Historien om det hvide snit - Egas Moniz og den uartige abe

Selv ville han nødigt indrømme det, men de fleste andre er ikke i tvivl: Det var den 15. august 1935, ved tretiden om eftermiddagen, at António Egas Moniz' liv tog en dramatisk drejning. Indtil da havde Egas Moniz (1874-1955) været i krise, men på dette tidspunkt inspireres Egas Moniz til en idé. En grænseoverskridende idé. En idé der skulle blive udgangspunkt for et forrygende karriereforløb, der 14 år senere kulminerer med Nobelpris og æressymposium..

Det var på høje tid, dagen før havde været en dårlig dag. Egas Moniz havde stået ulasteligt klædt, lapset ville nogle mene, foran sin "udstilling" på verdenskongressen for neurologi. Verdenskongressen blev holdt i London, og selvom Egas' udstilling om cerebral angiografi havde tiltrukket sig opmærksomhed, så var det ikke de helt epokegørende resultater, der blev præsenteret. Og det var lige netop det, der plagede Egas. Han havde nemlig lovet sin mor, at han, inden han døde, ville gøre en stor videnskabelig opdagelse. Han skulle sikre familienavnets udødelighed. Nu var Egas 61 år, og han havde endnu ikke gjort den store opdagelse, som han havde lovet mor! Det var ved at være på høje tid. Som ældste søn født ind i en fin portugisisk familie, hvilede der et tungt ansvar på hans skuldre. For Egas betød ære, status, magt og rigdom alt. Og han havde ikke indfriet sit løfte til mor. Det var ikke godt.

Dagen, der skulle blive vendepunktet i Egas Moniz'liv, var også højdepunktet på kongressen. Hele dagen var sat af til at præsentere og diskutere de nyeste undersøgelser af frontallappernes (pandelapperne) funktion. Alle, der var inde i varmen, var der. Kurt Goldstein (1878-1965) var der, Wilder Penfield (1891-1976) var der, og Henri Claude (1869-1945) var der. Luften i salen var varm og trykkende, men forventningerne var meget høje, da dagens tredje taler, John Fulton (1899-1960), gik på talerstolen. Tilhørerne blev ikke skuffede. Professor Fulton var en dygtig taler, han havde hele salen i sin hule hånd, mens han præsenterede sine data. Han fortalte om et forsøg, hvor man havde undersøgt frontallappernes betydning for indlæringsfunktionen. To aber, Becky og Lucy, var blevet optrænet til forskellige opgaver, herefter havde man operativt fjernet frontallapperne. Hvad kunne aberne nu? Hvor meget af det indlærte forsvandt med frontallapperne?

Efter præsentationen var der spørgsmål fra salen, og diskussionen gik indsigtsfuldt. Under diskussionen fortalte professor Fulton, nærmest som et kuriosum, om de personlighedsforandringer som fjernelsen af frontallapperne havde medført i den ene af de to aber. Den ene abe, Becky, havde været fræk, uligevægtig og hidsig i den første del af forsøget. Flere gange havde hun rullet rundt i buret og skreget og ved en enkelt lejlighed, havde hun sågar bidt professoren i armen. Men alt det var forsvundet, efter at lægerne havde fjernet frontallapperne. Nu var Becky helt rolig, gjorde alt, som hun fik besked på. Hun var som en helt ny abe. Med professor Fultons ord var det, som om hun var blevet medlem af en "happiness cult". Da Egas Moniz hørte om hunaben Becky, og hvad fjernelsen af frontallapperne havde gjort for hende, blev han fyr og flamme. I den lummervarme foredragssal så han lyset. Han fik en idé. En yderst dristig idé. Havde han ret - og hvorfor skulle han tage fejl - så ville han langt om længe være på sporet af den store opdagelse. Den opdagelse, der skulle sikre ham ære og udødeligt ry. Den opdagelse, som skulle indfri løftet til mor. Dagen efter var kongressen slut, og på vej hjem i toget var Egas Moniz så ophidset og eksalteret, som han ikke havde været det længe. Han følte sig ung igen. Han lagde planer. Han drømte. Og da toget kørte ind på perronen på hovedbanegården i Lissabon, havde han allerede fundet på navnet til sin store opdagelse. Navnet var psykokirurgi. Og nu skulle der bestilles noget. Verden lå åben, verden ventede.

(Sidst ændret 16. maj 2012)