Historien om det hvide snit - Egas Moniz og reservelægen

image014_400 Egas Moniz (1874-1955) havde travlt. Han var lige kommet hjem fra London, og han havde lynende travlt. I London, på den anden verdenskongres i neurologi, havde Egas fået en idé, som havde gjort ham opstemt til det yderste. I London havde Egas hørt om aben Becky, der ved et neurokirurgisk indgreb havde fået fjernet frontallapperne (pandelapperne). Før operationen havde Becky være sur og uartig, efter operationen var Becky stille og tilfreds. Moniz' idé var lige så indlysende, som den var grænseoverskridende. Hvis den uartige abe Becky kunne blive forvandlet til en stille sød abe, hvad ville fjernelsen af frontallapperne hos sindssyge så ikke kunne udrette af mirakler? Hvis det virkede på aben Becky, hvorfor skulle det så ikke virke på mennesker? Her var den mulige mirakelkur mod sindssyge.

Det var bare at gå i gang. Situationen var nemlig desperat. Her i 1935 var mulighederne for behandlingen af sindssyge meget begrænset. Bevares, man havde de forskellige chokterapier, men herudover var der kun meget lidt, man havde at gøre godt med. Situationen for de psykiatriske patienter - de sindssyge - var fortvivlende dårlig. Man grinede af psykiaterne - det var jo så lidt, de kunne gøre for deres patienter.

Men nu skulle der andre boller på suppen. Egas Moniz var ikke en mand, der tvivlede, og han var altid klar til at løbe en risiko på andres vegne. Straks han kom hjem, satte han sig i forbindelse med sin gamle studiekammerat Sobral Cid (1877-1941), der var leder af et sindssygehospital i Lissabon. Egas fremsatte et ønske. Han skulle bruge en sindssyg, og Egas fik sit ønske opfyldt. Syv dage efter han var kommet tilbage fra London, fik han sendt en 66-årig kvinde over til sin klinik. Det eneste, vi ved om denne kvinde, er, at hun havde været "deprimeret, angst og paranoid gennem tre år". Ikke særlig præcist. Men Egas var klar. Han havde konstrueret et instrument til lejligheden, og han havde selv givet det navnet "leucotomet". Han havde allieret sig med en neurokirurg, og neurokirurgen havde trænet lidt på et par lig på patologisk institut. Egas Moniz var helt klar. Kvinden blev bedøvet, huller blev boret i kraniet, og med leucotomet blev alle forbindelser mellem frontallapperne og resten af centralnervesystemet skåret over. Verdens første operative hvide snit var blevet gennemført, og det var gået godt. Kvinden overlevede i hvert fald. Nu var det bare at vente på resultaterne af operationen. Ville det gå denne kvinde, som det gik aben Becky? Ville hun være blevet et nyt og bedre menneske?

En uge efter operationen sendte Egas en af sine reservelæger over til sindssygehospitalet for at tale med den 66-årige kvinde. Reservelægen havde ikke set kvinden før operationen, men nu talte han med hende en 20 minutters tid, og han var imponeret. Kvinden virkede fuldstændig normal. Kvinden måtte være blevet helbredt. Da Egas fik reservelægens besked, blev den sidste flig af hans tvivl fjernet. Han havde haft ret. Nu var det bare at få samlet nok data til en artikel. 20 gange opererede neurokirurgen, og 20 gange var reservelægen ovre og tale med de opererede patienter. Syv gange kom han tilbage og fortalte om upåfaldende patienter, syv gange fortalte han om patienter, der var lidt mærkelige, og seks gange kom han og fortalte om patienter, der virkede "helt sindssyge". Moniz var tilfreds. Som han tolkede resultaterne, så havde han syv helbredte patienter, syv der havde fået det bedre, og seks der hverken havde fået det værre eller bedre. Ikke dårligt. Egas skrev en artikel om sine resultater. Dristig i anslaget og med revolutionerende resultater. Artiklen blev sendt ud over hele verden. Katten var sluppet ud af sækken. Historien om det hvide snit var endegyldigt sat i gang.

(Sidst ændret 16. maj 2012)