Historien om det hvide snit - Løftet til mor

loftet_til_mor

Egas Moniz døde den 13. december 1955. Han var 81 år, han var åndsfrisk, og han døde som en tilfreds mand. Gennem de sidste ti år af sit liv var han blevet tildelt et utal af priser og æresdoktorrater. Egas var blevet hædret, og han havde fået nok. Hans ego var tilfredsstillet, og frem for alt var han overbevist om, at han havde opfyldt sit løfte til mor. På moderens dødsleje 36 år tidligere havde Egas lovet, at han ville gøre familien ære. Han havde lovet mor, at han ville gøre en opdagelse, der ville udødeliggøre slægtens navn. Det løfte havde han indfriet. Det vidste han.

I 1935 havde Egas Moniz fået idéen til den operation, der efterhånden skulle blive kendt som det hvide snit. Operationen havde til formål at ødelægge frontallapperne (pandelapperne) på sindssyge patienter, og den havde tilsyneladende mirakuløs effekt. Noget tydede i hvert fald på, at den virkede. Selv havde Egas kun medvirket til få operationer. Men han fik idéen. Det var hans operation. Han udtænkte det første hvide snit, den operation der stadig på dødsdagen i 1955, uantastet, gik som et spøgelse gennem verdens sindssygehospitaler.

Starten havde været træg. I 1936 da de startede, havde der været en udtalt modvilje mod at skære i hjernen på levende mennesker. Men med hjælp fra Walter Freeman (1895-1972) og James W. Watts (1904-1994) i USA, og ikke mindst i kraft af deres fremragende bog Psychosurgery, havde operationen efterhånden bredt sig. Psychosurgery blev udgivet i 1942, og den beskrev resultater fra godt 100 operationer. Bogen søgte også at give en fysiologisk forklaring på, hvordan det kunne være, at fjernelsen af frontallapperne hos sindssyge kunne forventes at bedre deres tilstand. Forklaringen var forkert, men samlet gav Psychosurgery operationen det hvide snit et skær af videnskabelighed.

Det blev Psychosurgery der for alvor satte gang i operationerne. Krigen forsinkede tingene lidt, men i 1945 gik det for alvor løs. Tallene (om end de er usikre) taler for sig selv: I perioden fra 1936 til 1945 blev der på verdensplan foretaget godt 400 operationer. I 1946 foretog man ca. 1.500 hvide snit. I 1947 godt 3.000 og i 1949 var tallet nået op på 14.000. Og endelig, i "den gyldne periode" - årene fra 1949 til 1952 blev der på verdensplan foretaget mere end 20.000 hvide snit årligt.

Det havde været gode år, og den første verdenskongres for psykokirurgi, der blev holdt i Lissabon i 1948, havde været en sand triumf for Egas Moniz. Egas havde været ærespræsident for det hele og sammen med Freeman, som han henført kaldte "the great expansionist of lobotomy", havde han været et konstant beundret centrum for alles opmærksomhed. Det var noget, han kunne lide Egas. Selvom han med succes havde været i stand til at bygge et billede op af sig selv som en rolig og beskeden mand, så var sandheden en ganske anden. Egas Moniz var ikke mindre selvoptaget end andre mænd, der på trods af et gennemsnitligt innovativt intellekt alligevel opnår videnskabelig hæder. Han fik megen ros, men i 1948, selv efter verdenskongressen, havde Egas Moniz stadig ikke fået nok.

Nok det fik han først i 1949. I 1949 fik Egas Moniz nemlig Nobelprisen, verdens fornemste videnskabelige udmærkelse. Han trykkede den svenske konge i hånden. Nu kunne han være tilfreds, nu kunne han med god samvittighed sige til sig selv, at han havde indfriet løftet til mor. Familienavnet var udødeliggjort. Nu kunne han med god samvittighed trække sig tilbage. Sine sidste år brugt Egas til at nedfælde sine erindringer. Bogen Confidencias de um Investigador Cientifico var ikke nogen litterær milepæl. Selv hans trofaste støtte Freeman gjorde sig lystig over den. Som han sagde: "The book will particularly appeal to readers who have praised Egas Moniz, since they will find their words quoted in extenso." Men selvom man grinede lidt af ham, så var Egas Moniz en heldig mand. Ikke fordi han fik Nobelprisen. Nej, Egas Moniz var heldig, fordi han døde i tide. Han døde, inden det gik op for alle, hvor stor en fejltagelse det hvide snit havde været. Egas døde, inden bøtten blev vendt, inden verden fandt ud af, i hvor høj grad han havde taget fejl.

(Sidst ændret 16. maj 2012)