Hesten, Hans, Hannelore og lille Klaus
Da den tyske astronomistuderende og
underofficer Hans Bergers (1873-1941) hest en forårsdag i 1893
mister balancen og falder, udløses en række begivenheder, der
kommer til at medføre et afgørende gennembrud i den moderne
søvnforskning.
Hans Berger har meldt sig som frivillig til den tyske hær og er på en udvidet øvelse med deltagelse af store køretøjer i det centrale Tyskland, da uheldet er ude. Hans Bergers hest træder forkert, og de tumler begge ned ad en høj skrænt. Hans Berger lander direkte i køresporet foran en enorm kanon trukket af seks heste. Lynhurtigt er situationen ude af kontrol. Hans Berger har siden erkendt, at da han lå der på jorden, var han overbevist om, at hans sidste time var kommet. Men heldigvis bliver kanonen bragt til standsning, inden det er for sent, og Hans Berger slipper med skrækken.
I vore dage ville en sådan oplevelse have sat tiden i stå, men dengang var der ikke tid til snak og katastrofepsykologer. Så allerede da Hans Berger rider tilbage mod kasernen, er han ved at have rystet episoden af sig.
Her kunne historien så være endt, hvis det ikke var, fordi Hans Berger samme aften modtager et telegram fra sin fader, der bekymret spørger til sin søns helbred. Det viser sig nemlig, at Hans Bergers søster, Hannelore, samme dag, præcis på det tidspunkt, hvor Hans Berger lå i grøften under hesten og kæmpede for sit liv, havde haft en voldsom fornemmelse af, at noget katastrofalt var undervejs. Dette telegram overbeviser Hans Berger om, at der må være mere mellem himmel og jord. Overbevist om telepatiens realitet beslutter Hans Berger sig for, at han vil vie resten af sit liv til udforskningen af telepatiens gåde.
Hjemme igen opgiver Hans Berger derfor astronomistudierne og begynder i stedet for at studere medicin. I 1897 afslutter Hans Berger sin lægeuddannelse og bliver ansat ved den psykiatrisk afdeling ved universitetshospitalet i Jena og påbegynder her sine studier af telepatiske fænomener. Ud fra ret tågede forestillinger om telepati og radiobølger går Hans Berger i gang med at undersøge hjernens elektriske aktivitet.
Det helt store gennembrud kommer dog først i 1924, hvor Hans Berger, ifølge myten, sidder hjemme i sin udestue sammen med sønnen Klaus (1912-1941), som er forsøgsperson. Lille Klaus sidder på en stol, på hovedet har han fået fastgjort elektroder, som er forbundet med et indviklet elektrisk apparatur. Lille Klaus har fået besked på at udsprede telepatiske tanker, og han sidder og tænker og tænker - spreder telepatiske tanker ud over hele Jena by - men lige meget hjælper det. Hans Bergers måleinstrumenter forbliver stumme - flade kurver er det eneste, der kommer ud. Og her kunne historien så atter have været slut, hvis det ikke havde været, fordi Hans Berger nægtede at give op. Han måler og måler, men så en dag, da sommersolen står ind i stuen i huset i Jena, og fluerne summer i vindueskarmen, slumrer den lille Klaus til sidst blidt og stille i søvn. Og nu sker der pludselig noget. Hans Bergers instrumenter vækkes til live, og de smukkeste kurver bliver afsat af Klaus' elektriske hjerneaktivitet. Biologien har afsat et spor, en opdagelse er gjort, og det er ikke telepatien, der har talt. Det, Hans Berger ser den sommerdag i Jena, er, at hjernens elektriske aktivitet ændrer sig, når hjernen falder i søvn.
Den moderne søvnforskning er født.
Copyright: Peter Lund Madsen
(Sidst ændret 7. september 2012)
