Den høflige narkoman

flinke_narkoman400 Jeg arbejdede engang som medicinsk forvagt på et større hospital i københavnsområdet. Det var et dejligt job med mange oplevelser. Man kunne blive klogere af det job.

På en sen nattevagt blev der indbragt en narkoman til skadestuen. Umiddelbart var han ikke noget kønt syn. Hans fremtoning var præget af et hårdt liv på gaden uden det store overskud til at forkæle sig selv. Han var meget beskidt, han lugtede, tøjet hang i laser, og så var han bevidstløs. Det så alvorligt ud, men rent behandlingsmæssigt var det en relativt banal sag. Narkomanen havde taget for meget heroin, vi gav ham modgift, og i løbet af ganske kort tid kom han til sig selv. Faren var drevet over, patienten var helbredt, og her kunne historien så være endt, hvis ikke det havde været, fordi den nu vågne, men stadig meget beskidte, narkoman på en meget behagelig og intens måde havde takket for behandlingen. Først forklarede han, hvorledes han grundet omstændigheder, der lå uden for hans kontrol, var kommet til at tage en overdosis. Han undskyldte meget for den ulejlighed, hans uheld havde medført, og han takkede for god behandling. Han havde nærvær nok til specielt at henvende sig til den sygeplejerske, der havde haft en af hovedrollerne i behandlingsforløbet. Han gjorde os alle i bedre humør. Narkomanen var narkoman, med alt hvad dertil hører, men han var også et dannet menneske - og det i ordets bedste betydning. Han kunne læse situationen, han bemærkede, hvad der foregik omkring ham, og han var i stand til på afgørende vis at bidrage til det fælles velbehag. Han var godt selskab, og han reddede den nattevagt og flere til.

Dannelse, evnen til at handle ud fra en forestilling om, hvordan andre har det, er menneskets ypperste sjælsegenskab. Det er kun mennesket, der kan sætte sig ind i, hvorledes andre individer føler og har det. Selv vores nærmeste slægtninge, chimpanserne mangler denne egenskab. Når aben Bobo sidder og surmuler i et hjørne af abeburet, fordi en af de andre aber har snuppet hans banan, så kan de andre aber godt registrere, at han er sur. Men de kan ikke forstå, hvordan han har det. De kan ikke sætte sig ind det, der sker i hans sind. De kan ikke sige til sig selv: "Stakkels Bobo, han har mistet sin banan, nu sidder han der og er sulten og sur. Det kender jeg godt. Jeg går over og trøster ham og giver ham lidt af min banan." De kan ikke skabe hygge i abeburet, fordi de ikke kan forstå, hvordan de andre har det. Aberne og de andre dyr ejer ikke evnen til medlidenhed.

Evnen til medfølelse sidder i frontallapperne (pandelapperne). Herfra udspringer vore sociale evner. Her skabes det substrat, der binder os sammen som mennesker. I frontallapperne skabes kulturens sammenholdskraft. Der er to egenskaber, der har sat os afgørende i front i forhold til de andre dyr. Den ene er sproget, og den anden er evnen til medfølelse. Det er evnen til medfølelse, der har gjort det muligt for os at opbygge kulturer baseret på komplekse samarbejdsaftaler. Kulturens mægtige kraft er blevet frisat af vores frontallapper. Uden frontallapper ingen kultur, og uden kultur ville vi stå alene og isolerede på de vindblæste stepper. Det er frontallapperne, der bringer os sammen.

Men det ikke kun for menneskearten, at frontallapperne har afgørende betydning. Også for enkeltindividet har frontallapperne afgørende betydning. Det er i frontallapperne, at den sociale evne bor. Det er frontallapperne, vi bruger, når vi aflæser en relation. Når vi ud fra en forståelse af, hvad der sker i andres sind, opfører os på en måde, der bidrager til det fælles velbehag. Den, der ikke ved, hvad der sker i omgivelserne, ved ikke, hvordan han skal opføre sig. Den, der ikke ved, hvordan han skal opføre sig, gør sig utilbens. Han bliver udstødt af fællesskabet, han bliver ensom og ulykkelig. Evnen til at kunne opføre sig ordentligt er vores billet til fællesskabet. Den, der mister evnen til at opføre sig ordentligt, mister alt.

(Sidst ændret 6. september 2012)