Historien om det hvide snit - Walter Freemans juleaften

image018Hvis Egas Moniz (1874-1955) var en forfængelig laps, så var neurologen og psykiateren Walter Freeman (1895-1972) nærmest, hvad man kan kalde, en krudtkarl. Han arbejdede altid. Han var besat af sit arbejde, og det var kun yderst sjældent, at han beklagede sig. Men denne gang var det næsten for meget! Året var 1936, det var juleaften, og hustruen var ved at føde. Men i stedet for at være på fødeafdelingen sammen med Marjorie, hustruen, rendte Freeman rundt nede i midtbyen i Washington D.C. Sneen væltede ned, vinden peb om hushjørnerne, det var bitterligt koldt, og Freeman søgte rundt fra bar til bar på jagt efter en patient. Det var træls. Freeman var sammen med sin nærmeste medarbejder, neurokirurgen James W. Watts (1904-1994), og de var enige om, at der ikke var nogen vej udenom. Patienten skulle findes og bringes tilbage til sindssygehospitalet, inden han kom til skade. Patienten var vigtig, fordi han syv dage forinden havde fået foretaget det hvide snit. Han burde aldrig være sluppet ud fra afdelingen. Men han havde forklædt sig - taget en stor hat på over forbindingen og en lægefrakke over patienttøjet. Og nu var han altså væk, på juledruk. Det var deres patient nummer 15, og han måtte ikke gå til spilde.

Freeman og Watts var de første amerikanere, der udførte det hvide snit, og de var allerede begyndt at fortælle om deres resultater. Selv var de begejstrede. De troede på det hvide snit. Men det var ikke alle, der var nemme at overbevise. Allerede ved deres allerførste præsentation af resultater var det nær gået galt. Efter at Freeman havde afsluttet præsentationen, havde der været stille i salen et minut. Trykkende stille. Tilhørerne havde været lamslåede. Tavsheden var først blevet brudt, da Dexter Bullard (1898-1981), en af Freemans daværende venner, havde rejste sig og i vantro vrede råbt ud over forsamlingen: "Now, Walter, that just ain´t true." Og så var helvedet ellers brudt løs. Det havde ikke været behageligt. Senere fortalte Freeman, hvordan han havde været lige ved at bide sin pibespids itu - så ophidset havde stemningen været.

Freeman vidste nu, at det krævede resultater at overbevise om det hvide snits kvaliteter. Og det var derfor, han rendte rundt juleaften i snevejret sammen med Watts. De måtte beskytte deres patientdata, koste hvad det ville. Da de fandt patienten et godt stykke over midnat, var han naturligvis godt jule-beruset. Patienten stod lænet hen over bardisken på The Golden Rooster halvt nede af H Street. Der var dog ikke nogen, der havde bemærket noget særligt. Det eneste, man havde undret sig over, var, at han hele aftenen havde insisteret på at beholde hatten på. Men sådan er der jo så meget. Freeman fik patienten tilbage til hospitalet, og endelig sent julemorgen fik han sagt velkommen til sin nyfødte søn.

I 1942 var Freeman og Watts færdige med deres bog om det hvide snit. Bogen hed Psychosurgery. I Psychosurgery blev de forskellige operationsteknikker beskrevet efter gør det selv princippet, og der var et langt kapitel om den fysiologiske baggrund for indgrebets effektivitet. Der var også forløbsbeskrivelser af de første godt 100 operationer. Disse beskrivelser var bedre end de beskrivelser, som Moniz var sluppet af sted med i sin første artikel, men gode var de ikke. Det var beskrivelser, der i stor udstrækning var baseret på kuponhæfte princippet (før vejede jeg 178 kg, men så prøvede jeg Ultraslim og tabte 112 kg!). Det var sygehistorier, der fortalte om helbredelsen efter det hvide snit (før var han helt ude i tovene, så prøvede han det hvide snit, og nu er han pilot). På trods af de store mangler ved Psychosurgery, så var det dog langt det bedste, der hidtil var skrevet. Her var nogle fysiologiske (sø)forklaringer, her var en vis grad af systematisk opgørelse af operationsresultaterne. Psychosurgery gav det hvide snit et skær af videnskabelighed og blev baggrunden for, at en kendt amerikansk psykiater senere skulle udtale: "Psychosurgery hit us like a bomb." Nu gik det løs. Nu løb det af sporet.

Copyright: Peter Lund Madsen

(Sidst ændret 16. maj 2012)

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS