vi alligevel ret stolte, da vi fandt ud af, at vi er blandt de få direkte efterkommere af de norske vikinger. Ja, faktisk blev vi så stolte over, at der ruller vikingeblod i vores årer, at vi efterfølgende lavede et show med titlen Vikingerne fra Virum (2010), som vi rejste rundt med i hele det danske rige.

Da jeg fandt ud af, at vi er efterkommere af vikingerne, var der for mig personligt nogle ting, som faldt på plads. Jeg forstod pludselig meget bedre min udlængsel mod fjerne verdensegne, for vore forfædre kom jo vidt omkring. Det var vores slægtninge, der opdagede Grønland og Amerika - eller Vinland, som vikingerne kaldte stedet.

I udsendelsen taler jeg dels med arkæolog Henriette Syrach Lyngstrøm om den historiske periode, hvor de ægte vikinger levede, og som, Lyngstrøm mener, burde kaldes for stålalderen, og dels med Lyngstrøms tidligere studerende, arkæolog Tania Lousdal Jensen, der ikke er enig i, at vikingetiden bør ændres til stålalderen.

 

Hjernekassen på P1 den 2. januar 2017. Den gode lyd.

"Jeg kan høre med mit øre/Bilerne som kør' på gaden/Og musik til middagsmaden/Jeg kan høre, hvad du siger til mig." Povl Kjøllers populære børnesang illustrerer fint, at der findes mange forskellige lydindtryk, og at vi som regel forstår, hvad eller hvem det er, som laver lyden, hvorfra lyden kommer, og hvilket budskab lyden har.

Lyd er usynlige bølger, som bevæger sig gennem luften. Lyden opstår ved, at der dannes trykbølger af fortætninger og fortyndinger af molekyler i luften, som rammer vores øre. Lydbølgen kanaliseres ned gennem øregangen til trommehinden, som sættes i bevægelse, hvilket får hammeren, ambolten og stigbøjlen (kroppens mindste knogle) i mellemøret til at vibrere. Vibrationen sendes til det indre øres væskefyldte snegl indeholdende ca. 15.000 hårceller med strittende sansehår. Når hårcellerne bevæger sig, dannes der nerveimpulser (elektriske signaler), som hørenerven videresender til hjernen, som finder ud af, hvilken lyd vi har hørt, og hvad den fortæller os.

Om lyden er dyb eller høj afhænger af mængden af bølger, der kommer inden for et bestemt tidsrum. Lydens tonehøjde afhænger af, hvor mange gange lydbølgen svinger pr. sekund. Svinger lydbølgen langsomt, er tonen lav, og sviger den hurtigt, er tonen høj. Svingningshastigheden betegnes lydens frekvens og måles i hertz (Hz). De dybeste toner, mennesket kan høre, er på omkring 20 Hz, og de højeste toner er på omkring 20.000 Hz. Jo færre bølger, desto dybere og mørkere er lyden. Jo flere bølger, desto højere og lysere er lyden.

Lave lydbølger skaber svag lyd, og høje lydbølger en kraftig lyd. Lydens styrke måles i decibel (dB). Høretærsklen, dvs. den svageste lyd, for et normalt menneskeøre er 0 dB. Dæmpet tale svarer til 50 dB, almindelig samtale til 60 dB, høje og voldsomme råb til 90 dB. Det højeste, man må spille ved en udendørs rockkoncert, er 135 dB. Ved 180 dB brister trommehinden.

Vi opfatter dog langtfra alle lyde, da menneskets øre ikke kan opfatte meget dybe eller meget høje lyde. Uanset om man er seende eller blind. Så når man siger, at blinde hører bedre end seende, passer det ikke. Hørelsen hos en blind person er ikke bedre end hos en gennemsnitlig seende person. Men blindes hjerne er bedre til at holde styr på lydindtrykkene.

Hjernekassen modtager ofte mails, hvor der står: "Jeg lytter altid til Hjernekassen på P1, når jeg vasker op." Der kunne også have stået cykler eller kører bil. Pointen er, at lytterne gør noget andet, samtidig med de lytter til programmet. Dette er ikke optimalt, hvis man vil opfatte mest mulig ord- og musiklyd. Prøv engang, at sæt dig godt til rette i sofaen og lyt til udsendelsen med lukkede øjne. Læg mærke til, hvor meget mere information du faktisk opfatter, når du hovedsagelig anvender din høresans.

Hjernekassen har været i Jylland for at tale med Ola Johansson, der er født blind, og med hans ven, Kaspar Vorbeck, om den gode musikgengivelse, og hvordan man optager lyd.

For yderligere beskrivelse af høresansen, se Hjernekassen-teksten fra den 2. juni 2014.