Historien om det hvide snit - Julepost til Walter Freeman

Fra 1952 begyndte kritikken af det hvide snit at tage til. Flere og flere begyndte at fortælle om det, de observerede hos patienter, der havde fået foretaget det hvide snit: At der så godt som aldrig var tale om helbredelse. At der var meget alvorlige bivirkninger. At den bedring, man kunne observere, mest af alt bestod i, at patienterne blev nemmere at have med at gøre. At patienterne efter operationerne "opførte sig som var de blevet slået i nakken med et baseballbat". Man begyndte, at tale om zombier, og efter 1955, hvor de første antipsykotiske stoffer kom frem, blev holdningen direkte negativ. Antallet af operationer faldt, og kritikken væltede frem overalt.

Men Walter Freeman (1895-1972) var ikke en mand, der dukkede nakken. Selvom om den generelle holdning til det hvide snit blev åbenlyst negativ. Så blev han ved. Freeman var ikke den, der gik af vejen for en rask konfrontation. Det var, som om hans sjæl fik næring fra modstand og slagsmål. Men på denne dag skulle det blive for meget. For en gangs skyld havde han slået et større brød op, end han kunne bage. Han havde accepteret en invitation fra dødsfjenderne - psykoanalytikerne - de eneste der fra starten utvetydigt havde kritiseret det hvide snit. Han skulle tale til deres årsmøde, og emnet havde han selv valgt: "On lobotomy in children". Konfrontationens mester, krudtkarlen, Walter Freeman, havde valgt at fortælle psykoanalytikerne om nogle af de mange hvide snit, han havde foretaget på børn.

Allerede inden Freeman begyndte at tale, var stemningen forventningsfuld, forventningsfuld og ond. Freeman sad foran sit publikum, og med sig havde han tre børn, som han personligt, med issylen, havde foretaget det hvide snit på. Børnene sad lidt for sig selv, ved et lille bord, og umiddelbart var de ikke den bedste reklame for det hvide snit. De så mærkelige ud. Freeman begyndte sin tale med at fortælle, at alle tre børn havde modtaget mere end rigeligt af psykoterapi - fuldstændig uden effekt. Herefter gik han over til at demonstrere effekten af sin egen behandlingsmetode, det hvide snit. Og det var her, tingene begyndte at køre af sporet. Den første patient, en 12-årig dreng, mumlede uforståeligt hen for sig, ingen forstod, hvad han sagde, og ligegyldigt hvor strengt Freeman talte til ham, blev det ikke til mere end en mumlen. Den anden patient, en pige på 13 år, sad bare og græd. Værst gik det med den sidste barnepatient, en dreng på 11 år. Denne dreng sad med helt tomme øjne stift stirrende frem for sig, mens han mekanisk gentog: "Undskyld hr., jeg gør mit bedste, undskyld hr." Ligegyldigt hvad Freeman bad denne dreng om, var svaret det samme: "Undskyld hr. ..." - det var bestemt ikke godt. Som det senere blev sagt, så fik patientdemonstrationen Walter Freeman til at fremstå i et usympatisk lys.

Allerede inden Freeman var færdig med sin præsentation, skyllede det utilslørede had ned over ham. Det nyttede ikke, at Freeman forklarede, at disse børn skam var veltilpassede i deres hjem, publikum var voldsomt ophidsede, de kunne ikke beherske sig. Så alt imens de hjerneopererede børnepatienter sad mumlende, stortudende og undskyldende på hver sin stol, så måtte Freeman stå model til den ene hadefulde fornærmelse efter den anden. Det havde han prøvet mange gange før, og han var kendt for sin evne til at "møde musikken". Men denne gang gik det galt. Om det var forstyrrelsen fra de messende, tudende og mumlende børn, om det var udmattelse, eller om det var styrken af salens had, der gjorde det, ved vi ikke. Men på denne dag mistede Freeman for en gangs skyld besindelsen. Han for ud i sin bil, hentede en enorm papkasse fyldt til randen med postkort, kylede papkassen ned i bordet foran de hulkende børn, og mens postkort og papkassestumper fløj ud i lokalet, råbte han ud over forsamlingen uden antydningen af beherskelse: "Hvor mange julekort får I fra jeres patienter?" Det var klimaks. Folk besindede sig. Man indså, at det var gået for langt. Da det sidste postkort var faldet til ro på salens gulv, var der næsten stille. Det eneste, der brød tavsheden, var en sagte hulken og så en drengestemme, der mekanisk gentog: "Undskyld hr., jeg gør mit bedste, undskyld hr." Det var ikke en god dag for Walter Freeman.

(Sidst ændret 16. maj 2012)