Historien om det hvide snit - Ni operationer inden frokost
Året er 1947. Det er en varm fugtig sommerdag i Washington D.C., og neurokirurgen James Watts (1904-1994) er netop trådt ind i sin konsultation i R Street. Konsultationen deler han med neurologen og psykiateren Walter F. Freeman (1895-1972). Samarbejdet er tæt, de er venner. Sammen har de været pionerer i udviklingen af den operation, der senere kommer til at gå under navnet det hvide snit i Danmark. På denne sommerdag skal venskabet sættes på en svær prøve: Straks Watts træder ind ad døren, kan han se, at der er noget, der er helt galt. Sekretæren er ligbleg, og hun springer op, straks hun ser ham. Hun ryster, og det er næsten kun uforståelige ord, der kommer ud af hendes mund. Watts prøver at berolige hende, men forgæves. Sekretæren bliver ved med at rable om "det forfærdelige der er ved at ske oppe hos dr. Freeman". Til sidst beslutter Watts sig for selv at få syn for sagen, han går op til Freemans konsultation og banker på. Da ingen svarer, går han ind. Det syn, der møder ham på den anden side af døren, er næsten ved at slå benene væk under ham. I patientstolen, bedøvet, halvt ligger, halvt sidder en ældre dame. Hovedet hviler på stolens ryglæn, og ud fra begge øjenhuler stikker der en issyl. Walter Freeman står bag kvinden bøjet over hende, mens han rykker rundt med issylene. Da Watts træder ind, vender han sig mod ham, svedig og glad, og siger: "Åh, det er godt, du kommer, James, kan du ikke give mig en hånd med?" Watts er næsten lige så chokeret som sekretæren: Hvad er det, der foregår? Hvad har Freeman nu fundet på? Lamslået forlader han lokalet, og det er først en time senere, at han får en forklaring på, hvad det er, der foregår oppe i konsultationen. Det, Freeman fortæller, chokerer ham næsten mere end synet af den gamle dame med issylene stikkende ud fra øjenhulerne. Freeman fortæller, at han har "opfundet" en helt ny måde at udføre det hvide snit på.
Freemans nye metode er simpel. Han tager en issyl i den ene hånd. Løfter ud i øjenlåget med den anden. Forsigtigt fører han issylen op over øjenæblet, så spidsen hviler på loftet af øjenhulen. På dette sted er kraniet tyndt, og det er (ifølge Freeman) kun nødvendigt med et blødt slag fra en lille hammer for at drive issylen op i kraniekassen, direkte op i hjernemassen. Når issylen så er oppe i hjernen på patienten, skal den føres i bund, til den rammer loftet af kraniet. Så er den på plads. Når der er placeret en issyl i begge pandelapper, går man om bag patienten. Herfra fører man, samtidigt og med rolige bevægelser, begge issyle (en i hver hånd) fra side til side. Så simpelt kan det gøres. Forbindelserne fra hjernen til frontallapperne (pandelapperne) overskæres. Det hvide snit er udført.
Freeman er overstadig, mens han fortæller. Det bedste ved den nye metode er, at den kan udføres af en psykiater uden assistance fra en neurokirurg. "Kan du ikke se det, James, nu kan vi rigtig komme i gang. Vi kan indlede en helt ny æra i psykokirurgien." James Watts kan ikke se det. Han er ikke bare skeptisk, han er også frastødt. For en gangs skyld er han uenig med Walter Freeman. Han protesterer. Han siger klart fra. Den nye metode må stå for Freemans egen regning. Han vil ikke være med. På stedet forbyder han Freeman at udføre flere operationer i deres fælles konsultation. Det er første gang, at Watts siger fra, og Freeman er slået af forbløffelse. "Jamen, forstår du det slet ikke? Min nye metode er simpel og hurtig. Det tager kun 20 minutter at afslutte en operation. Planlægger man det rigtigt, kan man nå ni operationer på en formiddag - tænk lige på det! Ni operationer inden frokost." Men Watts er ubøjelig ikke flere operationer i den fælles konsultation, basta! James Watts´ standpunkt overrasker Freeman, men han er ikke til at stoppe. "Du skuffer mig, James, med ni operationer inden frokost, jeg kan ikke stoppe nu, jeg fortsætter på egen hånd, jeg skal nok finde en løsning." Og det er lige netop, hvad han gør. Men det er en helt anden historie.
Copyright: Peter Lund Madsen
(Sidst ændret 16. maj 2012)
